Viser opslag med etiketten tabu. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tabu. Vis alle opslag

mandag den 19. maj 2014

Jeg slår dig ikke ihjel

Her er stadig meget kaotisk ... mens foråret langsomt gør sig klar til at skifte til sommer, leger vi 'Det forsømte forår' og tilbringer dagene med at køre frem og tilbage mellem plejehjem og hospital. Mumi har - mod forventning - nu overlevet fjorten dage. Da hun forrige mandag kollapsede, fik vi at vide, at hele hendes højre hjernehalvdel er ramt og at der er ringe chance for, hun ville overleve. Mine forældre stod og skulle rejse til Tyrkiet og min onkel (altså Mumis søn) skulle til udlandet i forbindelse med sit arbejde. Vi gjorde alt klart til begravelse, så HG og jeg kunne arrangere den, mens de var væk, hvis Mumi gik bort. Men Mumi er ikke gået bort ... og mine forældre har afbestilt.

Om torsdagen - tre dage efter hendes indlæggelse - følte jeg, hun nærmede sig bevidsthed. Indtil da, havde hun været ukontaktbar. Om torsdagen forsøgte hun at åbne øjnene og klemte min hånd. En sygeplejerske mente dog, hun var længere væk. Men jeg fik ret! HG syntes, hun bevægede sit lammede ben, hvilket vi havde fået at vide ikke var muligt. Et par dage senere besøgte mine forældre hende og hun var nu vågen i korte intervaller. Vi har fået at vide, hun ikke vil forstå sprog samt ikke kunne tale, men af og til siger hun lyde, som lyder som 'hej', 'ja' og 'nej'. Hvorvidt det er noget, jeg lægger i det er svært at sige. Men jeg havde ret, da jeg sagde, hun var ved at vågne. Da hendes sidemand døde, forsøgte hun at kommunikere noget til min mor og kiggede hele tiden over, hvor P. havde ligget (de boede på samme plejehjem). Desværre kan Mumi ikke spise og drikke, pga. lammelser af svælget. Hun har derfor fået en sonde i næsen. Pr. refleks hiver hun den dog ud under sin søvn, så den skal lægge i op til seks gange dagligt og hun er nu meget irriteret i svælg og næse og bløder en del. For et par dage siden kom lægen ind, mens min mor var på besøg. Han sagde, de var klar til at flytte hende tilbage til plejehjemmet, men at vi skulle træffe en beslutning: Skal hun have sonde indopereret i maven?

Umiddelbart undrer man sig over sådan et spørgsmål, men så slår det: De vil have, vi skal tage stilling til, om hun skal leve! Deres holdning syntes at være, det mest humane ville være at lade hende sulte ihjel. For et par år siden, døde min morfars søster på den måde. Hun var over 90 og havde hjernekræft og familien besluttede, det skulle ende. Det blev et langt forløb på over tre uger og det blev forfærdeligt! Dengang udtalte min mormor, det var umenneskeligt, så hun havde sådan set selv truffet valget. Men nu, hvor hun ikke har sprog og bliver betragtet som en grøntsag, skal VI som familie være dem, der giver tilladelse til operation eller ej. Det er et lille indgreb og på den måde slipper hun for næsesonden og irritationen. Men mange ting løber gennem ens hoved:

Mumi har virkelig kæmpet for at overleve dette! Hvorfor, tænker man, når man sidder der og ser hende. Hvorfor giver du ikke slip, Mumi? Man kan nærmest SE dødskampen, men hun har vundet. Kan man så nægte hende mad? Hun kan ikke sige til og fra. Lægen siger, hun ikke mærker sult. Men hvem ved det? Ingen kan garantere noget. Jeg går stadig ud fra, hun er derinde og forstår ALT. Jeg snakker til hende som før. Om ikke andet, forstår hun tonefaldet. Hun burde slet ikke være vågen endnu, efter hvad lægen vurderede, da hun kom ind. Men det er hun. Hun burde ikke kunne bevæge højre ben. Men det kan hun! Heldigvis har Mumi i tide taget stilling til mange ting; bl.a. at hun ikke ville genoplives i tilfælde at hjertestop. Hun har planlagt hele sin begravelse. Men hvem drømmer om, man skal tage stilling til, om man skal sulte eller tørste ihjel? Jeg ser sådan på det, at nægter vi hende sonden, slår vi hende ihjel. Ville jeg kunne lægge en pude over hovedet på hende? Eller give hende morfin? Svaret er nej. Jeg kunne ikke aktivt slå hende ihjel og derfor vil jeg heller ikke inaktivt gøre det. I mange år kæmpede jeg mod anoreksi og jeg ved, hvordan det er at være udsultet og hvordan kroppen reagerer. Havde jeg kunnet bryde sygdommen havde jeg gjort det, men det tog mig seks år. Mumi kan ikke selv sig til og fra, så nu gør jeg det (VI, som familie gør det, da vi alle er enige!) - hun skal ikke sultes ihjel!

Nu venter vi bare på operationen ... Vi fik indtryk af, det ville ske i dag, men i går fik vi at vide, der kunne gå længe. Imens har de tapet hendes raske hånd ind, så hun ikke kan rive næsesonden ud. Det gør ondt at se! Hånden er det eneste, hun kan bruge frit. Nu kan vi ikke engang holde hende i hånden! Hun er 85 år og skal snart dø, men nu skal dage, uger eller måneder tikke af sted, mens hun ligger med smerter som følge af den dumme sonde! Jeg vil bare have, hun skal hjem til plejehjemmet, hvor hun kan komme i sit eget tøj og op at sidde i kørestolen. Hvor hun kan sidde på terrassen og få sollys i ansigtet. Hvor vi er nærmere og kan komme og køre hende en tur ned på havnen og se bådene, lugte duften fra pandekagehuset, mærke den kølige brise i ansigtet. Om ikke andet, kan det måske være lidt livskvalitet her på det yderste.

Imens passer vi hendes planter, lufter ud i lejligheden, har tømt køleskab, afbestilt maden. Vi er stadig i gang med at pakke kasser og møbler ud, som der ikke var plads til hos hende. Når hun er væk, skal vi have folk boende i forbindelse med begravelsen, så vi skal helst nå at tømme vores ekstraværelse, så vi kan få det gjort klart.

Jeg kæmper også stadig mod hyponatriæmien. Mine værdier var faldet temmelig meget, så jeg igen er i saltunderskud. Jeg har haft nye anfald med spasmer, er meget træt og udmattet og har haft anfald, hvor jeg var ved at besvime. Samtidig var mine nyretal ikke så pæne, så det haster snart med at finde ud af, hvorfor jeg bliver ved med at døje med blærebetændelsen, men jeg skal først til urolog i august. Selvom jeg er gået ned i medicin, der kunne være årsag til salttabet, bliver tallet ikke stabilt og jeg synes ikke jeg bestiller andet end at rende i lægehuset og æde salttabletter og salt.

Imens flyver tiden forbi. Foråret er kommet og er snart forbi igen. Jeg kan slet ikke forstå det ... for nogle uger siden - en af de første gange vi besøgte Mumi på hospitalet - stod kirsebærtræerne i fuld blomst, så hele gaden havde et lyserødt skær. I går dryssede blomsterne af derude, så det lignede snefnug, der føg hen ad fortovet. Imens ligger Mumi og går glip af det hele. Det var nu, hun skulle have siddet på sin terrasse og set havet med de hvide skumtoppe og nydt råbene fra legepladsen nede foran bygningen. Hun skulle have hørt rapsmarkerne, der rasler i vinden og fører den søde duft med sig, have set krukkerne med blomsterne, der står så fint med alle sine farver. I stedet ligger hun dér og venter ... på at dø. Sidste år var vi på vej til Fyn og Mumi var rask. Nu er hun væk.



mandag den 5. maj 2014

Hvad siger man på et (muligt) dødsleje?

[Advarsel: Voldsom galgenhumor kan forekomme!]

Blev vækket kl. halvni i morges af telefonen. Kunne ikke sove i nat. Fik giga angstanfald og var bange for, jeg pludselig ikke kunne forstå, hvad HG sagde eller finde ud af, hvordan man snakker. WTF?! Hvor kom det lige fra? Normalt knytter min angst sig til noget 'rationelt' (som f.eks. at være bange for at få et nyt krampeanfald, at benene forsvinder under mig, mens jeg daffer rundt in public eller lign). Desuden er det mange år siden, jeg virkelig har været plaget af angst. Der har dog været lidt de sidste par måneder efter lang tid med stress (mormors sygdom og flytning, Cleos død, HGs retssag (der forøvrigt skal op igen allerede til august - YAIKS!), mine mærkelig spasmer m.v. Da klokken var ca. 2.30, fik jeg endelig ro og kunne sove. Det havde irriteret mig VILDT at være søvnløs, fordi jeg dels havde været træt hele dagen og dels skulle op i dag og have taget blodprøver, så svarene kan være klar inden min opfølgende aftale fredag. Kl. halvni vågnede jeg så ved at HG snakkede i telefon. Og var ikke i tvivl om, hvem han snakkede med: Plejehjemmet. Sygeplejersken havde i morges fundet min mormor, der lå underligt på tværs i sengen og havde kastet op. Hun var ukontaktbar og de havde ringet til hendes læge, der havde sendt en ambulance. De synes ikke, det så godt ud, da hun var lam i den ene side (så ved man ligesom godt, hvad klokken har slået).


Jeg fik fusserne ud af sengen og ringet til min mor. Vi aftalte at jeg skulle smutte ned og få taget blodprøver på lægehuset, mens hun kom i tøjet, fik morgenmad og luftet hund. Og selvfølgelig skulle HG skide, da vi skulle ud ad døren. Selvfølgelig var der vejarbejde. Og selvfølgelig sinkede en besværlig patient hele dagsordenen i lægehuset. Men jeg kom da endelig op i Draculastolen, klar til at blive tappet. Min læge (som også er min mormors læge) står i rummet og analyserer en prøve. Da han ser, det er mig, ligger han blidt hånden på min skulder og siger skånsomt: "Jeg synes lige, du skulle vide, jeg lige har indlagt din mormor. Jeg har ringet til din mor." Hvor sødt er det ikke lige? Heldigvis vidste vi det jo så og jeg kunne fortælle, hospitalet var næste stop.

 Mine forældre var dog også blevet forsinket, så den nåede at blive knap 11 (eller var det 12?), før vi nåede sygehuset. Min mormor lå i dyb komalignende søvn. Hun reagerede ikke på vores stemmer og virkede irriteret over berøring. Klokken to fik vi at vide, der nok ville komme en læge på stuegang om tre kvarter/en time. Klokken endte dog med at blive fire (men vi skulle jo heller ikke noget). Lille Mumi har fået en GIGA blodprop i hjernen, der fylder hele venstre hjernehalvdel. Og resten af hjernen er i forvejen skadet af diverse mindre propper gennem årene. Desuden havde hun slugt noget af sit opkast, så hun er i fare for lungebetændelse og pga. hendes hjerte, der slår forkert, har hun væske i lungerne, så hun er hårdt ramt. Sygeplejersken havde snakket om genoptræning, mens vi kiggede på hende med 'are-you-stupid-much?'-blikket. Hallo! Damen er i forvejen svært hjerneskadet og hele hendes højre side er nu lammet. Hun er nærmest i koma, tror du virkelig selv, hun vågner og spjætter af begejstring for at lære at gå? Vi troede ikke på, hun ville vågne! - En ting, lægen til dels bekræftede. Overlever hun 5-7 døgn, vil hun sandsynligvis vågne, men være meget, MEGET syg. Hun kan ikke længere snakke eller forstå sprog (det ville være som hvis vi snakkede russisk til hende)! På det tidspunkt løb det mig koldt ned ad ryggen og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på mit mærkelige angstanfald aftenen før. Sidste hun fik en blodprop vågnede jeg og tænkte: "Det er mærkeligt, Mumi snart skal dø ..." Hvorfor tænker man pludselig sådan? Vidste, at når jeg tænkte sådan, var der sket noget. Da jeg ringede til mine forældre for at spørge til Mumi, var en ambulance på vej.


