A Rira returns

Rira er hjemme!! De sidste dage har været så crazy og forstyrrende, at jeg slet ikke kan finde hoved og hale på noget.

I mandags, da vi kom hjem fra dyrlægen med Sekhmet, var HG ude med hundene og hørte miaven, kigger op og ser Samsara i vinduet på loftet! Vi har været deroppe hundrede gange og kalde - en dag sad jeg deroppe i timer, fordi jeg tænkte, at hvis hun var der, kom hun frem.

          Da vi nu gik derop, havde hun gemt sig igen! Men vi så kattepoter i noget træstøv ved vinduet. HG sad der fem timer, vi tog Sipzap med derop, da Rira er så glad for hende, forskellige former for mad og vand, men hun ville bare ikke komme frem! Vi kunne se, hun har rendt rundt nede under isoleringen, men hun kunne komme op, da hun havde siddet i vinduet og sat spor rundt omkring. Mit hjerte varr knust ... hvordan har hun overlevet tre uger?! Der er hverken mad eller vand. Hun må have levet af de mange mus, der heldigvis er og de er, som HG siger, 60-70 % væske, men jeg var stadig så bange. Bange for, at få hende frem og hun skulle dø i mine arme. Bange for, hun var ødelagt på organerne af sult og tørst. Og jeg følte mig så skyldig - hun VAR deroppe, selvom vi har været deroppe og lede næsten hver dag. HG ville ikke stille mad pga. rotterne og musene (de æder isoleringen) og fordi vi var SIKRE på, hun ikke var der, når nu hun ikke kom frem, når vi kaldte og lokkede med tun. Jeg kunne overhovedet ikke sove, sad bare og ventede. HG sad deroppe deroppe hele natten, men ville ikke have mig op i kulden, fordi jeg har blære- og bihulebetændelse. Jeg havde alligevel sneget mig til at kunne sidde lidt deroppe af nogle omgang - tog varmetæppe og dyner med.

Tror aldrig, jeg har oplevet noget så ubehageligt. Følte mig som jordens største røvhul! Har totalt svigtet min lille pige.
          Samtidig kom vi ind til en dum dyrlæge med Sekhmet, hvilket også kørte i hovedet på mig. Det var også hende, der i sin tid anbefalede, vi fik aflivet Zazen, fordi man ikke må flaske op. Hun spurgte, om vi ikke ville indlægge Sekhmet til sterilisation med det samme, da hun i princippet kan være drægtig. Jam... så dør fostrene jo! Men det var så netop hendes pointe. At de var uønskede! Blev så vred. Ingen af mine katte, hitter eller ej, er uønskede og får hun killinger, vil jeg nyde at få lov at opleve den fase og finde rigtig gode hjem til dem. Ved ikke, om jeg er nærtagende, men følte, hun overskred en personlig grænse hos mig. Og hvis Sekhmet ikke er drægtig (hun kunne ikke mærke liv, men synes, hun virkede tyk om maven), hvad bilder hun sig så ind at foreslå at lægge en kat med øjenbyld og lungebetændelse i narkose til en større operation?! Øv, hvor er hun væmmelig. Forstår slet ikke, hvorfor hun er i det fag, hun er. Når jeg skal derud fremover, vil jeg forlange kun at komme ind til en af de tre dyrlæger, vi er så glade for.
          Anyway, havde bare brug for at dele det hele med nogen. Det var kun min mor der vidste det med Rira, da vi ikke vidste, om hun ville overleve, men da jeg havde brug for at dele mine tanker, angst og frustration med nogen, skrev jeg til Heidi. Vidste, at hvis nogen ville forstå, var det hende. Og Heidi har været fantastisk! Tror ikke, jeg var kommet gennem de sidste dage, hvis ikke jeg havde haft hende at skrive med.

Da Samsara ikke kom ned i løbet af natten, ringede jeg til et dyreinternat og spurgte, om de havde en fælde, vi kunne låne. Jeg håbede, at hvis vi satte maden derind, ville hun måske gå i den. HG ville prøve at gå ned og lade hende få lidt fred. Vi lod loftslemmen være åben og der var mad og vand til hende, samt tæpper, hun kunne ligge på.

Forstår stadig ingenting af det hele - hvorfor og hvordan hun er gået derop, hvordan kan hun leve endnu og hvorfor hun har gemt, når vi har været deroppe og kalde og lede.

