lørdag den 12. oktober 2013

En lille ny

Igen sker der uforudsete ting og sager, som optager tiden herhjemme. Det der i går skulle være en dag til almindelige kedelig indkøb og en tur på biblioteket, endte dramatisk, da jeg spottede en killing, der nær var endt som roadkill. Heldigvis fik HG hurtigt kastet mig af i vejkanten og jeg fik skrabet et styks killing op, før hun forvildede sig ud foran en bus. Hun er nu isoleret i vores soveværelse, hvor hun virker godt tilfreds. Hun er meget lille (jeg vil skyde hende til at være 13-14 uger), meget udtæret; sulten og tørstig, men også meget smuk, kælen, social og kontaktsøgende. Da vi har fem katte i forvejen, er det ikke planen at beholde hende, selvom hun er så henrivende, at det gør ondt i hjertet. På tirsdag tager vi hende med på internat, hvis de ellers har plads til hende (der er SÅ mange hjemløse killinger i år at jeg kunne tude! Alene i dag har jeg spottet tre annoncer på den lokale medieside, hvor folk efterlyser ejere af killinger, der er fulgte efter dem eller som de har reddet på samme vis som vi har). Jeg tør næsten ikke tænke på, om hun fejler noget eller har varige mén, for hun er så udsultet, at der dårligt nok er muskelmasse tilbage. Men hun er også en tough lille tøs, der vimser rundt og lejer, selvom knoglerne rasler i hendes lille krop.

Oveni dette har vi problemer Myrledyret, der længe har skrantet (og har været til dyrlæge et par gange). Hun taber sig, vil ikke rigtig spise og virker træt og ugidelig. I går da hele huset fik loppekur, skreg hun, da vi forsøgte at løfte hende og hun virker meget øm omkring sin mavesæk og tarme. Jeg har været lidt iffy omkring hvorvidt vi skulle ringe til vagtdyrlæge, men da hun stadig spiser lidt, drikker og fulgte med fra sidelinjen, da jeg lavede mad (som hun plejer) besluttede vi at vente til mandag, med mindre hun får det værre - også fordi hun ikke har feber, vi ikke kan finde rifter, sår, bylder eller lignende, der kunne kræve akut behandling. Det er trods alt dobbelt takst, når det er weekend.

Ah ja, gode Danmark, der lukker helt ned, fordi det er weekend. Det kan drive mig til VANVID, fordi jeg altid bliver syg i weekenden (som nu, hvor jeg kan mærke at blærebetændelsen er blusset op igen - efter bare tre dage uden antibiotika! - og bihulerne gør klar til at følge trop). Dyrene lægger sig også altid enten en weekend eller om natten.

Nå, i morgen venter en lang dag med familiehygge og besøg af Mumi. Er spændt og lidt nervøs for, hvordan hun har det.


Til slut et temmelig rystet billede af mig og hitteren (har kamera, der småstrejker). Husk, husk, husk - NEUTRALISÉR JERES KATTE UANSET KØN! Killinger der bliver druknet, dør af sult eller på anden måde går til er simpelthen for usselt. Så har du kat - og især udekat - så få det ordnet.


6 kommentarer:

  1. Har overrasket mine forældre med indtil flere små killinger i min barndom og de er sku nuser ; )

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kom også i en tidlig alder slæbende hjem med små kræ. Det gode ved at være voksen er, at man selv kan bestemme, om man vil beholde dem (JA! ;)) eller om de skal bortadopteres. :)

      Slet
  2. Sød lille sag!

    Tak for dine kommentarer på min blog. Jeg prøver at passe på med sygdommen, men det er sku svært!
    Jeg er også helt vildt glad over at Balto er kommet med i Best Friends hunde kalender! Jeg ved at min mor er helt vildt stolt.

    Mange krammere!

    www.sarahnadia.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var da så lidt. :) Og ja, det er svært at passe på sig - det er altid lettere at passe på andre. Jeg glæder mig til at læse, hvad Balto får i sin pakke fra Best Friend. :)

      Slet
  3. Du er jo en katte-helt!
    Vi havde også besøg af en sød lille mis på efterskolen, som vi gav lidt tun og havde på værelset. Åh hvor vil jeg gerne have en kat! Men der var vist en som savnede den lille killing, og det går jo ikke med dyr på værelset (desværre).. Så der kom en lærer og konfiskerede vores baby..

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe - tak. ;) Vores dyrlæge kalder mig en 'skovalf, der tiltrækker vildkatte'. Lidt sjovt, fordi det dér med alf har forfulgt mig hele livet - det er også mit nick på Fyldepennen.

      Jeg håber da, at bassen kom hjem til en glad familie så. Det er næsten endnu skønnere end blot at redde en sulten kat - at redde en kat og kunne få den hjem til den familie, den er blevet væk fra. Dem har vi også haft en del stykker af. :)

      Slet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...