Gæt hvad, gæt hvad, gæt hvaaaaad!!!

Er helt oppe at køre! Ka' I huske de armbånd, jeg søgte for noget tid siden? Dem fra smykkegave.dk, som de ikke længere havde?

Her er mine små vidundere!

DE HAR FÅET DEM IGEN! Yay!!! Så så man lige mig flippe ud (har jeg nævnt, jeg elsker smykker? ;)). De er nu proppet i kurven og bestilt. Selvom vi er fattige. As allways. Havde egentlig forbudt mig selv mere shopping dette år (og gerne et stykke ind i det nye), da dankortet - både mit og HGs - er blevet skambrugt på det sidste. Af mig. Til tøj og smykker. Har købt en ordentlig stak T-shirts, nye cardigans og sweatere dette efterår. Primært (en undskyldning har man vel altid) fordi jeg er ved at være lidt for fed til min gamle gaderobe i 36/38 og small. Og har måttet opgradere den til 38/40 og medium (my God - I'm exsploding!). Alt bliver dog gemt - i håbet om, jeg en dag kan være i det gamle (ja, right!).

I lørdags kom vi til at diskutere smykkefænomenet til vores spilleklub. Min mor havde bemærket, at flere og flere er begyndt at gå med ringe på det yderste fingerled ('toprings') - noget jeg har gjort de sidste ti-tolv år. Jeg har oplevet at blive stoppet på gaden af folk der spørger: "Ej, må jeg lige se?!" og flår min hånd til sig og derefter udsætter mig for tredjegradsforhør med spørgsmål som f.eks. "taber du dem ikke?" og "har du dem altid på?". Og ja, jeg har dem altid på. Når jeg går i bad tager jeg alle ringene af og lægger dem i sæbevand. Dér får de så lov at boble og hygge sig indtil jeg har fået tørret og glattet hår. Ellers tager jeg dem kun af, hvis jeg har betændte led eller hævede fingre. Og nej, jeg taber dem aldrig. Det er ikke sket endnu i hvert fald ... altså på nær sidste jul, hvor jeg skulle stege and (adder!) til den ikke-vegetariske del af familien. Da jeg havde stoppet anden og trak min godt snaskede hånd ud, manglede den ene topring! Og jeg måtte have hånden op i måsen igen og rode videre ... en hemmelighed der stadig er velbevaret i forhold til familien. c",)

Her ses et eksempel fra Asos

Faktisk har jeg bestilt ovenviste, da mine efter ti års slid er ret udpinte. 


Nå, men i hvert fald sidder vi dér og diskutere smykkebrug, min mormor, mor og jeg. Jeg kommenterer at det er sjovt, jeg altid har været så smykkeglad (HG kalder mig 'Skaden', da jeg bliver tiltrukket af alt, der glitrer). Mit første smykke blev jeg iført allerede da jeg var tre måneder gammel og skulle til fotografen. Siden da har det været den store kærlighed.

Nogle af mine første minder, hvor jeg stavrede rundt på aspargesben, inkluderer en raslende lyd fra mit charmesarmbånd, jeg havde arvet fra min mor. Jeg har bare altid være smykkesyg! 
          Min mor går til gengæld stort set aldrig med smykker. Hun har én halskæde, hun har på hver dag - lidt noget overtro/OCD-agtigt noget. Hun er egentlig ikke overtroisk (eller OCD-ramt), men alligevel føler hun, hun får en dårlig dag, hvis hun ikke har den på. Da hun var på min alder havde hun en del halskæder hun ofte gik med. Ét sæt havde hun i guld - halskæde og armbånd - der var fra min far. Det holdt hun først op med at gå med, da hun ved sidste rensning hos guldsmeden fik at vide, det var ved at være slidt op. Så nu går hun kun sjældent med det. 
          Af ringe kan jeg ikke erindre, hun nogensinde har gået med andet end sin vielsesring. Da jeg i sin tid måtte fjerne mine ørepiercinger pga. ar, fjernede min mor og mormor også deres i protest. Jeg regnede med, at jeg kunne begynde at bruge mine igen på et senere tidspunkt. Plastikkirurgen blev hvid i hovedet, da jeg nævnte det ... Han havde så også lige syet mig med 36 sting pga. seks sølle piercinger. Så jeg gik hjem med mine sting og en lovning om, at jeg aldrig igen ville lade mig pierce, aldrig lade mig tatovere og aldrig lade mig operere unødigt. Jeg er dog sikker på, at havde jeg ikke været ardanner, havde jeg haft en hel del piercinger - dog ingen tatoveringer. Det er bare ikke mig.

Her er et kort glimt af de ringe på højre hånd, jeg altid går med. På venstre hånd har jeg en lillefingerring og en 'topring', jeg altid går med. Ellers bruger jeg forskellige ringe på den hånd - hvad der nu passer til humør og tøj.

Jeg siger herpå, det må være min mormor jeg har det fra. Hun har mange smykker og går med forskellige hver dag. Ved den replik får min mormor imidlertid hønserøv og ligner én, der har fået at vide, hun ligner Carl-Mar Møller. Og jeg bliver egentlig lidt såret. For mig var det jo en kompliment. Og når jeg går med alle de smykker, jeg går med, gør jeg det jo fordi jeg synes det er pænt! 


... Det synes min mormor så ikke, kan jeg nu forstå. c",)