mandag den 29. oktober 2012

Ten to(o)

adorable!

Okay, alt ... alt ... ALT - hører I mig - ALT! er bare gået galt her til aften (nat!). Som i fuld. Stændig. Galt! Jeg startede ud med at være flyvende. Havde fået et spørgsmål på min mail (Yay - det sker SÅ sjældent at jeg bliver spurgt om noget eller opfordret til indlæg på bloggen). Så jeg gik frejdig i gang med at lave et videoindlæg. Som blev nogenlunde okay (for første forsøg OG mig at være). Der var bare ét problem. Et meget STORT problem. Der var ingen lyd på. ArghediargARGH! Flippede skråt (hormonella much?) og fandt på et alternativ: Et 'ten to(o)'-indlæg. For i min jagt på et billede, var jeg alle de gamle albums igennem og fandt såååå mange gode dyrebilleder (hvor trætte er I lige af dem? c",)) og tænkte: 'Så bliver det sgu det'. For det er jo så dejlig nemt ... ja, godmorgen mand økseskaft! Det har foreløbig taget mig 1½ time! Det burde have taget 20-30 minutter med udvælgning og uploading (har jeg nævnt, jeg har meget rod i mine billeder?). Men så ville de ikke uploade. Og så kunne jeg fandegalemig ikke skrive tekst. Og så skrev teksten OPAD! Hvad fanden sker der lige for dét? Og så kunne jeg ikke åbne siden og starte forfra, min blog stod bare dér stædig og fastlåst. Og ved ikke hvorfor, men bliver såååå hidsig for tiden. Must be a girl thing. Nå, men jeg håber, problemerne hørte søndagen til og ikke kendertegner den mandag, der egentlig officielt er slut, for så er jeg screwed (OG sengeliggende i morgen! Får bare UFO i hovedet, hvis jeg forlader min seng). Sooo, here goes (efter lang, vred enetale). Die pictures.

(Ja, jeg har jo skrevet om hvert enkelt af mine små mirakler en milliard gange før, så jeg har prøvet at begrænse mig. Vil du vide mere om en enkel, er det bare at spørge, eller klikke dig ind under deres navn i etiketter. :)).

Die Vipsepige. Min lille, dejlige Vips, som døde meget pludseligt sidste år pga. dårligt hjerte. Hun kom pludselig ind i mit liv, d. 11. september 2001 (hittekat). Og fra starten af, indtog hun mit hjerte. Hun var MIN kat, ikke vores. Verdens smukkeste, kærligste og mest kælne kat. Jeg tuder stadig over hende næsten dagligt og savner hende hver dag,hver time, hvert sekund. Hvor unfair det lyder for mine andre dyr, er der - og kommer nok heller aldrig - nogen, der vil fylde så meget i mit hjerte. Hun døde i mine arme hos dyrlægen d. 11. september 2011 - næsten på klokkeslæt ti år efter vi fik hende. Mit yndlingsbillede af hende, fordi hun ser så dejlig fræk ud. Vips har frataget mig min dødsangst. For hvis ikke jeg kommer til at gense hende, men der bare er et stort intet, så kommer jeg i hvert fald aldrig til at mærke dette smertende savn længere.

Sipzap, vores smukke Maine Coon (med stamtavle og det hele, yes, sir!), der bliver syv år til marts. Jeg havde i mange år ønsket mig en langhårskat, og en dag fandt jeg denne dame på nettet - til salg (på Bornholm no less!) og eneste tilbageværende i kuldet. En meget velopdragen pige, som alle de andre dyr kan med. Der er ingen, der ikke kan lide Sipzap. Hun kan godt 'forsvinde' lidt i menageriet herhjemme, fordi hun er så forsigtig og tilbageholdende. Dette er mit yndlingsbillede af hende, fordi det er skarpt og smukt, viser hele hendes store, langpelsede krop og er hende i det rette miljø: Naturen. Sipzap ER bare en udekat.

Ja, Ludde her er jo ikke vores, men mine forældres. Men da jeg skulle have ti billeder og bare elsker dette, kom det med. Her er han ret ny - stadig med hvalpetænder og det hele. Han er af racen Coton de Tulear - en race, vi ellers ikke før har haft i familien (det har altid være pudler og cairn terrier).
 
Min diva. Min lilleræv. Phoeba. Husets hersker og store ego. Phoeba har et ego, jeg aldrig før har mødt. Hun er meget glad for sig selv ... og numser. Alle andre dyrs numser er yderst interessante. Hun er Cairn Terrier (med stamtavle), men vi fik gevaldigt afslag i prisen pga. giga underbid og knækører. Hun har den smukkeste røde farve og sort maske og ører, som dog ikke rigtig ses her. Hun er 8½ år og fylder godt i hjemmet, Livet ville være kedeligt uden en Phoeba. Jeg tror selv vores oldebørn vil vide, hvem Phoeba var. :) Elsker dette billede, hvor hun ligger på min bog inde i sengen og bare er så smuk.

Så er der det lille Delle-du-dyr. Frik er en Cavalier King Charles Spaniel (med tvivlsom stamtavle). Hun er af farven black and tan, men med hvide stænk. Et ord folk tit bruger om Frik er 'bedårende'. Og det er hun. Vores bedårende lille 'kindpose' og 'Fodvorte'. En forsigtig pige med adfærdsvanskeligheder (hvalpefabrik og sådan ...), der ikke kunne fungere i en familie, der var udearbejdende og væk flere timer dagligt. Er MEGET glad for sin far (HG).

