Som de fleste nok har bemærket, har bloggen stået stille meget, meget længe. Jeg har desværre været meget syg med lammelser og
ikke kunnet skrive. De sidste to-tre år er det blevet et tiltagende problem med spasmer og efterfølgende lammelser og føleforstyrrelser, forværret problem med træthed (hvilket selvfølgelig ikke er underligt, når jeg har ME, men det er bare blevet værre), samt andre småproblemer. For et par måneder siden, kom jeg endnu en gang en tur med ambulance på skadestuen, fordi jeg fik et spasmeanfald, som ikke kunne stoppes med medicin. Denne gang tog de en del blodprøver fra håndleddet, da lægen mente, spasmerne kunne være opstået pga. en elektrolytforstyrrelse. Sygeplejersken undskyldte på forhånd, det nok ville blive en temmelig ubehagelig oplevelse, men selvom det føltes som om hun prøves at grave knogle ud gennem kanylen og stak forkert flere gange i hver hånd, var jeg SÅ ligeglad! Efter en del famlen måtte en ny sygeplejerske forsøge sig og til sidst lykkedes det endelig at tappe det blod, der skulle til. Jeg fik dog at vide, at alt så normalt ud og blev sendt hjem med besked om at optrappe Stesolid, når anfaldet kom ... *SUK* De følgende uger, blev det stadig bare værre, men så skete der en overraskende vending: Jeg skiftede læge, og han mener at have fundet
en del af årsagen!
Åbenbart er mit saltniveau kritisk lavt. Det blev
opdaget på sygehuset, da jeg kom ind med ambulance,
men noget er gået galt, så lægen på skadestuen aldrig fik givet mig besked, men har noteret i min journal, jeg er informeret om situationen og skal begynde på salttabletter! Udover natrium (salt), er mit kaliumniveau også i den lave ende. De følgende uger, begyndte jeg
at gå og besvime, pludselig miste al muskelkraft og falde. Det har været så generende, at jeg totalt har isoleret mig i ren angst, fordi jeg aldrig ved, hvornår et anfald slår til. Det har været deprimerende uger, hvor jeg bare har kunnet ligge og læse eller glo fjernsyn, men med et klik på en knap, blev to års mysterium pludselig opklaret ...! Min nye læge læste rent faktisk min journal med tanke på, det kunne lyde som hyponatriæmi.
Min læge var overrasket over, jeg ikke var blevet indlagt til
observation, men bare sendt hjem uden besked, så her har været lidt drøn
på efterfølfende med en masse undersøgelser og prøver, og jeg bliver proppet med
salttabletter. Åbenbart må tallet helst ikke stige (eller falde) for
hurtigt, men det må heller ikke blive lavere, da det så kan blive
livstruende - jeg ligger fint på grænsen mellem 'lavt' og 'kritisk'.
Samtidig prøver han at finde ud af, hvorfor det er for lavt. For et par
år siden (samtidig med, jeg fik mit første krampeanfald) begyndte det at dale, kan han se af prøver fra min tidligere
læge, men i år er det begyndt at falde ret brat og hurtigt. Åbenbart kan
et af mine medikamenter give saltmangel, men da mine værdier er faldet
så meget som de er, på et år, mener han ikke, det kan være det - desuden har jeg fået medikamentet i 12 år uden problemer. Det lave
tal kan dog forklare mine underlige spasmeanfald samt andre
neurologiske forstyrrelser, men han mener stadig, der muligvis er noget
MS indover også, så vi har rendt i lægehus og på hospital i hvad der føles som ét væk. Jeg har længe gerne villet skrive opdatere omkring det her på bloggen,
men har været - og er stadig - meget, meget træt. Min medicin er samtidig blevet lagt om og der
er kommet nyt til, så både krop og psyke er lidt i chok i disse dage. Min muskelkræft er næsten ikke eksisterende og der skal ikke meget til, før jeg er kørt flad. Det er en underlig fornemmelse at få at vide, man mangler salt, når der er så meget fokus på, at vi som folkefærd spiser for meget salt og skal reducere vores forbrug. Jeg har aldrig været god til at salte min mad og vores saltbøsse er en af de ting, der stort set står urørt herhjemme. Nu er min situation så også sådan, at det ikke bare er nok at 'spise salt til mit æg', så jeg popper salttabletter i ét væk. Hvem skulle have troet, at tabletter for 120,-/måneden skulle være svaret på mine bønner? Ved sidste kontrol, var mit tal normalt, men jeg har fået at vide, der kan gå lang tid, før det trænger ud i kroppens celler og jeg bliver symptomfri. Samtidig skal det findes ud af, om det er medicinen, der er skyld i det lave tal, eller om det er andet. I starten af maj skal jeg til de næste blodprøver og d. 9. til opfølgende samtale. Hvis du vil vide mere om saltmangel, kan du google 'hyponatriæmi' [bemærk at hypernatriæmi derimod er, når tallet er forhøjet!] og finde ud af mere. Et normal tal ligger på mellem 136-144. Kommer tallet under 120-125 (alt efter hvilken kilde man følger), anses det for alvorligt. Akut hyponatriæmi kan opstå f.eks. hvis folk forsøger sig med 'udrensninger' og drikker for meget vand, så natriumværdien falder pludseligt. Bliver natriumværdien for lav, kan det i værste fald ende med døden, så trods snak om overdrevent saltindtag, så husk at spise salt til. ;) Hvis du dyrker meget motion og som følge deraf sveder meget, kan du være i risko for at udvikle saltmangel. Det samme gælder, hvis du får vanddrivende medicin eller er i behandling med visse former for antidepressiv medicin. For mig har symptomerne været forringet hjernefunktion, svært nedsat muskelkraft, træthed, kvalme, voldsom diarré og tung migræneagtig hovedpine (mine mange problemer med 'bihulebetændelse' har vist sig højst sandsynligt at være migræne som følge af hyponatriæmien). Derudover har jeg haft de periodevise anfald med alvorlig muskelsitren/spasmer, hvor pulsen som følge af muskelbevægelserne drønede rundt på 120. Symptomer på saltmangel kan dog være diffuse og ukarakteristiske. Jeg har desuden fået at vide, at det kan have været så svært at finde årer på mig i forbindelse med mine blodprøver, pga. natriummanglen.
Jeg har ikke brugt nogen specifik kilde ved skrivelsen af dette indlæg, men formuleret mig ud fra hvad jeg har læst på diverse sites, jeg har fået anbefalet, samt hvad jeg har fået at vide via min læge. Hvis du vil tjekkes for enten hypo- eller hypernatriæmi, foregår det via en blodprøve - hos min egen læge forgår blodprøven på normal vis via armen og ikke via håndleddet. ;)
Okay, Line, engang for alle (for let's face it - du har jo lavet denne her et par gange, eller ti, før ik'?).
Dette her:
er Kodipar. To af dem seks-otte gange dagligt gør, at du kan holde smerterne så meget nede, at du fungerer nogenlunde i hverdagen.
Disse her:
er derimod Magnesia. Otte af dem om dagen (i perioder, du ikke har forstoppelse) giver dig the runs. Big time! ISÆR når de kombineres med penicillin og det faktum, at du er inde i en periode, hvor din røv minder om Gefionspringvandet.
Lær. Forskellen! Jeg ved godt, glasene ligner hinanden af udseende og størrelse - især når man ikke kigger på etiketten (shame on you, Line!). Men rendende røv går ikke, når du samtidig ikke har ben, der kan rende, fordi du har ondt. Lærdetblevdersagt!
(Men hvorfor fanden skal pillerne ligne hinanden så meget?! Hva? Hva? Hvahvahva? Eneste forskel er at delekærven på Kodiparen er lidt dybere. Hmf.).
Line over and (so far) out - har et presserende ærinde, der ikke lader vente på sig, med mindre jeg ønsker en ny farve af sofaen.
So, jeg var lige ved at tro, jeg var kommet i Jesu sted (sagde hun blasfemisk), da jeg i går måtte vride mig lidende på ... ja okay, sofaen er måske ikke helt så slemt som at dø af kvælning eller blodtab på et kors, men stadigvæk. Man må godt dramatisere for effektens skyld.
Ja, for at starte fra en ende: I har jo ikke hørt fra mig en lille uges tid. Det startede med, jeg faldt i en Torneroselignende søvn. Efter fem-seks dage med 18-22 timers søvn daglig, begyndte jeg at få en mistanke om, at det var mere end bare min ME, der spillede ind. Der er kun én ting, der kan gøre mig SÅ træt: Blærebetændelse! Men helt ærligt - jeg får jo fast penicillin!
Så jeg fik sovet det jeg kunne, drak mere end normalt, tog ekstra tranebær og æblecidereddike. Var ved at dø af stress ved tanken om den forestående påskefrokost (lørdag), der skulle holdes her. Til jul måtte min mor tage over, da jeg blev syg og ikke kunne holde julefrokost. Min mormor er gammel og magter det ikke længere. Og render desuden rundt på en brækket fod pt.
