Okay, teknisk set er det ikke helt sommer endnu. Men vi har haft nogle varme dage og de dage vi tilbringer i bil frem og tilbage mellem hospital, plejehjem og hjem, kan godt være ret hede. Samtidig er jeg for tiden meget tørstig, da saltniveauet er faldet, så jeg har udviklet en farlig og halvdyr vane, men guuuuud, hvor er den skøn og forfriskende! Hvis vi lige er på farten og jeg er løbet tør for drikkevarer, er det forfærdelig let liiiige ved et frygteligt uheld at falde indenom hospitalets cafeteria eller en lokal tankstation og nuppe en kold drik med. Første gang var jeg skuffet - jeg kunne ikke få kold Zero i cafeteriaet og nuppede i stedet en Egekilde med hindbær/rabarber. Det var kærlighed ved første dråbe!
Siden da har jeg været lidt uheldig: Alle dagligvarer butikker eller tankstationer jeg har været på, har haft tomme hylder, hvor denne sommerfavorit skulle stå. I nød kastede jeg mig over Ramlösa med granatæble og selvom den måske kommer ind på en anden plads, er den klart også en sommerfavorit! Hvem skulle have troet at en passioneret coladrikker kunne droppe Zero til fordel for en danskvand, der er fin på den? ;)
Jeg har forøvrigt prøvet et par andre af Egekildes varianter, men ingen kommer op i nærheden af hindbær/rabarber.
Pst: Min SHOP bugner pt. med masser af varer, så kig ind og gør et godt køb!
Viser opslag med etiketten hverdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hverdag. Vis alle opslag
tirsdag den 20. maj 2014
Sommerfavoritter #1
Etiketter:
anbefalinger,
favs,
hverdag,
Linelove,
sommer
mandag den 5. maj 2014
Hvad siger man på et (muligt) dødsleje?
[Advarsel: Voldsom galgenhumor kan forekomme!]
Blev vækket kl. halvni i morges af telefonen. Kunne ikke sove i nat. Fik giga angstanfald og var bange for, jeg pludselig ikke kunne forstå, hvad HG sagde eller finde ud af, hvordan man snakker. WTF?! Hvor kom det lige fra? Normalt knytter min angst sig til noget 'rationelt' (som f.eks. at være bange for at få et nyt krampeanfald, at benene forsvinder under mig, mens jeg daffer rundt in public eller lign). Desuden er det mange år siden, jeg virkelig har været plaget af angst. Der har dog været lidt de sidste par måneder efter lang tid med stress (mormors sygdom og flytning, Cleos død, HGs retssag (der forøvrigt skal op igen allerede til august - YAIKS!), mine mærkelig spasmer m.v. Da klokken var ca. 2.30, fik jeg endelig ro og kunne sove. Det havde irriteret mig VILDT at være søvnløs, fordi jeg dels havde været træt hele dagen og dels skulle op i dag og have taget blodprøver, så svarene kan være klar inden min opfølgende aftale fredag. Kl. halvni vågnede jeg så ved at HG snakkede i telefon. Og var ikke i tvivl om, hvem han snakkede med: Plejehjemmet. Sygeplejersken havde i morges fundet min mormor, der lå underligt på tværs i sengen og havde kastet op. Hun var ukontaktbar og de havde ringet til hendes læge, der havde sendt en ambulance. De synes ikke, det så godt ud, da hun var lam i den ene side (så ved man ligesom godt, hvad klokken har slået).
Jeg fik fusserne ud af sengen og ringet til min mor. Vi aftalte at jeg skulle smutte ned og få taget blodprøver på lægehuset, mens hun kom i tøjet, fik morgenmad og luftet hund. Og selvfølgelig skulle HG skide, da vi skulle ud ad døren. Selvfølgelig var der vejarbejde. Og selvfølgelig sinkede en besværlig patient hele dagsordenen i lægehuset. Men jeg kom da endelig op i Draculastolen, klar til at blive tappet. Min læge (som også er min mormors læge) står i rummet og analyserer en prøve. Da han ser, det er mig, ligger han blidt hånden på min skulder og siger skånsomt: "Jeg synes lige, du skulle vide, jeg lige har indlagt din mormor. Jeg har ringet til din mor." Hvor sødt er det ikke lige? Heldigvis vidste vi det jo så og jeg kunne fortælle, hospitalet var næste stop.
Mine forældre var dog også blevet forsinket, så den nåede at blive knap 11 (eller var det 12?), før vi nåede sygehuset. Min mormor lå i dyb komalignende søvn. Hun reagerede ikke på vores stemmer og virkede irriteret over berøring. Klokken to fik vi at vide, der nok ville komme en læge på stuegang om tre kvarter/en time. Klokken endte dog med at blive fire (men vi skulle jo heller ikke noget). Lille Mumi har fået en GIGA blodprop i hjernen, der fylder hele venstre hjernehalvdel. Og resten af hjernen er i forvejen skadet af diverse mindre propper gennem årene. Desuden havde hun slugt noget af sit opkast, så hun er i fare for lungebetændelse og pga. hendes hjerte, der slår forkert, har hun væske i lungerne, så hun er hårdt ramt. Sygeplejersken havde snakket om genoptræning, mens vi kiggede på hende med 'are-you-stupid-much?'-blikket. Hallo! Damen er i forvejen svært hjerneskadet og hele hendes højre side er nu lammet. Hun er nærmest i koma, tror du virkelig selv, hun vågner og spjætter af begejstring for at lære at gå? Vi troede ikke på, hun ville vågne! - En ting, lægen til dels bekræftede. Overlever hun 5-7 døgn, vil hun sandsynligvis vågne, men være meget, MEGET syg. Hun kan ikke længere snakke eller forstå sprog (det ville være som hvis vi snakkede russisk til hende)! På det tidspunkt løb det mig koldt ned ad ryggen og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på mit mærkelige angstanfald aftenen før. Sidste hun fik en blodprop vågnede jeg og tænkte: "Det er mærkeligt, Mumi snart skal dø ..." Hvorfor tænker man pludselig sådan? Vidste, at når jeg tænkte sådan, var der sket noget. Da jeg ringede til mine forældre for at spørge til Mumi, var en ambulance på vej.
Vi tror ikke på, hun vågner op. Hvis hun gør, vil hun ikke kunne synke, spise, drikke selv og skulle suges for at komme af med slim. Hvis man ikke kan snakke, ikke kan forstå hvad folk siger, ikke kan bruge sin højre side, ikke kan huske, hvem man er og hvor man er, hvad er der så tilbage? Måske lyder det kynisk, men jeg håber virkelig, hun får fred nu! Hun har ikke fortjent dette her.
Jeg synes, det er svært at håndtere situationen ved deadbeds (har været der to gange før). Jeg mangler et eller andet 'mor/forælder'-gen. Synes også, det var svært at snakke til hende i dag, når hun bare lå dér. Hvad siger man lige som afsked? - Og især, når det ikke er sikkert, hun er på vej væk. 'Hej hej' (for kækt). 'Vi ses' (muligvis løgn), 'sov godt' (for sentimentalt) 'god kamp' (for overgearet). Endte med et totalt lam 'hundeklap' på hånden og noget lamt i retning af 'så deeeet' (WTF?!). Men hvis hun vågner vil hun jo alligevel ikke kunne huske det ... Har haft det på samme måde, når vi stod ved dyrlægen med vores dyr. Hvis de er alvorligt syge kan jeg tackle det, men hvis det er en mulig afsked, står jeg bare dumt og tripper og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op med mig selv, udover at knuge dem. Er ikke god til dead beds. På mit eget kommer jeg garanteret til at indrømme diverse svinestreger, bare for at sige noget, der lyder deadbed-agtigt! Er sikker på, jeg tilstår diverse uopklarede mord samt at være mor til flere af Peter Lundins uægte børn. Desuden er jeg ikke god til menneskekontakt. Jeg er ikke krammetypen; jeg bryder mig ikke om kropskontakt. Kunne man dyrke sex med tre meter mellem sig, var det en stilling for mig. ;) Jeg rører ikke ved andre og vil ikke røres ved. Jeg bruger ikke store ord som 'jeg elsker dig' og gør jeg, lyder det enten som en trussel eller noget jeg bliver tvunget til at sige at gunpoint. Selv på skrift er jeg ikke god til at skrive 'kram', 'knus' m.v., selvom jeg bliver glad, når folk skriver det til mig. Når jeg siger "jeg elsker dig" til HG siger jeg det med tegneseriestemme. Siger folk det til mig, bliver jeg gerne forlegen, svarer 'ditto' eller (endnu værre) "tak". Selv det at bruge folks navne i sætninger har jeg svært ved, fordi jeg føler, det bliver for familiært og tæt på - selvom det beroliger mig, når folk gør det med mig.
Hele dagen har vi fyret latterlige jokes af ... Da HGs mormor i sin tid røg ind med en massiv hjerneblødning, var der flere der gloede, når de overhørte vores grove samtale. Vi har vist bare ikke så svært ved at tale om døden - den kommer uanset om man venter den eller ej.
Når Mumi løftede hånden røg der bare ord ud som: "Mod det uendelige ... UNIVERS!" Da vi snakkede om, hvad der sker, hvis hun dør (mine forældre og onkel skal rejse udenlands d. 15. og min ene bror sidder i eksamen), sagde jeg: "Så må hun på køl imens", hvortil HG svarer: "Hun kan tids nok få varmen!" (Hun skal brændes). Det gode ved et hospital er, at de ansatte tit er lige så syge i roen, så de tager ikke én ilde op.
I'm fiiiiine. Men jeg er træt. Og jeg håber ikke hun overlever, for det ... 'ville hun ikke overleve', havde jeg nær sagt. Åh, hvor jeg håber, hun får fred. Det sidste halve år, skulle hun have været foruden. Der er muligvis livskvalitet i mange og meget små ting. Men ikke i dette. Ikke for min Mumi.
Blev vækket kl. halvni i morges af telefonen. Kunne ikke sove i nat. Fik giga angstanfald og var bange for, jeg pludselig ikke kunne forstå, hvad HG sagde eller finde ud af, hvordan man snakker. WTF?! Hvor kom det lige fra? Normalt knytter min angst sig til noget 'rationelt' (som f.eks. at være bange for at få et nyt krampeanfald, at benene forsvinder under mig, mens jeg daffer rundt in public eller lign). Desuden er det mange år siden, jeg virkelig har været plaget af angst. Der har dog været lidt de sidste par måneder efter lang tid med stress (mormors sygdom og flytning, Cleos død, HGs retssag (der forøvrigt skal op igen allerede til august - YAIKS!), mine mærkelig spasmer m.v. Da klokken var ca. 2.30, fik jeg endelig ro og kunne sove. Det havde irriteret mig VILDT at være søvnløs, fordi jeg dels havde været træt hele dagen og dels skulle op i dag og have taget blodprøver, så svarene kan være klar inden min opfølgende aftale fredag. Kl. halvni vågnede jeg så ved at HG snakkede i telefon. Og var ikke i tvivl om, hvem han snakkede med: Plejehjemmet. Sygeplejersken havde i morges fundet min mormor, der lå underligt på tværs i sengen og havde kastet op. Hun var ukontaktbar og de havde ringet til hendes læge, der havde sendt en ambulance. De synes ikke, det så godt ud, da hun var lam i den ene side (så ved man ligesom godt, hvad klokken har slået).
Jeg fik fusserne ud af sengen og ringet til min mor. Vi aftalte at jeg skulle smutte ned og få taget blodprøver på lægehuset, mens hun kom i tøjet, fik morgenmad og luftet hund. Og selvfølgelig skulle HG skide, da vi skulle ud ad døren. Selvfølgelig var der vejarbejde. Og selvfølgelig sinkede en besværlig patient hele dagsordenen i lægehuset. Men jeg kom da endelig op i Draculastolen, klar til at blive tappet. Min læge (som også er min mormors læge) står i rummet og analyserer en prøve. Da han ser, det er mig, ligger han blidt hånden på min skulder og siger skånsomt: "Jeg synes lige, du skulle vide, jeg lige har indlagt din mormor. Jeg har ringet til din mor." Hvor sødt er det ikke lige? Heldigvis vidste vi det jo så og jeg kunne fortælle, hospitalet var næste stop.
