NOOOOO!!!

Dét. Gjorde. Jeg. Bare. Ikke! Detgjordejegbareikke! Det gjorde jeg bare ikke! DET GJORDE JEG BARE IKKE! 

I går aftes. Sent. Alt for sent ... ja, der fik jeg den gode idé at klippe mit pandehår. Den viste sig så at være knap så god, idéen that is ... Især fordi jeg var overtræt, ikke havde linser på, brugte en neglesaks og agerede på en indskydelse. Jeg har længe syntes, mit pandehår var forfærdeligt. Skævt, hverken kort eller langt og hele tiden med et udseende som er det kronisk fedtet! Folk må tro, jeg aldrig vasker hår! Så da jeg så på billederne i går (hvor jeg havde vaske hår få timer forinden), tænkte jeg, det nok bare skulle studses lidt. Men det blev ligesom ikke bedre. Så jeg gav den en tak mere og én mere. Og én mere, da det ikke hjalp første gang. Og så blev det skævt. Og nu ... ja nu ser jeg nogenlunde således ud:

Seriøst! Helt seriøst! Bortset fra, mit er mere hullet og ujævnt.

     Så sådan gik jeg ind i stuen, hvor HG sad. Jeg havde et håndklæde op foran ansigtet og følgende skete:

HG: "Hvad går det dér ud på?"

Mig: "Æhm ... jeg har haft et lille uheld."

HG: "Hvad for en slags uheld?"

Mig: "Sådan en her slags ..." *Fjerner håndklædet*

HG: "Okay ..." *Sjovt ansigtsudtryk*

     Og herefter begynder han så at hulke af grin. Godt så - en virkelig selvtillidsbooster! Han sværger, det kun var fordi jeg så så sjov ud i ansigtet - som var jeg en tre-årig taget på fersk gerning foran spejlet med mors saks. Men helt ærligt - det kan enhver jo komme og sige! Jeg kan jo ikke engang selv glo mig i spejlet uden at grine! Så nu kan folk i sandhed sige: "Vil du have noget at grine af? Så skrup hjem og se dig i spejlet!"

Hvorfor gør jeg det? Jeg ved jo godt, det aldrig går, når jeg forsøger at ændre min frisure.

Det startede egentlig allerede da jeg som tre-fire årig fik overbevist min mor om at klippe mit smukke, lange hår af. Jeg havde en ældre veninde, der havde kort hår og en pisk. Jeg så meget op til hende, så det ville jeg også have. Dér satte min mor dog (heldigvis!) grænsen. Til gengæld lod hun sig overtale til, hvad der kun kan betegnes som en rigtig 80'er-klassiker: Svenskerfrisuren. 

     Som om det ikke var galt nok, vågnede jeg dagen efter op med ballonhoved - fåresyge! Spørg lige, om jeg var et yndigt syn!

     Der gik da heller ikke længe, før jeg fortrød. Og sad hver aften med min lille, gule kam og redte mit hår igennem, hundrede gange - for jeg var overbevist om, at så ville det nok hurtigere gro ud.

     

Da jeg var seks år og vi flyttede, fandt jeg ud af, jeg ville have det klippet igen. Og igen på 80'ermåden (why?!). Men dét ville min mor ikke have (jeg skylder min mor en stor tak for alle de grænser, hun har sat mig gennem min barndom!). Til gengæld gik hun med til, at jeg måtte få pagefrisure ... hvilket jeg fortrød sådan ca. et halvt døgn efter lokkerne var faldet. Siden da blev jeg ikke klippet - udover mit pandehår. Næste gang, jeg kom under saksen (altså udover med pandehåret), var jeg næsten tolv!