Min mor har altid været en UG familiemor. Selvom hun havde deltidsarbejde som pharmakonom, efteruddannelse til kirkesanger (og senere job søndag) og tre unger (samt et større husdyrhold), har hun altid været typen, der penslede påskeæg med os, pyntede op til alle tænkelige højtider, holdt giga kaffebord hver søndag m.m. Man kunne komme hjem til friskbagte theboller og varm kakao uden grund og hun stod altid i køkkenet. Hun er sådan én, jeg gerne vil være! Og jeg havde så mange planer, så familien skulle få en dejlig påske, men måtte pludselig se dem smuldre. Jeg kom dog gennem frokosten uden at falde i søvn med hovedet i sildesalaten og håber, jeg virkede okay som vært, trods alt.
I går skulle HG så til sin mandegruppe, hvor de spiller rollespil, snakker, spiser sammen m.v. Og mens han var væk, fik jeg bare ondt! Der har længere været en murrende smerte over skambenet, men pludselig kom der en galoperende smerte som ved virkelig naller mensessmerter. Måtte tage ekstra smertestillende, der hjalp nada. Kunne lige så godt have forsøgt at visualisere smerten ud i en tennisbold - smerten sagde bare: Fuck dig! Efter en halv times tid, kunne jeg så mærke, at temperaturen bare begyndte at galopere deropad. Hvad gør en klog så?
Jeg tænkte, at jeg ikke magtede at vente til tirsdag hos lægen, der sikkert først ville dyrke prøven og måske alligevel ikke give noget, fordi jeg er på fast penicillin. Var ved at tude ved tanken. Tog til sidst noget beroligende mod muskelkramper - tænkte 'måske det er musklerne og hvis ikke, får det mig måske til at være knap så hys'. Efter et kvarter gjorde det mere ondt end da jeg fik fjernet en polyp i livmoderen (okay, det gjorde slet ikke ondt - men stadig: For at bevise, jeg ikke er pivet). Tog til sidst en rask beslutning: Vagtlæge!
Men der er liiiige det med mig, at jeg er SÅ lægeangst. Min lægeskræk er virkelig ude på et hysterisk overdrev. Forestillede mig alt det, der kunne gå galt, hvordan jeg ville få skældt ud m.v. Og hvis de ville have mig ind til vagtlægen, hvad så? Der er 15 km, går kun bus hver anden time (som om det var muligt at gå derop!) og syntes ikke, jeg ville forstyrre mine forældre, der har haft mine brødre hjemme i påsken. Besluttede til sidst, at jeg så ville ringe efter en taxa og så nuppe beløbet af kostpengene og leve af havregrød nogle dage. Når jeg skulle hjem, kunne jeg ringe til HG og høre, om han ville hente mig eller evt. spørge, om jeg måtte være hos svogerskabet og min dejlige svigerinde, der bor lige ved siden af hospitalet. Så der var flere muligheder.
Således fast besluttet, rystede jeg (jep, virkelig ry-ste-de af skræk!) et kvarters tid, før jeg tog mig sammen til at ringe. I mellemtiden fik jeg endnu mere ondt og da jeg efter lang ventetid endelig kom igennem til en læge, var jeg så smertepåvirket, jeg dårligt kunne sige mit navn uden at tude. Læberne var klistret til tænderne fordi jeg hyperventilerede og det føltes som om et dødt pindsvin havde taget bo i ganen. Og hvad sker der så? Jeg hører den skønneste stemme, jeg nogensinde har hørt: "Nej, det lyder da ikke godt!" (sagt med en beroligende, faderagtig stemme). "Du skal nok have et helt andet mærke og en styrke, der aktivt går ind og slår det ned, for det lyder som om, der er blusset noget op." Måtte tude af taknemmelighed og lettelse, da jeg lagde røret. Følte, nogen havde trukket mig ned fra korset, selvom jeg endnu havde ondt og ikke vidste om det ville hjælpe.
Efter tre kvarter rystede jeg stadig hysterisk, men fik dog med dirrende stemme ringet til HG, der alligevel var på vej ned i byen for at købe pizza. Så han svang indenom apoteket og kom tilmed tidligt hjem, så jeg kunne få mine piller. Og allerede i eftermiddags (efter tre piller ud af femten), begyndte smerterne af aftage og nu ligger jeg her og sveder tran, mens feberen daler. Oh, hvilken lise! Ret sært, for man siger ellers, penicillin ikke virker så hurtigt, men det er samme middel, som jeg fik, da jeg for tre år siden fik en lignende tur, da vi var i sommerhus i Gilleleje. Jeg lå bare og vred mig og troede, at nu havde jeg sgu fået nyre-/bækkenbetændelse. Min mor fik fat i en vagtlæge og hentede penicillin og allerede efter halvandet døgn, kunne jeg deltage (omend på lettere handikappet manér) i feriens aktiviteter - dog undtaget længere ture og soppen rundt i bacillepølen (læs: svømmehallen), hvilket jeg ellers havde glædet mig til. Var ellers sikker på, jeg bare skulle HJEM til Bornholm så snart jeg kunne stå på benene.
Så nu håber jeg bare, det bliver slået ned. Og at denne blærefarce snart stopper. Det er jo latterligt! Halvandet år. Et halvt år på fast penicillin og alligevel lykkes det bakterier at boltre sig lystigt i mit indre. Og hvad fejler blæren, når de undersøger den? Ikke en skid! Hysteriske, oppustede lorteorgan, der huser uønskede gæster og gør mig mere sjatpissende end et helt alderdomshjem, der render på toilettet hvert femte minut! Håber næsten, de finder noget på scanningsbillederne - forstået på den måde, at så kan jeg måske slippe af med lortet!
Nå, det var så en lang update på de manglende indlæg. Forresten er det i dag en måned siden min kur startede. Og jeg har tabt knap 5 kg (og det er ikke en aprilsnar ;)). Yay! Laveste vægt i tre år. Ét kilo mere og målvægten er nået. To og jeg skriger af lykke. Seks kilo og drømmevægten er der og jeg springer ud som badenymfe i bikini.
For at I ikke skal sidde og stirre på et langt indlæg uden billeder, får I lige dette af Phoeba, som var på som dagens billede for fire-fem dage siden.
Jeg håber, jeres påske har været lidt mere opmuntrende end min og at I stadig er derude. :) Der kommer meget snart nye indlæg - både med afsløringen af vinderen af giveaway #7, som blev trukket i fredags, samt en nye giveaway og nogle spændende produkter, som jeg har fået den ære at teste. Men det er stadig lidt baby step her. Er såret kriger.
Dag fem på dette projekt blev skuffende. Jeg vågnede i fuld vigør og havde et aktivitetsniveau der - for mig - var ret højt. Jeg fik rigtig mange ting for hånden og havde tilmed været tidligt oppe. Da vi nåede aften, havde jeg indtaget tre hindbær/blåbær-shakes.
Efter en produktiv dag, ville jeg slutte af med et varmt bad inden sengetid og derefter kaste mig i dynerne og læse. HG var taget ud til sin bror, og kunne ikke hjælpe mig med at få tændt for det varme vand. Kontakten sidder ret højt og i det, jeg rækker derop, giver det et smæld fra nakken ...
... PAIN! PAIN! PAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAIN!!!
Okay, normalt synes jeg, jeg er rimelig hårdfør, men som jeg stod der i det oliestinkende, mørklagte bryggers og nær var væltet ned i kattebakkerne i al min elendighed, havde jeg virkelig ondt af mig selv. Skyllede hurtigt en af mine milde piller mod muskelkramper ned, da jeg havde på fornemmelsen, hvordan dette kunne udvikle sig, og skyndte mig i bad. Tænkte, varmen nok var god for musklerne.
Ikke så snart var jeg kommet ud ad badet, før kvalmen vældede op i mig og sød, Nuposmagende galde skvulpede op i spiserøret. Jeg forsøgte at lægge mig på sengen og tænke på noget andet, men efter nogen tid måtte jeg opgive og give efter for kramper, der startede i tæerne, bølgede gennem kroppen og fik mig til at vælte hele dagens Nupoindhold ud i toilettet.
Nu skal jeg ikke kunne sige, hvad årsagen er. Havde jeg været for overaktiv? Var det smældet i nakken? Eller var det fordi, mine piller har været i restordre? Jeg har således manglet både Kodipar (smertestillende) og Omeprazol (mod GERD/mavesyre i spiserøret) og måttet klare mig med håndkøbsmidler. Og til min skræk opdagede jeg, at jeg i tilgift havde glemt min daglige Diclofenac (også smertestillende), der synes at være med til at holde smerterne nede. Så med mit aktivitetsniveau måtte det næsten ende galt.
Normalt er jeg ikke meget for at ringe til HG, som en slavepiskende viv, når han er på besøg hos venner eller familie. Men her måtte jeg smide håndklædet i ringen og få fat i svogerskabet og bede ham sende HG hjem. Han havde nemlig lånt sig til nogle Kodipar hos min mor. Imens nedsvælgede jeg Stesolid mod kramperne og bad til guderne om at Nupobølgen ville lægge sig. Om det er tegn på gudernes modvilje mod mig eller fordi en større magt er fornærmet over det faktum, jeg er agnostiker, skal jeg lade stå hen i det uvisse, men i hvert fald fortsatte Nupoen med at skylle op. Anede ikke, at væske kan ligge så længe i mavesækken.
Og lige lidt bonusinfo: Er I klar over hvor klamt blendet Nupo-bærshake er på retur?
Da HG kom hjem fik jeg mine piller, forsøgte at lægge låg på maven med et stykke bart rugbrød og en håndfuld Gaviscon. Og rent faktisk fik jeg fred resten af natten.
