Clicker Clacker is back!!! :)

Du kan godt huske min lille Cleo Clicker Clacker, går jeg ud fra? Hun fyldte meget de måneder, hun boede her, før hun vendte hjem til Tyskland. Men nu er Cleo tilbage på dansk grund. Og ikke nok med det ... hun bor her nu!!!

Lige siden Cleo vendte hjem, har hendes tyske forældre været så søde at sende updates om, hvordan det gik hende. Jeg græd hele den første måned, hun var væk herfra. For Cleo er bare speciel! På mange måder minder hun mig om min lille Vipsepige, som ikke længere er. Og pludselig var Cleo heller ikke længere ... eller jo, i Tyskland og i vore hjerter, men jeg troede ikke på, jeg nogensinde skulle komme til at se hende igen.

Men da Cleo vendte hjem, var det til en ny lillebror, Monty. Og det var hun altså ikke meget for! Hun syntes, det var tarveligt, hun sådan var gået hen og blevet storesøster, i de måneder, hun havde kæmpet for livet i Danmark. Så Cleo var vred. Og fornærmet og alt hvad ellers dertil hører. Monty forsøgte ellers hårdt, fik vi at vide. Lod hende spise først - ja, forærede hende endog sin legetøjsmus! Men dét kunne ikke imponere min lille Clicker Clacker. Hun ville have fred! Og det var den ene ting, Monty ikke var meget for at give hende - for han er en stor killing, der gerne vil lege. Men Cleo er 14 år og vil bare sove og spise.

Da Cleo var her, var hun heller ikke udpræget fornøjet over husets øvrige firbenede beboere (hun vender mottoet fra Animal Farm om og siger: "To ben godt (de har mad!), fire ben ondt (med mindre det er sofaen!)), men hun tolerede dem. Og med tiden kom hende og Myrledyret endog helt tæt ind på hinanden - de lå side om side under sofaen og betragtede verden og jagtede vores ben. De sov sammen i sofahjørnet og nød hinanden selskab. Faktisk var den eneste, hun ikke brød sig om, Shiloh. Og nu er han væk.

Så efter mailskrivning frem og tilbage, skrev Cleos tyske familie, at de gerne ville bortadoptere hende til os. Og selvom det gør mig ondt, hun ikke trivedes i Tyskland, var der glædestårer her i hytten. I nogle uger har vi ventet besked om, hvornår hun ville komme. I søndags, hvor vi var til vores vanlige kortspil og middag, fik jeg pludselig en sær følelse. Og kort efter ville jeg bare hjem. "Der er mail, Cleo er på vej!" sagde jeg og hoppede utålmodigt i sædet. Og selvom HG er vant til, jeg sender på dyrefrekvens, medgav han, at han ville være svært imponeret, hvis der virkelig var Cleomail. Men det var der!

I går gik turen så til Hasle, hvor Cleo min Cleo lå i havnen med sine tyske ejere. Og klokken 22.30 var hun tilbage in da house. Hun fór ud i stuen (jeg troede ellers, hun ville tilbringe de første dage i sikkerhed under sofaen), besøgte alle sine gamle yndlingssteder, hoppede om bord i sin rede, og gav sig til at snorke højlydt.

I formiddags vågnede hun så op til dåd. Hun var henne og hilse på mig, få sig en kæl, fik mad og sad lidt og kiggede. Så strakte hun sig veltilfreds med smaskende lyde og gik runder i stuen med sine 'click clack, click clack'. Og nu sidder hun her, smuk, fantastisk, vidunderlig.

Cleo min Cleo. Min Cleo!