torsdag den 25. oktober 2012

Dagens

billede:


Jeg synes, det er så fint, så jeg fik lige lyst at lægge det ind, før jeg sætter officielt punktum for dagen og går i seng. Så kan jeg jo ønske, jeg drømmer kærlige drømme. ;)

Har egentlig bare siddet og ventet på at måtte tage næste dosis smertestillende, så jeg kunne sove. Har haft en del flares her på det sidste. Tror, der er fordi, vejret er så omskifteligt.

I går (altså i tirsdags that is), skulle jeg have været på kursus. Måtte droppe pga. træthed, efter en nat med mange spasmer og smerter. I morgen skal jeg til læge og have min influenzavaccine - bedre sent end aldrig. Håber, jeg får sovet. Samsara er kommet i løbetid og er skrigende lider-killing. Glæder mig såååå meget til næste måned, hvor hun skal steriliseret og øremærkes. Hun skulle egentlig have været det denne måned, men uventede medicinudgifter (over 2500,-!) gjorde, det var bedst for kontoen at vente til november. (November?! Hvordan er vi kommet så langt? Synes lige, det var nytår!).

Min far er forresten allerede opereret og udskrevet fra Riget igen. Han skal i tre måneder overværes med hjertet via indopereret dippedut (sagde hun meget lægeteknisk) og derefter skal der tages stilling til, hvor slemt det står til. I nat overnatter han hos brormand, da han ikke kunne nå sidste fly, så vi har ham hjemme allerede i morgen. Med lidt held når jeg at fange ham, efter lægetiden. Skal aflevere nogle ting hos mine forældre og låne en bog (ved forresten godt, jeg er håbløst bagud med min bogopdatering - tre bøger med anmeldelser er på vej - vær tålmodige). :)

Til alle jer natteravne derude: Godnat. Og til I andre: Godmorgen. :)

mandag den 22. oktober 2012

Barndommens efterår

Efteråret er altid en tid, hvor jeg har det med at falde i staver og synke ned i mig selv og gamle minder. Måske er det fordi, jeg er efterårsbarn ... I hvert fald mindes jeg altid min barndoms efterårsferier som noget helt specielt.

Lige fra jeg var helt lille, og til jeg var omkring elleve, holdt vi hvert år ferie i Skallerup Klit. Min mormor havde sin bror i Hjørring og hendes bror var gift med hendes gamle barndomsveninde. Så hvert efterår blev bilen pakket med unger og husdyr og turen gik til Skallerup Klit.

Da jeg var helt lille (indtil syvårsalderen), var det som oftest de helt primitive sommerhuse, vi lejede. Mine forældre, bror og jeg boede i et hus, min mormor og olde i nabohuset. Det var en helt speciel dag, når vores bordeauxfarvede Morris Mascot blev pakket til randen med udstyr og vi tøffede af sted mod færgen.

Jo ældre jeg blev, des mere 'luksuriøse' blev husene. Men vi kunne nu godt lide, det var den lidt primitive model, vi boede i.  De store feriepenge  blev gemt til sommerferierne, der gik sydpå.

Når jeg tænker på Skallerup Klit, dukker der ikke bare mange følelser op, men også knivskarpe erindringsglimt af lyde og lugte. Jeg forbinder disse ferier med den lange biltur (den blev ekstra lang, da vi flyttede til Bornholm). Vores Kongepuddel, Tjago, rodede rundt i bilen hele turen derop, stak sit hovede ud ad sideruden, så tungen blafrede firs meter efter bilen; hoppede frem og tilbage mellem for- og bagsæde, så min mor nær var endt i rabatten; savlede og åndede tungt, så det dryppede fra hendes brede tunge og vinduerne duggede. Min lillebror blev køresyg, fordi Tjagos ånde var så fæl. Min far fik allergiske anfald og nyste ukontrollabelt, fordi jeg sad på bagsædet og pillede fjer ud af et lille hul i min hovedpude. Og min mor prøvede at holde tungen lige i munden og finde en rasteplads, hvor både hund og børn kunne blive tisset af, og vi kunne spise vores halvlunkne sandwichs. Og selvom jeg klaprede tænder, når vi sad på de hårde træbænke i efterårskulden og at min leverpostejssandich var mast flad som en pandekage, var det bare helt specielt.


