'Shoeless'

[For nogen tid siden satte jeg mig ned og skrev et indlæg til bloggen. Det endte med at udvikle sig i en helt anden retning end jeg havde regnet med; det blev meget langt og endte derfor i stedet som en klumme på Fyldepennen. I mellemtiden fortrød jeg lidt, jeg aldrig havde fået det postet her, som det egentlig var meningen - også fordi flere af jer har tilkendegivet at I faktisk godt kan lide mine lange indlæg (really? What's up with that?). Så nu får I det alligevel - med småændringer og tilføjelser. Enjoy! :)].

Fødder … de fører os gennem livet. Hele mit liv har jeg hadet fødder. De mindede mig om død, alderdom, forfald. Jeg kunne allerede se dødsetiketten om storetåen for mig, bare man sagde ’fod’. De seneste år er jeg, mærkeligt nok, begyndt at ændre mig. Pludselig ser jeg fødder som noget helt … poetisk. Når vi kigger ned, er de det første vi ser. De sætter aftryk, hvor vi går. Pludselig er fødder gået fra at være noget, jeg forbandt med nedgroede negle, ligtorne og knyster (skadet af mine forældres erhverv, much? c”,))  til noget jeg ser som smukt. Jeg bryder mig stadig ikke om det, når folk lufter deres størrelse 46 med fodsvamp og uklippede kløer, men heldigvis er har de fleste mennesker da en nogenlunde god hygiejne. 

På en sær måde har jeg altid være meget optaget af fødder og sko. Et af mine første ord var ’pløs’. Da jeg var blevet noget ældre og gik i vuggestue, havde min mor købt mig et par rigtig fine (og dyre!) gummisko. En dag vi skulle ud ad døren gik det lidt stærkt og jeg skreg op: ”Nej, nej, mor, mine sko … du skal hive op i pløsen!”. Min mor gloede målløs – hvad var det pigebarnet sagde? Det var så fordi, min mor ikke havde fået hevet op i skoens ’tunge’, så den sad og gnavede. Jeg havde gået meget op i, hvad ordet for dette var og min far havde så leget underviser.

          Nogen tid efter denne periode fik jeg skoene ødelagt. En morgen turen igen gik mod vuggestuen, gav min mor et skrig fra sig. Flere steder på mine kondisko, havde jeg skrevet ’Line’ (så godt jeg nu kunne), for i vuggestuen havde vi nemlig lært, at vi skulle huske at skrive navn på vores ejendele, så de ikke blev forbyttet. Jeg kunne ikke forstå min mors frustration – jeg ville jo bare sikre mig, jeg fik mine sko med mig hjem igen!

Mig med da shoes og selvklippet pandehår. Mor med dårlige nerver og lillebror i maven. Avedøre, april 1983.

Da jeg var barn, var min Onkel Ole altid et hit, han var nemlig altid frisk på en omgang ”Sko min hest” med mig og min lillebror. Modsat min Onkel Torsten, der godt nok gerne gjorde et forsøg, men aldrig kom længere end til Præsten. Og ikke var jo ikke præsten, der kunne sko hesten bedst – det var ’vor smed, som bor ved byens led’. Og det vidste Onkel Ole … Men på en eller anden måde var det sjovere, når Onkel Torsten lod præsten sko hesten, selvom det var forkert ... Måske vidste jeg allerede i denne tidligere alder, at det med sko og mig, bare ville forblive en evig forbandelse og altid være helt, helt forkert …

De fleste kvinder elsker sko. Faktisk bliver de fleste kvinder født med en eller anden ’skochip’, der gør, at de allerede i en tidlig alder tiltrækkes af alt, der skal være på fødderne – yndige sokker, sko, støvler, tåringe, neglelak til tæerne. Og når de ser et par sko i et butiksvindue, går der en eller anden alarm i gang og tid, sted (og overtrækket på kontoen) glemmes og en times senere står de på gaden … iført skoene.

Jeg er en kvinde. Og jeg blev også født som pige. Men chippen … den var der nogen, der glemte at indsætte. Eller også er den bare defekt. 

Allerede i en tidlige alder har det dér med klumperne der sidder for enden af benene været en belastning for mig. Som baby brugte jeg meget tid på at stoppe fødderne i munden. Eller hive fødderne op under mig og trække sokkerne af. Min mor – der åbenbart blev født med skochippen – elskede at iføre mig yndige sokker og sko. Og som lille gik jeg egentlig også delvist op i det.

