Møde med fortiden

Louise har uforvarende åbnet Pandoras æske. Hun postede en video af Meat Loaf på Facebook og pludselig dukkede en masse billeder op ...

(Lad evt. videoen kører, mens du læser, da den linker sig til indlægget).

Jeg er 15 år. Vi er i sommeren 1997 og jeg går i 9. klasse på en privatskole. Det er et ret ensomt år for mig. Min bedste veninde dolkede mig i ryggen, da klassen var på skoletur i Prag. Da vi står i kantinen og jeg ikke vil have noget at spise råber hun min dybeste hemmelighed udover hele kantinen: "Så lad du være med det. JEG har bare ikke tænkt mig at dø af anoreksi!" Aldrig har jeg følt mig så afklædt. 39 elever (en elev mere end kilo på min krop!) glor på mig, som jeg står dér helt nøgen og sårbar. Aldrig har jeg været så ydmyget! Siden da har vi ikke snakket sammen. Vi ænser ikke hinanden selvom vi kører med samme bus, går i samme klasse, ved alt om hinanden. Hun er for mig, som en udstødt fra Jehovas Vidner ... hun er død, hun er luft, hun er intet. Hullet fra kniven er åbent endnu og tyk materie flyder ned langs min markerede rygrad, selvom det er et halvt år siden.

          De andre i klassen snakker jeg heller ikke rigtig med. Der kan gå uger, hvor jeg ikke engang hører et "g'morgen". Jeg ved godt, det er min egen skyld. Jeg magter ikke mennesker og social omgang. Hvert frikvarter skynder jeg mig ud ad bagdøren i klassen. Går gader og stræder tynde indtil sålerne i mine Dr. Martens næsten er slidt ud. Jeg skutter mig i mine slidte Levi's og tykke læderjakke. Selvom det er forsommer og høj temperatur, fryser jeg. Jeg fryser hele tiden. Min ryg er dækket af et tykt lag pels, fordi min krop desperat forsøger at pakke mig og min sårbarhed ind. Mens de andre fra klassen drager af sted til bageren efter kakaomælk og romkugler, går jeg og tænker. Fra 10. klassen, brager hvert frikvarter Meat Loafs "I'd lie for you" ud ad de åbne vinduer. Den er dårligt slut, før den bliver genstartet. Som er det den eneste sang på cd'en.
          Drengene fra min klasse kører den spinkle Jesper af sted i en af Nettos vogne ned ad gaden, af sted mod bageren. I fuld fart. Jeg drejer ned ad en anden gade, afpasser skridtene så de passer til melodien, der bliver svagere og svagere. Jeg gider ikke blive i klassen, selvom jeg kan sidde lige dér ved radiatoren og mærke en svag varme. Magter ikke at høre 'Tæskeholdet' og pibende drengestemmer i overgang. Magter ikke de fnisende piger, der hele tiden rører ved hinanden, sætter hår, er i kontakt. Der er ingen, der skal røre ved mig!
          Jeg tænker på dig som jeg snart skal se igen. Den eneste jævnaldrende (og dog - du er to år ældre og går i gymnasiet!) jeg har kontakt med. Det er dig, der får æren af at kende alle mine hemmeligheder ... bortset fra det med anoreksien. Du ved ikke, jeg vejer 38 kilo og går til vægtkontrol. Du ved ikke, jeg kan gå dagevis uden at spise, hvordan jeg er mester i at skubbe aftensmaden rundt på tallerkenen, så det ser ud som om, der er spist af det. Selvom du er social, opdager du ikke, hvordan jeg lukker andre mennesker ude. Det er så let at undgå. Når vi er sammen, er der alligevel ikke plads til andre.
          Om få måneder er der sommerferie og jeg skal væk fra dette helvede, videre til gymnasiet, hvor jeg bare kan gå, hvis jeg vil. Gå ud ad døren, sejle ned ad gaden, vifte med mine udstikkende skulderblade og flakse mod himmelen, flyve som mine tanker og drømme. Inden da skal vi tre uger til Kreta, min familie og jeg. Tre uger i frihed, før jeg spreder vingerne og starter et nyt sted, et nyt liv. Ryster skårene af den gamle Line af og basker videre. Desværre er det ikke samme gymnasie som dig ... du bor flere hundrede kilometer væk. Man skal over vand for at komme til dig. Alligevel er du så nær, lige her i mit hjerte og lige her, i mit hovedet, mine tanker hele tiden. Men når jeg er til auditions eller job, kan vi ses. Du ved det ikke engang, at jeg arbejder som model ved siden af skolen. Hvorfor du ikke må vide det, kan jeg ikke svare dig på. På en måde er det en hemmelighed, ligesom anoreksien ... det hører en anden Line til. Hende, der går her i de tunge støvler og den tunge jakke, der næsten vejer mere end kroppen. Den rigtig Line hader makeup og dullegrej. Når jeg ikke er på job eller til castings (hvilket trods alt er det meste af tiden) går jeg her med mit glatte ansigt og i unisexoutfit. Håret er den eneste feminine kontrast til det mere maskuline ydre. Det og de lange negle. Mit ansigt er feminint nok uden jeg behøver at understrege at jeg (trods min knoglede, drengede krop) er en pige.
          Mit liv er foran mig. Men samtidig er jeg svært gammelklog. Jeg kender alt til verden og har prøvet det hele. Livet har intet at lære mig ...

Kære Line i den unge, drengede krop. Lille Line med det glatte ansigt, der endnu ikke har antydning af rynker. Line med den tykke, mørkebrune manke uden et eneste gråt skær. Lille, gammelkloge pige. Hvor blev du klogere. Hvor blev du ældre ... Hvor blev du af? 
          Der er sket så meget. Du har set så meget, oplevet så meget, jeg godt kunne have undt dig at være foruden. Der kom mange regndråber i dit liv og der var ingen, der flyttede bjerge for dig, du måtte flytte dem selv. For det er livet! Og den ild du kom til at gå på, var på mange måder mere håndgribelig end du nok havde forventet. Men det var med til at skabe dig, gøre dig til den du er i dag. Hvor vidste du lidt om livet! Og hvor forandret var din tilværelse ikke, bare et år senere? Det var sjovt at møde dig igen, 16 år senere ... 16 år - det er mere end du var da. Og jeg vil ikke lyve for dig ... Hvor er livet flygtigt.

Tak til Louise, der uforvarende medførte dette møde med fortiden. Det har været lærerigt.