Der var visse ritualer, der altid skulle udføres, når vi først nåede destinationen. Jeg elskede at være med oppe i receptionen og hente nøglerne til vores bolig og indånden duften af cigarrøg, feriecenter, klorvand og restaurant. Vi skulle gå ture på stranden i den bidende kulde, hvor Tjago fes ud i de kolde bølger, så hun hjemme i boligen dryssede sand og tang udover alt og min mor måtte bruge timer på at børste saltvand og skidt ud af de stride krøller. Min bror og jeg skulle sætte drage op med min far - nogle gange købte vi en billigt hos købmanden, andre gange lavede vi selv en af avispapir. Vi rev os på sivene, når vi løb rundt i området med dragen, der altid blev revet i stykker, fordi vinden er så kraftig deroppe.

Et andet ritual var, at vi hvert år skulle købe et puslespil på 1000 brikker. Det skulle min bror og jeg så, sammen med min far nå at lægge færdigt, før rejsen gik hjemad. Som regel blev der også købt et billigt spil hos købmanden, som min bror og jeg spillede, mens mine forældre lavede mad og dækkede bord.

Om aftenen lagde jeg kabaler med min elskede Olde, mens mine forældre tog opvasken og gjorde klar til et spil Michigan. Min mormor købte altid en flaske kirsebærvin, som vi skulle have et glas af under spillet. Tit og ofte måtte min far stoppe sprækker i vinduerne til med avispapir og håndklæder, fordi den stride vesterhavsvind skar lige gennem træværk og vinduer. En enkelt gang i løbet af ugen, fik vi lov at komme på restaurant og spise pommes frites. Vi fik gammeldags isvafler med guf, hvilket var helt specielt, for de bornholmske krøllebølle is havde kun flødeskum og syltetøj, og jeg kunne meget bedre lide guf. Når vi vendte hjem, havde jeg stor set tørlagt hele Nordjylland for guf. Egentlig tror jeg kun min lillebror skulle have is, fordi jeg skulle.

Skallerup Klits årlige tur var lig mange ting. Vi fik brændt mange stearinlys. Vi fik samlet mange sten på stranden. Flere kortspil blev nærmest slidt op og min Olde, der var op i 90'erne fik gået mere den uge end hun hidtil havde gjort i sit liv. Vi traskede ture med hunden, besøgte familien og vendte til sidst tilbage til Sjælland, hvor min Olde og mormor blev parkeret hjemme i Hvidovre og vi selv tog videre til Bornholm.


Jeg har kun været tilbage én gang, efter jeg blev voksen. Det var i år 2000, hvor vi for første gang nogensinde lejede et af luksussommerhusene. Det var et varmt efterår, hvilket virkede helt forkert. Vi kunne sidde ude og grille på terrassen om aftenen, mens solen gik ned. Den første uge, var det mine forældre, mine to brødre samt HG og jeg, der var af sted. HG og jeg havde Shiloh (der kun var stor killing) med og fløj derover sammen med min ældste bror. Tidligt samme år, havde vi mistet vores Tjago, og vores nye Kongepuddel, Puls, var kun en stor hvalp. Og min lille Cairn Terrier, Bitten, var blevet en ældre dame. Da anden uge kom, rejste Shiloh, HG, min ældste lillebror og jeg hjem og min mormor kom derover i stedet og tilbragte den sidste uge sammen med mine forældre, yngste bror og hundene. Siden har jeg ikke været deroppe. Det virkede underligt, fordi jeg gerne ville have HG skulle være en del af min barndom og opleve det Skallerup, jeg havde oplevet. Men tiden lader sig ikke fastholde. Og det gør stemning heller ikke. Og på et eller andet plan var jeg skuffet over, jeg ikke kunne genleve barndommen igen.

