Om det at blive bestjålet

Kan man stjæle tanker? Kan man stjæle følelser? Kan man stjæle andres (følelses)liv og erfaringer?

Indtil for fire år siden, ville jeg have sagt: "Nej, selvfølgelig ikke!" *med 'er-du-dum-oder-was?!-mine på* eller "Hvordan skulle man kunne det?!"

Men så skete der noget ... jeg blev selv bestjålet!

Shhh - geniet arbejder! c",)

Efter Fyldepennen er blevet lavet om, har jeg pludselig fundet skriveglæde frem igen. Det gør også, at bloggen er blevet lidt forsømt, fordi min energi pludselig bliver lagt i nye tekster. En del af dem - ca. fem - arbejder jeg stadig på, så hvis jeg er fraværende herinde, må I derind og lede efter mig. :)

Men hvorfor stoppede jeg så? Næsten fem år uden et ord ... kun de ord, der blev skrevet i breve eller i skoleopgaver. Ellers ikke et pip. 

Jeg tror, der var flere grunde. Jeg havde deltaget i flere konkurrencer, der ikke var endt særlig gunstigt og fik mig til at tvivle på mig selv og mit eget 'talent'. Jeg fandt så frem til, at når jeg skrev til konkurrencer, følte jeg ikke noget. Jeg skrev på kommando, jeg skrev efter regler, jeg skrev det, jeg troede, man forventede af mig. Men hjerteblodet var ikke med. Og pludselig var det som om, jeg heller ikke kunne skrive det, der skulle komme fra hjertet - jeg var totalt forvirret!

Så en dag kom der en mail - en opfordring fra et forlag, der ville udgive en bog om det at have depression og/eller angst - ville jeg bidrage med en tekst? 

Min første tanke var: "Næ, egentlig ikke!" Både fordi, det igen var på kommando, men samtidig også fordi det var så ... privat (I know!!). Men en søvnløs aften satte jeg mig alligevel ned og skrev. Jeg skrev og skrev, skrev fra hjertet, skrev for mig og ikke andet. Bladet fra munden, sandheden ud og så ellers punktere som et overoppustet badedyr - så meget bagage var lagt bag mig. 
     I sidste ende blev projektet dog ikke til noget, og jeg lagde i stedet teksten ind på Pennen og pludselig væltede det ind med positive tilbagemeldinger - det havde jeg slet ikke regnet med! Det var uden for min genre, det var mig, der var alvorlig og ikke sjov (som jeg ellers ser som min gebet), men folk kunne lide det og min lykke var gjort. Jeg voksede ti centimeter - både pga. alle de positive tilbagemeldinger, men også - og ikke mindst - pga. al den negative bagage, jeg havde fået dumpet og lagt bag mig.

Kort tid efter skulle jeg til træf. Vi blev alle bedt om at skrive en tekst, hvor visse elementer skulle indgå. Og jeg vidste, jeg igen ville få besvær, for det var jo endnu en 'skriv dette på kommando'-tekst, som jeg via konkurrencerne var kommet til at hade. Men jeg satte mig ned og skrev - en fuldstændig og helt igennem fiktiv tekst. Jeg prøvede at gennemleve de følelser, min hovedpersonen gennemlevede og håbede så ellers på det bedste. 
     Dagen for træffet kom og som den allersidste skulle jeg læse op.

Da jeg var færdig blev der fuldstændig stille! Det var som om ikke engang lydene fra trafikken udenfor slap ind - og vi var midt i København! 
     Jeg kunne mærke en rislen ned ad ryggen; ballerne klemte sig sammen, hænderne gennemfugtede papiret og den sidste rest af væde forlod min mund. Oh, hvor var det flovt! Alle andre havde fået klapsalver. Og nu var der bare tyst som graven. 
     Jeg nåede lige at ønske, jorden ville åbne sig under mig. Så klappede folk, og det gik op for mig, det havde været en god tavshed. Det havde været den der opstår, når man slår benene væk under folk. Mit blik strejfede min mentor, der i månedsvis havde kommet med råd og forsøgt at trænge gennem min skal. "Skriv det, du mærker - også når det er fiktion! Du må ikke tænke over, det skal være godt. Du skal slet ikke tænke. Bare skrive!" havde hun sagt og foldet hænderne foran brystet. Nu fangede min øjne hendes. Hun smilede svagt, nikkede dybt og samlede hænderne foran sig, mens hun nikkede som en tilkendegivelse - jeg bøjer mig i støvet. Nu forstod du endelig!

Aftalen var, at når vi kom hjem fra træf, skulle teksterne uploades. Og pludselig væltede kommentarerne ind. Alt det, folk havde været for generte til at sige direkte på træffet kom nu på skrift - både via kommentarfeltet, men også som private beskeder.

