Fra Mumis gemmer ...

Nogle gange bringer uheld også held med sig. I denne svære tid, hvor vi pakker Mumis ting i kasser og gør klar til at flytte hende til sit sidste opholdssted, plejehjemmet, skal vi pludselig til at vælge, hvad hun skal have med. Det er de mærkeligste ting hun husker ... og de fleste husker hun slet ikke. Så vi prøver at være praktiske, at tage hensyn til, hvad hun har brug for og hvilke ting, der kan give hende livskvalitet.

En ting hun ikke længere kan er at læse. Hendes hjerne er blevet så ødelagt, at hun ikke kan rumme indtryk fra medier af nogen art, så hun kan ikke læse, se TV og høre radio. Heldigvis er vi en stor, læseglad familie, der står klar til at overtage hendes bøger. Det har også altid været hendes ønske, at hendes bøger skulle få det godt. Nogle har hun skrevet navn i, så vi ved, hvem der skal have dem.

I dag faldt vi over et eksemplar af "Driver dug, falder regn" af Margit Söderholm (Kærlighedsroman fra svensk slægtsgård i begyndelsen af 1800-tallet - alt, hvad jeg ved om den pt.). Min mor har snakket meget om bogen og for et par måneder siden, var det min intension at begynde på den, men min mor skulle til at rode i sine gemmer efter bøgerne (to bind) og jeg kom fra det igen. Men nu har Mumis gemmer fremtryllet et eksemplar til mig alene! Pludselig sidder jeg og føler mig så rig ... så mange ting har gemt sig i hendes hjem, ting som jeg husker fra min barndom og forbinder med den raske Mumi, den Mumi jeg kendte, og nu lander de her hos mig og skal begynde et nyt liv hos en ny generation.

Herhjemme har søndag aften stået på et dampende varmt bad og beundring af bøgerne fra Mumi. Om lidt vil jeg iføre mig de dejlige hyggesokker, jeg i december vandt på Sarahs blog, lave mig en kop lakrids/mint-the og så hygge under den varme dyne med mine bøger.

Halskæden fra Pernille Corydon er en af mine favoritter disse dage og har hængt om halsen på mig det meste af tiden, siden jeg fik den til min fødselsdag i september.

Sekhmet er ved at blive ret så nysgerrig og skulle liiiige blande sig i aftenens fotosession. ;)

Jeg beklager den lidet imponerende fotokvalitet, men HG havde ikke lige tid til at assistere mig og mine muskler er stadig ikke heeelt under kontrol, så de er noget rystede.

Glemmer du, så husker jeg alt

Kære Mumi

"Kan du huske ...?" Hvor ofte bruger vi ikke det ord uden at tænke over betydningen, fordi vi ved, at selvfølgelig husker modparten. Selvfølgelig husker du, Mumi! Du husker første gang du holdt mig, første gang du så mine øjne. Selvfølgelig husker du, da du gik op ad kirkegulvet med mig, så jeg kunne få mit navn. Selvfølgelig husker du, dengang jeg havde en periode, hvor jeg kun ville gå i gummistøvler. Du skulle passe mig, fordi mor var syg, men jeg ville ikke med. Til sidst blev jeg skrigende og sparkende plantet i klapvognen, sikkert fastspændt. Men du kunne ikke forcere døren, hvor jeg kilede armene fast og holdt klapvognen som gidsel i døråbningen. Og som kompromis for at få mig med, måtte du lade mig få gummistøvlerne på - selvom det var sommer og høj sol. Så med håndtasken fyldt til randen med vingummibamser, begav du dig af sted. Med nogle minutters mellemrum stak jeg tavst hånden bagud og fik en farvet bamse, som jeg knyttede næven om, puttede i munden og så gumlede på, mens gråden forstummede for et par sekunder.
           Og dér gik du så Hvidovres gader tynde - med en skrigende unge i klapvogn og gummistøvleindpakkede ben, der sparkede vildt om sig. Og folk vendte sig forargede om og sagde til hinanden: "Jeg kan godt forstå, den lille pige græder! Hvem kan dog finde på, at give et barn gummistøvler på i sådan et vejr?!". Og det var som om du krympede en centimeter for hvert skridt vi nåede ned ad Neergårdsallé, hvor vi skulle besøge min Olde. Og jeg har på fornemmelsen, det måske er min skyld, at din ellers så ranke og strunke statur i dag er skrumpet ind til en Dronning Ingrid-agtig skikkelse. For den gåtur, kom til at koste dig mange stolte centimeter! Så selvfølgelig må du huske det, selvfølgelig er erindringen derinde; taget som gidsel i din hjerne. Det kan ikke passe den er væk, at vores fælles historie er væk. Hver gang vi sidder sammen og snakker, glemmer jeg, at du ikke husker. Kommer hele tiden til at udtale de fatale ord: "Husker du ...?"

Det virker så ondt af skæbnen, af livet, af hvem der nu styrer dette spil, at man kan slette en persons erindring og hele liv på den måde. Hver gang du er væk et sekund, er dagsresten væk. Hver dag er en ny historie. Hver dag undres du over, hvor du er og hvorfor du er der. Du vil hjem, men du ved ikke, hvor hjem er. 
          I dag var du tilbage i 1968 og vores højteknologiske verden var helt fremmed for dig. Hvor er din lejlighed? Hvor er din mand? Hvor var alle dem du holdt af? Du vil ikke bare hjem, men tilbage til noget, der ikke længere er, til en start, der aldrig kan spoles tilbage til. Og intet jeg eller nogen anden kan sige noget, gøre noget, der gør tabet mindre. Hver gang er sorgen ny for dig. Hver gang mister du ham på ny, din store kærlighed. Men Mumi ... du husker ham! Du husker det, I havde. Du husker det, I har skabt. Det trøster mig i alt dette. Måske husker du ikke, da vi i sommer kørte langs vejen og så de udsprungne syrener, måske husker du ikke det hus, du nu ejer, men ikke længere kan bo alene i. Men du husker jeres historie. Du husker alt det, der udsprang af jeres kærlighed. Du ved, at jeg er Line og at jeg er til i kraft af dig. Du ved hvem dine børn og børnebørn er ... endnu? Mumi, vil du også glemme os en dag? Vil verden være så ond?

Nogle dage virker det som om, du har glemt, hvem du selv var. Du ved, der var et før og at det der er nu for altid vil være 'efter'. Du ved, du ikke bliver rask og at du langsomt forsvinder ind i erindringens tågeland, hvor mennesket kerne går til grunde. Lige nu klamrer jeg mig til det du stadig husker, det der stadig er vores fælles historie. Det der ikke bare er dna og gener, men det er kærlighed, fællesskab, historie. I morgen er det måske også væk for dig. Men kære Mumi, glemmer du ... så husker jeg alt.

Du forsvinder

Der er nu kommet svar på, hvad der er sket med vores lille Mumitrold. Min Mumi fik natten til lørdag d. 14. en blodprop i hjernen, som har ramt talecentret (dog er der bedring og hun har ikke afasi) og korttidshukommelsen (der er meget ramt). MR-scanningen har ligeledes afsløret, at hun gennem det sidste år har gået og haft 15-20 blodpropper, der har passeret. I mange år har der været små propper, der har medført en vaskulær demens. Det er så frustrerende, for det er præcis, hvad vi i årevis har forsøgt at få formuleret til hendes læge, der ikke ville høre. Hun var i hvert fald ikke dement! Som pårørende er det frustrerende at være vidne til at én man elsker lige så højt som livet selv, forandrer sig for øjnene af én. Det er som om, Mumi hver dag dør mere og mere og der kun er det hylster tilbage, der engang rummede hendes sjæl. Det går så hurtigt ... i forrige uge spillede vi kort, vi diskuterede politik, hun boede i eget hjem, kørte bil og handlede selv. Nu omtaler de hende som 'en dement og depressiv ældre dame'. Selvom vi så det i perioder, selvom vi så en kvinde med problemer, var det slet ikke som nu. Og blodpropperne vil ikke stoppe, de kan ikke gøre andet end at fortsætte den behandling, hun har fået i mange år, men før eller senere, vil der komme en ny prop. En ny prop, som hun muligvis ikke overlever.