Min første erindring vedrørende sko, drejer sig om kinasko. Og kinaskoene måtte altså ikke forveksles med Maosko! For jeg hadede Maosko – alene af den grund, at de ikke var kinasko! Kinaskoene var lavet af velour. De var fine og sorte og havde en lille rem, der skulle spændes i siden. Og så havde de plastiksål. Jeg elskede at køre hånden hen over den bløde, sorte velour, der mindede mig om en smuk sort kat, med silkeblød pels.

Da jeg var et par år, havde jeg en periode, hvor jeg kun ville gå i gummistøvler. En dag lagde min mor sig syg med dobbeltsidig lungebetændelse og min mormor blev hidkaldt, så jeg kunne komme ud af huset og min mor kunne få fred til at restituere sig (og jeg ikke blev smittet). Men jeg hadede at blive passet af min mormor – og jeg nægtede at følge med! Til sidst blev jeg skrigende og sparkende plantet i klapvognen og sikkert fastspændt. Men min mormor kunne ikke forcere døren, hvor jeg kilede armene fast og holdt klapvognen som gidsel i døråbningen. Og som kompromis for at få mig med, måtte min mormor lade mig få gummistøvlerne på – selvom det var sommer og høj sol. Så med håndtasken fyldt til randen med vingummibamser, begav min mormor sig af sted. Med nogle minutters mellemrum stak jeg tavst hånden bagud og fik en farvet bamse, som jeg knyttede næven om, puttede i munden og så gumlede på, mens gråden forstummede for et par sekunder.

          Og dér gik min mormor så Hvidovres gader tynde – med en skrigende unge i klapvogn og gummistøvleindpakkede ben, der sparkede vildt om sig. Og folk vendte sig forargede om og sagde til hinanden: ”Jeg kan godt forstå, den lille pige græder! Hvem kan dog finde på, at give et barn gummistøvler på i sådan et vejr?!”. Og det var som om min mormor krympede en centimeter for hvert skridt vi nåede ned ad Neergårdsallé, hvor vi skulle besøge min Olde. Og jeg har på fornemmelsen, det måske er min skyld, at min ellers så ranke og strunke mormor i dag er skrumpet ind til en Dronning Ingrid-agtig skikkelse. For den gåtur, kom til at koste hende mange stolte centimeter!

Da jeg blev lidt ældre, syntes min mor, jeg skulle have et par træsko. For hun havde et par røde træsko, da hun var barn i tresserne. Så hele København blev støvsuget, indtil hun fandt et par røde træsko, som min Askepotfod kunne være i.

          Men mine fødder er forkerte! Ikke nok med at jeg er platfodet. Og at det ene ben er længere end det andet, så jeg skulle have sat ekstra længde under den ene sko – mine fødder er også så smalle, at den næsten er umuligt at finde sko, som mine fødder ikke sejler rundt i. For selv om de passer i længden, er de alt for brede! Samtidig fungerer mine ankler altså også som stanglakrids, så da jeg kom i et par træsko lignede jeg mere end noget andet en tyndbenet giraf i ortopædiske sko. Mine ankler vrikkede rundt som hoveder på et par stilke. Og min mor måtte opgive drømmen om pigen i de røde (træ)sko. 

Da jeg var fem år, vandt min far en større gevinst i tips. Og min mor ville gerne se Venedig … dog uden at dø. Så turen gik til Italien med mig og min bror under armen. Og det var alle tiders tur – min første udlandsrejse, og jeg husker det hele som et eventyr. Campingpladsen, hvor vi om morgenen sad i sandet under en masse grantræer, der fældede nåle ned i morgenmaden. Turen på stranden, hvor vi konkurrerede om at finde den største, hele muslingeskal. Og den dag, hvor der var sandbyggerkonkurrence og stranden var som en eventyrdrøm, med drager, der stak op af sandet, krokodiller, der lurede i vandkanten og sandslotte, der til sidst blev skyllet ud i havet. Den lille bod, hvor jeg lærte at den is, der smagte så godt, at jeg aldrig vil glemme den, hed ’gelatto’. Og jeg besluttede, at når jeg engang blev stor (en umulig tanke dengang) så ville jeg lære dette mærkelige sprog … italiensk! Det var som sang, der kom ud af munden på de mennesker, der boede dernede. Om aften spiste vi på strandrestauranten og min bror og jeg fik ’spaghetti neutrale’. Og jeg spurgte min mor, om der var kongelige i vores familie, for jeg var sikker på, at med alle de oplevelser, så måtte jeg være en prinsesse, mindst … jeg kunne bare mærke det!

