lørdag den 14. januar 2012

Når man pludselig bliver berømt ...

Havde nogen sidste fredag fortalt mig, hvilke konsekvenser det ville få, da jeg valgte at tage Alley med mig, ville jeg næppe have troet på det. Her kommer hendes historie, som allerede nu har været to gange i avisen og en gang i lokaltv. For Alley var ikke lige Frk. Hvemsolhelst! Og jeg bliver pludselig tiltalt som 'hende kattehviskeren', når jeg går forbi folk, der har set os i TV.


En patient restituerer sig på sofaen.

Jeg var pænt nervøs, da vi drog mod dyrlægen i mandags. Heldigvis fik vi en tidlig tid, allerede klokken ti, og hos vores yndlingsdyrlæge, Carsten. Alley virkede helt okay med at sidde i sit bur på mit skød - der var hverken skrig eller skrål, som når vi skal til dyrlægen med vores egne små krapyler. Hun sad bare dér med store øjne og kiggede på alle træerne, mens vi kørte gennem det store skovområde, på vor vej til dyrlægen.  
          Om søndagen satte vi hende ind i stuen og lukkede dørene, så hundene og kattene ikke kunne komme til hende. Hun var begyndt at live op (gode tegn!) og ville helst være i kontakt med os (mig) hele tiden. Så jeg sov inde på sofaen, mens hun puttede sig i mine knæhaser. Ophovningen af hendes bug havde helt fortaget sig - hun havde så også lagt flere brikker beton i kattebakken, så det har været forstoppelse - sikkert pga. væskemangel (har seriøst aldrig set en kat drikke så meget, som hun gjorde de første to døgn!). Mandag morgen gik hun tilmed normalt på benene, så den dér mærkelige måde at trække benene op under sig på, har sikkert skyldtes mavesmerter.

Da vi kommer ud til dyrlægen er vi noget spændte. Carsten kigger efter i hendes ører og konstaterer, som vi også selv har gjort, at der ikke er nogen øremærkning. Så vi bliver enige om at scanne hende for en chip. Og stort bliver chokket, da scanneren bipper! Jeg kunne næsten mærke, hvordan det begyndte at suse for ørerne og alt jeg kunne tænke var: Whuaaaaat?! Jeg har aldrig set en kat med chip - og heller aldrig hørt om én. Det bruger man bare ikke i Danmark! 
          "Tror du det er fordi, hun er så mørk i ørerne, at man har tænkt, at tatoveringen ikke ville kunne ses?" spørger jeg.
          "Måske ..." svarer Carsten. "Eller også er det fordi, hun er tysk!" 

.................................................................................
??????????????????????????????????????????????????????
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
________________________________________

Nogenlunde sådan ser min hjerneaktivitet ud de kommende tre sekunder. Og samtidig synker mit hjerte, for pludselig går det op for mig, vi skal af med hende!

Carsten kan åbenbart læse mine tanker for han ser medfølende på mig. 
          "Skal jeg lade som om, jeg aldrig har set den chip?" spørger han.
          "Nej!" svarer HG dog straks. "Hun skal hjem!". 
          Og her går det op for mig ... det er en god nyhed! Alley er slet ikke Alley. Hun er ikke den hjemløse, navnløse, uelskede kat. Et eller andet sted, har hun en ejer, et liv ... hun er nogens ... hun er elsket!
          Carsten noterer hendes chipnummer og begyndet at undersøge hende. For midt i alt dette, har jeg jo helt glemt, hun muligvis er møg syg.
          "Hun ser nu fin ud ..." fortæller Carsten. "Hendes tænder er meget flotte!" (Det viser sig, at roden af tanden ikke sidder der endnu, så alt er fint). "Hun trænger vist bare til lidt tlc ..." Men da han lytter til hendes lunger ændrer det sig dog. "Uha, jeg behøver dårligt stetoskopet for at høre det her ... hun har reddet sig en ordentligt omgang bronkitis!" Han giver hende et skud penicillin, der varer to dage og vi får med hjem til fem dage derefter. 
          "Hvor gammel tror du hun er?" spørger vi. Jeg har bemærket, hun ikke er spor legesyg. Intet af det legetøj jeg har fundet frem til hende er blevet rørt - men det kan jo også skyldes hendes udmattethed. 
           "Tja, hvor gammel er hun ... hvor gammel er hun? Hvor gammel er du, Alley?" spørger han og stryger hende over pelsen. Hun er ikke helt stolt ved ham. Det er stadig mig, der er tryghed. HG kan til nød få lov at være i nærheden. Han har jo trods alt givet hende mad nogle gange. "Hvad skal vi sige? Tre-fire år?"
          "Tja, jeg gættede på to-tre," siger HG, og da man jo nødig skal gøre en dame ældre end hun er, ender det med, at Carsten sætter hendes alder til to et halvt i journalen.