Hvor blev du af, Mumi? Hvorfor skulle det ende sådan? Du kender mig, kan snakke med mig og jeg kan tørre din tårer bort, der løber ned af dine kinder, men jeg kan ikke hjælpe dig, kun trøste dig. Kun holde din hånd. Sygdommen, og senere døden, må du møde selv, ligesom vi alle må. På mange måder er du allerede væk. Du har givet op, er forsvundet ind i depressionens og fortvivlelsens tågeland. Hvorfor lod du os ikke hjælpe, mens tid var? Hvorfor nægtede du behandling mod depressionen, så du nu skal lide?
          Skal vi aldrig igen rejse sammen? Skal jeg aldrig igen opleve, hvordan du gennem 120 kilometer tværs over Danmark snakker om syrenerne ved vejen, så jeg er ved at blive vanvittig? Skal jeg aldrig mere grine, når du igen kalder mig 'Frk. Nitouche', når jeg kommer i min yndlingscardigan? 'Det siger du hver gang, Mumi!' 'Gør jeg?' griner du og flakker nervøst med øjnene ... aldrig igen?
          Jeg har tænkt meget på det bælte, du købte den uge du blev syg. Hvorfor skal det køre i mine tanker, drive mig til vanvid? Jeg ser billedet igen og igen; jeg kommer ind ad døren om søndagen og du står i åbningen til stuen med efterårssolen som en aura bag dig. Dine øjne tindrer af tilfredshed og du fortæller om bæltet, der er hvidt og blåt, flettet med sølvtråd. Du var så glad! ... Og nu kan du ikke huske det. Nu ved du ikke, det er dit. Små ting, billeder fra barndommen kører rundt i hovedet på mig, så jeg bliver sindssyg. Billeder fra hele mit liv, fra glæder, fra sorger, fra grin til gråd, fra opgør og fortvivlelse til sammenhold, samhørighed. Rundt og rundt, billede på billede.
          Jeg kan ikke hente dig ud fra depressionens tågeland, kun fortælle dig, hvad jeg oplevede, da jeg var derinde. Men det vil ikke hjælpe dig, du kan ikke bruge det. Jeg kunne hentes ud, med tid, med tålmodighed, med kærlighed. Men du vil forsvinde mere og mere. Tågen vil æde dig, til du helt er væk.
          Jeg, der ellers aldrig har brudt mig Rihanna, hører pludselig 'Stay' igen og igen. Føler, den taler til mig. Er om mig ... Og dig.

It's not much of a life, you're living
It's not something you take, it's given
Round and around and around we go
 
[...]
  
Oh the reason I hold on
Oh cause I need this hole gone
Funny you're the broken one but I'm the only one who needed saving
Cause when you never see the lights it's hard to know which one of us is caving

Not really sure how to feel about it
Something in the way you move
Makes me feel like I can't live without you
It takes me all the way
I want you to stay
I want you to stay...

Måske er andres ord og floskler billige. Men det er lettere at forholde sig til end egne. Andre føler ligesådan. Livet er ens for alle.

Vidste du, jeg tænkte på dig, da du blev syg? Som om, jeg vidste det. Jeg havde allerede taget afsked. Jeg sad og så på tasken, du gav mig i fødselsdagsgave og tænkte ...

'Det er mærkeligt, du snart er væk, Mumi. Snart skal jeg leve uden dig. Snart er alt, der er tilbage knoglerne i jorden, generne i min krop. Du skulle have haft set, jeg førte dem videre. Set dig selv i mine børn. Har jeg fejlet, Mumi? Eller er du ligeglad? Hvor skal du hen, Mumi? ... Stay, I want you to stay ...'

Kære Mumi

Det er nogle hårde dage, fordi vi intet ved. Hårde dage, fordi vi intet må fortælle ... intet kan fortælle. Det er svært at sørge over dig, når man ikke må tale om dig, fordi ingen ved, du er syg. 

          Jeg har drømt meget om dig. Var tilbage i Grenhusene, hvor balsampoplerne lige nu står og fælder deres fedtede blade; hvor det hele begyndte, hvor min første erindring om dig (og så meget andet i livet) stammer fra. Af en eller anden grund, vil du altid høre sammen med det sted, selvom du ikke bor der mere; men barndommens land er en underlig størrelse - det der var engang vil altid synes som det rigtige, så selvom du har boet længere tid her, er Grenhusene, hvor jeg synes, du hører til. Jeg var der sidste måned, hvor alt lignede sig selv. Jeg gik ad de små stier og var forbi din gamle hoveddør. Der er flyttet nogle nye ind, siden sidst jeg var der for tre år siden.

          Jeg drømmer, du dør og jeg skal tømme dit lille hus, der slet ikke er i smukt træ, som navnet forjætter, men i kedeligt, gråt beton. Men du gjorde det levende. Jeg vil altid forbinde det sted med den sødlige duft fra poplerne, lugten af theboller fra dit køkken og friske æbler fra frugtskålen på dit sofabord. Pludselig dukker der erindringer op om ejendele, du ikke har haft fremme i årevis og i søvnen pakker jeg det hele i kasser og stiller væk.

          Nu tror jeg på, du overlever. Men jeg er ikke sikker på, det er det bedste for dig. Det er hårdt at se dig så lille og ulykkelig, når du er den, der hele livet har trøstet mig og mine brødre; har løftet og båret så mange byrder, men nu selv er tynget ned af en. At se tårerne på dine kinder og ikke kunne gøre andet end at holde om dig og sige, jeg forstår ... men gør jeg? Jeg ved jo ikke, hvad du tænker, jeg forestiller mig det kun. Forestiller mig, hvordan det må være at være lukket inde i sin egen krop. Jeg ved til gengæld, hvordan det er, når ens krop modarbejder én. Og jeg kender dig så godt, at jeg kan se, hvad du tænker. Derfor forstår jeg ikke, lægerne og sygeplejerskerne ikke kan se, du er der og forstår alt. Det er jo så tydeligt! De sagde til mig, du var utrøstelig. Jeg håber, de forstod min mening, når jeg svarede dig og ikke dem "Det kan jeg godt forstå, Mumi! Det ville jeg satme også være!"

          I går var det en uge siden, du blev syg. Er det ikke underligt - fredag d. 13.! For mig har det ellers altid været en lykkedag, men det må jeg vist tage op til revision. Det er som om, det er blevet mørkere og koldere mens du var væk. Som om efteråret kom, da du gik bort, ind i din egen verden. Jeg ville ønske, du kunne se æblerne på dit æbletræ; de hænger tungt på grenene, der bøjer sig mod jorden. Det var jo meningen, at du skulle gå i din have og plukke dem nu; bage æblekage med kanel og flødeskum, som vi skulle have om søndagen. At du skulle se stæreflokkene, der samler sig, gør klar til at drage bort, fodre de fugle, der overvintrer - du var så glad, da HG og jeg gav dig glaskuglerne til foder, så fuglene kunne sidde ved dit vindue og spise. Din solsort savner dig, han kommer stadig hver dag og kigger ind ad dit vindue, som spejder han efter dig. Du skulle snart have været herud og samle hyldebær, koge suppe og hygge dig. Vi skulle have holdt min fødselsdag næste weekend, hvor drengene kan være med. Nu må det vente. Vi må vente og du må vente.

Mandagsmemoirer #1

Jeg har længe tænkt på at starte denne nye kategori på bloggen og nu skal det være! Med mellemrum vil jeg skrive ud fra et tilfældigt ord; trigge minder og skrive, lige hvad der falder mig ind. Måske bliver de til to linjer, måske bliver det til en halv roman. Jeg håber, du vil følge med!

