MISstemning?

Okay, måske er det bare mig, der har for meget tid til spekulationer i disse 'benløse' dage, men jeg kunne altså ikke lade være med at grine, da jeg kiggede et par af mine albums igennem ... mon nogen herhjemme prøver at fortælle mig, de er utilfredse med noget? ;)

Og forsøger man at fremtvinge et smil, ja såeh ... virker det ligesom bare lidt forceret. ;)

  

 

Har du et favoritbillede, så smid gerne din mening i en kommentar. :)

Wise word of the week #2 ... En afsked til vores Clicker Clacker

De smukke ord er forfattet af Mary Elizabeth Frye - læs mere HER

Det er ord, jeg altid har holdt meget af og som - desværre - blev meget relevante, da vi i nat mistede vores højtelskede Clicker Clacker. Til maj ville Cleo have rundet de 16 år og vi nåede at have hende i vores liv i to år, hvor hun bragte mange eventyr, oplevelser og venskaber med sig. Du kan læse om hele Cleos liv og eventyr (og finde TV-indslaget om hende HER)

Cleo fik en hjerneblødning og udåndede i armene på HG og jeg ved 01.30-tiden i nat. Vi valgte at køre hende til vagtdyrlægen og sikre os, vores formodning var rigtig og hun forkortede processen. Cleos kropstemperatur var dog allerede faldet drastigt, da vi nåede frem til dyrlægen. Cleo var en sejlerkat, der har tilbragt mange år af sit liv på havene med sine tyske forældre, derfor synes jeg at billede øverst i indlægget var yderst passende.

Pga. retssagen, flytning af Mumi til plejehjem, og nu, Cleos død, har vi haft nogle yderst turbulente og hårde dage, så det er muligt, her bliver stille for en kortere tid, indtil vi får afrundet det hele med advokat samt Mumi sikkert flyttet til sit nye hjem ...

Les misérables

Det er blevet en lidt træg start på det nye år. Meget læsning - ingen skrivning. Det kniber stadig med at ramme tasterne, så det er primært en hurtig update herfra; den er skrevet over flere omgange og endt med at blive noget lang, men jeg håber, I alligevel vil læse med.

Siden midt i december har jeg haft mega attak ... Synsudfald, som godt nok kun varer få sekunder, men hold kæft, hvor når man at tænke meget på de 4-5 sekunder, hvor man er midlertidigt blind. Blandt andet, om man nogensinde kommer til at se igen! Der har også været tabt høresans på venstre ører. Modsat synet, har det godt kunnet tage timer, før hørelsen kom igen. Jeg har haft mange spasmer, men også føleforstyrrelser, hvorfor jeg ikke får skrevet. Det tager simpelthen syv lange og syv bredde at skrive få sætninger og efterfølgende føler jeg mig som en maratonløber, der endelig er kommet i mål. En morgen fik jeg en decideret lammelse af venstre ben. Jeg var vågen og havde ligget nogle timer og læst og skulle på toilettet. Idet jeg rejser mig, går det op for mig, benet er savet over ved knæet og jeg falder lige så lang jeg er. Jeg har mange uheld, hvor jeg brænder mig, går ind i dørkarme, smækker døre i hovedet på mig selv etc. Jeg synes konstant at ligne et offer for alvorlig hustruvold eller selvbeskadigelse! (Ja, det er det jo på en måde også, men ikke bevidst. ;)).

I går trak min mor mig så til lægen. Godt gået at være 32 år og blive revet til læge af sin moar! Men hvor er jeg glad for, hun gjorde det ... Jeg har skiftet læge, så HG og jeg nu har den samme og han har lovet, vi nok skal komme til bunds i dette her. Det viser sig også, at da jeg var til neurolog sidste år, var det til udredning for epilepsi(?!) Åbenbart er mine rysteture/kramper/spasmer blevet totalt misforstået, hvilket også var skyld i, jeg røg indenom to andre læger, før jeg havnede hos neurologen. Nu skal jeg i første omgang til øjenlæge. To dage senere skal jeg så retur til egen læge, som jeg regner med sender mig til MR-scanning, neurolog og ny rygmarvsprøve.

