Den zoologiske herhjemme

På opfordring kommer der nu et indlæg om de dyr, der pt. residerer adressen. Da vi har mistet to katte til alderdom/sygdom og jeg også af og til har haft mine forældres dyr på bloggen, har der været lidt forvirring om, hvilke og hvor mange dyr, vi egentlig har. Så her kommer en introduktion:

Her er den hurtige oversigt. Disse seks perler gør hver dag livet herhjemme stærkt underholdende samt - af og til - lidt af en prøvelse.

Vi starter med alderspræsidenten, Cleo. Øverst ser I hendes fulde navn, nedenunder hendes kæle- og kaldenavn, hendes oprindelse og hendes fødselsår.
          Cleo min Cleo. Min Clicker Clacker-pige ... som på sin vis slet ikke er min. Der skal mange sider til, for at fortælle om Cleo og det er også derfor, hun har sin egen fane. Her på billedet hviler hun ud, efter vi fandt hende på havnen d. 6. januar sidste år. Et dyrlægetjek viste sig at indeholde en hel del overraskelser: For det første havde hun ikke tage skade af sit længerevarende ophold (der senere vist sig at have været godt et halv år) på den kolde havn. Dernæst viste det sig, hun slet ikke var hjemløs! Og ikke nok med det - hun stammede fra Tyskland. Cleo satte himmel og hav og folk omkring hende i bevægelse. Fordi hun var chippet, kunne vores dyrlæge finde frem til de tyske ejere, der kunne fortælle endnu en overraskende nyhed: Cleo var ca. ti år ældre, end vi (og den danske dyrlæge) havde regnet med.
          Efter to måneders pleje hos os, vendte Cleo hjem til Tyskland. Nu er hun som bekendt tilbage - for good! Den lange historie (og f.eks. hvorfor hun har fået sit kælenavn) kan læses under hendes fane og TV-indslaget om hende ses her
          Cleo har bragt så mange eventyr med sig og vil - som vores nu afdøde Vips - altid have en særlig plads i mit hjerte. Hvis eventyr virkelig eksisterer, ER Cleo det.

En Clacker-lacker-lækker pige

Phoeba, Phoeba, min lilleræv, min diva. Husets hersker og store ego. Phoeba har et ego, jeg aldrig før har mødt. Hun er meget glad for sig selv ... og numser! Alle andre dyrs numser er yderst interessante. Det samme gælder for øvrigt for mennesker. Hun er Cairn Terrier (med stamtavle), men vi fik gevaldigt afslag i prisen pga. giga underbid og knækører - hvilket efter min mening er det, der giver hende karakter og gør hende charmerende. Hun har den smukkeste røde farve og sorte maske og ører, som dog ikke rigtig ses her. Hun fylder snart ni år og fylder godt i hjemmet, Livet ville bare være kedeligt uden en Phoeba. Jeg tror selv vores oldebørn vil vide, hvem Phoeba var. :) Elsker dette billede, hvor hun ligger på min bog inde i sengen og bare er så smuk.
          Den store vittighed her i huset, er at omtale Phoeba, som er hun en person: Når jeg snakker (og skriver) med familien, starter samtalen altid med at forhøre sig om, hvorledes Phoeba behager at befinde sig. Og når jeg ringer til dem, er jeg Phoeba (der har sin egen tegneseriestemme). Tilladelse til besøg i hjemmet, skal afgives af Phoeba.  
          Phoeba har altid 'frygteligt store smerter' - denne vittighed kommer sig af, at Phoeba altid græder (hun har naturligvis ikke reelle smerter). Hun græder når hun er sulten, når hun keder sig, når hun er træt, når hun vil kæles, lege, have opmærksomhed m.v. Men joke går altså på hendes 'store smerter', der stammer fra 'Phoebamyalgi (fra 'fibromyalgi') og kun kan udbedres ved godbidder - som f.eks. en flæskesteg og et par kikseruller. Phoeba har sin egen Facebookprofil, for 'alle sine fans', og hvor man kan læse, hun er biseksuel (hun er meget sexfikseret!) og er i åbent forhold. Desuden er hun uddannet i 'ANALogi' (jfr. hendes numseinteresse) ved universitetet i 'Phoebadelphia'. 
          Vi laver grin med, at Phoeba er så smuk så smuk og har ondt af resten er verden, der er så forfærdelig grim. Hvis hun kunne tale, ville hun om de andre dyr sige: 'Puha - ud i skraldespanden med det!' Og det selvom hun i virkelighed holder meget af dem alle og er dem svært hengiven.