I denne uge slog jeg op i min igangværende roman, "Din næstes hus" af Jette Kaarsbøl, på en tilfældig side og lagde min finger et vilkårligt sted på siden. Her er hvad, jeg fandt:

Du gav mig bogen "Jonathan Livingstone Havmåge" og jeg fortabte mig ... jeg forsvandt ind i det univers, der indtil da kun havde eksisteret i mine drømme, drømmene, hvor jeg er både fugl og fisk; jeg svæver over havene, hvori den anden del af mig bor, jeg mærker luften mod mine vinger og denne uendelig frihed der er, ved livet som fugl. Alting er så enkelt, når man svæver over Jorden og ser, hvor lille den er! Pludselig er man selv så stor.
          Jeg fortsætte mod den uendelige horisont, med de eksploderende farver. Solen, der ligner en dryppende blodappelsin, sænker sig ned i havet, tilbage i skødet på Moder Jord. Jeg dykker med den, dykker ned i havet, hvor livet startede og den uendelig dybde åbner sig under mig, som et altfortærende gab. Jeg forsvinder i det skummende blå, der slår koldt mod mine flanker. Hvor fuglen er fri, er fisken bunden. Er det sådan det er? Hvad hvis jeg er delfinen, der skyder gennem havoverfladen og letter for at få en bid af himmelen? 'Fisken med livmoder', det var det, de kaldte mig dengang, hvor livet startede.   
          Havde Jonathan ret? Har vi alle potentialet i os og muligheden for at nå drømmene? Skal vi bare fortsætte opad, opad mod drømmen? Og er den oppe? Kan den ikke være nede? Kan den ikke gemme sig et sted i dybet? Vores eget dyb, havets dyb, livets ... Rødderne ligger i dybden og skyder opad mod varmen og højderne. Sådan vokser livets træ frem og breder sine grene ud. Med ligger træet viden i bladene eller rødderne?
          Vi er alle på forskellige stadier af den samme rejse, siger han. Er det sandt? Og hvor er jeg så? Og hvor skal jeg hen? Kan vi tage andet med os end kærlighed og viden? Og hvis det kommer til et valg, hvad er så vigtigst? Kærlighed. Eller viden. Skal jeg vide for at elske? Eller elske for at kunne vide? Fra højderne til dybderne, sådan er livet og ikke kun mit. Vi er alle ens, siger han. Mit livs synes at være sådan, evigt på kanten. Fra de svævende højder til de tunge dybder. Altid balacegangen; på den tynde linje ...

Måske endte det med ikke at have meget med 'trækfugle' at gøre. Jeg håber, du vil tilgive mig og lide teksten alligevel. :)

Hvis du skulle være blevet interesseret i bogen, kan du læse mere om den her. Denne bog er bedre end Disney, smukkere end eventyr, dybere end selvhjælpsbøger. Med fare for at lyde sentimental, kan det blive en bog, der ændrer dit liv.

Giv også dig selv tid til at se dette lille uddrag fra filmen:

"Don't believe what your eyes are telling you. All they show is limitation. Look with your understanding."

That weird side of me ...

Kender I det, man har nogle sider af sig selv, som man er lidt flov over, fordi man egentlig godt ved, de er lettere fucked up? Og kender I det, at man samtidig er lidt stolt af dem, fordi de jo er med til at gøre én unik. Så here goes, her kommer en af mine pinlige og sære hemmeligheder:

Jeg forelsker mig aldrig i Celebs og sukker over dem. Det har jeg aldrig gjort. Til gengæld har jeg ofte været håbløst og ulykkeligt forelsket i fiktive personer fra f.eks. litteraturen eller tegnefilm. Blandt dem kan tælles:

* Svipper fra "Alfon Åberg" var blandt et af mine første crushes. Jeg var så vild med, han lignede en, der var lige til at klippe ud af fantasien. Han medførte, at jeg fik min første usynlige kæreste, som jeg havde i to år. Forholdet endte ulykkeligt, da han forelskede sig i min usynlige veninde. Jeg har aldrig tilgivet ham!

* Krokodillen fra Tulips reklamefilm var lige ved at kurere min fobiske krokodilleskræk med sine læsssspende ssss'er og smuttende øjne. Jeg troede ellers aldrig, jeg ville kunne komme til at holde af en krokodille efter jeg nær var gået i gulvet af skræk, da vi i Florida besøgte et indianerreservat, hvor der var krokodiller, som turisterne kunne få lov at sidde på og holde om. Da min mor (som eneste kvinde) satte sig overskrævs på verdens største skællede satan, var jeg nær faldet baglæns med badetøflerne stikkende op af sumpen. Under den efterfølgende sejltur på en flod med krokodiller, sad jeg hyperventilerende henover skødet på min mor, mens jeg borede neglene ind i en uskyldig sidemand, som jeg ikke engang kendte.

* Men Tulips loco croco er ikke det eneste øgledyr, jeg har haft en kærlighedsaffære med. Jeg er stadig SÅ skudt i Rex fra "Toy Story", som på mange punker minder om mig selv ("Nu får jeg skyldfølelse!"). Han lider af angst og skyldfølelse og har the biggest mouth in tooooown.

* Da jeg skrev min roman (som efter sidste punktum blev skrottet), forelskede jeg mig i min egen mandlige hovedperson ... er det btw. forkert af mig, at jeg i tilfælde af, jeg engang får en søn, vil opkalde ham efter min hovedperson? ;)

* De af jer, der følger bloggen bliver nok ikke overrasket, når jeg er nødt til at indrømme, at Grumpy Cat hører med til et af mine girlcrushes.

Min barndoms ferier

Selvom jeg sidder på Fyns land uden netforbindelse, skal I ikke snydes for indlæg, men det er lidt svært at planlægge og det vil ikke være muligt at svare på jeres kommentarer før jeg kommer hjem (de er dog stadig meget velkomne :)), men lidt ord skal I da alligevel have.

Det er snart mange år, jeg har rejst med familien på denne ugelange ferie i Danmark. Som barn rejste vi rigtig meget som familie. Mindst én gang om året var vi i udlandet et par uger og flere gange om året, var vi på småture rundt i Danmark. Jeg har været på alle de traditionelle turiststeder som Mallorca, Spanien, Italien (har set Venedig - uden at dø), Madeira, Kreta, Gran Canaria. Men der har også været mere specielle ferier som vores ferie i Florida. Mange år i træk, var vi på Malta, hvilket jeg KUN kan anbefale!
          Man skulle måske tro, jeg ved at bo på Bornholm allerede var ramt af økuller, men jeg elsker det lille, støvede Malta, der har så mange ting at byde på. Hvert år har vi boet i den lille by Mellieha, hvor Dansk Folkeferie har feriecentret Mellieha Holiday Centre. Det består af en klynge charmerende bungalows med privat gårdhave og solterrasse på taget, hvor man kan sidde og kigge udover øen. Hver aften sad vi på terrassen og spillede kort under bambusudhænget med vinranker; de mange firben piler over de opvarmede mure, cikaderne synger i buskadset og springvandet pibler udenfor gårdhaven. Vinden er lun endnu, der dufter fra centret restauranter og man sad dér med søvnen i kroppen efter en lang, begivenhedsrig dag, mens man gumler toldfrit slik og drikker Pepsi Max med isterninger og svøber sig ind i kradsende uldtæpper.
          Der har også været mange fænomenale udflugter på øen. Blandt de største har været jeepsafarien øen rundt, udflugten til Poppey's Village (Skipper Skræk byen) og aftenvandringen til Draculaborgen, hvor vi kunne kigge udover byens lys, mens solen gik ned og en musiker spillede og sang Kim Larsen hits og der var stillet borde med sandwichs og drikkevarer op. Vores undervandssafari, hvor vi sad under havoverfladen og kiggede ud på de forbavsede fisk er også en god erindring ... når man ser bort fra min mors klaustrofobiske anfald og min lillebrors søsyge. Eller speedbådsturen til lagunerne med det dybblå, klare vand og de store grotter.
          Når vi ikke var på udflugt, slappede vi på ægte turistmanér af ved poolen, spiste landgangsbrød og pommes frites ved poolbaren, lejede vandcykler og forlod den klamme strand og kom helt ud, hvor vandet var så klart, at man kunne se havbundens sand. Vi spillede minigolf, tog sol, spillede kort og læste kæmpestakke med bøger.

