påskepinsler

Godt nok er jeg ikke religiøst anlagt, men denne påske har jeg godt nok følt med den gode Jesus Kristus. Hvis bare hans langfredag var halvt så pinefuld som min, må døden da have været at foretrække ... sagde hun småblasfemisk.

Påsken forrige år ... Hvor jeg var frisk, bagte brød og kager til påskefrokosten, fik set familie, spillet spil m.v.

 I det hele taget er jeg i lortehumør disse dage. Er på min en milliardende penicillinkur mod blærebetændelse. Kan snart ikke huske, hvordan det føles ikke at feber! Venter nu på ny indkaldelse til hospital ovre, der i sin tid diagnosticerede mig. Egen læge har sagt pas (men det forhindrede mig ikke i at fange endnu en virus i hendes venteværelse fra raketnysende kvinde, der ikke holdt sig for munden!). Så så man lige mig være fanget som medicinsk mysterie i Den Hvide Verden. I mellemtiden kan jeg så bare gå her med flere infektioner end normalt (tak, det var ellers rigeligt!), flere smerter, værre føleforstyrrelser, tinnitus, synforstyrrelser ... what have we ... Men i disse dage er det altså helt sindssygt. Havde glædet mig til, at lillebror gæstede øen - en hel uge - i anledning af påsken, men har ikke fået ham set, fordi jeg ligger her på langs og glor. Havde ellers lovet at lammetæske ham i "Land & by" og andre spil - den må han så have til gode, røvfulden. Magter dårligt nok at børste tænder uden hjælp! I dag har der været lidt gennembrud (håber jeg ... tror jeg?). I hvert fald er jeg da her. Måske det dér penicillin noget rent faktisk virker nu?

Denne påske har set nogenlunde således ud - selvom det er 'gamle' billeder. Is til betændelsesramt hals. Sengeleje. Dvd'er en mas. Medicin. Kold Max (hvad som helst koldt!). Bøger. Og lejlighedsvis en besøgende gæst. c",)

 Kan I huske den dér føles man havde som barn, når man var ved at få influenza? Man følte, nogen havde flået huden af én og man var bare helt umulig - samtidig med at man godt selv var klar over det. Man hylede bare der blev kigget forkert på én og man ville bare have mor og far skulle love, man nok skulle blive rask og verden god igen. Lidt den følelse har jeg gået med ... Som om hver småsten i skoen, har været en klippeblok, der skulle rulles væk. Hvert myggestik en oversavet arm. Og så disse febermareridt! Bliver ved med at få den samme drøm, hvor jeg går i himmelen mellem en masse afdøde katte og lede efter Vips. Og pludselig er hun der! Hun kommer mig i møde med sit glædesskrig og spørger, hvor jeg har været. "Endelig kommer du - kom nu med! Her er sjovt!" Og så stikker hun halen i vejret, vender sig og småløber mod lyset. Efter et par skridt kigger hun sig tilbage. "Kom nu!" "Men Vips, jeg er jo ikke død ... jeg kan ikke dø nu!" Og så forsvinder hun i en oplyst tåge og jeg vågner, og pludselig gør smerten i leddende, ryggen, musklerne ingenting. Det er smerten indeni, længslens smerte, der er ubærlig. I morges opdagede jeg, hun rent faktisk lå i mine knæhaser og spandt! ... Indtil jeg kom i tanke om, hun var død. Og så var hun væk. Men jeg kunne stadig mærke, nogen lå og spandt. Mine ben summede og var ømme, som havde nogen ligget der længe. Men da jeg kiggede efter, var der tomt. Ingen Sipzap. Ingen Shiloh. Ingen Supaya. Ingen hunde. Og heller ingen HG. De sad alle i stuen ... Altså HALLO!! Jeg er syg. Nå! Det er meningen, nogen skal ligge og have ondt af mig - ligesom Vips plejede! (Og Cleo mens hun var her). I det mindste lever jeg ikke op til ordsproget "You never know what you have until it's gone!" Jeg vidste det. Hele tiden. At hende ville jeg miste, før jeg var klar ... for hun var simpelthen for god til at være sand!

Som det er nu kan jeg ikke sige andet, end at jeg sætter min lid til Kristi himmelfartsdag. I know it's long away - men jeg håber på, jeg i det mindste også er genopstået til den tid!

Til at slutte dette indlæg, der på flere måder kom til at stå i døden tegn, er der én video, der bare er oplagt. U2 (fet. selveste Jesus) med "Knockin' on Heaven's door":