søndag den 30. december 2012

Det sidste indlæg

Min nye computer er stadig ikke kommet. Jeg glæder mig såååå meget til at kunne updatere min blog. Få installeret Picasa, få mine billeder lagt ind igen og få den gamle header på. Jeg havde glædet mig som en sindssyg til jul på bloggen og nytårsindlæg - det blev lidt en fuser. Men det markerer nu meget godt mit år - en stor fuser! Glæder mig såååå meget til at lægge dette år bag mig og starte på en frisk. Lidt ligesom hvis man fumler i det med et strikketøj og trævler lortet op for at starte forfra - ville nogle gange ønske, man kunne gøre det med sit liv!

Mit år i tal og punkter har nogenlunde set således ud:

* Antal indlæg (med dette): 134
* Antal modtagne kommentarer: 208 (Tak! :))
* Mest læste indlæg: "Ten to(o) ugly"
* Antal læste bøger: 39 - hvor målet var 24 (se også fanen 'bogmaraton og kommentarer 2012'  - vil snarest få de sidste bøger på).
* Antal læste sider: 11868
* Bedste nylæsning: Meget svært, da der var rigtig mange gode, men det må næsten være en delt førsteplads til "Vand til elefanterne" og "Du forsvinder".
* Bedste genlæsning: Også svær, men går til "Undtagelsen" (apropos Jungersen. c",)).
* Eget udgivet materiale på Fyldepennen: 7 tekster
* Modtagne kommentarer: 34
* Antal husdyr fået: 1½ (Samsara og Cleo - men Cleo skulle jo hjem igen).
* Antal husdyr mistet: 1½ (Shiloh opgav kampen til sin sygdom, polycystiske nyrer. Men Cleo kom tilbage! :)).
* Antal penicillinkure: En milliard!
* Årets bedste oplevelse: Cleo og alt, hvad hun medførte af eventyr og venskaber - bl.a. med P.
* Året værste oplevelse: Muaaaahr, svæææært - så mange. :( Mit første grå hår!!! ... Og dog. c",) Men der er tre vindere: At finde min far livløs. At få mit første spasmeanfald (og dermed følgende ambulancetur). Puls' og Shilohs dødsfald, som der kun var én dag i mellem.
* Antal rejser: 1. Fik til gengæld set store dele af Danmark. Samt Sverige og Tyskland. Var på Sjælland, Jylland og Fyn. Turen medførte anejagt i (primært) Sønderjylland på både mødrende og fædrende side. En uges familiehygge med forældre og mormor.

Håb og mål for 2013:

Normalt har jeg aldrig nytårsforsætter. Men i år har jeg. For jeg håber, 2013 bliver et bedre år (det SKAL det blive!) - men jeg må jo også gøre mit til at gøre det bedre. Så jeg vil:

* Spise sundere og komme ned på min normalvægt.
* I det hele taget blive bedre til at passe på mig selv. Ordentlige sengetider. Ingen junkfood. Ingen overspring, hvor gærdet er lavest. Ingen das og dårlige undskyldninger.
* Blive en god penneveninde igen og love bod og bedring til alle de, der har haft tålmodighed med mig.
* Passe bloggen, få flere læsere og flere bekendte herinde - alene dette år, hvor jeg ellers har været ret inaktiv, har været så rigt mht. venskaber. Tak for det. :)
* Blive bedre til at komme op og i gang og ikke hænge ud på sofaen døgnet rundt i nattøj - heller ikke på de dårlige dage! (Som Carrie siger i 'Kongen af Queens': "You know who else does that? The elderly and the mentally ill!" - I'm not gonna be their new member!).
* Se i øjnene, det aldrig bliver til noget med VUC-holdene igen og finde ny interesse.
* Se at få mig en mobil (med kamera), som jeg kan bruge herude - et eller andet signal kan vel gå igennem? Ville eeeeelske altid at have kamera ved hånden og ikke kun have giga apparat på 214 kg - samt at have kontaktmulighed, når jeg (en sjælden gang) er på farten. Er IKKE OK at nasse opkald fra fremmede hver gang jeg er på sygehus/ude at handle/på kursus m.v.
* Bruge færre penge *host*

Starten på 2013 er såmænd allerede rigeligt besat. Har lægebesøg, neurologbesøg, opsætning af ny olietank (skal dog kun lukke håndværker ind. c",)) og rund fødselsdag (min far bliver 70 - hvor vildt er det ikke lige?!). Senere på året bliver min ældste lillebror 30!

