Min barndoms ferier

Selvom jeg sidder på Fyns land uden netforbindelse, skal I ikke snydes for indlæg, men det er lidt svært at planlægge og det vil ikke være muligt at svare på jeres kommentarer før jeg kommer hjem (de er dog stadig meget velkomne :)), men lidt ord skal I da alligevel have.

Det er snart mange år, jeg har rejst med familien på denne ugelange ferie i Danmark. Som barn rejste vi rigtig meget som familie. Mindst én gang om året var vi i udlandet et par uger og flere gange om året, var vi på småture rundt i Danmark. Jeg har været på alle de traditionelle turiststeder som Mallorca, Spanien, Italien (har set Venedig - uden at dø), Madeira, Kreta, Gran Canaria. Men der har også været mere specielle ferier som vores ferie i Florida. Mange år i træk, var vi på Malta, hvilket jeg KUN kan anbefale!
          Man skulle måske tro, jeg ved at bo på Bornholm allerede var ramt af økuller, men jeg elsker det lille, støvede Malta, der har så mange ting at byde på. Hvert år har vi boet i den lille by Mellieha, hvor Dansk Folkeferie har feriecentret Mellieha Holiday Centre. Det består af en klynge charmerende bungalows med privat gårdhave og solterrasse på taget, hvor man kan sidde og kigge udover øen. Hver aften sad vi på terrassen og spillede kort under bambusudhænget med vinranker; de mange firben piler over de opvarmede mure, cikaderne synger i buskadset og springvandet pibler udenfor gårdhaven. Vinden er lun endnu, der dufter fra centret restauranter og man sad dér med søvnen i kroppen efter en lang, begivenhedsrig dag, mens man gumler toldfrit slik og drikker Pepsi Max med isterninger og svøber sig ind i kradsende uldtæpper.
          Der har også været mange fænomenale udflugter på øen. Blandt de største har været jeepsafarien øen rundt, udflugten til Poppey's Village (Skipper Skræk byen) og aftenvandringen til Draculaborgen, hvor vi kunne kigge udover byens lys, mens solen gik ned og en musiker spillede og sang Kim Larsen hits og der var stillet borde med sandwichs og drikkevarer op. Vores undervandssafari, hvor vi sad under havoverfladen og kiggede ud på de forbavsede fisk er også en god erindring ... når man ser bort fra min mors klaustrofobiske anfald og min lillebrors søsyge. Eller speedbådsturen til lagunerne med det dybblå, klare vand og de store grotter.
          Når vi ikke var på udflugt, slappede vi på ægte turistmanér af ved poolen, spiste landgangsbrød og pommes frites ved poolbaren, lejede vandcykler og forlod den klamme strand og kom helt ud, hvor vandet var så klart, at man kunne se havbundens sand. Vi spillede minigolf, tog sol, spillede kort og læste kæmpestakke med bøger.

Jeg er glad for, vi fik rejst så meget i min barndom, for efter jeg blev syg, har jeg ikke været i udlandet. Da vi i 1998 var i Florida, vendte jeg meget hærget hjem. Efter mere end 11 timer i et fly, var min ryg så ødelagt, jeg ikke kunne eksisterer i flere uger. Jeg sov ikke om natten pga. smerter og om morgenen, måtte jeg transporteres til vagtlægen og have blokader og medicin.
          Siden da er det som om, jeg har givet op. Jeg bliver træt af ørkesløse vandringer i lufthavnene, jeg får ondt af larmen fra de mange mennesker, jeg kaster op pga. stress og smerter og jeg ender med at ligge vandret en stor del af ferien pga. infektioner eller smerter.

Siden 2001 har jeg ikke været i udlandet. Det er selvvalgt, jeg orker det ikke! I mange år kom jeg slet ingen steder, men for en del år siden, kom min mormor med et ønske: Hun ville gerne se sin barndoms byer, før hun skulle dø. Det var rent "Konkyliesamlerne" og min mor og jeg valgte at tage med hende.
           Det blev en tur, der på mange måder kom til at overraske ... Hvad, der startede som en selvopofrende, god gerning for en gammel dame, endte med at blive givende; også for os. Vi kørte rundt i store dele af Jylland, genså familiegravsteder; tidligere hjem og møller, hvor min oldefar har arbejdet. Om aftenen fik vi snakket og spillet kort og jeg har aldrig grinet så meget i hele mit liv.

Siden da har vi været af sted hvert år. Forrige år hoppede min far så med på vognen og nu tager vi hvert år af sted. Vi lejer et sommerhus og tager så ud på anejagt; opsøger steder, hvor familien har boet, besøger kirker og finder gravsteder, leder i kirkebøger og finder ud af en masse om familien og derigennem os selv. I år er dog lidt anderledes. Der tager vi nemlig ikke af sted med det bestemte mål for sigte. Vi har ingen rigtige planer i år, men tager til Fåborg, fordi vi aldrig har været på Fyn. Fyn har hidtil været noget, man kørte hen over; ikke et sted, man stoppede op og beså. Jeg har familie på Sjælland og familie i Jylland - Fyn har bare været en bro over de to destinationer.