This is my life ...

-->

Dette her indlæg bliver lidt vanskeligt at skrive ... for det er som om, de ord, der er i hovedet ikke rigtig vil lade sig indfange på papir (eller skærmbillede).

Kender I det, man en dag kan stå midt i hverdagen, kigge op og ned ad sig selv og tænke: "Hvem er du?" og opdage, at eller andet sted undervejs, har man mistet sig selv. Og til sidst blive i tvivl om - "Hvem er jeg egentlig?". 

Gennem de sidste måneder har jeg på et tidspunkt mistet mig selv. Jeg tror, at denne her blog var et forsøg på at genfinde mig selv ... På Fyldepennen, hvor jeg skrev før, følte jeg mig aldrig mere som mig end når jeg skrev. Men herinde ... det er som om, jeg har skrevet det, jeg regnede med, du som læser ville læse. Og på den måde mistet mig selv endnu mere, fordi indlæggene blev tomme, ligegyldige. Det er som om, de ord, der altid har haft så let ved at finde papiret, pludselig bliver derinde, og jeg aner ikke, hvordan jeg får dem ud. Og når jeg læser det, der kommer på papiret, er det ligegyldigt, uinteressant. Hvor blev jeg af? Hvorfor er jeg blevet væk?

Så here goes - this is me, this is my life:

* Jeg er Line, jeg er 30 år og selvom jeg laver grin med, jeg er gammel og vil have min ungdom tilbage, elsker jeg at være 30 - jeg ville aldrig ønske at gennemleve tyverne igen, mine teenageår, min barndom ... ikke fordi det er dårlige år, men jeg nyder at være, her og nu. At løs hud og rynker så skræmmer mig, og jeg sikkert dør af chok den dag jeg finder det første grå hår, er en anden sag …

 * Jeg er Line, jeg bor på Bornholm, i Rø (nær Gudhjem), på bøhlandet. Jeg laver grin med, det er verdens ende, landets røvhul, men jeg elsker det! Jeg elsker naturen, jeg elsker stilheden; jeg elsker at høre vinden i træerne; fuglene, der flakser; åen i baghaven, der risler ude foran mine køkkenvinduer.

* Jeg er Line, jeg er førtidspensionist og uden uddannelse. I 3. g. måtte jeg opgive kampen til sygdommen, der var ikke flere kræfter tilbage i mig. Trods hvad jeg ellers siger, går det mig på. Jeg føler mig altid dum, bagud, left behind ... mine jævnaldrende har uddannelse, job, familie. Jeg elsker at lære, jeg ville have elsket at kunne arbejde, at have et normalt liv. Men det har jeg ikke. Og det virker uværdigt at møde nye mennesker, der altid præsenterer sig som værende f.eks. "Jens, der er læge", for hvad er jeg så? "Line, der er førtidspensionist"? Det er bare en betegnelse, en etiket. Et job giver udryk for et valg, et ønske, en interesse. Og jeg føler mig identitetsløs, når jeg står dér alene i rummet og flagrer som 'førtidspensionist'. Jeg kan nogle gange møde gamle klassekammerater og undre mig over, hvordan de er blevet så voksne. Det er som om, jeg forventer, de skal være det samme sted, som jeg er, som om, jeg gik i stå i 3. g. og stadig står i 1999 og flagrer, mens de er drønet videre derudaf. 

* Jeg er Line, jeg elsker at læse. Jeg elskede også at skrive, men gør det aldrig længere. Efter min diagnose, fik jeg en depression og medfølgende angst. Jeg kæmper stadig med det til tider - især angsten. Den kommer, når jeg ikke kan kontrollere min krop. Når jeg ikke kan tale, ikke kan gå, får kramper eller rysteture og jeg ikke ved, om det varer et minut - eller er blivende. For at komme ovenpå igen gik jeg i gang med at skrive. Jeg skrev en roman. Den er dårlig. Jeg ville aldrig drømme om at forsøge at få den udgivet, for jeg hader den selv. Men jeg var nødt til at skrive noget, og det var bare de ord, der kom frem. Jeg skammer mig lidt over dens elendige sprog, slåfejl, mangler. Men den fik mig ovenpå igen. Hvor klichéfyldt den end lyder, var den med til at få mig tilbage til et sted, hvor jeg følte mig levende igen. Herefter har jeg følt mig udtømt. Det er som om, der ikke længere er ord tilbage, og jeg frygter, jeg aldrig kommer til at skrive igen på samme måde. Den måde, hvor ordene bare galoperer ud gennem hjernen, strømmer ned i fingrene, der rammer tastaturet. Den måde, hvor jeg skriver indtil min krop ryster af udmattelse, jeg får ondt og opdager, der er gået syv timer, hvor jeg ikke har spist, drukket, taget piller eller været lydhør. 