Men jeg tror aldrig, jeg kan nedsvælge hindbær/blåbær-shaken igen.
Så kortene på bordet: Nu er kuren ændret til Nupo/fedtfattig mad. Jeg har simpelthen så anstrengt et forhold til den let kemiske Nuposmag lige nu, er det er umuligt at fortsætte på pulver alene. Jeg havde virkelig håbet på at kunne fortsætte ugen ud, men da jeg ikke vil have det skal ende i sultekur, hvor jeg intet kan, melder jeg pas. Jeg håber, at jeg efter nogle uger på normal kost kan tage et par Nupodage igen. Jeg ville gerne veksle mellem Vægtvogternes madplan og Nupo, ligesom jeg gjorde under sidste vægttab.
Jeg takker alle jer, der har fulgt mine Nupodage og heppet på sidelinjen. Jeg vil fortsat komme med små opdateringer med nyt om projektet og melde, hvis jeg kommer op på hesten igen. Ryggen har det bedre, omend jeg stadig har en pukkel i nakken, men medicinen er i hus igen.
So, i dag har været en dag, hvor jeg følte jeg var tilbage i børnehaven, for jeg har fået en vippetur, jeg sent skal glemme.
Startede dagen med at ringe til lægen i håbet om, de e n d e l i g ville have taget sig sammen til at sponsorere noget penicillin til min hårdt prøvede blære. Sidst var kommentaren fra en af sekretærene jo: "Du har jo lige fået! Og der var ikke noget, da vi stixede din prøve!" (No mam, det er der jo aldrig!). Men det giver jo visse problemer, hvis jeg ikke kan fået lavet min cystoskopi, når blæren er smækfyld af bakterier. Så jeg havde mandet mig helt op til den store konflikt (de, der endnu ikke kender mig skal vide, jeg ellers i dén grad har lægeskræk og bliver som en rystende hund på pensionat, når en læge spiller autoritær og vifter med armene). Så da damen i den anden ende lagde ud med: "Ja, Line, dette her går jo ikke mere ..." og lød som en høne, der var ved at puste sig op, begyndte al mod at sive ud af mig, som en ballon, der har ligget under sofaen siden nytårsaften. Var sikker på, jeg var fyret som patient. Simpelthen for neurotisk og besværlig til at kunne høre hjemme i deres kartotek. Men så kom overraskelsen: " ... så jeg har snakket med din læge. Du fik jo en tremåneders penicillinkur for et halvt år siden. Så det giver vi dig igen." Say what?! Og damen fortsætter de gode nyheder: "I første omgang skal du dog have en mere skrap kur, så vi slår bakterierne ihjel. Derefter fortsætter du så med Trimopan ligesom sidst, så det forhåbentlig ikke blusser op igen." Halleluja, save the lord! Havde lyst til at forfremme hende på stedet, men var ret sikker på, det nok ikke tilkommer mig. c",)
Så jeg skyndte mig at ringe til apoteket med de gode nyheder og bede dem om at sende penicillin og flere uringlas (er det bare mig eller er det verdens klammeste ord?) herud på bøhlandet, når de kørte med varer. HG spurgte mig godt nok, om han ikke skulle hente det, så jeg kunne komme i gang med det samme, men jeg syntes jo godt, jeg kunne vente et halvt døgns tid. Men hvad sker der, da varerne kommer? Der ligger ti uringlas ... og intet andet.
AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAARGH!
Helt ærligt, manner!! Nå, men for det første må jeg lige komme mig over dette chok: Ved I hvad ti uringlas koster?
82,26 kr.
82.
8 2.
To og firs.
Toogfirs.
TOOGFIRS!
Helt ærligt. Det er et lille plastikglas, man pisser i og afleverer til lægen. Det er en bakteriebeholder, en glorificeret snotklud. Og det vil sige at hver gang lægen har fucked en prøve op, har det ikke kun kostet mig spildte bakterier, men også næsten ti fucking kroner. Der burde sgu være tilskud fra Danmark til de små suckere (glassene that is).
Nå, men så fat i telefonen og ringe til apoteket. "Ja, jeg kan godt huske, vi snakkede sammen. Glassene er sendt." Ja ... men hvad med min penicillin? Det kunne hun så ikke huske, jeg havde snakket om (tid til pension perhaps?). Spurgte bagefter HG, der havde siddet ved siden af, om jeg havde nævnt penicillinen. "Ja, du startede ud med at sige, der skulle komme en recept fra lægen ... ellers ville hun vel heller ikke bede om dit personnummer?"
Så nu måtte HG i overtøjet og have gang i sneskraberen. Håber, han når det før de lukker. Ellers får jeg et føl på tværs.
Daddy - I miss you. Hvorfor gik du på pension? (Min far er apoteker og havde dette apotek før i tiden).
Nå, men den gode nyhed er at også posten var her i dag. Med disse:
Jepski, mine ringe er endelig kommet! Jeg har dem jo egentlig allerede i forvejen i sølv (og i en større størrelse). Men da jeg fik en rabatkode, så prisen røg ned på under 50,- kunne jeg ikke lade være. Selvom der er totalt shoppingstop herhjemme. Så nu sidder jeg og gramser på dem, føler mig endnu mere bling (og pling?) end normalt og glææææææder mig til at HG kommer hjem med penicillinos og at der kommer X-factor. Er jeg btw den eneste, der er blown away af Stephanie? Fuck. Hvor. Er. Hun. Fed! Har hørt sidste uges performance på Youtube ca. femten tusinde gange. Hun har jo det hele, er en færdig pakke. Fed stageperformance, smuk stemme (er også vild med, hvad de har gjort ved hendes hår!). Og så kan jeg altså godt lide den stakkels Jonas, som hele tiden ryger i farezonen. Måske fordi jeg synes, han minder om HG og fordi min første kæreste også var medlem af det danske drengekor som barn. c",)
Soooooo ... skulle lige lave ugens nye pilleæsker her til aften. Samtidig med, at jeg så "Biggest loser". Og tænkte over et mystisk problem i Dream Chronicle 5 (fucking lortespil, som låser!). OG læste beskeder på Facebook Det skal man så ikke gøre, for pludselig kunne jeg ikke huske, hvor jeg havde lagt blistret med en halv Cipramil i. Den var ikke i min pillekurv. Ikke i sin æske. Ikke i dynen (I knoooow - skal sidde ved et bord uden rod!) ... hvor fa'en er den skide pille?! Så, når nu jeg vågner i morgen tidlig, regner jeg med, der sidder en kat på min brystkasse og ser således ud:
Ingen J-dag her. Bare øv-dag. Har lige gjort den opdagelse, at man ikke behøver at være mand for at blive sparket så hårdt i bollerne, at man mister vejret. Loggede på Facebook for at finde dette billede:
Så når jeg i fremtiden har det sådan her:
Så vil jeg huske på, at det er min egen skyld ...! Jeg har gjort dette ved min krop. Til alle jer med MS, Fibromyalgi, CFS, ALS, Parkinsons, psykiske sygdomme m.v.: Det er jeres egen skyld. Er der ikke en trøst, når du ligger på ambulancebåren med smerter, spasmer eller lammelser, når du får en depressiv periode, fordi du ikke har været ude i verden og mærke den friske luft og det livgivende lys i over en måned, en trøst at vide at et selvbestaltet sundhedsorakel ved navn Mike Adams kan fortælle dig, det er DIN skyld. DIN. Og en endnu større trøst, at folk på din venneliste reposter dette og giver manden ret.
Har lige haft giga meltdown på Facebook. E-card billedet fra mit indlæg forleden, ikå? Det passer ret så godt på i dag! Er bare ved at få SÅ for meget af folk med velmenende råd. Altså råd som: * "Husk det gælder om positiv tænkning og en følelse af kærlighed omkring hjertet." (Ja, og husk at tænke positivt, når jeg smider dig ud ad vinduet ... fra tredje sal! - Jeg gør det jo af ren kærlighed! ... til resten af verden). * "Du er altså også selv ude om det, når du drikker lightprodukter med aspartam - det er GIFT" (Og det samme er det, jeg om to sekunder stopper ned i halsen på dig!) * "Du ved godt, du bare bliver mere syg, hvis du lader dig influenzavaccinere, ikk?" (Jo, jeg kunne godt mærke, jeg havde det betydeligt bedre de tre år i træk, hvor jeg ikke lod mig vaccinere, fik influenza og efterfølgende lungebetændelse!). * "Jeg mener altså, du får for meget søvn!" (Ja, jeg sov hele tre timer i nat ...). * "Ja, se - så får du for lidt søvn!" (Måske får du for lidt *** når du interesserer dig SÅ meget for mit søvnmønster?) * "Har du prøvet tarmskylning?" (Har du prøvet at få syet læberne sammen?). * "Jeg har noget interessant forskningsmateriale, du skal læse." (Nåååh, disse her ... 43.170 sider ... af en selvbestaltet terapeut, der har trukket sin uddannelsestitel i en tyggegummiautomat og har stavet 'terapeut' forkert?). * "Jeg har sat en statur på min facebookside om, at jeg håber alle neurologiske sygdomme må blive kureret inden år 2013" (Ja, tusinde tak - især for alle hjerterne. Jeg er sikker på, at din status hjælper forskerne med at finde en kur på to mdr. - især pga. alle de fine hjerter!).