Mine forældre var dog også blevet forsinket, så den nåede at blive knap 11 (eller var det 12?), før vi nåede sygehuset. Min mormor lå i dyb komalignende søvn. Hun reagerede ikke på vores stemmer og virkede irriteret over berøring. Klokken to fik vi at vide, der nok ville komme en læge på stuegang om tre kvarter/en time. Klokken endte dog med at blive fire (men vi skulle jo heller ikke noget). Lille Mumi har fået en GIGA blodprop i hjernen, der fylder hele venstre hjernehalvdel. Og resten af hjernen er i forvejen skadet af diverse mindre propper gennem årene. Desuden havde hun slugt noget af sit opkast, så hun er i fare for lungebetændelse og pga. hendes hjerte, der slår forkert, har hun væske i lungerne, så hun er hårdt ramt. Sygeplejersken havde snakket om genoptræning, mens vi kiggede på hende med 'are-you-stupid-much?'-blikket. Hallo! Damen er i forvejen svært hjerneskadet og hele hendes højre side er nu lammet. Hun er nærmest i koma, tror du virkelig selv, hun vågner og spjætter af begejstring for at lære at gå? Vi troede ikke på, hun ville vågne! - En ting, lægen til dels bekræftede. Overlever hun 5-7 døgn, vil hun sandsynligvis vågne, men være meget, MEGET syg. Hun kan ikke længere snakke eller forstå sprog (det ville være som hvis vi snakkede russisk til hende)! På det tidspunkt løb det mig koldt ned ad ryggen og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på mit mærkelige angstanfald aftenen før. Sidste hun fik en blodprop vågnede jeg og tænkte: "Det er mærkeligt, Mumi snart skal dø ..." Hvorfor tænker man pludselig sådan? Vidste, at når jeg tænkte sådan, var der sket noget. Da jeg ringede til mine forældre for at spørge til Mumi, var en ambulance på vej.
Vi tror ikke på, hun vågner op. Hvis hun gør, vil hun ikke kunne synke, spise, drikke selv og skulle suges for at komme af med slim. Hvis man ikke kan snakke, ikke kan forstå hvad folk siger, ikke kan bruge sin højre side, ikke kan huske, hvem man er og hvor man er, hvad er der så tilbage? Måske lyder det kynisk, men jeg håber virkelig, hun får fred nu! Hun har ikke fortjent dette her.
Jeg synes, det er svært at håndtere situationen ved deadbeds (har været der to gange før). Jeg mangler et eller andet 'mor/forælder'-gen. Synes også, det var svært at snakke til hende i dag, når hun bare lå dér. Hvad siger man lige som afsked? - Og især, når det ikke er sikkert, hun er på vej væk. 'Hej hej' (for kækt). 'Vi ses' (muligvis løgn), 'sov godt' (for sentimentalt) 'god kamp' (for overgearet). Endte med et totalt lam 'hundeklap' på hånden og noget lamt i retning af 'så deeeet' (WTF?!). Men hvis hun vågner vil hun jo alligevel ikke kunne huske det ... Har haft det på samme måde, når vi stod ved dyrlægen med vores dyr. Hvis de er alvorligt syge kan jeg tackle det, men hvis det er en mulig afsked, står jeg bare dumt og tripper og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op med mig selv, udover at knuge dem. Er ikke god til dead beds. På mit eget kommer jeg garanteret til at indrømme diverse svinestreger, bare for at sige noget, der lyder deadbed-agtigt! Er sikker på, jeg tilstår diverse uopklarede mord samt at være mor til flere af Peter Lundins uægte børn. Desuden er jeg ikke god til menneskekontakt. Jeg er ikke krammetypen; jeg bryder mig ikke om kropskontakt. Kunne man dyrke sex med tre meter mellem sig, var det en stilling for mig. ;) Jeg rører ikke ved andre og vil ikke røres ved. Jeg bruger ikke store ord som 'jeg elsker dig' og gør jeg, lyder det enten som en trussel eller noget jeg bliver tvunget til at sige at gunpoint. Selv på skrift er jeg ikke god til at skrive 'kram', 'knus' m.v., selvom jeg bliver glad, når folk skriver det til mig. Når jeg siger "jeg elsker dig" til HG siger jeg det med tegneseriestemme. Siger folk det til mig, bliver jeg gerne forlegen, svarer 'ditto' eller (endnu værre) "tak". Selv det at bruge folks navne i sætninger har jeg svært ved, fordi jeg føler, det bliver for familiært og tæt på - selvom det beroliger mig, når folk gør det med mig.
Hele dagen har vi fyret latterlige jokes af ... Da HGs mormor i sin tid røg ind med en massiv hjerneblødning, var der flere der gloede, når de overhørte vores grove samtale. Vi har vist bare ikke så svært ved at tale om døden - den kommer uanset om man venter den eller ej.
Når Mumi løftede hånden røg der bare ord ud som: "Mod det uendelige ... UNIVERS!" Da vi snakkede om, hvad der sker, hvis hun dør (mine forældre og onkel skal rejse udenlands d. 15. og min ene bror sidder i eksamen), sagde jeg: "Så må hun på køl imens", hvortil HG svarer: "Hun kan tids nok få varmen!" (Hun skal brændes). Det gode ved et hospital er, at de ansatte tit er lige så syge i roen, så de tager ikke én ilde op.
I'm fiiiiine. Men jeg er træt. Og jeg håber ikke hun overlever, for det ... 'ville hun ikke overleve', havde jeg nær sagt. Åh, hvor jeg håber, hun får fred. Det sidste halve år, skulle hun have været foruden. Der er muligvis livskvalitet i mange og meget små ting. Men ikke i dette. Ikke for min Mumi.
Etiketter:
(over)tro,
familie,
hverdag,
it's-personal,
sundhed og sygdom,
tabu
onsdag den 30. april 2014
HJÆÆÆLP!
Okay, jeg håber, jeg fangede jeres opmærksomhed? ;) Sipzap er en ud af seks katte, der er blevet valgt som kandidat på Hjemmets side som mulig vinder af månedens kat. Hjælp hende med at
vinde æren og et gavekort til Maxi Zoo, så hun kan købe en
fødselsdagsgave til Zazen, der snart fylder et år samt lidt godbidder
til sig selv og hele banden. Du kan stemme på hende HER
Ellers vil jeg ikke skrive en længere roman i dag. Her har været en del tåge siden i går aftes, så jeg døjer med stærke smerter og sidder bare og glæder mig til at blive træt nok til at kunne sove eller få næste omgang medicin.
Husk at min shop bugner af varer (både nyt og gammelt), som jeg meget gerne vil af med. Priserne er inkl. fragt og du kan se alle godterne HER Der bliver sendt nye varer ud i morgen, så hvis I skal have noget med, kan det lige nås.
Ellers vil jeg ikke skrive en længere roman i dag. Her har været en del tåge siden i går aftes, så jeg døjer med stærke smerter og sidder bare og glæder mig til at blive træt nok til at kunne sove eller få næste omgang medicin.
Husk at min shop bugner af varer (både nyt og gammelt), som jeg meget gerne vil af med. Priserne er inkl. fragt og du kan se alle godterne HER Der bliver sendt nye varer ud i morgen, så hvis I skal have noget med, kan det lige nås.
Etiketter:
dyreverdenen,
hjælp,
hverdag,
Sipzap,
sundhed og sygdom
mandag den 28. april 2014
"Bliver du så rask?"
Jeg har fået mange skønne beskeder omkring mit seneste indlæg; de fleste via private mails eller via facebook og jeg takker for hver og en. :) Mange af jer har spurgt, om jeg nu bliver rask ...
På sin vis kan man vel sige ja, hvis det virkelig er saltmanglen, der har givet kramperne og de andre generende symptomer. Men svaret er nej i forhold til, om jeg bliver normaltfungerende. Jeg har stadig ME og en tillægsdiagnose, som der pt. er tvivl om - diagnosen fibromyalgi har været inde over, MS har været på tale, men hele tiden er det som om, ingen af diagnoserne passer og jeg venter pt. på CT-scanning og ny rygmarvsprøve. Da der kan gå lang tid før jeg slipper helt af med symptomerne på hyponatriæmien, må jeg vente med at komme til neurolog, da det kan være svært at sige, hvilke symptomer der er blivende.
Min hverdag er stadig meget anderledes end andres; jeg har stadig smerter 24/7, har stadig føleforstyrrelser (omend ikke i lige så voldsom grad) samt svært ved at gå. Jeg vil stadig have kognitive problemer og være kronisk træt mm. Mange af mine symptomer er de samme som dem hyponatriæmien giver, hvilket også har gjort at den har kunnet snige sig ind på mig og gøre mig gradvist dårligere uden jeg har tænkt over det. Symptomerne kunne jo ikke undre! Det er først nu, hvor det har lettet lidt, det er gået op for mig, præcis hvor meget dårligere jeg er blevet i løbet af de sidste to år.
Der er stadig lang vej igen og jeg går stadig og tvivler på, jeg slipper af med sitringerne, muskeltrægheden og hovedpinen. Jeg tør simpelthen ikke tro på, jeg får det bedre, for jeg har kun været vant til, at min sygdom ændrer sig i negativ retning. Jeg døjer især med muskelkraften og spasmerne i rygmusklerne.
Så bliver jeg rask? Nej - for jeg har været syg længe for saltmanglen slog til. Men bliver jeg bedre? Forhåbentlig.
På sin vis kan man vel sige ja, hvis det virkelig er saltmanglen, der har givet kramperne og de andre generende symptomer. Men svaret er nej i forhold til, om jeg bliver normaltfungerende. Jeg har stadig ME og en tillægsdiagnose, som der pt. er tvivl om - diagnosen fibromyalgi har været inde over, MS har været på tale, men hele tiden er det som om, ingen af diagnoserne passer og jeg venter pt. på CT-scanning og ny rygmarvsprøve. Da der kan gå lang tid før jeg slipper helt af med symptomerne på hyponatriæmien, må jeg vente med at komme til neurolog, da det kan være svært at sige, hvilke symptomer der er blivende.
Min hverdag er stadig meget anderledes end andres; jeg har stadig smerter 24/7, har stadig føleforstyrrelser (omend ikke i lige så voldsom grad) samt svært ved at gå. Jeg vil stadig have kognitive problemer og være kronisk træt mm. Mange af mine symptomer er de samme som dem hyponatriæmien giver, hvilket også har gjort at den har kunnet snige sig ind på mig og gøre mig gradvist dårligere uden jeg har tænkt over det. Symptomerne kunne jo ikke undre! Det er først nu, hvor det har lettet lidt, det er gået op for mig, præcis hvor meget dårligere jeg er blevet i løbet af de sidste to år.
Der er stadig lang vej igen og jeg går stadig og tvivler på, jeg slipper af med sitringerne, muskeltrægheden og hovedpinen. Jeg tør simpelthen ikke tro på, jeg får det bedre, for jeg har kun været vant til, at min sygdom ændrer sig i negativ retning. Jeg døjer især med muskelkraften og spasmerne i rygmusklerne.
Så bliver jeg rask? Nej - for jeg har været syg længe for saltmanglen slog til. Men bliver jeg bedre? Forhåbentlig.
Etiketter:
hverdag,
it's-personal,
sundhed og sygdom,
tabu
mandag den 10. marts 2014
Retssagen
Det har krævet lidt overvindelse at skulle skrive dette, for når først det kommer på skrift, kommer erkendelsen rigtigt ...: Vi har tabt HGs retssag! Den sag, vi ellers var sikre på at vinde, den sag, der i retten syntes at udspille sig til vores fordel, den sag, der skulle være det lyse punkt i sygdommen ... den sag er tabt.
Til at begynde med har det hele været noget rod. I 2007 blev HG syg. Meget syg. Det viste sig at være en dyb depression, som man formodede var stressudløst. Men den gik ikke væk. HG kom til psykolog. Og det blev værre. HG fik medicin. Og det blev værre. HG kom til udredning og pludselig fik vi et brev fra en psykiater, som kommunen havde sendt HG til: Mistanke om skizofreni!
Hvad siger og gør man lige i sådan et tilfælde? Vi havde ligesom nok med én handicappet i hjemmet ... (Selvom det selvfølgelig er på fysisk vis, hvad mig angår). Heldigvis har jeg verdens bedste forældre, der har støttet, hjulpet og båret. Jeg har verdens bedste brødre, der altid er der, hvis vi ringer og HG har verdens sødeste bror, som har verdens sødeste kone og søn; folk, der alle har været der, hvis vi har haft brug for hjælp.
