Challenge - projekt Nupo

Jeg har en challenge ... til mig selv. Og jeg får brug for bloggen - og jeres - hjælp til at holde den. For selvom I ikke er mange (endnu?) er I nogen, der læser med. Og det alene får mig til at tro, at jeg bedre kan holde dette løfte til mig selv. 


Efter at have været sengeliggende det meste af de sidste to måneder er min krop såååå smadret. Jeg kan ikke åbne en flaske cola vand uden at blive forpustet - og vægten tør jeg slet ikke tænke på! Samtidig er jeg løbet ind i et problem ang. min medicin ...


For to år siden måtte jeg en tur om øre/næse/halslægen efter jeg gennem et halvt år (I know!!!) havde haft tiltagende problemer med at synke. Jeg følte det, som sad der en klump i halsen og mere og mere mad nægtede at passere. Da jeg levede af Vicks Blue, opløst toastbrød og Nupopulver begyndte jeg at indse, det nok ikke liiiige gik væk af sig selv. Jeg troede seriøst, det var et eller andet helt sindssygt galt. Det viste sig så kun at være refluks ... eller af min halslæge: 'Gerd' (come on, det er jo et kvindenavn!) - på godt dansk er det altså mavesyre, der skyller op i spiserøret. Det var ikke lige den tanke jeg havde haft, da jeg egentlig ikke havde følt, jeg led af halsbrand. Mit problem var mere hoste og halsirritation (tænkte selv noget i retning af astma ... altså indtil maden begyndte at hobe sig op i spiserøret og nægtede at passere). Jeg spurgte ind til, om det kunne være det ene af mine medikamenter, Diclofenac, der var skyld i det (det ved jeg jo, det er!). Lægen mente dog ikke, det ville betyde det store - selvom medicinen er kendt for at give mavesår eller blødninger i mave/tarm-kanalen. Og jeg har haft de for tolv år siden pga. søsterproduktet, Ibuprofen.


Nå, men i hvert fald fik jeg udleveret mavesårsmedicin, Nexium (vidundermiddel!), som efter nogen tid hjalp ganske godt. Sidste år blev tilskuddet til medicinen imidlertid fjernet, så nu får jeg noget andet (skod!) medicin i stedet. Og det hjælper altså ikke så godt. På mandag skal til min halvårlige kontrol, og jeg er lidt spændt, for det har været helt sindssygt de sidste måneder. Om det er pga. dårlig kost, penicillin oder was ved jeg ikke, men slemt er det i hvert fald blevet. Samtidig tror jeg nok, jeg bløder fra spiserøret (vil undlade detaljer, da de er ret gross og omhandler toiletbesøg!). Og da det bare ikke har været helt godt med maven på noget tidspunkt de sidste par år, vil jeg nu prøve at trappe ud af Diclofenacen. 


Jeg er spændt på, om det kan lade sig gøre ... jeg prøvede på det for et par år siden. Efter fire-fem dage fik jeg så ondt, at jeg stort set ikke kunne gå, blev stiv i leddene og gav op. Nu er jeg så startet på at trappe langsomt ud. Først en pille hver anden dag. Så hver tredje. Så hver fjerde ... m.v. I går fik jeg væske (eller betændelse) i det ene led i min lillefinger. I dag er det også startet i min ringfinger. Pis os', altså! Da medicinen virker anti-inflammatorisk, er det nok derfor. Ved ikke ... nu får vi se. Når/hvis jeg bliver gravid, må jeg alligevel ikke få dem. Men man kan ligesom også bedre lægge sig i sengen og sige: "Nå, nu skal jeg bygge baby i ni måneder, jeg ved mine neurologiske symptomer kommer til at gå amok og at jeg får pisseondt, men sådan er det bare imens!" Det er lidt svære, når man ikke har et end-goal ... altså udover ikke at ende med blødende mavesår eller perforeret tarm. (Mums!).


Anyway, det gør jo ikke ligefrem min krop mere speedy og frisk. Men nu skal det altså være. Jeg skal af med nogle af de kilo, der sidder på sidebenene ... maven ... og røven ... og ansigtet, overarmene, lårene, hofterne ...! *Suk*


Sidste år i september blev min medicin lagt om. Og jeg tog otte kilo på - PÅ EN MÅNED! Og har aldrig vejet så meget som nu. Jeg har opgivet tanken om at smide alle otte. Jeg ville være glad for at smide seks, og tilfreds med fire (så kan jeg være i alle de bukser, der pt. ligger og samler støv i mit klædeskab).


