Storm og ... Storm. Med en knivspids modvind.

Jeg synes, tiden smuldrer for tiden ... I går blev Mumis ting flyttet til plejehjemmet. Det er vildt at se, hvor mange folk, der har været villige til at hjælpe en ældre dame i nød. Hendes bedste veninde lånte os en trailer at flytte møblerne på. HG havde to venner, der kom og hjalp med at flytte dem - kvit og frit! Hvor rørende er det ikke lige? Da jeg ikke er meget bevendt for tiden, var jeg hundesitter og stod for frokosten. Det er første gang i et par måneder, jeg har stået på futterne længere tid ad gange. Synes godt nok, det er hårdt at komme op i lodret position igen - havde helt glemt, hvordan udsigten så ud heroppefra!

I dag har jeg bare fået sovet, sovet, sovet. Har stadig flere dages søvn at indhente. Mine forældre (der snart må være segnefærdige af træthed!) tog ud og fik stillet hendes nips på plads, tømt kasserne, sat bøger i reolen og lagt tøj i skufferne. I morgen tidlig skal Mumi så hentes fra aflastningsstedet. På vejen skal vi indenom dyrehandlen og have købt et nyt halsbånd til Sekhmet, der synes at være blevet helt rask nu og snart er klar til at komme ud - hvis hun vil.

Vores Myrlepige har det rigtig skidt. :( Hendes penicillin synes overhovedet ikke at virke længere og tirsdag er det dyrlægen med hende, Samsara og Sekhmet. Sekhmet skal lige have stempel på, hun er rask og så vaccineres. Riraen (Samsara) skal have tjekket sin urin for krystaller og infektion og Myrl, oh Myrl ... hvad vil de dog gøre vil min lille pige? Er SÅ bange for, vi ikke får hende med hjem! For tiden er vi simpelthen så ulykkesramt som man kan blive (mulig overdrivelse og navlepilleri kan forekomme!). Jeg har haft både synsudfald og døvhed på det ene øre. Cleo er død. Retssagen, som vi blev spået til at vinde, blev tabt, hvilket var sådan et slag i ansigtet. Modpartens advokat havde overfuset HG på det gro-ve-ste og på en eller anden måde føles det som en blåstempling fra dommerens side, når hun giver modparten ret; især fordi vores advokat var i chok over vi tabte, da han var sikker på et positivt resultat, og at vi havde fået medhold i ankestyrelsen. Det vil sige nul pension fra det pensionsselskab, som vi har betalt til, mens vi kun havde HGs skaldede elevløn og ikke andet (gensidig forsøgerpligt, fordi vi er gift - det var før min pension gik igennem). Da han endelig får brug for den støtte, han så regnede med, får han bare at vide, de mistænker ham for at fake! Bliver så HARM og arrig!!! Som om man sidder et år på sofaen i underhakker og savler, hvis man ikke er syg. Som om man får antipsykotiske medicin, hvis man ikke er syg - som om man gider gå der hjemme og pille sig i røven, hvis man ikke er syg?! Helt ærligt har det været et værre slag i ansigtet end selve diagnosen. :( Ved godt, det lyder vildt at begge parter i et ægtepar kan være syge og have behov for pension, men det er livet! Man har altså ikke behov for et ekstra spark i bollerne oveni; man føler sig ringe nok uden at der behøves at pege fingre. Jeg føler mig som en hunløve, der skal beskytte sine unger, når nogen overfuser HG. Han er den stille type, der bare tager imod. Jeg får lyst til at kaste mig over dem og flå i sener og nerver indtil de er lige så handicappede og ydmygede som han. Jeg kan bedre tage, hvis folk peger fingre ad mig eller ler, hvis jeg går skægt, kommer i min rullestol eller andet. Men når folk overfuser folk jeg holder af, føles det som om, de rammer en blottet nerve.

Hvis Myrl nu også tager billetten oveni, ved jeg ikke, hvad jeg gør. :( Vi har folk rendende her næsten hver dag, fordi jeg sælger løs af alt hvad sælges kan, så vi har penge til alle de dyrlægeregninger, der skal til. Desuden har vi jo haft mega udgifter i forbindelse med retssagen - billetter til Kbh., regning på udtalelse fra psykiater (en udtalelse, som blev nægtet tilladelse til at indgå i sagen - 5000,- ud ad vinduet!). Når alt er ovre har denne sag måske kostet os 15000,- ... og så alle de nerver og bekymringer, der kommer oveni. Det er simpelthen så surt. Jeg er vant til at være fattig - vi har aldrig haft andet en SU, elevløn eller en pension, så det er ikke så meget dét. Men hvor havde det været rart at have en form for tryghed. At vide, at vi f.eks. kunne skifte vores rådne hoveddør til en ny, at man ikke skulle have ondt i maven, når fyret siger underlige lyde m.v. At have ... fred.

Hvis Mumi får nedtur, når hun bliver flyttet, ved jeg ikke, hvad jeg gør ... :( Hvis hun begynder at tude, bryder jeg vist selv totalt sammen. Føler ikke længere, jeg har noget at give af. Er konstant grådlabil og bryder sammen i krampegråd over de latterligste ting. Forleden var det fordi Netto ikke havde flere blå Super Flyers! :o Come on, Line! Det er jo ikke dig. :(

I det mindste fylder Sekhmet mig med glæde i disse dage. Hun blomstrer op og tør mere og mere. Jeg forsøger at holde fast i de små gode ting. De små mirakler, der er i HVER dag, hvis bare man kigger. Men ærlig talt ... for tiden skal jeg virkelig kigge godt efter.