Dagen efter var vi på et marked, hvor min mor købte mig den smukkeste lyserøde eventyrkjole – når jeg nu var en prinsesse. Og jeg fik de smukkeste par sko, jeg nogensinde havde set. Det var små guldballerinaer med en lille sløjfe og guldpallietter strøet ud over. Jeg fik også et par hvide skindsandaler med tre blomster på, der havde hver deres metallicfarve. I løbet af de år fulgte en del prinsessesko, der helt udviskede miseren med træskoene. Jeg havde også et par lyserøde plastiksandaler, jeg elskede højere end noget andet. De var dog meget upraktiske, for de kunne egentlig kun bruges, når det var varmt. Men det måtte heller ikke være så varmt, at man ikke kunne have sokker på, for med bare tæer gnavede det varme plastik sig ind i huden og gav vabler. 

Den næste erindring i skoenes verden kom, da jeg skulle starte på danseskole. Min mor købte et par sorte laksko til mig – der både klemte og var for store. Men jeg var stolt alligevel. Dagen kom, hvor vi skulle til dans. Og da jeg nåede derud, havde jeg glemt mine sko og måtte gennemføre timen i grønne gummisko, der peb, hver gang jeg skøjtede henover gulvet. Det hele var meget ugraciøst; både min dans og mine grønne, knirkende fødder.

Da jeg blev elleve, døde min elskede Olde. Men det jeg husker mest fra begravelsen er sjov nok en hændelse, hvor vi står på kirkegården, der er overdynget med blomster. Det er vådt og klæbrigt og min mors kusine har et par stiletter på, der synker dybt ned i jorden, som forsøger de at trænge helt ned til Olde i kisten. Min mors kusine griner gennem tårerne og støtter sig til min mor, mens hun hiver fødderne til sig med et ’svup’. ”Åh, Line, vær du glad for, du ikke har nået den alder endnu, hvor du skal til at gå i upraktiske sko,” hulker hun, og jeg kan ikke greje, om det er af grin eller gråd.

Da jeg bliver tretten, skal jeg konfirmeres. Og det skal vise sig, at netop mine sko skal komme til at spille en central rolle i denne forbindelse. For det er min mormor, der skal sy kjolen. Og selvom det hedder, jeg selv må bestemme, hvordan kjolen skal se ud, går der ikke længe, før jeg står i pufærmer og blonder og kinesisk silke til halsen. For jeg må ikke komme i buksedragt! Jeg får forbud mod for dyb en v-udskæring. Og for kort en kjole. Og jeg, der hader kjoler og makeup, finder mig pludselig som centrum i en malmstrøm, der på bunden huser en druknedød i puf og blonde og blå øjenskygge. Men høje hæle – der sætter jeg grænsen! Jeg kan mærke, jeg på et eller andet punkt må kæmpe mod dette mormor-monster, der begår overgreb på mig med synåle og papirmønster-indpakning på sit syhold, hvor en masse gamle damer gramser løs på mig, mens de udbryder ”Iiih” og ”Ååååh”, så jeg får hyletoner for ørerne. Mormor, der vil drukne mig i femininitet i denne alder, hvor min identitet er mine udslidte Dr. Martens, mine hullede Levi’s, de gennempiercede ører og mit glatte, makeupfri ansigt – alt dette, der får mormor til at trække på næsen og spørge, om jeg tror, jeg er en kludedukke? ”Det er ikke kun, dine bukser, der er gennemhullede – det er også dine ører! Las på las og klud på klud – sådan ser vor Line ud!” messer hun gennem tandrækken, der holder de synåle på plads, der om lidt skal bores ind i min hud og lave flere huller. Og jeg kan mærke, at her kommer til at stå en kamp, hvis ikke jeg fuldstændig skal miste min identitet på vejen op ad kirkegulvet.

          Og kampen kommer til at stå om skoene. For jeg finder et par hvide støvler af hørstof og stinkende gummi i en forretning. De er høje, firkantede og alt andet end feminine og på sit modemæssige højdepunkt her i midthalvfemserne med sine plateauhæle, der kunne flække kraniet på enhver, hvis bare sparket var velanrettet nok. Min noget intrigante og dramaqueenske mormor, der ved jeg er af en ligeså stædig atomsammensætning som hende, kaster sig over min mor i stedet. Hun græder, råber, skriger og hiver sig i permanenten – baldrer op om, hvordan jeg ødelægger hendes værk, kjolen, og min mor tigger og beder, køber traditionelle sko ind og lover, jeg også må få det andet par, jeg kan gå med, hvor og hvornår jeg vil – bare ikke på konfirmationsdagen!

          Det ender dog med, det bliver mig, der går af med sejren i denne omgang. Da jeg skrider op ad kirkegulvet, er det i mine monstersko. Og det går ikke ubemærket hen af selskabets ældre gæster, der rynker på næsen og griner ad mine sko. Men jeg griner også – for jeg slog mormor! Et nul til mig i denne omgang.

          De følgende år bliver skoene brugt meget – måske mest for konstant at minde mormor om, at jeg vandt denne sejr – flere gange bliver de smidt i vaskemaskinen, for bare nogenlunde at bevare sin hvide farve og den dag i dag – hvor jeg har rundet de tredive – står de stadig på min skohylde, som et evigt trofæ fra min egen private trojanske krig – den, jeg vandt over min mormor; selvom min stakkels mor blev fanget i krydsilden.

Da jeg to år senere skal til Kreta med familien, er jeg blevet gammel – og moden – nok til stiletter. Og jeg køber et par på nettet, som jeg har forelsket mig i. De bliver lagt i kufferten sammen med de højtelskede H2O-badetøfler (som mormor også hader!) og så drager vi af sted. Den første aften vi skal ud at spise, ifører jeg mig de nyerhvervede stiletter. Og en rus, en selvtillid, breder sig i kroppen på mig. ”Johannes, Johannes, jeg kan se dit hus herfra!” griner jeg til min lillebror, der pludselig er blevet dværg, som han stå dér ved siden af mig. Det er ellers pludselig ham, der er blevet den store af os. Og alle de jokes, jeg har måttet høre på pga. min højde – modelbureauet, der droppede en kontrakt med mig i ellevte time pga. min højde; konfirmationen, hvor jeg skulle stå forrest pga. min højde – det bliver alt sammen glemt i dette sekund. For jeg er høj. Jeg er gigantisk! … Og jeg er på røven – sådan ca. to sekunder senere, da jeg har taget det første skridt. For jeg. Kan. Overhovedet. Ikke. Gå. I. Stiletter.

          Gennem hele min halvfemserungdom, har plateauskoen hærget, og jeg er vant til tyngde i skoen. Ikke engang på modelbureauet er jeg blevet stillet i sko som disse, med stiletter, der er tynde som synåle. Og glæden over min højde bliver i stedet en forbandelse. Men jeg nægter at tage skoene af. Det bliver en principsag for mig. Og min mor og bror må nærmest slæbe mig gennem Kretas hullede gader, indtil vi når restauranten. Bagved gå min far og yngste bror, der kun er fem, men gammel nok til ikke at ville vedkende sig cirkusset foran sig. Og folk i gaderne vender sig og glor, flere er ved at køre galt på deres scootere, og de fleste må have haft antaget, at det var endnu en fuld turist, der skulle bæres hjemad.

I dag er jeg blot en tilskuer i skoenes verden. Jeg surfer rundt på internettets glorværdige sider og kigger sko, jeg aldrig kommer til at eje. Ikke fordi jeg ikke har råd til dem. Men fordi det ville være spildte penge – jeg ville aldrig komme i dem. For jeg går konstant på glasskår. Selv om natten, hvor mine små fødder hviler på et lammeskind, render de rundt på sylespidse skår. De dage, hvor de rigtig brokker sig, lægger min mand ærteposer fra fryseren på og så ligger jeg dér med mine ’små pusselanker’, som Onkel Ole kaldte dem. For nogle år siden forærede min mand mig så et par specialsko. Det er verdens grimmeste sko, uden tvivl! De er af grønt fleece og fyldt med nogle små riskorn-agtige partikler og så dufter de af lavendel. Det er hjemmesko, som man kan komme i både mikroovn og fryser – alt efter om fødderne higer efter varme eller kulde. De står nu i gardaroben sammen med resten af min sparsomme skosamling – og ved siden af mine Maosko. For i dag er det mit førstevalg i skotøj – jeg har dem i alverdens farver og mønstre. Og når katalogerne fra Kvickly og Superbrugsen kommer, hiver min mormor og jeg i hver vores ende for at finde ud af, om det er Maosko på tilbud.

          Når de åbner på mandag er jeg den første i køen, uden tvivl, for der er nemlig begrænset parti – ’kun to par pr. kunde’, står der. Jeg er klar. Jeg skal nok både sætte vækkeur og lægge med isposer hele natten, så glasskårene ikke forstyrrer min nattesøvn. Denne kamp vinder mormor heller ikke!