I dag er min 'onkel' (min mormors bror) død. Hans kone lever endnu, men er handicappet efter en del blodpropper og bor ikke længere i den store villa i Hjørring. Jeg har været og besøge hende i Fredericia nogle gange, men det er bare ikke det samme. Min onkel er væk, og hun er på sin vis også. Barndommen fik ende og det samme gjorde eventyret.

Jeg håber, jeg en dags selv får børn, og at jeg kan give dem en barndom, der giver dem lige så fantastiske minder. De kan aldrig blive de samme som mine. Men de kan alligevel godt blive fantastiske ...

Skeletter i skabet

Okay, kan nogen fortælle mig, wtf der foregår for denne her mode:


Er det til alle os, der gerne vil tabe 15 kg? (Praktisk, men grimt!)
Er det for at håne anorektikere? (Ondt!)
Er det reklame for uddannelsen til radiolog?(Håbløst!)
Er det for at gøre opmærksom på verdens hungersnød? (Jeg håber, salget støtter de sultende)
Er det en ny form for ligklæde? (De kan ikke protestere ... og det signalerer, hvad der venter)
Er det til gigt- eller skoliosepatienter, så vi kan signalere: 'Se min ranke ryg' ... selvom den skruer 180 grader, så man ligner Quasimodo*? (Håbløst - vi har jo stadig skæv ryg eller ødelagte led indenunder)
Eller er det for at det skal føles som halloween året rundt? (Barnligt)

Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det simpelthen ikke! Godt nok er der (stadig) noget ved det knoglede look, der tiltaler mig, men jeg kunne (endnu) ikke drømme om at iføre mig noget af dette.

Er jeg bare håblås til at spotte moden? (Known to happen for me!). Jeg har en tendens til enten at være 10-15 år forud for min tid ... eller årevis bagefter. Men jeg tvivler på, jeg nogensinde kommer til at iføre mig dette. For mig vil disse gevandter altid signalere: Hvor ville jeg ønske, jeg var så tynd ... men det er jeg jo ikke.

_______________________________________________________________________
Bonusinfo:
*) Vidste I forresten at 'Quasimodo' ikke kun er navnet på Klokkeren fra Notre Dame, men (også) udtryk for 'Hvidesøndag', der er første søndag efter påske?
... Ja, sorry, men religion er mit store interesseområde og ja, jeg har studeret tre års religion. c",)



lørdag den 20. oktober 2012

Ud af skabet

*Update - så tror jeg, jeg fik lavet en bedre udgave*


Så er her videoen her som lovet. Jeg håber, I tager vel imod den - er ærlig talt ret nervøs, da jeg normalt ikke deler denne 'hemmelighed' med nogen, hvis det ikke er bydende nødvendigt. Det skal understreges, at denne video kun afspejler min personlige erfaring med denne sygdom - den rammer folk på meget forskellig vis og af forskellig styrke. Jeg kender både folk, der kan have skånejob og familie, og de, som er lænket til en kørestol og afhængig af hjælp døgnet rundt. 

Ikke alle de karakteristiske symptomer optræder i denne video, da jeg kun har valgt at beskrive sygdommen som jeg oplever den. Jeg har også valgt at lave den på engelsk, da jeg gerne vil dele den med min online supportgruppe.

Det er muligt, det kan være nødvendigt at pause filmen visse steder for at få alle detaljer med. Det beklager jeg. Du skal selvfølgelig være velkommen til at stille spørgsmål.

Videoen består både af private billeder og billeder fundet her. Musik: Yiruma - "River flows in you".