Tirsdag eftermiddag fik vi endelig (efter opkald land og rige rundt) fat i en fælde og satte den op. Men hun gik ikke i den! Onsdag (d. 11/12-13, præcis 22 dage efter, hun forsvandt), fandt jeg på at strø lidt godbidder hen ad loftsgulvet og ind i fælden og på selve fældens klap ligge lidt vådkost, som hun elsker. Kl. 20 lød der pludselig et brag og hun var i fælden!

Har aldrig oplevet hele følelsesregistret udspillet på én gang på den måde: Angst, lettelse, glæde ... Rystede over hele kroppen! Regnede med, hun ville være skræmt og ødelagt på både krop og sjæl. Men hun var bare Rira, min Rira! Hun er tynd og lettere dehydreret, men løb rundt i hele huset og skreg af glæde over at gense os allesammen. Hun ville lege med sin fiskestang, sove på TV'et som hun plejer og have mad i sin skål.

22 dage og min Rira er hjemme, hvor hun hører til! Har aldrig været så lykkelig, men hele denne uge, har vi næsten ikke fået søvn, så jeg er også træt og drøn udmattet. Men hun er hjemme!

Heartbroken

Hvor passende at sidste indlæg blev Lykkeligt uvidende .. for hvor var jeg uvidende! Jeg var uvidende. Om den store sorg. Om det, at noget kunne gøre så ondt. Hvordan kan man forsvinde på den måde? Ud i den blå luft? Som om du aldrig har eksisteret ... Har du al den tid været et fatamorgana? En kærlighed i mit sind, skabt af mig selv? Jeg kan ikke bære sorgen; har ikke spist og sovet siden tirsdag. Min krop er et indtørret hylster, der kun rummer sorg og fortvivlelse. Mit sind er gået i opløsning, som et saltkort i et glas vand. Vil du ikke nok komme hjem? Vil du ikke nok, kære univers, lade mig få vished? Hvad er der sket med min lille pige? Hvor er hun?

Stemplede jeg dig, da jeg gav dig dit navn, Samsara? Ofrede jeg dig til denne skæbne? Jeg ... har ikke flere ... ord.

Nu også med egen temasang

Godt så. Jeg der ellers altid har brystet mig af ikke at lide af migræne, som de fleste med min sygdom ellers gør, er i løbet af de sidste par måneder begyndt at udvide sygdommen til en bonusrunde, hvor også migræne optræder (med mindre jeg bare er blevet røgforgiftet hos mormor ... long story!). Kan mærke, der er et anfald på vej, ligesom mine spasmer, der ellers har været væk nogle måneder, pludselig er kommet nu til aften. I det hele taget har denne dag udviklet sig i helt, helt, helt forkert anden retning, end forventet. Men har da endelig fået tømt tanken (olietanken that is c",)) og taget blodprøver for at tjekke nyretal, så jeg kan blive godkendt til min undersøgelse (som jeg har modtaget indkaldelse til).

Anyway, må melde pas, logge mig ud af samfundet nettet for i dag og bare gå i seng. Giveawayen kommer på i morgen i stedet.

MÅ jeg dog lige dele denne her med jer, før jeg knalder brikker (Og mand hvor jeg trænger til søvn. Har haft alt, alt, ALT for mange søvnløse nætter på det sidste. Så mange, jeg tror, jeg er ved at blive virkelig weird).

Og så er vi jo liiiige nødt til at have sangen Læg btw. mærke til 00.47 -> Walking on a thin Line! ;) Eller i hvert fald går de på gren. c",) My God, jeg er nu SÅ plat at selv min mor ville give op og bortadoptere gøgeungen. Har I forresten nogensinde hørt sangen "Walking on a thin Line"? Arg ... ævler. Det var søvn, før smertehelvede bryder ud og opkastninger begynder. Håber, jeg kan sove fra det.

Catch the dream ...

Ud af skabet

*Update - så tror jeg, jeg fik lavet en bedre udgave*

Så er her videoen her som lovet. Jeg håber, I tager vel imod den - er ærlig talt ret nervøs, da jeg normalt ikke deler denne 'hemmelighed' med nogen, hvis det ikke er bydende nødvendigt. Det skal understreges, at denne video kun afspejler min personlige erfaring med denne sygdom - den rammer folk på meget forskellig vis og af forskellig styrke. Jeg kender både folk, der kan have skånejob og familie, og de, som er lænket til en kørestol og afhængig af hjælp døgnet rundt. 

Ikke alle de karakteristiske symptomer optræder i denne video, da jeg kun har valgt at beskrive sygdommen som jeg oplever den. Jeg har også valgt at lave den på engelsk, da jeg gerne vil dele den med min online supportgruppe.