     Da jeg var ni kunne jeg pludselig heller ikke få mig selv til at klippe mit pandehår. Så i ca. tre år, havde jeg langt pandehår. Men så startede der en serie (vi var nu nået start halvfemserne) - jeg kan ikke huske, hvad den hed, men der var bl.a. en svensk pige med, der havde yndigt, langt, rødt hår - med et smart kort pandehår. Desværre kunne frisøren ikke finde ud af at klippe dét pandehår. Så det blev bare kort - på den kiksede, udtyndede måde. Samtidig skulle hun tage et stykke af resten af håret - et stykke! På det tidspunkt var mit hår så langt, at jeg kunne sidde på det. Det var hele min identitet - jeg var pigen med det lange hår og de yndige øjne. Det var alt, jeg havde! Jeg var genert, forsagt, en man ellers let overså. Men folk huskede det lange hår og dådyrøjnene. Jeg blev tilmed inviteret med til fødselsdag hos børn fra min skole, jeg ikke gik i klasse med og egentlig heller ikke kendte - alene pga. håret. Og nu stod jeg så dér hos frisøren. På væggen hang en tegning af en slank pige med lange ben og timeglasfigur. Man så hende bagfra. På venstre siden af plakaten, var hun tegnet med langt hår, der nåede taljen og var klippet lige over. Nede under var der er 'V', som i 'rigtig'(måde at klippet håret på). På højre side var hun lige så langhåret, men håret var klippet ned i en spids. Og der var et stort fedt kryds over - som i: Dette er en forkert måde at klippe håret på. Og jeg kan huske, jeg undrede mig over, at den 'forkerte' måde var lavet til højre i billedet; for jeg opfattede højre som 'rigtig' og 'venstre' som forkert. Hvorfor hedder det ellers 'right' på engelsk? Og hvorfor kaldte min klasselærer ellers de venstrehåndede for 'kejthåndede' og insisterede på, de skulle til specialundervisning nogle timer om ugen (som om, der så måtte være noget galt med dem!)? Og jeg kiggede på det forkerte hår, og syntes, det var den smukkeste frisure, jeg nogensinde har set. Det var som om, håret bølgede ned ad ryggen som et vandfald.

Imens mærkede jeg pludselig et ordentlig ryk i nakken - og vidste med ét at noget var forkert! Frisøren havde taget ALT for meget hår af. Jeg lod hånden løbe op ad rygge og kunne ikke engang mærke hårgrænsen, så højt var den flyttet op. Og jeg skreg af mine lungers fulde kraft: "Det er for meget! Det er for meget!" Og frisøren må rette til, så yderlaget blev tykkere, min mor måtte trøste mig, der stod og rystede, og det blev hentet vand, ligesom man gør til besvimende patienter, og alt var kaos. 

     Det var lige før min fars 50-års fødselsdag. Der skulle komme en masse gæster - bl.a. familie fra resten af landet OG Sverige. Og jeg så ud! Det var på det tidspunkt, jeg var begyndt at blive fed. Den kjole, der var meget på mode det år og som jeg havde drømt om at se mig selv i (i lilla og grøn - mine to yndlingsfarver) kunne slet ikke fås i min størrelse. Og jeg endte i plisseret, sort, lårkort(!) nederdel, hvor mine fede lår stak ud som et par stolper under. Jeg er i forvejen meget lav, men dén nederdel fik det nærmest til at se ud som om, mine ben var blevet savet over ved knæene (især fordi jeg fra naturen af har meget fede ankler!). Samtidig var jeg i en hæslig pastelfarvet rullekrave, der også fjernede min hals og en stramtsiddende, hvid strik med et stort broderet blomstermønster på. Mit pandehår var ca. tre centimeter langt (eller kort!) og resten crepet (på firsermåden!) og gjorde bare, at man endnu mere lagde mærke til de to forskellige længder. Så dér stod jeg - rundhoved, fed med kikset hår og gigantisk overbid. Kan I huske bedsteveninden, Betinna, fra "Mig og Mama Mia"? Nogenlunden sådan så jeg ud i hovedet - med lige så kort pandehår, men dog med noget mere længde bagtil.

