Challenge - projekt Nupo

Jeg har en challenge ... til mig selv. Og jeg får brug for bloggen - og jeres - hjælp til at holde den. For selvom I ikke er mange (endnu?) er I nogen, der læser med. Og det alene får mig til at tro, at jeg bedre kan holde dette løfte til mig selv. 


Efter at have været sengeliggende det meste af de sidste to måneder er min krop såååå smadret. Jeg kan ikke åbne en flaske cola vand uden at blive forpustet - og vægten tør jeg slet ikke tænke på! Samtidig er jeg løbet ind i et problem ang. min medicin ...


For to år siden måtte jeg en tur om øre/næse/halslægen efter jeg gennem et halvt år (I know!!!) havde haft tiltagende problemer med at synke. Jeg følte det, som sad der en klump i halsen og mere og mere mad nægtede at passere. Da jeg levede af Vicks Blue, opløst toastbrød og Nupopulver begyndte jeg at indse, det nok ikke liiiige gik væk af sig selv. Jeg troede seriøst, det var et eller andet helt sindssygt galt. Det viste sig så kun at være refluks ... eller af min halslæge: 'Gerd' (come on, det er jo et kvindenavn!) - på godt dansk er det altså mavesyre, der skyller op i spiserøret. Det var ikke lige den tanke jeg havde haft, da jeg egentlig ikke havde følt, jeg led af halsbrand. Mit problem var mere hoste og halsirritation (tænkte selv noget i retning af astma ... altså indtil maden begyndte at hobe sig op i spiserøret og nægtede at passere). Jeg spurgte ind til, om det kunne være det ene af mine medikamenter, Diclofenac, der var skyld i det (det ved jeg jo, det er!). Lægen mente dog ikke, det ville betyde det store - selvom medicinen er kendt for at give mavesår eller blødninger i mave/tarm-kanalen. Og jeg har haft de for tolv år siden pga. søsterproduktet, Ibuprofen.


Nå, men i hvert fald fik jeg udleveret mavesårsmedicin, Nexium (vidundermiddel!), som efter nogen tid hjalp ganske godt. Sidste år blev tilskuddet til medicinen imidlertid fjernet, så nu får jeg noget andet (skod!) medicin i stedet. Og det hjælper altså ikke så godt. På mandag skal til min halvårlige kontrol, og jeg er lidt spændt, for det har været helt sindssygt de sidste måneder. Om det er pga. dårlig kost, penicillin oder was ved jeg ikke, men slemt er det i hvert fald blevet. Samtidig tror jeg nok, jeg bløder fra spiserøret (vil undlade detaljer, da de er ret gross og omhandler toiletbesøg!). Og da det bare ikke har været helt godt med maven på noget tidspunkt de sidste par år, vil jeg nu prøve at trappe ud af Diclofenacen. 


Jeg er spændt på, om det kan lade sig gøre ... jeg prøvede på det for et par år siden. Efter fire-fem dage fik jeg så ondt, at jeg stort set ikke kunne gå, blev stiv i leddene og gav op. Nu er jeg så startet på at trappe langsomt ud. Først en pille hver anden dag. Så hver tredje. Så hver fjerde ... m.v. I går fik jeg væske (eller betændelse) i det ene led i min lillefinger. I dag er det også startet i min ringfinger. Pis os', altså! Da medicinen virker anti-inflammatorisk, er det nok derfor. Ved ikke ... nu får vi se. Når/hvis jeg bliver gravid, må jeg alligevel ikke få dem. Men man kan ligesom også bedre lægge sig i sengen og sige: "Nå, nu skal jeg bygge baby i ni måneder, jeg ved mine neurologiske symptomer kommer til at gå amok og at jeg får pisseondt, men sådan er det bare imens!" Det er lidt svære, når man ikke har et end-goal ... altså udover ikke at ende med blødende mavesår eller perforeret tarm. (Mums!).


Anyway, det gør jo ikke ligefrem min krop mere speedy og frisk. Men nu skal det altså være. Jeg skal af med nogle af de kilo, der sidder på sidebenene ... maven ... og røven ... og ansigtet, overarmene, lårene, hofterne ...! *Suk*


Sidste år i september blev min medicin lagt om. Og jeg tog otte kilo på - PÅ EN MÅNED! Og har aldrig vejet så meget som nu. Jeg har opgivet tanken om at smide alle otte. Jeg ville være glad for at smide seks, og tilfreds med fire (så kan jeg være i alle de bukser, der pt. ligger og samler støv i mit klædeskab).


Det var meningen, jeg ville starte i mandags. Men så skulle jeg liiiige af med resterne fra vores halloweenhygge. Og om tirsdagen havde jeg ondt i halsen og måtte liiiige tylle to bægre lakridsis (mand, I am disgusting!!!). Onsdag gik derimod forrygende - Nupo og en lille skål risengrød (lavet på skummetmælk, halveret potion ris og en anelse sødemiddel). Torsdag gik forrygende - only Nupo, baby! Og fredag gik O.K. ... indtil jeg vågnede kl. tre i morges med røven i vejret og hovedet begravet i grøntsagskuffen - der vel at mærke ikke indeholdt grøntsager med leftover pizza og pommes frites. My God! (Og nu da jeg havde syndet røg der også lidt andet med ... I don't wanna talk about it! - Men lad os bare sige, der stort set ikke er nogle fristende lagre tilbage i huset).


Så på tirsdag vil min blog blive omdannet til en uges madblog. Jeg vil starte mandag og ÆRLIGT skrive ALT, jeg spiser ned. Og når jeg ved, det skal på skrift er der en pænt stor chance for, at jeg bedre kan holde det. Det bliver en udfordrende uge - også fordi vi lørdag skal spise ude med spilleklubben for at bruge årets opsparede penge. Jeg vil selvfølgelig holde den gående længere, men flere uger eller måneder med madlister herinde er ikke liiige den plan jeg har for bloggen. Og da den første uge - indkørslen - er den værste, vil jeg starte her. 

Jeg regner med, det stort set bliver Nupo, jeg lever af. Det har det været de andre gange jeg skulle tabe mig ... og let's face it: Jeg hader at lave mad. Og jeg er dårlig til at lave mad. Og den energi der skal lægges i at lave mad for jeg ikke ind ved at nyde den, for mad siger mig bare ikke det store. Mit problem er primært sukker: Jeg kommer fra en familie, der gennem generationer har tyllet sukkerholdige sager indenbords. Og de sidste fem generationer af kvinder på min mors side, har hele livet kæmpet med deres vægt og achilleshælen: Sukkeret (kager, slik, is - mums!).


Men jeg har gjort det (ca. en milliard!) gange før, så jeg kan vel gøre det igen ... tabe de forbandede deller, der forpester min selvværdsfølelse.

Sommer 2010 - og otte kilo siden

Forår 2010 - seks kilo siden.