Det er muligt, det kan være nødvendigt at pause filmen visse steder for at få alle detaljer med. Det beklager jeg. Du skal selvfølgelig være velkommen til at stille spørgsmål.

Videoen består både af private billeder og billeder fundet her. Musik: Yiruma - "River flows in you".

_______________________________________________________________________

[Og jeg kan så se, det næsten er umuligt at se videoen klart - vil lige arbejde på en løsning! Videoen er lavet i Picasa, hvor der ikke er problemer med at se den - havde ikke skænket det en tanke, at den forringes her (når den forstørres bliver teksten sløret)].

Goodmorning Vietnam

[Advarsel: Uudholdelig brok og selvmedlidenhed kan forekomme i dette indlæg! Kloge hoveder og folk i weekendhumør bør klikke væk med det samme.]

Wow - how to make fifty shades of mess, mand! Her ser ud ... man skulle tro, jeg var vågnet op i Sodoma og Gomorra. On this battlefield, there's only dusty and/or eight-legged survivors!

Jeg føler mig som 'the pig' i "friends" (kan I huske det afsnit, hvor Ross kommer sammen med en pige, der bare bor i verdens vildeste svinesti? "You know how you throw your jacket on a chair after a long day at work? Well, it's like that ... only in stead of a jacket, it's a pile of garbage. And instead of a chair, it's a pile of garbage. And instead of the end of the day, it's the end of time, and garbage is all that has survived!").

Okay, det er måske lettere overdrevet. Har trods alt ikke toiletbørster i stuen og madrester under sofahynderne. Men her trænger i dén grad til en støveklud og en støvsuger.  

Har haft en off-uge. Har haft mega søvnforstyrrelser. Har tre dage i træk ligget til klokken 5-6 stykker om morgenen! Min krop er vist bare broken (down). Skal snart til lægen ... igen. Normalt er jeg måske hos lægen et par gange om året - og gerne for at blive vaccineret. Godt nok har jeg en kronisk sygdom, men det hjælper jo ikke rigtig noget at komme rendende. Men dette år er alt bare gået amok. Har haft mange episoder med delvis lammelser. Forleden følte jeg, noget var galt, da jeg skulle ud og hente et glas vand. Opdagede efter nogle meter, jeg slet ikke løftede venstre ben! What the fuck?! Det slæbte bare efter mig, som en vingeskudt fugl. Da jeg blev opmærksom på det, kunne jeg godt bruge det, men jeg skulle koncentrere mig om hvert skridt og det at løfte foden. For nogle uger siden, var det mit venstre øre, den var gal med. Hver morgen var jeg næsten døv på det; det kunne vare en halvtimestid, hvorefter det forsvandt. I princippet kan der være flere forklaringer: Prop af ørevoks (har godt nok aldrig haft det problem før), at have ligget forkert m.v. Min blærebetændelse er også stadig i lys lue - leukocytter, blod, protein og hele lortet. Og for høj PH trods dobbelt dosis tranebær og æblecidereddike. Får ellers pt. fast penicillin (Trimopan). Men hvor dosis mod akut blærebetændelse er fire piller daglig, er den ved kronisk kun én. Og det er åbenbart bare ikke nok. Kan dog godt mærke, jeg skal tage mig sammen til at få bestilt den tid. Min læge henviste mig til Frederiksberg Hospital for ... et halvt år siden(?), fordi jeg er begyndt at få stærkere smerter og voldsommere symptomer. Nu er jeg så ca. fire-fem gange blevet indkaldt ... til en udredning! Altså HALLO - jeg HAR en diagnose! Har så kontaktet dem telefonisk omkring syv gange. Enten får jeg bare det samme brev igen, eller også får jeg at vide, at vedkommende jeg skal snakke med er sygemeldt/på ferie/til frokost. I går fik jeg så nyt brev ... denne gange om, at de havde givet mig en tid hos en reumatolog. En reumatolog?! Hvad fanden skal jeg dér? Jeg har altså ikke gigt (udover slidgigt i højre knæ)! Det er lissom en neurolog jeg har brug for! Åååårh, bliver vanvittig! Føler, jeg bruger så mange ressourcer (som jeg ikke har) på at ringe rundt og rette diverse afdelinger, der sender forkerte breve ud. Nu regner jeg så lidt med, det bliver til en ny rygmarvsprøve, neurologisk undersøgelse og muligvis ny hjernescanning - forhåbentlig alt sammen noget, der kan ordnes herovre. Har aldrig kunnet se, hvad jeg skulle på Frederiksberg - det er kun fordi, det er dér, de i sin tid stillede diagnosen. Men det er sgu da snart 11 år siden! Hvorfor skal kommunen bruge penge på at sende mig og ledsager til Frederiksberg, når alt kan ordnes herovre?