Det var meningen, jeg ville starte i mandags. Men så skulle jeg liiiige af med resterne fra vores halloweenhygge. Og om tirsdagen havde jeg ondt i halsen og måtte liiiige tylle to bægre lakridsis (mand, I am disgusting!!!). Onsdag gik derimod forrygende - Nupo og en lille skål risengrød (lavet på skummetmælk, halveret potion ris og en anelse sødemiddel). Torsdag gik forrygende - only Nupo, baby! Og fredag gik O.K. ... indtil jeg vågnede kl. tre i morges med røven i vejret og hovedet begravet i grøntsagskuffen - der vel at mærke ikke indeholdt grøntsager med leftover pizza og pommes frites. My God! (Og nu da jeg havde syndet røg der også lidt andet med ... I don't wanna talk about it! - Men lad os bare sige, der stort set ikke er nogle fristende lagre tilbage i huset).


Så på tirsdag vil min blog blive omdannet til en uges madblog. Jeg vil starte mandag og ÆRLIGT skrive ALT, jeg spiser ned. Og når jeg ved, det skal på skrift er der en pænt stor chance for, at jeg bedre kan holde det. Det bliver en udfordrende uge - også fordi vi lørdag skal spise ude med spilleklubben for at bruge årets opsparede penge. Jeg vil selvfølgelig holde den gående længere, men flere uger eller måneder med madlister herinde er ikke liiige den plan jeg har for bloggen. Og da den første uge - indkørslen - er den værste, vil jeg starte her. 

Jeg regner med, det stort set bliver Nupo, jeg lever af. Det har det været de andre gange jeg skulle tabe mig ... og let's face it: Jeg hader at lave mad. Og jeg er dårlig til at lave mad. Og den energi der skal lægges i at lave mad for jeg ikke ind ved at nyde den, for mad siger mig bare ikke det store. Mit problem er primært sukker: Jeg kommer fra en familie, der gennem generationer har tyllet sukkerholdige sager indenbords. Og de sidste fem generationer af kvinder på min mors side, har hele livet kæmpet med deres vægt og achilleshælen: Sukkeret (kager, slik, is - mums!).


Men jeg har gjort det (ca. en milliard!) gange før, så jeg kan vel gøre det igen ... tabe de forbandede deller, der forpester min selvværdsfølelse.

Sommer 2010 - og otte kilo siden

Forår 2010 - seks kilo siden.

Indbrud

Min far bruger lidt af sin fritid på at skrive og anmelde bøger. På den måde har han gennem de sidste år fået en hel fornem samling af bøger med forfatterhilsner eller bøger direkte fra forlaget med henblik på en anmeldelse.

Jeg elsker selv at læse. Begge mine forældre er storforbrugere af litteratur og læser, læser, læser. I min barndom fyldte litteratur meget. Der blev både læst højt, og vi læste selv hver især. For nogen tid siden manglede jeg noget at læse i, og støvede rundt i mine forældres reol efter noget interessant. Pludselig flyver min mor ind i soveværelse og kommer løbende ud med en bog højt hævet over hovedet - en bog med skriggult cover. "Hvis du mangler noget at læse, så tag denne her! Din far fik den af forlaget til en boganmeldelse, den er SÅ god og sjov!" Det viser sig, at min far ikke var udpræget begejstret. Jo, bevares, han synes den var fin, men begejstringen var på ingen måde på højde med min mors.

Men jeg tog bogen med hjem, og nu har jeg lige læst sidste linje og I lååååve it! Den er sjov, den er velskrevet, den er ... fantastisk!

Bogen hedder "Indbrud" og er skrevet af Ole Rosenstand Svidt, der cand. mag i æstetik og kultur, og er redaktionssekretær på musikmagasinet Gaffa. Han er født i 1974 og "Indbrud" er hans debutroman. Bagsideflappen betegner den som "en tragikomisk, social-surrealistisk fortælling fra en verden, hvor tyv tror hver mand stjæler ...". Den er udgivet på forlaget Nulpunkt.

