Efteråret er altid en tid, hvor jeg har det med at falde i staver og synke ned i mig selv og gamle minder. Måske er det fordi, jeg er efterårsbarn ... I hvert fald mindes jeg altid min barndoms efterårsferier som noget helt specielt.
Lige fra jeg var helt lille, og til jeg var omkring elleve, holdt vi hvert år ferie i Skallerup Klit. Min mormor havde sin bror i Hjørring og hendes bror var gift med hendes gamle barndomsveninde. Så hvert efterår blev bilen pakket med unger og husdyr og turen gik til Skallerup Klit.
Da jeg var helt lille (indtil syvårsalderen), var det som oftest de helt primitive sommerhuse, vi lejede. Mine forældre, bror og jeg boede i et hus, min mormor og olde i nabohuset. Det var en helt speciel dag, når vores bordeauxfarvede Morris Mascot blev pakket til randen med udstyr og vi tøffede af sted mod færgen.
Jo ældre jeg blev, des mere 'luksuriøse' blev husene. Men vi kunne nu godt lide, det var den lidt primitive model, vi boede i. De store feriepenge blev gemt til sommerferierne, der gik sydpå.
Når jeg tænker på Skallerup Klit, dukker der ikke bare mange følelser op, men også knivskarpe erindringsglimt af lyde og lugte. Jeg forbinder disse ferier med den lange biltur (den blev ekstra lang, da vi flyttede til Bornholm). Vores Kongepuddel, Tjago, rodede rundt i bilen hele turen derop, stak sit hovede ud ad sideruden, så tungen blafrede firs meter efter bilen; hoppede frem og tilbage mellem for- og bagsæde, så min mor nær var endt i rabatten; savlede og åndede tungt, så det dryppede fra hendes brede tunge og vinduerne duggede. Min lillebror blev køresyg, fordi Tjagos ånde var så fæl. Min far fik allergiske anfald og nyste ukontrollabelt, fordi jeg sad på bagsædet og pillede fjer ud af et lille hul i min hovedpude. Og min mor prøvede at holde tungen lige i munden og finde en rasteplads, hvor både hund og børn kunne blive tisset af, og vi kunne spise vores halvlunkne sandwichs. Og selvom jeg klaprede tænder, når vi sad på de hårde træbænke i efterårskulden og at min leverpostejssandich var mast flad som en pandekage, var det bare helt specielt.
Der var visse ritualer, der altid skulle udføres, når vi først nåede destinationen. Jeg elskede at være med oppe i receptionen og hente nøglerne til vores bolig og indånden duften af cigarrøg, feriecenter, klorvand og restaurant. Vi skulle gå ture på stranden i den bidende kulde, hvor Tjago fes ud i de kolde bølger, så hun hjemme i boligen dryssede sand og tang udover alt og min mor måtte bruge timer på at børste saltvand og skidt ud af de stride krøller. Min bror og jeg skulle sætte drage op med min far - nogle gange købte vi en billigt hos købmanden, andre gange lavede vi selv en af avispapir. Vi rev os på sivene, når vi løb rundt i området med dragen, der altid blev revet i stykker, fordi vinden er så kraftig deroppe.
Et andet ritual var, at vi hvert år skulle købe et puslespil på 1000 brikker. Det skulle min bror og jeg så, sammen med min far nå at lægge færdigt, før rejsen gik hjemad. Som regel blev der også købt et billigt spil hos købmanden, som min bror og jeg spillede, mens mine forældre lavede mad og dækkede bord.
Om aftenen lagde jeg kabaler med min elskede Olde, mens mine forældre tog opvasken og gjorde klar til et spil Michigan. Min mormor købte altid en flaske kirsebærvin, som vi skulle have et glas af under spillet. Tit og ofte måtte min far stoppe sprækker i vinduerne til med avispapir og håndklæder, fordi den stride vesterhavsvind skar lige gennem træværk og vinduer. En enkelt gang i løbet af ugen, fik vi lov at komme på restaurant og spise pommes frites. Vi fik gammeldags isvafler med guf, hvilket var helt specielt, for de bornholmske krøllebølle is havde kun flødeskum og syltetøj, og jeg kunne meget bedre lide guf. Når vi vendte hjem, havde jeg stor set tørlagt hele Nordjylland for guf. Egentlig tror jeg kun min lillebror skulle have is, fordi jeg skulle.
Skallerup Klits årlige tur var lig mange ting. Vi fik brændt mange stearinlys. Vi fik samlet mange sten på stranden. Flere kortspil blev nærmest slidt op og min Olde, der var op i 90'erne fik gået mere den uge end hun hidtil havde gjort i sit liv. Vi traskede ture med hunden, besøgte familien og vendte til sidst tilbage til Sjælland, hvor min Olde og mormor blev parkeret hjemme i Hvidovre og vi selv tog videre til Bornholm.
Jeg har kun været tilbage én gang, efter jeg blev voksen. Det var i år 2000, hvor vi for første gang nogensinde lejede et af luksussommerhusene. Det var et varmt efterår, hvilket virkede helt forkert. Vi kunne sidde ude og grille på terrassen om aftenen, mens solen gik ned. Den første uge, var det mine forældre, mine to brødre samt HG og jeg, der var af sted. HG og jeg havde Shiloh (der kun var stor killing) med og fløj derover sammen med min ældste bror. Tidligt samme år, havde vi mistet vores Tjago, og vores nye Kongepuddel, Puls, var kun en stor hvalp. Og min lille Cairn Terrier, Bitten, var blevet en ældre dame. Da anden uge kom, rejste Shiloh, HG, min ældste lillebror og jeg hjem og min mormor kom derover i stedet og tilbragte den sidste uge sammen med mine forældre, yngste bror og hundene. Siden har jeg ikke været deroppe. Det virkede underligt, fordi jeg gerne ville have HG skulle være en del af min barndom og opleve det Skallerup, jeg havde oplevet. Men tiden lader sig ikke fastholde. Og det gør stemning heller ikke. Og på et eller andet plan var jeg skuffet over, jeg ikke kunne genleve barndommen igen.
I dag er min 'onkel' (min mormors bror) død. Hans kone lever endnu, men er handicappet efter en del blodpropper og bor ikke længere i den store villa i Hjørring. Jeg har været og besøge hende i Fredericia nogle gange, men det er bare ikke det samme. Min onkel er væk, og hun er på sin vis også. Barndommen fik ende og det samme gjorde eventyret.
Jeg håber, jeg en dags selv får børn, og at jeg kan give dem en barndom, der giver dem lige så fantastiske minder. De kan aldrig blive de samme som mine. Men de kan alligevel godt blive fantastiske ...
