Retssagen

Det har krævet lidt overvindelse at skulle skrive dette, for når først det kommer på skrift, kommer erkendelsen rigtigt ...: Vi har tabt HGs retssag! Den sag, vi ellers var sikre på at vinde, den sag, der i retten syntes at udspille sig til vores fordel, den sag, der skulle være det lyse punkt i sygdommen ... den sag er tabt.

Til at begynde med har det hele været noget rod. I 2007 blev HG syg. Meget syg. Det viste sig at være en dyb depression, som man formodede var stressudløst. Men den gik ikke væk. HG kom til psykolog. Og det blev værre. HG fik medicin. Og det blev værre. HG kom til udredning og pludselig fik vi et brev fra en psykiater, som kommunen havde sendt HG til: Mistanke om skizofreni!

Hvad siger og gør man lige i sådan et tilfælde? Vi havde ligesom nok med én handicappet i hjemmet ... (Selvom det selvfølgelig er på fysisk vis, hvad mig angår). Heldigvis har jeg verdens bedste forældre, der har støttet, hjulpet og båret. Jeg har verdens bedste brødre, der altid er der, hvis vi ringer og HG har verdens sødeste bror, som har verdens sødeste kone og søn; folk, der alle har været der, hvis vi har haft brug for hjælp.

De følgende år og deres begivenheder står lidt i en tåge. Det er svært at huske, hvad der skete hvornår og hvorfor. HG prøvede en masse forskelligt behandlingsmæssigt. Flere gange overvejede vi at få ham tvangsindlagt, men problemet har været, at jo mere HG blev presset af psykologer og psykiatere, des mere forsvandt han ind i sig selv. Til sidst prøvede vi en anden metode: HG blev diagnosticeret med Asperger og en personlighedsforstyrrelse af blandet type men med klare skizoide træk og vi tænkte: New approach! Så HG droppede medicinen, droppede samtaleterapi og al behandling, efter sigende skulle være gavnligt. Han fik fred til at tackle sin hverdag på sine egne præmisser og klarer sig med den hjælp, vi - hans nærmeste - kan give ham. Med årene har vi, uden at tænke over det, fungeret som mellemled mellem ham og resten af verden; fungeret som 'tolk' og mentor. Hans depressive perioder går op og ned. Det har været snak om, hvorvidt hans depression var del af en bipolar lidelse, men da han aldrig har været manisk, må det nok udelukkes.

Mens alt dette stod på, besluttede kommunen at igangsætte en førtidspension. De mente, HG måske kunne få en psykose, hvis de tvang ham ud i arbejdsprøvning og mente ikke, det er realistisk, han kommer ud i nogen former for hverken skåne- eller flexjob. Det var så her, det var meningen at den dejlige pensionskasse, vi i flere år havde betalt til, skulle give noget igen. Men her begyndte balladen så: Fra pensionskassens side mente man ikke, HG havde ret til pengene, ligesom de antydede (for ikke at sige skrev direkte) at det var skuespil for at malke dem for penge. I sådan en situation magter man dårligt at blive vred ... når man har en mand, der sidder på sofaen i underhakker, med dødt blik og småsavler fraværende, ville man næste ønske, det var sandt!

Først i 2010 begyndte det at gå nogenlunde fremad. HG har været i mange former for behandling - både medicinsk og i form at samtaleterapi. En overgang havde vi plejere der kom i hjemmet, der skulle hjælpe ham med at få en normal hverdag, men da gik det helt galt! Det, der har været bedst for HG er fred.

Fra en optursperiode i 2010; på tur for at indtage vores nye revir

I 2010 flyttede vi til vores nuværende bolig. Der faldt lidt fred over tingene og vi har lært at tage tingene én dag ad gangen. Det gør at her i perioder ligner Sodoma og Gomorra, fordi jeg er sengeliggende og HG er mentalt fraværende, så skidt og rod stabler sig i (ikke særlige ordnede) bunker. Men det tager vi med. På et tidspunkt vender det og så får vi igen bund i det og det kører indtil næste dyk. I 2010 fik vi dog også den glædelige nyhed at ankestyrrelsen gav OS medhold og at pensionskassen skulle udbetale HGs pension. Et par uger var vi lettede og flyvende; vi har altid været vant til at leve af lidt - jeg var nåede ikke engang at blive SU-berettiget før jeg pga. min sygdom måtte droppe ud af gymnasiet og vi blev tidligt blev , hvorefter HG fik forsørgerforpligtigelse. Da min førtidspension gik igennem, blev han kort efter syg.

Men pensionskassen valgte at gå i retten med sagen, og det er så den sag, HG og min far var ovre til i januar (jeg havde attak og kunne ikke tage med). Et halvt år før vi skulle i retten, fandt vi ud af, at vores advokat havde forladt firmaet, uden vi havde fået besked! Under hele forløbet har vi bøvlet med kommunikationen med ham, men bare det at finde en advokat, der tog en sag af denne art, havde taget tid. Så det var ikke de store håb vi havde, da vi fik den nye, men overraskede vi blev! For han er sgu skarp!

Retssagen gik stort set som vi kunne håbe på og alt tydede på, vi ville vinde. Dog havde vores gamle advokat ikke fået de nyeste lægeattester med - attester, der kan være ret vigtigt for sagen, attester, der har kostet os mellem 5000-10.000 kr! Alligevel var vi (og især vores advokat) målløse, da vi tabte.

I dag var så sidste dag, hvis vi ville anke sagen og det har vi valgt. Desværre har vi ikke kunnet nå at få svar på, hvorvidt vi får fri proces! Sammen med advokaten har vi dog regnet på, hvordan sagen i worst case scenario vil se ud: Altså, hvis vi taber og skal betale. Han regner med, det bliver max. 50.000 kr. (udover de beløb, der bliver dækkede). Men det er 50.000 kr. vi ikke har!

Så nu er sagen sådan, at vi i løbet af de næste par år skal nå at skrabe 50.000 kr. sammen. Det bliver virkelig hårdt, når vi oveni har et hus- og billån, vi betaler af på. Som mange, der er tættere på mig, har bemærket, sælger jeg pt. ud af alt, hvad der er at sælge af! Jeg har også fået hevet en god sjat ind, selvom det selvfølgelig alt i alt forslår som en skrædder i helvede. Især fordi vi har været så uheldige at blive ramt af Myrledyrsuheld (på den facon at Myrledyret har skrabet et eller andet til sig, som har kostet mange dyrlægebesøg og meget medicin - så sent som i dag er hun kommet på ny medicin). Det jeg har tjent ind, kan ikke engang dække dyrlægeregninger, men stadig: Bedre end intet. Dog har jeg problemer med PayPal, som jeg stadig bakser med og det er også derfor, salgsshoppen står stille, indtil vi har fået udredet fejlen.