Havde forresten lavet en video til jer (er I stadig derude?) om min sygdom. Det er lettere for mig, at fortælle min historie på dén måde - en blanding af skrift og illustrationer. Jeg tror, det vil være lettere, at få forstå på den måde. Tror jeg brugte tolv timer på den. Og hvad sker så? Jeg har glemt halvdelen - og er ikke tilfreds. Så nu starter jeg forfra. Havde for øvrigt også HG ind over, der også rådede mig til at droppe den og starte forfra.

Nå, er vist meget negativ for tiden. Det er også derfor, jeg har holdt mig fra bloggen. Troede ellers, jeg var færdig med at forpeste luften omkring mig, men det var jeg åbenbart ikke. Kan også godt mærke, jeg stresser lidt for tiden. Min far skal på Riget på onsdag og hjerteopereres. Ville godt have været med ... jeg ved godt, mine brødre er derovre og at det ikke er en voldsom operation, men føler alligevel, jeg svigter på et eller andet plan.

Har I forresten bemærket bloggens nye design og header? Og hvad synes I ... helt ærligt! For jeg er nemlig overhovedet ikke tilfreds! For det første er farverne anderledes end dem jeg valgte, da jeg designede den (why?). Og computeren crashede to gange undervejs. Og selvom jeg troede, jeg havde gemt alle indstillingerne, er det åbenbart ikke tilfældet. Leger lidt med tanken om at lave det om, til et helt enkelt og hvidt design. Men det føles også bare forkert - jeg  ER jo bare en 'farverig' person. Det er meget sjældent, det enkle og stilfulde passer til mig, og bloggen skulle jo gerne afspejle mig. Jeg er også i gang med at slå nogle af etiketterne sammen, så der ikke er så mange - synes, de forvirrer øjet, og nogle har jeg tilmed flere af.

Nå ... alt det brok! Måske jeg også skulle ændre navnet på bloggen til 'brok-blog'. Eller 'FlatLined'. Høhø.

Nu vil jeg prøve at hanke lidt op i mig selv and paint on a smile. Min svigerinde og nevø er på efterårsferie, så HG er taget til hygge hos storebror. Han skulle alligevel til 'storbyen' efter kattemad og ugens storindkøb. Jeg er blevet færdig med min anden murstensroman, Jordens børn 5, og modsat 4'eren, var jeg ret begejstret. Er nu i gang med Haruki Murakamis "Sputnik min elskede". Efter to bøger i træk på over 1600 sider til sammen, er det meget underligt at sidde med en roman, der kun er på 225 sider. Så når "Vild med dans" har sparket endnu et par hjem, vil jeg smide mig med min roman og håbe på, jeg får sovet i nat. Jeg håber på, i morgen kommer til at stå i rengøringens tegn og at vi måske får kattesikret vinduerne (ved godt, vi ikke når alle vinduerne, men bare det at komme i gang).

Over and out for verdens kedeligste indlæg. God weekend til jer, der måtte læse med.

Erstat 'Facebook' med 'blog' og dette kunne meget vel blive en passende kommentar på dette indlæg. c",)

Lige lidt bonusinfo, så der trods alt er lidt til lattermusklerne: Trods det, ikke at have edderkoppeskræk, kan det ikke anbefales, at man går ind i giga-web ... især ikke, når man kun er iført undertøj! Freaker totalt ud ved tanken om, der kan kravle en edderkop i kavalergangen eller mellem ballerne ... *UF*

"DER' LORT I VANDET!"

Altså lige for tiden, ik ...! Ja, tror jeg tager den dér sæk og hopper i den i stedet for at have den over hovedet. Tingene er så sindssyge at man skulle tro, vi er med i en sitcom. 'Line - mit liv som farce!'

Min far er blevet endnu mere syg. Alt er noget rigtig lort. Faktisk bogstavlig talt! Min mor har en veninde, der arbejder indenfor levnedsmiddelkontrollen. Hun skal bl.a. tage rundt og tage rutinemæssige kontroller og vandprøver rundt omkring. Hun spurgte så min mor, om hun kunne komme forbi og tage en vandprøve hos dem. Dagen efter stod der så pludselig et helt regiment mand - så har de sgu fundet colibakterier i vandet! Min far har i løbet af de sidste par uger tabt 10 kg. Han vejer under 60 nu! (Det er sgu mindre end mig!!). 

