... Am I dead?

So, jeg var lige ved at tro, jeg var kommet i Jesu sted (sagde hun blasfemisk), da jeg i går måtte vride mig lidende på ... ja okay, sofaen er måske ikke helt så slemt som at dø af kvælning eller blodtab på et kors, men stadigvæk. Man må godt dramatisere for effektens skyld.

Ja, for at starte fra en ende: I har jo ikke hørt fra mig en lille uges tid. Det startede med, jeg faldt i en Torneroselignende søvn. Efter fem-seks dage med 18-22 timers søvn daglig, begyndte jeg at få en mistanke om, at det var mere end bare min ME, der spillede ind. Der er kun én ting, der kan gøre mig SÅ træt: Blærebetændelse! Men helt ærligt - jeg får jo fast penicillin!
          Så jeg fik sovet det jeg kunne, drak mere end normalt, tog ekstra tranebær og æblecidereddike. Var ved at dø af stress ved tanken om den forestående påskefrokost (lørdag), der skulle holdes her. Til jul måtte min mor tage over, da jeg blev syg og ikke kunne holde julefrokost. Min mormor er gammel og magter det ikke længere. Og render desuden rundt på en brækket fod pt.
          Min mor har altid været en UG familiemor. Selvom hun havde deltidsarbejde som pharmakonom, efteruddannelse til kirkesanger (og senere job søndag) og tre unger (samt et større husdyrhold), har hun altid været typen, der penslede påskeæg med os, pyntede op til alle tænkelige højtider, holdt giga kaffebord hver søndag m.m. Man kunne komme hjem til friskbagte theboller og varm kakao uden grund og hun stod altid i køkkenet. Hun er sådan én, jeg gerne vil være! Og jeg havde så mange planer, så familien skulle få en dejlig påske, men måtte pludselig se dem smuldre. Jeg kom dog gennem frokosten uden at falde i søvn med hovedet i sildesalaten og håber, jeg virkede okay som vært, trods alt.

I går skulle HG så til sin mandegruppe, hvor de spiller rollespil, snakker, spiser sammen m.v. Og mens han var væk, fik jeg bare ondt! Der har længere været en murrende smerte over skambenet, men pludselig kom der en galoperende smerte som ved virkelig naller mensessmerter. Måtte tage ekstra smertestillende, der hjalp nada. Kunne lige så godt have forsøgt at visualisere smerten ud i en tennisbold - smerten sagde bare: Fuck dig! Efter en halv times tid, kunne jeg så mærke, at temperaturen bare begyndte at galopere deropad. Hvad gør en klog så?

Jeg tænkte, at jeg ikke magtede at vente til tirsdag hos lægen, der sikkert først ville dyrke prøven og måske alligevel ikke give noget, fordi jeg er på fast penicillin. Var ved at tude ved tanken. Tog til sidst noget beroligende mod muskelkramper - tænkte 'måske det er musklerne og hvis ikke, får det mig måske til at være knap så hys'. Efter et kvarter gjorde det mere ondt end da jeg fik fjernet en polyp i livmoderen (okay, det gjorde slet ikke ondt - men stadig: For at bevise, jeg ikke er pivet). Tog til sidst en rask beslutning: Vagtlæge!