Da vi går, bliver vi enige om, at Carsten skal prøve at finde frem til en tysk dyrlæge, der kan taste hendes nummer ind i deres system. For i Danmark kan man kun se, hvilket land chippen er fra, ikke hvem hun tilhører. 

Senere på dagen ringer Carsten og fortæller, der er triste nyheder ... altså, hvis vi havde regnet med at beholde hende. For dyrlægen i Tyskland kunne fortælle, hun havde en ejer, og at Cleo (som hun viser sig at hedde) har været væk siden 2010. Han måtte dog ikke aflevere oplysninger på ejeren, men han vil selv ringe ejeren op og bede ham om, at ringe til Carsten. Det havde han så gjort. Til Carsten kunne han dog fortælle,at Cleo 'kun' har været væk siden juli. Det viser sig, de har været i *bynavn* med deres båd. Og  på et eller andet tidspunkt er Cleo gået fra borde og forsvundet. Hun har dog holdt sig på havnen, hvor jeg så fandt hende. Og nogen har tydeligvis fodret hende, da hun forlængst ville være sultet ihjel, hvis ikke nogen i ny og næ havde stukket hende noget. Det store chok er dog ikke faldet endnu: Cleo viser sig nemlig at være en gammel pige. Tretten-fjorten år!

Hvordan en gammel pige på den måde har klaret sig gennem efteråret og vinteren går over min forstand ... men nu er hun i hvert fald her. Hen ad aftenen, mandag, ringer hendes ejer, Erik, der fortæller, de havde opgivet nogensinde at få hende igen. Han vil prøve at arrangere noget transport, da han ikke skal hertil igen før til april. Måske vil han få nogle danske venner til at hente hende. Han lover også at betale for hendes ophold og dyrlægen, hvilket dog ikke betyder noget for os. Det der betyder noget, er at mysteriet om 'Alley' er opklaret og at hun nu skal hjem, som 'Cleo'. Vi har dog ikke hørt fra ham siden mandag, så nu må vi se, hvad der sker ...

Samme aften, altså mandag, ringer min mormor og fortæller, at hun har ringet en journalist op og fortalt vores historie. Og jeg bander indvendigt! Hvad skal hun blande sig i det for?! Samtidig kan man roligt sige at min mormor er lidt ... speciel. OG smådement! Så man aner aldrig, hvilken historie, der bliver trykt. Den viser sig dog også at være spækket med fejl og overdrivelser (min mormor har vist engang i fortiden taget speciale i dette fag!). Og med et billede af en fremmed kat. Vi er ikke nævnt med navn i avisen. Kun som 'mit barnebarn og hendes mand' (heldigvis fremgår det at min mormor er fortæller af historien!). Til gengæld er mine forældre nævnt (?). Og min mormor har ladet dem flytte her til byen (hun er god til at bytte rundt i navne og hvem der er hvem).

Om onsdagen ligger jeg på sofaen med Cleo og sover, da telefonen ringer. Det er eftermiddag og jeg er stadig småsyg. Det viser sig at være en journalist fra lokattv, der har læst artiklen i avisen, og vil have et interview. En time senere! HG har ligget med migræneanfald de sidste to uger, så den har stået på nedrullede gardiner, mørklægning af huset, rod og kaos. Jeg flintrer i bad, mens HG må lufte ud (hold kæft, hvor bliver der vammelt, når to mennesker ligger syge, man har seks dyr i huset og der ikke er luftet ud i to dage!) og gå en runde med støvsugeren. Jeg når akkurat at komme i tøjet, tørre og glatte hår og klaske en nødtørftig makeup i knolden før journalisten står der med hele sin oppakning. Og sammen aften ruller historien over skærmen. Journalisten har også interviewet Carsten og fået fat i Cleos tyske ejer pr. telefon. Det er faktisk på den måde, vi finder ud af, hvad han hedder og præcist hvor han bor.

