Om traumerne efter et overfald

Hvad er det værste, du kan forestille dig? Sådan virkelig ... det allerværste! Forestil dig et sekund, hvor du er helt derude, hvor du er så bange, at du er sikker på, dit hjerte vil holde op med at slå af ren skræk og panik.

Jeg kan på dato og klokkeslæt huske dén dato, hvor jeg oplevede en angst, jeg ikke troede var mulig. Vi boede i en lille lejlighed dengang, HG og jeg. Han var under uddannelse til farmakonom og på arbejde. Jeg gik på VUC for at afbøde for mit sidste gymnasieår, hvor jeg måtte droppe ud. Pga. min sygdom havde jeg nedsat timetal og skulle tage de manglende fag over to år. Da jeg således ikke havde timer nok til at oparbejde en SU, fik jeg kontanthjælp i den periode (da jeg måtte sætte timetallet yderlige ned påbegyndte de en pensionssag i stedet).
          Denne dag kunne jeg ikke komme af sted pga. smerter. Jeg var faldet i søvn igen og TV'et kørte; i min søvn kunne jeg høre "Eastenders" på fjernsynet og jeg forsøgte at vågne for at slukke. Klokken var halv to om eftermiddagen og lejligheden var på denne sommerdag overophedet, da vi boede i kvistlejlighed, der fungerede som isskab om vinteren og bageovn om sommeren. Jeg hører, det banker på døren, men tænker, det er posten. Gider ikke lukke op, da jeg så skal ned ad trappen. Det er begyndt at blive svært for mig og hvis det er posten, er han nået at køre, før jeg når derned og åbne. Men det bliver ved. Og pludselig lyder det ikke som normal banken, men mere som om nogen sparker på døren.

... Så vågner jeg med et sæt. For det går op for mig, at det ikke er som nogen sparker på døren. Det er som de er ved at sparke døren ind!

Vores kat, Shiloh, kommer pilende op ad trappen og ind under sengen. Vores anden kat, Vips, fiser ind i stuen og under sofaen. I panik leder jeg efter mine briller, da jeg intet kan se. Sekunderne synes at stå stille samtidig med at de flyver af sted. Jeg rækker ud efter mit tøj på gulvet. Prøver at finde ud af, hvorfor nogen skulle sparke døren ind? Og hvad med vores underbo ... kan det være hende? Hun er skizofren og lever i sin egen verden. Hvad med Old Mrs. M (som vi kalder hende), vores genbo. Jeg når at blive nervøs for, hun skal træde ud på trappestenen og kigge med sine plirrende, nærsynede øjne. Hvad hvis dem dernede slår hende ned? Og hvad med gårdens andre beboere? Hvorfor kommer de ikke? Man kan høre alt i hele komplekset og de fleste, der bor her er hjemme om dagen (natarbejdere og folkepensionister) ... hvorfor hjælper de ikke? Er der sket dem noget?

Jeg når lige akurat at komme i tøjet, da en eller anden buldrer op ad trappen. I det sekund betyder det alt for mig. Jeg føler mig i forvejen udstillet og blottet, var jeg også udadtil nøgen, ville jeg gå i tusinde stykker af ren sårbarhed.
          Jeg rykker mig tilbage i den smalle gang og kigger ud ad soveværelsesvinduet. Ser på taget ... kan det bære mig, hvis jeg forsøger at træde derud? Og kan jeg nå det? Men jeg ved det godt selv - jeg har ikke fysikken til at manøvrere mine halvdøde lemmer over karmen og ud ad vinduet.

Før jeg når at tage en beslutning, ser jeg en skikkelse dreje om hjørnet ved trappen. Han er stor ... meget stor. Skaldet og med skægstubbe i ansigtet, Han lugter grimt af øl, som kommer han direkte fra bodegaen. Som om ren spiritus pibler ud ad alle kroppens porer.
          Han spørger efter ... ja, lad os bare kalde ham Nicky. Mit svælg er tørret ind. Jeg kan intet sige. Ikke en lyd kommer over mine knastørre læber.