Bogen fænger lige fra side et. Den er skrevet i nutid og med jegfortæller - begge dele er medvirkende til, at man straks føler sig tæt på personen. Ole Rosenstand Svidt har valgt at skrive bogen, så den virker semi-biografisk - bl.a. hedder hans fortæller således 'Elo Rosenørn Schmidt'.

Bogen starter, da Elo kommer hjem og opdager, at han har været udsat for indbrud - et fænomen mange danskere nok kender til. Det gør også (for de af os, der har været udsat for indbrud), at man straks kan følge Elos tankegang: 'Er de stadig derude? Kommer de igen? Kan de finde på at gøre mig noget?' ... og efterfølgende tanken om, at nogen har endevendt ikke bare ens egendele, men også - på sin vis - hele ens liv og tanker.

Romanen fortsætter nu med, at Elo begynder at tage sin forholdsregler, så han ikke igen bliver udsat for indbrud - men hvordan sikrer man sig det? Hvordan undgår man igen at blive offer for indbrud - og hvilken pris er man villig til at betale? Hvornår tænker man rationelt - og hvornår er man blevet direkte paranoid? Og kan man i princippet ikke godt være forfulgt af folk med bagtanker - selvom andre ville betegne én som paranoid?

Romanen har hele vejen igennem en ironisk undertone, der gør, at hvis man ikke trækker på smilebåndet, så sidder man simpelthen og hulker højlydt af grin. Persongalleriet er overskueligt og man føler, at Ole Rosenstand Svidts persongalleri er levende mennesker - man kan se dem for sig; de er ikke bare tamme karikaturer. Man kan nikke genkendende til Elos tanker - selv på de steder, hvor de er lidt far out. 

Bogen er på 324 sider og rimelig hurtigt læst - for man kan simpelthen ikke lade den ligge! Den er alletiders bog at have med i sommerhus, på weekendophold eller til at hygge med en weekend, hvor vejret er trist og man hygger under dynen (også alene - for hvem gider forstyrres af mand eller børn, når man læser?!). Især i disse halloween- og regn-og-ruskdage er den perfekt! På den måde fuldendte den min aften/nat i går, da jeg efter en omgang "Saw" og "Åndernes hus" læste slutningen på bogen og følte, at en kold weekend i oktober ikke kunne være mere fuldkommen.

Jeg vil lige understrege, jeg ikke på nogen måde har fået noget ud af at anbefale denne bog. Jeg synes bare, den fortjener omtale - selv på en lille blog som min med begrænset antal læsere. For jeg synes at netop du skal have mulighed for at læse denne fantastiske bog, der meget vel kunne drukne i mængden af litteratur udgivet af andre (større) forlag. Den er muligvis ikke udgivet hos Gyldendal eller flere tusinde oplæg - men den kunne godt have fortjent det!

Her er vidunderet. Billedet er lånt her: http://www.gaffashop.dk/shop/svidt-ole-rosenstand-50966p.html, hvor du også kan læse mere om bogen.

'Frik-show'

Jeg har forresten uploadet min første video nogensinde på YouTube. Og hvad er det så for en video? Jo, der er såmænd af Frik, der ringer på piccoloklokke. Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har skrevet om det herinde, men da vi fik Frik, skulle vi jo lære hende, at når man skulle ud og tisse, skulle man sige til. Så vi lærte hende at skrabe på havedøren. Det tog hun dog ret bogstavligt, og i løbet af nogle måneder, var der nærmest ikke nogen dør tilbage. Så HG stillede en piccoloklokke op ... og jeg var ved at dø af grin! "Man kan altså ikke lære en hund, at ringe på piccoloklokke!" "Vi får se," var svaret. Og her er så beviset:

Man KAN lære en hund at ringe på piccoloklokke!

Halloween

Har lige smidt familien hjem efter en omgang halloween(u)hygge. Jeg syntes ellers ikke rigtig, jeg oooorkede halloween i år, men da jeg gerne ville have dem til at se det lille myr (læs: Supaya), mens hun er bare nogenlunde lille og vores 'nye' sofa (arvesag) og sofabord (genbrugsguld) samt andre småforbedringer, kunne det jo lige så godt være nu - især, når vi alligevel har en masse pynt, vi skal have brugt.