Jeg er glad for, vi fik rejst så meget i min barndom, for efter jeg blev syg, har jeg ikke været i udlandet. Da vi i 1998 var i Florida, vendte jeg meget hærget hjem. Efter mere end 11 timer i et fly, var min ryg så ødelagt, jeg ikke kunne eksisterer i flere uger. Jeg sov ikke om natten pga. smerter og om morgenen, måtte jeg transporteres til vagtlægen og have blokader og medicin.
          Siden da er det som om, jeg har givet op. Jeg bliver træt af ørkesløse vandringer i lufthavnene, jeg får ondt af larmen fra de mange mennesker, jeg kaster op pga. stress og smerter og jeg ender med at ligge vandret en stor del af ferien pga. infektioner eller smerter.

Siden 2001 har jeg ikke været i udlandet. Det er selvvalgt, jeg orker det ikke! I mange år kom jeg slet ingen steder, men for en del år siden, kom min mormor med et ønske: Hun ville gerne se sin barndoms byer, før hun skulle dø. Det var rent "Konkyliesamlerne" og min mor og jeg valgte at tage med hende.
           Det blev en tur, der på mange måder kom til at overraske ... Hvad, der startede som en selvopofrende, god gerning for en gammel dame, endte med at blive givende; også for os. Vi kørte rundt i store dele af Jylland, genså familiegravsteder; tidligere hjem og møller, hvor min oldefar har arbejdet. Om aftenen fik vi snakket og spillet kort og jeg har aldrig grinet så meget i hele mit liv.

Siden da har vi været af sted hvert år. Forrige år hoppede min far så med på vognen og nu tager vi hvert år af sted. Vi lejer et sommerhus og tager så ud på anejagt; opsøger steder, hvor familien har boet, besøger kirker og finder gravsteder, leder i kirkebøger og finder ud af en masse om familien og derigennem os selv. I år er dog lidt anderledes. Der tager vi nemlig ikke af sted med det bestemte mål for sigte. Vi har ingen rigtige planer i år, men tager til Fåborg, fordi vi aldrig har været på Fyn. Fyn har hidtil været noget, man kørte hen over; ikke et sted, man stoppede op og beså. Jeg har familie på Sjælland og familie i Jylland - Fyn har bare været en bro over de to destinationer.

Dagdrysseri og challenge #14

Jeg synes, dagene går så stærkt for tiden. Måske fordi her for en gang skyld er travlt? P. og hans kammerater var her i weekenden og det blev en rigtig hyggelig dag, hvor vi sad på terrassen og spiste for første gang i år. De overnattede i telt i haven, der heldigvis hverken fløj væk eller blev oversvømmet - tak til vejrguderne for dejligt vejr! :)

Om søndagen slappede vi af i solen på terrassen med bøger og drikkevarer. Myrledyret og Samsara var ude og øve sig i det nye, frie liv. Senere tog vi en køretur rundt på øen og var en tur nede ved Helligdomsklipperne. Det er mange år siden, jeg har gået så langt, så jeg nød det i fulde drag ... selvom det var hårdt og krævede en del pauser undervejs. Mandagen sov jeg væk, ligesom jeg også var ret død i går. I dag er gået med at pakke giveaways, der skal af sted til et par glade vindere samt ren afslapning og i morgen er det scanning og undersøgelse af nyrerne. Derefter skal der købes de sidste til ferien om ti dage samt en tur om optikeren, der forhåbentlig kan give mig et skarpere syn.

Hyggelæsning i solen og med udsigt til sidste års investering: Ballerinaerne fra StyleSnob

En Ri-Ra (Samsara) i vindue ... verden er stadig lidt farlig.

Myrledyr sover tungt efter en lang, spændende dag.

En blogger med godt fat i rækværket ... nævnte jeg, jeg er EKSTREMT højdeskræk?! Føler en ubændig trang til at kaste mig ud og få det overstået.

Det virker meget mere frygtindgydende langt IRL

Det er helt så det slører for øjnene ... #/

Dagens challenge er btw. familie, men da jeg ikke involverer min familie i bloggen, lægger jeg ikke billeder og personfølsomme oplysninger ind om dem. Men I kan da få lidt info, så jeg har valgt ti punkter ud:

* Jeg har tre brødre, hvoraf den ene er en halvbror, jeg ikke har set siden jeg var fem år. Den ældste bror er halvandet år yngre end jeg og arbejder på Christiansborg. Den yngste er ti år yngre end jeg og studerer statskundskab på RUC.

* Jeg var med til fødslen, da min yngste bror blev født i '91 (jeg var knap ti år).

* Af bedsteforældre har jeg kun min mormor tilbage. Hun bor stort set overfor mine forældre. Hun flyttede til øen i '92 efter at have boet størstedelen af sit liv i Hvidovre.

* Begge mine forældre er uddannet indenfor apoteksvæsnet og begge pensionerede i dag. Da de fik apotek herovre i '87 havde de ingen tilknytning til øen - det var min fars første besøg herovre, da han skulle se det apotek, han skulle eje. Min mor stod for huskøbet og da vi flyttede ind, havde min far aldrig set det. Der er en alderforskel på 13 år mellem mine forældre. I 1956 sagde min farmor til min far: "Din kone er måske slet ikke født endnu ..." Få måneder senere kom min mor til verden. Så hun fik ret min mommen.

* Jeg ser mine forældre og mormor hver søndag, hvor vi spiller kort og spiser sammen.

* En gang om året rejser jeg væk en uge med mine forældre og mormor, mens HG passer hus og dyr.

* HGs mor døde i '95 og vi har ikke kontakt til hans far og den nye drag... kone! Vi ser dog jævnligt hans bror, der er gift med en gudesmuk og dejlig pige med grønlandske aner. Sammen har de en dejlig dreng på otte år. Min svigerinde er født samme årgang som jeg (der er kun godt en måned mellem vores fødselsdage). Min svoger er fra 1974.

* Jeg havde min oldemor indtil '92 (hvor jeg var 11 år). Jeg havde meget tæt kontakt med hende og savner hende stadig, men hun nåede at blive 93.

* Jeg holdt meget af HGs mormor og morfar, som jeg nåede at kende mange år, før de gik bort. Især HGs morfar (der døde sidst) var jeg tæt på og savner rigtig meget.

* Mine forældre hedder ikke 'mor og far', men 'Mossie og Fålock', ligesom min mormor er 'momo' (og farmor og farfar var 'meen og mommen'). HG kalder dem det samme og er meget tæt på dem. Især på min mor, der virkelig tog ham til sig som en lille fugleunge, da han kom ind i mit liv.

Møde med fortiden

Louise har uforvarende åbnet Pandoras æske. Hun postede en video af Meat Loaf på Facebook og pludselig dukkede en masse billeder op ...

(Lad evt. videoen kører, mens du læser, da den linker sig til indlægget).

