En update på mit liv - nu også med billedspam og underlægningsmusik

Wow ... så så man lige mig sove 34 timer! Kald mig bare rundforvirret. Har kun oplevet mandagen i små klip, når jeg vågnede for at få medicin og noget at drikke. Blev dog nogenlunde levende igen ved 14-tiden her i dag.

Det er ved at være længe siden, der har været et lidt mere personligt indlæg på bloggen. Om mit liv, hverdag - et dagbogsindlæg.

Det er blevet rigtigt efterår. Dyrene er gået i 'dvale-mode'. I alle vindueskamme og på alle stole ligger der dyr og sover. Der er store skænderier om gyngestolen og 'kongstolen', hvor der ligger lammeskind. Kattene vågner kun op til dåd ud på eftermiddagen, når HG fodrer fugle, så der er slåskamp på terrassen og skrappen og flaksen. Så sidder de klar i vindueskammen med hvæssede klør og savl i mundvigene. Hundene søger sengen og varmetæpperne, og gider dårligt med, når HG kalder til tur. Zappen kommer tidligere og tidligere hjem fra sine jagter, men kan blive ved med at hale fuldfede rotter med, der ligger på terrassen som en offergave, så HG må i gang med spaden. Det er sjældnere at Myrledyret sidder i vinduet og ser på verdens udenfor med længsel i henholdsvis det blå og grønne øje. Hun laver dog stadig sine jammerkavalkader med mellemrum og stirrer længelsfuldt mod den verden, hun er udelukket fra. Cleo og Samsara virker stadig ligeglade med andet end varmen indenfor. 

På træerne udenfor hænger æblerne tungt på grenene, tynger dem mod jorden. Vi har haft en del rigtig voldsomme skybrud; bladene, der falder i lind strøm fra de mange træer bliver ved at stoppe tagrenderne til. HG er i konstant kamp mod naturen. Overalt rasler de purpurfarvede blade rundt. Og selvom træerne taber mere og mere af deres pragt, så solen får lettere ved at trænge ind, bliver det mørkere og mørkere. Plænen er fyldt med svampe i alle størrelser, Offerhøj står snart med nøgne grene, der rækker mod himlen som tynde arme. Lyset ændrer sig, der er ikke længere samme glans ved solnedgangen, som om sommeren. Jeg samler kastanjer og tænder lys indenfor og hygger med mine bøger. 

Efteråret står på travlhed her i 'Skovhuset'. Lige siden vi flyttede ind, har vi vidst, at der skulle efterisoleres og at olietanken skulle skiftes ved udgangen af 2012. Da HGs computer døde, forsvandt alle oplysninger mht. hvilken isoleringstype, der var bedst for os, korrespondance med diverse eksperter m.v. Så det har taget tid at få op at køre igen og få indhentet det tabte. Nu har vi dog fået håndværker og pristilbud (ca. 65.000,- ... av. For. Helvede!). Selvom jeg ikke glæder mig til pengeblødningen, glæder jeg mig til at få lidt mere varme indenbords. Det er det eneste, der mangler for at dette er det totale drømmehus. I vores gamle hus (also known as 'Cigarkassen') var varme intet problem - tværtimod! Om sommeren var boligen som et drivhus, hvor fugten drev ned ad ruderne og ikke kunne slippe ud. Her er det omvendt. Vi må have varmepumpe tændt selvom sommeren. Eller kommer vi under 17 grader! Træerne - som er en del af det, jeg elsker højest ved huset - lukker solen og varmen ude. Og jeg er bare en frysemus, der altid har været meget forvænt mht. varme i hytten. Det hjælper heller ikke ligefrem på urinvejsinfektionen, at jeg fryser konstant.

Ja, den er god nok - det er endnu ikke ovre! Det er nu over ti måneder siden det startede. I morgen skal jeg til læge og banke i bordet ... noget jeg er ekstremt dårlig til. Jeg har bedt min mor om at tage med (Line fem år). Hun er god at have som støtte. Hun er typen, der i dén grad har ben i næsen. Hvis verden gik under og hun var eneste overlevende, skulle hun nok klare sig. Hun er én, man bare ikke kan vælte omkuld. Jeg ser SÅ meget op til hende, og ville ønske, jeg havde mere af hendes mod og styrke. Jeg er mere sådan én, der skal grave modet frem med en teske og bruge ti måneder, før jeg synes, det er uacceptabelt at pisse blod og gå med feber konstant. Jeg er også nervøs for mine nyrer. Hvor længe kan de tage denne mishandling? Der er begyndt at være protein i mine prøver ... not a good sign. Jeg håber, jeg bliver sat midlertidig på fast penicillin og sendt til nogle prøver. Jeg er dog ret sikker på, at sker det ikke, flipper jeg lodret. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke magter dette længere. Det værste der kan ske, er at mit sygdomsattack (som kører for fuldt skrue p.t.) gør mig handlingslammet. Det har det med at virke som en synaål i en ballon. Så jeg ligger dér på gulvet som uopustet badedyr og intet magter og græder ved mindste modstand. Har også fået en forkølelse oveni. Vågnede med hals, der følte som kaktus; øregange, der føltes som havde nogen fyldt dem med kogende lava og snotface, der dunker. Håber ikke, det går i bihulerne (som det plejer). Havde ellers håber at få min influenzavaccine i morgen - dét skal jeg så nok ikke lige satse på med galoperende UVI, bigtime forkølelse, feberbrændende hud og dertilhørende blanke øjne. Jeg er er kønt syn! Håber, lægen kan se, hvordan mit legeme kører på pumperne og immunforsvaret kæmper sin forgæves kamp, og indser, at der SKAL gøres noget. Så i morgen kl. 14:15 - wish med luck!

Til sidst lige en henvisning til denne sang, jeg hører om og om igen i disse dage; af en eller anden grund kan jeg mærke efteråret helt ind i mine knogler, i min sjæl, når jeg hører denne:

(Yiruma: "River flows in you").