Da HG oveni har været ophængt pga. sin retssag (en tvist i pensionskassen, der nægter at udbetale en pensionssum), er alt gået af helvede til for at sige det mildt. For dem der ikke ved det, har min HG Asperger og en afart af skizofreni, så der er perioder, hvor vi er ret hårdt spændt for herhjemme. De sidste måneder har været en af dem. Min skønne far tog med HG til retssagen i Kbh. HG lukker helt ned, når han bliver stresset og konfronteret med sin sygdom og da jeg lå på langs, trådte mine søde forældre til. Hvordan viser man så lige sin taknemmelighed? Min far er over 70 og min mor nærmer sig 60. Derudover er hun stærkt handicappet af en scoliose, der skruer hendes ryg så meget, at hun har været under observation i sine unge dage, da man frygtede, ribbenene kunne punktere hendes hjerte. Hun har aldrig ladet det stoppe sig, men hendes krop kan ikke holde til så meget og hun BØR tage den med ro. Men trods syg- og alderdom, er de ukuelige. Min far tog med HG og min mor var standby ved min side, i tilfælde af, jeg skulle transporteres til skadestue eller lå på stuegulvet og skulle fejes op.

Mht. Mumi er der også nyt. Midt i februar flytter hun på det plejehjem, vi ønskede hun kom på. Hun har fået en fin lille bolig med udgang til have, havudsigt og med hund og kat, der tilhører plejehjemmet og kommer og går hos de beboere, der måtte ønske det (katten blev fundet under orkanen Bodil, og da dyreklinikken ellers skulle aflive den halvstore killing, tog plejehjemmet imod den). Jeg tror, det vil betyde alverden for Mumis  livskvalitet, da hun er meget dyreglad. Det betyder dog, at mine forældre har travlt med at få tømt og solgt hendes hus. Det stresser, at det endnu ikke er solgt, for hun har ikke økonomien til at betale både hus og plejehjem. Det giver mange søvnløse nætter for især min mor. Mumi har efterhånden helt mistet begrebet om sig selv. Hun kan ligesom ikke placere sig selv i verden - hun ved ikke rigtig, hvem hun er, hvor gammel hun er og hvor hun er. Hun tror, Mossie (min mor) er hendes mor, så alle beslutninger omkring hende skal tages af os pårørende.

Så alt i alt kunne man måske godt betegne os som de elendige ... men det forunderlige er, at det gør jeg ikke selv! Jeg skriver det ikke for at få medlidenhed og jeg ved, det kan lyde som de vildeste overdrivelser, men det er mit liv og det er sandhed.