"Kællingen dernede," siger han "sagde han boede her!"
          Pludselig får jeg mæle. Men mine ord hænger ikke sammen.
          "Jeg bor ikke her ... jeg mener, han bor ikke her ... altså, jeg kender ikke nogen Nicky. Jeg hedder HG ... nej, jeg bor her sammen med HG ... altså, her bor en kat!" Midt i det hele kan jeg ikke sige andet. Gentager og gentager, at her bor en kat. Jeg aner ikke hvorfor. Især ikke, når der bor to! Men intet hænger sammen i mit hoved.

Pludselig løber det mig koldt ned ad ryggen. Jeg kommer i tanke om skabet. Da vi flyttede ind, opdagede vi, at pladen kunne pilles af det ene skabs bagvæg. Inde bag ved, i hulrummet, lå et par piller, som vi skyllede ud i toilettet. Er det derfor? Er det noget pusherhandel, der har foregået her? Jeg kan høre én nede i entreen, men ikke se ham. De er altså flere!

Pludselig vender han om og går. Bare går.
          Jeg falder. Faktisk føles det som om jeg falder, falder, falder ... men jeg ligger allerede på gulvet. Jeg krabber ind til telefonen og ringer til mine forældre.
          "FAR!" skriger jeg og begynder at græde, da jeg hører hans stemme. Han er sygemeldt, lige kommet hjem fra hospitalet. Jeg får formidlet, der har været indbrud. Så smider han røret på. To sekunder efter, farer min lillebror op ad trappen med verdens største baseballbat i hænderne, hævet, klar til slag. Bag ham kommer mine forældre. I mellemtiden har jeg ringet min mormor op. Jeg kan ikke være alene med mig selv. Hvis de vender tilbage, er jeg nødt til at have en kendt stemme i øret. Om så det koster mig livet, vil jeg ikke være alene nu!
          Jeg får forklaret mine forældre, hvad der er sket. De fortæller, døren ikke er andet end pindebrænde. Min mor får indfanget kattene og lukket dem inde i stuen. Min far ringer til politiet. 'Kællingen dernede', som han kaldte hende, fortæller min mor, hun kender dem og nævner deres navne. Men da politiet kommer, er hun tavs. Kan pludselig overhovedet ikke huske, hvem de var, men indrømmer, hun bare havde sagt 'ja ja' og vist dem vejen til vores lejlighed, da de spurgte efter denne Nicky.
          "Jeg turde ikke andet - min mand var bange!" forsvarer hun sig.
          "Hvad tror du jeg var?" hvisker jeg. Jeg var 20 år og størstedelen af tiden rullestolsbruger og sad i en lejlighed på første uden mulighed for at flygte!

Dengang lærte jeg, at den eneste man kan stole på, er sig selv. Man må forsvare sig selv, for man kan ikke regne med hjælp fra andre.
          Politiet optager rapport og tager fingeraftryk og billeder. De er imponerede over min beskrivelse, som går ned i mindste detalje. Jeg kan se hver en skægstub for mig, mærke den ubehagelige intime lugt fra hans ånde, ser de sorte jeans, der strammer over de spændte muskler.
          Politiet forsøger at køre gennem byen og kigge i gader og værtshuse, men finder dem ikke.

Udlejer kan ikke få fat i en ny dør med det samme. HG begynder at sove med en kødhammer under sengen. Døren bliver nødtørftigt holdt sammen med en kæde, min far skruer på. Kattene er begge nervevrag og farer sammen, når de hører nogen i opgangen mellem dørene. Om natten kryber den kolde sommerluft ind ad sprækken ved den ulukkede dør og op ad trappen. Om morgenen føles det nærmest som om, der er dug på trappen, før varmen sætter ind og duggen atter driver ned ad vinduerne, som i et drivhus.
          Jeg er sært sensitiv i denne tid. Som om jeg vågnede op den dag med nogle nye sanser. Men jeg er ikke bange. Ikke på samme måde som HG og mine forældre. Eller kattene, der farer sammen, bare en fugl passerer vinduet.
          Få dage efter skal HG på skole i Hillerød. Han skal være væk i flere uger og er grædefærdig. Vil have mig til at flytte hjem til mine forældre, men jeg vil blive, hvor jeg er. I vores lejlighed. Jeg vil heller ikke byde kattene et nyt og fremmed hjem, når deres nerver er flossede.