De følgende år og deres begivenheder står lidt i en tåge. Det er svært at huske, hvad der skete hvornår og hvorfor. HG prøvede en masse forskelligt behandlingsmæssigt. Flere gange overvejede vi at få ham tvangsindlagt, men problemet har været, at jo mere HG blev presset af psykologer og psykiatere, des mere forsvandt han ind i sig selv. Til sidst prøvede vi en anden metode: HG blev diagnosticeret med Asperger og en personlighedsforstyrrelse af blandet type men med klare skizoide træk og vi tænkte: New approach! Så HG droppede medicinen, droppede samtaleterapi og al behandling, efter sigende skulle være gavnligt. Han fik fred til at tackle sin hverdag på sine egne præmisser og klarer sig med den hjælp, vi - hans nærmeste - kan give ham. Med årene har vi, uden at tænke over det, fungeret som mellemled mellem ham og resten af verden; fungeret som 'tolk' og mentor. Hans depressive perioder går op og ned. Det har været snak om, hvorvidt hans depression var del af en bipolar lidelse, men da han aldrig har været manisk, må det nok udelukkes.
Mens alt dette stod på, besluttede kommunen at igangsætte en førtidspension. De mente, HG måske kunne få en psykose, hvis de tvang ham ud i arbejdsprøvning og mente ikke, det er realistisk, han kommer ud i nogen former for hverken skåne- eller flexjob. Det var så her, det var meningen at den dejlige pensionskasse, vi i flere år havde betalt til, skulle give noget igen. Men her begyndte balladen så: Fra pensionskassens side mente man ikke, HG havde ret til pengene, ligesom de antydede (for ikke at sige skrev direkte) at det var skuespil for at malke dem for penge. I sådan en situation magter man dårligt at blive vred ... når man har en mand, der sidder på sofaen i underhakker, med dødt blik og småsavler fraværende, ville man næste ønske, det var sandt!
Først i 2010 begyndte det at gå nogenlunde fremad. HG har været i mange former for behandling - både medicinsk og i form at samtaleterapi. En overgang havde vi plejere der kom i hjemmet, der skulle hjælpe ham med at få en normal hverdag, men da gik det helt galt! Det, der har været bedst for HG er fred.
I 2010 flyttede vi til vores nuværende bolig. Der faldt lidt fred over tingene og vi har lært at tage tingene én dag ad gangen. Det gør at her i perioder ligner Sodoma og Gomorra, fordi jeg er sengeliggende og HG er mentalt fraværende, så skidt og rod stabler sig i (ikke særlige ordnede) bunker. Men det tager vi med. På et tidspunkt vender det og så får vi igen bund i det og det kører indtil næste dyk. I 2010 fik vi dog også den glædelige nyhed at ankestyrrelsen gav OS medhold og at pensionskassen skulle udbetale HGs pension. Et par uger var vi lettede og flyvende; vi har altid været vant til at leve af lidt - jeg var nåede ikke engang at blive SU-berettiget før jeg pga. min sygdom måtte droppe ud af gymnasiet og vi blev tidligt blev , hvorefter HG fik forsørgerforpligtigelse. Da min førtidspension gik igennem, blev han kort efter syg.
Men pensionskassen valgte at gå i retten med sagen, og det er så den sag, HG og min far var ovre til i januar (jeg havde attak og kunne ikke tage med). Et halvt år før vi skulle i retten, fandt vi ud af, at vores advokat havde forladt firmaet, uden vi havde fået besked! Under hele forløbet har vi bøvlet med kommunikationen med ham, men bare det at finde en advokat, der tog en sag af denne art, havde taget tid. Så det var ikke de store håb vi havde, da vi fik den nye, men overraskede vi blev! For han er sgu skarp!
Retssagen gik stort set som vi kunne håbe på og alt tydede på, vi ville vinde. Dog havde vores gamle advokat ikke fået de nyeste lægeattester med - attester, der kan være ret vigtigt for sagen, attester, der har kostet os mellem 5000-10.000 kr! Alligevel var vi (og især vores advokat) målløse, da vi tabte.
I dag var så sidste dag, hvis vi ville anke sagen og det har vi valgt. Desværre har vi ikke kunnet nå at få svar på, hvorvidt vi får fri proces! Sammen med advokaten har vi dog regnet på, hvordan sagen i worst case scenario vil se ud: Altså, hvis vi taber og skal betale. Han regner med, det bliver max. 50.000 kr. (udover de beløb, der bliver dækkede). Men det er 50.000 kr. vi ikke har!
Så nu er sagen sådan, at vi i løbet af de næste par år skal nå at skrabe 50.000 kr. sammen. Det bliver virkelig hårdt, når vi oveni har et hus- og billån, vi betaler af på. Som mange, der er tættere på mig, har bemærket, sælger jeg pt. ud af alt, hvad der er at sælge af! Jeg har også fået hevet en god sjat ind, selvom det selvfølgelig alt i alt forslår som en skrædder i helvede. Især fordi vi har været så uheldige at blive ramt af Myrledyrsuheld (på den facon at Myrledyret har skrabet et eller andet til sig, som har kostet mange dyrlægebesøg og meget medicin - så sent som i dag er hun kommet på ny medicin). Det jeg har tjent ind, kan ikke engang dække dyrlægeregninger, men stadig: Bedre end intet. Dog har jeg problemer med PayPal, som jeg stadig bakser med og det er også derfor, salgsshoppen står stille, indtil vi har fået udredet fejlen.
Jeg havde håbet, Skat havde nogle dejlige penge retur til os, men for første gang nogensinde har vi så oplevet at skulle af med penge! Det svarer så kun til ca. 1000 kr. for os begge, men alligevel: Lige nu! Arhmen, come on skæbne - prøver du at fortælle mig noget?!
Pt. tager jeg hvad jeg kan overkomme af småjobs med at skrive og korrekturlæse og det er virkelig begrænset, hvad jeg kan overkomme - men igen: Mange bække små ... På et tidspunkt bliver dråben vel stor nok til at kunne gøre nytte. Jeg lægger inde med en ordentlig bunke noveller, som jeg vil prøve at få afsat og så har vi leget lidt med tanken om at få et kuld hvalpe på Frik. Cavalier er ret in pt. og hun er stadig ikke for gammel til at løbet er kørt, men skal det være, skal det også være nu. Jeg er dog lidt vægelsindet: Både fordi jeg ikke tror det egentlig kan betale sig, når man tager alle udgifter (dyrlæge, til bedækning m.v.) med i betragtning og fordi jeg ved, jeg aldrig ville synes, det var et hjem, der var gode nok til 'mine' hvalpe.
Anyway ... jeg ved, flere af jer har spekuleret over, hvad det var for noget med den retssag og hvad det er HG fejler, så here goes. Nu kom I lidt længere ind under huden på mig.
Til at begynde med har det hele været noget rod. I 2007 blev HG syg. Meget syg. Det viste sig at være en dyb depression, som man formodede var stressudløst. Men den gik ikke væk. HG kom til psykolog. Og det blev værre. HG fik medicin. Og det blev værre. HG kom til udredning og pludselig fik vi et brev fra en psykiater, som kommunen havde sendt HG til: Mistanke om skizofreni!
Hvad siger og gør man lige i sådan et tilfælde? Vi havde ligesom nok med én handicappet i hjemmet ... (Selvom det selvfølgelig er på fysisk vis, hvad mig angår). Heldigvis har jeg verdens bedste forældre, der har støttet, hjulpet og båret. Jeg har verdens bedste brødre, der altid er der, hvis vi ringer og HG har verdens sødeste bror, som har verdens sødeste kone og søn; folk, der alle har været der, hvis vi har haft brug for hjælp.
De følgende år og deres begivenheder står lidt i en tåge. Det er svært at huske, hvad der skete hvornår og hvorfor. HG prøvede en masse forskelligt behandlingsmæssigt. Flere gange overvejede vi at få ham tvangsindlagt, men problemet har været, at jo mere HG blev presset af psykologer og psykiatere, des mere forsvandt han ind i sig selv. Til sidst prøvede vi en anden metode: HG blev diagnosticeret med Asperger og en personlighedsforstyrrelse af blandet type men med klare skizoide træk og vi tænkte: New approach! Så HG droppede medicinen, droppede samtaleterapi og al behandling, efter sigende skulle være gavnligt. Han fik fred til at tackle sin hverdag på sine egne præmisser og klarer sig med den hjælp, vi - hans nærmeste - kan give ham. Med årene har vi, uden at tænke over det, fungeret som mellemled mellem ham og resten af verden; fungeret som 'tolk' og mentor. Hans depressive perioder går op og ned. Det har været snak om, hvorvidt hans depression var del af en bipolar lidelse, men da han aldrig har været manisk, må det nok udelukkes.
Mens alt dette stod på, besluttede kommunen at igangsætte en førtidspension. De mente, HG måske kunne få en psykose, hvis de tvang ham ud i arbejdsprøvning og mente ikke, det er realistisk, han kommer ud i nogen former for hverken skåne- eller flexjob. Det var så her, det var meningen at den dejlige pensionskasse, vi i flere år havde betalt til, skulle give noget igen. Men her begyndte balladen så: Fra pensionskassens side mente man ikke, HG havde ret til pengene, ligesom de antydede (for ikke at sige skrev direkte) at det var skuespil for at malke dem for penge. I sådan en situation magter man dårligt at blive vred ... når man har en mand, der sidder på sofaen i underhakker, med dødt blik og småsavler fraværende, ville man næste ønske, det var sandt!
Først i 2010 begyndte det at gå nogenlunde fremad. HG har været i mange former for behandling - både medicinsk og i form at samtaleterapi. En overgang havde vi plejere der kom i hjemmet, der skulle hjælpe ham med at få en normal hverdag, men da gik det helt galt! Det, der har været bedst for HG er fred.
![]() |
| Fra en optursperiode i 2010; på tur for at indtage vores nye revir |
Men pensionskassen valgte at gå i retten med sagen, og det er så den sag, HG og min far var ovre til i januar (jeg havde attak og kunne ikke tage med). Et halvt år før vi skulle i retten, fandt vi ud af, at vores advokat havde forladt firmaet, uden vi havde fået besked! Under hele forløbet har vi bøvlet med kommunikationen med ham, men bare det at finde en advokat, der tog en sag af denne art, havde taget tid. Så det var ikke de store håb vi havde, da vi fik den nye, men overraskede vi blev! For han er sgu skarp!
Retssagen gik stort set som vi kunne håbe på og alt tydede på, vi ville vinde. Dog havde vores gamle advokat ikke fået de nyeste lægeattester med - attester, der kan være ret vigtigt for sagen, attester, der har kostet os mellem 5000-10.000 kr! Alligevel var vi (og især vores advokat) målløse, da vi tabte.
I dag var så sidste dag, hvis vi ville anke sagen og det har vi valgt. Desværre har vi ikke kunnet nå at få svar på, hvorvidt vi får fri proces! Sammen med advokaten har vi dog regnet på, hvordan sagen i worst case scenario vil se ud: Altså, hvis vi taber og skal betale. Han regner med, det bliver max. 50.000 kr. (udover de beløb, der bliver dækkede). Men det er 50.000 kr. vi ikke har!
Så nu er sagen sådan, at vi i løbet af de næste par år skal nå at skrabe 50.000 kr. sammen. Det bliver virkelig hårdt, når vi oveni har et hus- og billån, vi betaler af på. Som mange, der er tættere på mig, har bemærket, sælger jeg pt. ud af alt, hvad der er at sælge af! Jeg har også fået hevet en god sjat ind, selvom det selvfølgelig alt i alt forslår som en skrædder i helvede. Især fordi vi har været så uheldige at blive ramt af Myrledyrsuheld (på den facon at Myrledyret har skrabet et eller andet til sig, som har kostet mange dyrlægebesøg og meget medicin - så sent som i dag er hun kommet på ny medicin). Det jeg har tjent ind, kan ikke engang dække dyrlægeregninger, men stadig: Bedre end intet. Dog har jeg problemer med PayPal, som jeg stadig bakser med og det er også derfor, salgsshoppen står stille, indtil vi har fået udredet fejlen.
Jeg havde håbet, Skat havde nogle dejlige penge retur til os, men for første gang nogensinde har vi så oplevet at skulle af med penge! Det svarer så kun til ca. 1000 kr. for os begge, men alligevel: Lige nu! Arhmen, come on skæbne - prøver du at fortælle mig noget?!