Rævlerier en masse

  

Næste skud på den skæve stamme, er Sipzappen, der har mange kælenavne. Det mest ucharmerende er 'Pruttie' eller 'Pruttepigen'. En udeforstående kunne måske foranlediges til at tro, at det skyldes en anselig mængde tarmgas, men trods det at hun kan lægge en utroligt imponerende arm i kattebakken (der medfører følgende udbrud, for den der finder den: "Alarm, alarm - en Sipzap-arm!"), skyldes navnet i virkeligheden, at hun var så bette, da hun var killing. Normalt bliver Maine Coons meget store, og Zappen var så lille. Vi var sikre på, hun aldrig ville blive stor, hvorfor hun fik navnet 'Lille prut'. Hun er dog i den grad kommet efter det med størrelsen og gik (på vores gamle vej) under navnet 'Kæmpekatten fra nr. 23'. Da vi dengang boede ud til en cykelsti, kunne vi nogengange sidde i haven og høre sjove kommentarer, når Sipzappen var løs på matriklen: "Se! En GIGA kat!" ... "Det var ikke en kat, det var en ræv!"

          Sipzap er en meget velopdragen pige, som alle de andre dyr kan med. Der er ingen, der ikke kan lide Sipzap. Hun kan godt 'forsvinde' lidt i menageriet herhjemme, fordi hun er så forsigtig og tilbageholdende. Dette er et af mine yndlingsbilleder af hende, fordi det er skarpt og smukt, viser hele hendes store, langpelsede krop og er hende i det rette miljø: Naturen. Sipzap ER bare en udekat.

Zapperier i alle afskygninger

 

Så er der det lille Delle-du-dyr. Frik er en Cavalier King Charles Spaniel (med tvivlsom stamtavle). Hun er af farven black and tan, men med hvide stænk. Et ord folk tit bruger om Frik er 'bedårende'. Og dét er hun. Vores bedårende lille 'kindpose' og 'Fodvorte'. En forsigtig pige med adfærdsvanskeligheder (hvalpefabrik og sådan ...), der ikke kunne fungere i en familie, der var udearbejdende og væk flere timer dagligt. Er MEGET glad for sin far (HG). 

          Vi fik Frik da Phoeba var godt fire år og savnede en legekammerat. Og de er SÅ glade for hinanden. Phoeba ser Frik som sin lille hvalp, og kommer der det mindste klynk fra hende, braser Phoeba ind i rummet og kigger bebrejdende på alle i rummet tilstedeværende som spørger hun: "Hvem har været onde ved min lille chokoladeknap?"

          Frik havde sit navn fra kennelen af. Vi går ud fra, hun skulle have været opkaldt efter Odins kone (Frigg) fra den Nordiske Mytologi. Men da Frik lyder sødt og kækt, og også er en navnet på en armensk poet (omend man er i tvivl om, hvorvidt det var et pseudonym), syntes vi, hun skulle beholde sig navn.

