A Rira returns

Rira er hjemme!! De sidste dage har været så crazy og forstyrrende, at jeg slet ikke kan finde hoved og hale på noget.

I mandags, da vi kom hjem fra dyrlægen med Sekhmet, var HG ude med hundene og hørte miaven, kigger op og ser Samsara i vinduet på loftet! Vi har været deroppe hundrede gange og kalde - en dag sad jeg deroppe i timer, fordi jeg tænkte, at hvis hun var der, kom hun frem.

          Da vi nu gik derop, havde hun gemt sig igen! Men vi så kattepoter i noget træstøv ved vinduet. HG sad der fem timer, vi tog Sipzap med derop, da Rira er så glad for hende, forskellige former for mad og vand, men hun ville bare ikke komme frem! Vi kunne se, hun har rendt rundt nede under isoleringen, men hun kunne komme op, da hun havde siddet i vinduet og sat spor rundt omkring. Mit hjerte varr knust ... hvordan har hun overlevet tre uger?! Der er hverken mad eller vand. Hun må have levet af de mange mus, der heldigvis er og de er, som HG siger, 60-70 % væske, men jeg var stadig så bange. Bange for, at få hende frem og hun skulle dø i mine arme. Bange for, hun var ødelagt på organerne af sult og tørst. Og jeg følte mig så skyldig - hun VAR deroppe, selvom vi har været deroppe og lede næsten hver dag. HG ville ikke stille mad pga. rotterne og musene (de æder isoleringen) og fordi vi var SIKRE på, hun ikke var der, når nu hun ikke kom frem, når vi kaldte og lokkede med tun. Jeg kunne overhovedet ikke sove, sad bare og ventede. HG sad deroppe deroppe hele natten, men ville ikke have mig op i kulden, fordi jeg har blære- og bihulebetændelse. Jeg havde alligevel sneget mig til at kunne sidde lidt deroppe af nogle omgang - tog varmetæppe og dyner med.

Tror aldrig, jeg har oplevet noget så ubehageligt. Følte mig som jordens største røvhul! Har totalt svigtet min lille pige.
          Samtidig kom vi ind til en dum dyrlæge med Sekhmet, hvilket også kørte i hovedet på mig. Det var også hende, der i sin tid anbefalede, vi fik aflivet Zazen, fordi man ikke må flaske op. Hun spurgte, om vi ikke ville indlægge Sekhmet til sterilisation med det samme, da hun i princippet kan være drægtig. Jam... så dør fostrene jo! Men det var så netop hendes pointe. At de var uønskede! Blev så vred. Ingen af mine katte, hitter eller ej, er uønskede og får hun killinger, vil jeg nyde at få lov at opleve den fase og finde rigtig gode hjem til dem. Ved ikke, om jeg er nærtagende, men følte, hun overskred en personlig grænse hos mig. Og hvis Sekhmet ikke er drægtig (hun kunne ikke mærke liv, men synes, hun virkede tyk om maven), hvad bilder hun sig så ind at foreslå at lægge en kat med øjenbyld og lungebetændelse i narkose til en større operation?! Øv, hvor er hun væmmelig. Forstår slet ikke, hvorfor hun er i det fag, hun er. Når jeg skal derud fremover, vil jeg forlange kun at komme ind til en af de tre dyrlæger, vi er så glade for.
          Anyway, havde bare brug for at dele det hele med nogen. Det var kun min mor der vidste det med Rira, da vi ikke vidste, om hun ville overleve, men da jeg havde brug for at dele mine tanker, angst og frustration med nogen, skrev jeg til Heidi. Vidste, at hvis nogen ville forstå, var det hende. Og Heidi har været fantastisk! Tror ikke, jeg var kommet gennem de sidste dage, hvis ikke jeg havde haft hende at skrive med.

Da Samsara ikke kom ned i løbet af natten, ringede jeg til et dyreinternat og spurgte, om de havde en fælde, vi kunne låne. Jeg håbede, at hvis vi satte maden derind, ville hun måske gå i den. HG ville prøve at gå ned og lade hende få lidt fred. Vi lod loftslemmen være åben og der var mad og vand til hende, samt tæpper, hun kunne ligge på.

Forstår stadig ingenting af det hele - hvorfor og hvordan hun er gået derop, hvordan kan hun leve endnu og hvorfor hun har gemt, når vi har været deroppe og kalde og lede.

Tirsdag eftermiddag fik vi endelig (efter opkald land og rige rundt) fat i en fælde og satte den op. Men hun gik ikke i den! Onsdag (d. 11/12-13, præcis 22 dage efter, hun forsvandt), fandt jeg på at strø lidt godbidder hen ad loftsgulvet og ind i fælden og på selve fældens klap ligge lidt vådkost, som hun elsker. Kl. 20 lød der pludselig et brag og hun var i fælden!

Har aldrig oplevet hele følelsesregistret udspillet på én gang på den måde: Angst, lettelse, glæde ... Rystede over hele kroppen! Regnede med, hun ville være skræmt og ødelagt på både krop og sjæl. Men hun var bare Rira, min Rira! Hun er tynd og lettere dehydreret, men løb rundt i hele huset og skreg af glæde over at gense os allesammen. Hun ville lege med sin fiskestang, sove på TV'et som hun plejer og have mad i sin skål.

22 dage og min Rira er hjemme, hvor hun hører til! Har aldrig været så lykkelig, men hele denne uge, har vi næsten ikke fået søvn, så jeg er også træt og drøn udmattet. Men hun er hjemme!