Og trods modgangen, finder jeg noget smukt i næsten hver dag. Trods smerter og synsudfald, spasmer og usikker fremtid, glæder jeg mig til dagen i morgen og dagene efter det. Jeg oplever stadig øjeblikke hver dag, hvor jeg siger til mig selv: "Dette øjeblik ville jeg ikke have været foruden". Størstedelen skyldes min familie - at være omgivet at mennesker, der har så meget kærlighed og forståelse for mig og min situation. Selvom jeg ikke kan aflaste mine forældre ved at besøge Mumi pt., selvom jeg ikke kan hjælpe med nedpakning og flytning, forstår de mig og accepterer, det er sådan det er. Mine dyr er kilde til enorm stor glæde for mig og er dem, der giver mig livskvalitet. Hver især rummer de egenskaber, som gør, de er betyder noget forskelligt for mig. Phoeba er mit lille pervedyr, der voldtager sit legetøj og konstant slikker en af de andre i røven - hun er en tegnefilmfigur på speed og man kan ikke andet end at le ad hende. Frik er mest HGs hund, men hun er også min lille Delle-du-bedårenhed. Når hun kigger på mig med sine store Lady-øjne, kan intet ondt ramme mig. Cleo er min lille vogter, der våger, når jeg har dårlige perioder. Hun ligger ved min side, eller oven på mig, men synes altid instinktivt at vide, hvor hun ikke skal træde, så hun gør mig fortræd. Sipzap er eventyreren, der kommer ind fra sin jagt om natten; hun vækker mig for at fortælle, hun er hjemme, og lægger sig ved min side og spinder til jeg falder i søvn. Hun går lydløst rundt på sine store løvepoter og holder sammen på hele flokken. Myrledyret er min lille klovn; uanset hvor dårlig dagen er, kan hun altid få mig til at le. Hun er katten, der hænger i gardinerne, headerbanger til musik, hendes døve ører ikke kan høre og smider sine legemus højt op i luften, hvorefter hun springer efter dem med dybe vræl. Samsara er mit lille smertebarn, der altid gør mig bekymret - men samtidig kan ingen bringe mig glæde som hende. Hun er et sart lille væsen, der samtidig kan være som trold af en æske, der springer op og laver ulykker. Min smukke, sarte pige. Shakira er min store kærlighed, mit lille dukkebarn. Som husets kælepot er hun altid i favnen på en af os, ligesom hun elsker alle de andre ubetinget og nysser med enhver. Under mine lange sengeliggende perioder, bliver hun aldrig træt af dynerne, men ligger og hygger ... med mindre TV'et kører, for så skal hun altså jage hver en bevægelse. Zazen er husets enlige hane. Han tror, han er konge over hele verden og betragter uden tvivl os allesammen som sine slaver. Han vokser - STADIG - og er nu lige så stor som Sipzap! Han vejer over seks kilo og jeg kan ikke forstå, han er den lille gumpefis, der lå i min hånd og fik sutteflaske ... Og så er der vores Sekhmet-mus. Hun er endelig ved at komme ud af sin skal og begynder at gøre forsøg på at lege med de andre og vise os, hvem hun er. Hun er en meget forsigtig pige, men samtidig den eneste, Zazen viser respekt. Der er ingen tvivl om, han ved, hun er hans mor! Hun har de smukkeste, mandelformede øjne, som sender varmebølger gennem hele kroppen, når hun kigger på én ... Som I måske også har bemærket, er hun kommet på med billede ude i sidebaren. Hun er stadig ikke helt rask og der er stadig meget arbejde at gøre, men tingene bliver bedre for hver dag.

Men det er jo sådan set hele bloggen, der har fået en ny makeover. Nu ved jeg ikke, om nogen af jer har været herinde i min lange fraværsperiode, men i så fald, har I måske set forandringerne, der er fundet langsomt sted. Der er stadig nyt på vej, men indtil videre bliver det nok, som det er. Der er nu også kommet link til min shop, hvor I kan købe nyt og gammelt, som skal videre til nye hjem og sprede glæde. Jeg har stadig en lang række items, der venter på at blive lagt ind, så husk at kigge ind med mellemrum! Der er alt fra tøj, sko og smykker, til wallstickers, billeder og bøger. Priserne er ændret, så portoen nu er indberegnet i varen, så den pris I ser på hovedsiden er altså inklusive fragt.

En del af bloggens nye udseende skyldes også, jeg overvejer at ændre lidt på konceptet herinde. Jeg regner med, der vil komme mere fokus på læsning og litteratur samtidig med at hovedvægten, som den plejer, er dyrene og min hverdag. Jeg har slettet boganmeldersiden, da nye anmeldelser vil komme her på hovedbloggen samt Goodreads, der nu har fået link til jer, der måtte ønske at følge mig. I må meget gerne adde mig som ven, da jeg elsker at følge med i andres anmeldelser og læsevaner.

Jeg håber, I fortsat vil følge med herinde og I må meget gerne lægge kommentarer - måske går der lidt, før jeg kan svare og måske bliver det lidt småt med indlæggene her i starten, men I og bloggen er altid med mig, ligger mig altid på sinde og bringer mig daglig glæde. Tak for alle de søde kommentarer, mails og breve, jeg har fået under mit fravær - de har betyder alverden!

Kitty spam

Beklager tavsheden, der har plaget bloggen denne uge. Ligger stadig syg og har været så heldig at tage bonusrunden, hvor den langvarige penicillinkur nu har givet mig svampeinfektion oveni. :/ Pillerne jeg skal tage mod det har interaktioner med fire af mine andre medikamenter, men jeg har talt med lægen og er NØDT TIL at tage dem alligevel. Føler mig som noget, der hører hjemme på Kommune Kemi!

I tirsdags var vi hos dyrlægen med Sekhmet, Myrledyret og Samsara. Riraen skulle bare have sin vaccine, men Sekhmet er ikke rask endnu og det viser sig, hun har skab! Yum! Og Myrledyret har igen fået parasitter. *Sigh* Vi er en sølle flok disse dage.