En dag kom så endnu en besked. Både en offentlig i kommentarfeltet, men også til mig privat - både på Pennens interne mailsystem OG i min email. Og jeg undrede mig. Hvorfor var nogen så ivrig efter at snakke med mig? Beskederne lød:

"Hej Line. Du kunne vel ikke sende mig en mail på *mailadresse* det haster. Vh. Siw" 

I min indbakke lød det så: "Er det muligt at du for en tid kan trække 2 af dine publicerede tekster tilbage? Vh. Siw
Skriv endeligt her eller på *mailadresse*"

Jeg skrev tilbage: "Æh ... what? Kan jeg købe et par vokaler eller bare et clue? c",)" Endnu uvidende om, hvordan hele dette ville komme til at udvikle sig.

Næste brev lød: "Jeg kan ligeså godt være ærlig. Har lige afleveret termins stil, og jeg havde lånt nogle gamle stile af en veninde. Det viser sig så til min store frygt og rædsel, at hun har "nappet" ting fra et af dine essays herinde. Det gør ikke min idioti mindre, da jeg på denne måde, har "nappet" den samme passage. Nu står jeg i den situation, at jeg er ENORMT bange for at blive anklaget for noget mistænkeligt, som den store bangebuks jeg er. Jeg er en kæmpe idiot, og jeg ved det. Jeg er villig til at sende dig min stil, så du kan se hvad det hele drejer sig om. Og jeg forstår hvis du bare ryster på dit hoved og tænker: "så kan du lære det". Vh. Siw"

På min email var forklaringen dog en lidt anden og drejede sig - igen - om to tekster og ikke kun én.

Så snart det gik op for mig, hvad det drejede sig om, sendte jeg det videre til redaktionen, blokerede hende og nægtede at have med sagen at gøre. Redaktionen var SÅ søde; fik hendes profil nedlagt, forsøgte at finde frem til hendes identitet m.v. De meddelte også, at hun i første omgang - via dem - havde forsøgt at få mine tekster fjernet, bag om ryggen på mig!

Efter den første storm havde lagt sig, begyndte det dog at trække op til en storm i mit sind. I starten var jeg nærmest beæret over, nogen ville kopiere noget, jeg havde skrevet. Men derefter blev jeg vred. For det viste sig, at de to tekster, hun havde nappet fra, var mine to hjertebørn! Jeg følte mig så ... hudløs! Voldtaget. Bestjålet. Jeg følte, nogen havde trængt ind i mit sinds allerdybeste, mens jeg lå og sov; stjålet mine drømme, mine tanker og erfaringer og brugt dem til egen vinding. Min personlige erfaring med at kæmpe sig tilbage til livet efter en kæmpe sorg, var blevet kopieret. Nogen havde dissekeret teksten, sprættet den op som en død fisk, for at finde de linjer, der var mest gunstige for hende selv. Men for mig er det hele vigtigt. For det er alt sammen følelser, oplevelser, jeg har pisket mig igennem med stort besvær. Og nu havde nogen hugget det. Hvor lavt kan man synke? Hvordan kan man gøre det?!

Efter nogle dage, hvor jeg havde delvist raset og delvist forsøgt at se det flatterende i situationen, satte jeg mig til computeren for at skrive som jeg plejede. Men pludselig ... var der ikke ord! Jeg følte mig udtømt, færdig, tom. Min familie smågrinede ad mig. De kunne ikke forstå, jeg kunne tage det så alvorligt - jeg kunne vel se, det var flatterende, en åndssvag brainfart fra en tankeløs teenager? Herregud! 

     ... Men det gjorde stadig ondt! Måske endnu mere, fordi ingen kunne forstå.

Og i fem år skrev jeg intet. Jeg var gået fra bølgetoppe til bølgedale. Først en lang tid, hvor jeg kæmpede for at blive anerkendt, for at få nogle til at kunne lide det jeg skrev. Så succesen, hvor min tekst blev udgivet, nogen direkte opfordrede mig til at skrive til indlæg til deres bog, den vidunderlige oplevelse på træffet og nu til nedskydningen, nedslagtningen af min tekst. 

For to år siden skete der så noget, der igen fik det til at spire i mit sind. På min ellers helt døde profil, begyndte der pludselig at dukke nye kommentarer op - alle sammen skrevet af den samme, vidunderlige, skønne kvinde. Hun skrev bl.a.: "Jeg morede mig strålende over dit vid og beder dig inderligt sende os nyere materiale. (den her er vist fra 2006, - meget vand må være løbet i åen siden)." 

Men var der så det? Løbet nyt vand i åen? ... Næ. End ikke en dråbe. Flere af mine tekster fik kommentarer fra samme kvinde, og pludselig kom mine tekster igen i fokus. Flere skrev søde ord til mig og mine tudsegamle tekster, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blomstrede op på ny.