Jeg havde håbet, Skat havde nogle dejlige penge retur til os, men for første gang nogensinde har vi så oplevet at skulle af med penge! Det svarer så kun til ca. 1000 kr. for os begge, men alligevel: Lige nu! Arhmen, come on skæbne - prøver du at fortælle mig noget?!

Pt. tager jeg hvad jeg kan overkomme af småjobs med at skrive og korrekturlæse og det er virkelig begrænset, hvad jeg kan overkomme - men igen: Mange bække små ... På et tidspunkt bliver dråben vel stor nok til at kunne gøre nytte. Jeg lægger inde med en ordentlig bunke noveller, som jeg vil prøve at få afsat og så har vi leget lidt med tanken om at få et kuld hvalpe på Frik. Cavalier er ret in pt. og hun er stadig ikke for gammel til at løbet er kørt, men skal det være, skal det også være nu. Jeg er dog lidt vægelsindet: Både fordi jeg ikke tror det egentlig kan betale sig, når man tager alle udgifter (dyrlæge, til bedækning m.v.) med i betragtning og fordi jeg ved, jeg aldrig ville synes, det var et hjem, der var gode nok til 'mine' hvalpe.

Anyway ... jeg ved, flere af jer har spekuleret over, hvad det var for noget med den retssag og hvad det er HG fejler, så here goes. Nu kom I lidt længere ind under huden på mig.

This or that

For nogen tid siden præsenterede jeg jer for Louise Haiberg, der lige er debuteret med "Oprører" som er første bind i "Dæmondræberen". Til de nysgerrige kan jeg sige at ja, der er en boganmeldelse på vej! :) Jeg udsatte dog også Louise for en række spørgsmål og da man aldrig skal lade andre vade gennem et område, man ikke selv ville betræde, får I her mine svar på samme spørgsmål. Jeg tænkte, det også ville være en eminent mulighed for de nye læsere herinde til at lære damen bag skærmen bedre at kende (det er på eget ansvar, kære venner! ;)).

* The eller kaffe? Er ikke hverken den store the- eller kaffedrikker, men er mest til the eller icecoffee eller cappuccino. Sort kaffe giver en eftersmag, der minder mig om gammelt askebæger.
* Onlinesøgning eller gammeldags opslagsværker? På dovne dage nettet, men ellers er jeg KLART til opslagsværker, som jeg kan bruge timer på at læse i.
* Luksushotel eller campingferie? Nu har jeg prøvet begge dele og de har hver deres charme. Hvis ikke det var fordi man ligger elendigt på en rullemadras og det ikke er godt når man har kroniske smerter, ville jeg hælde til telt. Elsker nattens lyde, regn mod teltdugen, varmen der breder sig, når solen står op ...
* Hund eller kat? Kat! ... Hvis jeg partout skal vælge.
* Salt eller sødt? Sødt, sødt, sødt! Har så sød en tand, at man skulle tro, min mund bestod af et af de dér slikgebisser, man kan få i skum!
* Hjemmehygge eller fredagsfest? Hjemmehygge, no doubt! Er meget introvert og ikke særlig socialt anlagt.
* Tatovering eller piercing? Pga. keloid kan jeg ikke have nogen af delene, men jeg ELSKER piercing ... og SAVNER piercinger. Tatoveringer er jeg derimod knap så meget for.
* Hvid eller sort? Æhm ... Svid? ;)
* Kød eller grøntsager? Grøntsager, no doubt! Har aldrig været den store kødspiser og fik min første virkelige kødaversion da jeg var 11 år og fik fjernet mandler. Den efterfølgende smag af røget kød, der meldte sig, da narkosen aftog, som kom fra mit eget kadaver gjorde, at jeg slet ikke kunne udstå kødsmag eller -lugt derefter. Jeg kan stadig ikke gå forbi eller ind i en slagterbutik uden at blive dårlig. Smagen mindede meget om hamburgerryg, som jeg ellers var glad for som lille, men i dag kan jeg ikke se eller lugte en hamburgerryg uden at få ondt i halsen! Derefter spiste jeg kun hakket oksekød og leverpostej og det holdt så kun et lille års tid, før jeg også sluttede med det. Dog kan jeg godt være kræsen med mine grøntsager og frugt. F.eks. bryder jeg mig slet ikke om moden frugt, da det virker for 'smattet'.
* Øl eller vin? Ikke for at lyde hellig (eller no'et ;)), men det sker meget sjældent, jeg drikker. Vi har en ædru alkoholiker i familien, så alkohol smager lidt af dårlige minder. Men skal jeg vælge, bliver det klart øl.
* Nat eller dag? Nat.
* Kjole eller bukser? Bukser! Af en eller anden grund føler jeg mig aldrig helt godt tilpas, når jeg er iført kjole - nærmest som det må føles, hvis man lider havnød og skal hives op af en helikopter og er sig pinlig bevidst om, at de der stadig venter på frelsen har frit udsyn til ens understel! Ja, okay ... måske ville mit understel ikke lige være fokus i sådan en situation, men anyway - you get my drift. ;)
 

 * Sommer eller vinter? Jeg elsker alle årstider, der har hver deres charme, og hver gang vi når en ny årstiden tænker 'det er nu denne, der er min yndlings!' - bare for at ændre mening tre måneder senere. Hvor vinteren er stille og tryg, er sommeren varm og inviterende og jeg hælder nok mod sommer, da det ofte er der, min sygdom er mest i dvale.
* Trygt parforhold eller lykkelig single? Ja, HG var min første rigtige kæreste og det er 16 år siden, vi fandt sammen. Halvdelen af mit liv!
* Action eller komedie? Klart komedie! Magter virkelig ikke action og ting i højt gear. Kan ikke slappe af til sådanne film, men hænger fem meter over sofaen med krampe i ballerne af anspændthed.
* Med eller uden hæl? Kunne jeg vælge, ville det klart være hæle og jo højere, des bedre. Men når man som oftest ikke kan mærke sine ben, er flade sutter det sikre valg.
* Mascara eller læbestift? Mascara! Den vigtigste ting i en kvindes makeupsamling, hvis man spørger mig.
* Badedragt eller bikini? Bikini
* Pop eller metal? Æh ... en blanding (måske med en hældning mod poppen). Det er faktisk kun jazz-musik jeg ikke rigtig bryder mig om.
* PC eller Mac? PC (Har aldrig prøvet at bruge en Mac)
* Løst eller opsat hår? Jeg kan bedst lide mit look, når det er løst, men da jeg altid hvirvler mig ind i mit eget hår (selvom guderne må vide hvordan. når jeg dårligt bevæger mig!), bliver det næsten altid samlet på en eller anden vis.
* Coca cola eller Pepsi? Det varierer - bare det er light. For tiden er det Pepsi Max, der er favoritten.
* Light- eller sukkerudgave? Som sagt ovenfor: Light!
* Bus eller bil? Bil (hvad har man den ellers til? ;)).
* Sølv eller guld? Guld.
* Storm eller stille? Stille! (... 'stille hjerte, soooool går neeeeeeed'! ;)).

