Når man pludselig bliver berømt ...

Havde nogen sidste fredag fortalt mig, hvilke konsekvenser det ville få, da jeg valgte at tage Alley med mig, ville jeg næppe have troet på det. Her kommer hendes historie, som allerede nu har været to gange i avisen og en gang i lokaltv. For Alley var ikke lige Frk. Hvemsolhelst! Og jeg bliver pludselig tiltalt som 'hende kattehviskeren', når jeg går forbi folk, der har set os i TV.

En patient restituerer sig på sofaen.

Jeg var pænt nervøs, da vi drog mod dyrlægen i mandags. Heldigvis fik vi en tidlig tid, allerede klokken ti, og hos vores yndlingsdyrlæge, Carsten. Alley virkede helt okay med at sidde i sit bur på mit skød - der var hverken skrig eller skrål, som når vi skal til dyrlægen med vores egne små krapyler. Hun sad bare dér med store øjne og kiggede på alle træerne, mens vi kørte gennem det store skovområde, på vor vej til dyrlægen.  
          Om søndagen satte vi hende ind i stuen og lukkede dørene, så hundene og kattene ikke kunne komme til hende. Hun var begyndt at live op (gode tegn!) og ville helst være i kontakt med os (mig) hele tiden. Så jeg sov inde på sofaen, mens hun puttede sig i mine knæhaser. Ophovningen af hendes bug havde helt fortaget sig - hun havde så også lagt flere brikker beton i kattebakken, så det har været forstoppelse - sikkert pga. væskemangel (har seriøst aldrig set en kat drikke så meget, som hun gjorde de første to døgn!). Mandag morgen gik hun tilmed normalt på benene, så den dér mærkelige måde at trække benene op under sig på, har sikkert skyldtes mavesmerter.

Da vi kommer ud til dyrlægen er vi noget spændte. Carsten kigger efter i hendes ører og konstaterer, som vi også selv har gjort, at der ikke er nogen øremærkning. Så vi bliver enige om at scanne hende for en chip. Og stort bliver chokket, da scanneren bipper! Jeg kunne næsten mærke, hvordan det begyndte at suse for ørerne og alt jeg kunne tænke var: Whuaaaaat?! Jeg har aldrig set en kat med chip - og heller aldrig hørt om én. Det bruger man bare ikke i Danmark! 

          "Tror du det er fordi, hun er så mørk i ørerne, at man har tænkt, at tatoveringen ikke ville kunne ses?" spørger jeg.

          "Måske ..." svarer Carsten. "Eller også er det fordi, hun er tysk!" 

.................................................................................

??????????????????????????????????????????????????????

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

________________________________________

Nogenlunde sådan ser min hjerneaktivitet ud de kommende tre sekunder. Og samtidig synker mit hjerte, for pludselig går det op for mig, vi skal af med hende!

Carsten kan åbenbart læse mine tanker for han ser medfølende på mig. 

          "Skal jeg lade som om, jeg aldrig har set den chip?" spørger han.

          "Nej!" svarer HG dog straks. "Hun skal hjem!". 

          Og her går det op for mig ... det er en god nyhed! Alley er slet ikke Alley. Hun er ikke den hjemløse, navnløse, uelskede kat. Et eller andet sted, har hun en ejer, et liv ... hun er nogens ... hun er elsket!

          Carsten noterer hendes chipnummer og begyndet at undersøge hende. For midt i alt dette, har jeg jo helt glemt, hun muligvis er møg syg.

          "Hun ser nu fin ud ..." fortæller Carsten. "Hendes tænder er meget flotte!" (Det viser sig, at roden af tanden ikke sidder der endnu, så alt er fint). "Hun trænger vist bare til lidt tlc ..." Men da han lytter til hendes lunger ændrer det sig dog. "Uha, jeg behøver dårligt stetoskopet for at høre det her ... hun har reddet sig en ordentligt omgang bronkitis!" Han giver hende et skud penicillin, der varer to dage og vi får med hjem til fem dage derefter. 

          "Hvor gammel tror du hun er?" spørger vi. Jeg har bemærket, hun ikke er spor legesyg. Intet af det legetøj jeg har fundet frem til hende er blevet rørt - men det kan jo også skyldes hendes udmattethed. 

           "Tja, hvor gammel er hun ... hvor gammel er hun? Hvor gammel er du, Alley?" spørger han og stryger hende over pelsen. Hun er ikke helt stolt ved ham. Det er stadig mig, der er tryghed. HG kan til nød få lov at være i nærheden. Han har jo trods alt givet hende mad nogle gange. "Hvad skal vi sige? Tre-fire år?"

          "Tja, jeg gættede på to-tre," siger HG, og da man jo nødig skal gøre en dame ældre end hun er, ender det med, at Carsten sætter hendes alder til to et halvt i journalen.

Da vi går, bliver vi enige om, at Carsten skal prøve at finde frem til en tysk dyrlæge, der kan taste hendes nummer ind i deres system. For i Danmark kan man kun se, hvilket land chippen er fra, ikke hvem hun tilhører. 