Der snakkes med journalister fra sygelejet, mens Cleo ruster sig til det kommende interview

Dagen efter ringer så den journalist, der i første omgang har talt med min mormor. Hun vil nu lave en længere, rettet udgave af historien. Jeg må give interview over telefonen, og tidligt fredag morgen, står der en fotograf og skyder HG, Cleo og jeg. Kort tid efter drager vi til 'storbyen', hvor vi har tusinde ærinder. For første gang i ugevis slipper HG for migræneanfald (aner heller ikke, hvordan vi skulle være kommet hjem, hvis det var sket!), så det tager syv timer, før vi er hjemme igen. Til gengæld har vi så også nået alt der, der siden starten af januar er blevet udskudt til 'i morgen'.

Nu er Cleo dog også træt. Og jeg er træt! Er i nat vågnet stort set hver time i svedbad og med feber. Min hals føles som en kaktus (men hellere det end bihulerne) og jeg er så udmattet i hele kroppen. Cleo og jeg har ligget på sofaen hele dagen. Det meste af tiden har jeg sovet. En stund var Sipzap inde og hilse på os. Vi aner jo ikke, hvor længe Cleo bliver, så vi er nødt til at introducere dem. Ellers har jeg læst, strikket tubetørklæde og set "Familen Gyldenkål" 1-3, som vi købte i dvd-boks i går. 

Hun er stadig meget jumpy og forsigtig, Cleo. Og sulten. I dag ville jeg give hende et godnatkys, før jeg fortrak til soveværelset, hvor jeg sidder nu og skriver blog. Hun fór op og forsvandt ind bag sofaen. Hun er meget øm om sit ansigt (... gad vide, hvad hun har være udsat for i de mange måneder ...). Hun har været ked af, at der har været fremmede i hjemmet i form af journalister og fotografer. Så nu har hun trukket sig tilbage fra offentlighedens søgelys. Hun giver ikke flere interviews! c",)



søndag den 8. januar 2012

En frygtelig kattepine!

Wow, jeg er kommet godt bagud her ... har ligget syg siden d. 26. december og ikke rigtig magtet noget som helst. Havde glædet mig sådan til at lave nytårsindlæg, vise mine julegaver og skrive om alt det, her er sket. Det er selvfølgelig ikke for sent, men virker alligevel lidt tamt, når vi nu er et godt stykke inde i det nye år.

Ellers er her sket ting og sager må man sige ... Jeg har aldrig fortalt jer, præcis hvor i verden jeg bor (altså ud over, det er i DK), fordi jeg gerne vil holde bloggen semi-anonym. Selvom man på få minutter kunne finde mig, hvis man virkelig ønskede det. Det er mest af hensyn til min familie. Jeg bor i dette her lille samfund, og det ville ikke være fedt for dem, hvis alle kendte til min blog og kunne gå ind og læse om alt, der rører sig i mit liv. Så jeg har også valgt ikke at skrive om min familie, selvom vi har meget tætte bånd og ser hinanden mindst én gang om ugen og snakker sammen stort set hver dag. Før vi flyttede fra min barndomsby, plejede HG faktisk at lufte hunde sammen med min mor hver dag. Vi boede kun ca. 200-300 meter fra hinanden, så hver aften ringede min mor, når hun tog vapsen på slæb, og så mødtes hende og HG med hundene og gik aftentur.

Min barndomsby er en lille flække - men kan dog kaldes en by. Her, hvor vi bor nu, kan man ikke rigtig kalde det noget som helst. Det er stort set en landevej, der forbinder de udenom liggende byer. Men nu er vores lille samfund ellers kommet på landkortet - eller rettere sagt: Min barndomsby er!

Det kan jo nok ikke komme bag på jer, at jeg er meget dyreglad - og især har katte en stor plads i mit hjerte. Så det har ikke undgået min opmærksomhed at der i de lokale medier og på hjemmesider de sidste mange uger har været efterlyst mange forsvundne katte. Især fra tre gader - nabokarréen til den gade, vi flyttede fra sidste år. Der er nu forsvundet otte katte, og nu er der ellers ramaskrig. En familie, hvor manden er meget kendt i lokalsamfundet, har mistet to katte på under én måned. Og nu skal det opklares!