 Vi tror ikke på, hun vågner op. Hvis hun gør, vil hun ikke kunne synke, spise, drikke selv og skulle suges for at komme af med slim. Hvis man ikke kan snakke, ikke kan forstå hvad folk siger, ikke kan bruge sin højre side, ikke kan huske, hvem man er og hvor man er, hvad er der så tilbage? Måske lyder det kynisk, men jeg håber virkelig, hun får fred nu! Hun har ikke fortjent dette her.
 
Jeg synes, det er svært at håndtere situationen ved deadbeds (har været der to gange før). Jeg mangler et eller andet 'mor/forælder'-gen. Synes også, det var svært at snakke til hende i dag, når hun bare lå dér. Hvad siger man lige som afsked? - Og især, når det ikke er sikkert, hun er på vej væk. 'Hej hej' (for kækt). 'Vi ses' (muligvis løgn), 'sov godt' (for sentimentalt) 'god kamp' (for overgearet). Endte med et totalt lam 'hundeklap' på hånden og noget lamt i retning af 'så deeeet' (WTF?!). Men hvis hun vågner vil hun jo alligevel ikke kunne huske det ... Har haft det på samme måde, når vi stod ved dyrlægen med vores dyr. Hvis de er alvorligt syge kan jeg tackle det, men hvis det er en mulig afsked, står jeg bare dumt og tripper og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op med mig selv, udover at knuge dem. Er ikke god til dead beds. På mit eget kommer jeg garanteret til at indrømme diverse svinestreger, bare for at sige noget, der lyder deadbed-agtigt! Er sikker på, jeg tilstår diverse uopklarede mord samt at være mor til flere af Peter Lundins uægte børn. Desuden er jeg ikke god til menneskekontakt. Jeg er ikke krammetypen; jeg bryder mig ikke om kropskontakt. Kunne man dyrke sex med tre meter mellem sig, var det en stilling for mig. ;) Jeg rører ikke ved andre og vil ikke røres ved. Jeg bruger ikke store ord som 'jeg elsker dig' og gør jeg, lyder det enten som en trussel eller noget jeg bliver tvunget til at sige at gunpoint. Selv på skrift er jeg ikke god til at skrive 'kram', 'knus' m.v., selvom jeg bliver glad, når folk skriver det til mig. Når jeg siger "jeg elsker dig" til HG siger jeg det med tegneseriestemme. Siger folk det til mig, bliver jeg gerne forlegen, svarer 'ditto' eller (endnu værre) "tak". Selv det at bruge folks navne i sætninger har jeg svært ved, fordi jeg føler, det bliver for familiært og tæt på - selvom det beroliger mig, når folk gør det med mig.


Hele dagen har vi fyret latterlige jokes af ... Da HGs mormor i sin tid røg ind med en massiv hjerneblødning, var der flere der gloede, når de overhørte vores grove samtale. Vi har vist bare ikke så svært ved at tale om døden - den kommer uanset om man venter den eller ej.

Når Mumi løftede hånden røg der bare ord ud som: "Mod det uendelige ... UNIVERS!" Da vi snakkede om, hvad der sker, hvis hun dør (mine forældre og onkel skal rejse udenlands d. 15. og min ene bror sidder i eksamen), sagde jeg: "Så må hun på køl imens", hvortil HG svarer: "Hun kan tids nok få varmen!" (Hun skal brændes). Det gode ved et hospital er, at de ansatte tit er lige så syge i roen, så de tager ikke én ilde op.

I'm fiiiiine. Men jeg er træt. Og jeg håber ikke hun overlever, for det ... 'ville hun ikke overleve', havde jeg nær sagt. Åh, hvor jeg håber, hun får fred. Det sidste halve år, skulle hun have været foruden. Der er muligvis livskvalitet i mange og meget små ting. Men ikke i dette. Ikke for min Mumi.



mandag den 28. april 2014

"Bliver du så rask?"

Jeg har fået mange skønne beskeder omkring mit seneste indlæg; de fleste via private mails eller via facebook og jeg takker for hver og en. :) Mange af jer har spurgt, om jeg nu bliver rask ...

På sin vis kan man vel sige ja, hvis det virkelig er saltmanglen, der har givet kramperne og de andre generende symptomer. Men svaret er nej i forhold til, om jeg bliver normaltfungerende. Jeg har stadig ME og en tillægsdiagnose, som der pt. er tvivl om - diagnosen fibromyalgi har været inde over, MS har været på tale, men hele tiden er det som om, ingen af diagnoserne passer og jeg venter pt. på CT-scanning og ny rygmarvsprøve. Da der kan gå lang tid før jeg slipper helt af med symptomerne på hyponatriæmien, må jeg vente med at komme til neurolog, da det kan være svært at sige, hvilke symptomer der er blivende.

Min hverdag er stadig meget anderledes end andres; jeg har stadig smerter 24/7, har stadig føleforstyrrelser (omend ikke i lige så voldsom grad) samt svært ved at gå. Jeg vil stadig have kognitive problemer og være kronisk træt mm. Mange af mine symptomer er de samme som dem hyponatriæmien giver, hvilket også har gjort at den har kunnet snige sig ind på mig og gøre mig gradvist dårligere uden jeg har tænkt over det. Symptomerne kunne jo ikke undre! Det er først nu, hvor det har lettet lidt, det er gået op for mig, præcis hvor meget dårligere jeg er blevet i løbet af de sidste to år.

Der er stadig lang vej igen og jeg går stadig og tvivler på, jeg slipper af med sitringerne, muskeltrægheden og hovedpinen. Jeg tør simpelthen ikke tro på, jeg får det bedre, for jeg har kun været vant til, at min sygdom ændrer sig i negativ retning. Jeg døjer især med muskelkraften og spasmerne i rygmusklerne.

Så bliver jeg rask? Nej - for jeg har været syg længe for saltmanglen slog til. Men bliver jeg bedre? Forhåbentlig.

På gode dage kan jeg gå ca. 200-300 m., så min kørestol er min bedste ven i dårlige tider og når vi rejser. Her er jeg sidste år i Den Fynske Landsby, da mine forældre, mormor samt mine forældres hund, Ludvig (kaldet Ludde) var på Fyn. Gennem mine 16 år som syg, har jeg haft mange aversioner mod kørestolen, men vi bliver bedre og bedre venner og jeg bliver mere og mere ligeglad med, om folk glor. 



lørdag den 5. oktober 2013

Efterårsdage og eftertanker

Sidder endelig ned for hvad der føles som første gang i en uge. Det er stride sager med Mumi, der er så syg og HG, der har en retssag (omkring sin sygdom, hvilket medfører et hav af papirarbejde og nye undersøgelser) der venter om hjørnet. Om nogle få uger skal jeg selv af sted til Urolog i Kbh., hvor jeg håber, de får afklaring på alle disse UVI'er, som har stået på i flere år efterhånden. Jeg har lige afsluttet den seneste tremåneders kur med Trimopan, så jeg venter ærlig talt bare på, det blusser op på ny. Selv med behandlingen har jeg alene i de sidste tre måneder måttet have supplerende antibiotikabehandling tre gange. 

I tirsdags skulle vi til møde på hospitalet for at snakke om Mumis fremtid. Hendes nærmeste sygeplejerske samt oversygeplejerske og en visitator skulle med udover vi, der er fire nærmeste pårørende.
          Undervejs i bilen finder jeg ud af, jeg har glemt min vandflaske (pga. mundtørhed fra sygdom har jeg altid en halvliters flaske på mig) - den ligger trygt på sengen, hvor jeg stod og pakkede min taske. Så pludselig blev der cuttet fem minutter af vores (ellers gode) tid, fordi jeg måtte indenom Shell og købe drikkevarer. Da vi endelig kan parkere foran hospitalet går det derfor lidt stærkt, ligesom nerverne er på højkant. Det er så hårdt og grænseoverskridende at skulle være dem, der skal træffe beslutninger om et andet menneskes liv og fremtid. Mumi har stadig svært ved at tænke på den slags; hendes nuværende blodprop har ramt thalamus i hjernen, ligesom hun også har haft småblødninger (hvilket virker helt selvmodsigende). Derudover har de fundet gamle skader efter blodpropper (vaskulær demens) og tegn på Alzheimers, som hun senere skal udredes for.
          På vej mod indgangen falder min far over et dæksel, der stikker op midt på P-pladsen. Tiden står stille et øjeblik, mens det suser for ørerne og jeg ser min far vælte mod asfalten. Og far bliver liggende. Da vi får halet ham op, har han været væk et øjeblik. Hans briller er smadret, højre side af ansigtet smurt ind i blod, knæet vristet om på siden og hånden forslået, hvor han har taget fra. Vi er bare nødt til at hanke op i ham og mens jeg finder papirlommetørklæder kører vi op på afdelingen. Jeg taler om skadestue og stivkrampevaccination, men min far slår tingene hen og de andre har svært ved at holde fokus på andet end mødet. Vi når dog dårligt ud af elevatoren, før en sygeplejerske har spottet ham og eskorteret ham til skadestuen, selvom han protesterer. Allerede på det tidspunkt er venstre del af ansigtet begyndt at hæve op.
          Det er således som amputeret gruppe, vi kan tage til mødet. Det bliver besluttet, Mumi foreløbig skal på et genoptræningscenter, hvor der bliver taget sig af hende. Hun er også skrevet op til plejehjem, da vi ikke regner med, hun efterfølgende kan komme hjem - heller ikke med massiv pleje. Selvom skaderne efter blodproppen skulle aftage, vil demensen blive værre, så tiden arbejder så at sige både med hende og mod hende.


Tilbage er så mange spørgsmål. Hvordan kan man den ene dag fungere - selv lave mad, handle ind, køre bil, bo alene og tage vare på sig selv kun med supplerende hjælp fra familien - og den næste være i en nærmest paralyseret tilstand, hvor man ikke engang ved hvem man er, hvor man er og hvorfor man er det? Hvorfor har hendes egen læge ikke set tegnene på demens? Hvorfor slog han det hen, da vi som pårørende var med Mumi ved lægen og nævnte vores mistanke? Hvordan kan Mumi, der ellers har været en krakilsk kvinde med kampgejst gå fra at være typen, der smider hjemmeplejen ud og nægter kommunal hjælp (eller hjælp overhovedet udover fra familien) til at være blid som et lam, der siger ja og amen til alt? Hvornår er håbet for bedring forbi? Hvornår hjælper man og hvornår går man over stregen? Hvornår er man nødt til at umyndiggøre et andet menneske (så fornedrende!) for at de ikke påfører sig selv skade? Hvornår er man nødt til at varetage et andet menneskets interesse, fordi de ikke selv kan? Hvad skal der ske økonomisk? Hvad hvis boligen ikke kan sælges - der er ikke råd til både plejehjem og bolig. Skal bilen sælges? ... Og så mange andre.

