Det har været et hårdt år for min lille pige. Hun har kun været her siden april; hvad hun har været udsat for før det, ved vi ikke. Det første billede, jeg så af Samsara var dette:
Det er taget på Hoglebjerg (et af Dyrenes Beskyttelses internater). Mit hjerte blødte straks for hende. Man kan tydelig se angsten i hendes øjne. Hun trykker sig ned mod gulvet og er bare SÅ angst. I det sekund vidste jeg bare, at hun skulle herhjem og bo.
Jeg vidste ikke, hvilken kat Samsara ville udvikle sig til - ville hun altid være sky og bange, ville hun holde sig for sig selv? Eller kunne jeg få en glad, kælen, tillidsfuld kat ud af hende?
De første dage tilbragte hun i soveværelset i et hjørne. Døren var lukket, så der kun var hende og mig. Hun gemte sig i et hjørne bag et møbel og kom kun ud for at spise, drikke og gå i bakken. Jeg lagde et kaninskind ind til hende, så hun lå blødt og hun gumlede på et af hjørnerne, når hun skulle sove. Efter et par dage begyndte hun at søge opmærksomhed. Hun ville gerne have, jeg stak poten ind og kælede hende. Men når hun kom ud, ville hun ikke have kontakt, og man måtte under ingen omstændigheder løfte hende!
Efter nogle uger, flyttede hun ind i stuen. Hun var ikke meget for det! Rummet var større og selvom dørene var lukkede, var hun utryg. Det varede dog ikke så længe. Vi begyndte også langsomt at måtte løfte hende. Da hun fandt ud af, at hun fik lov at løbe, hvis hun ville, gav hun langsom slip og slappede af.
Næste gennembrud kom, da vi sendte Myrle ind i stuen. Vi var meget spændte! De er næsten jævnaldrende, men hvordan ville kemien være? Samsara er forsigtig og bange - Myrle udfarende og hæmningsløs (samt døv!). De fandt dog meget hurtigt hinanden, og Myrle fik sparket en masse selvtillid ind i vores lille Samisara-trold.
I dag er Samsara ved at komme efter det hele - både fysisk og psykisk. Hun er endelig begyndt at vokse og er næsten alderssvarende i sin udvikling. Hun er endelig kommet i sin første løbetid og venter nu på at blive steriliseret og øremærket. Hun viser interesse for udelivet, men har endnu ikke prøve det. Og så er hun en rigtig puttemus!
Tusinde gange tillykke til mit lille mirakel.
Stort tillykke til den smukke lille pige(:
SvarSletHvor er hun dog bare kær(:
Og dejligt der sker fremskidt med hende.
Min blog har fået en facebook side, som du er velkommen til at kigge forbi(:
http://www.facebook.com/DyregladPige?ref=hl
Tusinde tak for hilsnerne. :) Og tillykke med din FB-side. Nice! Elsker, når bloggere laver FB-sider, så man kan holde sig opdateret der.
SletHjertelig tillykke med din lille skønhed. Hvor er hun dog dejlig :-)
SvarSletTak, det synes vi også. :)
SletJeg kan desværre ikke finde din mail, men du må meget gerne sende en mail til mig med dit navn du bruger på facebook, så vil jeg gerne ansøge dig derinde(:
SvarSletmin mail er minsodeskat@yahoo.dk
Og 1000 tak for din kommentar på min blog(:
Jeg giver dig fuldstændig ret i alt, det du har skrevet.
www.dyreglad-pige.blogspot.com
Jep, forsvarer gerne folk, jeg mener har ret, når nogle kommentatorer efter min mening går (langt!) over stregen. Dén kommentar sårede mig virkelig dybt både på egne, men også dine (og din søsters) vegne. Nogle ting skal man selv stå igennem for at forstå det. Og som jeg skrev derinde, er du altid velkommen til at skrive på både face eller mail (viploh@msn.com), hvis der er noget. Syge og førtidspensionister er åbenbart ved at blive en ny slags paria. Trist - det er at sparke til folk, der allerede ligger ned! Overvejer at skrive et indlæg om fænomenet; hvis bare én kan komme til at forstå, vil min mission være fuldført.
SletJa, jeg har det virkelig også sådan, at der er nogen mennesker, der bare ikke kommer til at forstå, hvordan det er at være syg. Man kan godt være forstående eller prøve at forstå en, der er syg, og man burde vise respekt, men nogen får det bare til at lyde, som om man bare går og hygger derhjemme for fornøjelsens skyld, og at de mener, man "bare" skal kastes ud i noget med det samme. Det er sådan nogen, der ikke kan sætte sig ind i folks sted. Og jeg har svært ved at forstå, hvordan ens læge vil tale sådan til en, der er syg. Når jeg hører, folk er syg, så ville jeg aldrig finde på at antyde, at det bare er noget pjat med dem, og at det bare handler om at blive kastet ud i tingene. Fordi andre kan jo ikke vide, hvordan man har det. Det er ikke dem, der føler, det man selv føler.
SvarSletDet lyder meget interessant med det indlæg. Det vil jeg glæde mig til at læse, hvis du vælger at skrive det(: