"Langsomme panoreringer"

Da jeg var ni år (yes sir, det er mange år siden, vi er tilbage i 17... okay da, 1990) købte min far et videokamera. Min yngste bror var på vej og processen skulle følges fra de første finner skvulpede i maven til han kom skrigende ud i den anden ende. At det så blev et så dramatisk forløb og at han nærmest stadig havde finner, da han kom ud (for tidligt født), kunne vi jo ikke vide. Faktisk kom jeg til at tænke på det hele, da det var på det tidspunkt, jeg begyndte at lide af blærebetændelserne. Så jeg sad og så gamle billeder, tænkte på filmene (skal have lånt dvd'erne hos mine forældre og have dem genset) og filosoferede. Både over, hvor længe det er siden, hvor lidt jeg egentlig har forandret mig (på sin vis ret trist min alder dengang og i dag taget i betragtning! ;)) og på den voksne, smukke og intelligente unge mand, min yngste bror i dag har udviklet sig til. Samtidig dukkede dette minde op: Min ældste bror var syv/otte år, da vi fik kameraet og han plagede som besat for at få lov til at filme. Men har I set de kameraer fra 90'erne? Det var nogle ordentlige mother fuckere! Så min bror blev ti-elleve før han fik lov. Og min far sidder og stirrer som besat ind i kameraet, med is i øjnene, nervøse trækninger ved munden og skriger: "Langsomme panoreringer ... LANGSOMME PANORERINGER!"

Mig som niårig med vores lille Cairn-hvalp. Jeg er dog ikke ved at kvæle hende, uagtet det ser sådan ud. c",)

Sådan har jeg det lidt lige nu. Hvert skridt, hver bevægelse skal foretages laaaaangsomt. L a a a n g s o m t. Ellers falder hovedet af. Eller en arm. En tå. Til sidst er der kun parykken tilbage til at vidne om, jeg var her.

Mit energiniveau har været for nedadgående siden min tremåneders penicillinkur stoppede sidst i december. Siden da har jeg været på kortere kure, men nu har jeg jo endelig fået en ny tremåneders behandling. Desværre er kroppen i de måneder der er gået blevet skilt ad sten for sten. Hver gang jeg brugte energi, skød jeg mig selv mere i foden. Nu har jeg været offline og flatline(d) (sådan har det i hvert fald føltes ;)) i en lille uges tid. I går (... i går? Dagene smuldrer mellem mine hænder og jeg har ikke rigtig nogen tidsfornemmelse) var jeg hos neurolog. HG havde nær aldrig fået kylet mig i bad, tøj og fået mig med ud ad døren. Var så træt at jeg havde lyst til at tude. Jeg magtede det bare ikke. Var for træt.

Da vi kom derud, havde de skrevet indgangsnummeret forkert, så vi nåede at gæste stort set alle kroge og etager af hospitalet, før vi nåede frem. Mig og trapper er no go. Men når man medtager fem dage i sengen, dårlige madvaner (slik eller kiks, hurtig energi) og feber ... Jeg må have lignet et punkteret  badedyr, der er blevet efterladt på stranden!

Det ser dog ikke ud til, der bliver pillet ved diagnosen alligevel. Mine nerver er ikke døende, men overaktive. Det er muligt, mit hoved har ADD, men mine nerver har ADHD. Jeg havde nær væltet mandens skrivebord, da han tjekkede mine reflekser. Mine synsnerver så fine ud, så selvom jeg får synsudfald og ser dobbelt er det  bare en af de ting, der bliver skubbet ind under Fibro eller ME. Hørelsen (eller rettere sagt høretabet) sagde han ikke rigtig noget til. Sjovt nok var min følesans umiddelbart normal - bortset fra i ansigtets højre side. Kunne ikke mærke forskel på varme og kulde.

Men anfaldene kunne han ikke give forklaring på. 'En af de ting'. ("It's a fibro thing ..." I get it). Han var dog sød nok, selvom det undrede mig, han ikke sendte mig til nye rygmarvsprøver og scanninger. Men gæt hvad? Jeg var ligeglad. SÅ ligeglad. For træt.

Han var svært imponeret over min lange medicinliste, men ville dog ikke pille noget fra. Og under mine 'anfald' (som der ikke er blevet diagnosticere, kategoriseret og puttet i boks, men nærmest bare betragtet som nerveender, der går amok og danser fandango, skal jeg bare pumpes fuld af Stesolid ... *suk* Hader Stesolid og den pseudoverden, man bliver lukket inde i, men på den anden side bedre end at ligge og sprælle som en fisk på land). Han viste sært nok meget interesse for mine blæreproblemer. Men pt. er de jo under kontrol og afventer undersøgelse. Har fået ny tid allerede til d. 13. marts.

Nå, nu er jeg allerede træt igen. Og synet generer. Håber, det er fordi han har lyst mig i øjnene og 'pillet ved' hele mit system. Føler alle nerveender stritter som en stikkontakt, der er blevet revet ud ad væggen.

Ville bare sige, jeg er her og er i live. Jeg har fået tilsagn om en ny giveaway fra Morfars Moustache, som jeg håber at få på i morgen.