Men nu får I lige lidt kitty spam herfra.

Først et billede af Zazzebergen, der i går var dagens fanbillede hos Best Friend. Smut gerne ind og smid ham et like! :)

Og så den opdaterede version af syvmåneder gamle Zazen. Åh ja - livet er lige til at holde ud!

Cleo: "Say cheese, punk!"

"Cheese punk!" (NB: Bemærk lige Zazens fine bandana! :)).

HG med Rira (der ser mindre heldig ud). Dyrlægen har erklæret hende rask trods hendes længerevarende Hide'n'seek-tur og hun har fået den årlige vaccine. Nu skal hun bare have lidt sul på kroppen igen.

Kira-pigen og jeg hygger. :)

Sekhmet for 11 dage siden, lige da hun kom.

Og til sidst lille Sekhmet, der stadig ikke er helt på toppen, men i det mindste kan se ud af begge øjne og trække vejret helt ned i lungerne. :) Hun går nu frit sammen med hele flokken, men er lidt forsigtig. De andre er lidt farlige og Moar er stadig den bedste i verden. :)

Kattedrama på matriklen

Zazen er virkelig begyndt at få fart i rumpen - han er bare overalt; og det til Cleos store frustration, da hun er bange for, han skal gå i HENDES mad. Sover han, kan de sagtens være venner - især fordi hun så kan daske til ham, uden han reagerer.

Her til aften var jeg væk fra min tallerken to sekunder og straks sad der en killing og sugede pasta på ægte Disney-manér!

Det er vist, hvad man kan kalde 'taget på fersk gerning!'.

 

 

Hvad Cleo angår, gør situationen hende lettere rundtosset:

Berømte katte

Verden vrimler med berømte katte. Dog er det ofte i tegnefilm eller -seriernes verden, de forefindes. Katte som Garfield, Tom (& Jerry), Felix the cat, Den Bestøvlede Kat, Mis med de blå øjne og mange, mange andre har beriget ikke bare min barndom, men også mit voksenliv.

Ja, min kattefascination har altid været stor, men man behøver ikke kun lede i eventyrets verden for at finde berømte katte. De sidste år har sociale medier som YouTube og Facebook fostret flere katte-celebs og her får I tre, som jeg bare elsker!

Grumpy Cat: Ville du ikke bare elske at eje hende?

Jo! c",) Du læste rigtigt: Grumpy Cat er en hunkat, selvom de fleste (i hvert fald jeg) sikkert tænker på Grumpy som en han. Grumpy Cat, hvis rigtige navn er Tardar Sauce, har faktisk kun været kendt siden september 2012, hvor der blev postet et billede af hende på nettet. Siden er interessen for hende eksploderet og der er ikke grænser for, hvad der fås af Grumpy Cat merchandise.

Venus the two-faced cat:

Flere steder på nettet er billeder af Venus blevet kaldt fup og photoshoped, men den er altså god nok! Ligesom vores Myrledyr, har Venus forskelligfarvede øjne. Derudover har hun dog også dette spektakulære farveopdelte ansigt, ligesom også hendes knurhår har forskellige farver alt efter, hvilken side af ansigtet de sidder på. Du kan bl.a. finde Venus på Facebook og YouTube.

Til sidst er her Yoda the cat:

Yoda har en medfødt lidelse, der gør, han er født med fire ører. Yodas ejere fik tilbudt denne specielle killing på en bar. Da hans ejeres søn postede et billede af ham på nettet, eksploderede interessen for ham. Du kan se og høre mere til Yoda på YouTube.

Til sidst vil jeg da ikke undgå at kaste opmærksomheden på vores egen Cleo-the-cat. Hvorfor hun er speciel, kan du læse her!

New in

Posten har travlt i disse dage; for der er kommet så mange pakker her til adressen. Og ikke én eneste af dem har kostet mig en krone. Catjiiiing og tak! c",)

Først og fremmest har jeg modtaget min første Buzzadorpakke - yay! Glæder mig til at få prøvet produkterne og få fine, glatte sommerben.

Dernæst har jeg endelig fået bestilt sko for det gavekort, jeg vandt for en del måneder siden. Da vi kon hjem fra hospitalet i går, stod de og ventede på mig.