Pt. tager jeg hvad jeg kan overkomme af småjobs med at skrive og korrekturlæse og det er virkelig begrænset, hvad jeg kan overkomme - men igen: Mange bække små ... På et tidspunkt bliver dråben vel stor nok til at kunne gøre nytte. Jeg lægger inde med en ordentlig bunke noveller, som jeg vil prøve at få afsat og så har vi leget lidt med tanken om at få et kuld hvalpe på Frik. Cavalier er ret in pt. og hun er stadig ikke for gammel til at løbet er kørt, men skal det være, skal det også være nu. Jeg er dog lidt vægelsindet: Både fordi jeg ikke tror det egentlig kan betale sig, når man tager alle udgifter (dyrlæge, til bedækning m.v.) med i betragtning og fordi jeg ved, jeg aldrig ville synes, det var et hjem, der var gode nok til 'mine' hvalpe.
Anyway ... jeg ved, flere af jer har spekuleret over, hvad det var for noget med den retssag og hvad det er HG fejler, så here goes. Nu kom I lidt længere ind under huden på mig.
fredag den 7. marts 2014
Fredagsfnis #22
Et hurtigt indspark herfra til at kickstarte weekenden. Vi var til middag hos nogle venner i går og kom først hjem kl. fire i morges, så jeg er pænt smadret. ;) Ikke at der var gået druk i den eller noget, det var ren hygge med cola, sund mad, spil og snak, men så løber tiden også bare hurtigt. Så her står den på en chill friday.
I morgen står den så på en tilbagevenden til virkeligheden og en lang liste af to do's. Søndag er der fastelavnshygge hos Mumi på plejehjemmet og i næste uge, skal vi så have tage hul på 'projekt herreværelse', der skal males (igen) og have nye gardiner sat op og derefter have Mumis møbler ind.
Hvad står din weekend på?
I morgen står den så på en tilbagevenden til virkeligheden og en lang liste af to do's. Søndag er der fastelavnshygge hos Mumi på plejehjemmet og i næste uge, skal vi så have tage hul på 'projekt herreværelse', der skal males (igen) og have nye gardiner sat op og derefter have Mumis møbler ind.
Hvad står din weekend på?
onsdag den 5. marts 2014
Dagens chok
Arg, kender I det dér med at man sidder og scroler på Facebook og får mixet to billeder sammen, så man totalt ender med at misforstå det? Så lige denne her:
Nu er jeg farveblind, eggåz ... såeh, først ser jeg en sød lille padde. Og på næste billede ser jeg en stegt lille padde! Nåede et øjeblik at blive overvældet af kvalme, før det gik op for mig, det egentlig bare var en uskyld pizza. ;)
Ja, det er ikke de store poetiske inspirationer, der præger bloggen i disse dage, men vi er lige inde i sådan en helvedesperiode af to-do-lister. For hver ting man tjekker af, dukker tre nye op. Prøver at passe på mig selv og har rent faktisk hold sengen i dag, fordi jeg skal en masse de næste dage og godt kan mærke, kroppen er klar til at brokke sig.
Så I forresten at det lille Kireser-dyr var dagens fanbillede på Best Friends facebookside i går?
Hvor meget ligner det ikke lige en selfie? :)
Ja, det er ikke de store poetiske inspirationer, der præger bloggen i disse dage, men vi er lige inde i sådan en helvedesperiode af to-do-lister. For hver ting man tjekker af, dukker tre nye op. Prøver at passe på mig selv og har rent faktisk hold sengen i dag, fordi jeg skal en masse de næste dage og godt kan mærke, kroppen er klar til at brokke sig.
Så I forresten at det lille Kireser-dyr var dagens fanbillede på Best Friends facebookside i går?
Hvor meget ligner det ikke lige en selfie? :)
Etiketter:
dagens,
dyreverdenen,
funny-haha,
hverdag,
Shakira
torsdag den 27. februar 2014
This or that
For nogen tid siden præsenterede jeg jer for Louise Haiberg, der lige er debuteret med "Oprører" som er første bind i "Dæmondræberen". Til de nysgerrige kan jeg sige at ja, der er en boganmeldelse på vej! :) Jeg udsatte dog også Louise for en række spørgsmål og da man aldrig skal lade andre vade gennem et område, man ikke selv ville betræde, får I her mine svar på samme spørgsmål. Jeg tænkte, det også ville være en eminent mulighed for de nye læsere herinde til at lære damen bag skærmen bedre at kende (det er på eget ansvar, kære venner! ;)).
* The eller kaffe? Er ikke hverken den store the- eller kaffedrikker, men er mest til the eller icecoffee eller cappuccino. Sort kaffe giver en eftersmag, der minder mig om gammelt askebæger.
* Onlinesøgning eller gammeldags opslagsværker? På dovne dage nettet, men ellers er jeg KLART til opslagsværker, som jeg kan bruge timer på at læse i.
* Luksushotel eller campingferie? Nu har jeg prøvet begge dele og de har hver deres charme. Hvis ikke det var fordi man ligger elendigt på en rullemadras og det ikke er godt når man har kroniske smerter, ville jeg hælde til telt. Elsker nattens lyde, regn mod teltdugen, varmen der breder sig, når solen står op ...
* Hund eller kat? Kat! ... Hvis jeg partout skal vælge.
* Salt eller sødt? Sødt, sødt, sødt! Har så sød en tand, at man skulle tro, min mund bestod af et af de dér slikgebisser, man kan få i skum!
* Hjemmehygge eller fredagsfest? Hjemmehygge, no doubt! Er meget introvert og ikke særlig socialt anlagt.
* Tatovering eller piercing? Pga. keloid kan jeg ikke have nogen af delene, men jeg ELSKER piercing ... og SAVNER piercinger. Tatoveringer er jeg derimod knap så meget for.
* Hvid eller sort? Æhm ... Svid? ;)
* Kød eller grøntsager? Grøntsager, no doubt! Har aldrig været den store kødspiser og fik min første virkelige kødaversion da jeg var 11 år og fik fjernet mandler. Den efterfølgende smag af røget kød, der meldte sig, da narkosen aftog, som kom fra mit eget kadaver gjorde, at jeg slet ikke kunne udstå kødsmag eller -lugt derefter. Jeg kan stadig ikke gå forbi eller ind i en slagterbutik uden at blive dårlig. Smagen mindede meget om hamburgerryg, som jeg ellers var glad for som lille, men i dag kan jeg ikke se eller lugte en hamburgerryg uden at få ondt i halsen! Derefter spiste jeg kun hakket oksekød og leverpostej og det holdt så kun et lille års tid, før jeg også sluttede med det. Dog kan jeg godt være kræsen med mine grøntsager og frugt. F.eks. bryder jeg mig slet ikke om moden frugt, da det virker for 'smattet'.
* Øl eller vin? Ikke for at lyde hellig (eller no'et ;)), men det sker meget sjældent, jeg drikker. Vi har en ædru alkoholiker i familien, så alkohol smager lidt af dårlige minder. Men skal jeg vælge, bliver det klart øl.
* Nat eller dag? Nat.
* Kjole eller bukser? Bukser! Af en eller anden grund føler jeg mig aldrig helt godt tilpas, når jeg er iført kjole - nærmest som det må føles, hvis man lider havnød og skal hives op af en helikopter og er sig pinlig bevidst om, at de der stadig venter på frelsen har frit udsyn til ens understel! Ja, okay ... måske ville mit understel ikke lige være fokus i sådan en situation, men anyway - you get my drift. ;)
* Sommer eller vinter? Jeg elsker alle årstider, der har hver deres charme, og hver gang vi når en ny årstiden tænker 'det er nu denne, der er min yndlings!' - bare for at ændre mening tre måneder senere. Hvor vinteren er stille og tryg, er sommeren varm og inviterende og jeg hælder nok mod sommer, da det ofte er der, min sygdom er mest i dvale.
* Trygt parforhold eller lykkelig single? Ja, HG var min første rigtige kæreste og det er 16 år siden, vi fandt sammen. Halvdelen af mit liv!
* Action eller komedie? Klart komedie! Magter virkelig ikke action og ting i højt gear. Kan ikke slappe af til sådanne film, men hænger fem meter over sofaen med krampe i ballerne af anspændthed.
* Med eller uden hæl? Kunne jeg vælge, ville det klart være hæle og jo højere, des bedre. Men når man som oftest ikke kan mærke sine ben, er flade sutter det sikre valg.
* Mascara eller læbestift? Mascara! Den vigtigste ting i en kvindes makeupsamling, hvis man spørger mig.
* Badedragt eller bikini? Bikini
* Pop eller metal? Æh ... en blanding (måske med en hældning mod poppen). Det er faktisk kun jazz-musik jeg ikke rigtig bryder mig om.
* PC eller Mac? PC (Har aldrig prøvet at bruge en Mac)
* Løst eller opsat hår? Jeg kan bedst lide mit look, når det er løst, men da jeg altid hvirvler mig ind i mit eget hår (selvom guderne må vide hvordan. når jeg dårligt bevæger mig!), bliver det næsten altid samlet på en eller anden vis.
* Coca cola eller Pepsi? Det varierer - bare det er light. For tiden er det Pepsi Max, der er favoritten.
* Light- eller sukkerudgave? Som sagt ovenfor: Light!
* Bus eller bil? Bil (hvad har man den ellers til? ;)).
* Sølv eller guld? Guld.
* Storm eller stille? Stille! (... 'stille hjerte, soooool går neeeeeeed'! ;)).
Jeg håber, I synes om legen. Hvis I lægger den på egen blog, så send lige et link, så jeg kan læse med! :)
* The eller kaffe? Er ikke hverken den store the- eller kaffedrikker, men er mest til the eller icecoffee eller cappuccino. Sort kaffe giver en eftersmag, der minder mig om gammelt askebæger.
* Onlinesøgning eller gammeldags opslagsværker? På dovne dage nettet, men ellers er jeg KLART til opslagsværker, som jeg kan bruge timer på at læse i.
* Luksushotel eller campingferie? Nu har jeg prøvet begge dele og de har hver deres charme. Hvis ikke det var fordi man ligger elendigt på en rullemadras og det ikke er godt når man har kroniske smerter, ville jeg hælde til telt. Elsker nattens lyde, regn mod teltdugen, varmen der breder sig, når solen står op ...
* Hund eller kat? Kat! ... Hvis jeg partout skal vælge.
* Salt eller sødt? Sødt, sødt, sødt! Har så sød en tand, at man skulle tro, min mund bestod af et af de dér slikgebisser, man kan få i skum!
* Hjemmehygge eller fredagsfest? Hjemmehygge, no doubt! Er meget introvert og ikke særlig socialt anlagt.
* Tatovering eller piercing? Pga. keloid kan jeg ikke have nogen af delene, men jeg ELSKER piercing ... og SAVNER piercinger. Tatoveringer er jeg derimod knap så meget for.
* Hvid eller sort? Æhm ... Svid? ;)
* Kød eller grøntsager? Grøntsager, no doubt! Har aldrig været den store kødspiser og fik min første virkelige kødaversion da jeg var 11 år og fik fjernet mandler. Den efterfølgende smag af røget kød, der meldte sig, da narkosen aftog, som kom fra mit eget kadaver gjorde, at jeg slet ikke kunne udstå kødsmag eller -lugt derefter. Jeg kan stadig ikke gå forbi eller ind i en slagterbutik uden at blive dårlig. Smagen mindede meget om hamburgerryg, som jeg ellers var glad for som lille, men i dag kan jeg ikke se eller lugte en hamburgerryg uden at få ondt i halsen! Derefter spiste jeg kun hakket oksekød og leverpostej og det holdt så kun et lille års tid, før jeg også sluttede med det. Dog kan jeg godt være kræsen med mine grøntsager og frugt. F.eks. bryder jeg mig slet ikke om moden frugt, da det virker for 'smattet'.
* Øl eller vin? Ikke for at lyde hellig (eller no'et ;)), men det sker meget sjældent, jeg drikker. Vi har en ædru alkoholiker i familien, så alkohol smager lidt af dårlige minder. Men skal jeg vælge, bliver det klart øl.
* Nat eller dag? Nat.