Det der primært går mig på, er når jeg åbner Facebook og får smidt billeder som ovenstående i hovedet. Jeg føler mig især provokeret over billedet med medicinen - for der er sgu da ingen (ved deres fulde fem), der tager medicin, hvis det ikke er nødvendigt! Jeg ved godt, det hører med til det sociale medie - ellers kan jeg jo bare lukke min FB-konto. Men når folk begynder at sende mig disse 'gode' råd eller de dukker op i mit støtteforum, bliver jeg mundlam. Hvad kan jeg bruge det til? I dag sad jeg og læste en række artikler om medicin og vaccination (som jeg lige var vendt hjem fra) og fandt fejl, der var så graverende, at det pissede mig af. Slog efter i HGs farmakologibøger og så, at tallene var grebet ud af den blå luft! (F.eks. et sted, hvor de påstod at ca. 500.000 danskere fik et specifikt medikament. I HGs bog (som godt nok var nogle år ældre) var tallet 30.000! Æhm ... ?! Nå. Er SÅ træt. Kan overhovedet ikke få min pointe frem, så træt, vred og rundt på gulvet er jeg. Egentlig skulle dagen i dag have været tilegnet 'Knæk cancer' og de tanker jeg gør mig om dette projekt. Både hvad angår tiltag, jeg synes er SÅ langt ude og latterlige (som ovenstående collager), men også tiltag, hvor jeg klapper i mine små fede hænder. Så i morgen smider jeg (bogstavlig talt) toppen og flasher (kinda) kasser på bloggen og skriver om (bryst)kræft og kampagner. Jeg håber virkelig, jeg når det i morgen. Det meste af indlægget ligger klar, men denne dag udartede sig lidt anderledes end planlagt - mildest talt. Ikke kun pga. mit Facebook-udbrud, men også fordi jeg sammen med HG endte med at køre over 70 km øen rundt, for størstedelen af eftermiddagen og aftenen at rende rundt i et giga-skovområde for at lede efter (endnu) en bortkommen tysk kat. Vi både kørte og gik (mest HG) rundt i området i regnvejr og mørke med lygter og kattemad; kaldte, undersøgte mulige gemmesteder, eller steder hun kunne være blevet låst inde. Kiggede efter poteaftryk, fuglefjer, der kunne tyde på jagt og affaldsposer, der kunne være flænsede. Nothing! Kald os bare de MISlykkede (s)kattejægere. Men det var forsøget værd. Men var stadig skuffet. Ville så gerne have kunnet skrive til tyske ejer - også selvom det var dårligt nyt. Hvor må uvisheden være rædsom. Nå, kære læsere ... Kald mig bare FlatLine. PS: Jeg vil lige understrege, at dette indlæg PÅ INGEN MÅDE er møntet på nogen af jer! Der er flere, der har skrevet til mig privat i forbindelse med mit UVI-indlæg og f.eks. foreslået mig tranebærkapsler eller æblecidereddike. Det er IKKE jer, jeg hentyder til. Det var tværtimod rigtig gode bud på en mulig kur - som jeg dog allerede er på, og jeg bliver rørt over, I tænker på mig. Mine frustrationer kører udelukkende på folk, der antyder, at jeg selv er skyld i min sygdom, fordi jeg spiser/sover/lever/tænker forkert.
Jeg synes, det er så fint, så jeg fik lige lyst at lægge det ind, før jeg sætter officielt punktum for dagen og går i seng. Så kan jeg jo ønske, jeg drømmer kærlige drømme. ;)
Har egentlig bare siddet og ventet på at måtte tage næste dosis smertestillende, så jeg kunne sove. Har haft en del flares her på det sidste. Tror, der er fordi, vejret er så omskifteligt.
I går (altså i tirsdags that is), skulle jeg have været på kursus. Måtte droppe pga. træthed, efter en nat med mange spasmer og smerter. I morgen skal jeg til læge og have min influenzavaccine - bedre sent end aldrig. Håber, jeg får sovet. Samsara er kommet i løbetid og er skrigende lider-killing. Glæder mig såååå meget til næste måned, hvor hun skal steriliseret og øremærkes. Hun skulle egentlig have været det denne måned, men uventede medicinudgifter (over 2500,-!) gjorde, det var bedst for kontoen at vente til november. (November?! Hvordan er vi kommet så langt? Synes lige, det var nytår!).
Min far er forresten allerede opereret og udskrevet fra Riget igen. Han skal i tre måneder overværes med hjertet via indopereret dippedut (sagde hun meget lægeteknisk) og derefter skal der tages stilling til, hvor slemt det står til. I nat overnatter han hos brormand, da han ikke kunne nå sidste fly, så vi har ham hjemme allerede i morgen. Med lidt held når jeg at fange ham, efter lægetiden. Skal aflevere nogle ting hos mine forældre og låne en bog (ved forresten godt, jeg er håbløst bagud med min bogopdatering - tre bøger med anmeldelser er på vej - vær tålmodige). :)
Til alle jer natteravne derude: Godnat. Og til I andre: Godmorgen. :)
*Update - så tror jeg, jeg fik lavet en bedre udgave*
Så er her videoen her som lovet. Jeg håber, I tager vel imod den - er ærlig talt ret nervøs, da jeg normalt ikke deler denne 'hemmelighed' med nogen, hvis det ikke er bydende nødvendigt. Det skal understreges, at denne video kun afspejler min personlige erfaring med denne sygdom - den rammer folk på meget forskellig vis og af forskellig styrke. Jeg kender både folk, der kan have skånejob og familie, og de, som er lænket til en kørestol og afhængig af hjælp døgnet rundt.
Ikke alle de karakteristiske symptomer optræder i denne video, da jeg kun har valgt at beskrive sygdommen som jeg oplever den. Jeg har også valgt at lave den på engelsk, da jeg gerne vil dele den med min online supportgruppe. Det er muligt, det kan være nødvendigt at pause filmen visse steder for at få alle detaljer med. Det beklager jeg. Du skal selvfølgelig være velkommen til at stille spørgsmål. Videoen består både af private billeder og billeder fundet her. Musik: Yiruma - "River flows in you".
[Og jeg kan så se, det næsten er umuligt at se videoen klart - vil lige arbejde på en løsning! Videoen er lavet i Picasa, hvor der ikke er problemer med at se den - havde ikke skænket det en tanke, at den forringes her (når den forstørres bliver teksten sløret)].
Jeg burde egentlig være glad. For da jeg efter seks dage i himmelen fik besked fra Topshop om, at jeg alligevel ikke kunne få denne her, da den var udsolgt (SÅ FJERN DEN DOG FRA JERES HJEMMESIDE, NÅ!):
(Besked efter seks dage? Hm ... hm, not happy!), slog jeg mig til tåls med, og bestilte, denne her:
I dag - hvor jeg fik besked om, den er afsendt, opdagede jeg så dette her:
Så nu har jeg pga. få dage brugt £15 mere på den samme vare. :( Og derfor køber jeg ellers aldrig noget, der ikke er på tilbud. *Suk*
VED bare, at jeg nu - hver evig-fucking-eneste gang jeg trækker i højre ærme, vil jer tænke: 'Over...' og derefter venstre '...paid!'.
Nå, det var så dagens sure opstød. Har er en af de dage, hvor jeg ikke bare fik det forkerte ben ud af sengen (sofaen), men hele kroppen. Lå til klokken seks i morges og gloede med gennembrudssmerter og ventede på, jeg måtte tage næste dosis smertestillende. Klokken ... fire? Fem? ... Nå, klokken et-eller-andet-i-morges puttede jeg mig indtil Cleo på sofaen og gloede dvd. Godt nok vågner HG ikke med mindre jeg begynder at holde okkulte ceremonier med højlydt messen midt i dobbeltsengen, men jeg kunne høre på hans søvn at mine frustrationer gjorde hans søvn mere let. I dag er Cleo til gengæld træt! Hun har snorket højlydt siden i eftermiddags.
Da jeg endelig vågnede, kunne jeg da heller ikke vente med at træde i spinaten. Var i min online supportgruppe for diskutere nogle ting og få mine smertefrustationer ud (et godt sted at få luft for de navlepillerier ingen andre gider høre på). Og her er det så, jeg liiiige må komme med et godt råd: Når man pga. søvnmangel og sygdomsflair har lidt svært ved at multitaske, skal man IKKE have flere vinduer åbne på en gang, for så ender man med at skrive ting som:
"... men så er det bare jeg må spørge: Giver de dig ikke bare mega meget mormor-mave på 'jeg skider i bukserne, hvis jeg ikke når et toilet nu?!', hvis du tager så mange?! Hvis jeg skal æde mere end 8 magnesium ..."
... og ja, her vil jeg så udelade at udstille mig selv (endnu) mere end jeg fik gjort på facebookssiden hittekilling.dk! Mand, hvor flovt! Heldigvis fik jeg vist ret så hurtigt slettet og ombyttet mine spørgsmål. Tror nok også liiiige mine engelsksprogede facebook-supportere undrede sig over, hvad hieroglyffer (der i googletranslate ville have fortalt en historie om katteadfærd oversat på volapyk-måden) havde med noget at gøre.
Jep, sådan går tingene her i selvoptagede egoistland i dag. Nu vil jeg få ryddet lidt op og gjort rent (løgn, løgn, løgn!), da mit indre ur nok mere er noget der svarer til formiddag hos almindelige mennesker. Så jeg vil finde min bog .... støveklud og komme i gang.
