Mandagsmemoirer #1

Jeg har længe tænkt på at starte denne nye kategori på bloggen og nu skal det være! Med mellemrum vil jeg skrive ud fra et tilfældigt ord; trigge minder og skrive, lige hvad der falder mig ind. Måske bliver de til to linjer, måske bliver det til en halv roman. Jeg håber, du vil følge med!

I denne uge slog jeg op i min igangværende roman, "Din næstes hus" af Jette Kaarsbøl, på en tilfældig side og lagde min finger et vilkårligt sted på siden. Her er hvad, jeg fandt:

Du gav mig bogen "Jonathan Livingstone Havmåge" og jeg fortabte mig ... jeg forsvandt ind i det univers, der indtil da kun havde eksisteret i mine drømme, drømmene, hvor jeg er både fugl og fisk; jeg svæver over havene, hvori den anden del af mig bor, jeg mærker luften mod mine vinger og denne uendelig frihed der er, ved livet som fugl. Alting er så enkelt, når man svæver over Jorden og ser, hvor lille den er! Pludselig er man selv så stor.
          Jeg fortsætte mod den uendelige horisont, med de eksploderende farver. Solen, der ligner en dryppende blodappelsin, sænker sig ned i havet, tilbage i skødet på Moder Jord. Jeg dykker med den, dykker ned i havet, hvor livet startede og den uendelig dybde åbner sig under mig, som et altfortærende gab. Jeg forsvinder i det skummende blå, der slår koldt mod mine flanker. Hvor fuglen er fri, er fisken bunden. Er det sådan det er? Hvad hvis jeg er delfinen, der skyder gennem havoverfladen og letter for at få en bid af himmelen? 'Fisken med livmoder', det var det, de kaldte mig dengang, hvor livet startede.   
          Havde Jonathan ret? Har vi alle potentialet i os og muligheden for at nå drømmene? Skal vi bare fortsætte opad, opad mod drømmen? Og er den oppe? Kan den ikke være nede? Kan den ikke gemme sig et sted i dybet? Vores eget dyb, havets dyb, livets ... Rødderne ligger i dybden og skyder opad mod varmen og højderne. Sådan vokser livets træ frem og breder sine grene ud. Med ligger træet viden i bladene eller rødderne?
          Vi er alle på forskellige stadier af den samme rejse, siger han. Er det sandt? Og hvor er jeg så? Og hvor skal jeg hen? Kan vi tage andet med os end kærlighed og viden? Og hvis det kommer til et valg, hvad er så vigtigst? Kærlighed. Eller viden. Skal jeg vide for at elske? Eller elske for at kunne vide? Fra højderne til dybderne, sådan er livet og ikke kun mit. Vi er alle ens, siger han. Mit livs synes at være sådan, evigt på kanten. Fra de svævende højder til de tunge dybder. Altid balacegangen; på den tynde linje ...

Måske endte det med ikke at have meget med 'trækfugle' at gøre. Jeg håber, du vil tilgive mig og lide teksten alligevel. :)

Hvis du skulle være blevet interesseret i bogen, kan du læse mere om den her. Denne bog er bedre end Disney, smukkere end eventyr, dybere end selvhjælpsbøger. Med fare for at lyde sentimental, kan det blive en bog, der ændrer dit liv.

Giv også dig selv tid til at se dette lille uddrag fra filmen:

"Don't believe what your eyes are telling you. All they show is limitation. Look with your understanding."