* Kjole eller bukser? Bukser! Af en eller anden grund føler jeg mig aldrig helt godt tilpas, når jeg er iført kjole - nærmest som det må føles, hvis man lider havnød og skal hives op af en helikopter og er sig pinlig bevidst om, at de der stadig venter på frelsen har frit udsyn til ens understel! Ja, okay ... måske ville mit understel ikke lige være fokus i sådan en situation, men anyway - you get my drift. ;)
* Sommer eller vinter? Jeg elsker alle årstider, der har hver deres charme, og hver gang vi når en ny årstiden tænker 'det er nu denne, der er min yndlings!' - bare for at ændre mening tre måneder senere. Hvor vinteren er stille og tryg, er sommeren varm og inviterende og jeg hælder nok mod sommer, da det ofte er der, min sygdom er mest i dvale.
* Trygt parforhold eller lykkelig single? Ja, HG var min første rigtige kæreste og det er 16 år siden, vi fandt sammen. Halvdelen af mit liv!
* Action eller komedie? Klart komedie! Magter virkelig ikke action og ting i højt gear. Kan ikke slappe af til sådanne film, men hænger fem meter over sofaen med krampe i ballerne af anspændthed.
* Med eller uden hæl? Kunne jeg vælge, ville det klart være hæle og jo højere, des bedre. Men når man som oftest ikke kan mærke sine ben, er flade sutter det sikre valg.
* Mascara eller læbestift? Mascara! Den vigtigste ting i en kvindes makeupsamling, hvis man spørger mig.
* Badedragt eller bikini? Bikini
* Pop eller metal? Æh ... en blanding (måske med en hældning mod poppen). Det er faktisk kun jazz-musik jeg ikke rigtig bryder mig om.
* PC eller Mac? PC (Har aldrig prøvet at bruge en Mac)
* Løst eller opsat hår? Jeg kan bedst lide mit look, når det er løst, men da jeg altid hvirvler mig ind i mit eget hår (selvom guderne må vide hvordan. når jeg dårligt bevæger mig!), bliver det næsten altid samlet på en eller anden vis.
* Coca cola eller Pepsi? Det varierer - bare det er light. For tiden er det Pepsi Max, der er favoritten.
* Light- eller sukkerudgave? Som sagt ovenfor: Light!
* Bus eller bil? Bil (hvad har man den ellers til? ;)).
* Sølv eller guld? Guld.
* Storm eller stille? Stille! (... 'stille hjerte, soooool går neeeeeeed'! ;)).
Jeg håber, I synes om legen. Hvis I lægger den på egen blog, så send lige et link, så jeg kan læse med! :)
fredag den 21. februar 2014
Efter storm kommer stille
Beklager tavsheden. Er helt i bund energimæssigt. Har haft nogle lange dage med dyrlægebesøg, en masse, der skulle komme og afhente salgsitems samt en masse fuss i forbindelse med indflytning af Mumi på plejehjem. Nu er UVI'en så blomstret op igen, hvilket altid gør mig afsindigt træt. Min antibiotika er sat op i styrke og jeg tager tranebærpiller og drikker tranebærsaft, så det er lige så det skvulper rundt i øregangene.
Men for at tage de gode nyheder først, er vores lille Myrledyr kommet med hjem. Vores dyrlæge kan se et helt mønster i, hvornår vi vil komme: Der går ca. 2 måneder og 2-3 dage, så er den gal igen. Vi ved stadig ikke præcis hvilken parasit hun har, men hun skal fortsætte med Ronaxan (penicillin) i længere tid og han har lovet, vi nok skal få hende helt rask. :)
Til gengæld skabte Sekhmets besøg lidt panik, da hun har en mislyd på hjertet. Vores dyrlæge mener dog ikke, det har betydning, men opfordrede, vi tager hende med hver gang vi har en aftale derude med en af de andre i flokken; så vil de holde øje med hende. Hun er dog ellers (endelig) helt rask og fik sin første vaccine. Nu skal vi bare have hende steriliseret og øremærket, så er hun helt fit for fight.
Mumi fik vi flyttet ind i mandags og allerede i tirsdags tog hun fra plejehjemmet igen ... i en ambulance! Damen skulle lige melde sin ankomst til plejehjemmet med manér ved at falde lige så lang hun var, så nu render hun rundt med bøjede ribben og hovedet i en spand. Sidstnævnte fordi hun ikke kan tåle de smertestillende hun er sat på pga. smerterne. Samtidig kan hun ikke huske, hun er faldet, så hun forstår ikke, hvorfor hun har ondt. Hun er i det hele taget meget forvirret og rundt på gulvet, hvilket egentlig er forståeligt nok. Hendes blodprop har ramt et af de alleruheldigste steder, så hendes korttidshukommelse er ikke eksisterende og hun er blevet ramt på sit energicenter, så hun er meget solomnent. Selvfølgelig er det normalt med træthed efter en blodprop (det led hun også af sidst), men nu skal hun helst sove efter at have været oppe et par timer.
Som ME-ramt kender jeg lidt følelsen. ;) Får også sovet min del dagen væk som det er for tiden. I går var jeg lige vågen et par timer, hvor jeg fik lidt mad og noget væske. Vågnede lige da "Due date" var startet, men nåede at falde i søvn før jeg fik set den til ende. Blev vækket af HG, der forsøgte at tvinge gaflen ud af grebet på mig og stod klar med en tandbørste. Han kender sine lus ... ;) Vidste, jeg ville falde i søvn med hovedet ned i min aftensmad.
Min "Anne of Green Gables" kom forleden, så den læser jeg på i mine vågne timer. I aften (hvis jeg ikke sover!) skal dyrene og jeg hygge med X-factor, men HG er ude med et par gutter.
Kan I have en dejlig weekend derude?
Men for at tage de gode nyheder først, er vores lille Myrledyr kommet med hjem. Vores dyrlæge kan se et helt mønster i, hvornår vi vil komme: Der går ca. 2 måneder og 2-3 dage, så er den gal igen. Vi ved stadig ikke præcis hvilken parasit hun har, men hun skal fortsætte med Ronaxan (penicillin) i længere tid og han har lovet, vi nok skal få hende helt rask. :)
Til gengæld skabte Sekhmets besøg lidt panik, da hun har en mislyd på hjertet. Vores dyrlæge mener dog ikke, det har betydning, men opfordrede, vi tager hende med hver gang vi har en aftale derude med en af de andre i flokken; så vil de holde øje med hende. Hun er dog ellers (endelig) helt rask og fik sin første vaccine. Nu skal vi bare have hende steriliseret og øremærket, så er hun helt fit for fight.
Mumi fik vi flyttet ind i mandags og allerede i tirsdags tog hun fra plejehjemmet igen ... i en ambulance! Damen skulle lige melde sin ankomst til plejehjemmet med manér ved at falde lige så lang hun var, så nu render hun rundt med bøjede ribben og hovedet i en spand. Sidstnævnte fordi hun ikke kan tåle de smertestillende hun er sat på pga. smerterne. Samtidig kan hun ikke huske, hun er faldet, så hun forstår ikke, hvorfor hun har ondt. Hun er i det hele taget meget forvirret og rundt på gulvet, hvilket egentlig er forståeligt nok. Hendes blodprop har ramt et af de alleruheldigste steder, så hendes korttidshukommelse er ikke eksisterende og hun er blevet ramt på sit energicenter, så hun er meget solomnent. Selvfølgelig er det normalt med træthed efter en blodprop (det led hun også af sidst), men nu skal hun helst sove efter at have været oppe et par timer.
Som ME-ramt kender jeg lidt følelsen. ;) Får også sovet min del dagen væk som det er for tiden. I går var jeg lige vågen et par timer, hvor jeg fik lidt mad og noget væske. Vågnede lige da "Due date" var startet, men nåede at falde i søvn før jeg fik set den til ende. Blev vækket af HG, der forsøgte at tvinge gaflen ud af grebet på mig og stod klar med en tandbørste. Han kender sine lus ... ;) Vidste, jeg ville falde i søvn med hovedet ned i min aftensmad.
Min "Anne of Green Gables" kom forleden, så den læser jeg på i mine vågne timer. I aften (hvis jeg ikke sover!) skal dyrene og jeg hygge med X-factor, men HG er ude med et par gutter.
Kan I have en dejlig weekend derude?
onsdag den 5. februar 2014
Les misérables
Det er blevet en lidt træg start på det nye år. Meget læsning - ingen skrivning. Det kniber stadig med at ramme tasterne, så det er primært en hurtig update herfra; den er skrevet over flere omgange og endt med at blive noget lang, men jeg håber, I alligevel vil læse med.
Siden midt i december har jeg haft mega attak ... Synsudfald, som godt nok kun varer få sekunder, men hold kæft, hvor når man at tænke meget på de 4-5 sekunder, hvor man er midlertidigt blind. Blandt andet, om man nogensinde kommer til at se igen! Der har også været tabt høresans på venstre ører. Modsat synet, har det godt kunnet tage timer, før hørelsen kom igen. Jeg har haft mange spasmer, men også føleforstyrrelser, hvorfor jeg ikke får skrevet. Det tager simpelthen syv lange og syv bredde at skrive få sætninger og efterfølgende føler jeg mig som en maratonløber, der endelig er kommet i mål. En morgen fik jeg en decideret lammelse af venstre ben. Jeg var vågen og havde ligget nogle timer og læst og skulle på toilettet. Idet jeg rejser mig, går det op for mig, benet er savet over ved knæet og jeg falder lige så lang jeg er. Jeg har mange uheld, hvor jeg brænder mig, går ind i dørkarme, smækker døre i hovedet på mig selv etc. Jeg synes konstant at ligne et offer for alvorlig hustruvold eller selvbeskadigelse! (Ja, det er det jo på en måde også, men ikke bevidst. ;)).
I går trak min mor mig så til lægen. Godt gået at være 32 år og blive revet til læge af sin moar! Men hvor er jeg glad for, hun gjorde det ... Jeg har skiftet læge, så HG og jeg nu har den samme og han har lovet, vi nok skal komme til bunds i dette her. Det viser sig også, at da jeg var til neurolog sidste år, var det til udredning for epilepsi(?!) Åbenbart er mine rysteture/kramper/spasmer blevet totalt misforstået, hvilket også var skyld i, jeg røg indenom to andre læger, før jeg havnede hos neurologen. Nu skal jeg i første omgang til øjenlæge. To dage senere skal jeg så retur til egen læge, som jeg regner med sender mig til MR-scanning, neurolog og ny rygmarvsprøve.
Da HG oveni har været ophængt pga. sin retssag (en tvist i pensionskassen, der nægter at udbetale en pensionssum), er alt gået af helvede til for at sige det mildt. For dem der ikke ved det, har min HG Asperger og en afart af skizofreni, så der er perioder, hvor vi er ret hårdt spændt for herhjemme. De sidste måneder har været en af dem. Min skønne far tog med HG til retssagen i Kbh. HG lukker helt ned, når han bliver stresset og konfronteret med sin sygdom og da jeg lå på langs, trådte mine søde forældre til. Hvordan viser man så lige sin taknemmelighed? Min far er over 70 og min mor nærmer sig 60. Derudover er hun stærkt handicappet af en scoliose, der skruer hendes ryg så meget, at hun har været under observation i sine unge dage, da man frygtede, ribbenene kunne punktere hendes hjerte. Hun har aldrig ladet det stoppe sig, men hendes krop kan ikke holde til så meget og hun BØR tage den med ro. Men trods syg- og alderdom, er de ukuelige. Min far tog med HG og min mor var standby ved min side, i tilfælde af, jeg skulle transporteres til skadestue eller lå på stuegulvet og skulle fejes op.
Mht. Mumi er der også nyt. Midt i februar flytter hun på det plejehjem, vi ønskede hun kom på. Hun har fået en fin lille bolig med udgang til have, havudsigt og med hund og kat, der tilhører plejehjemmet og kommer og går hos de beboere, der måtte ønske det (katten blev fundet under orkanen Bodil, og da dyreklinikken ellers skulle aflive den halvstore killing, tog plejehjemmet imod den). Jeg tror, det vil betyde alverden for Mumis livskvalitet, da hun er meget dyreglad. Det betyder dog, at mine forældre har travlt med at få tømt og solgt hendes hus. Det stresser, at det endnu ikke er solgt, for hun har ikke økonomien til at betale både hus og plejehjem. Det giver mange søvnløse nætter for især min mor. Mumi har efterhånden helt mistet begrebet om sig selv. Hun kan ligesom ikke placere sig selv i verden - hun ved ikke rigtig, hvem hun er, hvor gammel hun er og hvor hun er. Hun tror, Mossie (min mor) er hendes mor, så alle beslutninger omkring hende skal tages af os pårørende.
