søndag den 23. september 2012

"DER' LORT I VANDET!"

Altså lige for tiden, ik ...! Ja, tror jeg tager den dér sæk og hopper i den i stedet for at have den over hovedet. Tingene er så sindssyge at man skulle tro, vi er med i en sitcom. 'Line - mit liv som farce!'

Min far er blevet endnu mere syg. Alt er noget rigtig lort. Faktisk bogstavlig talt! Min mor har en veninde, der arbejder indenfor levnedsmiddelkontrollen. Hun skal bl.a. tage rundt og tage rutinemæssige kontroller og vandprøver rundt omkring. Hun spurgte så min mor, om hun kunne komme forbi og tage en vandprøve hos dem. Dagen efter stod der så pludselig et helt regiment mand - så har de sgu fundet colibakterier i vandet! Min far har i løbet af de sidste par uger tabt 10 kg. Han vejer under 60 nu! (Det er sgu mindre end mig!!). 

I går gik alt så galt. Jeg fandt min far ukontaktbar og vi måtte tilkalde ambulance - vidste ikke, om det var pga. væskemangel, mavesyge eller hjertet (han venter på operation). Det var meget ubehageligt at stå dér. Jeg kunne se, han havde puls, men han var slap og jeg måtte løfte øjenlåg, råbe og ruske og forsøge at tænke klart og ikke panikke (I am mrs. panic-mode!).

Min mor og HG tog med på hospitalet. Min far var vågnet lidt op og kunne fortælle, han havde kastet op i ambulancen. "Det var nok bare lidt køresyge ..." slår lægen det hen ... Hvorefter min far går i brækmode og laver exorcisttricket. SÅ fik de ellers travlt på hospitalet. Min mor og HG blev mast ind på stuen og fik besked på ikke at røre ved noget og ikke forlade lokalet. Personalet kom ind i 'rumdragter' og handsker og ville ikke give hånd. "HG, vi kommer sgu ikke herfra!" panikkede min mor og tænkte på Luddehvalpen, som jeg og min bror passede derhjemme. 

Det korte af det lange er at han nu ligger i isolation. Myndighederne er ved at undersøge om det kun er vandet hos mine forældre, der er ramt eller om det er hele byen (mine forældre har lige fået lagt nogle rør i haven om, så umiddelbart mente man, det kun er deres husstand, der er ramt). Min far har fået Mattis fra "Nye hvide verden" som læge. Min mor skal derud i morgen med nogle ting til ham, men har fået at vide, hun ikke må komme ind på stuen til ham.

Jeg er stadig meget rundforvirret, så I må undskylde, hvis jeg ikke lige er på eller får svaret på kommentarer. Men lad os bare sige, at hele denne episode bragte nogle ubehagelige minder op.

HGs mor var hjertesyg og døde i kirken under begravelsen af HGs farfar. Hun faldt bare ned fra kirkebænken, stendød. Til min nevøs barnedåb, faldt HGs mormor så om i kirken. Vi troede ikke det var så alvorligt og sad og pjattede lidt i venteværelset, hvorefter en læge kom ud og fortalte at mormor havde fået en massiv hjerneblødning, var i coma og ved at dø. Alle sådanne tanker flyver gennem hovedet ... hvor skrøbeligt livet er.

Trænger til søvn. Har hele natten drømt om dødsfald og indlæggelser. Ting fra ungdommen, jeg troede var begravet og glemt gravede sig op til overfladen og vækkede mig med en klump i halsen og angst i hele kroppen. Der er så meget, jeg ville ønske, jeg kunne fortælle jer. Så meget, jeg ville ønske, jeg kunne skrive om. Men det er ikke kun mit liv ...

Nu er jeg spændt på, hvad vandprøverne siger. Min bror og jeg gik hele dagen i går og skreg: "Der' lort i vandet!" Man finder måde at overleve på.



2 kommentarer:

  1. Argh Line, I står alt for meget for skud, synes jeg. Det er ikke fair, at I har så meget at kæmpe med. Ønsker jer rigtig god bedring, og jeg håber, at I snart kommer på højkant igen - både du og dine kære :-)

    Varme tanker og kram fra
    Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusinde tak, Louise, det varmer. :) Nu er min far udskrevet, så skal vi bare have hans operation overstået og have lidt sul på ham, så han kan komme på højkant igen. Og så skal jeg vist se at få taget mig en konfrontation med min læge, så jeg kan få udredet dette her blære/nyre-lort. Synes godt nok også, der er lige lovlig meget malurt i bægret disse dage, men har heldigvis været gennem langt værre ting; så selvom jeg føler, jeg ikke MAGTER, ved jeg, at jeg alligevel gør og har styrken til det. Især når HG er med mig!

      Slet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...