Orkede dog ikke en masse huhej (føler mig stadig ikke rask, trods næsten to mdrs sygdom), så holdt det på nogenlunde lavt blus. Købte lidt frugt, smækkede en lagkage forklædt som græskar sammen, købt lidt chokolade og delikatesseflødeboller (plejer ellers at lave dem selv) - bl.a. med lakridssmag (score! Me likey like). Fik lokket min mor til at bage theboller og min far ankom med helt varme pære/chokolade-croissanter.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er en lidt kræsen familie ... ja, altså med undtagelse af mine forældre - de spiser alt. Men HG spiser intet i afdelingen af frugt og grønt (med henvisninger til 'kompost' og rynken på næsen) og jeg spiser ikke kød. Min mormor bryster sig af, at være verdens MINDST kræsne menneske ... det er dog en sandhed med modifikationer - hun tager prisen for det mest kræsne væsen på denne klode (og tilføjer et højlydt "AD!" (med dyb røst), når noget på listen over ikke-spiselige-mormor-ting passerer forbi hendes næse). Så efter nogen hjernebrydning faldt valget på snitter - ganske simpelt. Så er der rugbrød på bordet (med og uden kerner ... er jeg den eneste, der synes, man ikke kan få kerner nok?!) og man kan selv vælge, hvad der skal ovenpå. Lavede karrysild (uden sild!) og rygeostsalat, stegte nogle rødspættefiletter, rørte en remoulade sammen, varmede en leverpostej, stegte champignoner og bacon. Derudover var der æg, saltkød, italiensksalat (på købe-måden) og skinke. Alle blev tilfredse og det var rimelig overskueligt. Og kattene var lykkelige, da de fik lov at dele en filet. Til 'dessert' ostebord (med hjemmerørt alpeost m. valnødder (er vi den eneste familie i verden, der kan lide alpeost?), kiks og vindruer.

Faktisk var det ret hyggeligt. Jeg eeeelsker frokostbord. Elsker hjemmelavet karry(sild)salat, rygeostsalat og æg (dog ikke på kombo-måden!). Sidste år skulle vi have holdt jul på landet, HG og jeg. Den første jul, vi skulle stå for. Ellers har det på skift været hos mine forældre og min mormor. Men endelig har vi plads ... og så sneede vi inde. I ni dage! Med familien i byen og os to her på landet. Og endte med også at misse julefrokosten (NOOOOO!). Så det var helt hyggeligt, at vi sad der, bænket om bordet (arvegods) og spiste julefrokost - med næsten et års forsinkelse.

Desværre har jeg ingen billeder fra dagens idyl. HG har ikke fået tømt sit fyldte kamera. Og mit skal have opladet batterier.

... Og dér lød et sært 'splat' fra Supayas bakke. Tror liiiige jeg skal lukke hurtigt ned her (nogen har øjensynligt fået for mange godbidder), finde HG (kattebakke - HJÆÆÆLP!) og få givet skidekassen en omgang zolac.

Line over and (so far!) out.

Siden sidst ...

... har jeg bl.a.:

1) Ligget syg (noget influenzaagtigt).

2) Sørget over Vips.

3) Ligget syg (nu med bihulebetændelse).

3) Fået ny kat, Supaya, gennem et af Dyrenes Beskyttelses internater. Hun er seks måneder (snart haft hende en måned). Hun er hvid med ét blåt øje og ét grønt. Og så er hun døv. Hun var MEGET kælen på internatet og de første tre dage ... herefter har hun haft alt for travlt til at gide kæl!

4) Blevet bidt af Supaya (hun var ikke særlig begejstret for at hilse på Phoeba!).

5) Været ved læge og blive stivkrampevaccineret.

6) Tabt fem kilo.

7) Spist seks bøtter lakridsis.

8) Taget seks kilo på!

9) Været med HG til læge for at blive stivkrampevaccineret (Supaya er stadig ikke så vild med Phoeba!).

10) Fået Tyskeren hjem - han er nu 'Tyskeren Ewald' (Ewald pga. nummerpladen).

11) Solgt og taget afsked med Skodaben.

12) Været syg igen igen (kold lungebetændelse).

13) Blevet influenzavaccineret (just in case!).

14) Shoppet vintertøj.

15) Holdt fødselsdag nok engang - HGs familie.

16) Set "Kongen af Queens" fra ende til anden tre gange.

17) Spillet en masse Mystery Case Files (Loooove them!).

Det var bare lidt af det, her er sket. Vil slutte af med et billede af Supaya, hvor man rigtig kan se hendes øjne.