Dagens ret: Killing i wok. Vores dejlige Shiloh, der døde for nogle måneder siden efter kort tids sygdom med cystenyrer. En sand hittekilling, der blev fundet i mine forældres garage d. 25. december 1999 (vores lille Jesusbarn), ca. 3 mdr. gammel. Var meget syg og blev næsten opgivet af dyrlægerne, men trodsede sin dødsdom og fik 12½ gode år. En rigtig dreng, der altid kom i uføre.

Vores første kæledyr: Dværgvædderen Lurifax. Lurifax blev købt hos en opdrætter for ca. 100,- (stamtavle included) i maj 1999, hvor han lige var fyldt et år. HGs og mit første kæledyr - få måneder senere kom Shiloh til. Dyrlægen troede det var løgn, da han i 2009, spurgte om han kunne slette Lurifax' journal og vi skreg: "Nej, nej - han lever jo endnu!" Lurs nåede at sidde på toppen af flyttelæsset her til Rø, men døde få måneder efter 11½ år gammel. Sov stille ind - mæt af dage.

Min lille, forsigtige Samsara-pige. Katten, ingen ville have. Hun kom til os i april eller maj, kort før Shilohs død. Hun havde siddet flere måneder på internatet og ventet på nye ejere, men ingen ville have hende, fordi hun var skræmt og forsigtig. Min smukkert her, der var smidt ud som affald, var næsten en uge om rigtig om at komme frem af sit skjul, da hun flyttede ind her. Men i dag er hun en velfungerende og glad lille pige. Elsker dette billede, fordi hun er for høflig til at smide tøjhunden ned og kræve enevælde over stolen. :)

Cleo min Cleo. Min Clicker Clacker-pige. Der skal mange sider til, for at fortælle om Cleo. Her hviler hun ud, efter vi fandt hende på havnen i januar sidste år og hun ventede på at komme hjem til Tyskland. Nu er hun som bekendt tilbage. Cleo har bragt så mange eventyr med sig og vil - som Vips - altid have en særlig plads i mit hjerte. Hvis eventyr virkelig eksisterer, ER Cleo det.

Myrle, Myrle, Myrle. Mit lille Myrledyr studerer litteratur. Supaya (som er hendes officielle navn) kan man bare ikke tage et dårligt billede af. Er så smuk med sin tykke hvide pels og forskelligfarvede øjne. En ballademager, der er sind minder meget om Shiloh. Altid i ulykker, altid i gardinstænger, altid drattende ned fra højder. Er fra samme internat som Samsara, og købt få måneder før. Og trods deres forskelligheder hænger de sammen som ærtehalm. :) Myrle gør noget ved folk - hun vader ind i deres hjerter med træsko. Glemmer aldrig P., der med sin charmerende svenske accent sagde: "Hvad er det med den kat? Der er noget specielt!" Da vi fortalte, hun er døv, udbrød han: "Så er det derfor! Hun kigger helt ind i min sjæl!".





5 kommentarer:

  1. Hold da op et dejligt indlæg.
    Jeg sad og var helt ærgelig over, det allerede var slut.
    Jeg havde lyst til at læse mere om de dejlige dyr og se flere billeder af dem(:
    Hvor er de alle sammen nogle smukke dyr(:

    www.dyreglad-pige.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de er dejlige - og fylder (for?) meget her på bloggen. :) Men sådan er det jo, når man er dyreglad og kaster sig ud i redningsaktioner og plejeordninger. Især hittebørnene får en stor plads i ens hjerte, fordi de knytter sig til en på en helt andet måde end 'normale' dyr. Vores ene dyrlæge sagde engang: "Jeg forestiller mig altid Line som en skovalf, der render rundt ude mellem træerne med en fløjte og et lang rend af katte efter sig." :) Line - kattehviskeren. ;) Desværre gik det ikke så godt på vores sidste jagt, hvor vi forsøgte at hitte bortkommen tysk kat i sommerhuskvarter. Håber på, andre har fundet hende.

      Slet
    2. Jeg synes slet ikke, dine dyr fylder for meget på bloggen.
      Nu ved jeg ikke, hvad andre synes, men det synes jeg bestemt ikke.
      Elsker at læse om andres dyr. Det er ihvertfald mine ynglings indlæg at læse hos andre bloggere(:
      Ja, er ked af at læse, I ikke fandt den forsvundte tyske kat.
      Håber også, der var nogen andre, der var heldige og fandt hende.

      Slet
  2. Var hos nogle venner forleden og de havde en norsk skovkat og kom med det samme til at tänke på jeres fine Sipzap. De minder utroligt om hinanden og er så fine :) Jeg er ikke så meget et kattemenneske (sorry, men jeg er vokset op med katte og har altid önsket mig en hund ;) ) men jeg er så imponeret over katte som Sipzap...Så jeg er altså lidt misundelig her ;)

    Og forresten, hvor er bloggen da blevet fin :) Det er super fint med den baggrund du har fundet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, yndig er hun, det lille (*host* STORE!) Zappedyr. Det er sjovt at høre folks kommentarer, når de ser hende i naturen. Da vi boede i Allinge, lå vores bolig lige ud til cykelstien, og jeg har flere gange hørt folk sige: "SE! ... Nej, så du det, ikke? Det var en ræv!" Og hun ligner nok også alt andet end en kat, når hun kommer i fuld firspring og med sin rød/grålige farve og laaange pels (især den buskede hale får megen opmærksomhed). Og så er hun så stooooor, så hun bare ikke ligner en kat. Hun har mere størrelse af hannerne end hunnerne. Og det ser altså lidt sjovt ud, at hun er større end hundene. c",) Tror, de har lidt mindreværdskomplekser, fordi hun altid går med på tur ... stor Zap og små hunde.

      Er glad for, du kan lide det nye look til bloggen. Er overraskende tilfreds med det selv - selvom det er brunt. Det passer ligesom godt til årstiden. :)

      Slet

Tak for din kommentar. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...