Kort tid efter mødet var færdigt, returnerede min far fra skadestuen. Han har nogle dage måttet humpe rundt på krykker, da knæet er meget hævet og hele kroppen gul og blå, men heldigvis er der intet brækket, smadret eller ødelagt ... altså udover brillerne. :)

Torsdag tog vi ud og hentede Mumi, der skulle på plejecentret. Hun græd, vidste ikke, hvorfor hun var indlagt (tror, hun har været i et biluheld) og ville ikke med. Selvom hun hele tiden har spurgt 'Skal jeg hjem i dag?', ville hun nu blive der. Hun græd, da sygeplejerskerne sagde farvel, kunne ikke kende sin jakke og ville derfor ikke have den på. En times tid efter vi ankom til centret, kunne hun ikke huske hospitalet, kunne ikke huske stuen hun havde været på eller de mennesker, hun så tåreblændet havde taget afsked med. Hun siger, hun ikke kan huske at hun blev syg og spørger ofte 'Må jeg spørge om noget? Hvad laver jeg her?'

HG var torsdag blevet hjemme for at færdiggøre papirer, der skulle med til den første lægeundersøgelse, hos en psykiater, i dag. Jeg var SÅ ødelagt både fysisk (af at hjælpe Mumi med bagage) og psykisk. Jeg forsøgte at få mest mulig hvile og komme tidligt i seng, så jeg var frisk til at tage med i dag.
          Vi kørte tidligt og havde god tid til at nyde turen langs kysten og se udsigten over Gudhjem og de andre byer. Naturen står så flot dette efterår og man glemmer næsten kulden, når man ser udover skovens afklædte nøgenhed, der giver varme indeni. Jeg sad ligeså stille og samlede kræfter til samtalen, der pludselig ripper op i gamle sår, hele HGs sygdomsforløb igen.


Ellers går dagene med lappearbejde - forsøge at holde rod nede, forsøge at få hverdagen til at fungere så normalt som muligt med ekstraarbejdet oveni. Alt omkring Mumi forsøger vi at dele mellem os - skiftes til besøg, kørsel til læge, pasning af hus, hente og aflevere tøj og private ting. Jeg forsøger at holde linjen med den sunde kost og fordi jeg ved, det er med til at booste det immunforsvar, der er så bombet efter mange måneder med voldsomme infektioner og psykiske belastninger. Jeg glæder mig over de små ting i hverdagen, husker at give mig selv plads til luksus - få læst gode bøger, bare hygge med dyrene og nu opdatering af bloggen.

Jeg kan ikke finde ud af, om det er forkert at dele så meget omkring alt det med Mumi, men jeg føler på en måde, at det er rigtigt for mig. Jeg har behov for at skrive om det. Men er det rigtigt at skrive for andre end mig selv? ... På en måde tænker jeg, det måske kan hjælpe andre. Demens og hjernesygdomme er så stigmatiserede og mange vil ikke røre ved det, ikke vide af det. Mange vil heller ikke vedkende sig det. Mumi har aldrig villet indrømme hukommelsen begyndte at halte og med den holdning er det svært at hjælpe. Jeg tror også, vi alle sammen er blevet chokerede over, hvor mange skader hun egentlig har og som fandtes ved scanningen. Hun må have skjult så meget! Hvis hun havde været åben og bedt om hjælp havde det måske været anderledes? Det havde ikke forhindret blodproppen, men måske havde det bremset udviklingen af demensen. Måske var det gået ligesådan. Det er umuligt at spå om, men det havde været lettere, hvis vi havde kunnet tale om det og hun havde kunnet komme med ønsker for fremtiden. For mange år siden sagde hun, at blev hun nogensinde sådan, skulle vi få hende til lægen. Det gjorde vi, men hun benægtede og lægen nærmest latterliggjorde antydningen af at hun skulle fejle noget.

På søndag skal hun hjem på weekend. Det bliver lidt underligt, fordi vi normalt har vores spilleklub. Lige nu er bare det at føre en samtale, der går begge veje, stort set umuligt. Mumi er også stadig meget træt - hjernen har været gennem en ordentlig omgang tæsk og jeg føler lidt, plejepersonalet på hospitalet og centret har manglet forståelse for det. Man snakker meget om, hun skal op og have noget ud af dagen og ikke må sove. Men hvorfor? Hun sidder bare og kigger i en stol! Hendes krop har tydeligvis behov for søvnen. Hvorfor har man den holdning? Da jeg selv var indlagt til genoptræning i sin tid ruskede man mig også vågen, når jeg sov om dagen, punkede mig for at gå for tidligt i seng, selvom jeg har ME. Hvorfor skal man fratages denne ret til at lytte til sin krop?





tirsdag den 4. juni 2013

Hvad sker der for verden?!

Her på det sidste har jeg set så mange mennesker, så mange medier og så mange sociale sites, der nærmest hylder cannabis. Det kurere kræft, det giver en rus, der nærmest er sund, der giver smertelindring - der er ingen ende på hyldestsangen. Er der ingen ende på, hvad dette vidundermiddel kan? Er der slet ingen bagside af medaljen?

JO! Her kommer min historie og min erfaring med cannabis ...

Et ud af elleve billeder pro-cannabis, der dukkede op på min Facebookside i dag
Ja, nu bliver du nok skuffet. For jeg har aldrig røget, spist eller gumlet og gnasket cannabis i nogen form. Jeg har aldrig taget stoffet af nogen slags. Det værste jeg har forurenet min krop med er cigaretter og spiritus. Cigaretterne røg jeg i en kort periode i mine teenageår. Og mest fordi mine forældre var så meget imod det, tror jeg. Det var mit oprør. Mit forbrug fik et brat stop, da det gik op for mig, at det stinker, at det misfarver væggene og at mine penge bogstavlig talt gik op i røg. Ligeledes har det også altid været et meget minimalt alkoholforbrug jeg har. Det bliver aldrig mere end maks ti genstande ... på et år!

Så who am I to say no, spørger du måske. Og hvorfor er jeg så så meget imod cannabis? Skal man ikke prøve det for at have en mening?

Mange har spurgt mig, om jeg har prøvet det mod smerter - "Det er da bedre end det kemiske lort, du fylder dig med!" lyder kommentaren. Men ikke i min verden.

I mine forældres omgangskreds, var der en kvinde med en forfærdelig historie. Da hun i dag er død, er jeg så fræk at fortælle den for hende:

Hun udlevede den drøm, så mange andre har: Blev gift og fik med sin mand tre skønne drenge. Men drømmen blev et mareridt, da manden begyndte at ryge hash og udviklede skizofreni. Men så var hendes dejlige drenge jo en trøst! De viste sig alle tre at være yderst intelligente - den ene er i dag læge ... De to andre sidder på den lukkede afdeling og savler.
          Efter et hashmisbrug udvikler den ene søn, ligesom sin far, skizofreni. I en lang periode tror han, han er Jesus. Moren kan ikke have ham med nogen steder. I sine mest velfungerende perioder, smider han møbler ud ad vinduet, pisser i hjørnet af en bagerbutik og bliver anholdt, fordi han truer sin underbo. Ellers ligger han på den lukkede og visner væk.
          Kort tid efter begynder en af de andre sønner at ryge hash, trods det at faderen og broren udvikler skizofreni efter kort tids brug. Og det samme sker ...

I dag er der ikke meget tilbage af den familie, der skulle være så lykkelig. Kvinden døde af kræft, manden begik selvmord, to sønner visner væk på psykiatrisk afdeling. Tilbage er den søn, der holdt sig for stofferne.

Og endnu et ... Hvornår blev det for øvrigt OK at undskylde sine laster med, at man laver så meget andet lort, at verden alligevel er så fuld af shit m.v.?
Så når jeg ser den forherligelse af cannabis, går det lige i hjertet. Jeg ser for mig drømmen om kernefamilien, der smuldrede væk pga. et øjebliks rus.

Så kære unge mennesker, midaldrende mennesker og ældre mennesker: Lad nu være! Det lyder måske til at være et være så uskyldigt, men det kan ende tragisk. Dette er det mest grelle eksempel jeg kender, men der er også de mere milde, hvor folk 'kun' har mistet år af deres liv: Depressioner, år i rus, år der tikker væk.

Hvornår kom den regel, der sagde, at vi absolut skal være høje på noget? Og kan vi ikke bare være høje af livet? Hvorfor gøre ting, fordi det 'nok ikke går galt' i stedet for at lade være, fordi det kan gå galt?

Er livet ikke for dyrebart?


onsdag den 24. april 2013

Min debut som stripper

Arhmen altså, hvad sker der for verden?! Har lige set Go aften Danmark, hvor de tog denne historie op.

Det er en sag fra Sverige, hvor et ægtepar over to dage har stået i hækken ind mod naboen og filmet, fordi de mener, han går nøgen rundt (og muligvis onanerer). Og så er det liiige jeg spørger:

1) Hvis ikke man kan tåle at se en nøgen mand, hvorfor opsøger man det så?
2) Hvorfor fanden glor de ind ad hans vinduer?
3) Hvorfor pokker vil de lige have 9000,- i erstatning (hvis det er prisen for at se et par boller, har jeg da en del penge til gode!).
4) Havde de skæg og blå briller på?

Jeg forstår det simpelthen ikke ... Jeg render meget ofte nøgen rundt (af den simple grund at jeg har dage, hvor det gør for ondt at have tøj på) og det har da givet anledning til et par pinlige episoder. Men er det ikke primært mit problem? Og den ene gang, skal det tilføjes, var det altså ikke min skyld. Man regner ikke lige med at støde på vindueslurer på anden sal. Men de kan forekomme, når taget skal tjæres ... woops!

Tredje gang det gik galt, var da vi boede på vores tidligere adresse. Skulle tidligt op på VUC og vågnede med en uldsok i halsen. Hvor jeg normalt ville daffe direkte ud på badeværelset og tage linser på (da jeg er totalt blind uden), besluttede jeg liiiige at smutte en tur om køkkenet for at få en brusetablet til at opløse halsfår med.
          Men jeg står dér i køkkenet i Evakostume og drejede mit vinglas med hastigt opløsende tablet, fanger mine muldvarpeøjne en spøjs bevægelse yderst i mit synsfelt. Gnider øjnene med lufferne på ægte pingvinmanér og forsøger at fokusere. Noget meget højt synes at balancere rundt i luften på den anden side af vores (bladløse!) hæk. Opdager til min skræk, det er en stige ... men en person på! Så hænger der lige et hoved dér i luften med frit udsyn til vores stue og køkken (og nøgen jeg!).
          Med et hyl farer jeg ind i soveværelset og leder panisk efter briller og tøj, stikker hovedet forsigtigt frem og opdager, at en hær af mænd er i gang med et større gartnerarbejde ovre på kirkegården - altså i vores baghave!