I går gik alt så galt. Jeg fandt min far ukontaktbar og vi måtte tilkalde ambulance - vidste ikke, om det var pga. væskemangel, mavesyge eller hjertet (han venter på operation). Det var meget ubehageligt at stå dér. Jeg kunne se, han havde puls, men han var slap og jeg måtte løfte øjenlåg, råbe og ruske og forsøge at tænke klart og ikke panikke (I am mrs. panic-mode!).

Min mor og HG tog med på hospitalet. Min far var vågnet lidt op og kunne fortælle, han havde kastet op i ambulancen. "Det var nok bare lidt køresyge ..." slår lægen det hen ... Hvorefter min far går i brækmode og laver exorcisttricket. SÅ fik de ellers travlt på hospitalet. Min mor og HG blev mast ind på stuen og fik besked på ikke at røre ved noget og ikke forlade lokalet. Personalet kom ind i 'rumdragter' og handsker og ville ikke give hånd. "HG, vi kommer sgu ikke herfra!" panikkede min mor og tænkte på Luddehvalpen, som jeg og min bror passede derhjemme. 

Det korte af det lange er at han nu ligger i isolation. Myndighederne er ved at undersøge om det kun er vandet hos mine forældre, der er ramt eller om det er hele byen (mine forældre har lige fået lagt nogle rør i haven om, så umiddelbart mente man, det kun er deres husstand, der er ramt). Min far har fået Mattis fra "Nye hvide verden" som læge. Min mor skal derud i morgen med nogle ting til ham, men har fået at vide, hun ikke må komme ind på stuen til ham.

Jeg er stadig meget rundforvirret, så I må undskylde, hvis jeg ikke lige er på eller får svaret på kommentarer. Men lad os bare sige, at hele denne episode bragte nogle ubehagelige minder op.

HGs mor var hjertesyg og døde i kirken under begravelsen af HGs farfar. Hun faldt bare ned fra kirkebænken, stendød. Til min nevøs barnedåb, faldt HGs mormor så om i kirken. Vi troede ikke det var så alvorligt og sad og pjattede lidt i venteværelset, hvorefter en læge kom ud og fortalte at mormor havde fået en massiv hjerneblødning, var i coma og ved at dø. Alle sådanne tanker flyver gennem hovedet ... hvor skrøbeligt livet er.

Trænger til søvn. Har hele natten drømt om dødsfald og indlæggelser. Ting fra ungdommen, jeg troede var begravet og glemt gravede sig op til overfladen og vækkede mig med en klump i halsen og angst i hele kroppen. Der er så meget, jeg ville ønske, jeg kunne fortælle jer. Så meget, jeg ville ønske, jeg kunne skrive om. Men det er ikke kun mit liv ...

Nu er jeg spændt på, hvad vandprøverne siger. Min bror og jeg gik hele dagen i går og skreg: "Der' lort i vandet!" Man finder måde at overleve på.

Ten to ...

Define me:


1)

2)

3)

4)

5)

6)

7)

8)

9)

10)

Så har I mig til... ZzzZzzZzz

Der er ikke meget go i mig i disse dage. Så mange projekter, så meget kampgejst ... og SÅ lidt energi! Er plaget af mange gennembrudssmerter. Det betyder dårligere (ingen og/eller afbrudt) søvn og ekstra medicin, der sløver. Næste weekend kommer LILLEBROR HJEM! Yay! Jeg glæder mig og SKAL bare have energi. De sidste tre-fire gange han har været hjemme, har jeg haft attacks og været sengeliggende. MAGTER det ikke! Heldigvis er det ikke attack denne gang - bare almen overanstrengelse. Ingen føleforstyrrelser, svimmelhedsanfald eller nasty infektioner ... so far. Bare flere smerter og denne lammende træthed. Falder i søvn for et godt ord, men vågner hver gang jeg skal vende mig.

Fredag kommer P. og hans kammerat. Lørdag morgen skal vi sammen til zazen (stillesiddende meditation) på det buddhistiske kloster i Østermarie. Senere på dagen går turen så 'hjem' til mine forældre og lillebror, der lader storbyens larm og stress bag sig for et par dage. Vil kramme ham, snakke med ham, tæske ham i 'Land og by' og alle mulige andre spil, se film sammen og bare være.

Jeg ved godt, jeg 'skylder' et fødselsdagsindlæg. Håber, jeg snart bliver en bedre blogger - og mig selv - igen.