Jeg håber, I synes om legen. Hvis I lægger den på egen blog, så send lige et link, så jeg kan læse med! :)

Storm og ... Storm. Med en knivspids modvind.

Jeg synes, tiden smuldrer for tiden ... I går blev Mumis ting flyttet til plejehjemmet. Det er vildt at se, hvor mange folk, der har været villige til at hjælpe en ældre dame i nød. Hendes bedste veninde lånte os en trailer at flytte møblerne på. HG havde to venner, der kom og hjalp med at flytte dem - kvit og frit! Hvor rørende er det ikke lige? Da jeg ikke er meget bevendt for tiden, var jeg hundesitter og stod for frokosten. Det er første gang i et par måneder, jeg har stået på futterne længere tid ad gange. Synes godt nok, det er hårdt at komme op i lodret position igen - havde helt glemt, hvordan udsigten så ud heroppefra!

I dag har jeg bare fået sovet, sovet, sovet. Har stadig flere dages søvn at indhente. Mine forældre (der snart må være segnefærdige af træthed!) tog ud og fik stillet hendes nips på plads, tømt kasserne, sat bøger i reolen og lagt tøj i skufferne. I morgen tidlig skal Mumi så hentes fra aflastningsstedet. På vejen skal vi indenom dyrehandlen og have købt et nyt halsbånd til Sekhmet, der synes at være blevet helt rask nu og snart er klar til at komme ud - hvis hun vil.

Vores Myrlepige har det rigtig skidt. :( Hendes penicillin synes overhovedet ikke at virke længere og tirsdag er det dyrlægen med hende, Samsara og Sekhmet. Sekhmet skal lige have stempel på, hun er rask og så vaccineres. Riraen (Samsara) skal have tjekket sin urin for krystaller og infektion og Myrl, oh Myrl ... hvad vil de dog gøre vil min lille pige? Er SÅ bange for, vi ikke får hende med hjem! For tiden er vi simpelthen så ulykkesramt som man kan blive (mulig overdrivelse og navlepilleri kan forekomme!). Jeg har haft både synsudfald og døvhed på det ene øre. Cleo er død. Retssagen, som vi blev spået til at vinde, blev tabt, hvilket var sådan et slag i ansigtet. Modpartens advokat havde overfuset HG på det gro-ve-ste og på en eller anden måde føles det som en blåstempling fra dommerens side, når hun giver modparten ret; især fordi vores advokat var i chok over vi tabte, da han var sikker på et positivt resultat, og at vi havde fået medhold i ankestyrelsen. Det vil sige nul pension fra det pensionsselskab, som vi har betalt til, mens vi kun havde HGs skaldede elevløn og ikke andet (gensidig forsøgerpligt, fordi vi er gift - det var før min pension gik igennem). Da han endelig får brug for den støtte, han så regnede med, får han bare at vide, de mistænker ham for at fake! Bliver så HARM og arrig!!! Som om man sidder et år på sofaen i underhakker og savler, hvis man ikke er syg. Som om man får antipsykotiske medicin, hvis man ikke er syg - som om man gider gå der hjemme og pille sig i røven, hvis man ikke er syg?! Helt ærligt har det været et værre slag i ansigtet end selve diagnosen. :( Ved godt, det lyder vildt at begge parter i et ægtepar kan være syge og have behov for pension, men det er livet! Man har altså ikke behov for et ekstra spark i bollerne oveni; man føler sig ringe nok uden at der behøves at pege fingre. Jeg føler mig som en hunløve, der skal beskytte sine unger, når nogen overfuser HG. Han er den stille type, der bare tager imod. Jeg får lyst til at kaste mig over dem og flå i sener og nerver indtil de er lige så handicappede og ydmygede som han. Jeg kan bedre tage, hvis folk peger fingre ad mig eller ler, hvis jeg går skægt, kommer i min rullestol eller andet. Men når folk overfuser folk jeg holder af, føles det som om, de rammer en blottet nerve.

Hvis Myrl nu også tager billetten oveni, ved jeg ikke, hvad jeg gør. :( Vi har folk rendende her næsten hver dag, fordi jeg sælger løs af alt hvad sælges kan, så vi har penge til alle de dyrlægeregninger, der skal til. Desuden har vi jo haft mega udgifter i forbindelse med retssagen - billetter til Kbh., regning på udtalelse fra psykiater (en udtalelse, som blev nægtet tilladelse til at indgå i sagen - 5000,- ud ad vinduet!). Når alt er ovre har denne sag måske kostet os 15000,- ... og så alle de nerver og bekymringer, der kommer oveni. Det er simpelthen så surt. Jeg er vant til at være fattig - vi har aldrig haft andet en SU, elevløn eller en pension, så det er ikke så meget dét. Men hvor havde det været rart at have en form for tryghed. At vide, at vi f.eks. kunne skifte vores rådne hoveddør til en ny, at man ikke skulle have ondt i maven, når fyret siger underlige lyde m.v. At have ... fred.

Hvis Mumi får nedtur, når hun bliver flyttet, ved jeg ikke, hvad jeg gør ... :( Hvis hun begynder at tude, bryder jeg vist selv totalt sammen. Føler ikke længere, jeg har noget at give af. Er konstant grådlabil og bryder sammen i krampegråd over de latterligste ting. Forleden var det fordi Netto ikke havde flere blå Super Flyers! :o Come on, Line! Det er jo ikke dig. :(

I det mindste fylder Sekhmet mig med glæde i disse dage. Hun blomstrer op og tør mere og mere. Jeg forsøger at holde fast i de små gode ting. De små mirakler, der er i HVER dag, hvis bare man kigger. Men ærlig talt ... for tiden skal jeg virkelig kigge godt efter.

Wise word of the week #1

Det er ved at være noget tid siden, jeg har kørt temauge på bloggen, men nu skal det være. I denne uge, vil jeg fokusere på ord - kloge ord, smukke ord, sande ord - ord, der har ændret mit liv.

Vi kender det alle; vi har allesammen den dér ene bog eller digt, som bare er gået lige i hjertekulen. Vi husker, da vi læste eller hørte det første gang og bærer det med os hele livet som en skat. I denne uge, vil I få indblik i nogle af mine favoritter.