Flot, Line. Den har jeg lavet en del gange. Egentlig overvejede jeg at begynde på at tage penge for mine stripshows, men nu kan jeg så læse mig til, de åbenbart kan komme til at koste mig penge. c",)


Men helt ærligt: Hvad er det med folk og nøgenhed? Hvorfor så pernitten? Har man set én nøgen røv har man vel set dem alle?

I min mormors kvarter har de en vindueskigger, der ofte lurer rundt omkring i krat og buske. Han gør intet udover at glo og stå og ryge cigaretter. Ingen kameraer eller onani - bare et hyggeligt, uskyldigt (?) kig. På et tidspunkt er min onkel på besøg for at se til sin gamle mor, der siger: "Torsten, du skal bare lige vide, vi har en vindueskigger herude, så husk at trække for!" ... Hvortil min onkel udbryder: "Hvorfor dog det? Hvis han vil se min bare røv, skal han være velkommen!"

Har du en mening om emnet? Så lægger du bare en kommentar lige herunder.





torsdag den 14. februar 2013

Om at skue ... hesten i hovedretten. c",)


Måske er det lidt dobbeltmoralsk af en vegetar at skrive om dette emne. Jeg kan trods alt sagtens være kry og hellig, når jeg aldrig vil komme til at æde Mr. Ed - hverken ved et uheld eller som overlagt mord. Men her kommer alligevel mine tanker om dette emne, der har været hot hele ugen.

Jeg var omkring de 13, da jeg blev vegetar. Det vil sige, jeg har været vegetar langt over halvdelen af mit liv. Det er nok ikke en usædvanlig alder at blive vegetar eller veganer. Pludselig bliver man bevidst om, hvad det er, man putter i munden. Det var dog ikke udelukkende af etiske grunde, jeg valgte kødet fra - jeg har stort set aldrig brudt mig om smagen.

De sidste par år er mine holdninger også begyndt at ændre sig. Fra at være fornægter af alt, der havde med dyr at gøre - læder, skind, pelse m.v., bliver jeg mere og mere tilhænger af, at dyrets livskvalitet må gå forud for alt og at når et dyr slagtes, skal mest muligt af det udnyttes. Så jeg er ikke længere fanatisk med ikke at ville have skind/pels m.v. indenfor mine døre.
    
Mht. at behandle produktionsdyr ordentligt, ved jeg ikke, om I kender til burhønen Maggie? Signe Wenneberg er i dag ejer af den tidligere burhøne, Maggie. Historien om, hvordan Maggie kom Signe i hænde er lang (og kan læses her). Det var i forbindelse med et TV-program at Maggie flygtede fra fabrikken og til landlivet. I dag er hun fri og lever det gode liv. Men det har ikke været let. Historien om Maggie rørte mig SÅ dybt, da jeg læste den og den dag i dag, elsker jeg, når der tikker nyheder om Maggie ind på min facebookside - for Maggie er selvfølgelig på Facebook og at finde her. Så selvom jeg altid har været meget opmærksom på at vælge de produkter, der muligvis koster en skilling mere, men betyder dyret har et godt liv, gik det pludselig op for mig, HVOR dårligt et liv nogle af disse dyr kunne have. Og pludselig gik det op for mig, hvor vidt det rækker - der er æg i alt! Flødeboller, marengs, mayonnaise, færdiglavet bagværk. Jeg ved godt, jeg ikke kan gardere mig fuldstændig. Men jeg gør, hvad jeg kan. Og Signe Wenneberg og Maggie er mine store idoler. Hvis ikke det var fordi jeg er skideræd for fjerkræ, ville jeg have min egen lille hønsegård i baghaven. Jeg kan stadig bide knoerne til blods i ærgrelse over, at det ikke var Signe, der vandt prisen som årets dyreven (til de, der ikke måtte vide det, blev det Dan Jørgensen! Say what?!).

Det berømte før- og efterbillede af Maggie. Billedet er taget fra Facebooksiden, som der er linket til oven for.
Men der er én ting, jeg ikke forstår ... Hvorfor er det okay at æde ham her:


Men ikke ham her?:


For nu at være rigtig provokerende, er grisen da meget sødere!

Det hele linker sig til vores følelser for dyret. I vores verden er grisen én man spiser og hesten et kæledyr, vi er venner med. Det er vel også de færreste mennesker i Danmark, der ville spise hund eller kat. På Malta, hvor jeg er kommet gennem mange år, er kanin nærmest en nationalret. Og på en eller anden måde virker det perverst. Vi ser Disneys Stampe med de store øjne for os ... ad, ham kan man da ikke æde! Men hvad med Bambi? Ja, hvor går grænsen?

For mig ville det vitterligt ikke gøre en forskel, hvad jeg skulle sætte tænderne i. Hvis du serverede hest, gris, marsvin og lam, ville jeg have lige svært ved at vælge. Jeg ville ikke føle, at det var tabu at æde Marsvinet Magnus, men ikke Grisen Gnuffe.

Så ærlig talt morer jeg mig lidt over denne hestesag, hvor perverst det end lyder. Det folk er forargede over er, at ikke at de er blevet snydt og har købt et andet produkt end det de troede de købte. De er rystede over at have ædt Mr. Ed!

Hvad er din mening om sagen? Har du spist hest eller andre dyr, som vi betegner som kæledyr? Er der dyr, det bare ikke er okay at æde? - Sig mig meget gerne imod. Jeg kan tage det. :)


fredag den 2. november 2012

At blive sparket i nosserne!

Ingen J-dag her. Bare øv-dag. Har lige gjort den opdagelse, at man ikke behøver at være mand for at blive sparket så hårdt i bollerne, at man mister vejret. Loggede på Facebook for at finde dette billede:


Så når jeg i fremtiden har det sådan her:


Så vil jeg huske på, at det er min egen skyld ...! Jeg har gjort dette ved min krop. Til alle jer med MS, Fibromyalgi, CFS, ALS, Parkinsons, psykiske sygdomme m.v.: Det er jeres egen skyld. Er der ikke en trøst, når du ligger på ambulancebåren med smerter, spasmer eller lammelser, når du får en depressiv periode, fordi du ikke har været ude i verden og mærke den friske luft og det livgivende lys i over en måned, en trøst at vide at et selvbestaltet sundhedsorakel ved navn Mike Adams kan fortælle dig, det er DIN skyld. DIN. Og en endnu større trøst, at folk på din venneliste reposter dette og giver manden ret.

Dine valg. DIN skyld.

... Jeg græmmes!

lørdag den 27. oktober 2012

Undskyld mig, men hvad hjælper 'øl' på cancer?

De sidste mange år har jeg undret mig over de metoder, der dukker op på Facebook, for at 'øge opmærksomheden omkring brystkræft'. Undskyld mig, men hvordan øger man opmærksomheden ved at skrive drinksnavne (alt efter hvad ens civilstatus er), bh-farver eller steder for opbevaring af håndtasken? - OG (det er åbenbart meget vigtigt) hemmeligholde meningen med disse updates for mændene?

Jeg er træt af rundmails, der starter med 'Vi leger en leg ...'. Nej, vi gør ikke! Folk dør hver dag af kræft. Hvad hjælper det at lege med updates og hemmeligholde ting? Sandheden om kræft og konsekvenserne skal da netop frem i lyset. Mænd er en stor del af brystkræft. I mange tilfælde, er det ikke kvinden selv, der opdager knuden i brystet, men manden. Og vil man ikke gerne have, at ens elskede og nærmeste står ved ens side i sådan en situation?


Her på øen, har der været mange tilfælde af kræft - især hos helt unge mennesker. En tidligere klassekammerat døde som kun 15-årig af cancer. Min lillebrors bedste ven var 19. En storebror til en skolekammerat også kun 19. I går fik vi at vide, at en ven af familien, som min mor har kendt i mere end 21 år, muligvis har kræft i lunger og lever. Det er en forfærdelig sygdom. Og hjerter og åndssvage statusupdates hjælper ikke.


Hvad fanden hjælper det?! Og hvorfor ignorerer alle, som er tæt på kræft disse updates? Måske fordi, de er fis i en hornlygte. Vi ville da alle ønske, at kræft forsvandt fra jordens overflade - men hvad hjælper en times dårlige formuleringer og hjerter på det?

Hvis du virkelig vil gøre en forskel, så læs om sygdommen. Lær noget om den! Lær at undersøge dine bryster eller din kærestes testikler. Lær tegnene at kende. Søg læge, hvis du føler, noget er forkert. Få foretaget celleprøver, når de bliver tilbudt.

Læs mere om forskellige former for cancer, deres symptomer, behandlingen og prognoserne her:

http://cancer.dk/ Her kan du også besøge netbutikken og støtte ved at købe et af deres mange produkter - der er alt fra julepynt til smykker og dvd'er.

http://www.kohberg.dk/ har alletiders, humoristiske kampagne kørende. Læs om den her og se, hvordan de støtter kampen mod brystkræft.

http://cancer.tv2.dk/ Læs om TV2s 'Knæk cancer'-kampagne, der har kørt hele ugen.

http://www.facebook.com/KnaekCancer I stedet for at sætte hemmelighedsfulde statusopdateringer på din facebookside, så gå herind og støt.


lørdag den 20. oktober 2012

Ud af skabet

*Update - så tror jeg, jeg fik lavet en bedre udgave*


Så er her videoen her som lovet. Jeg håber, I tager vel imod den - er ærlig talt ret nervøs, da jeg normalt ikke deler denne 'hemmelighed' med nogen, hvis det ikke er bydende nødvendigt. Det skal understreges, at denne video kun afspejler min personlige erfaring med denne sygdom - den rammer folk på meget forskellig vis og af forskellig styrke. Jeg kender både folk, der kan have skånejob og familie, og de, som er lænket til en kørestol og afhængig af hjælp døgnet rundt. 

Ikke alle de karakteristiske symptomer optræder i denne video, da jeg kun har valgt at beskrive sygdommen som jeg oplever den. Jeg har også valgt at lave den på engelsk, da jeg gerne vil dele den med min online supportgruppe.

Det er muligt, det kan være nødvendigt at pause filmen visse steder for at få alle detaljer med. Det beklager jeg. Du skal selvfølgelig være velkommen til at stille spørgsmål.

Videoen består både af private billeder og billeder fundet her. Musik: Yiruma - "River flows in you".

_______________________________________________________________________

[Og jeg kan så se, det næsten er umuligt at se videoen klart - vil lige arbejde på en løsning! Videoen er lavet i Picasa, hvor der ikke er problemer med at se den - havde ikke skænket det en tanke, at den forringes her (når den forstørres bliver teksten sløret)].

torsdag den 16. august 2012

Konkurrence!! :)

Så, mine venner, nu sker det endeligt: Konkurrencen bliver skudt i gang og I kan godt glæde jer, for jeg har fundet den fedeste præmie (kan man melde sig til sin egen give away?). 


Hvad kan man vinde? Spacemermaid aka Charlotte Heje Haase har været så sød at bortlodde sine to weblogs-bøger: "1001 tårs tøsetanker" og "Skydykker uden faldskærm" med en privat hilsen til vinderen. Da jeg selv er meget litteraturinteresseret, syntes jeg, gaven skulle være en bog. Og da vi er i blogland, findes der da ikke bedre. :) Men jeg lovede jer jo også et produkt fra denne skønne ø og det bliver en dåse lakrids fra Johan Bülow - hvis I ikke skulle have smagt hans produkt kan jeg (som passioneret slik- og især) lakridselsker fortælle at bedre findes ikke! (Jeg vil lige for god ordens skyld understrege, at Lakrids by Johan Bülow ikke på nogen måde sponsorerer indlægget).

