Jeg elsker selv at læse. Begge mine forældre er storforbrugere af litteratur og læser, læser, læser. I min barndom fyldte litteratur meget. Der blev både læst højt, og vi læste selv hver især. For nogen tid siden manglede jeg noget at læse i, og støvede rundt i mine forældres reol efter noget interessant. Pludselig flyver min mor ind i soveværelse og kommer løbende ud med en bog højt hævet over hovedet - en bog med skriggult cover. "Hvis du mangler noget at læse, så tag denne her! Din far fik den af forlaget til en boganmeldelse, den er SÅ god og sjov!" Det viser sig, at min far ikke var udpræget begejstret. Jo, bevares, han synes den var fin, men begejstringen var på ingen måde på højde med min mors.
Men jeg tog bogen med hjem, og nu har jeg lige læst sidste linje og I lååååve it! Den er sjov, den er velskrevet, den er ... fantastisk!
Bogen hedder "Indbrud" og er skrevet af Ole Rosenstand Svidt, der cand. mag i æstetik og kultur, og er redaktionssekretær på musikmagasinet Gaffa. Han er født i 1974 og "Indbrud" er hans debutroman. Bagsideflappen betegner den som "en tragikomisk, social-surrealistisk fortælling fra en verden, hvor tyv tror hver mand stjæler ...". Den er udgivet på forlaget Nulpunkt.
Bogen fænger lige fra side et. Den er skrevet i nutid og med jegfortæller - begge dele er medvirkende til, at man straks føler sig tæt på personen. Ole Rosenstand Svidt har valgt at skrive bogen, så den virker semi-biografisk - bl.a. hedder hans fortæller således 'Elo Rosenørn Schmidt'.
Bogen starter, da Elo kommer hjem og opdager, at han har været udsat for indbrud - et fænomen mange danskere nok kender til. Det gør også (for de af os, der har været udsat for indbrud), at man straks kan følge Elos tankegang: 'Er de stadig derude? Kommer de igen? Kan de finde på at gøre mig noget?' ... og efterfølgende tanken om, at nogen har endevendt ikke bare ens egendele, men også - på sin vis - hele ens liv og tanker.
Romanen fortsætter nu med, at Elo begynder at tage sin forholdsregler, så han ikke igen bliver udsat for indbrud - men hvordan sikrer man sig det? Hvordan undgår man igen at blive offer for indbrud - og hvilken pris er man villig til at betale? Hvornår tænker man rationelt - og hvornår er man blevet direkte paranoid? Og kan man i princippet ikke godt være forfulgt af folk med bagtanker - selvom andre ville betegne én som paranoid?
Romanen har hele vejen igennem en ironisk undertone, der gør, at hvis man ikke trækker på smilebåndet, så sidder man simpelthen og hulker højlydt af grin. Persongalleriet er overskueligt og man føler, at Ole Rosenstand Svidts persongalleri er levende mennesker - man kan se dem for sig; de er ikke bare tamme karikaturer. Man kan nikke genkendende til Elos tanker - selv på de steder, hvor de er lidt far out.
Bogen er på 324 sider og rimelig hurtigt læst - for man kan simpelthen ikke lade den ligge! Den er alletiders bog at have med i sommerhus, på weekendophold eller til at hygge med en weekend, hvor vejret er trist og man hygger under dynen (også alene - for hvem gider forstyrres af mand eller børn, når man læser?!). Især i disse halloween- og regn-og-ruskdage er den perfekt! På den måde fuldendte den min aften/nat i går, da jeg efter en omgang "Saw" og "Åndernes hus" læste slutningen på bogen og følte, at en kold weekend i oktober ikke kunne være mere fuldkommen.
Jeg vil lige understrege, jeg ikke på nogen måde har fået noget ud af at anbefale denne bog. Jeg synes bare, den fortjener omtale - selv på en lille blog som min med begrænset antal læsere. For jeg synes at netop du skal have mulighed for at læse denne fantastiske bog, der meget vel kunne drukne i mængden af litteratur udgivet af andre (større) forlag. Den er muligvis ikke udgivet hos Gyldendal eller flere tusinde oplæg - men den kunne godt have fortjent det!
 |
| Her er vidunderet. Billedet er lånt her: http://www.gaffashop.dk/shop/svidt-ole-rosenstand-50966p.html, hvor du også kan læse mere om bogen. |
