Color me crazy

Måske er det fordi jeg er 80'er-barn, der er flasket op med neonfarver og kulørte plastiksmykker, måske er det bare min personlighed ... måske er det fordi, jeg er håbløst farveblind. Men. Jeg. Elsker. Farver!

'Hvordan hænger det sammen med at være farveblind?' tænker du måske så. For mange misforstår det dér med at være farveblind.

Da jeg startede i børnehaveklassen, gjorde jeg en noget anderledes entré. Ikke kun fordi jeg havde to forskellige farvede sokker på (jeg kunne ikke se, de var forskellige), men også fordi jeg startede nogle måneder senere end alle andre. Vi var tilflyttere fra Sjælland og kom til et lille ø-samfund, nogle måneder efter at skolesæsonen var startet. De fleste kendte også hinanden fra børnehave eller dagpleje, men her kom jeg altså og kendte ingen.

Jeg lagde mig hurtigt ud med klasselæreren. For vi skulle nemlig lægge nogle små puslespil, vi fik i fine rød kasser. Men jeg sad og fumlede med det, og kunne ikke få noget til at gå op. Og det var egentlig mærkeligt. For jeg elsker puslespil! Min far har altid lagt puslespil med os børn, og den dag i dag elsker jeg - trods min alder - stadig puslespil. Men dem i børnehaveklassen kom jeg altså til at hade.
     "Så må du blive inde fra frikvarteret!" sagde læreren, som troede, jeg bare var vrangvillig og ikke ville som hun. Hun kunne lige så godt have hvislet: "Åh gid du dog gad gide!" Og jeg kom til at hade denne kvinde, der var lille af statur og med stor puddelpuffy 80'erfrits, der var kortklippet og grå. For selv om hun var lille, havde hun en stor stemme - den var skinger, gik gennem marv og ben og sendte ilinger af rædsel ned langs rygraden. Hun gik altid i stramme, sorte læder bukser og bare lugten af læder kunne få mig til at skide grønne grise. Jo, mine damer og herre - jeg var lige så rædselsslagen for hende, som for vores barnepige, der nev mig, når jeg ikke ville spise op. 
     På den måde gik dagene med terrorregime, indtil min mor vendte - forholdsvis tidligt - hjem fra arbejde. Men fra Sjælland var jeg ikke vant til at have min mor eller far hjemme, så bare det, at min mor var hjemme før aften, var en glæde. Så kunne barnepigen og fru terrorlærer have det så godt, for den glæde kunne de ikke tage fra mig!

Nogen tids senere skulle jeg til sundhedsplejerske og her kom forklaringen. "Hun er jo bimlende farveblind!" sagde sundhedsplejersken, og pludselig gik der en prås op for min mor. Min lillebror blev også testet. Han var, som jeg, farveblind. Om end ikke i lige så svær en grad. Og min far er også farveblind. Så vi fik mangen aftentimer til at gå med at sidde med leksikonet med farveblindstests (dengang var det kun Ishiharas test, der var brugt) og se, hvem der (ikke) kunne se hvad. Og derefter få min mor til at se, hvad der egentlig stod inde i cirklerne.

Min mor meddelte herefter til min lærer, at det altså var forklaringen på mit problem. 
     "Sludder!" slyngede min lærer ud og gik hen og åbnede et stort skab og vinkede med fingeren for at vise, jeg skulle komme hen til hende. Lidt efter udpegede hun også en plads til min mor. 
     "Hvad farve er dét?" spurgte hun og hev en farvet træbrik op af en kasse. 
     "Blå?" sagde jeg forsigtigt og kiggede spørgende på min mor. Jeg var på dette tidspunkt så nedbrudt og forvirret, at jeg ikke turde svare på noget, af fare for at svare forkert. 
     "Mmhmm," mumlede hun og trak den næste frem. 
     "Og denne her?" 
     "Rød?" 
     "Og denne?" 
     "Grøn?"
     Herpå kiggede hun triumferende på min mor, tyrede brikkerne tilbage i kassen og sagde: 
     "Se, hvad sagde jeg? Hun er ikke farveblind!" 
     "Men det er ikke dét, der definerer farveblindhed!" belærte min mor, som ikke er sådan at slå af pinden. 
     "Line kan ikke skelne farverne, når de lægger op ad hinanden. Så når hun sidder med nogle brikker, der skal lægges sammen efter et bestemt mønster går det galt." 
     På dette tidspunkt var læreren godt træt af både mig og min mor. 
     "Piger kan ikke blive farveblinde!" vrissede hun og næste dag sad jeg over den røde kasse igen. Min mor måtte få vores praktiserende læge til at ringe min lærer op, før hun gav sig og jeg slap for de forbandede brikker. 