Jeg nåede at blive næsten fjorten, før jeg opgav det med pandehåret. Hver gang skulle en ny frisør prøve at klippe drømmepandehåret ... og kiksede. Sidste gang kom frisøren til at lave det så kort at det var en katastrofe. En del af håret strittede lige op i luften, mens en anden del lå nedover panden. Jeg lignede faktisk en anden af karakterene fra "Mig og Mama Mia". Jeg husker ikke, hvad hun hed i filmen, men hun spillede en af rollingerne, der var med i samme klasse. 

     Kun en uge efter havde en jeg en stor casting på et modelbureau. Behøver jeg fortælle, at makeupartisterne kom på arbejde for at redde mine billeder? OG at jeg ikke klippede mit pandehår igen for jeg var ca. 23? Eneste trøstende omstændighed var, at jeg på daværende tidspunkt ikke var den kuglerunde 12-årig, men en yndig teenager, der var slank som et siv, havde lange, tynde ben og i det hele taget en smækker, veltrimmet krop.

Men hvorfor klippede jeg så håret igen, da jeg var i tyverne? Tja, pandehår var lige kommet på mode igen, og jeg tænkte, det ville skjule min ret så høje pande. Men jeg dur bare ikke til pandehår! I starten af tyverne havde jeg også en del eksperimenteren med længden af mit hår. Det endte med endnu en frisørkikser - få måneder før vores bryllup! Og min drøm om at have løst hår til brylluppet blev droppet. Det blev sat op, så man ikke kunne se, hvor kort det var! Og siden har jeg holdt det langt. Faktisk har jeg holdt mig til nøjagtig den samme frisure - den fra salonen, der var 'forkert'!

Forrige år lod jeg dog mit pandehår klippe igen. Med det var på den lidt mere sofistikerede og lange måde. Sådan lidt, Rachel Green-måden.

Og nu har jeg så forlængst fundet en frisør, der an sit shit. Jeg elsker mit hår fra den periode - kastanjefarvet med røde striber ... Desværre hævede min hovedbund dog op efter farven, så siden har jeg ikke turde favre det. Så nu render jeg rundt med kedeligt, leverpostejhår og har mareridt (bogstavlig talt!) om, hvad jeg gør, når de grå hår begynder at vise sig!

Så nu kommer jeg kun til frisør én gang om året for at få det klippet. Jeg kan jo ikke rende til frisør hver tredje uge og få klippet pandehår (nogen kan nok, men jeg kan ikke - det er økonomien bare slet ikke til!). Så jeg har forsøgt at gøre det selv. Det er gået nogenlunde indtil den sidste måned, hvor jeg bare ikke har været tilfreds. Og jeg må nok se det i øjnene: Mit hår, mit højest skattede aktiv er bare fortid. Det er ikke som i niende klasse, hvor vi fik et spørgeskema fra parallelklassen, der lavede projektopgave om unge og deres selvtillid. "Hvilke ting ved din krop kan du godt lide?" Lød spørgsmålet. Og det eneste, jeg kunne komme på var: 'Mit hår'. Efter tyve minutters tænkepause tilføjede jeg også 'mine fingernegle' ... bare fordi jeg ikke rigtig syntes, jeg kunne være bekendt overfor de andre at svare så kort. Men sådan har det altid været. Der er ikke noget, jeg kan lide ved mig selv. I dag ikke engang mit hår. Til gengæld er jeg kommet til at holde mere og mere af mine øjne ... selvom jeg skeler på det ene, når jeg bliver træt.

Mit hår, min akilleshæl, din storhedstid er forbi. Forud venter leverpostejen, knolden og senere endnu søvlstænkene og til sidst: Udtyndingen. 

Kære hår - du har været en skøn ven, en stor kærlighed ... og jeg lover aldrig at klippe mit pandehår igen!

Amen!

Mit hår i sine velmagtsdage. Det kostede mig over 2220,- i farve og klip - og er nogle af de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud!