What a wonderful world ...

Noget spirer ... både udenfor og inde i mig; små forventningsbobler sitrer i kroppen, som en uro, en kreativitet, der vil folde vingerne ud og flyve. Udenfor titter små vintergækker op af jorden, sollyset trænger ind gennem de nøgne træer, der rækker armene mod himlen, og ind ad vinduet, hvor små støvfnug danser i strålen. Sneen fra i morges er ved at smelte, vandet driver ned ad ruderne. I fodenden ligger Zappen og spinder, ruller om på ryggen og strækker poterne ud i søvne. Når vinduet bliver åbnet, kan man lugte foråret. Selvom vinteren ikke er slut endnu, og naturen stadig kan overraske ved at sende sne over os, kan jeg se det for mig ... Jeg ser dagene, der bliver lysere. Jeg hører åen, der risler mere roligt. Og jeg mærker roen. 

Når foråret nærmer sig, dukker der altid denne forventning op ... vinterens sygdomme begynder at slippe. Min krop restituerer sig ovenpå de mange hårde måneder. Jeg kan mærke, hvordan jeg fyldes med forventning og energi. Og glæde over, der snart kommer gode tider. Snart bliver der grønt udenfor. Snart kan man sidde på terrassen. Snart bliver øens havne fyldt med både og der kommer liv på øen. Kattene vil begynde at forlade huset, så vi kun ser dem, når de er inde for at spise og lade op ovenpå nattens jagt. Vi skal sidde ude sent om aften med blussen fra bålpladsen. Vi skal spille kort og drikke grøn the, mens natten falder på og det bliver køligt. Vi skal på stranden om aftenen og lave bål og snobrød. Gå en tur på havnen i Allinge, hvor turisternes børn løber rundt og slikker is af deres buttede fingre. En tur på Hammeren med hundene. HG skal måske gå en længere tur, mens jeg sidder på en bænk og tager al skønheden ind. Vi skal til Døndalen og dufte de vilde løg, trave forsigtigt på de snoede stier og bare nyde, vi er. Og jeg vil forsøge at holde fast i denne følelse, jeg altid får, når foråret er på vej ... trangen til at skrive, trangen til at male, trangen til at leve.

(Morten Benjamin, Radiohead vs. Louis Armstrong).