Hvordan kan man vinde? For at deltage i konkurrence, skal du være fast læser af bloggen. Dvs. at du skal være at finde under 'Trofaste følgesvende - medlemmer'. Hvis du ikke er medlem, men gerne vil deltage, kan du godt melde dig til nu - bare det sker, før jeg trækker vinderen. Du deltager ved at skrive en kommentar til dette indlæg. Skriv evt. lidt om dig selv, en henvisning til din egen blog (hvis du har en og gerne vil dele den) og også gerne, hvor længe du har læst med - især, hvis du længe har læst med i det skjulte. Det er også nok bare at skrive dit navn og email, så jeg kan kontakte dig, hvis du vinder. 

Om præmierne: Charlotte Heje Haase startede sit forfatterskab via Fyldepennen, hvor hun skrev under pseudonymet Spacemermaid og jeg 'lærte' hende at kende. For sådan føles det, når man sidder og læser alt om en andens liv. Man følger deres tanker, familie, venner, job samt op- og nedture. En dag blev hun kontaktet af et forlag, der ville udgive hendes blog - hvilket aldrig havde været meningen! Efter et års betænkningstid sagde hun imidlertid (og gudskelov!) ja, hvilket der er kommet de to skønne bøger "1001 tårs tøsetanker" og "Skydykker uden faldskærm" ud af. Hun er simpelthen den rigtige Bridget Jones - dog i en meget mere smuk og yndefuld indpakning. Senere er det så blevet til "Generation Multiorgasme", der er en samling af klummer. Når Charlotte (og hendes bøger) er så let at komme til at holde af, er det fordi hun er sådan vi alle kender og gerne vil være. Hun er den kloge, humoristiske kvinde, som man kan se op til, men samtidig også typen, der bare aldrig kan dreje den rigtig vej til aerobic og kommer til at sige de forkerte ting på de forkert tidspunkter, hvilket gør hende menneskelig. Og derfor kan man relatere til hende og holde af hende. Hendes weblogs omhandler alt fra familie, job, venner, kærlighed og til branderter. Jeg har ved dette indlæg i stor latter gennemgået '1001 tårs tøsetanker' for at finde et par citater til indlægget her og give jer (der måske ikke kender bøgerne) et indtryk af, hvor skønne de er. Det har været et stort underholdningsmoment for både mig og HG, der blev sat til at citere. Her kommer, efter svære overvejelser, et par af mine yndligscitater fra bogen:

Om det med sexlivet: [... Kondomet var nemlig pludselig piiiiist borte. Det er bare løgn, tænkte jeg! Nej, det var det ikke. Jeg er ikke i så meget i kontakt med mit underliv. Må indrømme, at jeg blev lettere panisk. Overvejede at bruge pincet. Følte mig som den bundløse sø og tænkte med rædsel på, at mit første barn ville komme ud som gangster med gennemsigtig maske.]

På jobbet: [... Efter det kunne jeg SLET ikke koncentrere mig. Hvorfor har jeg sådan en tøsestemme? FOLKESKOLEN. Kunne han ikke i det mindste have sagt gymnasiet? 

Hvis jeg spurgte en tyk dame om hendes vægt, og hun svarede 133 kg, så ville jeg da ALDRIG sige: "Gud, undskyld, jeg troede du vejede mindst 200 kg!" Eller til en pygmæ: "Er du SÅ høj? Jeg troede, du var under en halv meter, du virker MEGET, MEGET lille."

Bør jeg tage hævn over manden? Skrive: "Udtaler Preben, der har kone og to unge børn, trods et ansigt, der vidner om mange somre passeret. Dybe furer pryder hans pande og ..." Eller: "Konstaterer Preben med en stemme, der er så intetsigende, at man er ved at slumre hen i tanker om morgendagens vejrudsigt!"].

Det med familien: [... Så er juleaften vel overstået. Skøn aften med de obligatoriske uheld! Min far måtte køre hjem efter glemte gaver. Desværre havde min mor stadig husnøglerne. Min moster havde to forskellige sølvsko på osv.

Min kusines lille, hvide hund var ved at vælte juletræet et par gange. "Det værste ville næsten være, hvis der gik ild i den," sagde min onkel. Jeg fik et saligt smil på læberne.]

Bloggeren over dem alle: Den smukke Charlotte Heje Haase.
Jeg håber, I vil tage godt imod konkurrence og deltage. Jeg har længe overvejet en give away, men det er min store skræk og rædsel at ingen melder sig, så jeg håber virkelig, virkelig I vil deltage. :)

Jeg vil udtrække vinderen om ti dage - lørdag d. 25. august. Der vil komme et indlæg, når vedkommende er fundet, og hun vil få besked både her og via mail - så husk at skrive dine kontaktoplysninger (altså mail). :)

Tilbage er kun at sige: Held og lykke!

Læs mere om Lakrids by Johan Bülow her
Læs mere om Charlotte Heje Haase her 

 

 

torsdag den 26. juli 2012

Om det at blive bestjålet

Kan man stjæle tanker? Kan man stjæle følelser? Kan man stjæle andres (følelses)liv og erfaringer?

Indtil for fire år siden, ville jeg have sagt: "Nej, selvfølgelig ikke!" *med 'er-du-dum-oder-was?!-mine på* eller "Hvordan skulle man kunne det?!"

Men så skete der noget ... jeg blev selv bestjålet!

Shhh - geniet arbejder! c",)
Efter Fyldepennen er blevet lavet om, har jeg pludselig fundet skriveglæde frem igen. Det gør også, at bloggen er blevet lidt forsømt, fordi min energi pludselig bliver lagt i nye tekster. En del af dem - ca. fem - arbejder jeg stadig på, så hvis jeg er fraværende herinde, må I derind og lede efter mig. :)

Men hvorfor stoppede jeg så? Næsten fem år uden et ord ... kun de ord, der blev skrevet i breve eller i skoleopgaver. Ellers ikke et pip. 

Jeg tror, der var flere grunde. Jeg havde deltaget i flere konkurrencer, der ikke var endt særlig gunstigt og fik mig til at tvivle på mig selv og mit eget 'talent'. Jeg fandt så frem til, at når jeg skrev til konkurrencer, følte jeg ikke noget. Jeg skrev på kommando, jeg skrev efter regler, jeg skrev det, jeg troede, man forventede af mig. Men hjerteblodet var ikke med. Og pludselig var det som om, jeg heller ikke kunne skrive det, der skulle komme fra hjertet - jeg var totalt forvirret!

Så en dag kom der en mail - en opfordring fra et forlag, der ville udgive en bog om det at have depression og/eller angst - ville jeg bidrage med en tekst? 

Min første tanke var: "Næ, egentlig ikke!" Både fordi, det igen var på kommando, men samtidig også fordi det var så ... privat (I know!!). Men en søvnløs aften satte jeg mig alligevel ned og skrev. Jeg skrev og skrev, skrev fra hjertet, skrev for mig og ikke andet. Bladet fra munden, sandheden ud og så ellers punktere som et overoppustet badedyr - så meget bagage var lagt bag mig. 
     I sidste ende blev projektet dog ikke til noget, og jeg lagde i stedet teksten ind på Pennen og pludselig væltede det ind med positive tilbagemeldinger - det havde jeg slet ikke regnet med! Det var uden for min genre, det var mig, der var alvorlig og ikke sjov (som jeg ellers ser som min gebet), men folk kunne lide det og min lykke var gjort. Jeg voksede ti centimeter - både pga. alle de positive tilbagemeldinger, men også - og ikke mindst - pga. al den negative bagage, jeg havde fået dumpet og lagt bag mig.


Kort tid efter skulle jeg til træf. Vi blev alle bedt om at skrive en tekst, hvor visse elementer skulle indgå. Og jeg vidste, jeg igen ville få besvær, for det var jo endnu en 'skriv dette på kommando'-tekst, som jeg via konkurrencerne var kommet til at hade. Men jeg satte mig ned og skrev - en fuldstændig og helt igennem fiktiv tekst. Jeg prøvede at gennemleve de følelser, min hovedpersonen gennemlevede og håbede så ellers på det bedste. 
     Dagen for træffet kom og som den allersidste skulle jeg læse op.

Da jeg var færdig blev der fuldstændig stille! Det var som om ikke engang lydene fra trafikken udenfor slap ind - og vi var midt i København! 
     Jeg kunne mærke en rislen ned ad ryggen; ballerne klemte sig sammen, hænderne gennemfugtede papiret og den sidste rest af væde forlod min mund. Oh, hvor var det flovt! Alle andre havde fået klapsalver. Og nu var der bare tyst som graven. 
     Jeg nåede lige at ønske, jorden ville åbne sig under mig. Så klappede folk, og det gik op for mig, det havde været en god tavshed. Det havde været den der opstår, når man slår benene væk under folk. Mit blik strejfede min mentor, der i månedsvis havde kommet med råd og forsøgt at trænge gennem min skal. "Skriv det, du mærker - også når det er fiktion! Du må ikke tænke over, det skal være godt. Du skal slet ikke tænke. Bare skrive!" havde hun sagt og foldet hænderne foran brystet. Nu fangede min øjne hendes. Hun smilede svagt, nikkede dybt og samlede hænderne foran sig, mens hun nikkede som en tilkendegivelse - jeg bøjer mig i støvet. Nu forstod du endelig!

Aftalen var, at når vi kom hjem fra træf, skulle teksterne uploades. Og pludselig væltede kommentarerne ind. Alt det, folk havde været for generte til at sige direkte på træffet kom nu på skrift - både via kommentarfeltet, men også som private beskeder.

En dag kom så endnu en besked. Både en offentlig i kommentarfeltet, men også til mig privat - både på Pennens interne mailsystem OG i min email. Og jeg undrede mig. Hvorfor var nogen så ivrig efter at snakke med mig? Beskederne lød:

"Hej Line. Du kunne vel ikke sende mig en mail på *mailadresse* det haster. Vh. Siw" 

I min indbakke lød det så: "Er det muligt at du for en tid kan trække 2 af dine publicerede tekster tilbage? Vh. Siw
Skriv endeligt her eller på *mailadresse*"

Jeg skrev tilbage: "Æh ... what? Kan jeg købe et par vokaler eller bare et clue? c",)" Endnu uvidende om, hvordan hele dette ville komme til at udvikle sig.

Næste brev lød: "Jeg kan ligeså godt være ærlig. Har lige afleveret termins stil, og jeg havde lånt nogle gamle stile af en veninde. Det viser sig så til min store frygt og rædsel, at hun har "nappet" ting fra et af dine essays herinde. Det gør ikke min idioti mindre, da jeg på denne måde, har "nappet" den samme passage. Nu står jeg i den situation, at jeg er ENORMT bange for at blive anklaget for noget mistænkeligt, som den store bangebuks jeg er. Jeg er en kæmpe idiot, og jeg ved det. Jeg er villig til at sende dig min stil, så du kan se hvad det hele drejer sig om. Og jeg forstår hvis du bare ryster på dit hoved og tænker: "så kan du lære det". Vh. Siw"

På min email var forklaringen dog en lidt anden og drejede sig - igen - om to tekster og ikke kun én.

