Cleo er kommet hjem nu. Og pludselig er her mærkelig tomt ... Sjovt, som en lille kat kan fylde så meget. Men sådan er det med de store personligheder - og det må hun siges at være i besiddelse af. Jeg savner hendes nærhed. Savner hendes spinden fra sofahjørnet. Madskålen, der skulle stå lige ved siden af sofahjørnet, så hun kunne fare i skjul, hvis nogen så meget som kiggede forkert på hende. Savner det glade skrig, man blev mødt med om morgenen, når man kom ind i stuen, for at give hende mad og en frisk kattebakke (især førstnævnte var en vigtig begivenhed!). Sjovt, som man udvikler et forhold til et andet væsen så hurtigt. Knap to måneder var hun her. Og gik fra at være den efterlyste, ukendte ’Alley’ til at være ’min’ lille tyske ’Cleo Clicker Clacker’ og ’Cleo min Cleo’. Ligesom jeg til gengæld var hendes tryghed, redningsmand og madmor.
De sidste par måneder med hende har været helt fantastiske. Godt nok var hun ikke udelt begejstret for de andre firbenede på adressen her, men hun lærte at tolerere dem - og Supaya endte med rent faktisk at måtte nærme sig hende, spise ved siden af hende, sove ved siden af hende! Hun var ikke meget for at forlade stuen - det gjorde hun faktisk kun én gang. Det eventyr endte med, hun kom til at sidde og gemme sig bag fyret i bryggerset, hvor hun ventede på, vi skulle komme og hente hende, så hun kunne blive båret i sikkerhed i stuen ... eller nærmere bestemt: Sofaen! Og var der tegn til den mindste smule støj eller kom nogle af husets øvrige beboere for tæt på, var det bare med at lægge sig under sofaen. Et par gange kravlede Supaya ind til hende. Så lå de dér side om side og kiggede ud, som to børn, der leger gemmeleg.
For nogle uger siden blev vi så ringet op af, P., en ven af hendes tyske ejere. Han ville bare høre, hvornår det ville passe os, at han hentede hende. Og mit hjerte sank ... for hvad vender hun hjem til? Er det nu nogen søde mennesker? Hvordan skal det gå hende? Og kommer vi nogensinde til at se hende igen?
Men kender I det, at lige som man har opgivet håbet om, at der er en mening med alting og at tingene som oftest har det med at ordne sig, så dumper der et mirakel lige ned i skødet på én? Her startede miraklet med Cleo i sig selv. Denne lille, udsultede uldtot, der var dér på havnen ligesom jeg kom derned. Det, at jeg kunne mærke, at jeg bare skulle gå ud på den p-plads, hvorefter jeg finder hende dér under skroget fra en båd, hvorfra hun kigger ud med sine store grønne øjne. Og det at vi fik tjekket, om hun rent faktisk havde en chip. Det har katte jo aldrig! Da mine forældre fandt deres kat, bad de dyrlægen (de har en anden end vores) om at scanne ham, for at se om der skulle være en chip – det mente dyrlægen slet ikke, der var grund til, men endte med alligevel at gøre det, når nu de insisterede. Det at hun nu har en familie både i Tyskland og her i Danmark som holder af hende. Det andet mirakel kom, da vi begyndte at maile med Cleos far … pludselig fik vi et indblik i, hvem den lille dame i sofahjørnet var. Og mysteriet om Cleo blev opklaret. Cleo er en meget elsket kat. Hun har haft en hård start på livet, men er – igen som ved et mirakel – havnet hos de rigtige mennesker. Pludselig forstod vi, at denne lille sky Cleo ikke var sky pga. sin udflugt på havnen gennem de mange måneder. Det stammer fra tidligere i hendes liv, før hun havnede hos de rigtige mennesker. Og når hun går med kløerne ude, så det lyder som en dame i høje hæle, er det ikke fordi der er noget galt med hendes poter. Sådan er hun bare – hun er min lille Cleo Clicker Clacker. Og min lille Askepot er åbenbart også født under en heldig stjerne. For ikke alene har hun overlevet denne springtur. Også tidligere er hun blevet hentet af P. efter hun har været stukket af fra båden. Og i Berlin drog hun en sommer på opdagelse i otte uger. Cleo min Cleo – the free spirit! Men hver gang har hun fundet hjem. Hvis ikke det er et mirakel …!
