Når ord gør ondt - på den gode måde.

I ved allesammen, at jeg læser meget. Som i rigtig, rigtig, rigtig meget. Jeg har altid gang i en bog (eller fem) og har bøger i hvert rum i huset - ja, selv i bilen og i tasken. Faktisk er min interesse gået så vidt, at jeg i en periode overvejede at laminere en bog, fordi jeg var så godt i gang med den, at jeg ikke magtede at lægge den fra mig, når jeg skulle i bad!

Den bog var "Kalak" af Kim Leine.

Første gang jeg stødte på Kim Leine, var på Fyldepennen, som jeg før har nævnt herinde på bloggen. Og der gik ikke længe, før jeg atter stødte på navnet - på forsiden af hans selvbiografiske roman "Kalak" fra 2007.

Kim Leine er fra 1961, født i Norge. Som 17-årig stikker han af fra sin religiøse familie i den norske bygd, til Danmark, hvor han opsøger sin far, der er bosiddende i København og udstødt af Jehovas Vidner pga. sin seksualitet. Faderen forgriber sig seksuelt på den 17-årige Kim, der ender med at tage til Grønland, da han er blevet uddannet sygeplejerske, gift og har fået to børn. På Grønland forelsker han sig i den barske natur og jobbet, der viser sig at indeholde flere opgaver end han er vant til som sygeplejerske. Han kommer til at fungere som en slags reservelæge for befolkningen. I 2009 modtog Kim Leine Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. I 2012 blev han tildelt De Gyldne Laurbær og Jytte Borberg Prisen for romanen "Profeterne fra Evighedsfjorden".

Mens han er på Grønland, udvikler Kim, der er præget af faderens overgreb, et stofmisbrug, der ender med at koste ham arbejdsautorisationen. Han flygter fra virkeligheden og sig selv, ender med at vende tilbage til Danmark, senere Norge og endelig igen tilbage til det Grønland, han elsker.

Citat fra bogen:

["Når jeg ikke har medicin på lager, bruger jeg fritiden til at gå lange ture ad glatte fortove. Oslo ligner et maleri af Munch. Men skriget er inden i mig".]

"Kalak" gjorde stort indtryk på mig af mange grunde. Dels skriver Kim Leine, så man kan mærke ordene helt ind under huden, ind i sin sjæl. Og mens jeg sidder og læser, går det pludselig op for mig: Jeg kender Kims far! Tidligere i mit liv, har mine veje af og til krydset denne mand, der har voldt Kim så magen smerte. Da sandheden går op for mig i al sin gru, føler jeg mig sært knyttet til Kim Leine. Som om jeg pludselig har fået et kig ind til noget, jeg ikke skulle have set. Men jeg så det. Jeg ved det og det kan ikke ændres igen. Det er som at opdage en knap, der er åben i en ellers tætknappet skjorte. Pludeselig ser man ind på den bare hud, på noget sårbart. Så selvom Kim er så åben og ærlig, er der en flig af noget, der stikker ud, som jeg ikke skulle have vidst. Hvordan kan man sidde overfor en mand, der har begået sådanne overgreb mod sin egen søn, uden at se sådan noget? Hvordan kan man have spist morgenmad sammen med et andet menneske, tale om sit liv og erfaringer og intet ane om, hvad der skjuler sig dybt i hans sjæl?

Derudover fanger Grønlands historie mig, suger mig til sig. Min svigerinde er fra Grønland og pludselig føler jeg, jeg fanger en del af hendes væsen, der hidtil har været noget flygtigt. Jeg ser dette overnaturlige, smukke og stærke, udefinerbare i hendes væsen, og ved nu, hvor det kommer fra. Historien om sygehistorierne sender mig tilbage til barndommen, når jeg sad under skranken på apoteket, mens mine forældre ekspederede kunder. Da jeg sorterede recepter og så glimt af folks sygehistorier og sjælear. Historierne, HG kunne fortælle om sin tid som uddannelse som sygeplejerske; det hele er sært velkendt.

Hvordan Kim Leine er sluppet levende igennem at skrive "Kalak", er mig en gåde. Det er en roman, der på så mange måder må have gjort ondt at skrive. Men samtidig må det have været en lise at slippe alt det onde ud af kroppen, som en byld, der bliver tappet for materie. Jeg mener det virkelig, når jeg siger, jeg sjældent har læst en debutroman af denne kaliber. Alle ordene sidder stadig i mig.

Så da Kim Leine allerede i 2008 udgiver romanen "Valdemarsdag", kommer den straks på ønskelisten og jeg sluger den i ét hug."Valdemarsdag" fortæller historien om Kims farfar, der i 1938 begår et mord. Der er benyttet virkelig politinotater, men intet sted fremgår det, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed er. Vi får et indblik I Kim Leines farfars og fars liv og læseren føres rundt i København anno 1938 på meget autentisk vis - en roman, der må have krævet et meget intenst researcharbejde. I sidste kapitel, slutter Kim Leine romanen af med at fortælle om mødet med sin farfar. Ligesom "Kalak" er denne roman yderst velskrevet og jeg har læst den op til flere gange, ligesom det er en af favoritterne i min bogreol.

For nogen tid siden skrev til til Kim og spurgte, om han ville sponsorere en af sine bøger til min blog, så en af I læsere kan få fornøjelsen af at læse den. Og Kim sagde ikke bare ja, men sendte hele to signerede eksemplarer af "Tunu". Jeg har nu læst romanen og det andet eksemplar, vil én af jer være heldig at vinde.

"Tunu" er fra 2009 (manden spytter bare bestesellers ud!). Her er vi tilbage på Grønland, hvor vi følger en række menneskeskæbner, der væver sig ind og ud mellem hinanden - bl.a. følger vi sygeplejersken, Jesper, der har nok at se til med de voldsomme skader, som naturen kan forvolde på sagesløse personer.

Da jeg gik i gang med romanen havde jeg store forventninger. For jeg ved jo godt, at Kim ikke kan skrive en dårlig roman. Men alligevel - men glemmer jo, hvor fantastisk en fortæller manden er, når man i mellemtiden læser andre bøger. Kim Leine er ikke bare forfatter - han er historiefortæller! En helt fantastisk fortælling, om skæbner, der væver sig ind i hinanden, i det grønlandske samfund med den barske natur, der på få sekunder kan ændre et menneskeliv så fuldkomment, ruller sig ud i denne roman. Man kan se, mærke, lugte hver side.

Måske nok den af Kims romaner, som jeg endnu har læst, der står mit hjerte nærmest. En bog, der kryber helt ind i sjælen på én. Dygtigere fortæller har jeg ikke mødt i mange, mange år!

Da dette indlæg er blevet meget langt, vil jeg sige det kort: Wow!

Så følg med herinde - senere i dag (eller engang i morgen) kan du læse, hvordan du får fingrene i romanen, samt lidt mere om den; som f.eks. hvad "Tunu" betyder.