Jeg er 15 år. Vi er i sommeren 1997 og jeg går i 9. klasse på en privatskole. Det er et ret ensomt år for mig. Min bedste veninde dolkede mig i ryggen, da klassen var på skoletur i Prag. Da vi står i kantinen og jeg ikke vil have noget at spise råber hun min dybeste hemmelighed udover hele kantinen: "Så lad du være med det. JEG har bare ikke tænkt mig at dø af anoreksi!" Aldrig har jeg følt mig så afklædt. 39 elever (en elev mere end kilo på min krop!) glor på mig, som jeg står dér helt nøgen og sårbar. Aldrig har jeg været så ydmyget! Siden da har vi ikke snakket sammen. Vi ænser ikke hinanden selvom vi kører med samme bus, går i samme klasse, ved alt om hinanden. Hun er for mig, som en udstødt fra Jehovas Vidner ... hun er død, hun er luft, hun er intet. Hullet fra kniven er åbent endnu og tyk materie flyder ned langs min markerede rygrad, selvom det er et halvt år siden.

          De andre i klassen snakker jeg heller ikke rigtig med. Der kan gå uger, hvor jeg ikke engang hører et "g'morgen". Jeg ved godt, det er min egen skyld. Jeg magter ikke mennesker og social omgang. Hvert frikvarter skynder jeg mig ud ad bagdøren i klassen. Går gader og stræder tynde indtil sålerne i mine Dr. Martens næsten er slidt ud. Jeg skutter mig i mine slidte Levi's og tykke læderjakke. Selvom det er forsommer og høj temperatur, fryser jeg. Jeg fryser hele tiden. Min ryg er dækket af et tykt lag pels, fordi min krop desperat forsøger at pakke mig og min sårbarhed ind. Mens de andre fra klassen drager af sted til bageren efter kakaomælk og romkugler, går jeg og tænker. Fra 10. klassen, brager hvert frikvarter Meat Loafs "I'd lie for you" ud ad de åbne vinduer. Den er dårligt slut, før den bliver genstartet. Som er det den eneste sang på cd'en.
          Drengene fra min klasse kører den spinkle Jesper af sted i en af Nettos vogne ned ad gaden, af sted mod bageren. I fuld fart. Jeg drejer ned ad en anden gade, afpasser skridtene så de passer til melodien, der bliver svagere og svagere. Jeg gider ikke blive i klassen, selvom jeg kan sidde lige dér ved radiatoren og mærke en svag varme. Magter ikke at høre 'Tæskeholdet' og pibende drengestemmer i overgang. Magter ikke de fnisende piger, der hele tiden rører ved hinanden, sætter hår, er i kontakt. Der er ingen, der skal røre ved mig!
          Jeg tænker på dig som jeg snart skal se igen. Den eneste jævnaldrende (og dog - du er to år ældre og går i gymnasiet!) jeg har kontakt med. Det er dig, der får æren af at kende alle mine hemmeligheder ... bortset fra det med anoreksien. Du ved ikke, jeg vejer 38 kilo og går til vægtkontrol. Du ved ikke, jeg kan gå dagevis uden at spise, hvordan jeg er mester i at skubbe aftensmaden rundt på tallerkenen, så det ser ud som om, der er spist af det. Selvom du er social, opdager du ikke, hvordan jeg lukker andre mennesker ude. Det er så let at undgå. Når vi er sammen, er der alligevel ikke plads til andre.
          Om få måneder er der sommerferie og jeg skal væk fra dette helvede, videre til gymnasiet, hvor jeg bare kan gå, hvis jeg vil. Gå ud ad døren, sejle ned ad gaden, vifte med mine udstikkende skulderblade og flakse mod himmelen, flyve som mine tanker og drømme. Inden da skal vi tre uger til Kreta, min familie og jeg. Tre uger i frihed, før jeg spreder vingerne og starter et nyt sted, et nyt liv. Ryster skårene af den gamle Line af og basker videre. Desværre er det ikke samme gymnasie som dig ... du bor flere hundrede kilometer væk. Man skal over vand for at komme til dig. Alligevel er du så nær, lige her i mit hjerte og lige her, i mit hovedet, mine tanker hele tiden. Men når jeg er til auditions eller job, kan vi ses. Du ved det ikke engang, at jeg arbejder som model ved siden af skolen. Hvorfor du ikke må vide det, kan jeg ikke svare dig på. På en måde er det en hemmelighed, ligesom anoreksien ... det hører en anden Line til. Hende, der går her i de tunge støvler og den tunge jakke, der næsten vejer mere end kroppen. Den rigtig Line hader makeup og dullegrej. Når jeg ikke er på job eller til castings (hvilket trods alt er det meste af tiden) går jeg her med mit glatte ansigt og i unisexoutfit. Håret er den eneste feminine kontrast til det mere maskuline ydre. Det og de lange negle. Mit ansigt er feminint nok uden jeg behøver at understrege at jeg (trods min knoglede, drengede krop) er en pige.
          Mit liv er foran mig. Men samtidig er jeg svært gammelklog. Jeg kender alt til verden og har prøvet det hele. Livet har intet at lære mig ...

Kære Line i den unge, drengede krop. Lille Line med det glatte ansigt, der endnu ikke har antydning af rynker. Line med den tykke, mørkebrune manke uden et eneste gråt skær. Lille, gammelkloge pige. Hvor blev du klogere. Hvor blev du ældre ... Hvor blev du af? 
          Der er sket så meget. Du har set så meget, oplevet så meget, jeg godt kunne have undt dig at være foruden. Der kom mange regndråber i dit liv og der var ingen, der flyttede bjerge for dig, du måtte flytte dem selv. For det er livet! Og den ild du kom til at gå på, var på mange måder mere håndgribelig end du nok havde forventet. Men det var med til at skabe dig, gøre dig til den du er i dag. Hvor vidste du lidt om livet! Og hvor forandret var din tilværelse ikke, bare et år senere? Det var sjovt at møde dig igen, 16 år senere ... 16 år - det er mere end du var da. Og jeg vil ikke lyve for dig ... Hvor er livet flygtigt.

Tak til Louise, der uforvarende medførte dette møde med fortiden. Det har været lærerigt.

♫♪♪♫ Hjælp mig lige med at sende, nanana-nananana, stiften op i mormors ende ... ♫♪♪♫

I disse dage kan man ikke bryde ud i et spontant smil, uden man flækker henover krydderen. Vejret i disse dage er simpelthen så hårdt ved hud og hår, at man ligner noget der er løgn. Læberne flækker, håret stritter som har man stukket tommefingeren i stikkontakten og huden falder nærmest af på samme måde som hos en slange, der skifter ham. Så nu kommer vi ind i et problemområde, for jeg. Hader. Cremer! Og pomader. Og al deres væsen. Jeg føler mig fedtet og klistret som en bussemand, der er skrabet ud af bihulerne af en barnehånd. Og jeg har faktisk aldrig rigtig fundet en bodylotion, jeg er glad for. Jeg er ikke lige typen, der gider sidde og stritte med stængerne i fem timer, før cremen er trængt ind. Og tager jeg den på efter bad, føler jeg, mine jeans omklamrer mig på en familiær måde, jeg bare ikke bryder mig om. Ved sengetide skal jeg kaste mig i dynerne med to hunde og fire katte - heraf er en langpelset maine coon med særdeles sunde hårrødder og en hund, der fæller, som var hun betalt for det. Og hvad er pointen i at barbere ben, hvis man får pels i stedet?

Så er der det med læberne ... Jeg plejede bare at bruge Lypsyl fra Netto, selvom jeg synes den har en bismag af toiletrens (ja, altså ikke at jeg sådan går og bæller den slags, men ... you get my drift). Men den var billig og gjorde sit job. Den fik min mormor så ødelagt, da hun mens vi sad om kaffebordet for nogle år siden følte trang til at dele et godt råd med selskabet: Hun brugte nemlig Lypsyl som afføringsmiddel! (TAK, mormor!). [I swear to God, it's true!]. Det er åbenbart billigere at stikke en Lypsyl skråt op end at købe en omgang Klyx på apoteket. Så mens jeg sad dér med flødeost klistrende til ganen og sur galde skyllende op i spiserøret, forsvor jeg, at Lypsyl aldrig kommer nær mit ansigt igen. Den historie sammen med lugten af toiletrens gør, jeg ikke kan have den i min nærhed! For nogle uger siden voksede min mistænksomhed mod produktet yderligere, da jeg så en Lypsyl på min mormors stuebord. Universalmiddel? Perhaps, men både i hoved og i røv? Nej tak!

Sjovt nok var det også min mormor, der i sin tid fratog mig fornøjelsen ved Kløvervaseline. Jeg elskede ellers den gule dåse med trekløveren på, fordi den mindede mig om laboratoriet på apoteket, hvor min far regerede som alkymist eller DAK-laboratoriet, hvor min mor arbejdede i mine tidlige barndomsår. Så dåsen var ganske velkendt. Dog var den ofte forbundet med et mere ubehageligt ritual: Når der skulle tages temperatur (det var mens endetermometeret var det eneste rigtige!), kom den gule dåse nemlig frem.
          Derfor blev jeg endnu mere vrangvillig end normalt måske er, når min mormor nærmede sig med den gule dåse - jeg turde ikke forsværge noget (slet ikke med en dame, der bruger Lypsyl i dén ende!). Når vi besøgte hende i ferierne, følte min mormor det åbenbart som sin pligt at smøre os børn ind i alle ender og kanter med cremer og vaseliner.  Kløvervaselinen fik vi på i et lag, der var så tykt, at man vågnede med nullernemænd så store som en mindre kennelbestand på læberne. Var man heldig, nåede man lige af få pillet de sidste hundehår af læberne, før ugen var omme og vi skulle hjem igen.

I mange år var Labello et hit, men desværre smagte den mig så godt, at jeg en dag kom til at æde det meste af sådan en stang. Der lægger et eller andet underligt gen gemt i Find-børnene - i hvert fald når de blev blandet med min mors gener. Alt skulle nemlig puttes i munden og tygges på. I mit baghoved ekkoer det stadig fra min barndom: "Nej Sune - SPYT UD! ... Morten, nej! Jeg sagde NEJ!" Da min yngste bror ti år senere kom til, kunne vi konstatere, at generne stadig blev videregivet til nyankomne. Han nåede at gnaske sig gennem adskillige Ludospil, Matadorbiler, tændstikker ... Modsat mine to ældste brødre, åd han dog byttet. Så vi måtte finde os i at bruge knapper, når vi skulle spille Dam eller bruge skakbrikker til Ludo i en snæver vending. 
          Jeg lignede nok mest min yngste bror. Jeg sad nemlig heller ikke og gnaskede kuglepenne, radioantenner eller sofaben, for derefter at spytte savspåner ud. Jeg gik, som min yngste bror, grudigere til værks og åd mig gennem bøtter med tandpasta, shampoo eller cremer, der duftede særlig godt. Det har dog medført, jeg kun i kortere perioder kan bruge Labello uden at blive overdoseret. Det samme gælder mærker som Zendium Tandpasta og LDB Bodylotion.

Men i disse dage må jeg altså give fortabt. Mit legeme er ved at tørre ind til en mumie. Jeg har brug for en god læbepomade og en creme, der ikke varer tre timer om at trænge ind huden. Det må også gerne være produkter, der står på Netto eller Lidls hylder, det gør mig intet - bare lortet virker.

Så har du et tip til en god læbepomade eller creme, så smid meget gerne en kommentar. :) Gør mig kysseklar til foråret.

"Langsomme panoreringer"

Da jeg var ni år (yes sir, det er mange år siden, vi er tilbage i 17... okay da, 1990) købte min far et videokamera. Min yngste bror var på vej og processen skulle følges fra de første finner skvulpede i maven til han kom skrigende ud i den anden ende. At det så blev et så dramatisk forløb og at han nærmest stadig havde finner, da han kom ud (for tidligt født), kunne vi jo ikke vide. Faktisk kom jeg til at tænke på det hele, da det var på det tidspunkt, jeg begyndte at lide af blærebetændelserne. Så jeg sad og så gamle billeder, tænkte på filmene (skal have lånt dvd'erne hos mine forældre og have dem genset) og filosoferede. Både over, hvor længe det er siden, hvor lidt jeg egentlig har forandret mig (på sin vis ret trist min alder dengang og i dag taget i betragtning! ;)) og på den voksne, smukke og intelligente unge mand, min yngste bror i dag har udviklet sig til. Samtidig dukkede dette minde op: Min ældste bror var syv/otte år, da vi fik kameraet og han plagede som besat for at få lov til at filme. Men har I set de kameraer fra 90'erne? Det var nogle ordentlige mother fuckere! Så min bror blev ti-elleve før han fik lov. Og min far sidder og stirrer som besat ind i kameraet, med is i øjnene, nervøse trækninger ved munden og skriger: "Langsomme panoreringer ... LANGSOMME PANORERINGER!"

Mig som niårig med vores lille Cairn-hvalp. Jeg er dog ikke ved at kvæle hende, uagtet det ser sådan ud. c",)

Sådan har jeg det lidt lige nu. Hvert skridt, hver bevægelse skal foretages laaaaangsomt. L a a a n g s o m t. Ellers falder hovedet af. Eller en arm. En tå. Til sidst er der kun parykken tilbage til at vidne om, jeg var her.

Mit energiniveau har været for nedadgående siden min tremåneders penicillinkur stoppede sidst i december. Siden da har jeg været på kortere kure, men nu har jeg jo endelig fået en ny tremåneders behandling. Desværre er kroppen i de måneder der er gået blevet skilt ad sten for sten. Hver gang jeg brugte energi, skød jeg mig selv mere i foden. Nu har jeg været offline og flatline(d) (sådan har det i hvert fald føltes ;)) i en lille uges tid. I går (... i går? Dagene smuldrer mellem mine hænder og jeg har ikke rigtig nogen tidsfornemmelse) var jeg hos neurolog. HG havde nær aldrig fået kylet mig i bad, tøj og fået mig med ud ad døren. Var så træt at jeg havde lyst til at tude. Jeg magtede det bare ikke. Var for træt.

Da vi kom derud, havde de skrevet indgangsnummeret forkert, så vi nåede at gæste stort set alle kroge og etager af hospitalet, før vi nåede frem. Mig og trapper er no go. Men når man medtager fem dage i sengen, dårlige madvaner (slik eller kiks, hurtig energi) og feber ... Jeg må have lignet et punkteret  badedyr, der er blevet efterladt på stranden!

Det ser dog ikke ud til, der bliver pillet ved diagnosen alligevel. Mine nerver er ikke døende, men overaktive. Det er muligt, mit hoved har ADD, men mine nerver har ADHD. Jeg havde nær væltet mandens skrivebord, da han tjekkede mine reflekser. Mine synsnerver så fine ud, så selvom jeg får synsudfald og ser dobbelt er det  bare en af de ting, der bliver skubbet ind under Fibro eller ME. Hørelsen (eller rettere sagt høretabet) sagde han ikke rigtig noget til. Sjovt nok var min følesans umiddelbart normal - bortset fra i ansigtets højre side. Kunne ikke mærke forskel på varme og kulde.

Men anfaldene kunne han ikke give forklaring på. 'En af de ting'. ("It's a fibro thing ..." I get it). Han var dog sød nok, selvom det undrede mig, han ikke sendte mig til nye rygmarvsprøver og scanninger. Men gæt hvad? Jeg var ligeglad. SÅ ligeglad. For træt.

Han var svært imponeret over min lange medicinliste, men ville dog ikke pille noget fra. Og under mine 'anfald' (som der ikke er blevet diagnosticere, kategoriseret og puttet i boks, men nærmest bare betragtet som nerveender, der går amok og danser fandango, skal jeg bare pumpes fuld af Stesolid ... *suk* Hader Stesolid og den pseudoverden, man bliver lukket inde i, men på den anden side bedre end at ligge og sprælle som en fisk på land). Han viste sært nok meget interesse for mine blæreproblemer. Men pt. er de jo under kontrol og afventer undersøgelse. Har fået ny tid allerede til d. 13. marts.