For tiden har de nogle rigtig fine melaminskåle til kun 15,- stykket i Netto. Så da jeg var ved læge i onsdags (update on that: Er foreløbig fast på penicillin i tre mdr. for kronisk blærebetændelse), smækkede jeg en i hver farve i kurven.
Dem kan man da kun blive glad i låget af, ik?
Samtidig røg der også et par drengerøvslys i kurven for at opveje lidt af alt dullegrejet herhjemme. Så har HG lidt maskulint at pryde sit sengebord med. :)
Ringede til lægen for at få svar på urinprøve. Lægesekretæren: "Ja, der var vækst og *læge* har udskrevet Selexid ... kan du tåle penicillin?" Altså HALLO! Nu har jeg være på penicillin 95 % af tiden siden januar pga. blærebetændelse. Du fornyede min recept for nogle uger siden, da jeg havde været der med den sidste prøve ... do you know me?!
Jep, så er vi på den igen.
Nu er det også officielt med vandet. DER' LORT I VANDET! Og det er mere omfattende end bare mine forældres karré - faktisk er det en stor del af Nordbornholm. Er glad for, jeg ikke skal stå og koge vand til alle vores husdyr!
Min far er blevet sendt hjem igen, selvom han stadig kaster op og har svært ved at spise. Min mor tog ham vist kun med hjem, fordi han gerne selv ville hjem (hvor fedt er det lige at ligge i isolation uden TV og nogen at snakke med?) - hun lod dog lægerne vide, at deres tag om denne sag har været helt henne i vejret ... Fra rumdragter og isolation til hasta la vista! Håber lidt, de får det halve af Nordbornholm med Exocistopkastninger ind. Hvordan kan man sende en ældre mand med dårligt hjerte og en legemsvægt under 60 kg hjem, når han kaster mere op end det samlede antal patienter i dansk bulimiforening?! (Okay at joke med, når man selv har haft bulimi!). Sagen er så også først kommet i medierne efter han røg retur.
Da hans drop blev fjernet, kunne de ikke standse blødningen og kunne min mor få hjælp? Næh, nej de havde for travlt med kaffepause! (Ville være fryyyyyd, hvis vandet var kommet fra Nordbornholm!). Lidt øv, at man skal skrige: "Hjææææælp!" før der kommer nogen! Jeg ved godt, der muligvis kan sidde nogle og føle sig stødt på manchetterne over dette indlæg. Men jeg synes det er lidt i orden, når HG selv har været under uddannelse til sygeplejerske og jeg har flere veninder, der er det. Jeg VED godt, der er travlt, men nogle gange ... I'll keep my mouth shut! Åbenbart er der mere service på Bornholms Hospital, når de har et kamera i nakken. Man mister ligesom også troen på dét system, når først man har oplevet, at min far har ligget hundrede år i en bunke og kunne have fået bommesislag af flere omgange, før det blev opdaget, at noget var galt!
Billedet er tyvstjålet fra TV2s hjemmeside, men passede ligesom godt ind ...
Nå, kan godt mærke, jeg ikke kan bidrage med det store festfyrværkeri i dag. Udover alt det med min far, har jeg selv feber pga. UVI'en og ligger bare og glor op i loftet eller falder i søvn ned i min bog. Har også opdaget, jeg er begyndt at få vorter på flere af mine fingre (WTF?!) samt et lækkert forkølelsessår. At tale om immunforsvar, that's gone down. Hvis I finder det, eller kan undvære en del af jeres eget, modtages det gerne her på adressen. Ville slå ihjel for at have overskud til et bad!
Jeg håber, I derude har en bedre onsdag (... right?) end mig. c",)
Der er ikke meget go i mig i disse dage. Så mange projekter, så meget kampgejst ... og SÅ lidt energi! Er plaget af mange gennembrudssmerter. Det betyder dårligere (ingen og/eller afbrudt) søvn og ekstra medicin, der sløver. Næste weekend kommer LILLEBROR HJEM! Yay! Jeg glæder mig og SKAL bare have energi. De sidste tre-fire gange han har været hjemme, har jeg haft attacks og været sengeliggende. MAGTER det ikke! Heldigvis er det ikke attack denne gang - bare almen overanstrengelse. Ingen føleforstyrrelser, svimmelhedsanfald eller nasty infektioner ... so far. Bare flere smerter og denne lammende træthed. Falder i søvn for et godt ord, men vågner hver gang jeg skal vende mig.
Fredag kommer P. og hans kammerat. Lørdag morgen skal vi sammen til zazen (stillesiddende meditation) på det buddhistiske kloster i Østermarie. Senere på dagen går turen så 'hjem' til mine forældre og lillebror, der lader storbyens larm og stress bag sig for et par dage. Vil kramme ham, snakke med ham, tæske ham i 'Land og by' og alle mulige andre spil, se film sammen og bare være.
Jeg ved godt, jeg 'skylder' et fødselsdagsindlæg. Håber, jeg snart bliver en bedre blogger - og mig selv - igen.
Nogle dage er man on top of the world, andre dage ligesom helt hudløs, som om hver sætning, der bliver sagt er personlig og strejfer den nøgne hud som skærver. Og typisk bliver første del afløst af anden. I dag er en af de dage. I går var jeg flyvende og i dag er jeg hudløs. Min infektion er blusset op igen, måske er det dét, der giver den bratte opvågning. Fra de store højder til den hårde landing. Realiteten med sygdom og hverdag, som altid rammer mig som et chok efter en optur.
Jeg sov til klokken ti i morges, og blev liggende i sengen med Samsara, der spandt. Hendes lille krop snoede sig om mit håndled, med besvær fik jeg vendt siderne i min bog. Morgensolen lyste gennem de tynde gardiner og spaltedes og verden var egentlig ganske smuk. Jeg spiste min morgenmad, mens morgenen spiste natten, og jeg stadig lå på siden i sengen med kat og bog og stort besvær. Den daglige penicillin og de smertestillende blev skyllet ned og jeg var ligesom alene i verden med Samsara og min bog. Alle andre sov - ja, også Samsara - og til sidst faldt jeg også i søvn igen, faldt ind i en virvarsverden med brudstykker af flere drømme flettet sammen til ét. Med elevatorer, der gled opad og opad, hjemløse dyr og børn, der havde brug for min hjælp, et hus (min krop?), der skulle istandsættes fra bunden, og støv og puds, der gled ned fra loftet som tryllestøv fra himmelen. Og så denne træthed, usigelig træthed. Og et sted i virkeligheden, hvor en bankelyd insisterer på at trænge ind i min søvn, ind i hjernebarken og virkeligheden og vække Tornerose, selvom der endnu ikke er gået hundrede år. Og jeg hører HG, der står op og hundene, der går. Zappen, der kommer ind ad kattelemmen fra nattens jagt og putter sig i min fodende.
Men i min indre verden fortsætter udmarvelsen, og trætheden gør kroppen mere og mere tung. Vips besøger mig fra et sted i sin himmel, og jeg kan høre min egen gråd et sted i den virkelige verden, der adskiller drømmene med et tyndt gardin, som det foran vores soveværelsesvindue. Og jeg vil vågne og glemme, men kan ikke slå øjnene op. Kroppen bliver vendt med besvær, som et tungt dyr, og jeg tænker 'om lidt vil jeg vågne og du vil være her i nærheden og du kan gøre hvad du vil', for jeg har læst "Kontinuum" før jeg faldt i søvn med Samsara i favnen. Men det var alligevel ikke sådan den var, sætningen, og da jeg vågner er ingen i nærheden, huset er tomt og jeg er alene med min smerte.
Jeg hader disse dage, hvor sygdommen trækker mig så langt ind i søvnen, at jeg nogle gange føler, jeg danser på grænsen til dødens land. For en søvn kan da ikke være så dyb? Og når jeg vågner igen er det med smerten som følgesvend, og tiden, der bare forsvandt. Og jeg får lyst til at sætte mig på det bare gulv, med de nøgne fodsåler fast plantet; skyde håret ind foran ansigtet som et gardin og bare lukke hele verden ude, som et barn.
Klokken er over otte om aftenen, HG går i haven med hundene og alt er stilhed. Men så snart jeg står op, er de om mig; som møl om en flamme og deres nærhed gør ondt. Mit sind er stadig inde i søvnen, min krop i dødens land og jeg kan ikke klare kærlighed og omsorg, og ord, der rammer mig som projektiler. For selv om det bare er 'godmorgen' eller 'her', ord, der ikke engang er sætninger, gør de ondt på kroppen, der sender de neurologiske impulser alle de forkerte steder hen. Og de gør ondt på ham, de ord, jeg (ikke) returner ved ikke at svare, men være som en stum. De gør ham hudløs på samme måde, som jeg selv er, når jeg beder ham om at gå og lade mig være i fred. Når jeg fejer hunden ned af skødet og sukker som en døende og ser glæden, der slukkes i hans øjne, fordi jeg dræbte den. Jeg vil ikke gøre dig ondt, skat, men når kroppen gør ondt, gør alting ondt, og jeg vil bare være alene til jeg igen er mig selv.
Så så man lige en lortedag vende 180 grader og blive alletiders! Startede ellers på en uheldig måde. Allerede ved midnat - da det officielt var d, 3. - fik vi et giga tordenvejr og skybrud. Og jeg fik krampeanfald med charmerende nakkedelle til følge. Måtte tage ekstra medicin og Stesolid mod kramper. Hjalp ikke et hak. Fik senere også mavekramper sooo bad. På kolikmåden - selvom jeg ikke længere er spædbarn. Klokken syv i morges havde jeg endnu ikke lukket et øje. En halv times tid senere, fik jeg dog endelig lidt fred. Vågnede et par gange og måtte have varmetæppe på maven og krybe sammen på 'jeg lider'-måden i fosterstilling. Så da jeg vågnede her kl. 17 og dagen stort set er gået, var forventningerne ikke store. Men så så man lige HG være verdens sødeste (- det er han nu altid). :) For nu er disse på vej til mig:
Ballerinaer fra Stylesnob - er de ikke bare fede?! Et par sko, jeg rent faktisk burde være i stand til at gå i. Har længe beundret dem på Betinas fødder - Betina fra Styled Our Way that is. Hvis I ikke allerede kender hende og Kamillas blog, bør I kigge ind. Den er så fiiin, deres blog. Er vild med Kamillas store smykker og lidt mere rebelske stil, som (synes jeg selv) er meget lig min. Hun har det smukkeste ansigt, og så har hun - ligesom mine forældre - en Coton De Tulear (bomuldshund), Sofus (skulle mine forældres vappie egentlig også have været kaldt). Betina har en meget feminin stil. Hun er så yndig, fin og lille. Ville ønske, jeg var hende! Og har som sagt længe beundret hendes smukke ballerinaer. Hvis du godt kan lide at læse om mode er deres blog et rigtig godt bud. Nu er skoene så på tilbud. De fås også i sort og cognac. Sort er lidt dyrere end de andre to farver, men er pt. udsolgt. Hvis skoene er ligeså dejlige at gå i, som jeg håber, vil jeg ønske mig cognacfarven i fødselsdagsgave (uh yeah, soon soon!). Vil du selv ha' en kigger på skoene, så fås de her: http://www.izabellasko.dk/ballerinaer-ballerina/stylesnob-cika-ballerina-i-taupefarvet.html
De har bl.a. også denne fede ugletaske, som er sååå mig, men alt, alt, ALT for dyr til, jeg nogensinde kommer til at eje den.
Nu vil jeg så vende tilbage til min bog ("Stjernevej" af Lise Nørgaard, som jeg læser hver sommer) og drømme om mine Stylesnob og håbe, posten løber hurtigt. Can't. Wait!
Kan I huske den Beatles-sang? (Okay
ikke mere Lars Saabye Christensen til mig!). Jeg kom bare til at tænke på den,
da jeg havde forestillet mig at skrive dette indlæg, der vel egentlig handler
om noget ret tabubelagt. Funny, havde aldrig forestillet mig, jeg skulle komme
til at gøre mig i kvindegenren, men med alderen ryger intimitetsgrænserne ...
åbenbart!
Sidder nemlig her, ramt af blærebetændelse
- igen! Og bihulebetændelse - igen! Har døjet med det første over et halvt år
nu. Sådan ca. siden jul faktisk. Og det andet et år. Er pt. på dobbeltkur (tyve
dage) med Nitrofurantoin for blærebetændelsen og penicillin mod
bihulebetændelsen. Før skyede jeg Nitrofurantoinen som pesten, de små gule
piller. De var mit værste mareridt og gjorde mig hundesyg. Nu tænker jeg ikke
engang over dem.
Det er noget sjovt noget, det skal plage
mig sådan (det er blærebetændelsen, jeg tænker på her). Det skyldes vel mit
hullede immunforsvar. Alle lymfekirtler er hævede, kan slet ikke holde ud at
have noget på, der sidder tæt under armene. Denne gang har jeg haft meget ondt
i blæren. Ret heftigt i forhold til, at jeg får seks forskellige slags
smertestillende. Normalt ville man kunne sætte benet af mig, mens jeg sov. Og
jeg ville først opdagede det, når jeg stod ud af sengen og tiltede så sært. Men
denne gang har det gjort nas. Som av for fucking God, just put me down noooow!!! I dag kom så svaret på hvorfor - gigablødning
(overshare?).
Så ja, vi snakker ladytime, så hvis du er
mand, sart eller på anden måde handicappet, må du hellere springe fra her!
c",)
Som barn var mit store mareridt at få mit
lort. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre end at 'blive kvinde', som min
mor og mormor kunne finde på at sige med rørte tårer i øjnene. Jeg kunne ikke
se, der var noget at tude for - eller jo; for jeg skulle sgu ikke være kvinde!
Da jeg var ti-elleve år, begyndte jeg at
blive temmelig buttet. Da jeg var tolv, var jeg nærmest småfed. Og til min
skræk medførte det wannabe bryster. Hele min krop skreg og jeg ville bare file
dem af og være normal igen. Ret hurtigt fandt jeg dog på noget smart ...
For en dag var der indkaldelse til
sundhedsplejersken. Alle i klassen skulle af sted, én efter én. Og her skulle
vi blandt andet vejes. Jeg var SÅ glad for, vi var af sted én ad gangen, for
jeg vidste godt, at jeg stort set ville veje det samme som resten af klassen
tilsammen. Til min store gru skete der dog noget: Den første pige kom tilbage
fra sundhedsplejersken og alle vendte sig om og skreg i kor: "Hvad vejede
du, hvad vejede du?" "45," svarede hun og så lettere skamfuld
ud. Selvom hendes taljemål kunne have været omkredsen af min ene overarm. Sådan
kom flere og flere tilbage. Den 'fedeste' vejede 49 ... og var en dreng.
Langsomt kunne jeg mærke sveden drive ned ad kroppens sider og da jeg endelig blev
kaldt af sted sad jeg nærmest i en pøl, der kunne sammenlignes med
Storkespringvandet.
Men vægten var ikke mit eneste mareridt.
Pludselig begyndte sundhedsplejersken nemlig at hive foldere om pubertet og
seksualitet frem og ville belære. Jeg mener: Hallo! Jeg kommer fra en apoteksfamilie!
Jeg har sat prismærker på kondompakker siden jeg var seks år. Mine far er fra
60'er-generationen og min mor snakker åbent om sex hen over middagsbordet. Hun
havde intet at lære mig. Jeg havde med garanti kunnet lære hende noget!
Frigjorte forældre har dog medført, at jeg bare er blevet endnu mere bly. Jeg
hader kropslighed, kroplugte og intimitet. Og dér sad hun med sin pubertetssnak
og hygiejnebind. Sidstnævnte gav hun mig i hånden: "Alle pigerne får en
pakke, så I er forberedt, når den tid kommer." Ja, hallo dame, som om jeg
havde tænkt mig at spankulere ind i 6. klasse (som den nye, weird girl) med en
pakke bind på størrelse med firs foldede Nettoposer. No way! Så jeg sagde, hun
kunne beholde dem selv. Den dag min 'tid var inde', ville jeg ikke have det
store problem i dén henseende. Mine forældre havde byens største lager af
hygiejnebind og tamponer på apoteket. Lige som jeg sad dér og troede, det ikke
kunne blive værre, sagde hun dog én ting, der ikke kunne have været mere
overraskende end hvis hun havde nikket mig en skalle. "Bare husk, at passe
på vægten. Den er lidt høj. Og så er du også i større risiko for at få din
menstruation endnu tidligere!" *BAM* En kugle for panden. Man når at tænke
mange tanker på sådan en walk of shame tilbage til klasselokalet. Så mange, at
jeg ikke nåede at skænke det en tanke, hvad jeg skulle svare, når de spurgte om
min vægt. "Hvad vejer du?" spurgte en af klassens mest kæphøje
drenge, da jeg kom tilbage. "Jeg ved det ikke!" svarede jeg ligeglad
og satte mig (tungt!) på min plads. "Tag lige hendes kort," plaprede
stankelbenet videre til klassens kvindelig førerhund. "51!" læste hun
med tydelig skadefro (hun var en af klassens tyndeste). Og jeg vidste det var
løgn. Vægten hos lægen og den hos sundhedsplejersken vejer altid for lidt.
Derhjemme vejede jeg mindst et halvt kilo mere. Og det var jo heller ingen
hemmelighed, jeg var en af de laveste.
Allerede samme aften gik jeg i gang med
min slankekur. Og nogle måneder efter, da jeg startede på min nye skole, var
jeg allerede fire kilo lettere. Og mine bryster var - trods det jeg var blevet
ældre - også svundet. Resten blev klaret ved at bruge for lille en top, min
såkaldt 'minimeringstop', der fordelte fedtevævet som en pølse under armene i
stedet.
I slutningen af syvende klasse, hvor jeg
var tretten et halvt, havde vi en 'girls only' biologitime (mens drengene
rendte rundt med vores dansklærer og smed kondomer med vand efter hinanden), hvor
vores lærer spurgte, hvor mange af os, der havde fået vores menstruation. Og
alle på nær mig og (lad os kalde hende) Kristine, stak hånden i vejret. Kristine
var dog også et år yngre end os andre i klassen. Til min undren kiggede de
andre næsten medlidende på os. Jeg syntes jo, det var os, der skulle have ondt
af dem! "Er det noget I bekymrer jer om?" spurgte vores lærer. Og jeg
var ved at falde ned af stolen. Sig mig, var hun dum?! Det eneste, der
bekymrede mig i den henseende var, at jeg ikke kunne være sikker på at
undslippe min skæbne (som kvinde) i al evighed.
Et par måneder efter forlangte min mor,
jeg skulle til lægen. Hendes påskud var, at mine hænder og fødder havde det med
at blive blå og iskolde. Det var jo fair nok, for det skete jo. Og da jeg var
født med for stort et hjerte og havde gået til kontrol som barn, kunne jeg
sagtens se fornuften i hendes ræsonnement. Det viste sig dog, hun havde en noget
anden agenda. For da vi sad hos lægen og jeg havde fået en henvisning til
sygehuset, sagde min mor: "Line er blevet for tynd ... jeg er bange for,
hun har fået et spiseproblem!" Jeg følte mig skudt. Forrådt. Forladt. For
selvom jeg qua mine forældres erhverv kender til diverse medikamenter og
sygdomme, vidste jeg ikke helt, hvad 'spiseproblem' dækkede over. Jeg havde dog
en fornemmelse af, at det kunne dække over det, at jeg cyklede 20 km. hver dag på vores
træningscykel. Og startede dagen med 100 mavebøjninger. At jeg altid lod benene
hoppe op og ned - også når jeg sad stille - for at forbrænde flere kalorier.
Folk troede, jeg var nervøst anlagt. Og jeg lod dem tro det. Dét at jeg var
mester i at køre maden rundt på tallerkenen, mens de andre spiste; at jeg ikke
kunne tåle, maden på gaflen rørte mine læber; ikke kunne spise, mens andre så
det (hvis jeg gik fuldstændig sukkerkold i skolen, måtte jeg låse mig inde på
toilettet og spise noget frugt. Det skete dog sjældent. Normalt kunne jeg gå
til klokken var tre-fem om eftermiddag, før jeg indtog andet end væske) - kunne
det være dét, hun mente?
Da jeg stod dér og skulle klæde mig af,
følte jeg mig sært nøgen. Ikke fordi jeg kun var iført undertøj, men fordi
lægen sendte sigende blikke til min mor, som jeg ikke kunne tyde. Han bad mig
sidde på briksen og lod sine fingre løbe ned langs min rygrad. Jeg kunne høre
bumpene fra hans finger. "Hm ... tendens til hår på ryggen," mumlede
han. Jeg måbede. Hår på ryggen?! Diskret mærkede jeg efter i min nakke, og fik
fat i en tot dun, som mindede om det man ser på for tidligt fødte babyer.
"Får du stadig din menstruation regelmæssigt?" spurgte han og tog
noter. "Jeg har ikke haft den nogensinde," svarede jeg. Igen dette
mærkelige sideblik til min mor. "Så skal vi have dig op på vægten,"
mumlede han. Og jeg rystede (please lad mig ikke veje for meget, please lad mig
ikke veje for meget!). Men jeg fejlede. Igen. Og så min mor, der vendte
ansigtet i afsky, da han noterede mine 39 kilo i journalen. Selvom hun prøvede
at være diskret, så jeg, hvordan hun blinkede tårerne væk.
Undskyld mor, undskyld jeg altid
svigter!
Derefter op ad væggen og måles den anden
vej. 162 cm
høj ... igen ikke helt ifølge statistikken. Altid enten for kort, for lang, for
tynd, for fed.
Det følgende år gik jeg til vægtkontrol.
Det ændrede dog ikke vildt meget. Jeg tog to kilo på, men jeg blev også ældre
(om end ikke højere). Da jeg var femten fik jeg en pletblødning. I månedsvis
var jeg ved siden af min selv, tænkte ikke på andet. Alle kvinder jeg så,
betragtede jeg og tænkte "bløder du også? Hvordan udholder du dig
selv?". For selvom det kun var en pletblødning vidste jeg, at det dog
måtte være starten. Men månederne gik. Og der skete ikke mere. Da jeg var knap 16 startede jeg i gymnasiet. Jeg begyndte pludselig at ændre mig. Jeg blev egentlig ikke højere, men mine hofter blev meget brede, bækkenet bulede ud og jeg følte mig som en kvinde med en tournure placeret på hvert hofteben. "Det er mærkeligt, dine hofter er så fede, når du ellers er så tyng!" tænkte min veninde en dag højt, mens hun stod og betragtede mit udseende, der desværre har temmelig meget lighed med en metronom. Jeg vidste ikke, om jeg skulle slå hende, for ordene 'fed' eller smækkysse hende, fordi hun trods alt også sagde 'tynd'. Disse modsætninger, totale kontraster, forvirrede mig. For var jeg så tyk eller tynd? Et paradoks, det var, hvad jeg var. Et metronomformet paradoks! Mine bryster blev store nok til at kunne være i verdens mindste bh. Men min hud, mine fødder og fingre, havde stadig konstant denne blålige undertone, som var jeg et lig, der var lagt på køl. 'Undervægt' blev det diagnosticeret som i lægeverdenen. Og 'latterligt' i min. Det var mens jeg gik i 1. g. at jeg fik min første menstruation. Min vægt steg til 45 kg og jeg græd i tre uger.Men
uanset, hvad jeg gjorde, fik jeg den ikke ned. Det var også i 1.g. jeg fik min
første kæreste, HG. Han flyttede ind hos mig og mine forældre, da han var
boligløs (hans mor var død et par år forinden, hans far boede det meste af
tiden hos sin nye kæreste og deres gård havde hverken bruser eller toilet). HG
blev hurtigt en del af vores familie. Mine brødre fik en ny storebror, mine
forældre endnu en søn. Han passede bare ind fra starten. Og selvom jeg stadig
kæmpede med mig selv, faldt der mere ro over mig. For uanset, hvor meget jeg
prøvede at trække mig væk fra ham, holde ham ude af mit indre kaos, som jeg så
ihærdigt forsøgte at bringe orden i ved at skabe ydre harmoni i form af skemaer
og strukturer, så trængte han sig på og ødelagde det. Insisterede på, at jeg
skulle med ud at spise, at leve, være normal. I starten sad jeg der bare, kold,
betragtende. Men efterhånden tøede jeg mere op. En af mine klassekammerater i
1.g. spurgte mig en dag: "Sig mig, spiser du aldrig?", mens de andre sad over
madpakkerne. Efterhånden kunne jeg spise sammen med og foran mine nærmeste. Min
familie, HG, min veninde og hendes kæreste.
En dag kort før årsprøverne sidder vi midt
i en dansktime. Jeg skal fremlægge en tekst sammen med min gruppe. Men mens de
andre grupper sidder for skud, bliver jeg mere og mere dårlig. Om morgenen
startede min menstruation. Det er som om, de bliver værre og værre for hver
gang. Jeg mærker kvalmen. Synsforstyrrelserne, hovedpinen. Jeg kan ikke huske,
hvordan jeg kom gennem fremlæggelsen, bare at jeg intet kunne se. Mine
omgivelser var forvandlet til flimren for øjnene, der blev værre og værre
sammen med smerten, der dundrede løs i mit hoved for hvert hjerteslag. Bagefter
følger min veninde mig til bussen. Jeg er nødt til at tage hjem. Ved
stoppestedet går jeg ind på badeværelset og spiser tre Ibumetiner a 200 mg.
Verden er begyndt at blive mere normal, jo værre migrænen bliver, des mere
letter grynene fra mine øjne. Min
veninde ser nervøst på mig: "Du ligner noget katten har slæbt ind - er du
sikker på, du kan finde hjem?" Jeg ser hendes ansigt i en sær tåge. Som i
sort/hvid. Mere husker jeg ikke, før jeg vælter op af trappen derhjemme. Jeg
kan høre min far og yngste bror på kontoret. Min far plejer ellers ikke at være
hjemme, min bror må være syg. Jeg stikker hovedet derind: "Må jeg låne dit
varmetæppe?" spørger jeg. Og min far kommer med Panodil og putter mig, som
da jeg var barn. Jeg indånder hans duft - duften af apotek og laboratorium. Jeg
kan ikke mærke hverken Panodilen eller Ibumetinen. Bare knytnæven i maven.
Pigtråden, der snor sig rundt om mine tarme og underliv og flænser dem op.
Blodet, der pumper ud af mig, som en varm, klæbrig væske. Mit værste mareridt
er blevet virkelighed. Men hvis dette her er at være kvinde, så vil jeg helst
ikke være overhovedet.
De følgende år har jeg sygedage fra
gymnasiet hver gang jeg har menstruation. Jeg bløder simpelthen for kraftigt
til at kunne gå nogle steder. Gennembløder alt. Jeg føler mig ulækker,
afskyelig, usoigneret. Blodet render ned ad lårene, ned i kummen, ud af mig, ud
over mig. Men det er intet mod smerterne. De første tre dage ligger jeg i
fosterstilling og mine forældre kommer med piller og portvin. Jeg får
migræneanfald, ser dobbelt, ligger i min egen verden fyldt af smerte. Nogle
gange varer det mere end syv dage. Til gengæld går der måneder - nogle gange
halve år mellem menstruationerne. Lægen forsøger sig med p-piller. Jeg bløder
konstant i to måneder og dropper dem igen. Jeg har altid været imod p-piller.
Og de ændrer intet. Det føles bare mere kemisk, det blod, der fosser ud. Det er
ikke væske, som min krop producerer, det er ikke blod fra mine årer. Det er
kemi fra en pille, der strømmer gennem min krop som en gift. Og det er forkert.
Det skal ikke være sådan! Så jeg smider pillerne i kemisk affald på apoteket og
fortsætter som hidtil.
Jeg er 22. HG og jeg er næsten lige blevet
gift. Vi er flyttet i ny bolig, vi har fået hund og jeg har fået en diagnose.
Jeg har en neurologisk sygdom. Om den har noget med blødningerne at gøre tænker
jeg ikke rigtigt over. I fire år har jeg fået stærkere smertestillende medicin
pga. min sygdom, og pludselig mærker jeg ikke længere noget til min
menstruation; der er bare en latent murrende fornemmelse i mit underliv. Hvis
ikke det var for de kraftige blødninger, ville jeg end ikke tænke over det.
Men
en dag sker der noget. Min blødning er så kraftigt, at jeg bliver bange. Jeg
kan ikke engang nå at løbe ud på toilettet, før blodet fosser gennem tampon, bind,
tøj. Klumper af rødt blod vælter ud af mig, og hvis ikke det var fordi jeg
vidste bedre, ville jeg tro, jeg var ved at abortere. Men jeg har aldrig været
gravid. Pludselig slår en tanke ned i mig: Hvad hvis jeg ikke kan blive gravid?
Hvad hvis der er noget galt med mig? Min mor har siden jeg var 16-17 bedt mig
gå til læge. Men det er for intimt. Jeg kan
ikke ligge dér med benene i bøjlerne og blive gloet op i mit allerhelligste. "Man vænner sig til det," siger min mor, der har tre børn og har prøvet lidt af
hvert. Jeg har dog ikke lyst til at prøve noget som helst. Og desuden nærer jeg
en stærk mistillid til alle læger. Hvorfor skulle det ellers tage dem over fem
år for at stille en diagnose på mig? Hvorfor skulle rygmarvsprøver, scanninger,
blødprøver og røntgenbilleder være sådan en kamp? Nej, jeg stoler ikke på dem,
lægerne. Men nu er jeg bange. Hvad hvis jeg ikke kan få børn? Ikke fordi jeg
nogensinde har forestillet mig, vi skulle have det. Men jo mere jeg tænker over
det, jo mere bliver jeg sikker på, jeg i hvert fald ikke ikke vil have dem. Med ét ved jeg pludselig, at jeg ikke kan få
det. HG kigger bekymret på mig. Han ved godt, jeg ved ting, man ikke kan vide.
Og modsat mig har han tænkt over det med børn - og han vil gerne have dem. Men
han ved også, at jeg stadig lider under traumerne fra min anoreksi og dernæst
bulimi og har et meget anstrengt forhold til min krop. Han ved, at mit største
mareridt er dét, der er de fleste andre kvinders drøm: Det at få love at være
kvinde og bære et barn. Jeg kan dårligt bære at dele krop med mig selv, hvordan
skal jeg så kunne dele krop med et barn? Men én ting er sikkert: Det er ikke
min krop, der skal bestemme, hvorvidt det en dag skal ske eller ej. Så jeg
bestiller en lægetid.
Jeg sidder og hopper nervøst i venteværelset. Min sygdom har givet mig lægeskræk. Jeg begynder at ryste og bliver som et barn. Da jeg sidder foran lægen er jeg tør i halsen. En klump vokser og vokser og tager al min luft, min stemme. "Det er noget galt med mig," får jeg til sidst fremstammet. Langsomt hakker jeg mig gennem problemerne, mens min læge løfter det ene øjenbryn, på den dér nedladende måde, som læger åbenbart er specialuddannede i og betyder: 'Du spilder min tid!' "Alle kvinder bløder!" vrisser hun. Og jeg ønsker bare at stikke ned med en af de sterile skalpeller fra stålbakken. Hun er selv kvinde. Hun ved vel for pokker, hvornår der er noget galt?! Meget modvilligt går hun med til ar sende mig til en specialist. Mest fordi jeg siger, jeg er bange for, jeg ikke kan få børn. Det vækker åbenbart alligevel et eller andet kvindegen dybt i hende.
Der er kaos den dag. HG er ikke hjemme, så der er min mor, der skal køre mig til hospitalet. Min mormor får sneget sig med som blind passager. Hun fylder dog godt for en blind passager at være. Hun skal have taget røntgenbilleder og farer vild, så hele personalet bliver sat i gang.
Imens følger verdens sødeste sygeplejerske
mig ind i et lille aflukke. Jeg har for en gangs skyld været heldig. Jeg får
ellers altid hende den dominerende, med overarme som skinker og et brystparti,
der truer med at springe uniformen. Hende, der ser lægerne som ophøjede og
fungerer som den bjæffende køter på dørtærsklen. Hende her er mild og rund, med
smilerynker og bløde hænder. En ældre mand kommer ind i lokalet. Han minder mig
om en morfar. Begynder at spørge mig ud og siger blidt, men bestemt, at jeg
skulle være kommet langt tidligere. Han får hurtigt konstateret, at jeg har
bagoverbøjet livmoder. Det kommer, så at sige, ikke bag
på - selvfølgelig skal den gemme sig og gøre alting endnu mere besværligt.
Han gennemgår mine papirer.
"Hvad står der her?!" spørger han og retter på brillerne.
Jeg læser datoerne op.
"Vil det sige, der går måneder mellem dine blødninger?"
Jeg nikker spagt og føler mig forkert og uartig, fordi jeg ikke er kommet før.
Så begynder han at scanne mig. Udvendig først. Jeg kigger med på skærmen, og
kan godt se, at noget er forkert. Der står allerede ’barnebarn’ i øjnene på min
mor, men jeg forsikrer hende om, at det nok ikke er et glædessmil hun skal
stille med lige nu. Lægen beklager, han er nødt til at foretage en vandscanning
på mig. Sygeplejersken med de bløde hænder holder om mig, men jeg ryster ikke
længere. Jeg er slet ikke bange. Mindst af alt for at det skal gøre ondt - det
er jeg så vant til.
Mens de står og pumper vand op i min livmoder, vader en
eller anden ind i rummet. Jeg ligger med stængerne i vejret, min mor har frit
udsyn til barnebarnsslusen og den milde sygeplejerske bliver pludselig brysk og
skriger: "UUUUUUUD!" med verdens vredeste stemme.
"Dér har vi den!" summer
morfar og fortæller, han har fundet en polyp på størrelse med en valnød. Jeg ånder
lettet op - det er ikke kræft!
"Men
den gør, at du ikke kan blive gravid," fortæller han. Den fungerer som en slags
’naturlig’ spiral. Så havde jeg alligevel ret. Der burde dog ikke være problemer, når først den er væk. Han skriver mig op til
operation. Når den er væk, burde tingene blive bedre og de voldsomme blødninger
aftage.
Han fortæller mig dog også, jeg har PCOS. Jeg får en pjece med mig. Der
står at man som PCO(S)-kvinde vil have to eller tre af følgende symptomer:
Jeg priser mig
lykkelig for, at det er toeren, jeg er gået fri for. Godt nok har jeg måske
temmelig behårede ben, men ellers ingen hårvækst underlige steder (selv dunene
på ryggen forsvandt, da anoreksien slap sit tag og vægten – i dén grad – steg).
Selv dét får jeg pludselig en undskyldning for: Mange PCO(S)-kvinder har
problemer med vægtøgning.
Siden jeg fik
bortopereret polyppen, har jeg næsten ikke tænkt over mine blødninger. Jeg kan
tælle på én hånd de gange, hvor det har gjort ondt. Jeg bløder heller ikke lige
så kraftigt længere. Badeværelset ligner ikke længere en rituel offerplads
eller scenen hos en halalslagter, men et ganske almindeligt badeværelse.
Men i
dag driller det hele altså og som jeg ligger her i natten, er jeg pludselig
blevet sendt på denne rutsjebanetur down memory lane. Ved siden af mig ligger
penicillin, smertestillende, tranebærkapsler (jeg magter ikke saften!) og
æblecidereddike. Alt sammen ordineret af lægen, der kigger på mig, som om det
er med vilje, jeg bliver ved at få blærebetændelse. Og det slår mig pludselig,
hun har gjort det igen: Sagt til mig, at alle kvinder får blærebetændelse. Det
er normalt og jeg skal bare huske tranebær og æblecidereddike. Jeg tager
kapsler til de står vandret i mit spiserør, drikker endnu mere væske end jeg
plejer og gør alt, hvad jeg får besked på. Og stadigvæk får jeg dette
mistroiske blik – som om, jeg gør det med vilje. Som om, det er noget, jeg selv
maner frem.
Så er det, jeg forbander dét at være kvinde. For selvfølgelig får
mænd også blærebetændelse. Men ikke lige så ofte som kvinder. Nogle gange er
det som om, vi er brændemærket. Og sjovt nok er de, der har mest travlt med at
fortælle os, at vi er hypokondere andre kvinder, som ikke selv har de
problemer. Mændene er mere overbærende. Det sker også oftere i den hvide
verden. Når jeg gæster dem med kramper, skal opereres eller til kontrol, er det
altid de mandlige sygeplejersker og læger, der er de mest empatiske. Det får
mig til ikke bare at hade at være kvinde, men også at hade andre kvinder.