Kort tid efter var der så igen Fyldepennetræf - for første gang i mange, mange år. Og jeg var med. Det samme var dette skønne menneske. Da jeg skulle gå den aften, kom hun hen og tog om mine hænder: "Lov mig at skrive noget mere, du er så talentfuld!" sagde hun og kiggede på mig med store, ærlige øjne. Jeg granskede dem ... forsøgte hun at gøre grin med mig? Men jeg så ikke andet end ærlighed. Det gjorde mig så glad. Vi mennesker har så svært ved at give komplimenter. Det er lettere at svine andre til med skændsord, end at sige bare én positiv ting. Og hvis man endelig giver en kompliment, bliver den modtaget skeptisk. 'Hvad mener hun med det? Gør hun grin med mig? Er hun ude på skrammer?' Og så stod hun dér - kvinden der selv er blevet udråbt til at være en af de mest talentfulde af alle forfatterne på det forum - og siger sådanne ord!

Mig til det famøse træf. Et par af de øvrige deltagere er - for anonymitetens skyld - sværtet over.

Der gik et par måneder. Så begyndte jeg så småt at skrive. Samtidig kom der en vis optur i privatlivet også. Efter en tid med mange problemer - dødsfald, svær sygdom hos flere i familien, en opslidende retssag (der dog stadig kører), begyndte der også at ske gode ting. Bl.a. fik vi vores hus. Vores drømmehus!

Vores hus ligger helt fantastisk smukt. Det er omgivet af meterhøje træer hele vejen rundt. Der løber en å i baghaven. Der er fuglekvider, susen fra træerne og bare ... stilhed. Vi har en kæmpestor, gudesmuk terrasse. Og en karnap, hvorfra jeg kan sidde og se det hele.

Forrige efterår sad jeg så og læste til eksamen. Det var tidlig morgen, jeg sad med min kaffekop, mine bøger, min blok og kuglepen. Det var forår, morgensolen var så smuk og jeg sad dér i min karnap og følte, jeg ejede hele verden. Og pludselig kunne jeg ikke rumme mere religion. Jeg var næsten nået gennem hele pensum, på nær religionsteori (og selvfølgelig var det dét jeg kom op i! Men trods det, jeg kun havde strejfet denne del af pensummet fik jeg 12). Pludselig begyndte jeg at skrive på min blok. Men det var ikke noter. Det var notater til noget mere. Skitser til historier. Og langsomt begyndte det igen at gå fremad.

Eksamenslæsning og indflytningsrod i karnappen.

Det krævede dog dette nye facelift på Fyldepennen. Pludselig var alt det 'gamle' væk. Og man kunne selv uploade tekster. Og nu kører det hele igen. Jeg håber, jeg ikke mister det endnu engang.

Det er underligt at tænke på ... hvor mange procent af alle landets skoleelever mon ikke snyder af og til? Hvor mange gange bliver forfattere - såvel amatørforfattere som de 'rigtige' ikke bestjålet - også uden at vide det? Og hvor ofte 'låner' vi ikke selv lidt af andre - også uden at det er bevidst? Kopierer idéer til indlæg, kommer med de samme tips, maler billeder, der ligner en anerkendt kunstner (tænker her især på Paul Pava, der oplever at selv gallerier helt bevidst tager plagiater ind og sælger, selvom de er klar over, de ikke er malet af ham!). Tænk på blogland! Der er så mange små blogs, som min egen, som ingen kender til. Mange af dem jeg følger er også 'mindre kendte'. Hvor let ville det ikke være at stjæle fra os? 'Låne' et ord eller to eller ti? Selv min store heltinde, Spacemermaid, oplevede, hvordan hendes indlæg blev kopieret, før bogen blev trykt. 

     Måske er det endnu svære at forstå, når man aldrig selv har gjort sådan noget. I'm not an angel, I know! Men jeg har aldrig sjålet. Ikke engang som barn, hvor alle stjæler. Ikke så meget som en slikkepind. Jeg ved ikke, hvorfor det er så grænseoverskridende en handling for mig. Måske fordi, jeg så, hvordan et lille apotek som mine forældres led under de store rapserier, der var. De mærkede, hver gang en dåse balsam blev nuppet. Jeg er også oplært med, at finder man noget på gaden - f.eks. en pung, afleverer man den til politiet. Som barn så jeg engang en 50'er, der fløj rundt ude i lufthavnen, på p-pladsen. Da vi kom ind sagde jeg det til min mor og hun spurgte: "Hvorfor samlede du den ikke op?" "Jamen, det var jo ikke min!" svarede jeg "Tænk hvis nogen troede, jeg stjal den!" Så min mor måtte hente den. Og da ingen i lufthavnen ville kendes ved den fik jeg den. Men jeg kunne ikke blive rigtig glad - for det var jo ikke min!

Når folk 'låner lidt' bliver vi beærede. Måske irriterer det i første omgang, at de kopierer vores fødselsdagsinvitationer, køber bukser magen til vores eller får den samme brudebuket. Men efter nogen tid kommer vi over det - for ret beset er det jo smigrende! Men når nogen stjæler vores hjerteblod - tekster, malerier, fotografier - hvad det end er vi brænder for, og udgiver det under eget navn, gør det ondt. Som at have en kugle, der borer sig ind i hjertekulen. For det var jo mit projekt. Det var mit barn ... og pludselig er det ødelagt for os, for altid.