Frikadeller i massevis

  

Myrle, Myrle, Myrle. Mit lille Myrledyr, som ustandseligt kommer ud for ulykker (ved et frygteligt uheld, som hun egentlig ikke kan lastes for, forstås). Supaya (som er hendes officielle navn) kan man bare ikke tage et dårligt billede af. Er så smuk med sin tykke hvide pels og forskelligfarvede øjne. En ballademager, der er sind minder meget om Shiloh. Altid i ulykker, altid i gardinstænger, altid drattende ned fra højder. Er fra samme internat som Samsara, og købt få måneder før. Og trods deres forskelligheder hænger de sammen som ærtehalm. :) Myrle gør noget ved folk - hun vader ind i deres hjerter med træsko. Glemmer aldrig P. (som vi lærte at kende gennem Cleo), der med sin charmerende svenske accent sagde: "Hvad er det med dén kat? Der er noget specielt!" Da vi fortalte, hun er døv, udbrød han: "Så er det derfor! Hun kigger helt ind i min sjæl!".

          Supaya er opkaldt efter hovedpersonen i romanen "Shamenens datter". Men hun har stort set aldrig heddet andet end 'Myrle'. Det kom sig af, at da vi afhentede hende på internattet, stod der en ung mor med sin ca. fireårige datter. Denne var meget interesseret i, hvilken kat vi skulle adoptere og fortalte at de skulle have den sorte kat, der skulle hedde 'Lille Myrl'(sagt på verdens sødeste, læspende måde). Moderen rettede hende: "Ja, Lille MYR". Men det var så sødt, at vi konstant sagde 'Myrl' eller 'Myrle' om Supaya. Det er blevet et helt begreb og når hun laver ulykker, kalder vi det 'Myrlerier'. Hun er meget glad for Frik og før vi fik Samsara, satte Myrle sig i vinduet, hver gang hundene gik på tur og græd en lille serenade, indtil Frik returnerede til hjemmet, hvorefter hun blev overfaldet af Myrledyret. 

          Myrledyret blev kendt på vores lægehus, da HG og jeg med et par dages mellemrum måtte have et skud stivkrampevaccine pga. bid fra den hidsige killing. Da HG således drog til lægen udbrød denne: "Sig mig ... er det den samme kat?!"

Myrlerier på højt plan

 

 Så er vi kommet til Sam(i)sara, rosinen i pølseenden. Min lille, forsigtige pige. Katten, ingen ville have. Hun kom til os i april eller maj, kort før Shilohs død. Hun havde siddet flere måneder på det lokale internat og ventet på nye ejere, men ingen ville have hende, fordi hun var skræmt og forsigtig og hun måtte se alle de andre katte drage til nye hjem, én efter én. Da jeg så billede af Samsara på internatet, vidste jeg bare, jeg måtte have hende. Hendes øjne udtrykte så meget angst og det hos én, hvis liv kun lige var begyndt.

          Vi ved ikke præcis, hvad Saraaa-dyret har været ude for, men det har krævet meget arbejde, kærlighed og tålmodighed at gøre hende bare nogenlunde tryg. Hun var næsten en uge om rigtig om at komme frem af sit skjul, da hun flyttede ind her. Men i dag er hun en velfungerende og glad lille pige.

          Samsara er meget lille og bliver nok aldrig større. Hun minder om en stor killing på ca. 7-8 måneder. Hun har den smukkeste smoke-farvede pels, som 'skifter farve' alt efter, hvordan lyset falder på hende. Hun fik sit navn efter det buddhistiske/hinduistiske begreb for denne verden (altså modsat Nirvana). Buddhisterne, hvis højeste mål er at opnå Nirvana (der er 'intetheden', men samtidig 'alt'), ser Samsara, denne verden, som værende 'lidelse', en prøvelse man bare skal igennem. Og da min lille mus her kan skrive under på, at livet i sandhed kan være lidelse, fik hun dette navn.  

          Jeg elsker dette billede, fordi man kan se hendes store, tillidsfulde øjne. Hvordan kan man efter så meget som hun har været igennem, genfinde tilliden og trygheden?

 

Til sidst får I et lille potpourri af billeder - en samling skævskud af vores (om mine forældres) dyr gennem tiden. Jeg håber, I vil synes om det. :)