Disse smukke ord er skrevet af sufi-poeten Hafez, som du kan læse mere om her. Jeg vil ikke tilføje så meget, da jeg mener, digtet i sin enkelhed taler for sig selv; i verden i dag, har vi ofte travlt med at føre regnskab over, hvem der skylder hvad og hvorfor; selv kærlighed bliver målt i, om man husker modpartens fødselsdag eller husker at tage opvasken. Hvis bare vi giver slip og gør tingene af kærlighed og ikke for at få noget igen, ville meget måske se anderledes ud ...

Les misérables

Det er blevet en lidt træg start på det nye år. Meget læsning - ingen skrivning. Det kniber stadig med at ramme tasterne, så det er primært en hurtig update herfra; den er skrevet over flere omgange og endt med at blive noget lang, men jeg håber, I alligevel vil læse med.

Siden midt i december har jeg haft mega attak ... Synsudfald, som godt nok kun varer få sekunder, men hold kæft, hvor når man at tænke meget på de 4-5 sekunder, hvor man er midlertidigt blind. Blandt andet, om man nogensinde kommer til at se igen! Der har også været tabt høresans på venstre ører. Modsat synet, har det godt kunnet tage timer, før hørelsen kom igen. Jeg har haft mange spasmer, men også føleforstyrrelser, hvorfor jeg ikke får skrevet. Det tager simpelthen syv lange og syv bredde at skrive få sætninger og efterfølgende føler jeg mig som en maratonløber, der endelig er kommet i mål. En morgen fik jeg en decideret lammelse af venstre ben. Jeg var vågen og havde ligget nogle timer og læst og skulle på toilettet. Idet jeg rejser mig, går det op for mig, benet er savet over ved knæet og jeg falder lige så lang jeg er. Jeg har mange uheld, hvor jeg brænder mig, går ind i dørkarme, smækker døre i hovedet på mig selv etc. Jeg synes konstant at ligne et offer for alvorlig hustruvold eller selvbeskadigelse! (Ja, det er det jo på en måde også, men ikke bevidst. ;)).

I går trak min mor mig så til lægen. Godt gået at være 32 år og blive revet til læge af sin moar! Men hvor er jeg glad for, hun gjorde det ... Jeg har skiftet læge, så HG og jeg nu har den samme og han har lovet, vi nok skal komme til bunds i dette her. Det viser sig også, at da jeg var til neurolog sidste år, var det til udredning for epilepsi(?!) Åbenbart er mine rysteture/kramper/spasmer blevet totalt misforstået, hvilket også var skyld i, jeg røg indenom to andre læger, før jeg havnede hos neurologen. Nu skal jeg i første omgang til øjenlæge. To dage senere skal jeg så retur til egen læge, som jeg regner med sender mig til MR-scanning, neurolog og ny rygmarvsprøve.

Da HG oveni har været ophængt pga. sin retssag (en tvist i pensionskassen, der nægter at udbetale en pensionssum), er alt gået af helvede til for at sige det mildt. For dem der ikke ved det, har min HG Asperger og en afart af skizofreni, så der er perioder, hvor vi er ret hårdt spændt for herhjemme. De sidste måneder har været en af dem. Min skønne far tog med HG til retssagen i Kbh. HG lukker helt ned, når han bliver stresset og konfronteret med sin sygdom og da jeg lå på langs, trådte mine søde forældre til. Hvordan viser man så lige sin taknemmelighed? Min far er over 70 og min mor nærmer sig 60. Derudover er hun stærkt handicappet af en scoliose, der skruer hendes ryg så meget, at hun har været under observation i sine unge dage, da man frygtede, ribbenene kunne punktere hendes hjerte. Hun har aldrig ladet det stoppe sig, men hendes krop kan ikke holde til så meget og hun BØR tage den med ro. Men trods syg- og alderdom, er de ukuelige. Min far tog med HG og min mor var standby ved min side, i tilfælde af, jeg skulle transporteres til skadestue eller lå på stuegulvet og skulle fejes op.

Mht. Mumi er der også nyt. Midt i februar flytter hun på det plejehjem, vi ønskede hun kom på. Hun har fået en fin lille bolig med udgang til have, havudsigt og med hund og kat, der tilhører plejehjemmet og kommer og går hos de beboere, der måtte ønske det (katten blev fundet under orkanen Bodil, og da dyreklinikken ellers skulle aflive den halvstore killing, tog plejehjemmet imod den). Jeg tror, det vil betyde alverden for Mumis  livskvalitet, da hun er meget dyreglad. Det betyder dog, at mine forældre har travlt med at få tømt og solgt hendes hus. Det stresser, at det endnu ikke er solgt, for hun har ikke økonomien til at betale både hus og plejehjem. Det giver mange søvnløse nætter for især min mor. Mumi har efterhånden helt mistet begrebet om sig selv. Hun kan ligesom ikke placere sig selv i verden - hun ved ikke rigtig, hvem hun er, hvor gammel hun er og hvor hun er. Hun tror, Mossie (min mor) er hendes mor, så alle beslutninger omkring hende skal tages af os pårørende.

Så alt i alt kunne man måske godt betegne os som de elendige ... men det forunderlige er, at det gør jeg ikke selv! Jeg skriver det ikke for at få medlidenhed og jeg ved, det kan lyde som de vildeste overdrivelser, men det er mit liv og det er sandhed.