Så alt i alt kunne man måske godt betegne os som de elendige ... men det forunderlige er, at det gør jeg ikke selv! Jeg skriver det ikke for at få medlidenhed og jeg ved, det kan lyde som de vildeste overdrivelser, men det er mit liv og det er sandhed.
Og trods modgangen, finder jeg noget smukt i næsten hver dag. Trods smerter og synsudfald, spasmer og usikker fremtid, glæder jeg mig til dagen i morgen og dagene efter det. Jeg oplever stadig øjeblikke hver dag, hvor jeg siger til mig selv: "Dette øjeblik ville jeg ikke have været foruden". Størstedelen skyldes min familie - at være omgivet at mennesker, der har så meget kærlighed og forståelse for mig og min situation. Selvom jeg ikke kan aflaste mine forældre ved at besøge Mumi pt., selvom jeg ikke kan hjælpe med nedpakning og flytning, forstår de mig og accepterer, det er sådan det er. Mine dyr er kilde til enorm stor glæde for mig og er dem, der giver mig livskvalitet. Hver især rummer de egenskaber, som gør, de er betyder noget forskelligt for mig. Phoeba er mit lille pervedyr, der voldtager sit legetøj og konstant slikker en af de andre i røven - hun er en tegnefilmfigur på speed og man kan ikke andet end at le ad hende. Frik er mest HGs hund, men hun er også min lille Delle-du-bedårenhed. Når hun kigger på mig med sine store Lady-øjne, kan intet ondt ramme mig. Cleo er min lille vogter, der våger, når jeg har dårlige perioder. Hun ligger ved min side, eller oven på mig, men synes altid instinktivt at vide, hvor hun ikke skal træde, så hun gør mig fortræd. Sipzap er eventyreren, der kommer ind fra sin jagt om natten; hun vækker mig for at fortælle, hun er hjemme, og lægger sig ved min side og spinder til jeg falder i søvn. Hun går lydløst rundt på sine store løvepoter og holder sammen på hele flokken. Myrledyret er min lille klovn; uanset hvor dårlig dagen er, kan hun altid få mig til at le. Hun er katten, der hænger i gardinerne, headerbanger til musik, hendes døve ører ikke kan høre og smider sine legemus højt op i luften, hvorefter hun springer efter dem med dybe vræl. Samsara er mit lille smertebarn, der altid gør mig bekymret - men samtidig kan ingen bringe mig glæde som hende. Hun er et sart lille væsen, der samtidig kan være som trold af en æske, der springer op og laver ulykker. Min smukke, sarte pige. Shakira er min store kærlighed, mit lille dukkebarn. Som husets kælepot er hun altid i favnen på en af os, ligesom hun elsker alle de andre ubetinget og nysser med enhver. Under mine lange sengeliggende perioder, bliver hun aldrig træt af dynerne, men ligger og hygger ... med mindre TV'et kører, for så skal hun altså jage hver en bevægelse. Zazen er husets enlige hane. Han tror, han er konge over hele verden og betragter uden tvivl os allesammen som sine slaver. Han vokser - STADIG - og er nu lige så stor som Sipzap! Han vejer over seks kilo og jeg kan ikke forstå, han er den lille gumpefis, der lå i min hånd og fik sutteflaske ... Og så er der vores Sekhmet-mus. Hun er endelig ved at komme ud af sin skal og begynder at gøre forsøg på at lege med de andre og vise os, hvem hun er. Hun er en meget forsigtig pige, men samtidig den eneste, Zazen viser respekt. Der er ingen tvivl om, han ved, hun er hans mor! Hun har de smukkeste, mandelformede øjne, som sender varmebølger gennem hele kroppen, når hun kigger på én ... Som I måske også har bemærket, er hun kommet på med billede ude i sidebaren. Hun er stadig ikke helt rask og der er stadig meget arbejde at gøre, men tingene bliver bedre for hver dag.
Men det er jo sådan set hele bloggen, der har fået en ny makeover. Nu ved jeg ikke, om nogen af jer har været herinde i min lange fraværsperiode, men i så fald, har I måske set forandringerne, der er fundet langsomt sted. Der er stadig nyt på vej, men indtil videre bliver det nok, som det er. Der er nu også kommet link til min shop, hvor I kan købe nyt og gammelt, som skal videre til nye hjem og sprede glæde. Jeg har stadig en lang række items, der venter på at blive lagt ind, så husk at kigge ind med mellemrum! Der er alt fra tøj, sko og smykker, til wallstickers, billeder og bøger. Priserne er ændret, så portoen nu er indberegnet i varen, så den pris I ser på hovedsiden er altså inklusive fragt.
En del af bloggens nye udseende skyldes også, jeg overvejer at ændre lidt på konceptet herinde. Jeg regner med, der vil komme mere fokus på læsning og litteratur samtidig med at hovedvægten, som den plejer, er dyrene og min hverdag. Jeg har slettet boganmeldersiden, da nye anmeldelser vil komme her på hovedbloggen samt Goodreads, der nu har fået link til jer, der måtte ønske at følge mig. I må meget gerne adde mig som ven, da jeg elsker at følge med i andres anmeldelser og læsevaner.
Jeg håber, I fortsat vil følge med herinde og I må meget gerne lægge kommentarer - måske går der lidt, før jeg kan svare og måske bliver det lidt småt med indlæggene her i starten, men I og bloggen er altid med mig, ligger mig altid på sinde og bringer mig daglig glæde. Tak for alle de søde kommentarer, mails og breve, jeg har fået under mit fravær - de har betyder alverden!
Siden midt i december har jeg haft mega attak ... Synsudfald, som godt nok kun varer få sekunder, men hold kæft, hvor når man at tænke meget på de 4-5 sekunder, hvor man er midlertidigt blind. Blandt andet, om man nogensinde kommer til at se igen! Der har også været tabt høresans på venstre ører. Modsat synet, har det godt kunnet tage timer, før hørelsen kom igen. Jeg har haft mange spasmer, men også føleforstyrrelser, hvorfor jeg ikke får skrevet. Det tager simpelthen syv lange og syv bredde at skrive få sætninger og efterfølgende føler jeg mig som en maratonløber, der endelig er kommet i mål. En morgen fik jeg en decideret lammelse af venstre ben. Jeg var vågen og havde ligget nogle timer og læst og skulle på toilettet. Idet jeg rejser mig, går det op for mig, benet er savet over ved knæet og jeg falder lige så lang jeg er. Jeg har mange uheld, hvor jeg brænder mig, går ind i dørkarme, smækker døre i hovedet på mig selv etc. Jeg synes konstant at ligne et offer for alvorlig hustruvold eller selvbeskadigelse! (Ja, det er det jo på en måde også, men ikke bevidst. ;)).
I går trak min mor mig så til lægen. Godt gået at være 32 år og blive revet til læge af sin moar! Men hvor er jeg glad for, hun gjorde det ... Jeg har skiftet læge, så HG og jeg nu har den samme og han har lovet, vi nok skal komme til bunds i dette her. Det viser sig også, at da jeg var til neurolog sidste år, var det til udredning for epilepsi(?!) Åbenbart er mine rysteture/kramper/spasmer blevet totalt misforstået, hvilket også var skyld i, jeg røg indenom to andre læger, før jeg havnede hos neurologen. Nu skal jeg i første omgang til øjenlæge. To dage senere skal jeg så retur til egen læge, som jeg regner med sender mig til MR-scanning, neurolog og ny rygmarvsprøve.
Da HG oveni har været ophængt pga. sin retssag (en tvist i pensionskassen, der nægter at udbetale en pensionssum), er alt gået af helvede til for at sige det mildt. For dem der ikke ved det, har min HG Asperger og en afart af skizofreni, så der er perioder, hvor vi er ret hårdt spændt for herhjemme. De sidste måneder har været en af dem. Min skønne far tog med HG til retssagen i Kbh. HG lukker helt ned, når han bliver stresset og konfronteret med sin sygdom og da jeg lå på langs, trådte mine søde forældre til. Hvordan viser man så lige sin taknemmelighed? Min far er over 70 og min mor nærmer sig 60. Derudover er hun stærkt handicappet af en scoliose, der skruer hendes ryg så meget, at hun har været under observation i sine unge dage, da man frygtede, ribbenene kunne punktere hendes hjerte. Hun har aldrig ladet det stoppe sig, men hendes krop kan ikke holde til så meget og hun BØR tage den med ro. Men trods syg- og alderdom, er de ukuelige. Min far tog med HG og min mor var standby ved min side, i tilfælde af, jeg skulle transporteres til skadestue eller lå på stuegulvet og skulle fejes op.
Mht. Mumi er der også nyt. Midt i februar flytter hun på det plejehjem, vi ønskede hun kom på. Hun har fået en fin lille bolig med udgang til have, havudsigt og med hund og kat, der tilhører plejehjemmet og kommer og går hos de beboere, der måtte ønske det (katten blev fundet under orkanen Bodil, og da dyreklinikken ellers skulle aflive den halvstore killing, tog plejehjemmet imod den). Jeg tror, det vil betyde alverden for Mumis livskvalitet, da hun er meget dyreglad. Det betyder dog, at mine forældre har travlt med at få tømt og solgt hendes hus. Det stresser, at det endnu ikke er solgt, for hun har ikke økonomien til at betale både hus og plejehjem. Det giver mange søvnløse nætter for især min mor. Mumi har efterhånden helt mistet begrebet om sig selv. Hun kan ligesom ikke placere sig selv i verden - hun ved ikke rigtig, hvem hun er, hvor gammel hun er og hvor hun er. Hun tror, Mossie (min mor) er hendes mor, så alle beslutninger omkring hende skal tages af os pårørende.
Så alt i alt kunne man måske godt betegne os som de elendige ... men det forunderlige er, at det gør jeg ikke selv! Jeg skriver det ikke for at få medlidenhed og jeg ved, det kan lyde som de vildeste overdrivelser, men det er mit liv og det er sandhed.
Og trods modgangen, finder jeg noget smukt i næsten hver dag. Trods smerter og synsudfald, spasmer og usikker fremtid, glæder jeg mig til dagen i morgen og dagene efter det. Jeg oplever stadig øjeblikke hver dag, hvor jeg siger til mig selv: "Dette øjeblik ville jeg ikke have været foruden". Størstedelen skyldes min familie - at være omgivet at mennesker, der har så meget kærlighed og forståelse for mig og min situation. Selvom jeg ikke kan aflaste mine forældre ved at besøge Mumi pt., selvom jeg ikke kan hjælpe med nedpakning og flytning, forstår de mig og accepterer, det er sådan det er. Mine dyr er kilde til enorm stor glæde for mig og er dem, der giver mig livskvalitet. Hver især rummer de egenskaber, som gør, de er betyder noget forskelligt for mig. Phoeba er mit lille pervedyr, der voldtager sit legetøj og konstant slikker en af de andre i røven - hun er en tegnefilmfigur på speed og man kan ikke andet end at le ad hende. Frik er mest HGs hund, men hun er også min lille Delle-du-bedårenhed. Når hun kigger på mig med sine store Lady-øjne, kan intet ondt ramme mig. Cleo er min lille vogter, der våger, når jeg har dårlige perioder. Hun ligger ved min side, eller oven på mig, men synes altid instinktivt at vide, hvor hun ikke skal træde, så hun gør mig fortræd. Sipzap er eventyreren, der kommer ind fra sin jagt om natten; hun vækker mig for at fortælle, hun er hjemme, og lægger sig ved min side og spinder til jeg falder i søvn. Hun går lydløst rundt på sine store løvepoter og holder sammen på hele flokken. Myrledyret er min lille klovn; uanset hvor dårlig dagen er, kan hun altid få mig til at le. Hun er katten, der hænger i gardinerne, headerbanger til musik, hendes døve ører ikke kan høre og smider sine legemus højt op i luften, hvorefter hun springer efter dem med dybe vræl. Samsara er mit lille smertebarn, der altid gør mig bekymret - men samtidig kan ingen bringe mig glæde som hende. Hun er et sart lille væsen, der samtidig kan være som trold af en æske, der springer op og laver ulykker. Min smukke, sarte pige. Shakira er min store kærlighed, mit lille dukkebarn. Som husets kælepot er hun altid i favnen på en af os, ligesom hun elsker alle de andre ubetinget og nysser med enhver. Under mine lange sengeliggende perioder, bliver hun aldrig træt af dynerne, men ligger og hygger ... med mindre TV'et kører, for så skal hun altså jage hver en bevægelse. Zazen er husets enlige hane. Han tror, han er konge over hele verden og betragter uden tvivl os allesammen som sine slaver. Han vokser - STADIG - og er nu lige så stor som Sipzap! Han vejer over seks kilo og jeg kan ikke forstå, han er den lille gumpefis, der lå i min hånd og fik sutteflaske ... Og så er der vores Sekhmet-mus. Hun er endelig ved at komme ud af sin skal og begynder at gøre forsøg på at lege med de andre og vise os, hvem hun er. Hun er en meget forsigtig pige, men samtidig den eneste, Zazen viser respekt. Der er ingen tvivl om, han ved, hun er hans mor! Hun har de smukkeste, mandelformede øjne, som sender varmebølger gennem hele kroppen, når hun kigger på én ... Som I måske også har bemærket, er hun kommet på med billede ude i sidebaren. Hun er stadig ikke helt rask og der er stadig meget arbejde at gøre, men tingene bliver bedre for hver dag.