Men Cleo har også fået post ... og ikke bare post, men flaskepost! Fanmail in to Cleo. P. og M. sendte nemlig en hilsen fra Hammershus, så Cleo har tilbragt dagen i sin rede med at læse.

I går fik jeg også shoppet en lang række items, som længe har manglet. Og for en gang skyld røg der også lidt ekstra i kurven, så nu er der nye smykker, undertøj, nattøj, toppe, T-shirts, jeans og en ugle mere til samlingen.

  

Ellers ved jeg ikke, hvad det er med mig for tiden. Men hjerne er slukket og jeg kan ikke sætte to ord sammen. Jeg vil gerne skrive, men alt, der kommer ned på papir eller tastatur virker så uinspireret og uinspirerende. Det er skideirriterende at mangle det dér drive, energien, der gør at ordene bare strømmer ud. Jeg håber, at sommersol og ferie hjælper på tankerne og inspirationen, så jeg slipper for at sidde og hakke i det som en andenklasseselev.

Udover de sproglige problemer, driller også teknikken for tiden. Blogspot er en krig om at uploade mine billeder og nogle gange må jeg helt opgive, gemme indlægget og vende tilbage senere og håbe, at nu dur det. Der har været et par dage, hvor det bare kørte og jeg tænkte 'thank God!! Nu er det overstået', men så i dag: Guess again! :( Jeg skal også vænne mig til mit nye kamera; som I kan se er flere af billederne pænt slørede. Pis altså. Generelt er i dag bare en ommer. En virkelig ommer. Vågnede klokken lort og var stadig træt, men kunne ikke sove. Har ikke haft energi til at foretage mig noget, men alligevel for meget til ikke at foretage mig noget, så hele dagen har været et sært limbo, hvor jeg har følt mig som manden, der ikke kunne finde ud af, om han skulle sove med skægget over eller under dynen. Har drysset planløst rundt, er gået hen for at sove, rejst mig igen, forsøgt at foretage mig noget fornuftigt, nikket fra og startet forfra. Nu håber jeg på en god nattesøvn og en mere fornuftig dag i morgen!

Lad mig ikke miste dig ...

En aften fuld af uro. Jeg kan mærke, jeg er på vej ind i et attak; har fået kramper (omend milde) og måttet tage ekstra medicin. Om det er pga. det, jeg føler mig mere hudløs, skal jeg ikke kunne sige ... men jeg er blevet bange for, Cleo måske ikke har længe igen. Jeg ved godt, man ikke kan forvente meget af en kat på 15, men det gør ikke tanken om hendes afgang lettere. Slet ikke efter at have mistet Vips. Jeg savner stadig min Vipsepige hver dag og kan ikke se billeder eller film med hende uden at græde, selvom det snart er to år siden hun døde. I mine arme.
          Cleo minder så meget om Vips. Og måden vi fik hende på gør, mit forhold til hende er så intenst. Men hun er begyndt at kaste op. For et par måneder siden, havde hun en uge, hvor hun kastede op mindst én gang om dagen, men da hun i stressede perioder river pels af sig selv, gik vi ud fra, det var derfor. Også fordi hun jo kastede pels op. Så holdt det op, men nu er hun begyndt igen. Ikke hver dag, men får hun andet end tørkost, kommer det op næsten hver gang. Vi har trukket den med dyrlægen, fordi det stresser hende så slemt hver gang. Sidst var jeg sgu bange for, hun skulle få et bommesislag af ren ophidselse. Lige nu ligger hun i lænestolen og snorker højlydt og ser så fredfyldt ud ... og jeg hyler, mens jeg sidder og hører "Fields of Gold" med Eca Cassidy (måske heller ikke vildt velvalgt sang, hvis man i forvejen er grådlatent). Hvorfor skal jeg altid tro det værste? Hvorfor siger jeg, jeg ikke er overtroisk, når jeg egentlig er bange for at tænke positivt, fordi jeg er sikker på, det hævner sig? Og hvorfor skulle hun komme ind i mit liv så sent?