* Jeg er Line, før i tiden elskede jeg at tegne, male, klippeklistre og være barnlig. Jeg kunne finde på sindssygeprojekter, hvor jeg dinglede rundt under loftet og malede stjernehimmel, skrev yndlingscitater på væggen, eller hæftede et gammel sæt tøj op, der mindede mig om bedre, svundne tider ... til tider til stor frustration for HG eller mine forældre, som jeg ikke altid liiige nåede at spørge om lov til at måtte ændre lidt på boligen. Jeg var impulsiv og ingen vidste, hvad jeg havde gang i om tre minutter – mindst af alle mig selv. Men med tiden er mine projekter stilnet af. Til dels fordi jeg hurtigt kører træt og ikke orker at gøre projektet færdigt. Eller fordi jeg hurtigt får ondt og opgiver på forhånd. I dag kan jeg dårligt tegne en lige streg ... talent svinder desværre ind og dør, hvis man ikke nærer det. Jeg håber, jeg måske kan genoplive det en dag.

* Jeg er Line, jeg elsker de mere simple ting. Jeg kan bruge timer på at spille gin rummy på king. com, eller lægge puslespil på computeren. Jeg elsker at dyste mod familien i bræt- eller kortspil - men min bedste konkurrent er mig selv. Jeg kan i dagevis fordybe mig i et eller andet latterligt spil med elendig grafik, bare fordi jeg er nødt til at slå min egen high score eller spille backgammon mod computeren, fordi ingen andre gider spille med mig. Men jeg er aldrig en dårlig taber ... med mindre jeg spiller mod mig selv!

* Jeg er Line, jeg elsker at læse og lære. Men jeg er ikke specielt intelligent - til dels pga. manglende uddannelse. Jeg ville ønske, jeg kunne snakke med, når folk udbreder sig om Kafkas værker eller Amerikas historie. Men tit og ofte ved jeg ikke noget om selv den mest almindelig ting. Tit må jeg google et emne eller se på hævede øjenbryn, hvis jeg spørger "Sarah Palin, hvem?". Især politik ved jeg intet om. Og når der er nyheder skruer jeg gerne over på Disney Sjov i stedet. Sådan er jeg bare.

* Jeg er Line, og jeg er lidt af en pleaser. Jeg er ikke så god til andre mennesker, jeg connecter bedre med dyr. Dyr stiller ind på en kanal, jeg fanger med det samme. Når jeg er sammen med andre mennesker, sender de tit på en frekvens, jeg ikke kan fange. Jeg kan dog godt lide andre mennesker, og jeg mener, der er noget godt i stort set alle mennesker. Det betyder dog ikke, jeg er et specielt godt menneske og der findes da også flere mennesker, jeg bare ikke kan udstå. Jeg har det med at trække mig væk fra tætte venskaber. Min erfaring har lært mig, at andre hurtigt bliver irriteret, fordi jeg ofte må aflyse aftaler i sidste øjeblik pga. min sygdom. Jeg ved aldrig, hvordan min situation ser ud om en time. Og jeg orker ikke, når folk vil diskutere det eller ikke kan forstå det. Så trækker jeg mig hellere. Jeg vil helst bare være sammen med min familie og mine dyr. Jeg går aldrig i biografen, for jeg vil hellere sidde hjemme i sofaen og se film og jeg hader at spise ud, fordi der er andre mennesker. Jeg vil helst bare være mig selv og HG. Eller have gæster hjemme hos mig selv.

* Jeg er Line, og hvis jeg skulle sammenligne mig selv med en et andet menneske, ville jeg ikke kunne finde andet eksempel end i den fiktive verden - måske en krydsning mellem Phoebe fra "Venner" og Dharma fra "Et umage par" - samt en snert af almindelig røvkedelig gennemsnitsdansker. Jeg er lidt småskør og flaky. Herhjemme går jeg ofte rundt og snakker med tegneseriestemme, bare fordi det er sjovere. Jeg siger ofte sindssyge ting som "Det er gernigsstedet" eller andet underligt, når jeg tager telefonen. Som oftest fordi jeg tror, det er min mor eller HG - og tit tager jeg fejl – nogle gange fordi jeg bare ikke kan lade være (også et godt fif til at slippe af med telefonsælgere eller spørgeundersøgelser!). Når jeg er sammen med andre prøver jeg ofte at tøjle mig selv, men kommer i stedet til bare at virke falsk og reserveret. Også fordi jeg bare så gerne vil virke likeble og normal - selvom jeg selv bedst kan lide de mere outrerede typer. 

* Jeg er Line og jeg elsker religion. Jeg elsker at have religiøse symboler omkring mig. Især er jeg glad for buddhistiske symboler. Det betyder dog ikke, jeg selv praktiserer nogen speciel religion. Jeg vil betegne mig selv som agnostiker. Jeg vil gerne tro på, det er noget andet, noget mere end det menneskeskabte og denne verden. Og selvom jeg ofte oplever ting, jeg ikke kan forklare, har jeg svært ved at tro på, der virkelig er noget ... For en del år siden beskæftigede jeg meget med den åndelige verden, gik ofte til clairvoyant, mediterede hver dag m.v. Alle mine illusioner blev brudt, da jeg var hos en clairvoyant, der var pissedyr og tydeligt nok ingen evner havde. Jeg var lige blevet syg og hun fortalte, der intet var at være nervøs over og at jeg ville blive rask. Det blev jeg aldrig. Jeg blev bare desillusioneret. 