Men det er jo sådan set hele bloggen, der har fået en ny makeover. Nu ved jeg ikke, om nogen af jer har været herinde i min lange fraværsperiode, men i så fald, har I måske set forandringerne, der er fundet langsomt sted. Der er stadig nyt på vej, men indtil videre bliver det nok, som det er. Der er nu også kommet link til min shop, hvor I kan købe nyt og gammelt, som skal videre til nye hjem og sprede glæde. Jeg har stadig en lang række items, der venter på at blive lagt ind, så husk at kigge ind med mellemrum! Der er alt fra tøj, sko og smykker, til wallstickers, billeder og bøger. Priserne er ændret, så portoen nu er indberegnet i varen, så den pris I ser på hovedsiden er altså inklusive fragt.
En del af bloggens nye udseende skyldes også, jeg overvejer at ændre lidt på konceptet herinde. Jeg regner med, der vil komme mere fokus på læsning og litteratur samtidig med at hovedvægten, som den plejer, er dyrene og min hverdag. Jeg har slettet boganmeldersiden, da nye anmeldelser vil komme her på hovedbloggen samt Goodreads, der nu har fået link til jer, der måtte ønske at følge mig. I må meget gerne adde mig som ven, da jeg elsker at følge med i andres anmeldelser og læsevaner.
Jeg håber, I fortsat vil følge med herinde og I må meget gerne lægge kommentarer - måske går der lidt, før jeg kan svare og måske bliver det lidt småt med indlæggene her i starten, men I og bloggen er altid med mig, ligger mig altid på sinde og bringer mig daglig glæde. Tak for alle de søde kommentarer, mails og breve, jeg har fået under mit fravær - de har betyder alverden!
Etiketter:
blog,
Cleo-the-cat,
dig og mig og vi to,
dyreverdenen,
familie,
hverdag,
it's-personal,
litteratur,
Samsara,
Sekhmet,
Shakira,
Sipzap,
sundhed og sygdom,
Supaya,
Zazen
mandag den 30. december 2013
Farvel 2013
Det er frygteligt ... jo ældre man bliver, jo hurtigere går et år. Synes kun, det er få måneder siden, jeg sad og skrev status for 2012!
Mit år 2013 i tal og punkter har nogenlunde set således ud:
★ Antal indlæg (med dette): 270
★ Antal modtagne kommentarer: 1194!!! Mod sidste års 208 (Tak! :))
★ Mest læste (nye) indlæg: "Når en sponsor får kolde fødder"
★ Skønne blogsponsorater: Jeg var så heldig af få rigtig mange, lækre sponsorater hjem til både jer og mig selv og jeg værdsætter hver og et! Tak til bl.a. Stine A Jewelry, Gosh, Politikens Forlag, Cocopanda, Shop Cici, Foxyshop, Superstar, Werringsmykker, Smykkemester, Isis, Julie P (o.m.a.) og ikke mindst forfatterne Louise Haiberg og Kim Leine!
★ Antal læste bøger: 51 - hvor målet var 50.
★ Bedste nylæsning: Meget svært, da der var rigtig mange gode, men det må næsten blive Hanne-Vibeke Holsts "Kongemordet" (som jeg synes er bedre end "Dronningeofret, som ellers har fået bedre anmeldelser!).
★ Bedste genlæsning: Også svær, men går til "Borte med blæsten" eller Soyas "Min farmors hus".
★ Antal husdyr mistet: ½ - Samsara forsvandt, men kom hjem igen efter 22 dage! :)
★ Antal husdyr fået: 3½ (Zazen, Shakira og Sekhmet og forsvundne Samsara ).
★ Antal penicillinkure: En milliard!
★ Årets bedste oplevelse(r): Oplevelsen med Zazen, der gik fra skravlet flaskekilling til stor, flot hankat samt Samsaras hjemkomst! Mødet med min sjælelige lillesøster, B., som er ligeså skideskør som jeg. ;)
★ Året værste oplevelse(r): Det burde måske være Mumis psykiske død eller perioden for Samsaras forsvinden, men egentlig har det været værre for mig at mine spasmeanfald vendte tilbage. Det har været hårdt, da jeg næsten rundede et år uden anfald og troede de var væk. Med deres tilbagefald har jeg følt mig ekstremt desillusioneret og virkelig skulle genvinde troen på, at livet kan være noget værd, selvom jeg ikke kan kontrollere min krop.
★ Antal rejser: 2.
★ Antal giveaways på bloggen: 24
★ Antal kilo tabt, fordelt over året: 23!
★ Antal kilo taget på, fordelt over året: 24!!
Normalt har jeg aldrig nytårsforsætter, men sidste år havde jeg. For jeg håbede, 2013 ville blive et bedre år (hvilket det blev) - men jeg måtte jo også selv gøre mit til at gøre det bedre. Så mine håb og mål for 2013, så således ud:
★ Spise sundere og komme ned på min normalvægt.
Delvist tjek - første del nået. Anden del aldeles ikke.
★ I det hele taget blive bedre til at passe på mig selv. Ordentlige sengetider. Ingen junkfood. Ingen overspring, hvor gærdet er lavest. Ingen das og dårlige undskyldninger.
... Never mind! ;) Det gik bedre, men ikke helt som ønsket.
★ Blive en god penneveninde igen og love bod og bedring til alle de, der har haft tålmodighed med mig.
Tæller det, når man fik sendt hele to breve i stedet for kun et?
★ Passe bloggen, få flere læsere og flere bekendte herinde - alene dette år, hvor jeg ellers har været ret inaktiv, har været så rigt mht. venskaber. Tak for det. :)
Tjek og tak!
★ Blive bedre til at komme op og i gang og ikke hænge ud på sofaen døgnet rundt i nattøj - heller ikke på de dårlige dage! (Som Carrie siger i 'Kongen af Queens': "You know who else does that? The elderly and the mentally ill!" - I'm not gonna be their new member!).
Delvist bedre.
★ Se i øjnene, det aldrig bliver til noget med VUC-holdene igen og finde ny interesse.
Delvist tjek - meget energi er blevet lagt i bloggen og rigtig meget tid er lagt i dyrepleje.
★ Se at få mig en mobil (med kamera), som jeg kan bruge herude - et eller andet signal kan vel gå igennem? Ville eeeeelske altid at have kamera ved hånden og ikke kun have giga apparat på 214 kg - samt at have kontaktmulighed, når jeg (en sjælden gang) er på farten. Er IKKE OK at nasse opkald fra fremmede hver gang jeg er på sygehus/ude at handle/på kursus m.v.
Overhovedet ingen ændring ... eller signal. ;)
★ Bruge færre penge *host*
Blev lige modsat!
Så i 2014 har jeg kun dette ene forsæt: Komme forbi level fucking 350 i Candy Crush! ;)
Godt nytår ... ses vi i 2014?
Mit år 2013 i tal og punkter har nogenlunde set således ud:
★ Antal indlæg (med dette): 270
★ Antal modtagne kommentarer: 1194!!! Mod sidste års 208 (Tak! :))
★ Mest læste (nye) indlæg: "Når en sponsor får kolde fødder"
★ Skønne blogsponsorater: Jeg var så heldig af få rigtig mange, lækre sponsorater hjem til både jer og mig selv og jeg værdsætter hver og et! Tak til bl.a. Stine A Jewelry, Gosh, Politikens Forlag, Cocopanda, Shop Cici, Foxyshop, Superstar, Werringsmykker, Smykkemester, Isis, Julie P (o.m.a.) og ikke mindst forfatterne Louise Haiberg og Kim Leine!
★ Antal læste bøger: 51 - hvor målet var 50.
★ Bedste nylæsning: Meget svært, da der var rigtig mange gode, men det må næsten blive Hanne-Vibeke Holsts "Kongemordet" (som jeg synes er bedre end "Dronningeofret, som ellers har fået bedre anmeldelser!).
★ Bedste genlæsning: Også svær, men går til "Borte med blæsten" eller Soyas "Min farmors hus".
★ Antal husdyr mistet: ½ - Samsara forsvandt, men kom hjem igen efter 22 dage! :)
★ Antal husdyr fået: 3½ (Zazen, Shakira og Sekhmet og forsvundne Samsara ).
★ Antal penicillinkure: En milliard!
★ Årets bedste oplevelse(r): Oplevelsen med Zazen, der gik fra skravlet flaskekilling til stor, flot hankat samt Samsaras hjemkomst! Mødet med min sjælelige lillesøster, B., som er ligeså skideskør som jeg. ;)
★ Året værste oplevelse(r): Det burde måske være Mumis psykiske død eller perioden for Samsaras forsvinden, men egentlig har det været værre for mig at mine spasmeanfald vendte tilbage. Det har været hårdt, da jeg næsten rundede et år uden anfald og troede de var væk. Med deres tilbagefald har jeg følt mig ekstremt desillusioneret og virkelig skulle genvinde troen på, at livet kan være noget værd, selvom jeg ikke kan kontrollere min krop.
★ Antal rejser: 2.
★ Antal giveaways på bloggen: 24
★ Antal kilo tabt, fordelt over året: 23!
★ Antal kilo taget på, fordelt over året: 24!!
Normalt har jeg aldrig nytårsforsætter, men sidste år havde jeg. For jeg håbede, 2013 ville blive et bedre år (hvilket det blev) - men jeg måtte jo også selv gøre mit til at gøre det bedre. Så mine håb og mål for 2013, så således ud:
★ Spise sundere og komme ned på min normalvægt.
Delvist tjek - første del nået. Anden del aldeles ikke.
★ I det hele taget blive bedre til at passe på mig selv. Ordentlige sengetider. Ingen junkfood. Ingen overspring, hvor gærdet er lavest. Ingen das og dårlige undskyldninger.
... Never mind! ;) Det gik bedre, men ikke helt som ønsket.
★ Blive en god penneveninde igen og love bod og bedring til alle de, der har haft tålmodighed med mig.
Tæller det, når man fik sendt hele to breve i stedet for kun et?
★ Passe bloggen, få flere læsere og flere bekendte herinde - alene dette år, hvor jeg ellers har været ret inaktiv, har været så rigt mht. venskaber. Tak for det. :)
Tjek og tak!
★ Blive bedre til at komme op og i gang og ikke hænge ud på sofaen døgnet rundt i nattøj - heller ikke på de dårlige dage! (Som Carrie siger i 'Kongen af Queens': "You know who else does that? The elderly and the mentally ill!" - I'm not gonna be their new member!).
Delvist bedre.
★ Se i øjnene, det aldrig bliver til noget med VUC-holdene igen og finde ny interesse.
Delvist tjek - meget energi er blevet lagt i bloggen og rigtig meget tid er lagt i dyrepleje.
★ Se at få mig en mobil (med kamera), som jeg kan bruge herude - et eller andet signal kan vel gå igennem? Ville eeeeelske altid at have kamera ved hånden og ikke kun have giga apparat på 214 kg - samt at have kontaktmulighed, når jeg (en sjælden gang) er på farten. Er IKKE OK at nasse opkald fra fremmede hver gang jeg er på sygehus/ude at handle/på kursus m.v.
Overhovedet ingen ændring ... eller signal. ;)
★ Bruge færre penge *host*
Blev lige modsat!
Så i 2014 har jeg kun dette ene forsæt: Komme forbi level fucking 350 i Candy Crush! ;)
Godt nytår ... ses vi i 2014?