Puh, er overtræt. Og overhysterisk. Vågnede mindst 125 i nat og trænger til søvn. Vil gå i seng snart, da vi skal op til fødselsdag i morgen (der også er dagen, jeg trækker en vinder af Peter Plys-sættet). Gaven er ikke dukket op. Men Miinto har lovet, den er på vej (med Post Danmark denne gang) og har sendt et gavekort på 300,- som undskyldning for roderiet med ordren. Manglede også bare! Det er 16 dage siden, jeg bestilte den og jeg har brugt SÅ mange timer på at råbe dem op, før de har reageret. Desværre er jeg meget konfliktsky, en håbløs pleaser og elendig til at komme ud med mit raseri med mindre det er på skrift. Men nu er der dog et plaster på såret ... synes bare, det er ærgerligt, når mine brødre kommer hele vejen hjem for at deltage i fødselsdagen, at de så ikke får set den gave, de har postet penge i.

Vil smide mig på sengen med min lille tyske plyspige, kramme hende og bede til alt, hvad der kunne findes derude af højere magter om at lade mig beholde hende ... bare lidt endnu!

Den zoologiske herhjemme

På opfordring kommer der nu et indlæg om de dyr, der pt. residerer adressen. Da vi har mistet to katte til alderdom/sygdom og jeg også af og til har haft mine forældres dyr på bloggen, har der været lidt forvirring om, hvilke og hvor mange dyr, vi egentlig har. Så her kommer en introduktion:

Her er den hurtige oversigt. Disse seks perler gør hver dag livet herhjemme stærkt underholdende samt - af og til - lidt af en prøvelse.

Vi starter med alderspræsidenten, Cleo. Øverst ser I hendes fulde navn, nedenunder hendes kæle- og kaldenavn, hendes oprindelse og hendes fødselsår.
          Cleo min Cleo. Min Clicker Clacker-pige ... som på sin vis slet ikke er min. Der skal mange sider til, for at fortælle om Cleo og det er også derfor, hun har sin egen fane. Her på billedet hviler hun ud, efter vi fandt hende på havnen d. 6. januar sidste år. Et dyrlægetjek viste sig at indeholde en hel del overraskelser: For det første havde hun ikke tage skade af sit længerevarende ophold (der senere vist sig at have været godt et halv år) på den kolde havn. Dernæst viste det sig, hun slet ikke var hjemløs! Og ikke nok med det - hun stammede fra Tyskland. Cleo satte himmel og hav og folk omkring hende i bevægelse. Fordi hun var chippet, kunne vores dyrlæge finde frem til de tyske ejere, der kunne fortælle endnu en overraskende nyhed: Cleo var ca. ti år ældre, end vi (og den danske dyrlæge) havde regnet med.
          Efter to måneders pleje hos os, vendte Cleo hjem til Tyskland. Nu er hun som bekendt tilbage - for good! Den lange historie (og f.eks. hvorfor hun har fået sit kælenavn) kan læses under hendes fane og TV-indslaget om hende ses her
          Cleo har bragt så mange eventyr med sig og vil - som vores nu afdøde Vips - altid have en særlig plads i mit hjerte. Hvis eventyr virkelig eksisterer, ER Cleo det.