_______________________________________________________________________

[Og jeg kan så se, det næsten er umuligt at se videoen klart - vil lige arbejde på en løsning! Videoen er lavet i Picasa, hvor der ikke er problemer med at se den - havde ikke skænket det en tanke, at den forringes her (når den forstørres bliver teksten sløret)].

fredag den 19. oktober 2012

Goodmorning Vietnam

[Advarsel: Uudholdelig brok og selvmedlidenhed kan forekomme i dette indlæg! Kloge hoveder og folk i weekendhumør bør klikke væk med det samme.]

Wow - how to make fifty shades of mess, mand! Her ser ud ... man skulle tro, jeg var vågnet op i Sodoma og Gomorra. On this battlefield, there's only dusty and/or eight-legged survivors!

Jeg føler mig som 'the pig' i "friends" (kan I huske det afsnit, hvor Ross kommer sammen med en pige, der bare bor i verdens vildeste svinesti? "You know how you throw your jacket on a chair after a long day at work? Well, it's like that ... only in stead of a jacket, it's a pile of garbage. And instead of a chair, it's a pile of garbage. And instead of the end of the day, it's the end of time, and garbage is all that has survived!").

Okay, det er måske lettere overdrevet. Har trods alt ikke toiletbørster i stuen og madrester under sofahynderne. Men her trænger i dén grad til en støveklud og en støvsuger.  


Har haft en off-uge. Har haft mega søvnforstyrrelser. Har tre dage i træk ligget til klokken 5-6 stykker om morgenen! Min krop er vist bare broken (down). Skal snart til lægen ... igen. Normalt er jeg måske hos lægen et par gange om året - og gerne for at blive vaccineret. Godt nok har jeg en kronisk sygdom, men det hjælper jo ikke rigtig noget at komme rendende. Men dette år er alt bare gået amok. Har haft mange episoder med delvis lammelser. Forleden følte jeg, noget var galt, da jeg skulle ud og hente et glas vand. Opdagede efter nogle meter, jeg slet ikke løftede venstre ben! What the fuck?! Det slæbte bare efter mig, som en vingeskudt fugl. Da jeg blev opmærksom på det, kunne jeg godt bruge det, men jeg skulle koncentrere mig om hvert skridt og det at løfte foden. For nogle uger siden, var det mit venstre øre, den var gal med. Hver morgen var jeg næsten døv på det; det kunne vare en halvtimestid, hvorefter det forsvandt. I princippet kan der være flere forklaringer: Prop af ørevoks (har godt nok aldrig haft det problem før), at have ligget forkert m.v. Min blærebetændelse er også stadig i lys lue - leukocytter, blod, protein og hele lortet. Og for høj PH trods dobbelt dosis tranebær og æblecidereddike. Får ellers pt. fast penicillin (Trimopan). Men hvor dosis mod akut blærebetændelse er fire piller daglig, er den ved kronisk kun én. Og det er åbenbart bare ikke nok. Kan dog godt mærke, jeg skal tage mig sammen til at få bestilt den tid. Min læge henviste mig til Frederiksberg Hospital for ... et halvt år siden(?), fordi jeg er begyndt at få stærkere smerter og voldsommere symptomer. Nu er jeg så ca. fire-fem gange blevet indkaldt ... til en udredning! Altså HALLO - jeg HAR en diagnose! Har så kontaktet dem telefonisk omkring syv gange. Enten får jeg bare det samme brev igen, eller også får jeg at vide, at vedkommende jeg skal snakke med er sygemeldt/på ferie/til frokost. I går fik jeg så nyt brev ... denne gange om, at de havde givet mig en tid hos en reumatolog. En reumatolog?! Hvad fanden skal jeg dér? Jeg har altså ikke gigt (udover slidgigt i højre knæ)! Det er lissom en neurolog jeg har brug for! Åååårh, bliver vanvittig! Føler, jeg bruger så mange ressourcer (som jeg ikke har) på at ringe rundt og rette diverse afdelinger, der sender forkerte breve ud. Nu regner jeg så lidt med, det bliver til en ny rygmarvsprøve, neurologisk undersøgelse og muligvis ny hjernescanning - forhåbentlig alt sammen noget, der kan ordnes herovre. Har aldrig kunnet se, hvad jeg skulle på Frederiksberg - det er kun fordi, det er dér, de i sin tid stillede diagnosen. Men det er sgu da snart 11 år siden! Hvorfor skal kommunen bruge penge på at sende mig og ledsager til Frederiksberg, når alt kan ordnes herovre?