Så snart det gik op for mig, hvad det drejede sig om, sendte jeg det videre til redaktionen, blokerede hende og nægtede at have med sagen at gøre. Redaktionen var SÅ søde; fik hendes profil nedlagt, forsøgte at finde frem til hendes identitet m.v. De meddelte også, at hun i første omgang - via dem - havde forsøgt at få mine tekster fjernet, bag om ryggen på mig!

Efter den første storm havde lagt sig, begyndte det dog at trække op til en storm i mit sind. I starten var jeg nærmest beæret over, nogen ville kopiere noget, jeg havde skrevet. Men derefter blev jeg vred. For det viste sig, at de to tekster, hun havde nappet fra, var mine to hjertebørn! Jeg følte mig så ... hudløs! Voldtaget. Bestjålet. Jeg følte, nogen havde trængt ind i mit sinds allerdybeste, mens jeg lå og sov; stjålet mine drømme, mine tanker og erfaringer og brugt dem til egen vinding. Min personlige erfaring med at kæmpe sig tilbage til livet efter en kæmpe sorg, var blevet kopieret. Nogen havde dissekeret teksten, sprættet den op som en død fisk, for at finde de linjer, der var mest gunstige for hende selv. Men for mig er det hele vigtigt. For det er alt sammen følelser, oplevelser, jeg har pisket mig igennem med stort besvær. Og nu havde nogen hugget det. Hvor lavt kan man synke? Hvordan kan man gøre det?!

Efter nogle dage, hvor jeg havde delvist raset og delvist forsøgt at se det flatterende i situationen, satte jeg mig til computeren for at skrive som jeg plejede. Men pludselig ... var der ikke ord! Jeg følte mig udtømt, færdig, tom. Min familie smågrinede ad mig. De kunne ikke forstå, jeg kunne tage det så alvorligt - jeg kunne vel se, det var flatterende, en åndssvag brainfart fra en tankeløs teenager? Herregud! 
     ... Men det gjorde stadig ondt! Måske endnu mere, fordi ingen kunne forstå.

Og i fem år skrev jeg intet. Jeg var gået fra bølgetoppe til bølgedale. Først en lang tid, hvor jeg kæmpede for at blive anerkendt, for at få nogle til at kunne lide det jeg skrev. Så succesen, hvor min tekst blev udgivet, nogen direkte opfordrede mig til at skrive til indlæg til deres bog, den vidunderlige oplevelse på træffet og nu til nedskydningen, nedslagtningen af min tekst. 

For to år siden skete der så noget, der igen fik det til at spire i mit sind. På min ellers helt døde profil, begyndte der pludselig at dukke nye kommentarer op - alle sammen skrevet af den samme, vidunderlige, skønne kvinde. Hun skrev bl.a.: "Jeg morede mig strålende over dit vid og beder dig inderligt sende os nyere materiale. (den her er vist fra 2006, - meget vand må være løbet i åen siden)." 


Men var der så det? Løbet nyt vand i åen? ... Næ. End ikke en dråbe. Flere af mine tekster fik kommentarer fra samme kvinde, og pludselig kom mine tekster igen i fokus. Flere skrev søde ord til mig og mine tudsegamle tekster, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blomstrede op på ny.

Kort tid efter var der så igen Fyldepennetræf - for første gang i mange, mange år. Og jeg var med. Det samme var dette skønne menneske. Da jeg skulle gå den aften, kom hun hen og tog om mine hænder: "Lov mig at skrive noget mere, du er så talentfuld!" sagde hun og kiggede på mig med store, ærlige øjne. Jeg granskede dem ... forsøgte hun at gøre grin med mig? Men jeg så ikke andet end ærlighed. Det gjorde mig så glad. Vi mennesker har så svært ved at give komplimenter. Det er lettere at svine andre til med skændsord, end at sige bare én positiv ting. Og hvis man endelig giver en kompliment, bliver den modtaget skeptisk. 'Hvad mener hun med det? Gør hun grin med mig? Er hun ude på skrammer?' Og så stod hun dér - kvinden der selv er blevet udråbt til at være en af de mest talentfulde af alle forfatterne på det forum - og siger sådanne ord!

Mig til det famøse træf. Et par af de øvrige deltagere er - for anonymitetens skyld - sværtet over.
Der gik et par måneder. Så begyndte jeg så småt at skrive. Samtidig kom der en vis optur i privatlivet også. Efter en tid med mange problemer - dødsfald, svær sygdom hos flere i familien, en opslidende retssag (der dog stadig kører), begyndte der også at ske gode ting. Bl.a. fik vi vores hus. Vores drømmehus!

Vores hus ligger helt fantastisk smukt. Det er omgivet af meterhøje træer hele vejen rundt. Der løber en å i baghaven. Der er fuglekvider, susen fra træerne og bare ... stilhed. Vi har en kæmpestor, gudesmuk terrasse. Og en karnap, hvorfra jeg kan sidde og se det hele.


Forrige efterår sad jeg så og læste til eksamen. Det var tidlig morgen, jeg sad med min kaffekop, mine bøger, min blok og kuglepen. Det var forår, morgensolen var så smuk og jeg sad dér i min karnap og følte, jeg ejede hele verden. Og pludselig kunne jeg ikke rumme mere religion. Jeg var næsten nået gennem hele pensum, på nær religionsteori (og selvfølgelig var det dét jeg kom op i! Men trods det, jeg kun havde strejfet denne del af pensummet fik jeg 12). Pludselig begyndte jeg at skrive på min blok. Men det var ikke noter. Det var notater til noget mere. Skitser til historier. Og langsomt begyndte det igen at gå fremad.

Eksamenslæsning og indflytningsrod i karnappen.
Det krævede dog dette nye facelift på Fyldepennen. Pludselig var alt det 'gamle' væk. Og man kunne selv uploade tekster. Og nu kører det hele igen. Jeg håber, jeg ikke mister det endnu engang.

Det er underligt at tænke på ... hvor mange procent af alle landets skoleelever mon ikke snyder af og til? Hvor mange gange bliver forfattere - såvel amatørforfattere som de 'rigtige' ikke bestjålet - også uden at vide det? Og hvor ofte 'låner' vi ikke selv lidt af andre - også uden at det er bevidst? Kopierer idéer til indlæg, kommer med de samme tips, maler billeder, der ligner en anerkendt kunstner (tænker her især på Paul Pava, der oplever at selv gallerier helt bevidst tager plagiater ind og sælger, selvom de er klar over, de ikke er malet af ham!). Tænk på blogland! Der er så mange små blogs, som min egen, som ingen kender til. Mange af dem jeg følger er også 'mindre kendte'. Hvor let ville det ikke være at stjæle fra os? 'Låne' et ord eller to eller ti? Selv min store heltinde, Spacemermaid, oplevede, hvordan hendes indlæg blev kopieret, før bogen blev trykt. 
     Måske er det endnu svære at forstå, når man aldrig selv har gjort sådan noget. I'm not an angel, I know! Men jeg har aldrig sjålet. Ikke engang som barn, hvor alle stjæler. Ikke så meget som en slikkepind. Jeg ved ikke, hvorfor det er så grænseoverskridende en handling for mig. Måske fordi, jeg så, hvordan et lille apotek som mine forældres led under de store rapserier, der var. De mærkede, hver gang en dåse balsam blev nuppet. Jeg er også oplært med, at finder man noget på gaden - f.eks. en pung, afleverer man den til politiet. Som barn så jeg engang en 50'er, der fløj rundt ude i lufthavnen, på p-pladsen. Da vi kom ind sagde jeg det til min mor og hun spurgte: "Hvorfor samlede du den ikke op?" "Jamen, det var jo ikke min!" svarede jeg "Tænk hvis nogen troede, jeg stjal den!" Så min mor måtte hente den. Og da ingen i lufthavnen ville kendes ved den fik jeg den. Men jeg kunne ikke blive rigtig glad - for det var jo ikke min!

Når folk 'låner lidt' bliver vi beærede. Måske irriterer det i første omgang, at de kopierer vores fødselsdagsinvitationer, køber bukser magen til vores eller får den samme brudebuket. Men efter nogen tid kommer vi over det - for ret beset er det jo smigrende! Men når nogen stjæler vores hjerteblod - tekster, malerier, fotografier - hvad det end er vi brænder for, og udgiver det under eget navn, gør det ondt. Som at have en kugle, der borer sig ind i hjertekulen. For det var jo mit projekt. Det var mit barn ... og pludselig er det ødelagt for os, for altid.


mandag den 16. juli 2012

“Listen do you want to know a secret ...

 

 ... and do you promise not to tell?"

Kan I huske den Beatles-sang? (Okay ikke mere Lars Saabye Christensen til mig!). Jeg kom bare til at tænke på den, da jeg havde forestillet mig at skrive dette indlæg, der vel egentlig handler om noget ret tabubelagt. Funny, havde aldrig forestillet mig, jeg skulle komme til at gøre mig i kvindegenren, men med alderen ryger intimitetsgrænserne ... åbenbart!

Sidder nemlig her, ramt af blærebetændelse - igen! Og bihulebetændelse - igen! Har døjet med det første over et halvt år nu. Sådan ca. siden jul faktisk. Og det andet et år. Er pt. på dobbeltkur (tyve dage) med Nitrofurantoin for blærebetændelsen og penicillin mod bihulebetændelsen. Før skyede jeg Nitrofurantoinen som pesten, de små gule piller. De var mit værste mareridt og gjorde mig hundesyg. Nu tænker jeg ikke engang over dem.


Det er noget sjovt noget, det skal plage mig sådan (det er blærebetændelsen, jeg tænker på her). Det skyldes vel mit hullede immunforsvar. Alle lymfekirtler er hævede, kan slet ikke holde ud at have noget på, der sidder tæt under armene. Denne gang har jeg haft meget ondt i blæren. Ret heftigt i forhold til, at jeg får seks forskellige slags smertestillende. Normalt ville man kunne sætte benet af mig, mens jeg sov. Og jeg ville først opdagede det, når jeg stod ud af sengen og tiltede så sært. Men denne gang har det gjort nas. Som av for fucking God, just put me down noooow!!! I dag kom så svaret på hvorfor - gigablødning (overshare?).

Så ja, vi snakker ladytime, så hvis du er mand, sart eller på anden måde handicappet, må du hellere springe fra her! c",)



Som barn var mit store mareridt at få mit lort. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at 'blive kvinde', som min mor og mormor kunne finde på at sige med rørte tårer i øjnene. Jeg kunne ikke se, der var noget at tude for - eller jo; for jeg skulle sgu ikke være kvinde!