Nå, nu er jeg allerede træt igen. Og synet generer. Håber, det er fordi han har lyst mig i øjnene og 'pillet ved' hele mit system. Føler alle nerveender stritter som en stikkontakt, der er blevet revet ud ad væggen.

Ville bare sige, jeg er her og er i live. Jeg har fået tilsagn om en ny giveaway fra Morfars Moustache, som jeg håber at få på i morgen.

Mit liv i snekuglen

December er altid en speciel tid på året for mig. D. 3. december har fået sin helt egen betydning. Og d. 3. december i år havde jeg tiårs jubilæum. Den dag var jeg ikke klar til at dele min historie med jer, men det er jeg nu. Den blev skrevet for syv år siden, men har nu fået rettelser. For ti år siden døde en del af den gamle Line, og den nye, hende jeg er i dag, fik liv. Jeg håber, I vil tage godt imod min historie ...

Det er nu ti år siden ... Ti år siden jeg ankom til Gråsten Gigthospital. Ti år siden at den gamle Line døde, og en ny (eller meget gammel?) Line genopstod som Fugl Føniks af asken.
Jeg kan stadig huske rejsen og, hvordan jeg græd og teede mig som et pattebarn over at skulle af sted og forlade dem alle sammen i julemåneden. På et eller andet punkt hadede jeg dem vel også. Hadede mor. Hadede far. Ikke bare for at have født mig - født mig ind i dette forbandede liv, i en krop, der hverken kunne det ene eller andet. Men hadede dem også for at sende mig af sted alene. Hvordan fanden skulle jeg overleve tre uger på Gråsten Gigthospital (alene) blandt fremmede mennesker?  
      Måske hadede jeg bare, fordi det var lettere at tage af sted i vrede end i sorg? Det er altid lettere at være vred end at være ked af det og give sig hen til sine følelser ...
      Men det virkede også uretfærdigt. Uretfærdigt, at jeg ikke længere var et barn, der kunne overlade sorgerne til de voksne. Det er så meget lettere at være barn i en verden, hvor al smerte går væk, når bare den voksne puster længe nok.

Jeg tror, jeg husker alting fra de tre uger i detaljer. Morgenen da jeg ankom. Den skarpe frost i luften og kvalmen, der sad som en sur smag i mundhulen. De røde pap-uroer i vinduerne vinkede til mig; møjsommeligt klippet ud af hænder og fingre uden gigtsygdom, og hvor finmotorikken stadig er intakt. Julestjernerne, der stod og pyntede i hvert vindue. Juletræet i rygerummet. Mit tildelte tøjskab, hvor låsen drillede - nøglen skulle drejes på en helt bestemt måde for at få skabet op - meget praktisk på et Gigthospital! 
     Ved ankomsten kunne jeg mærke, hvordan noget trængte sig sammen om mig. Som blev jeg lukket inde i en osteklokke ... eller måske nærmere en snekugle. En snekugle med en lille Line indeni, og hvor den rigtige Line sad et sted i virkeligheden og holdt om kuglen og kiggede ind. Jeg kunne lægge mine hænder mod glasset og se og høre dem, jeg elskede, men ikke trænge ud til dem. Og jeg vidste, at når glasset blev sprængt, ville det være en anden Line, der rystede glasskårene af sig.
     Jeg kunne sikkert opremse alt i detaljer, hvis jeg blev spurgt. Alligevel er det hele samtidig så mærkeligt tåget og fjernt. Som om enkelte hændelser skiller sig ud og hæver sig over andre - ubetydelige hændelser. Som søen, der frøs til ... vi kunne sidde i rygerummet og se, hvordan raske og rørige mennesker skøjtede rundt dernede. Jeg husker hende den lille pige - hun havde en rød tophue på, og lange mørke fletninger hængende ned ad ryggen. Ligesom mig selv som lille.

Vi snakkede om at sætte ski under kørestolene og rollatorne og deltage i morskaben.
Det sneede også en del de uger. Det sner ellers aldrig i december, men det år gjorde det! Lige præcis det år.
      Jeg fik nyheder hjemmefra over den skrattende mønttelefon, der slugte usigelige mængder af småmønter. Der var store trafikproblemer, og jeg frygtede at strande på hospitalet julen over. Hjem, det ville jeg!
      Men det jeg husker bedst fra ugerne på Gråsten, er Aase, der boede i værelset overfor mit. Når vi gik i seng om aftenen, kunne vi ligge og vinke til hinanden før dørene blev lukket af vores værelseskammerater, der ikke var oplagt til pjat!
      Aase blev min overlevelse! Hun var årsagen til, at jeg kom helskindet igennem, og også har goder minder derfra. 

  
Det var den december, TV2 viste "Brødrene Mortensens jul"... Hvorfor kan jeg huske sådan noget? Fjernsynet var altid tændt om aftenen, men lige så snart julekalenderen kom, blev der zappet væk. Og jeg fik en klump i halsen. For jeg vidste, min yngste bror på 11 sad hver dag og skrev hilsner til mig, i håbet om, de blev vist på TV2s side efter julekalenderen. Hvad hvis jeg gik glip af hans hilsen? 
     Det var håndboldkampene, der var det store tilløbsstykke de dage i december på Gråsten Gigthospital. Mange gange blev køkkenpersonalets tålmodighed sat på hård prøve, fordi spisetiderne måtte ændres, så sportsfolket kunne se deres kampe på fulde maver.
Maden på hospitalet var utrolig lækker og veltillavet. Aase og jeg fik speciel mad, fordi vi var vegetarer. Der var dessert for dem, der blev weekenden over. Der var som oftest ikke mange af os, og jeg hulkede i telefonrøret og druknede mine ulykkelige forældre i tårer, mens de sad på Bornholm og ikke kunne se, hvordan det skulle kunne betale sig for mig at tage den lange tur hjem, bare for to dage. Jeg savnede min familie, min kæreste, dejlige, HG og mine katte, som pludselig ikke lå i fodenden, når jeg vågnede om morgenen. Jeg følte, vi altid var adskilt i julen, HG og jeg. Året før sad han på Pharmakon i hele december, og nu sad jeg i al min elendighed i Gråsten.
     Den første weekend fik vi mandelrand og syltet frugt, som vi et halvt år senere (hvilket jeg selvfølgelig var uvidende om på daværende tidspunkt) ville komme til at sidde og spise under en hedebølge - og på vores bryllupsdag.
     Alligevel tabte jeg 5 kg, de tre uger, jeg var på Gråsten Gigthospital.

  
Sneen gav anledning til store problemer for os patienter. Historien om vores tur til supermarkedet kan stadig få hele den pukkelryggede til at grine. Det var selvfølgelig Aases påfund ... Altså det med sokkerne. Hun klippede dem op og bandt dem om støvlerne, så vi bedre kunne stå fast og ikke skulle glide på isen. Med Fido ved hånden (som hun kaldte sin lille trækvogn til varer) drog hun af sted, godt indpakket og med sokker om støvlerne. Ingrid - det tredje medlem af vores lille vegetarklub og højtelsket af alle patienter - knugede godt om rollatorens håndtag, og jeg humpede som sædvanlig meget uskønt af sted.
Der blev gloet noget, da vi tre skabninger fra hospitalet drog af sted. De lokale troede nok nærmere, vi var undslupne fra en psykiatrisk afdeling!
      Da vi endelig nåede supermarkedet, vidste vi egentlig ikke rigtig, hvad vi skulle købe. Hospitalet var jo en lille lukket verden, hvor der var, hvad vi skulle bruge. Så vi drog tilbage igen. Men da vi kom ud på fortovet, havde de så sandelig haft travlt med at rydde sne væk og salte - bare til ære for os og vores sokker!
      Det var da alle håndboldkampene kom, at Aase fandt på det med pruttepuden. Som nogle af de eneste ragede det os en høstblomst, at der rendte nogle idioter rundt på en bane med en bold. Men de andre var temmelig irriterede over pruttepuden, de fandt det ikke spor morsomt, men barnligt! Aase og jeg fortrak til værelset, hvor Aase lavede julekort og gaver til børnebørnene, og vi afholdt en konkurrence om, hvem der kunne komme på den mest perverse vittighed.