Havde forresten lavet en video til jer (er I stadig derude?) om min sygdom. Det er lettere for mig, at fortælle min historie på dén måde - en blanding af skrift og illustrationer. Jeg tror, det vil være lettere, at få forstå på den måde. Tror jeg brugte tolv timer på den. Og hvad sker så? Jeg har glemt halvdelen - og er ikke tilfreds. Så nu starter jeg forfra. Havde for øvrigt også HG ind over, der også rådede mig til at droppe den og starte forfra.

Nå, er vist meget negativ for tiden. Det er også derfor, jeg har holdt mig fra bloggen. Troede ellers, jeg var færdig med at forpeste luften omkring mig, men det var jeg åbenbart ikke. Kan også godt mærke, jeg stresser lidt for tiden. Min far skal på Riget på onsdag og hjerteopereres. Ville godt have været med ... jeg ved godt, mine brødre er derovre og at det ikke er en voldsom operation, men føler alligevel, jeg svigter på et eller andet plan.

Har I forresten bemærket bloggens nye design og header? Og hvad synes I ... helt ærligt! For jeg er nemlig overhovedet ikke tilfreds! For det første er farverne anderledes end dem jeg valgte, da jeg designede den (why?). Og computeren crashede to gange undervejs. Og selvom jeg troede, jeg havde gemt alle indstillingerne, er det åbenbart ikke tilfældet. Leger lidt med tanken om at lave det om, til et helt enkelt og hvidt design. Men det føles også bare forkert - jeg  ER jo bare en 'farverig' person. Det er meget sjældent, det enkle og stilfulde passer til mig, og bloggen skulle jo gerne afspejle mig. Jeg er også i gang med at slå nogle af etiketterne sammen, så der ikke er så mange - synes, de forvirrer øjet, og nogle har jeg tilmed flere af.

Nå ... alt det brok! Måske jeg også skulle ændre navnet på bloggen til 'brok-blog'. Eller 'FlatLined'. Høhø.

Nu vil jeg prøve at hanke lidt op i mig selv and paint on a smile. Min svigerinde og nevø er på efterårsferie, så HG er taget til hygge hos storebror. Han skulle alligevel til 'storbyen' efter kattemad og ugens storindkøb. Jeg er blevet færdig med min anden murstensroman, Jordens børn 5, og modsat 4'eren, var jeg ret begejstret. Er nu i gang med Haruki Murakamis "Sputnik min elskede". Efter to bøger i træk på over 1600 sider til sammen, er det meget underligt at sidde med en roman, der kun er på 225 sider. Så når "Vild med dans" har sparket endnu et par hjem, vil jeg smide mig med min roman og håbe på, jeg får sovet i nat. Jeg håber på, i morgen kommer til at stå i rengøringens tegn og at vi måske får kattesikret vinduerne (ved godt, vi ikke når alle vinduerne, men bare det at komme i gang).

Over and out for verdens kedeligste indlæg. God weekend til jer, der måtte læse med.

Erstat 'Facebook' med 'blog' og dette kunne meget vel blive en passende kommentar på dette indlæg. c",)

Lige lidt bonusinfo, så der trods alt er lidt til lattermusklerne: Trods det, ikke at have edderkoppeskræk, kan det ikke anbefales, at man går ind i giga-web ... især ikke, når man kun er iført undertøj! Freaker totalt ud ved tanken om, der kan kravle en edderkop i kavalergangen eller mellem ballerne ... *UF*
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...