Og trods modgangen, finder jeg noget smukt i næsten hver dag. Trods smerter og synsudfald, spasmer og usikker fremtid, glæder jeg mig til dagen i morgen og dagene efter det. Jeg oplever stadig øjeblikke hver dag, hvor jeg siger til mig selv: "Dette øjeblik ville jeg ikke have været foruden". Størstedelen skyldes min familie - at være omgivet at mennesker, der har så meget kærlighed og forståelse for mig og min situation. Selvom jeg ikke kan aflaste mine forældre ved at besøge Mumi pt., selvom jeg ikke kan hjælpe med nedpakning og flytning, forstår de mig og accepterer, det er sådan det er. Mine dyr er kilde til enorm stor glæde for mig og er dem, der giver mig livskvalitet. Hver især rummer de egenskaber, som gør, de er betyder noget forskelligt for mig. Phoeba er mit lille pervedyr, der voldtager sit legetøj og konstant slikker en af de andre i røven - hun er en tegnefilmfigur på speed og man kan ikke andet end at le ad hende. Frik er mest HGs hund, men hun er også min lille Delle-du-bedårenhed. Når hun kigger på mig med sine store Lady-øjne, kan intet ondt ramme mig. Cleo er min lille vogter, der våger, når jeg har dårlige perioder. Hun ligger ved min side, eller oven på mig, men synes altid instinktivt at vide, hvor hun ikke skal træde, så hun gør mig fortræd. Sipzap er eventyreren, der kommer ind fra sin jagt om natten; hun vækker mig for at fortælle, hun er hjemme, og lægger sig ved min side og spinder til jeg falder i søvn. Hun går lydløst rundt på sine store løvepoter og holder sammen på hele flokken. Myrledyret er min lille klovn; uanset hvor dårlig dagen er, kan hun altid få mig til at le. Hun er katten, der hænger i gardinerne, headerbanger til musik, hendes døve ører ikke kan høre og smider sine legemus højt op i luften, hvorefter hun springer efter dem med dybe vræl. Samsara er mit lille smertebarn, der altid gør mig bekymret - men samtidig kan ingen bringe mig glæde som hende. Hun er et sart lille væsen, der samtidig kan være som trold af en æske, der springer op og laver ulykker. Min smukke, sarte pige. Shakira er min store kærlighed, mit lille dukkebarn. Som husets kælepot er hun altid i favnen på en af os, ligesom hun elsker alle de andre ubetinget og nysser med enhver. Under mine lange sengeliggende perioder, bliver hun aldrig træt af dynerne, men ligger og hygger ... med mindre TV'et kører, for så skal hun altså jage hver en bevægelse. Zazen er husets enlige hane. Han tror, han er konge over hele verden og betragter uden tvivl os allesammen som sine slaver. Han vokser - STADIG - og er nu lige så stor som Sipzap! Han vejer over seks kilo og jeg kan ikke forstå, han er den lille gumpefis, der lå i min hånd og fik sutteflaske ... Og så er der vores Sekhmet-mus. Hun er endelig ved at komme ud af sin skal og begynder at gøre forsøg på at lege med de andre og vise os, hvem hun er. Hun er en meget forsigtig pige, men samtidig den eneste, Zazen viser respekt. Der er ingen tvivl om, han ved, hun er hans mor! Hun har de smukkeste, mandelformede øjne, som sender varmebølger gennem hele kroppen, når hun kigger på én ... Som I måske også har bemærket, er hun kommet på med billede ude i sidebaren. Hun er stadig ikke helt rask og der er stadig meget arbejde at gøre, men tingene bliver bedre for hver dag.

Men det er jo sådan set hele bloggen, der har fået en ny makeover. Nu ved jeg ikke, om nogen af jer har været herinde i min lange fraværsperiode, men i så fald, har I måske set forandringerne, der er fundet langsomt sted. Der er stadig nyt på vej, men indtil videre bliver det nok, som det er. Der er nu også kommet link til min shop, hvor I kan købe nyt og gammelt, som skal videre til nye hjem og sprede glæde. Jeg har stadig en lang række items, der venter på at blive lagt ind, så husk at kigge ind med mellemrum! Der er alt fra tøj, sko og smykker, til wallstickers, billeder og bøger. Priserne er ændret, så portoen nu er indberegnet i varen, så den pris I ser på hovedsiden er altså inklusive fragt.

En del af bloggens nye udseende skyldes også, jeg overvejer at ændre lidt på konceptet herinde. Jeg regner med, der vil komme mere fokus på læsning og litteratur samtidig med at hovedvægten, som den plejer, er dyrene og min hverdag. Jeg har slettet boganmeldersiden, da nye anmeldelser vil komme her på hovedbloggen samt Goodreads, der nu har fået link til jer, der måtte ønske at følge mig. I må meget gerne adde mig som ven, da jeg elsker at følge med i andres anmeldelser og læsevaner.

Jeg håber, I fortsat vil følge med herinde og I må meget gerne lægge kommentarer - måske går der lidt, før jeg kan svare og måske bliver det lidt småt med indlæggene her i starten, men I og bloggen er altid med mig, ligger mig altid på sinde og bringer mig daglig glæde. Tak for alle de søde kommentarer, mails og breve, jeg har fået under mit fravær - de har betyder alverden!

Bag facaden

Adr, kender I den dér følelse, at i et karbad, bliver man aldrig rigtig ren? At man bare sidder og bobler i sit eget skidt? Alligevel er det luksus lige nu ... første bad i 11 dage! Ikke bare etageklatteri i sengen og tørshampoo i håret. Men nøj, hvor gør det ondt nu! Har de sidste uger haft mega attak med spasmer og smerter. Med infektion oveni er det bare bæ! Det er SÅ ydmygende at ens kæreste skal se én sådan. At han skal hjælpe én med at børste tænder, rejse sig fra lokummet, få redt hår ... alt! De muskler der ikke kramper, er sært døde. Har det med at savle, når jeg skal tale og når jeg drikker pisser det ned i skødet på mig. Mine lymfekirtler under armene gør SÅ naller pga. infektion, at jeg ikke har kunnet bruge antiperspirant. Én gang om dagen har det været op med armene, vifte fluerne væk og pifte deo på. Alt gør bare ondt - armene er det eneste, der ikke er vildt ramt, så jeg kan skrive og på den måde føle, jeg alligevel er lidt i live.

Selvom jeg savner et brusebad, føler jeg lige nu, det ville være at sammenligne med at få skraldet huden af. Jeg savner at stige dampende ud af brusebadet, nulrer de døde hudceller af med håndklædet, barbere ben, rede hår ... alt det, jeg glemmer at sætte pris på, når jeg har det godt. Men lige nu er det umuligt, fordi hele kroppen er et, stort, blåt mærke. Det har bare været SÅ meget lortedag, at jeg må have afløb. Jeg har tit ondt på den måde, men det varer sjældent så længe. I dag, hvor HG så har været væk en del timer, bliver jeg endnu mere hudløs.

Jeg tager mig i at spekulere på, hvad der er rigtigt her? Jeg ved, jeg har ME. Fair nok. Men jeg har svært ved at have en diagnose som 'fibromyalgi', når jeg samtidig får at vide, mine symptomer går ud over, hvad der hører til sygdommen og hvad der er normalt. Og så samtidig får at vide at det ikke tyder på MS. Jeg har fået rygmarvsprøve og hjernescanning og fik at vide, der ikke var klassiske tegn på MS. Men når jeg samtidig får at vide, det ikke er normalt fibro ... garh, så bliver jeg træt, træt til døde. Min læge har halveret mine stesolid mod muskelkramperne. Egentlig ville hun fjerne dem, men da jeg påpegede, det ikke var mit problem, at lægerne får påbud om at udskrive mindre, begyndte hun at give sig. Hvad havde hun regnet med? Det skete mindre end et halvt år efter, jeg blev hentet med ambulance, fordi fuldt styrke stesolid ikke kunne stoppe spasmerne! Jeg tænker også på, hvad der gør ved HG? At have en kæreste, der ligger nøgen (kan ikke have tøj på pga. smerter) med fedtet hår og ligner en eldrevet spastiker, fordi musklerne ikke kan kontrolleres.

