Think pink

Med de sidste dages pink tema, tænkte jeg, jeg ville fortsætte lidt i samme stil. Jeg ville lade tankerne flyve down memory lane og se, hvad der dukkede op ...

Når man siger pink, tænker jeg først og fremmest sukker og farvestoffer! Jeg tænker Hubba Bubba-tyggegummi (åh, kære firsere og barndom ...!), jeg tænker candy floss og Tivoliture. Jordbæris og klistrede fingre. Børnefødselsdage ... 

 Pink er bare først og fremmest barndommens farve. Pigens uundgåelige prinsesseperiode. Min første skoletaske! Jeva ... åh, hvor jeg elskede den! Fødselsdage, ballondans, lagkage med tyk, lyserød glasur, der knaser mellem tænderne. Ballettimer. Tylskørt. Balletsko! Den Lyserøde Panter - åh, hvor jeg elskede dig! Mit første armbåndsur. Grisling fra "Peter Plys", mens han svæver som en drage i vinden og Plys holder fast i hans halstørklæde, der trævles mere og mere op. My Little Pony. Og min yndling: Firefly! Jeg havde både den voksne Firefly og babyen. Min far købte den til mig i BRs kælderlokale efter et af mine utallige lægebesøg med efterfølgende blodprøver. Barndommen i Hvidovre (før vi kom til Bornholm) syntes for en stor del af tiden at blive tilbragt på hospitaler, hos læger. Men jeg forbinder det ikke med nåle, blod eller skræk ... men My Little Pony og min Firefly! Når jeg var syg lejede min mor videoen. Husker I den? Jeg har set den mindst hundrede gange, når jeg lå syg på vores brune foldeud-sofa i velour. Mens VHS-båndet hoppede løs i videoen og fik skærmen til at vise sne de mest slidte steder. Eller når jeg om aftenen lå feberhed i mine forældres seng mellem deres varme kroppe og betragtede min mors ballerina-billede. I dag står det hjemme hos mig og venter på at blive hængt op under de balletsko jeg fik i julegave ... hvilke forestillinger de sko har danset aner jeg ikke, men når jeg ligger en søvnløs nat og kigger på dem, spekulerer jeg over det. Og tænker tilbage på barndommen.

 Barndommen er svær at gengive i billeder. Vi fastholder den i billeder. I lugte. I lyde ... Men de kan ikke gengives. Vi kan ikke overføre dem, så andre ser og oplever, hvad vi ser, når den indre film ruller. For barndommen er først og fremmest en følelse. Hvis vores barndom var tryg og god, er erindringerne derefter. Og hvert blad vi vender i erindringens bog bringer smil på læben. Hos de, der havde en traumatisk barndom, er bogen ikke andet en krøllede sider, udrevne sider, forglemmelse, fortielse. 

Gösta Ågren sagde engang: "Barndommen är inte en de lav livet; den är ett djup under allt, som sedan sker." ... Jeg elsker det citat! For er det ikke netop sådan det er? At barndommen altid huskes som noget fjernt, noget udefinerbart ... som om den slet ikke er en del af os, af livet? Men mere som en svag erindring, fra en drøm, fra et tidligere liv. Og havde vi en tryg barndom, ligger den dér under os. Som lyserød candyfloss, der giver os en svævende gang ...