Der går mange måneder, før jeg begynder at reagerer. Den gamle dør, med de fine udskæringer, er for længst skiftet ud med en ny, der nærmest er lavet af pap og plastik. Når det tog to sekunder at sparke den gamle dør ind, behøver man ikke at lægge mange kræfter i, før man kan komme gennem denne. Den kan dårligt holde til dørhammeren. En dag vi kommer hjem, kan vi lugte, der har været nogen. Der lugter af røg og er aske på gulvet. En cigaret har brændt hul i et par af HGs bukser, der hænger til tørre på stativet i entreen. Jeg bliver nervøs. Har viceværten været der for at glo (det har han været før - bare låst sig ind, hvis han havde et ærinde eller ville snakke med os. Jeg har på bedste 'Langt fra Las Vegas'-manér truet ham med personligt at tvinge ham til at lime sine røvballer sammen med kontaktlim, hvis det gentager sig. Når han er for svækket (ifølge kællingen) til at kunne klare om at høre om vores indbrud, skulle man tro, han ville få hjertestop ved min trussel ... især fordi, jeg i det sekund mener det! Jeg hader hans vridende hænder og smiskende manér, når man to sekunder efter kan tage ham i at stå og snuse i ens entréskab. Men jeg kan ikke slippe tanken om, hvis det ikke er ham ... hvis det er nogen andre.
          Jeg begynder pludselig at lide af mareridt. Når jeg sover, hører jeg det banke på døren. Men jeg kan ikke vågne. Så begynder sparkene og trampene op ad trappen. Jeg vågner skrigende og hiver desperat efter vejret, mens sveden pibler af mig. Vi har i nogle år været skrevet op til en anden bolig, men begynder nu også at kigge andre steder. Følelsen af at være blevet 'overfaldet' i eget hjem, gør at det ikke er trygt. Følelsen af svigt fra både vicevært og udlejer gør det ikke nemmere. Kattene er nervevrag og situationen nærmer sig bristepunktet, da vi nogle måneder senere bliver tilbudt en ny bolig, som vi boede i i syv år, indtil vi flyttede herud.

I mange år sad angsten og gnavede i mig. Den gav sig udslag i drømmene, der blev ved at vende tilbage. Men efter nogle måneder i den nye bolig, kunne jeg føle mig tryg - også når der blev banket på døren. Det hjalp også at vi fik hund. Selvom Phoeba kun er en lille tæppetisser, er hun meget territorial og når man står på den anden side af døren og kun kan høre hende, kan man sagtens bilde sig ind, det mindst må være et kobbel pitbullterriere, der holder til på den anden side og bare venter på at sætte tænderne i det bløde kød. Men jeg skal stadig vænne mig til at være alene. Jeg bryder mig ikke om at HG tager af sted om morgenen. Og jeg kan slet ikke lide at være alene om aftenen og natten. Heldigvis er hans uddannelse overstået, så skoleopholdene i Hillerød og ugerne som græsenke, er det slut med.

I dag er angsten helt væk. Jeg kan være alene herude på bøhlandet uden at kny - også om natten. Måske også fordi jeg er glad for kvarteret og beboerne på vejen. Hvis der skulle ske noget, ville jeg ikke være bange for, de vendte det blinde øje og døve øre til.
          Der er ingen rest af angst tilbage og det generer mig ikke det fjerneste at skulle berette om episoden. Det bringer ikke væmmelige følelser op.

Det er sjældent jeg har indlæg som disse på bloggen. Lange, personlige og billedløse indlæg. Når jeg skriver dette, er det for at fortælle jer, hvorfor jeg takkede ja, da et firma for noget tid siden bad mig teste og anmelde deres overfaldsalarm. Mange ville måske spekulerer over, hvorfor en gammel kælling, der bor på landet ville finde interesse i det. Men det har jeg, fordi jeg ved, det kan ske. Man har ingen form for 'helle', fordi man bor bestemte steder i landet eller lignende. Det kan ske! Kan en alarm så forhindre det? Nej, men den kan give tryghed. Den kan i bedste fald skræmme overfalsmanden eller indbrudstyven væk. Den kan tilkalde (gode) naboer eller folk i din nærhed. Den kan give dig tryghed. Nogle vælger selvforsvar - eller som HG, at sove med en kødhammer under sengen. Vi har alle vores måde at købe os tryghed på. Dette var min måde.