Træt!

Jeg havde megaattak i nat. Kunne ikke bruge kroppen, bare ligge og vente (samt håbe) på, det snart gik over. Jeg håber ikke, det er som mine underlige spasmer er tilbage ... MAGTER det ikke! Især fordi, ingen læger kan finde ud af, hvad det er. Da jeg endelig faldt i søvn var det med en masse ekstra medicin i kroppen, så hele min søvn blev forstyrret. Havde de særeste drømme bl.a. hvor jeg skulle være med i medicinske forsøg. Vi sad en lang række af kvinder, der ventede på at komme ind til en læge og få en undersøgelse, der ifølge en af deltagende, der havde overstået sin undersøgelse, føltes som 'at få sat armen af uden bedøvelse'. Da jeg kommer ind til min undersøgelse, kan jeg absolut intet mærke. Hvor de andre deltagende skriger, så det ekkoer helt ude på gange som i et surrealistisk mareridt (hvilket det jo egentlig også var), kan jeg intet mærke. Jeg tror, de har bedøvet min arm og bliver sendt fra læge til læge, der intet kan gøre. Derefter fader drømmen over i en ny drøm, hvor jeg forsøger desperat at udtrykke mig, men ikke kan formulere det jeg egentlig vil. Alle ord og formuleringer lyder tamme og ynkelige og alt, hvad jeg forsøger mig med, bliver forkert. I mit hoved er den skønneste æstetik, jeg ikke kan komme ud med på nogen måde. Pludselig er jeg med i Beyonces video 'I was here'. Jeg går på stranden og skal have filmet mine fodaftryk, men da jeg vender mig om, er der ingen, det er som om, jeg aldrig 'was here'! Når jeg græder, griner mit ansigt, når jeg griner, græder det og jeg begynder at føre hænderne nedover mit ansigt, så neglene trækker lange tråde af hud af. Hudflagerne samler sig under mine negle, men der kommer intet blod fra mit ansigt, kun en sær, klar væske, der minder om tårer. Jeg begynder at sige til mig selv, jeg skal vågne! Jeg skal vågne! Men i drømmen er jeg i gang med at pakke kuffert; hver gang jeg putter tingene ned i kufferten, springer de op igen, fordi der ikke er plads.
      Da jeg endelig skulle af sted mod min destination, har jeg brugt så lang tid på at pakke, at min mor, som jeg skal rejse med, allerede er rejst. Jeg skal rejse alene efter hende, og er bange for at fare vild undervejs, er bange for min krop, for lammelse og spasmer.
      Da jeg endelig sidder i flyet, får jeg at vide, at rejsen vil tage otte timer, hvorefter jeg bliver vred og frustreret, fordi jeg ikke vil kan sidde så mange timer uden at få ondt. I frustration går jeg ud på flytoilettet for at få noget fred, men pludselig stiger der vand op af toilettet. Døren er gået i baglås, så jeg ikke kan komme ud og er ved at drukne. I toiletspejlet ser jeg, hvordan rynkerne breder sig over mit ansigt som en steppebrand. Der bliver flere og flere, dybere og dybere folder og mellem hudfolderne dukker sorte huller og størknet blod op. Derefter er det, jeg siger til mig selv, at jeg SKAL vågne, jeg SKAL vågne og redde mig selv fra druknedøden og alderdommen, der æder mig op.

Hmmm – forsøger min underbevidsthed eventuelt at sige mig noget? Jeg forsøger at flygte fra hverdagen og pakke problemerne væk, men de bliver ved at springe op (bl.a. i drømme) og komme i vejen for mig. Når jeg endelig forsøger at forholde mig til dem, er jeg ’bagud’ i forhold til mine omgivelser, hvorefter jeg føler mig efterladt og ensom og ’drukner’. Det passer meget godt overens med, hvordan det virkelig er gået op for mig, jeg er blevet gammel. Hvor andre på min alder sidder med familie i form af børn og med karriere og sund økonomi, sidder jeg på mange måder stadig fast samme sted, som da jeg blev syg. Jeg har ingen børn pga. sygdom, jeg har en førtidspension, der ikke levner meget rum til opsparing og sjov, jeg har end ikke en studentereksamen! (Måtte som 17-årig droppe ud af 3. g., da min krop var nedbrudt. Jeg vejede 48 kilo og min krop begyndte at æde af mine muskler, fordi der ikke var mere fedt at tage af. Jeg var SÅ syg og ødelagt efter at brugt to år på at kæmpe trods en krop, der blev mere og mere nedkørt).

Tusinde tak til mine drømme – de kunne ikke bare have ladet mig dase på den fucking strand, der blev stillet mig i udsigt? Næ, nej, jeg skal belæres! Og jeg ved det jo godt - jeg skal finde den stærke side frem, som jeg også har. Jeg skal finde den side frem hos mig selv, som jeg identificerer med min mor: Jeg skal være stærk og ikke tænke så meget. Bare gøre. Bare leve!