Normalt føler jeg mig rimelig munter og tilfreds med mit liv. I dag er tingene bare blevet for meget. Jeg er SÅ træt af soveværelsets fire vægge. Samsara er væk, Mumi er døende, min krop dur ikke, HGs retssag venter om hjørnet og vi er fattige som kirkerotter pga. alle de skide psykiaterregninger, der har været i forbindelse med sagen.

Jeg håber, I bærer over med mig og mine udbrud. Jeg ved godt, mange har problemer, der er større og værre end mine. Min lige nu, hvor jeg bare kan ligge og tælle timerne til næste gang jeg må få medicin, har jeg svært ved at rumme noget ud over min egen boble. Dette er desværre også en del af mit liv. Selvom jeg sjældent (eller hvad? For ofte?) deler det med jer.

... Det er lige før, jeg glæder mig til, jeg kan færdes IRL igen og møder folk, der siger: "Du ser jo kernesund ud - man kan ikke se, du er syg!" Normalt gemmer jeg mig bag Nettos nærmeste hylde eller en af gadens lygtepæle, når én af de typer, der altid smækker den i mit hoved, kommer daffende ned ad gaden, med brystet skudt frem og brillen hvilende på næsetippen - på jagt efter et offer, der kan trynes på en måde, der får det til at lyde som om, de egentlig giver en kompliment. Med lige nu gad jeg godt have den i  hoved. 'Hvor ser du godt ud!' ... tja, det er nogle dage siden.

Giveaway #20

I dag har HG og jeg bryllupsdag og det skal fejres, så nu kan du vinde:

rene kærlighedsfarver! :) En smuk pink neglelak fra Maybelline Color Show samt denne fine sommerfuglehalskæde med sten, der matcher i farven. For at vinde skal du:

♥ Følge bloggen via GFC og Bloglovin.
♥ Komme med et gæt på, hvor mange år, vi har været gift i dag.
♥ Skrive en kommentar med dit gæt, samt mailadresse.

Du skal også være velkommen til at følge bloggen på Facebook - på den måde kan du også holde øje med, hvornår der kommer konkurrencer herinde og hvornår, jeg annoncerer vinderen. :)

Fredag d. 9. august trækker jeg lod mellem alle jer, der har svaret korrekt. Svarer INGEN korrekt, trækker jeg lod mellem ALLE deltagende. :)

Så ... kom med dit bud. :)

Skt. Hans i billeder

Så er her billedspam for alle pengene (for en gangs skyld). Billederne er alle fra Skt. Hans, som blev holdt her hos os i Rø (Gudhjem).

Det er tradition at grille Skt. Hans aften uanset vejr.

Næsten alt vi ejer er arv eller foræringer - jeg elsker, når tingene har en sjæl. Bord og stole stod her, da vi flyttede ind. Dugen er en aflagt af min mors. Tallerknerne er fra Svogerskabet, da han gik fra sin første kæreste, glas og bestik arv efter morfar.

Alle havde hver især lidt mad med.

Min mor havde stået for kartoffelsalaten.

Jeg havde lavet salat med spinat, vandmelon, cashewnødder, slikærter, agurk og pesto. Den smagte overraskende ... dårligt!

Grillen havde visse (start-)problemer.

Afslapning på langs efter mange timer på fusserne. Og hvad ender jeg overraskende op i? Maosutter og hullede jeans!

Ucharmerende og glinsende pandekagebager

Til dessert: Amerikanske pandekager, yoghurtis, blåbær og vandmelon.

Kort tid efter gæsterne gik, fik vi strømafbrydelse. Da der stadig var gang i bålsteder, lagde vi os ud på terrassen og drak den Asti, der var tiltænkt vores 10-års bryllupsdag (der er alligevel aldrig nogen af os, der kan huske, hvornår det er!) og spillede kort. Da det var ved at blive koldt, havde jeg hentet dynen og lå og faldt i søvn.

Daaaaajlig varme

Og gratis brænde fra beskæring af nogle af de mange træer, der omgiver vores hus.

Asti og strømafbrydelse og lys, der er hele 13 år(!) gamle og slæbt med hjem fra Malta.

Bobler i sommernatten

Mørke i vores egen lille 'skov'.

Charmerende *host* fedtfjæs - alletiders førbillede til nu, hvor jeg går ind i en slanke- og træningsmåned.

Månedschallenge #6 og #7

Så kommer de sidste indlæg, jeg er bagud i min challenge. Og iiiiiik! Det er billeder! Dag 6 hedder 'et billede af dig selv fra 2007'. Og her må jeg altså komme til kort er jeg bange for. Årene 2003-2008 var ret hårde og jeg har faktisk ikke vildt mange billeder fra den periode. Dog har jeg valgt tre, der lægger i nærheden heraf.

Billedet herover er fra fra slutningen af april 2006. Dvs. jeg er 24 år og 8 måneder (for nu at være helt præcis) på dette billede (oh, sikken glat babyhud! How I miss you!!). Det er taget til min lillebrors nonfirmation/mors 50års fødselsdag. En skøn dag, hvor jeg holdt tale for dem begge og havde lavet en 'Kend mig'-leg med spørgsmål om dem. Gæsterne fik hver især uddelt f.eks. pivedyr, piccoloklokke, fløjte, skralde etc. Hvad som helst med larm i. c",) Min lillebror skulle knalde balloner med konfetti i. Derefter lå der er spørgsmål, han skulle læse højt og gæsterne skulle så svare ved at larme. Min mor fik knallerter med spørgsmål i.

Billledet herover (hvor jeg har gigabums på hagen) er fra 27. oktober 2006. Jeg er altså lige fyldt 25. Dette billede blev taget til Facebook og var et af de første profilbilleder.

Til sidst er der så billedet her fra marts 2008. Det er taget i vores tidligere bolig i Allinge og er Lilleræven (på knap fire år) og jeg.