Etiketter:
blog,
dyreverdenen,
hverdag,
højtid,
it's-personal,
Samsara,
Sekhmet,
Shakira,
Sipzap,
Supaya,
Zazen
fredag den 20. december 2013
Kitty spam
Beklager tavsheden, der har plaget bloggen denne uge. Ligger stadig syg og har været så heldig at tage bonusrunden, hvor den langvarige penicillinkur nu har givet mig svampeinfektion oveni. :/ Pillerne jeg skal tage mod det har interaktioner med fire af mine andre medikamenter, men jeg har talt med lægen og er NØDT TIL at tage dem alligevel. Føler mig som noget, der hører hjemme på Kommune Kemi!
I tirsdags var vi hos dyrlægen med Sekhmet, Myrledyret og Samsara. Riraen skulle bare have sin vaccine, men Sekhmet er ikke rask endnu og det viser sig, hun har skab! Yum! Og Myrledyret har igen fået parasitter. *Sigh* Vi er en sølle flok disse dage.
Men nu får I lige lidt kitty spam herfra.
Først et billede af Zazzebergen, der i går var dagens fanbillede hos Best Friend. Smut gerne ind og smid ham et like! :)
Og så den opdaterede version af syvmåneder gamle Zazen. Åh ja - livet er lige til at holde ud!
Cleo: "Say cheese, punk!"
"Cheese punk!" (NB: Bemærk lige Zazens fine bandana! :)).
HG med Rira (der ser mindre heldig ud). Dyrlægen har erklæret hende rask trods hendes længerevarende Hide'n'seek-tur og hun har fået den årlige vaccine. Nu skal hun bare have lidt sul på kroppen igen.
Kira-pigen og jeg hygger. :)
Sekhmet for 11 dage siden, lige da hun kom.
Og til sidst lille Sekhmet, der stadig ikke er helt på toppen, men i det mindste kan se ud af begge øjne og trække vejret helt ned i lungerne. :) Hun går nu frit sammen med hele flokken, men er lidt forsigtig. De andre er lidt farlige og Moar er stadig den bedste i verden. :)
I tirsdags var vi hos dyrlægen med Sekhmet, Myrledyret og Samsara. Riraen skulle bare have sin vaccine, men Sekhmet er ikke rask endnu og det viser sig, hun har skab! Yum! Og Myrledyret har igen fået parasitter. *Sigh* Vi er en sølle flok disse dage.
Men nu får I lige lidt kitty spam herfra.
Først et billede af Zazzebergen, der i går var dagens fanbillede hos Best Friend. Smut gerne ind og smid ham et like! :)
Og så den opdaterede version af syvmåneder gamle Zazen. Åh ja - livet er lige til at holde ud!
Cleo: "Say cheese, punk!"
"Cheese punk!" (NB: Bemærk lige Zazens fine bandana! :)).
HG med Rira (der ser mindre heldig ud). Dyrlægen har erklæret hende rask trods hendes længerevarende Hide'n'seek-tur og hun har fået den årlige vaccine. Nu skal hun bare have lidt sul på kroppen igen.
Kira-pigen og jeg hygger. :)
Sekhmet for 11 dage siden, lige da hun kom.
Og til sidst lille Sekhmet, der stadig ikke er helt på toppen, men i det mindste kan se ud af begge øjne og trække vejret helt ned i lungerne. :) Hun går nu frit sammen med hele flokken, men er lidt forsigtig. De andre er lidt farlige og Moar er stadig den bedste i verden. :)
Etiketter:
Cleo-the-cat,
dyreverdenen,
hverdag,
Samsara,
Sekhmet,
Shakira,
sundhed og sygdom,
Supaya,
Zazen
mandag den 2. december 2013
Det der eBay, eggåz ...!
Det ér sgu da for fedt! Har fuldstændig fortabt mig, efter i mange år at have nægtet at købe noget af frygt for at blive snydt, dumme mig eller lignende.
Jeg postede for noget tid siden et billede af et par støvler, som var mit første køb. Jeg var lidt spændt på, om de blev nuppet i tolden, for de var liiiige et par kroner over grænsen for, hvor meget man må bestille for. Men de dukkede op for nogle uger siden. De er skønne, smukke, varme, henrivende ... og for små! ;/ Lidt malurt i bægret. Kom til at bestille dem i 38 i stedet for 39 - og det anbefales tilmed, man bestiller dem et nummer større end normalt. Så jeg skulle have bestilt en 40! Jeg har overvejet, om jeg skulle sælge dem, men de er så fiiiine. Måske kan jeg godt udholde trykkede fødder i korte perioder. Er trods alt vant til konstante smerter i fusserne. ;)
Derudover har jeg bestilt et par halskæder. Tror, jeg betalte omkring 60 kr. for tre. Desværre er den ene i stykker, men sælger skulle være pålidelig og har da også svaret på min mail - skal bare have sendt et billede af den ødelagte kæde.
Mit næste mål er at kaste mig over auktionerne ... der er bare lige den detalje, at jeg liiiige skal have nogle penge først. Pga. dyrlægeregninger, HGs udredning hos psykiater og billetter til fastlandet, er vores budget for sidste måned overskredet med omkring 5000,-! Vi har levet af flaskeboner og penge for de ting, jeg har fået solgt på bloggens facebookside og salgssider for øen. Til gengæld har det også været skønt at sælge ud af de ting, man ikke bruger og se folks glade ansigter, når de kommer for at hente det, de har budt på. :) Det er skønt, der bliver plads (har tøj liggende i str. 32-44 pga. elevatorvægt! Men jeg ved jo godt, jeg aldrig, ALDRIG kommer i en 32 igen ... og forhåbentlig heller ikke en 44; selvom det desværre er mere sandsynligt). Nu er Mumi ting jo også ved at blive fordelt, så pludselig kommer der også nyt til skabene. Hun venter stadig på plejehjemsplads, men vi tror ikke, hun når at få en, før det er slut. Hun døjer meget med sit hjerte og er træt. Træt og søvning, træt af sygdom, træt af livet.
Hvis du står og mangler en billig kjole til julefrokosten eller nytårsaften, parfume eller makeup, så husk at tjekke bloggens fb-side. Der er stadig meget til salg og jeg har ikke engang fået lagt alt ind.
Hvis du er interesseret i en af halskæderne sælges de flere steder på eBay. Mine er købt her
Jeg postede for noget tid siden et billede af et par støvler, som var mit første køb. Jeg var lidt spændt på, om de blev nuppet i tolden, for de var liiiige et par kroner over grænsen for, hvor meget man må bestille for. Men de dukkede op for nogle uger siden. De er skønne, smukke, varme, henrivende ... og for små! ;/ Lidt malurt i bægret. Kom til at bestille dem i 38 i stedet for 39 - og det anbefales tilmed, man bestiller dem et nummer større end normalt. Så jeg skulle have bestilt en 40! Jeg har overvejet, om jeg skulle sælge dem, men de er så fiiiine. Måske kan jeg godt udholde trykkede fødder i korte perioder. Er trods alt vant til konstante smerter i fusserne. ;)
Derudover har jeg bestilt et par halskæder. Tror, jeg betalte omkring 60 kr. for tre. Desværre er den ene i stykker, men sælger skulle være pålidelig og har da også svaret på min mail - skal bare have sendt et billede af den ødelagte kæde.
Mit næste mål er at kaste mig over auktionerne ... der er bare lige den detalje, at jeg liiiige skal have nogle penge først. Pga. dyrlægeregninger, HGs udredning hos psykiater og billetter til fastlandet, er vores budget for sidste måned overskredet med omkring 5000,-! Vi har levet af flaskeboner og penge for de ting, jeg har fået solgt på bloggens facebookside og salgssider for øen. Til gengæld har det også været skønt at sælge ud af de ting, man ikke bruger og se folks glade ansigter, når de kommer for at hente det, de har budt på. :) Det er skønt, der bliver plads (har tøj liggende i str. 32-44 pga. elevatorvægt! Men jeg ved jo godt, jeg aldrig, ALDRIG kommer i en 32 igen ... og forhåbentlig heller ikke en 44; selvom det desværre er mere sandsynligt). Nu er Mumi ting jo også ved at blive fordelt, så pludselig kommer der også nyt til skabene. Hun venter stadig på plejehjemsplads, men vi tror ikke, hun når at få en, før det er slut. Hun døjer meget med sit hjerte og er træt. Træt og søvning, træt af sygdom, træt af livet.
Hvis du står og mangler en billig kjole til julefrokosten eller nytårsaften, parfume eller makeup, så husk at tjekke bloggens fb-side. Der er stadig meget til salg og jeg har ikke engang fået lagt alt ind.
Hvis du er interesseret i en af halskæderne sælges de flere steder på eBay. Mine er købt her
mandag den 18. november 2013
Lykkeligt uvidende
Prøv lige at se her ...
Åh, det er et syn, der giver mig den sorte samvittighed! Jeg føler mig som den ledeste forræder, for mens Kira-pigen og Zazzeberg ligger lykkeligt uvidende og dovner den, nærmer morgendagen sig, hvor den står på neutralisation og øremærkning. Og selvom det er nødvendigt og til deres eget bedste, så gør det lidt ondt på moar ...
Dagen i dag har ellers (igen) stået i rengøringen og omrokeringens tegn. Det går lidt langsomt disse dage, fordi jeg har mere ondt end ellers og HG har det ikke så godt psykisk med sin sygdom pt. Men jeg har fået gjort rent i soveværelset, vasket gardinerne derinde og gjort klar til at få nogle af de ting hængt op, som lå i Mumis gemmer og nu skal bo her. Nu ligger jeg på langs med min varmehandske fra Julie P. Den er SÅ skøn! Når nu medicinen ikke kan få bund i smerterne, er det skønt bare at ligge med den og få gennemvarmet kroppen. Da det primært er skuldre, nakke, hofter og lænd jeg har ondt i disse dage, har jeg vendt handskerne på vrangen og lagt dem på de forskellige steder. Jeg var i tvivl om, hvorvidt det ville hjælpe og selvom det ikke funger ligeså godt som når man bruger den til hænderne, har det en effekt. Så nu ligger jeg her og prøver at tage mig sammen til at vågne af min smådøs. Må IKKE sove - har problemer med at sove om natten for tiden, så jeg skal ikke ligge og sove nu. Især ikke, når jeg skal meget tidligt op i morgen og til dyrlæge med de to bananfluer (sorry moars pelsklumper!).
Åh, det er et syn, der giver mig den sorte samvittighed! Jeg føler mig som den ledeste forræder, for mens Kira-pigen og Zazzeberg ligger lykkeligt uvidende og dovner den, nærmer morgendagen sig, hvor den står på neutralisation og øremærkning. Og selvom det er nødvendigt og til deres eget bedste, så gør det lidt ondt på moar ...
Dagen i dag har ellers (igen) stået i rengøringen og omrokeringens tegn. Det går lidt langsomt disse dage, fordi jeg har mere ondt end ellers og HG har det ikke så godt psykisk med sin sygdom pt. Men jeg har fået gjort rent i soveværelset, vasket gardinerne derinde og gjort klar til at få nogle af de ting hængt op, som lå i Mumis gemmer og nu skal bo her. Nu ligger jeg på langs med min varmehandske fra Julie P. Den er SÅ skøn! Når nu medicinen ikke kan få bund i smerterne, er det skønt bare at ligge med den og få gennemvarmet kroppen. Da det primært er skuldre, nakke, hofter og lænd jeg har ondt i disse dage, har jeg vendt handskerne på vrangen og lagt dem på de forskellige steder. Jeg var i tvivl om, hvorvidt det ville hjælpe og selvom det ikke funger ligeså godt som når man bruger den til hænderne, har det en effekt. Så nu ligger jeg her og prøver at tage mig sammen til at vågne af min smådøs. Må IKKE sove - har problemer med at sove om natten for tiden, så jeg skal ikke ligge og sove nu. Især ikke, når jeg skal meget tidligt op i morgen og til dyrlæge med de to bananfluer (sorry moars pelsklumper!).
Kys til alle jer lovebugs, der følger med - og mange, mange tak for den store interesse og de mange begejstrede tilkendegivelser for mine adventsgiveaways. I kan godt glæde jer, for den bedste er gemt til sidst! ;-*
Etiketter:
blog,
hverdag,
it's-personal,
Shakira,
sundhed og sygdom,
Zazen
Abonner på:
Opslag (Atom)







.jpg)








8.jpg)









6.jpg)
