Hvis verden var en drøm

 Det er sorte dage. Som tåge, som dis. Jeg er som gigtpatienten, der mærker vejrforandringen i leddene, selv før han rigtig vågner. Mens øjnene stadig er lukkede, og kroppen vendes tungt i sengen; dette ... hylster! Tungt. Grimt. Og før jeg vågner ved jeg det. Ved, hvilke øjne, der vil møde mig i spejlet. Hvilken krop, der vil ligge dér - fed, lasket.

Hvordan er det blevet sådan? Vågner man bare en dag og er gammel? Finder rynker og linjer og blå årer, som forgreninger under huden, som togspor set langt, langt oppefra? Vågner man og leder efter sine øjne under folderne af løs hud? Skal man bore dem ud, som rosiner i en bolledej og kigge længe, før man finder visdom og styrke i stedet for ungdommens skønhed, der gik tabt og forsvandt bag et grå slør af stær?

Hvorfor er det blevet sådan? Det er som om sygdommen æder mig op. Men i stedet for en cancer, der grådigt fortærer de indre organer, til de buler ud af kroppen som store klumper af stinkende blomkål, sætter sygdommen sig som pres mod sener og knogler og muskler, der buler ud og bliver til fedt og grimhed og alderdom. Kan ungdommen indkapsle sig? Så den ligger et sted i ens indre som en lille bold? Som en kokainsmugler, der pakker sit smuglergods ind i et kondom og sluger det, så det ligger i tarmen som en lille kokon. 

 Dú dog krop, dú! Til andet end at ligge og gå i betændelse og blive glemt. Lad ikke knoglerne og musklerne tørre ind til skrøbelige kviste, der knager i vinden, mens fedtet lagrer sig som en stor, fed fosterhinde af klamhed udenom.

Lad mig opleve livet som andet end glimt, som andet end lysbilleder på et plettet lærred. Lad mig oplevede livet og skønheden og at føle mig normal. Lad timeglasset være min krop, og ikke tiden, der banker på og minder mig om forgængeligheden ... forfængeligheden - gør det andet en ondt?

 Hvis jeg fik en dag som rask, ville jeg stå op ved daggry og se lyset trænge gennem klyngen af træer. Jeg ville løbe på stranden og være frisk og normal. Jeg ville klatre mod toppen, flyve fri som fuglen og aldrig vende hjem til mit bur.  Jeg ville danse i regnen og græde i solen - græde, når I andre griner, grine når I græder og være anderledes på alle de gode måder. Jeg ville se verden i farver, men selv ses i sort/hvid, hvor tingene er smukke og sarte og fri. Jeg ville opleve det, du oplever på et helt liv på én dag og stadig le, når solen går ned. Sende kinesiske wish lights mod den gryende nattehimmel, med besked til mine kære om, vi ses igen en dag.

Og når lampen forsvinder og natten bliver helt sort, så ville jeg smelte som stearin og pulverisere til aske og vågne igen, som fugl Føniks af asken og opdage, at alt trods alt bare er en drøm.