Da jeg var ti-elleve år, begyndte jeg at blive temmelig buttet. Da jeg var tolv, var jeg nærmest småfed. Og til min skræk medførte det wannabe bryster. Hele min krop skreg og jeg ville bare file dem af og være normal igen. Ret hurtigt fandt jeg dog på noget smart ...
     For en dag var der indkaldelse til sundhedsplejersken. Alle i klassen skulle af sted, én efter én. Og her skulle vi blandt andet vejes. Jeg var SÅ glad for, vi var af sted én ad gangen, for jeg vidste godt, at jeg stort set ville veje det samme som resten af klassen tilsammen. Til min store gru skete der dog noget: Den første pige kom tilbage fra sundhedsplejersken og alle vendte sig om og skreg i kor: "Hvad vejede du, hvad vejede du?" "45," svarede hun og så lettere skamfuld ud. Selvom hendes taljemål kunne have været omkredsen af min ene overarm. Sådan kom flere og flere tilbage. Den 'fedeste' vejede 49 ... og var en dreng. Langsomt kunne jeg mærke sveden drive ned ad kroppens sider og da jeg endelig blev kaldt af sted sad jeg nærmest i en pøl, der kunne sammenlignes med Storkespringvandet.                                
Men vægten var ikke mit eneste mareridt. Pludselig begyndte sundhedsplejersken nemlig at hive foldere om pubertet og seksualitet frem og ville belære. Jeg mener: Hallo! Jeg kommer fra en apoteksfamilie! Jeg har sat prismærker på kondompakker siden jeg var seks år. Mine far er fra 60'er-generationen og min mor snakker åbent om sex hen over middagsbordet. Hun havde intet at lære mig. Jeg havde med garanti kunnet lære hende noget! Frigjorte forældre har dog medført, at jeg bare er blevet endnu mere bly. Jeg hader kropslighed, kroplugte og intimitet. Og dér sad hun med sin pubertetssnak og hygiejnebind. Sidstnævnte gav hun mig i hånden: "Alle pigerne får en pakke, så I er forberedt, når den tid kommer." Ja, hallo dame, som om jeg havde tænkt mig at spankulere ind i 6. klasse (som den nye, weird girl) med en pakke bind på størrelse med firs foldede Nettoposer. No way! Så jeg sagde, hun kunne beholde dem selv. Den dag min 'tid var inde', ville jeg ikke have det store problem i dén henseende. Mine forældre havde byens største lager af hygiejnebind og tamponer på apoteket. Lige som jeg sad dér og troede, det ikke kunne blive værre, sagde hun dog én ting, der ikke kunne have været mere overraskende end hvis hun havde nikket mig en skalle. "Bare husk, at passe på vægten. Den er lidt høj. Og så er du også i større risiko for at få din menstruation endnu tidligere!" *BAM* En kugle for panden. Man når at tænke mange tanker på sådan en walk of shame tilbage til klasselokalet. Så mange, at jeg ikke nåede at skænke det en tanke, hvad jeg skulle svare, når de spurgte om min vægt. "Hvad vejer du?" spurgte en af klassens mest kæphøje drenge, da jeg kom tilbage. "Jeg ved det ikke!" svarede jeg ligeglad og satte mig (tungt!) på min plads. "Tag lige hendes kort," plaprede stankelbenet videre til klassens kvindelig førerhund. "51!" læste hun med tydelig skadefro (hun var en af klassens tyndeste). Og jeg vidste det var løgn. Vægten hos lægen og den hos sundhedsplejersken vejer altid for lidt. Derhjemme vejede jeg mindst et halvt kilo mere. Og det var jo heller ingen hemmelighed, jeg var en af de laveste.

Allerede samme aften gik jeg i gang med min slankekur. Og nogle måneder efter, da jeg startede på min nye skole, var jeg allerede fire kilo lettere. Og mine bryster var - trods det jeg var blevet ældre - også svundet. Resten blev klaret ved at bruge for lille en top, min såkaldt 'minimeringstop', der fordelte fedtevævet som en pølse under armene i stedet.


I slutningen af syvende klasse, hvor jeg var tretten et halvt, havde vi en 'girls only' biologitime (mens drengene rendte rundt med vores dansklærer og smed kondomer med vand efter hinanden), hvor vores lærer spurgte, hvor mange af os, der havde fået vores menstruation. Og alle på nær mig og (lad os kalde hende) Kristine, stak hånden i vejret. Kristine var dog også et år yngre end os andre i klassen. Til min undren kiggede de andre næsten medlidende på os. Jeg syntes jo, det var os, der skulle have ondt af dem! "Er det noget I bekymrer jer om?" spurgte vores lærer. Og jeg var ved at falde ned af stolen. Sig mig, var hun dum?! Det eneste, der bekymrede mig i den henseende var, at jeg ikke kunne være sikker på at undslippe min skæbne (som kvinde) i al evighed.

Et par måneder efter forlangte min mor, jeg skulle til lægen. Hendes påskud var, at mine hænder og fødder havde det med at blive blå og iskolde. Det var jo fair nok, for det skete jo. Og da jeg var født med for stort et hjerte og havde gået til kontrol som barn, kunne jeg sagtens se fornuften i hendes ræsonnement. Det viste sig dog, hun havde en noget anden agenda. For da vi sad hos lægen og jeg havde fået en henvisning til sygehuset, sagde min mor: "Line er blevet for tynd ... jeg er bange for, hun har fået et spiseproblem!" Jeg følte mig skudt. Forrådt. Forladt. For selvom jeg qua mine forældres erhverv kender til diverse medikamenter og sygdomme, vidste jeg ikke helt, hvad 'spiseproblem' dækkede over. Jeg havde dog en fornemmelse af, at det kunne dække over det, at jeg cyklede 20 km. hver dag på vores træningscykel. Og startede dagen med 100 mavebøjninger. At jeg altid lod benene hoppe op og ned - også når jeg sad stille - for at forbrænde flere kalorier. Folk troede, jeg var nervøst anlagt. Og jeg lod dem tro det. Dét at jeg var mester i at køre maden rundt på tallerkenen, mens de andre spiste; at jeg ikke kunne tåle, maden på gaflen rørte mine læber; ikke kunne spise, mens andre så det (hvis jeg gik fuldstændig sukkerkold i skolen, måtte jeg låse mig inde på toilettet og spise noget frugt. Det skete dog sjældent. Normalt kunne jeg gå til klokken var tre-fem om eftermiddag, før jeg indtog andet end væske) - kunne det være dét, hun mente?
     Da jeg stod dér og skulle klæde mig af, følte jeg mig sært nøgen. Ikke fordi jeg kun var iført undertøj, men fordi lægen sendte sigende blikke til min mor, som jeg ikke kunne tyde. Han bad mig sidde på briksen og lod sine fingre løbe ned langs min rygrad. Jeg kunne høre bumpene fra hans finger. "Hm ... tendens til hår på ryggen," mumlede han. Jeg måbede. Hår på ryggen?! Diskret mærkede jeg efter i min nakke, og fik fat i en tot dun, som mindede om det man ser på for tidligt fødte babyer. "Får du stadig din menstruation regelmæssigt?" spurgte han og tog noter. "Jeg har ikke haft den nogensinde," svarede jeg. Igen dette mærkelige sideblik til min mor. "Så skal vi have dig op på vægten," mumlede han. Og jeg rystede (please lad mig ikke veje for meget, please lad mig ikke veje for meget!). Men jeg fejlede. Igen. Og så min mor, der vendte ansigtet i afsky, da han noterede mine 39 kilo i journalen. Selvom hun prøvede at være diskret, så jeg, hvordan hun blinkede tårerne væk.

Undskyld mor, undskyld jeg altid svigter!

Derefter op ad væggen og måles den anden vej. 162 cm høj ... igen ikke helt ifølge statistikken. Altid enten for kort, for lang, for tynd, for fed.


 Det følgende år gik jeg til vægtkontrol. Det ændrede dog ikke vildt meget. Jeg tog to kilo på, men jeg blev også ældre (om end ikke højere). Da jeg var femten fik jeg en pletblødning. I månedsvis var jeg ved siden af min selv, tænkte ikke på andet. Alle kvinder jeg så, betragtede jeg og tænkte "bløder du også? Hvordan udholder du dig selv?". For selvom det kun var en pletblødning vidste jeg, at det dog måtte være starten. Men månederne gik. Og der skete ikke mere.  

Da jeg var knap 16 startede jeg i gymnasiet. Jeg begyndte pludselig at ændre mig. Jeg blev egentlig ikke højere, men mine hofter blev meget brede, bækkenet bulede ud og jeg følte mig som en kvinde med en tournure placeret på hvert hofteben. 
          "Det er mærkeligt, dine hofter er så fede, når du ellers er så tyng!" tænkte min veninde en dag højt, mens hun stod og betragtede mit udseende, der desværre har temmelig meget lighed med en metronom. Jeg vidste ikke, om jeg skulle slå hende, for ordene 'fed' eller smækkysse hende, fordi hun trods alt også sagde 'tynd'. Disse modsætninger, totale kontraster, forvirrede mig. For var jeg så tyk eller tynd? Et paradoks, det var, hvad jeg var. Et metronomformet paradoks!
          Mine bryster blev store nok til at kunne være i verdens mindste bh. Men min hud, mine fødder og fingre, havde stadig konstant denne blålige undertone, som var jeg et lig, der var lagt på køl. 'Undervægt' blev det diagnosticeret som i lægeverdenen. Og 'latterligt' i min. 
          Det var mens jeg gik i 1. g. at jeg fik min første menstruation. Min vægt steg til 45 kg og jeg græd i tre uger. Men uanset, hvad jeg gjorde, fik jeg den ikke ned. Det var også i 1.g. jeg fik min første kæreste, HG. Han flyttede ind hos mig og mine forældre, da han var boligløs (hans mor var død et par år forinden, hans far boede det meste af tiden hos sin nye kæreste og deres gård havde hverken bruser eller toilet). HG blev hurtigt en del af vores familie. Mine brødre fik en ny storebror, mine forældre endnu en søn. Han passede bare ind fra starten. Og selvom jeg stadig kæmpede med mig selv, faldt der mere ro over mig. For uanset, hvor meget jeg prøvede at trække mig væk fra ham, holde ham ude af mit indre kaos, som jeg så ihærdigt forsøgte at bringe orden i ved at skabe ydre harmoni i form af skemaer og strukturer, så trængte han sig på og ødelagde det. Insisterede på, at jeg skulle med ud at spise, at leve, være normal. I starten sad jeg der bare, kold, betragtende. Men efterhånden tøede jeg mere op. En af mine klassekammerater i 1.g. spurgte mig en dag: "Sig mig, spiser du aldrig?", mens de andre sad over madpakkerne. Efterhånden kunne jeg spise sammen med og foran mine nærmeste. Min familie, HG, min veninde og hendes kæreste.