Line over and ... ZzzZzzZzz!

Efterår

Om en lille time er det helt officielt ... efterår og sådan. Ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Elsker normalt efteråret, når naturen smider sin kåbe og står blottet og klar til at iklæde sig vinterens tykke snedyne. Elsker raslen af blade under fodsålerne. De røde, violete, purpurfarvede nuancer. Kastanjesamling. Æbleplukning. Året første frost. Dagene der bliver mørkere udenfor vinduerne; og stearinlysene, der gør stuen varmere og blødere. Jeg er efterårsbarn. Måske er det derfor, efteråret altid har stået mit hjerte nær?

Men i år har jeg ikke fået nok. Jeg er ikke færdig med sommeren; jeg er ikke klar til vinterhi! I dag havde jeg for første gang tørklæde og læderjakke på. Folk gik rundt i gaderne, stangforvirrede, lige så tummelumske som vejret. Nogle var i shorts. Andre i frakker. Nogle i vinterstøvler, nogle i sandaler. Ikke engang vejret kan beslutte sig for, hvad de vil. Torden og tung, vammel luft det ene øjeblik - skybrud og skarp kulde det næste. 

Jeg forsøger at indstille mig. På varmetæpper og stearinlys. Sofahygge og varm kakao. Sipzap med vinterpels, så hun ligner en løve, der er blevet tørretumblet. Betontunge bøger og dynehygge. Fede romaner, der sluges under de uldne tæpper. Hjemmestrikkede sokker, varme supper ... vinter.

I dag har været en dag, der har vendt helt på hovedet. Klokken var over fem i morges, før jeg faldt i søvn. Skrigeren (læs: Samsara) skulle partout baldre op hele natten, mens hun stirrede ud i intetheden med fjernt blik. Hvor blev min uskyldsrene killing af? Daffede til sidst ind på sofaen til Cleo. Hun forlod gyngestolen og puttede sig frydefuldt ind til mig. Hun spandt og til sidst døsede jeg væk til den herligste lyd ever - tilfreds kat. Klokken elleve larmede vækkeuret. Op og i gang. Mine forældre hjalp til med at få bund i skidt og rod. Nu er her helt hæderligt til min fødselsdag. Så ud og handle til gildet. Måtte først til Allinge, så til Rønne. Og så hjem til Rø, der ligger midt imellem. Klokken var over syv, før vi var hjemme og havde fået pakket ud. 

Jeg arbejder stadig på at få 'Cleo'-fanen færdig. Og på en salgsblog. Samtidig med at jeg jonglerer med en masse andre spændende planer - jeg håber, I holder ved. Hvis bare planerne bliver halvt så gode som håbet er, bliver det fantastisk.

Nu er jeg træt. Træt helt ind i knoglerne. Mit ansigt ligner noget, der er punkteret, min krop føles som en oldings. Nu vil jeg læse og sove, sove, sove. Og når jeg vågner, er det efterår.

Med varmetæpper, tørklæde og trætte øjne bag fede briller.

Woohooo! Woot, woot!

Så så man lige en lortedag vende 180 grader og blive alletiders!

Startede ellers på en uheldig måde. Allerede ved midnat - da det officielt var d, 3. - fik vi et giga tordenvejr og skybrud. Og jeg fik krampeanfald med charmerende nakkedelle til følge. Måtte tage ekstra medicin og Stesolid mod kramper. Hjalp ikke et hak. Fik senere også mavekramper sooo bad. På kolikmåden - selvom jeg ikke længere er spædbarn.

Klokken syv i morges havde jeg endnu ikke lukket et øje. En halv times tid senere, fik jeg dog endelig lidt fred. Vågnede et par gange og måtte have varmetæppe på maven og krybe sammen på 'jeg lider'-måden i fosterstilling.

Så da jeg vågnede her kl. 17 og dagen stort set er gået, var forventningerne ikke store. Men så så man lige HG være verdens sødeste (- det er han nu altid). :)

For nu er disse på vej til mig:

Ballerinaer fra Stylesnob - er de ikke bare fede?! Et par sko, jeg rent faktisk burde være i stand til at gå i. Har længe beundret dem på Betinas fødder - Betina fra Styled Our Way that is. Hvis I ikke allerede kender hende og Kamillas blog, bør I kigge ind. Den er så fiiin, deres blog. Er vild med Kamillas store smykker og lidt mere rebelske stil, som (synes jeg selv) er meget lig min. Hun har det smukkeste ansigt, og så har hun - ligesom mine forældre - en Coton De Tulear (bomuldshund), Sofus (skulle mine forældres vappie egentlig også have været kaldt). Betina har en meget feminin stil. Hun er så yndig, fin og lille. Ville ønske, jeg var hende! Og har som sagt længe beundret hendes smukke ballerinaer. Hvis du godt kan lide at læse om mode er deres blog et rigtig godt bud.