Dagen i morgen kommer til at forløbe meget rolig. De fleste ved, jeg er det modsatte af et flokmenneske og nytår har aldrig været en undtagelse. Har altid holdt nytår med mine forældre og mormor - vil ikke forlade mine dyr. Mine forældre og HG og jeg skiftes til at holde jul og nytår. I år skulle nytår har været her, men jeg har lagt mig med bihulebetændelse og blærebetændelse igen. Så mine forældre måtte i hast tage over. Og vi kan godt lade kattene være alene herude, hvor der højst kommer ti små brag. Hundene tager vi med hos mine forældre.

Mange synes, nytåret er en fuser - at man bare sidder og venter og at der er bygget op til et klimaks, der umuligt kan nås. Sådan har jeg det slet ikke - faktisk er jeg endnu gladere for nytårsaften end juleaften. Vores aftner er altid de samme: Vi får fondue og salater med hjemmerørte dressinger. Og selvom jeg ikke spiser fondue, hører det sig med. Det ene år, hvor vi ikke fik det, var alt forkert. Elsker, hvordan alle sidder og famler med deres pinde og taber cocktailpølserne ned i sovsen af olie. Elsker, min mormor altid ender med tre pinde, som hun ikke aner, hvem hun har neglet fra. At min far altid farer vild i gryden, fordi han er farveblind og ikke kan finde sin farve. Elsker, at kødet eksploderer, så alle farer tilbage i stolene og er ved at gå bagover. Nytårstalen skal selvfølgelig altid indlede aftenen. Min mormor snøfter rørt, mens jeg sidder lige så utålmodig, som da jeg var syv. Efter maden og oprydning får vi is og hjemmelavede flødeboller. Så skal vi spille pakkespil. Nogle gange er det kort, andre gange Matador eller noget tredje. Det afhænger af, hvorvidt min mormor har en dårlig dag - hun er lettere dement og kan have svært ved at huske, hvordan man spiller de forskellige spil. Når gaverne er pakket ud og man sidder med tre par grimme sokker, fire pakker køleskabsmagneter (min far har nu fået forbud mod at købe flere til pakkespil), bnatterier eller andet, er klokken gerne tolv. Så kommer den hjemmelavede kransekage på bordet. Når den er spist, rundes aftenen og året af med the og snitter. Der er aldrig nogen, der kan spise dem, men de hører bare med. Om 25 timer ringer rådhusklokkerne og jeg vil, mere end nogensinde, glæde mig til at lægge et år bag mig. Og selvom 2013 byder på uventede oplevelser, sorger og glæder, nye rynker, grå hår, så glæder jeg mig. Og trods min skeptiske natur vil jeg glæde mig. 2013 MÅ blive bedre. Det MÅ være mit år.

Tak til jer alle for dette år og på gensyn i det nye. Jeg håber, I får en dejlig aften.

5 kommentarer:

  1. Kære Line,

    Tak og i lige måde. Det lyder som en rigtig dejlig nytårsaften, du har i udsigt. Og 2013 bliver et fantastisk år - jeg er sikker på, det er DIT år og fulde af dejlige ting til dig :-)

    Hjertelig tak for det forgangne år, hvor fundet af din blog er et af mit års højdepunkter :-)

    De kærligste tanker fra
    Louise

    SvarSlet
  2. Æv det lyder som nogle grimme oplevelser du fik med i bagagen i 2012. Jeg håber 2013 giver dig en masse opture! Det er jo det, der er så fantastisk ved nytåret - en helt ny start og nye muligheder :-)

    SvarSlet
  3. Glæder mig til at høre mere fra dig i det nye år
    og håber du havde et godt nytår! :)

    SvarSlet
  4. Det var et dejligt indläg Line :) Ville gerne ha holdt nytår med jer...lyder helt fantastisk!!

    Glädelig Jul og rigtig Godt Nytår til dig :)

    SvarSlet
  5. Jeg har en konkurrence kørende hvor du kan vinde en smuk ring fra Katja Jaeger til en værdi af 1295,- Kig gerne forbi og deltag hvis du har lyst! http://www.stine-ebbesendahl.dk/2013/01/konkurrence-katja-jaeger.html

    Knus Stine

    SvarSlet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...