En dag kort før årsprøverne sidder vi midt i en dansktime. Jeg skal fremlægge en tekst sammen med min gruppe. Men mens de andre grupper sidder for skud, bliver jeg mere og mere dårlig. Om morgenen startede min menstruation. Det er som om, de bliver værre og værre for hver gang. Jeg mærker kvalmen. Synsforstyrrelserne, hovedpinen. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom gennem fremlæggelsen, bare at jeg intet kunne se. Mine omgivelser var forvandlet til flimren for øjnene, der blev værre og værre sammen med smerten, der dundrede løs i mit hoved for hvert hjerteslag. Bagefter følger min veninde mig til bussen. Jeg er nødt til at tage hjem. Ved stoppestedet går jeg ind på badeværelset og spiser tre Ibumetiner a 200 mg. Verden er begyndt at blive mere normal, jo værre migrænen bliver, des mere letter grynene fra mine øjne.  Min veninde ser nervøst på mig: "Du ligner noget katten har slæbt ind - er du sikker på, du kan finde hjem?" Jeg ser hendes ansigt i en sær tåge. Som i sort/hvid. Mere husker jeg ikke, før jeg vælter op af trappen derhjemme. Jeg kan høre min far og yngste bror på kontoret. Min far plejer ellers ikke at være hjemme, min bror må være syg. Jeg stikker hovedet derind: "Må jeg låne dit varmetæppe?" spørger jeg. Og min far kommer med Panodil og putter mig, som da jeg var barn. Jeg indånder hans duft - duften af apotek og laboratorium. Jeg kan ikke mærke hverken Panodilen eller Ibumetinen. Bare knytnæven i maven. Pigtråden, der snor sig rundt om mine tarme og underliv og flænser dem op. Blodet, der pumper ud af mig, som en varm, klæbrig væske. Mit værste mareridt er blevet virkelighed. Men hvis dette her er at være kvinde, så vil jeg helst ikke være overhovedet.


De følgende år har jeg sygedage fra gymnasiet hver gang jeg har menstruation. Jeg bløder simpelthen for kraftigt til at kunne gå nogle steder. Gennembløder alt. Jeg føler mig ulækker, afskyelig, usoigneret. Blodet render ned ad lårene, ned i kummen, ud af mig, ud over mig. Men det er intet mod smerterne. De første tre dage ligger jeg i fosterstilling og mine forældre kommer med piller og portvin. Jeg får migræneanfald, ser dobbelt, ligger i min egen verden fyldt af smerte. Nogle gange varer det mere end syv dage. Til gengæld går der måneder - nogle gange halve år mellem menstruationerne. Lægen forsøger sig med p-piller. Jeg bløder konstant i to måneder og dropper dem igen. Jeg har altid været imod p-piller. Og de ændrer intet. Det føles bare mere kemisk, det blod, der fosser ud. Det er ikke væske, som min krop producerer, det er ikke blod fra mine årer. Det er kemi fra en pille, der strømmer gennem min krop som en gift. Og det er forkert. Det skal ikke være sådan! Så jeg smider pillerne i kemisk affald på apoteket og fortsætter som hidtil.

Jeg er 22. HG og jeg er næsten lige blevet gift. Vi er flyttet i ny bolig, vi har fået hund og jeg har fået en diagnose. Jeg har en neurologisk sygdom. Om den har noget med blødningerne at gøre tænker jeg ikke rigtigt over. I fire år har jeg fået stærkere smertestillende medicin pga. min sygdom, og pludselig mærker jeg ikke længere noget til min menstruation; der er bare en latent murrende fornemmelse i mit underliv. Hvis ikke det var for de kraftige blødninger, ville jeg end ikke tænke over det. 
     Men en dag sker der noget. Min blødning er så kraftigt, at jeg bliver bange. Jeg kan ikke engang nå at løbe ud på toilettet, før blodet fosser gennem tampon, bind, tøj. Klumper af rødt blod vælter ud af mig, og hvis ikke det var fordi jeg vidste bedre, ville jeg tro, jeg var ved at abortere. Men jeg har aldrig været gravid. Pludselig slår en tanke ned i mig: Hvad hvis jeg ikke kan blive gravid? Hvad hvis der er noget galt med mig? Min mor har siden jeg var 16-17 bedt mig gå til læge. Men det er for intimt. Jeg kan ikke ligge dér med benene i bøjlerne og blive gloet op i mit allerhelligste. "Man vænner sig til det," siger min mor, der har tre børn og har prøvet lidt af hvert. Jeg har dog ikke lyst til at prøve noget som helst. Og desuden nærer jeg en stærk mistillid til alle læger. Hvorfor skulle det ellers tage dem over fem år for at stille en diagnose på mig? Hvorfor skulle rygmarvsprøver, scanninger, blødprøver og røntgenbilleder være sådan en kamp? Nej, jeg stoler ikke på dem, lægerne. Men nu er jeg bange. Hvad hvis jeg ikke kan få børn? Ikke fordi jeg nogensinde har forestillet mig, vi skulle have det. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere bliver jeg sikker på, jeg i hvert fald ikke ikke vil have dem. Med ét ved jeg pludselig, at jeg ikke kan få det. HG kigger bekymret på mig. Han ved godt, jeg ved ting, man ikke kan vide. Og modsat mig har han tænkt over det med børn - og han vil gerne have dem. Men han ved også, at jeg stadig lider under traumerne fra min anoreksi og dernæst bulimi og har et meget anstrengt forhold til min krop. Han ved, at mit største mareridt er dét, der er de fleste andre kvinders drøm: Det at få love at være kvinde og bære et barn. Jeg kan dårligt bære at dele krop med mig selv, hvordan skal jeg så kunne dele krop med et barn? Men én ting er sikkert: Det er ikke min krop, der skal bestemme, hvorvidt det en dag skal ske eller ej. Så jeg bestiller en lægetid.


Jeg sidder og hopper nervøst i venteværelset. Min sygdom har givet mig lægeskræk. Jeg begynder at ryste og bliver som et barn. Da jeg sidder foran lægen er jeg tør i halsen. En klump vokser og vokser og tager al min luft, min stemme. "Det er noget galt med mig," får jeg til sidst fremstammet. Langsomt hakker jeg mig gennem problemerne, mens min læge løfter det ene øjenbryn, på den dér nedladende måde, som læger åbenbart er specialuddannede i og betyder: 'Du spilder min tid!' 
         "Alle kvinder bløder!" vrisser hun. Og jeg ønsker bare at stikke ned med en af de sterile skalpeller fra stålbakken. Hun er selv kvinde. Hun ved vel for pokker, hvornår der er noget galt?! Meget modvilligt går hun med til ar sende mig til en specialist. Mest fordi jeg siger, jeg er bange for, jeg ikke kan få børn. Det vækker åbenbart alligevel et eller andet kvindegen dybt i hende.

Der er kaos den dag. HG er ikke hjemme, så der er min mor, der skal køre mig til hospitalet. Min mormor får sneget sig med som blind passager. Hun fylder dog godt for en blind passager at være. Hun skal have taget røntgenbilleder og farer vild, så hele personalet bliver sat i gang. 
     Imens følger verdens sødeste sygeplejerske mig ind i et lille aflukke. Jeg har for en gangs skyld været heldig. Jeg får ellers altid hende den dominerende, med overarme som skinker og et brystparti, der truer med at springe uniformen. Hende, der ser lægerne som ophøjede og fungerer som den bjæffende køter på dørtærsklen. Hende her er mild og rund, med smilerynker og bløde hænder. En ældre mand kommer ind i lokalet. Han minder mig om en morfar. Begynder at spørge mig ud og siger blidt, men bestemt, at jeg skulle være kommet langt tidligere. Han får hurtigt konstateret, at jeg har bagoverbøjet livmoder. Det kommer, så at sige, ikke bag på - selvfølgelig skal den gemme sig og gøre alting endnu mere besværligt. Han gennemgår mine papirer. 
     "Hvad står der her?!" spørger han og retter på brillerne. Jeg læser datoerne op. 
     "Vil det sige, der går måneder mellem dine blødninger?" Jeg nikker spagt og føler mig forkert og uartig, fordi jeg ikke er kommet før. Så begynder han at scanne mig. Udvendig først. Jeg kigger med på skærmen, og kan godt se, at noget er forkert. Der står allerede ’barnebarn’ i øjnene på min mor, men jeg forsikrer hende om, at det nok ikke er et glædessmil hun skal stille med lige nu. Lægen beklager, han er nødt til at foretage en vandscanning på mig. Sygeplejersken med de bløde hænder holder om mig, men jeg ryster ikke længere. Jeg er slet ikke bange. Mindst af alt for at det skal gøre ondt - det er jeg så vant til. 
     Mens de står og pumper vand op i min livmoder, vader en eller anden ind i rummet. Jeg ligger med stængerne i vejret, min mor har frit udsyn til barnebarnsslusen og den milde sygeplejerske bliver pludselig brysk og skriger: "UUUUUUUD!" med verdens vredeste stemme. 
     "Dér har vi den!" summer morfar og fortæller, han har fundet en polyp på størrelse med en valnød. Jeg ånder lettet op - det er ikke kræft! 
     "Men den gør, at du ikke kan blive gravid," fortæller han. Den fungerer som en slags ’naturlig’ spiral. Så havde jeg alligevel ret. Der burde dog ikke være problemer, når først den er væk. Han skriver mig op til operation. Når den er væk, burde tingene blive bedre og de voldsomme blødninger aftage. 
     Han fortæller mig dog også, jeg har PCOS. Jeg får en pjece med mig. Der står at man som PCO(S)-kvinde vil have to eller tre af følgende symptomer:

1) Uregelmæssige menstruationer/ingen ægløsning.
2) Forhøjet mandligt kønshormon (testosteron) og/eller øget mandlig hårvækst.
3) Polycystiske æggestokke ved ultralydsskanning.

Jeg priser mig lykkelig for, at det er toeren, jeg er gået fri for. Godt nok har jeg måske temmelig behårede ben, men ellers ingen hårvækst underlige steder (selv dunene på ryggen forsvandt, da anoreksien slap sit tag og vægten – i dén grad – steg). Selv dét får jeg pludselig en undskyldning for: Mange PCO(S)-kvinder har problemer med vægtøgning. 

Siden jeg fik bortopereret polyppen, har jeg næsten ikke tænkt over mine blødninger. Jeg kan tælle på én hånd de gange, hvor det har gjort ondt. Jeg bløder heller ikke lige så kraftigt længere. Badeværelset ligner ikke længere en rituel offerplads eller scenen hos en halalslagter, men et ganske almindeligt badeværelse. 
     Men i dag driller det hele altså og som jeg ligger her i natten, er jeg pludselig blevet sendt på denne rutsjebanetur down memory lane. Ved siden af mig ligger penicillin, smertestillende, tranebærkapsler (jeg magter ikke saften!) og æblecidereddike. Alt sammen ordineret af lægen, der kigger på mig, som om det er med vilje, jeg bliver ved at få blærebetændelse. Og det slår mig pludselig, hun har gjort det igen: Sagt til mig, at alle kvinder får blærebetændelse. Det er normalt og jeg skal bare huske tranebær og æblecidereddike. Jeg tager kapsler til de står vandret i mit spiserør, drikker endnu mere væske end jeg plejer og gør alt, hvad jeg får besked på. Og stadigvæk får jeg dette mistroiske blik – som om, jeg gør det med vilje. Som om, det er noget, jeg selv maner frem. 
     

Så er det, jeg forbander dét at være kvinde. For selvfølgelig får mænd også blærebetændelse. Men ikke lige så ofte som kvinder. Nogle gange er det som om, vi er brændemærket. Og sjovt nok er de, der har mest travlt med at fortælle os, at vi er hypokondere andre kvinder, som ikke selv har de problemer. Mændene er mere overbærende. Det sker også oftere i den hvide verden. Når jeg gæster dem med kramper, skal opereres eller til kontrol, er det altid de mandlige sygeplejersker og læger, der er de mest empatiske. Det får mig til ikke bare at hade at være kvinde, men også at hade andre kvinder.

... I mit næste liv vil jeg være mand!



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...