Men der er liiiige det med mig, at jeg er SÅ lægeangst. Min lægeskræk er virkelig ude på et hysterisk overdrev. Forestillede mig alt det, der kunne gå galt, hvordan jeg ville få skældt ud m.v. Og hvis de ville have mig ind til vagtlægen, hvad så? Der er 15 km, går kun bus hver anden time (som om det var muligt at gå derop!) og syntes ikke, jeg ville forstyrre mine forældre, der har haft mine brødre hjemme i påsken. Besluttede til sidst, at jeg så ville ringe efter en taxa og så nuppe beløbet af kostpengene og leve af havregrød nogle dage. Når jeg skulle hjem, kunne jeg ringe til HG og høre, om han ville hente mig eller evt. spørge, om jeg måtte være hos svogerskabet og min dejlige svigerinde, der bor lige ved siden af hospitalet. Så der var flere muligheder.
          Således fast besluttet, rystede jeg (jep, virkelig ry-ste-de af skræk!) et kvarters tid, før jeg tog mig sammen til at ringe. I mellemtiden fik jeg endnu mere ondt og da jeg efter lang ventetid endelig kom igennem til en læge, var jeg så smertepåvirket, jeg dårligt kunne sige mit navn uden at tude. Læberne var klistret til tænderne fordi jeg hyperventilerede og det føltes som om et dødt pindsvin havde taget bo i ganen. Og hvad sker der så? Jeg hører den skønneste stemme, jeg nogensinde har hørt: "Nej, det lyder da ikke godt!" (sagt med en beroligende, faderagtig stemme). "Du skal nok have et helt andet mærke og en styrke, der aktivt går ind og slår det ned, for det lyder som om, der er blusset noget op." Måtte tude af taknemmelighed og lettelse, da jeg lagde røret. Følte, nogen havde trukket mig ned fra korset, selvom jeg endnu havde ondt og ikke vidste om det ville hjælpe.
          Efter tre kvarter rystede jeg stadig hysterisk, men fik dog med dirrende stemme ringet til HG, der alligevel var på vej ned i byen for at købe pizza. Så han svang indenom apoteket og kom tilmed tidligt hjem, så jeg kunne få mine piller. Og allerede i eftermiddags (efter tre piller ud af femten), begyndte smerterne af aftage og nu ligger jeg her og sveder tran, mens feberen daler. Oh, hvilken lise! Ret sært, for man siger ellers, penicillin ikke virker så hurtigt, men det er samme middel, som jeg fik, da jeg for tre år siden fik en lignende tur, da vi var i sommerhus i Gilleleje. Jeg lå bare og vred mig og troede, at nu havde jeg sgu fået nyre-/bækkenbetændelse. Min mor fik fat i en vagtlæge og hentede penicillin og allerede efter halvandet døgn, kunne jeg deltage (omend på lettere handikappet manér) i feriens aktiviteter - dog undtaget længere ture og soppen rundt i bacillepølen (læs: svømmehallen), hvilket jeg ellers havde glædet mig til. Var ellers sikker på, jeg bare skulle HJEM til Bornholm så snart jeg kunne stå på benene.

Så nu håber jeg bare, det bliver slået ned. Og at denne blærefarce snart stopper. Det er jo latterligt! Halvandet år. Et halvt år på fast penicillin og alligevel lykkes det bakterier at boltre sig lystigt i mit indre. Og hvad fejler blæren, når de undersøger den? Ikke en skid! Hysteriske, oppustede lorteorgan, der huser uønskede gæster og gør mig mere sjatpissende end et helt alderdomshjem, der render på toilettet hvert femte minut! Håber næsten, de finder noget på scanningsbillederne - forstået på den måde, at så kan jeg måske slippe af med lortet!

Nå, det var så en lang update på de manglende indlæg. Forresten er det i dag en måned siden min kur startede. Og jeg har tabt knap 5 kg (og det er ikke en aprilsnar ;)). Yay! Laveste vægt i tre år. Ét kilo mere og målvægten er nået. To og jeg skriger af lykke. Seks kilo og drømmevægten er der og jeg springer ud som badenymfe i bikini.

For at I ikke skal sidde og stirre på et langt indlæg uden billeder, får I lige dette af Phoeba, som var på som dagens billede for fire-fem dage siden.

Jeg håber, jeres påske har været lidt mere opmuntrende end min og at I stadig er derude. :) Der kommer meget snart nye indlæg - både med afsløringen af vinderen af giveaway #7, som blev trukket i fredags, samt en nye giveaway og nogle spændende produkter, som jeg har fået den ære at teste. Men det er stadig lidt baby step her. Er såret kriger.