Kære Mumi

Det er nogle hårde dage, fordi vi intet ved. Hårde dage, fordi vi intet må fortælle ... intet kan fortælle. Det er svært at sørge over dig, når man ikke må tale om dig, fordi ingen ved, du er syg. 

          Jeg har drømt meget om dig. Var tilbage i Grenhusene, hvor balsampoplerne lige nu står og fælder deres fedtede blade; hvor det hele begyndte, hvor min første erindring om dig (og så meget andet i livet) stammer fra. Af en eller anden grund, vil du altid høre sammen med det sted, selvom du ikke bor der mere; men barndommens land er en underlig størrelse - det der var engang vil altid synes som det rigtige, så selvom du har boet længere tid her, er Grenhusene, hvor jeg synes, du hører til. Jeg var der sidste måned, hvor alt lignede sig selv. Jeg gik ad de små stier og var forbi din gamle hoveddør. Der er flyttet nogle nye ind, siden sidst jeg var der for tre år siden.

          Jeg drømmer, du dør og jeg skal tømme dit lille hus, der slet ikke er i smukt træ, som navnet forjætter, men i kedeligt, gråt beton. Men du gjorde det levende. Jeg vil altid forbinde det sted med den sødlige duft fra poplerne, lugten af theboller fra dit køkken og friske æbler fra frugtskålen på dit sofabord. Pludselig dukker der erindringer op om ejendele, du ikke har haft fremme i årevis og i søvnen pakker jeg det hele i kasser og stiller væk.

          Nu tror jeg på, du overlever. Men jeg er ikke sikker på, det er det bedste for dig. Det er hårdt at se dig så lille og ulykkelig, når du er den, der hele livet har trøstet mig og mine brødre; har løftet og båret så mange byrder, men nu selv er tynget ned af en. At se tårerne på dine kinder og ikke kunne gøre andet end at holde om dig og sige, jeg forstår ... men gør jeg? Jeg ved jo ikke, hvad du tænker, jeg forestiller mig det kun. Forestiller mig, hvordan det må være at være lukket inde i sin egen krop. Jeg ved til gengæld, hvordan det er, når ens krop modarbejder én. Og jeg kender dig så godt, at jeg kan se, hvad du tænker. Derfor forstår jeg ikke, lægerne og sygeplejerskerne ikke kan se, du er der og forstår alt. Det er jo så tydeligt! De sagde til mig, du var utrøstelig. Jeg håber, de forstod min mening, når jeg svarede dig og ikke dem "Det kan jeg godt forstå, Mumi! Det ville jeg satme også være!"

          I går var det en uge siden, du blev syg. Er det ikke underligt - fredag d. 13.! For mig har det ellers altid været en lykkedag, men det må jeg vist tage op til revision. Det er som om, det er blevet mørkere og koldere mens du var væk. Som om efteråret kom, da du gik bort, ind i din egen verden. Jeg ville ønske, du kunne se æblerne på dit æbletræ; de hænger tungt på grenene, der bøjer sig mod jorden. Det var jo meningen, at du skulle gå i din have og plukke dem nu; bage æblekage med kanel og flødeskum, som vi skulle have om søndagen. At du skulle se stæreflokkene, der samler sig, gør klar til at drage bort, fodre de fugle, der overvintrer - du var så glad, da HG og jeg gav dig glaskuglerne til foder, så fuglene kunne sidde ved dit vindue og spise. Din solsort savner dig, han kommer stadig hver dag og kigger ind ad dit vindue, som spejder han efter dig. Du skulle snart have været herud og samle hyldebær, koge suppe og hygge dig. Vi skulle have holdt min fødselsdag næste weekend, hvor drengene kan være med. Nu må det vente. Vi må vente og du må vente.