Næste punkt er 'et billede af dig og din nærmeste ven' og detteher lyder SÅ kliché, men det er altså HG. Jeg har aldrig været god til venskaber, jeg er ikke god til at have folk tæt på mig og slet ikke efter jeg er blevet syg. Når man aldrig ved, hvordan situationen ser ud om fem minutter, er det svært at bibeholde venskaber. Folk bliver (forståeligt nok) trætte af, man ikke kan have en fast aftale, fordi situationen kan ændre sig fra okeedokee til ambulance på kort tid. Jeg er heller ikke god til konfrontationer og det kommer der uvægerligt, når man er tæt på folk. Bliver nogen sure på mig, skuffede m.v. kan jeg slet ikke have det! Jeg er et meget konfliktsky menneske og er SÅ meget en pleaser. I venskaber giver jeg ofte mere af mig selv end jeg egentlig magter og jeg får ikke sagt fra. Desuden er jeg typen, der godt kan lide at være alene. Hvis en veninde vil have mig med i byen på café og shopping og jeg ikke magter det, har jeg svært ved at sige det lige ud. HG er min bedste ven, fordi vi kan grine sammen, græde sammen, leve sammen - alt sammen. Selv efter 15 år, har vi ting at snakke om. Vi kan være stille sammen eller vælte byen sammen. Bare en køretur en sommeraften med radioen kørende kan være en fantastisk date.

Så blotter vi paradentosen. c",)

Vi anmelder på par-måden:

Det er ikke så perverst, som det muligvis lyder. c",) Men da jeg fik muligheden for at score et par boxershorts til HG, sagde jeg naturligvis ikke nej! :)

Her er, hvad vi modtog, fra Dealfighter:

 

Hvis du ikke kender Dealfighter, kan jeg fortælle følgende om dem: Dealfighter er en side, der har fokus på igangværende tilbud, man kan handle her og nu. Bl.a. havde de dette tilbud på et par Tiger of Sweden-boxershorts, der har en værdi af 200,- men blev solgt til 100,-. Du kan læse mere om Dealfighter her

For tiden er deres tilbud denne smukke infinitystage, der har en værdi af 799,- men bliver solgt til 399,- Bare mellem os: Den er jeg personlig ret vild med!

Men tilbage til boxershortsene: Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret kritisk med, hvad HG får lov at iføre sig, når det kommer til intimbeklædning. Jeg gider simpelthen ikke se på et morgengrimt klokkeværk, der stikker ud af et par alt for løse ben, når jeg forsøger at tvinge min mysli ned! Så gennem tiden er der røget mange produkter i skraldespanden. Denne test bestod disse dog: De sidder tæt til i benene - også når man når henad aftenen. HG siger, de er meget tynde, så man ikke føler sig for 'omklamret'. De er bløde i stoffet og de har den fordel, at de ikke suger pels til sig (af ret stor betydning herhjemme!). Når vi spiser morgenmad her i huset, ligger der gerne en kat på det ene lår og en hund på det andet, så jeg måtte lige glo ekstra interesseret, da HG rejste sig: Ingen pels! Det er lettere imponerende. c",)

Jeg personligt kendte ikke til Dealfighter, men jeg må indrømme, det er et koncept, jeg synes godt om. Jeg har før nævnt, at pengene er små, når man er husejer, har seks husdyr, et medicinforbrug, der fylder næsten ligeså meget i budgettet som madkontoen og skal klare sig med en førtidspension. Havde jeg nu kendt til siden, kunne jeg måske have fået et par lækre fødselsdagsgaver til nogle af denne måneds mange fødselsdage. Siden er nu lagt ind under favoritter, så jeg kan holde øje med dem. Jeg er nemlig ikke bange for at indrømme, jeg stort set aldrig handler noget, der ikke er på tilbud.

Du kan også finde Dealfighter på Facebook og på den måde følge med i deres igangværende deals.

Meld gerne tilbage, hvis du har erfaringer med firmaet. :)

[Sponsoreret indlæg]

 

Dagens fanbillede - nu også med striber!

Så kom vores lille Mis(s) Vips på som dagens fanbillede hos Best Friend.

Det er tredje gang, et af vores billeder bliver dagens. De to andre gange har det været Zappen, der har hentet titlen hjem, men det varmer ekstra meget at det er min Vipsepige, der døde d. 11. september 2011, præcis ti år efter, hun var kommet ind i mit liv, der i dag bliver mindet med denne titel. Vips var meget speciel og hende og jeg havde et forhold, der ikke kan beskrives. Hun var min lille pige, og jeg synes, hun er den smukkeste kat, jeg nogensinde har set! Jeg reddede hende fra kvarteret blandt nogle studenterboliger, hvor kun rendte rundt mellem ølflasker og (ja sgu!) kanyler og ledte efter mad.
          Hele vejen hjem i bilen, knugede hun sig ind til mig, som vidste hun, at her var en redningsplanke - et liv med mad, varme og kærlighed. HG var meget imod mit projekt, da vi lige havde fået en lejlighed, hvor vi ikke måtte have dyr, men jeg var urokkelig. Det var mig og Vips eller intet overhovedet. Vi havde ellers undtagelsesvis fået lov at beholde vores kat, Shiloh, og kanin, Lurifax, da vi flyttede ind i den 104 m2 store lejlighed med tag, der var fløjet af under orkanen i '00, rådne vinduer med indbyggede maddiker (der åbenbart var den eneste slags husdyrhold, der var tilladt i nr. 19), en skizofren i underetagen, der flere gange dagligt bankede på døren og på skift bad om tilladelse til at få foretræde for borgmesteren, der åbenbart formodedes at bo i vores entréskab og HG, der i kraft af sin stilling som farmakonom åbenbart forventedes at skulle lægge ører til hendes forhåndenværende fortrædeligheder og dårligdomme der som oftest (til HGs store fortrydelse) syntes at involvere intime ting som skedesvamp eller underlivsbetændelse, og psykopat udlejer, der elskede at finde på måder, hvorpå han kunne få sine lejere til at betale ekstra, mens han plirrede med sine små stikkende øjne og gned sig begærligt i hænderne.
          Men jeg påtog mig personligt at snakke med udlejer og var han imod min Vipsepige, kunne han tage sin lejlighed og stikke skråt op. HG var også urolig for Shiloh, der dog fra første snif af den underdejlige Vips blev ellevild for en legekammerat (de var næsten jævnaldrende) og dame til sit ønskede harem.
          Det havde nær kostet vores forhold, da HG var imod projekt Vips, der både var syg og uønsket (fra udlejers side), men jeg fortalte, at såvel han som udlejer og Shiloh kunne pakke sig (på Tante Møhge-måden), hvis de ikke ville tage mod min lille stribepige med henholdsvis åbne arme og poter. Det endte med, at Vips blev højt elsket af såvel HG som Shiloh - udlejer blev dog aldrig helt glad for Vips og endte med at lægge sag an mod os og forlange skyhøj erstatning da vi flyttede, fordi Vips havde pisset i garderobens skab. Således er der i dag iskoldt luft mellem mig og udlejer, når vi af vanvare mødes i Netto eller på det lokale lægehus. Han kan ikke tilgive os at vi vandt sagen - OG fik penge retur fra vores indskud (han kendte desværre for ham ikke boligloven ligesom som os. Jeg tror ikke, han havde drømt om at en velanset og respekteret forretningsmand som han, kunne blive taget i røven af en kontanthjælpsmodtager og en ung knøs fra det lokale apotek, begge kun trådt ud af teenageårene. Men ikke alene havde vi sat sig ind i boligloven OG læst de papirer, vi havde underskrevet ved indflytning i stridens kerne, lejligheden 19C, vi havde også mine forældre, der gav os det gode råd af melde os ind i LLO, der bistod os, da vi flyttede ud af skizofren- og maddikehelvede og gerne ville have vores tilskud retur).
          Jeg kan ikke tilgive ham hans had og gerrighed. Da vi engang, ved et frygteligt uheld, kom til at sidde ved siden af hinanden i et overfyldt venteværelse, var det helt så HG dirrede af frygt for, at jeg skulle finde på at daske til ham med min medbragte stok og derved få endnu et sagsanlæg på nakken. Når det ikke skete, er det til dels af den grund, at jeg pga. feber og lægeskræk ikke magtede at udgyde mit had i form af andet end onde blikke og berøvelse af begge armlæn, så han således måtte finde sig i at sidde pænt med hænderne presset ind mod kroppens sider og i frygt for min stok, der stod lænet betænkeligt tæt op ad hans armlæn. Det frydede mig desuden, at den 'sygdom', som han med afsky kaldte det, at jeg havde tilladt at anskaffe mig og som havde anbragt mig i det kommunale system (hvilket åbenbart fik ham til at anse mig for en paria), nu også havde sneget sig ind på hans kone og medført så grelt et handicap, at han nu var stikirenddreng for hende, når der skulle fornys recepter.
          Skadefro er ikke pænt ... men jeg skammer mig alligevel ingenlunde over at indrømme, at det er hvad jeg føler, hver gang jeg tænker på disse afskyelige mennesker, der forpestede et par år af mine sidste teenageår, mens jeg selv havde ringe kræfter til at kæmpe og ikke havde brug for den ekstra modstand, de tilførte vores liv.