Siden har jeg ofte mødt forskellige fordomme omkring det at være farveblind. De fleste tror, det betyder, jeg slet ikke kan se farver, men ser alt i sort/hvidt. Og så er der dem, der - ligesom min terrorlærer - nægter at tro på, kvinder kan være farveblinde. 

Der er dog også kommet forskellige sjove fejltagelser ud af det. Som f.eks. da jeg efter tre år fadt ud af, min skoletaske slet ikke var lilla, men brun. Det sker også, at jeg under tøj- eller makeupindkøb må spørge HG: "Hvad farve er dette her?" Det kan godt få folk til at glo lidt sjovt. Men efter det med rygsækken tager jeg altså ingen chancer. Det er ofte, når der er ringe belysning, at jeg fejlbedømmer farverne. Det har da også ofte gjort brætspil i vores familie ekstra underholdende. Min yndlingsfarve er grøn (og lilla), så når vi spillede Ludo, skulle jeg selvfølgelig være grøn. Min mor ville altid være gul, min bror blå. Det efterlod min far med rød. Undervejs i spillet skete det dog altid, at min far og jeg forvekslede vores brikker og fik den forkerte i mål eller slået hjem. Det er også sket i Trivial Pursuit, at jeg rykker rundt efter en lyserød ost, og forsøger at hale den hjem. Det ender altid med at HG efter (for) lang tid siger: "Okay ... I gotta ask: Hvorfor forsøger du så ihærdigt at lande en lyserød ost, når du allerede har én? Der er orange du mangler."

Ja, mit liv har altid været fuld af farver. Som barn elskede jeg, når min mor købte os den allerstørste æske farveblyanter man kunne få. Jeg kunne bruger timer på at lægge dem i orden. Når hun bagte kage fik min bror og jeg altid lov til at lægge krymmel på. Til sidst  var der mere krymmel end kage, men jeg synes ligesom ikke, man kunne få kulør nok på tilværelsen.

Min yndlingsfarve var grøn og lilla. Når vi fik sodavand, skulle det være en rød. Når vi spillede Matador ville jeg helst samle på gul. Og blå. Min yndlingsdag var fredag, den så jeg for mig som brun, ligesom Rådhuspladsen og Frederiksberggade i Matador (de er jo de bedste og lægger sidst på spillepladen). Min yndlings aura-soma var den lyserøde - selvom jeg gerne ville have ejet dem alle. Så skulle de stå i farveorden og danne en regnbue. ("Hvad er aura-soma?").

Mit hjem afspejler lidt min 'kulørte side' (høhø). Jeg kan ikke have hvide vægge, hvide afskallede møbler og hvide puder overalt. Der er ikke plads til hvidt i mit liv. Det er for sart og for trist ... og sort af kattepoter efter tre sekunder.
     Vores første sofa var lilla/cyklamenfarvet. Jeg elskede den, men sidste år døde den efter mange års brug som kradsebræt for alle vores mange katte. Hele stuen var ellers bygget om om den farve. I karnappen har vi gråt tapet med sølvmønster. Det passede godt sammen med den lilla farve. Vores apotekerdisk er malet i grøn og lyserød. Det lille kaffebord, der stod her, da vi flyttede ind blev også malet lyserødt. Og gyngestolen, der også står i karnappen, grøn. Da sofaen døde arvede vi HGs bedsteforældres. Hans morfar døde for to år siden. Deres sofaer var ret nye og et dyrt sæt. Desværre er de grå/brune. Men jeg elsker fløjlet og strukturen. Havde vi haft dem fra start, havde jeg malet væggene cappuccinofarvede og valgt tapetet i brun med guldmønster. Det må blive næste gang vi skal male. HGs herreværelse er malet bordeauxfarvet. Min mor stak i et hyl, da hun så mig stå dér og male det hvide tapet blodrødt. Men det ser fint ud sammen med de flaskegrønne møbler, hvis jeg selv skal sige det. Vores entre har cappuccinofarvede vægge, hvidt træ og guldmalede møbler.
     

Verden er trist uden farver. Dagligdagen falder lang, hvis vi ikke sætter kulør på den. Jeg har hørt eksperter, der udtaler, at farveblindes problem i virkeligheden er, at de ser for mange farvenuancer. Huh ... hvem skulle have troet det? Jeg elsker, der findes så mange farver. Der er én til os alle. Men husk aldrig at være bange for at vise dine sande farver. :)