Senere på dagen ringer Carsten og fortæller, der er triste nyheder ... altså, hvis vi havde regnet med at beholde hende. For dyrlægen i Tyskland kunne fortælle, hun havde en ejer, og at Cleo (som hun viser sig at hedde) har været væk siden 2010. Han måtte dog ikke aflevere oplysninger på ejeren, men han vil selv ringe ejeren op og bede ham om, at ringe til Carsten. Det havde han så gjort. Til Carsten kunne han dog fortælle,at Cleo 'kun' har været væk siden juli. Det viser sig, de har været i *bynavn* med deres båd. Og  på et eller andet tidspunkt er Cleo gået fra borde og forsvundet. Hun har dog holdt sig på havnen, hvor jeg så fandt hende. Og nogen har tydeligvis fodret hende, da hun forlængst ville være sultet ihjel, hvis ikke nogen i ny og næ havde stukket hende noget. Det store chok er dog ikke faldet endnu: Cleo viser sig nemlig at være en gammel pige. Tretten-fjorten år!

Hvordan en gammel pige på den måde har klaret sig gennem efteråret og vinteren går over min forstand ... men nu er hun i hvert fald her. Hen ad aftenen, mandag, ringer hendes ejer, Erik, der fortæller, de havde opgivet nogensinde at få hende igen. Han vil prøve at arrangere noget transport, da han ikke skal hertil igen før til april. Måske vil han få nogle danske venner til at hente hende. Han lover også at betale for hendes ophold og dyrlægen, hvilket dog ikke betyder noget for os. Det der betyder noget, er at mysteriet om 'Alley' er opklaret og at hun nu skal hjem, som 'Cleo'. Vi har dog ikke hørt fra ham siden mandag, så nu må vi se, hvad der sker ...

Samme aften, altså mandag, ringer min mormor og fortæller, at hun har ringet en journalist op og fortalt vores historie. Og jeg bander indvendigt! Hvad skal hun blande sig i det for?! Samtidig kan man roligt sige at min mormor er lidt ... speciel. OG smådement! Så man aner aldrig, hvilken historie, der bliver trykt. Den viser sig dog også at være spækket med fejl og overdrivelser (min mormor har vist engang i fortiden taget speciale i dette fag!). Og med et billede af en fremmed kat. Vi er ikke nævnt med navn i avisen. Kun som 'mit barnebarn og hendes mand' (heldigvis fremgår det at min mormor er fortæller af historien!). Til gengæld er mine forældre nævnt (?). Og min mormor har ladet dem flytte her til byen (hun er god til at bytte rundt i navne og hvem der er hvem).

Om onsdagen ligger jeg på sofaen med Cleo og sover, da telefonen ringer. Det er eftermiddag og jeg er stadig småsyg. Det viser sig at være en journalist fra lokattv, der har læst artiklen i avisen, og vil have et interview. En time senere! HG har ligget med migræneanfald de sidste to uger, så den har stået på nedrullede gardiner, mørklægning af huset, rod og kaos. Jeg flintrer i bad, mens HG må lufte ud (hold kæft, hvor bliver der vammelt, når to mennesker ligger syge, man har seks dyr i huset og der ikke er luftet ud i to dage!) og gå en runde med støvsugeren. Jeg når akkurat at komme i tøjet, tørre og glatte hår og klaske en nødtørftig makeup i knolden før journalisten står der med hele sin oppakning. Og sammen aften ruller historien over skærmen. Journalisten har også interviewet Carsten og fået fat i Cleos tyske ejer pr. telefon. Det er faktisk på den måde, vi finder ud af, hvad han hedder og præcist hvor han bor.

Der snakkes med journalister fra sygelejet, mens Cleo ruster sig til det kommende interview

Dagen efter ringer så den journalist, der i første omgang har talt med min mormor. Hun vil nu lave en længere, rettet udgave af historien. Jeg må give interview over telefonen, og tidligt fredag morgen, står der en fotograf og skyder HG, Cleo og jeg. Kort tid efter drager vi til 'storbyen', hvor vi har tusinde ærinder. For første gang i ugevis slipper HG for migræneanfald (aner heller ikke, hvordan vi skulle være kommet hjem, hvis det var sket!), så det tager syv timer, før vi er hjemme igen. Til gengæld har vi så også nået alt der, der siden starten af januar er blevet udskudt til 'i morgen'.

Nu er Cleo dog også træt. Og jeg er træt! Er i nat vågnet stort set hver time i svedbad og med feber. Min hals føles som en kaktus (men hellere det end bihulerne) og jeg er så udmattet i hele kroppen. Cleo og jeg har ligget på sofaen hele dagen. Det meste af tiden har jeg sovet. En stund var Sipzap inde og hilse på os. Vi aner jo ikke, hvor længe Cleo bliver, så vi er nødt til at introducere dem. Ellers har jeg læst, strikket tubetørklæde og set "Familen Gyldenkål" 1-3, som vi købte i dvd-boks i går. 

Hun er stadig meget jumpy og forsigtig, Cleo. Og sulten. I dag ville jeg give hende et godnatkys, før jeg fortrak til soveværelset, hvor jeg sidder nu og skriver blog. Hun fór op og forsvandt ind bag sofaen. Hun er meget øm om sit ansigt (... gad vide, hvad hun har være udsat for i de mange måneder ...). Hun har været ked af, at der har været fremmede i hjemmet i form af journalister og fotografer. Så nu har hun trukket sig tilbage fra offentlighedens søgelys. Hun giver ikke flere interviews! c",)