Jeg har vænnet mig til, hun ikke er mere, min Vipseprinsesse som dette indlæg egentlig skulle have handlet om, men jeg kommer mig aldrig over det og jeg tror aldrig, jeg vil kunne tænke på hende uden at tårerne spiller i øjenkrogene, fordi det gør så ondt, hun er væk. Hver dag skal Sipzap - der også var meget, meget glad for Vips - en tur i haven, hvor hun ligger sig på Vips' grav. Jeg sværger, hun ved, det er Vips' opholdssted nu! I dagene efter hendes død, sad Sipzap fra morgen til aften på havelågen og spejdede. Hun kunne ikke forstå, hvor Vips var. Efter timers forgæves venten, gik hun ind ad kattelemmen, spiste lidt mad og kravlede op til mig i sengen, hvor hun ledte under dynen, hvor Vips plejede at ligge og vogte, så snart moar lå der. Efter en del uger på den måde, kom jeg ud i haven en morgen og blev helt kold indeni, da lågen var tom og ingen Kæmpekat (som Sipzap hedder blandt områdets børn) sad og spejdede. Efter at have endevendt haven, fandt jeg hende og bror Shiloh side om side på Vips' grav. I dag er Shiloh, der blev 12 år og overlevede Vips med ca. et halvt år, også død og ligger side om side med Vips i haven. Og Sipzap besøger dagligt gravstedet, hvor der er et helt hul i græsset, fordi hun har lavet sig en hule.

Trioen, før tiden indhentede dem og tog Vips og Shiloh med til himmerig, mens den ca. fem år yngre Zap blev tilbage. Fra venstre er det Shiloh, Sipzap og Vips.

♥ 15 år sammen ♥

I dag (ja, nu er det efter midnat, så ret beset i går) har HG og jeg været sammen i 15 år. 15 år!!! Hvor vildt er det ikke?! Og ikke bare det faktum, at vi har været sammen så længe (og er SÅ gamle!), men også dét, at vi huskede det! Da dagen har været travl - og at det hele alligevel kom lidt bag på mig - har jeg ikke rigtig fået planlagt et specielt indlæg efter det. Jeg ville gerne have lave en collage, så der var et billede for hvert år, men det var tiden ikke til, så I stedet må I nøjes med, hvad jeg lige kunne finde. Bl.a. et bryllupsbillede, hvor HG næsten mangler og jeg ligner én, der skal henrettes, samt et fra vores gallafest i gymnasiet, som ikke ligefrem viser min mest charmerende side. My God ... 15 år!

Mange tror ikke på kærlighed ved første blik. Det tror jeg heller ikke, det var for HG. Men det var det for mig. Jeg mødte ham, da jeg gik i 1. g. og han i 2. g. En fælles veninde præsenterede os for hinanden, og da jeg kiggede ham i øjnene og han smilede, tænkte jeg: 'Ham bliver jeg gift med!'. Han har senere sagt om mig: "du var jo ikke lige én man vendte sig om efter på gaden". Men jeg fik da fortryllet ham alligevel. Det har ikke været lette år. Sammen har vi (og vores familier) været gennem min sygdom; hans sygdom; alkoholisme, pillemisbrug og ludomani i familien; anoreksi, bulimi, fejloperation, tab (en rent 'Beverly Hills' sæson!). Men vi har også oplevet en masse fantastisk sammen - som udsletter alt det onde. Jeg tror egentlig ikke på sjælefrænder. Jeg siger som Monica i 'Friends': 'Vi er to mennesker, der arbejder hårdt med vores forhold og får det til at fungere'. Jeg tror styrken består i ikke at vende sig mod hinanden i hårde tider, men skabe fælles front og komme gennem det. Heldigvis har vi et vippe-agtigt forhold. Når den ene er nede, er den anden oppe og på den måde kan vi hjælpe hinanden. Hvis jeg skal sige det med ord, bliver det desværre ikke med mine egne. Det er tit lettere at  bruge andres i den slags situationer:

"... And tell me that we belong together
And dress it up with trappings of love
I'll be captivated, I'll hang from your lips
Instead of the gallows of heartache that hang from above

And I'll be your cryin' shoulder
I'll be loves suicide
And I'll be better when I'm older
I'll be the greatest fan of your life ..."

(Edward McCain: "I'll be").

Se også evt. min video med vores sang og blandede billeder.

Glædelig årsdag, skat. Here's to the next 15 years.