En Clacker-lacker-lækker pige

Phoeba, Phoeba, min lilleræv, min diva. Husets hersker og store ego. Phoeba har et ego, jeg aldrig før har mødt. Hun er meget glad for sig selv ... og numser! Alle andre dyrs numser er yderst interessante. Det samme gælder for øvrigt for mennesker. Hun er Cairn Terrier (med stamtavle), men vi fik gevaldigt afslag i prisen pga. giga underbid og knækører - hvilket efter min mening er det, der giver hende karakter og gør hende charmerende. Hun har den smukkeste røde farve og sorte maske og ører, som dog ikke rigtig ses her. Hun fylder snart ni år og fylder godt i hjemmet, Livet ville bare være kedeligt uden en Phoeba. Jeg tror selv vores oldebørn vil vide, hvem Phoeba var. :) Elsker dette billede, hvor hun ligger på min bog inde i sengen og bare er så smuk.
          Den store vittighed her i huset, er at omtale Phoeba, som er hun en person: Når jeg snakker (og skriver) med familien, starter samtalen altid med at forhøre sig om, hvorledes Phoeba behager at befinde sig. Og når jeg ringer til dem, er jeg Phoeba (der har sin egen tegneseriestemme). Tilladelse til besøg i hjemmet, skal afgives af Phoeba.  
          Phoeba har altid 'frygteligt store smerter' - denne vittighed kommer sig af, at Phoeba altid græder (hun har naturligvis ikke reelle smerter). Hun græder når hun er sulten, når hun keder sig, når hun er træt, når hun vil kæles, lege, have opmærksomhed m.v. Men joke går altså på hendes 'store smerter', der stammer fra 'Phoebamyalgi (fra 'fibromyalgi') og kun kan udbedres ved godbidder - som f.eks. en flæskesteg og et par kikseruller. Phoeba har sin egen Facebookprofil, for 'alle sine fans', og hvor man kan læse, hun er biseksuel (hun er meget sexfikseret!) og er i åbent forhold. Desuden er hun uddannet i 'ANALogi' (jfr. hendes numseinteresse) ved universitetet i 'Phoebadelphia'. 
          Vi laver grin med, at Phoeba er så smuk så smuk og har ondt af resten er verden, der er så forfærdelig grim. Hvis hun kunne tale, ville hun om de andre dyr sige: 'Puha - ud i skraldespanden med det!' Og det selvom hun i virkelighed holder meget af dem alle og er dem svært hengiven.

Rævlerier en masse

  

Næste skud på den skæve stamme, er Sipzappen, der har mange kælenavne. Det mest ucharmerende er 'Pruttie' eller 'Pruttepigen'. En udeforstående kunne måske foranlediges til at tro, at det skyldes en anselig mængde tarmgas, men trods det at hun kan lægge en utroligt imponerende arm i kattebakken (der medfører følgende udbrud, for den der finder den: "Alarm, alarm - en Sipzap-arm!"), skyldes navnet i virkeligheden, at hun var så bette, da hun var killing. Normalt bliver Maine Coons meget store, og Zappen var så lille. Vi var sikre på, hun aldrig ville blive stor, hvorfor hun fik navnet 'Lille prut'. Hun er dog i den grad kommet efter det med størrelsen og gik (på vores gamle vej) under navnet 'Kæmpekatten fra nr. 23'. Da vi dengang boede ud til en cykelsti, kunne vi nogengange sidde i haven og høre sjove kommentarer, når Sipzappen var løs på matriklen: "Se! En GIGA kat!" ... "Det var ikke en kat, det var en ræv!"

          Sipzap er en meget velopdragen pige, som alle de andre dyr kan med. Der er ingen, der ikke kan lide Sipzap. Hun kan godt 'forsvinde' lidt i menageriet herhjemme, fordi hun er så forsigtig og tilbageholdende. Dette er et af mine yndlingsbilleder af hende, fordi det er skarpt og smukt, viser hele hendes store, langpelsede krop og er hende i det rette miljø: Naturen. Sipzap ER bare en udekat.

Zapperier i alle afskygninger

 

Så er der det lille Delle-du-dyr. Frik er en Cavalier King Charles Spaniel (med tvivlsom stamtavle). Hun er af farven black and tan, men med hvide stænk. Et ord folk tit bruger om Frik er 'bedårende'. Og dét er hun. Vores bedårende lille 'kindpose' og 'Fodvorte'. En forsigtig pige med adfærdsvanskeligheder (hvalpefabrik og sådan ...), der ikke kunne fungere i en familie, der var udearbejdende og væk flere timer dagligt. Er MEGET glad for sin far (HG). 

          Vi fik Frik da Phoeba var godt fire år og savnede en legekammerat. Og de er SÅ glade for hinanden. Phoeba ser Frik som sin lille hvalp, og kommer der det mindste klynk fra hende, braser Phoeba ind i rummet og kigger bebrejdende på alle i rummet tilstedeværende som spørger hun: "Hvem har været onde ved min lille chokoladeknap?"

          Frik havde sit navn fra kennelen af. Vi går ud fra, hun skulle have været opkaldt efter Odins kone (Frigg) fra den Nordiske Mytologi. Men da Frik lyder sødt og kækt, og også er en navnet på en armensk poet (omend man er i tvivl om, hvorvidt det var et pseudonym), syntes vi, hun skulle beholde sig navn.