* Jeg er Line og jeg har svært ved bare at følge strømmen. Jeg har ingen mobiltelefon (jeg havde en periode – gav under for presset – men den dur ikke … måske skal den bare oplades. c”,)), jeg aner dårligt hvad en ipad er og hvad jeg skulle bruge den til. Til gengæld var jeg nok en af de første i landet til at få en bærbar. Jeg elsker nettet og elsker at kunne snakke med de mennesker, jeg ikke lige har omkring mig, fordi de bor langt herfra. Jeg kan godt lide at dyrke venskaber over nettet og er typen, der bliver rørt, hvis nogen adder mig på Facebook. Det overrasker mig, når nogen tænker på mig, slår mig op og interesserer sig for mig. Jeg ved præcis, hvor mange venner jeg har på Facebook, og kan straks se, hvis nogen sletter mig fra deres liste, eller lukker deres profil. Det er ikke noget, jeg bevidst sidder og memorerer for at kunne lire det af som festunderholdning. Jeg husker bare sådan noget. Jeg husker altid folk, der krydser min vej. Jeg husker, hvem der addede mig og hvem jeg addede. Jeg husker deres fulde navn, jeg husker, hvornår og hvor jeg mødte dem første gang. Og hvis nogen trækker sig væk fra mig, kan jeg stadig efter år og dage tænke over, hvad jeg gjorde forkert, om jeg sårede dem på en måde … jeg har bare aldrig modet til at spørge dem ligeud. 

* Jeg er Line, jeg er ikke speciel på andre måder end netop du, men som dig, har jeg ting, der gør mig speciel. Jeg husker meget detaljeret, meget i lyde, lugte og farver. Jeg husker ting fra jeg var et år, selvom forskere påstår man først kan huske fra treårsalderen. Jeg har nogle evner, jeg ikke kan forklare. Jeg ved, når der om fem minutter vil krydse et dyr over vejen, når vi kører tur, og kan som oftest nå at bede HG om at tage farten af. Jeg vidste, vi ville finde Cleo og jeg vidste på sin vis, Vips skulle dø. HG siger, jeg har en slags ' dyredetektor' man ikke kan forklare. Jeg tror, han har ret. 

* Jeg er Line, jeg ville ønske jeg var den helt store globetrotter. Men det er jeg ikke. Jeg lever efter devisen 'Ude godt, men hjemme bedst'. I min barndom rejste vi meget udenlands - mindst engang om året og ofte til sammen sted. Vi var bl.a. i Italien, Spanien, Madeira, Mallorca, Tenerife, Malta, Tjekkiet, Florida, Gran Canaria og Kreta. Min aversion mod rejser kom især efter jeg blev syg. Der går så meget energi til, når man skal rejse, at jeg ikke orker. Desuden hader jeg at være væk hjemmefra. En weekendtur til Gilleleje eller Ribe er mig alt rigeligt. Jeg hader at være adskilt fra HG, mine dyr eller min nærmeste familie. Og jeg græder stadig som var jeg fem år, når HG vinker farvel, hvis jeg skal tre dage til København. Især hader jeg at rejse alene. Bare jeg skal til undersøgelse på f.eks. Frederiksberg Hospital stejler jeg og vil helst have én med. Før i tiden elskede jeg ellers at være på egen hånd. I dag, pga. sygdom, føler jeg mig mest tryg, hvis jeg har én med mig. Jeg kan stadig se i rejsekataloger eller se annoncer på nettet, der får mig til at overveje en rejse. Men det ender altid med at blive ved tanken. Sidst jeg bestilte en rejse, er tre år siden. HG og jeg skulle have været til London, men jeg lagde mig syg med Svineinfluenza og efterfølgende lungebetændelse. Det var et cirkus med afbestilling og lægeattester. Så siden er det bare ikke blevet til noget. Jeg har dog altid godt kunne tænke mig f.eks. at sejle. Eller tage rundt i Europa i bil og med telt i bagagerummet, uden specielle planer for, hvad der skal ske i morgen. Selvom jeg på mange måder er et luksusdyr, der helst vil have en makeupbørste, glattejern og brusekabine i nærheden, kan jeg godt lide at campere, være primitiv, falde i søvn i et iskoldt telt, mens det pusler udenfor og vågne op i et telt, der er tredive grader og med fugle, der kvidrer udenfor. 

* Jeg er Line og jeg hader rod. Jeg føler, at ydre rod afspejler det indre. Ikke desto mindre er jeg et stort rodehoved og orden holder ikke længe hjemme hos os. Jeg kan bedst lide, når ting står i alfabetisk orden på hylderne og alt i min fryser er lagt i pakker med små sedler på. Jeg roder især, hvis jeg skal være kreativ. Hvis jeg skriver, maler, strikker, bager er jeg altid omgivet at kaos. 

* Jeg er Line, og dette er min blog. Jeg ved ikke, om der kommer nyt indlæg i morgen, om en måned eller om dette er en enlig svale. Men jeg håber, jeg ved at have lukket mere op for, hvem jeg er også har lukket op for min forsvundne skrivelyst og at denne blog fremover vil være aktiv, læst, besøgt og min.