Nåle, Nupo og nervøsitet

Først og fremmest tak til alle jer, der har sendt søde beskeder til mig - både her, på Facebook og på min mail; det varmer mere end i drømmer om, i denne (på alle måder) kolde tid. Jeg håber, jeg får svaret jer alle på et tidspunkt, men har stadig lidt dette 'Jeg MAGTER det ikke'-humør kørende. Jeg synes dog, jeg fik det bedre af at skrive forrige indlæg på bloggen. Pludselig var det ude, og også indrømmet for mig selv: Noget er HELT galt! Nu håber jeg bare, de kan finde ud af, hvad det er, og ikke bare ryger i glemmekassen med etiketten 'one of those things, e can't explain!'

I dag fik jeg overstået den første, og letteste, hurdle Blodprøverne. Var ellers tæt på ikke at komme af sted. Har ikke sovet i to nætter og stort set ikke spist i fire-fem dage (ca. seks Nuposhakes og en skive rugbrød). Har det svært med at spise pga. humøret, men det går fremad - også fordi, jeg ikke har haft episoder siden torsdag. Har til gengæld virkelig fået kickstartet vægttabet - otte kilo er røget siden 1. oktober; mit delmål er nået! To kilo endnu og mit mål er nået. Seks-syv kilo og idealvægten er der. 

Det er dog lidt svært med medicinen - skal tage mindst muligt, for at udelukke, det er dén, der gør mig syg. Need I say: AAAAAAAV FOR HELVEDE!? Skal virkelig vænne mig til, at opleve smerterne mere intenst og prøve at fokuseret på noget andet. Jeg har beholdt mine Amitriptylin (gammelt antidepressivt middel, der gives som lavdosis mod smerter), Diclofenac (smertestillende), Trimopan (mod blærebetædelsen) og Cipramil (antidepressiva). Kodipar (Kodein og Paracetamol) skal jeg tages mindst muligt af. Er vant til otte piller dagligt. Mine pilleæsker ser så sært tomme ud nu.

Jeg frygter stadig torsdag (også fordi det er min hadedato - d. 22!). Kan ikke vandre ind hos en læge, uden at sitre af angst. Jeg er ikke bange for prøver eller smerter, men selve lægen, det, ikke at blive troet på, ikke at blive taget seriøst. Da jeg var dernede i torsdags, så jeg i min journal, at min egen læge havde skrevet noget i retning af: "Pt. virker depressiv, men benægter selv at føle sig sådan. Klager over kramper (?). Psykosomatisk?".

Oh God, here we go again. Jeg kan godt huske dén konsultation - jeg var helt flad pga. 39 i feber, ubehandlet blærebetændelse, giga blødning fra underlivet og sindssyge smerter. JA, gu virkede jeg ked - men det var ren udmattelse! (Samt hendes uforskammede holdning over for mig!). Ligesom når man har influenza og bliver så oversensitiv, at man græder over Mercireklamerne og den gamle dame fra Nyhederne, der ikke kan få hjemmehjælp. Jeg har tilgengæld nedture, når jeg får mine anfald - men er det så underligt?! Så nu er weekenden gået med at udspørge mine nærmeste, om jeg virker depressiv. Tæller det som et nej, når ens mor bryder sammen i krampegråd? ;) Oh well - nogle gange er der jo ting, man ikke selv kan se. Men depressiv, som dengang for ni år siden, hvor jeg havde en regulær depression - hell no.

Nu må vi ses, hvad der sker.

Jeg havde faktisk samlet lidt julerier sammen til en ny giveaway (betalt udelukkende af mig denne gang), men nu må jeg lige se, hvordan det går. En dag ad gange, små skridt, dyb vejrtrækning, positive tanker.