Nu er skoene så på tilbud. De fås også i sort og cognac. Sort er lidt dyrere end de andre to farver, men er pt. udsolgt. Hvis skoene er ligeså dejlige at gå i, som jeg håber, vil jeg ønske mig cognacfarven i fødselsdagsgave (uh yeah, soon soon!).

Vil du selv ha' en kigger på skoene, så fås de her: http://www.izabellasko.dk/ballerinaer-ballerina/stylesnob-cika-ballerina-i-taupefarvet.html 

De har bl.a. også denne fede ugletaske, som er sååå mig, men alt, alt, ALT for dyr til, jeg nogensinde kommer til at eje den.

Nu vil jeg så vende tilbage til min bog ("Stjernevej" af Lise Nørgaard, som jeg læser hver sommer) og drømme om mine Stylesnob og håbe, posten løber hurtigt. Can't. Wait!

Sygelighed

Efter nogle lang, tavse dage, er det skønt at vende tilbage til kommentarer. Søde kommentarer! Nogen læser med! Det er en mærkelig følelse, at der sidder nogen dér bag skærmen, et andet sted i DK, og følger mit liv. Det er efterhånden år nok siden, at jeg skrev blog sidst, til at jeg havde glemt fornemmelse. Der er noget forløsende over det. Jeg skriver ikke kun for de, som måske læser med. Men også for mig selv.

Det har været nogle lange, kolde, triste dage. Når man er omgivet af træer (bor nærmest i en lille privat skov) lægger man virkelig mærke til, når det blæser. Og det har blæst! Og regnet og rusket og tordnet. Og været tåget og diset og væmmeligt. Netop fordi vi har træer hele vejen rundt om os, kommer solstrålerne aldrig rigtigt ind at slikke vinduerne, så huset bliver hurtigt KOLDT! De sidste tre-fire uger har jeg gået med en bihulebetændelse, jeg ikke kan slippe af med. Min tredje penicillinkur slutter i dag. Håber, det er slået ned nu! De første uger, havde jeg svært ved at sove, fordi pande- og bihuler gjorde ondt. Det gav jag i øjnene og vejret gjorde bare det hele endnu mere trist og opgivende.

Dyrene har vogtet over mig. Det gør de altid, når jeg er syg. Som går der en 'beskytteralarm' i gang. Kattene, der ellers elsker at lege og jage ved åen i baghaven nu, hvor vandet har stået højt og har skyllet døde insekter og nedfaldne blade med sig, søger ind i sengen til mig, krøller sig sammen og ligger tæt. Deres spinden virker beroligende. Beskyttende. Især Vips er som en moderløve, der passer på sit afkom. Hun ligger sig på mig og følger hvert et host, hvert suk, hvert åndedrag.

Jeg har en kronisk sygdom, neurologisk (hvorfor give den navn - det er jo lige meget, hvad det er), der gør, mit immunforsvar er hullet som en schweizerost. Så jeg rager alt til mig. Bihulerne har jeg døjet med siden jeg var barn. Og blæren. Så rager jeg en bug til mig, bliver det aaaaltid efterfulgt af en tur med en af mine to følgesvende. Hvis HG og jeg får samme forkølelse, kan jeg altid se på ham, hvornår jeg vil komme mig. Er han oppe i lodret position efter fire dage, tage det mig tolv. Er han syg en uge, er jeg død i tre. Altid tre gange så længe!
          I dag er læger ret fedtede med penicillin. Især når man får det så ofte som jeg. "Du ender med at blive immun!" (I don't give a fuck - make it go AWAY!). I forvejen er mit forhold til læger ret så anstrengt. Hvis jeg endelig havner i lægestolen er det enten på lægens initiativ (de årlige samtaler, hvor medicinen skal gennemgås og justeres) eller hvis jeg meget, meget længe har gået med noget. Hvis jeg bare skranter, gider jeg ikke bruge energi på at slæbe mig til lægen. Hvis jeg er rigtig syg, orker jeg ikke. Det er altid den samme, gamle sang. Jeg får penicillin. Efter endt kur er jeg tilbage. Denne gang tester de mit blod, for at se, om det er bakteriel- eller virusinfektion. Når de konstaterer, det er bakterielt får jeg en ny - nogle gange skrappere - kur. Tredje gang rynker de panden og sender mig videre i systemet - øre/næse/hals-læge. Røntgenbilleder. Tandlæge. Til sidst får jeg at vide, det bare skal have lov 'selv at rase ud'. Så nu går jeg aldrig til læge. Når jeg har blærebetændelse aflevere jeg en prøve. Og får penicillin. Ellers kommer jeg der ikke. Når det er bihulerne får jeg penicillin fra udlandet ... Montenegro? Jeg vil ikke vide for meget. Jeg har en onkel, hvis kollega skaffer det hjem - han kommer dernedefra. Jeg undlader at spørge for meget. Når lægerne ikke kan fixe mig, må jeg selv.