Men stadig bekymrer man sig. Man aner ikke, hvem disse mennesker, Cleos forældre, virkelig er. Og de aner ikke hvem vi er. Men som mailene tikker ind i inboxen, går det op for én, at her er nogle mennesker, som bare er fantastiske … det lyder måske sentimentalt og som ord taget ud af en dårlig dyreværnskampagne. Men så må det være sådan. Også da P. kom, faldt brikkerne på plads. Dette menneske med strålende øjne og fantastisk smil vandrer ind i stuen og udbryder med tydelig kærlighed og lettelse ”Cleo!”, og man kan høre både den tavse bebrejdelse ’din lille vandrer, altså!’ og lettelsen ’tænk, du er i live og er vel!’. Og man ved bare, han er ovenud lykkelig for at kunne bringe denne lille pelsklump hjem – så må de mennesker jo være gode!
P. kan desuden åbne endnu en låge til Cleos historie ved at fortælle, hun havde tilbragt uger under sengen, mens han og Cleos forældre sejlede rundt på de danske have. Den dag han pakkede sine ting og gik fra borde, hoppede hun op på dækket, og kiggede triumferende på ham. Som i: Denne gang vandt jeg kampen, makker! Jep, hun er en dame med sine egne meninger og holdninger. Og selvom hun kender P. og har boet sammen med ham, vil hun vist helst have sine forældre for sig selv. Ligesom hun ikke har kunnet lide, hvis vi fik gæster. Eller hvis HG kom for tæt på - hun var moars kat ... hun kunne godt huske, det var mig, der havde haft mad med til hende og hev hende med herhjem til den varme sofa. Og at HG ikke havde været uden forbeholdt. Så det er intet under, Cleo og jeg endte da også med at være meget glade for hinanden. Hun mindede mig om min dejlige, elskede Vips - samtidig med at hun havde sine helt egne og specielle karaktertræk. Sjovt, som dyr er forskellige ... Og at nogle mennesker ikke kan se det ... Én kat er 'sgu sin egen' og vender røven til med høj haleføring, hvis man forsøger at snakke med dem. Andre kaster sig ubetinget i favnen på én og forlanger kærlighed.
De nætter, hvor jeg ikke kunne sove pga. smerter gik jeg ind til hende i stuen med min dyne. Om natten lukkede vi dørene, så hun kunne være i fred og sove, uden at tænke på, om der sprang en legelysten killing på hende - eller en drillesyg hankat. Så lå vi dér med dyne og grønt the (og Whiskas godbidder) og så tv, Cleo og jeg. Og når jeg endelig faldt i søvn, lagde hun sig ovenpå mig og 'vågede' ligesom Vips gjorde, når jeg var syg eller havde ondt. Og det første jeg så, når jeg slog øjnene op, var en morgenfrisk Cleo, der spandt og hyggesnakkede, fordi det var tid til morgenmad.
Så det var lidt hårdt, da P. skrev, at nu tog han toget fra København. Planen var, han skulle være her ved middagstid, hjem med færge igen om eftermiddagen, overnatte i Sverige og så videre til Tyskland dagen efter.
Måske er jeg bare sentimental for tiden. Måske har jeg bare set (og reddet!) for mange eksempler på, hvordan mange mennesker behandler deres dyr. Men det rørte mig sgu, at en ung mand drager hele den lange tur fra København, via Sverige, til Bornholm, for at hente sine venners kat hjem til Tyskland. Hvor mange ville gøre det for en kat? Eller for sine venner for den sags skyld? Og hvor mange ejere ville ikke have opgivet hende og ladet hende blive her i Danmark? For selvom vi tilbød, hun kunne blive, skulle hun hjem. Det lyder sært, at man kan blive lettet over det, for inderst inde, ville jeg jo helst have beholdt min Clicker Clacker, men at de stadig vil have hende hjem, betaler hendes (ikke helt ubetydelige) dyrlægeregning og med dages mellemrum skriver opdateringer til os om, hvordan hun har det og hvordan hun går i spænd med deres nye kat – hvor mange ville give sig tid til det?
Jeg husker ikke, om det var P. eller Cleos far, der på et tidspunkt sagde at ”Cleo forstår at bringe mennesker sammen” – men uanset hvem af dem det var, havde han ret. Cleo bringer ikke bare eventyret med sig. Hun er det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for din kommentar. :)