My business is your ... problem.

[Advarsel: Dette indlæg er ikke egnet for sarte sjæle. Har du let til besvimelser og opkastningsfornemmelser, bør du tale med din læge eller psykolog, før du giver dig i kast med teksten. Tekstens forfatter kan på ingen måde holdes ansvarlig for eventuelle psykiske men denne læsning må medføre, ligesom der ikke vil ydes nogen form for erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller lyst til blogging. Trang til selvmord kan opstå umiddelbart efter læsning]

So, jeg har aldrig været typen, der har problemer med at snakke privat. Jeg er typen, der gerne baldrer op om mit privatliv i bussen til weirdoen, der sidder alene på bagsædet.

... Vent. Den tager vi lige igen: Jeg er weirdoen, der sidder alene på bagsædet, fordi jeg lider af privatlivsinkontinens.

Så jeg har ingen problemer med at fortælle (og har vist også gjort det før), at min sygdom har den 'dejlige' sideeffect at mit tarmsystem ikke fungerer normalt. Så hvis ikke jeg skal tage piller for at skide, skal jeg tage piller for at lade være. Normalt er det ikke the runs, der holder mig og andre med min sygdom vågen om natten, men derimod en forstoppelse så alvorlig, at lorten nærmest når spidsen af spiserøret, før klidkiks og Magnesia sætter sit angreb ind. (Og her vil jeg så lige sende en tak til opfinderen af sparetoilettet: Der er så lækkert at have et toilet, der kun kan skylle en skovlfuld mundvand ud, når man har tarmsystem, der kræver kloakering af helt andet format. Det svarer til at opstille ét portable toilet på Roskilde).

I lang tid har jeg dog været inde i en periode, hvor jeg betalte i dyre domme håndkøbsmedicin for at sætte prop i (hvorfor laver de for øvrigt ikke længere de stoppende piller 'Propiden'? De var så sjove at bede om på apoteket! Jeg mener, dét er da humor: Prop-i-den!), så jeg kunne slippe en vind uden fare for læk.

Men de sidste par uger har jeg altså været tilbage til Magnesia og bøn til de højere magter om hjælp til at slå et slag.

Min bøn er blevet hørt! For da jeg kom ud på toilettet - i helt andet ærinde - så jeg en fyr som ham her på væggen:

Spørg lige, om jeg var glad for, det var på toilettet vi mødtes!

Og lige som ps - prøv at skide ved tanken om, han ånder dig i nakken! Jeg skal love for, man kan få sagt goddag og farvel i en vis fart.

Og som jeg troede, at nu måtte såvel dagens chok som udrensning være overstået, så jeg dette:

He invited his buddy!

... Helle for at flytte hjem til moar. Der er for mange vilde dyr her på landet!

[Info: Stærk overdrivelse og sarkasme kan forekomme i dette indlæg, men der skal drastige midler til at ruske liv i mine læsere - er I derude? Jeg begynder at føle mig alene på denne planet]