Frikadeller i massevis

  

Myrle, Myrle, Myrle. Mit lille Myrledyr, som ustandseligt kommer ud for ulykker (ved et frygteligt uheld, som hun egentlig ikke kan lastes for, forstås). Supaya (som er hendes officielle navn) kan man bare ikke tage et dårligt billede af. Er så smuk med sin tykke hvide pels og forskelligfarvede øjne. En ballademager, der er sind minder meget om Shiloh. Altid i ulykker, altid i gardinstænger, altid drattende ned fra højder. Er fra samme internat som Samsara, og købt få måneder før. Og trods deres forskelligheder hænger de sammen som ærtehalm. :) Myrle gør noget ved folk - hun vader ind i deres hjerter med træsko. Glemmer aldrig P. (som vi lærte at kende gennem Cleo), der med sin charmerende svenske accent sagde: "Hvad er det med dén kat? Der er noget specielt!" Da vi fortalte, hun er døv, udbrød han: "Så er det derfor! Hun kigger helt ind i min sjæl!".

          Supaya er opkaldt efter hovedpersonen i romanen "Shamenens datter". Men hun har stort set aldrig heddet andet end 'Myrle'. Det kom sig af, at da vi afhentede hende på internattet, stod der en ung mor med sin ca. fireårige datter. Denne var meget interesseret i, hvilken kat vi skulle adoptere og fortalte at de skulle have den sorte kat, der skulle hedde 'Lille Myrl'(sagt på verdens sødeste, læspende måde). Moderen rettede hende: "Ja, Lille MYR". Men det var så sødt, at vi konstant sagde 'Myrl' eller 'Myrle' om Supaya. Det er blevet et helt begreb og når hun laver ulykker, kalder vi det 'Myrlerier'. Hun er meget glad for Frik og før vi fik Samsara, satte Myrle sig i vinduet, hver gang hundene gik på tur og græd en lille serenade, indtil Frik returnerede til hjemmet, hvorefter hun blev overfaldet af Myrledyret. 

          Myrledyret blev kendt på vores lægehus, da HG og jeg med et par dages mellemrum måtte have et skud stivkrampevaccine pga. bid fra den hidsige killing. Da HG således drog til lægen udbrød denne: "Sig mig ... er det den samme kat?!"

Myrlerier på højt plan

 

 Så er vi kommet til Sam(i)sara, rosinen i pølseenden. Min lille, forsigtige pige. Katten, ingen ville have. Hun kom til os i april eller maj, kort før Shilohs død. Hun havde siddet flere måneder på det lokale internat og ventet på nye ejere, men ingen ville have hende, fordi hun var skræmt og forsigtig og hun måtte se alle de andre katte drage til nye hjem, én efter én. Da jeg så billede af Samsara på internatet, vidste jeg bare, jeg måtte have hende. Hendes øjne udtrykte så meget angst og det hos én, hvis liv kun lige var begyndt.

          Vi ved ikke præcis, hvad Saraaa-dyret har været ude for, men det har krævet meget arbejde, kærlighed og tålmodighed at gøre hende bare nogenlunde tryg. Hun var næsten en uge om rigtig om at komme frem af sit skjul, da hun flyttede ind her. Men i dag er hun en velfungerende og glad lille pige.

          Samsara er meget lille og bliver nok aldrig større. Hun minder om en stor killing på ca. 7-8 måneder. Hun har den smukkeste smoke-farvede pels, som 'skifter farve' alt efter, hvordan lyset falder på hende. Hun fik sit navn efter det buddhistiske/hinduistiske begreb for denne verden (altså modsat Nirvana). Buddhisterne, hvis højeste mål er at opnå Nirvana (der er 'intetheden', men samtidig 'alt'), ser Samsara, denne verden, som værende 'lidelse', en prøvelse man bare skal igennem. Og da min lille mus her kan skrive under på, at livet i sandhed kan være lidelse, fik hun dette navn.  

          Jeg elsker dette billede, fordi man kan se hendes store, tillidsfulde øjne. Hvordan kan man efter så meget som hun har været igennem, genfinde tilliden og trygheden?

 

Til sidst får I et lille potpourri af billeder - en samling skævskud af vores (om mine forældres) dyr gennem tiden. Jeg håber, I vil synes om det. :)