Du forsvinder

Der er nu kommet svar på, hvad der er sket med vores lille Mumitrold. Min Mumi fik natten til lørdag d. 14. en blodprop i hjernen, som har ramt talecentret (dog er der bedring og hun har ikke afasi) og korttidshukommelsen (der er meget ramt). MR-scanningen har ligeledes afsløret, at hun gennem det sidste år har gået og haft 15-20 blodpropper, der har passeret. I mange år har der været små propper, der har medført en vaskulær demens. Det er så frustrerende, for det er præcis, hvad vi i årevis har forsøgt at få formuleret til hendes læge, der ikke ville høre. Hun var i hvert fald ikke dement! Som pårørende er det frustrerende at være vidne til at én man elsker lige så højt som livet selv, forandrer sig for øjnene af én. Det er som om, Mumi hver dag dør mere og mere og der kun er det hylster tilbage, der engang rummede hendes sjæl. Det går så hurtigt ... i forrige uge spillede vi kort, vi diskuterede politik, hun boede i eget hjem, kørte bil og handlede selv. Nu omtaler de hende som 'en dement og depressiv ældre dame'. Selvom vi så det i perioder, selvom vi så en kvinde med problemer, var det slet ikke som nu. Og blodpropperne vil ikke stoppe, de kan ikke gøre andet end at fortsætte den behandling, hun har fået i mange år, men før eller senere, vil der komme en ny prop. En ny prop, som hun muligvis ikke overlever.

Hvor blev du af, Mumi? Hvorfor skulle det ende sådan? Du kender mig, kan snakke med mig og jeg kan tørre din tårer bort, der løber ned af dine kinder, men jeg kan ikke hjælpe dig, kun trøste dig. Kun holde din hånd. Sygdommen, og senere døden, må du møde selv, ligesom vi alle må. På mange måder er du allerede væk. Du har givet op, er forsvundet ind i depressionens og fortvivlelsens tågeland. Hvorfor lod du os ikke hjælpe, mens tid var? Hvorfor nægtede du behandling mod depressionen, så du nu skal lide?
          Skal vi aldrig igen rejse sammen? Skal jeg aldrig igen opleve, hvordan du gennem 120 kilometer tværs over Danmark snakker om syrenerne ved vejen, så jeg er ved at blive vanvittig? Skal jeg aldrig mere grine, når du igen kalder mig 'Frk. Nitouche', når jeg kommer i min yndlingscardigan? 'Det siger du hver gang, Mumi!' 'Gør jeg?' griner du og flakker nervøst med øjnene ... aldrig igen?
          Jeg har tænkt meget på det bælte, du købte den uge du blev syg. Hvorfor skal det køre i mine tanker, drive mig til vanvid? Jeg ser billedet igen og igen; jeg kommer ind ad døren om søndagen og du står i åbningen til stuen med efterårssolen som en aura bag dig. Dine øjne tindrer af tilfredshed og du fortæller om bæltet, der er hvidt og blåt, flettet med sølvtråd. Du var så glad! ... Og nu kan du ikke huske det. Nu ved du ikke, det er dit. Små ting, billeder fra barndommen kører rundt i hovedet på mig, så jeg bliver sindssyg. Billeder fra hele mit liv, fra glæder, fra sorger, fra grin til gråd, fra opgør og fortvivlelse til sammenhold, samhørighed. Rundt og rundt, billede på billede.
          Jeg kan ikke hente dig ud fra depressionens tågeland, kun fortælle dig, hvad jeg oplevede, da jeg var derinde. Men det vil ikke hjælpe dig, du kan ikke bruge det. Jeg kunne hentes ud, med tid, med tålmodighed, med kærlighed. Men du vil forsvinde mere og mere. Tågen vil æde dig, til du helt er væk.
          Jeg, der ellers aldrig har brudt mig Rihanna, hører pludselig 'Stay' igen og igen. Føler, den taler til mig. Er om mig ... Og dig.

It's not much of a life, you're living
It's not something you take, it's given
Round and around and around we go
 
[...]
  
Oh the reason I hold on
Oh cause I need this hole gone
Funny you're the broken one but I'm the only one who needed saving
Cause when you never see the lights it's hard to know which one of us is caving

Not really sure how to feel about it
Something in the way you move
Makes me feel like I can't live without you
It takes me all the way
I want you to stay
I want you to stay...

Måske er andres ord og floskler billige. Men det er lettere at forholde sig til end egne. Andre føler ligesådan. Livet er ens for alle.

Vidste du, jeg tænkte på dig, da du blev syg? Som om, jeg vidste det. Jeg havde allerede taget afsked. Jeg sad og så på tasken, du gav mig i fødselsdagsgave og tænkte ...

'Det er mærkeligt, du snart er væk, Mumi. Snart skal jeg leve uden dig. Snart er alt, der er tilbage knoglerne i jorden, generne i min krop. Du skulle have haft set, jeg førte dem videre. Set dig selv i mine børn. Har jeg fejlet, Mumi? Eller er du ligeglad? Hvor skal du hen, Mumi? ... Stay, I want you to stay ...'