Ten to ...

... learn from.

Vi har alle et talent ... Og et eller andet, vi bare er komplet håbløse til. Jeg er ikke bange for at gå i spidsen og blotte mig selv, så here goes: Min personlige akilleshæl er alt, der har med tal at gøre. Hver gang jeg lægger to og to sammen, får jeg forskelligt resultat. Dankortet er min gode ven, da jeg på den måde bliver sparet for pinlige episoder, når jeg tæller mønter forkert op. Jeg hader når jeg ikke kan betale med dankort, for når jeg skal regne, går det altså bare galt. Og det ender gerne med, jeg giver et helt, helt forkerte beløb ... eller forsøger at betale med solarie- eller vognpoletter.

Noget jeg til gengæld er god til, er ord og bogstaver. Når jeg ser en stavefejl er den lige så tydelig som en mågeklat på en nyvasket forrude. Følgelig kan jeg heller ikke lade være med at stønne 'hvor svært kan det være?!', når jeg ser folk lave fejl med nutidsendelser, stavefejl m.v. Og hvor svært kan det så være? Tjo, hvis du spørger mig, hvor svært matematik kan være, ville svaret være: Umuligt - SÅ svært!

Så det er ikke for at føje spot til skade, når jeg retter folk. Det er simpelthen fordi jeg er så pedantisk og det bare slipper ud, som en fis, der ikke lader sig indeklemme.
          Jeg snakkede nærmest perfekt, da jeg var et år. Til gengæld kunne jeg dårligt gå - al motorik var ikke eksisterende. Og det med tal haltede også gevaldigt. Den dag i dag sidder jeg stadig og tæller på barnemanér med fingrene på 'en-to-tre'-måden, når jeg skal lægge til eller trække fra.

Så ja, min pointe er, at det ikke er for at virke skadefro, overlegen eller provokerende, når jeg retter på folk. Der er flere ordblinde i familien, så jeg ved det kan være svært at få styr på det med grammatikken. Og jeg vil så nødig såre folk, virke som en, der latterliggør eller nedgør folks vanskeligheder. Når det er sagt, er der visse ting, jeg bare ikke kan sidde overhørig uden at få tics. Kald det bare arbejdsskade pga. mine mange år som betalæser. Men der er også flere måder, at sige tingene på. Man kan gøre som min mormor, der f.eks. siger: "Nej, det hedder ikke BRantex, men Bantex!" Sagt med høje suk og 'er du dum eller hvad?!' udtryk. Men har man en konstruktiv måde at lære fra sig på, kan det rent faktisk hjælpe. Således takker jeg da f.eks. de forskellige pædagogiske matematiklærer, der med små fif hjalp mig med at komme helskindet gennem folkeskolens afgangsprøve i matematik ved hjælp af små fif og regler. Det gjorde, jeg lige kunne få røven over grænsen 'bestået' i dette fag, hvor jeg ellers nærmest var tilbage på 3. klasseniveau.

Nu er jeg så stødt på en nyoprettet gruppe på Facebook, som altså nær havde fået mig til at brække mig af grin. Måtte til sidst sidde med pose på hysteri-måden for at få tjek på vejrtrækningen, for aldrig har jeg set en mere genial måde at vise forskellen på ord.

En af mine personlige kæpheste, er den mani, der florerer i landet med at dele alle ord. Intet under folk bliver forvirrede når selv stavekontroller og søgeværktøjer går ind og vil rette dine 'stavefejl' og dele ord, der ellers burde være joined by the hip. Nej, det hedder ikke 'lever postej'. Det hedder leverpostej! På den måde bliver flere og flere danskere gevaldigt rundforvirrede og ender med at lave fejl, der er virkelig uheldige.

F.eks.:

* Lammekoteletter - er noget du spiser. 'Lamme koteletter' er en kotelet, der har brug for kørestol!
* Mormorboller - er noget du spiser. 'Mormor boller' er seniorsex, som vi strengt taget ikke har lyst til at vide noget om.
* Eller et eksempel, jeg faldt over i dag: Kalvelever i skiver - er noget du spiser og kan bruge som pålæg. 'Kalve lever skiver' er noget helt, helt andet, som Dyrenes Beskyttelse bør gå ind og se på!

Men nu har Facebookgruppen (og ikke 'Facebook gruppen'!) Bekæmp malplacerede ordmellemrum fundet en yderst pædagogisk måde at vise forskellen på. Se med og lær:

Og nu håber jeg ikke, der er nogle af jer kære læsere, der sidder og bliver stødt. Jeg håber virkelig, at jeg ved at udstille mig selv og mine fejl, kan få jer til at le sammen med mig over disse fejl, som flere og flere danskere nærmest oplæres i.

... Det er trods alt fejl som disse, der giver ekstraskilling i min lomme. For var der ingen, der begik disse fejl, ville mit job som korrekturlæser ikke blot være kedeligere, men pludselig ville jeg nærmest være overflødig. For (desværre) er fejl som disse samt fejl med nutidsendelser de fejl, jeg oftest støder på. Og tro mig, I ville være chokerede over, hvor mange (tilmed kendte forfattere), der træder i spinaten i ny og næ. :)

Nå, hvad siger du? Har du en favorit blandt disse? Eller er du en af dem, der har svært ved at styre mellemrumstasten og synes, det er svært at være menneske i den sproglige jungle?

[Som efterskrift kan jeg bemærke, jeg har opdaget, jeg har begået en matematisk fejl i dette indlæg. Men for at vise, jeg er menneske med fejl, lader jeg indlægget være som det er - kan du finde min fejl? Og stak den dig i øjet?].