       
Dagen efter faldt noget af loftet inde på mit værelse ned. Det dryssede ned med en underlig sort substans i min seng, men det blev nu ikke taget så højtideligt af personalet. Aase rykkede sin seng ti centimeter ud fra væggen, hun skulle ikke gøre sin astma værre ved at blive overfaldet af en mystisk substans fra loftet, mens hun sov.
     Personalet syntes, at nu måtte vi tage og geare ned og opføre os ordentligt!
     Dagen efter tog min værelseskammerat hjem og den færøske Iris kom i stedet.
     Loftet blev, hvor det var!
     Og Iris børstede ikke tænder den første uge. Hun tog hjem på weekend, mens tandbørsten blev stående urørt i glasset og Aase grinede til hun fik hosteanfald, ikke kunne få vejret og måtte have iltapparatet i brug.
     Jeg kunne ikke tåle røgen i rygerummet, men det var det eneste sted, der var værd at opholde sig. Jeg sad der, til jeg rystede af nikotinchok og måtte ud og trække frisk luft.
Den ene dag kom en af sygeplejerskerne stæsende ind i rygerummet med vilde øjne for at bekendtgøre, at det altså var en fejl, at brandalarmen var gået i gang, og der var ingen grund til panik! - Men i rygerummet kunne vi ikke høre nogen brandalarm, så vi havde siddet flere minutter i et værre inferno, uden at være klar over panikken, der omgav os.
Den aften snakkede vi om, hvor vi mon skulle begraves den dag, vores kroppe endelig ville sige fra. Ingrid sagde, med smil på læben, at vi sikkert ville blive indleveret på Kommune Kemi med alt det lort vi rendte rundt med i kroppen!

Men det var historien om alle de gode ting, der skete. Alt det sjove. Heldigvis er det de ting, jeg husker bedst.
     Men der var også historien om hende den ældre dame, der faldt om i omklædningsrummet efter træningen. Eller den søde Agnes, der altid sad stillet i hjørnet af rygerummet med en eller andet form for håndarbejde, der pludselig fik en blodstyrtning fra tarmen. Eller den unge mand, der fik lungebetændelse, og lå med høj feber et par værelser fra mit. Eller da Aase blev uretfærdigt beskyldt for at stjæle fra håndarbejdsrummet. Den unge pige, de sendte hjem, fordi hun "nok ikke fejlede noget" og som ikke kunne passe hverken sit job eller sine to små tvillingepiger og ikke anede, hvad der nu skulle ske. Eller Iris, der i virkeligheden bar rundt på en sørgelig historie, om en søn, der døde, da lynet slog ned i ham under en fisketur. Røgsøjlen havde stået op fra hans livløse krop, der lå dér på bunden af robåden. Hans kammerat, der havde måtte fortælle Iris den triste nyhed, var blevet slynget ud af båden og havde overlevet. Iris fortalte det en morgen, mens hendes gigtplagede hånd holdt krampagtigt fast om plastikskeen med et blævrende stykke blødkogt æg. Den gule hinde farvede skeen og gav mig - sammen med historien - kvalme. Iris fortalte med tårer i øjnene og dirrende stemme med en sød færøske accent. Jeg blev bevæget over, at hun delte sin tragiske historie med mig, en fremmed. Kort tid efter eksploderede fyrfadslyset vi havde tændt, og det havde nær sat ild i gardinet. Endnu engang rullede personalet med øjnene over vores narrestreger - men det var jo ikke vores skyld!
     Så var der Karen - Aases værelseskammerat - hvis søn forsvandt, mens hun var indlagt, så hun måtte kontakte Politiet, for at få hjælp - gad vide, hvordan det endte?
     Jeg ved, hvordan min egen historie endte.
     Men hvad med alle disse mange andre mennesker jeg mødte der? Alle de skæbner - hvor mon de er alle sammen nu? 

Jeg tænker meget på Aase - næsten hver dag. Især nu i december. Det er hendes skyld, at jeg overhovedet har gode minder fra disse tre hårde uger af mit liv. Det er hendes skyld, at mange af de dårlige erindringer næsten er væk. Kun de gode står skarpe tilbage. Det er dem, der hæver sig over de andre, og begraver de dårlige på bunden af erindringens mørke gravkammer.
     Hun gav mig meget på de tre uger, Aase. Og uanset, hvor hun er nu, er der liv og fest omkring hende. Hvordan kan der være andet?
     Hun har lært mig at se livet fra et andet perspektiv. Aase er blevet et begreb. Og en del af ånden og stemningen, der hviler over december måned.

Af og til kan jeg mærke gråd og en dyb, dyb sorg - en sorg og en gråd, der synes at have ligget i dvale lige siden Gråsten og siden jeg fik min diagnose måneden efter på Frederiksberg Hospital. Det er en sorg og gråd, som jeg aldrig har turdet slippe fri. Som jeg aldrig har ladet mig selv slippe fri, fordi jeg ikke ved, hvad der sker, hvis jeg slipper den løs. Jeg ved ikke, om jeg ville være i stand til at stoppe gråden igen. Ved ikke, om jeg nogensinde kan blive rigtig glad igen.
     I korte øjeblikke kan jeg stadig mærke et strejf af lykke, glæde eller håb, men ikke på den samme måde som tidligere. Ikke i den samme grad. Det er som om, de følelser hører en hel anden verden til. Som om de er den gamle Lines. Den 'før alt dette her skete'-Line. Den 'før snekuglen'-Line. Den Line, jeg nogen gange helt kan glemme, jeg har været. Den Line, jeg ville give alt for at være igen!
     Af og til tænker jeg: Hvad hvis jeg ikke kan stoppe gråden igen? Hvad hvis jeg aldrig bliver rigtig glad igen?
     Men det er i de øjeblikke, at jeg kan høre Aases milde latter og se hende lægge de gigtplagede hænder mod sit bryst, mens hun med mild latter hikster sin visdom ud:
"Men kære barn, dog - der er da ingen, der udelukkende går grædende gennem livet. Før eller senere holder det op med at gøre ondt!"
     Og hvem skulle vide det, hvis ikke Aase? Hun har overlevet en voldelig eksmand. Utroskab. Tabet af et barn. Tre kroniske sygdomme. En brand, der nær havde kostet hende livet, og hvor hun mistede stort set alt - blandt andet sin højtelskede Golden Retriever.
     Og hun overlevede Gråsten - sammen med mig!
     Og stadig var hun kvinden, der altid var glad og ved godt mod. Det var hende, der satte liv i det hele. Hende der fandt på det med pruttepuden. Hende der tog til Tyskland for at købe slik til børnebørnene og fór vild på vej hjem, så hun måtte banke på en fremmed dør, hos et par, der endte med at køre hende hele vejen tilbage til Gråsten, lige i tide til aftensmaden. 

Og når nu Fugl Føniks én gang har kunnet rejse sig af de sørgelige rester, mon ikke han så kan gøre det igen?
     Måske jeg kunne blive som den lille pige med tophuen, der snurrede rundt på skøjterne og med stort smil på læberne. Måske jeg kunne blive levende igen en dag? Måske ...
     Der var jeg i hvert fald i de ellers så triste uger på Gråsten Gigthospital. Der skete mange skøre ting i de dage. Jeg lærte meget af Aase - og det skete i de dage ... på hospitalet i Gråsten.