Siden vi kom hjem i søndags har jeg sovet. Bare sovet. Måske været vågen ca. seks timer sammenlagt. Sovet. Vågnet. Taget medicin. Drukket vand. Sovet. I flere uger har jeg sovet dårligt. Også pga. vejret. Det slider i min krop. Giver flere smerter. Må tage ekstra medicin, der gør mig mere træt. Falder i søvn ... Vågner efter et kvarter. Ser på HG, der rører let på sig i søvne. Ser de tre katte i fodenden. Phoebalisten (vaps), bag min hovedpude. Fodvorten (anden vaps) presset ind mod svajet i HGs ryg. Læser. Har på fem uger gnavet mig gennem "Czardas" bind 1 og 2. "Men bedste hr. Hund ..." (total yndlingsbog - nyt indlæg om den en anden gang). "Menneske uden hund". "Hulebjørnens klan" og "Hestenes dal".

Når jeg ikke kan sove pga. smerter skal jeg koncentrere mig om noget andet. Tit sætter jeg en dvd på. I mange år var det "Venner". Nu har jeg nok set hele serien fra ende til anden elleve gange. Kan alle replikker. Så blev det "Huset på Christianshavn" (totalt nostalgi! Mine forældre boede der nogle år. Flyttede, til Avedøre, lige da min mor blev gravid med mig. Nu bor min faster der. Har besøgt hende nogle gange ... det er snart mange år siden ... Mens HG gik på skole i Hillerød. Jeg besøgte ham en weekend, han ikke skulle hjem. To et par dage hos faster derefter. Sidste år var jeg til forfattertræf derude ... mmm, jeg elsker Christianshavn!).
          Nogle gange behøver jeg ikke engang sætte en dvd på. Nogle afsnit kan jeg udenad. "Man danner et vagtværn". Jeg gentager alle replikker, og hvem der siger dem, i rækkefølge. Som regel falder jeg i søvn undervejs. Noglegange er det "Kongen af Queens" der ryger på i stedet. Det var en form for terapi, dengang jeg blev diagnosticeret. Det var et chok! Jeg gik totalt ned. I så mange år havde jeg fået at vide "Det er psykisk", "du vokser fra det" og lignende bavl. Så da beskeden var der: "Du fejler dét og dét. Her er navnet på det." Det  kan godt være, det ikke er en sygdom, jeg dør af, men med. Mens jeg var stadig uforberedt. Følte, jeg stod dér angrebet af en rasende hær at vildt, der galoperede imod mig, uden jeg havde noget at beskytte mig med. Dengang begyndte jeg at tælle sekunder ... Det hjælper også. Nu kan jeg ikke sove, hvis ikke, der er et ur i rummet, der siger 'tik'. Det er tryghed. Det er barndomsminder. Det er som sovemiddel gennem drop.

I mange nætter har jeg været så urolig, at jeg var bange for at vække HG og dyrene. Jeg har taget lammeskindet, jeg altid ligger på, når jeg har ondt, HGs varmetæppe (bedre end mit c",)), dyne og pude og lagt mig ind på sofaen. Der er jeg så faldet i søvn, når klokken har været henad fem, seks eller syv om morgnen. Så det endelig at kunne sove, bare jeg lukker øjnene, har næsten været en lise.

Det er blevet et langt trist indlæg ... jeg er ikke så god til at fatte mig i korthed. Og egentlig var min plan, at denne blog skulle indholde ALT andet end brok, sygdom og tristhed. Har normalt et MEGET anstrengt forhold til folk, der snakker sygdom, brokker sig og har ondt af sig selv. Denne blog skulle være livsbekræftende - fuld af smukke billeder. Indlæg om mode. Dagens billede. Boganmeldelser. Lister.

... Men alt det kan selvfølgelig nås endnu. :)