Imens har jeg siddet her i min 'wanna-be town' og glædet mig over, vi er flyttet. Og at Vips døde en naturlig død. For jeg ville ikke kunne hvile, hvis mine elskede katte ikke kunne rende på fri pote, uden en eller anden psykopat gjorde dem fortræd.
          ... For det er dét, der indtil videre er teorien. At det er en lokal kattehader, der knækker nakken på dem eller lignende. Vedkommende har allerede haft besøg af politiet og de lokale går imens og leder efter deres katte.

I fredags havde min far så fødselsdag. Så vi pakkede Ewald (vores bil) og drog af sted. Vi havde ikke fået købt ind siden d. 22. så vi skulle forbi en Netto og tømme den, hente medicin og tusinde andre ærinder. Mens vi går rundt i Netto, fik jeg det pludselig underligt. Jeg kunne ikke forklare det, men jeg måtte bare ud! Det er ikke noget HG tager så tungt, for når man har en kronisk nervesygdom, reagerer kroppen bare pludseligt underligt. Og jeg forlader tit overrendte steder som f.eks. dagligvarebutikker, hvis jeg får det sært, fordi jeg ikke vil stå i Netto og pludselig ikke kunne gå lige, få et krampeanfald eller lignende. Så jeg satte mig ud i Ewald.
          Mens jeg sidder dér vokser denne underlige følelse. Det føles som om der går et helt kompagni myrer på min krop og at noget er ved at ske. Den lokale Netto ligger på havnen, hvor en masse både og træflis ligger og flyder. Der er også et nedbrændt skur, hvor de lokale sprittere holder til med deres hunde. Pludselig kommer en mand i tresserne gående hende ved bådene og fløjter. Og en sort kat går i ring rundt om ham. Jeg tænker, han måske prøver at fange den - at det kan være en af de forsvundne. Så jeg finder lidt (hunde)godbidder i handskerummet og går derud. Det viser sig, han troede, det var svigerindes kat, men et opkald til hende afkræftede dette. "Hun er heller ikke så køn!" siger manden, og jeg kigger på den lille pelsklump med store gule, runde øjne i et kulsort ansigt og kan ikke forstå, nogen ikke synes, hun er det smukkeste i verden. Vi snakker katte og jeg sidder med hende og godbiddderne på den kolde asfalt under en båd i en halvtime. "Det kan være hun skal til *bynavn* og bo," siger manden som afskedssalut, da han forlader os. Lidt efter kommer HG. Vi snakker om, hvad vi skal gøre. Katten ser pænt fed ud. "Tror du hun skal have killinger?" spørger jeg, da hun virker påfaldende oppustet. "Er det overhovedet en pige," spørger HG, men misser er ikke meget for jeg tjekke. Hele hendes bagparti virker underligt nedsunket og halen hænger. Hun mangler pels der, på ørerne og på hagen. Vi snakker om, hun måske er blevet ramt af en bil. Men hun springer ivrigt rundt. Da jeg vil tjekke hendes tænder for at se, om jeg evt. kan aldersbestemme hende, bliver hun vred og hvæser - tydeligt smerteplaget. Hendes ene hjørnetand er knækket og roden ser ud til at sidde der endnu. Ellers er tænder lige så fine og hvide, som er hun en ungkat ... men hendes pels og holdning virker som en ældre kats. Øjnene virker dog klare og uden tegn på grå stær og alderdom. Til sidst er vi nødt til at køre, da min far sidder og venter med sit fødselsdagsselskab. Jeg kan dog ikke tænke på andet en misser. Og efter kaffen, låner vi mine forældres kattetransport, en håndfuld kattemad og drager til havnen igen. Min lillebror tager med og har sin mobil med, så vi kan tage billeder. Da vi kommer en hun væk. Jeg kalder og vi leder og pludselig piler et sort lyn over pladsen hen til mig. Vi hælder mad ud og diskuterer, hvad vi skal. "Hun ligner ikke en vildkat," siger HG og er bange for, vi selv bliver kattekidnappere, hvis vi tager hende med. Pludselig kommer en kunde, der tydeligt kender til katten, ud af Netto. Hun kan fortælle, katten har hængt ud der i hvert fald siden lige før jul. Til sidst tager jeg en beslutning, tager hende under armen og får hende med. Hun spinder og virker glad - også selvom vi putter hende i transportkassen.
          Hun sidder på mine forældres badeværelse indtil vi skal hjem. Hun når at drikke to skåle vand (!) og spise lidt lammekølle. Hun bliver glad, når jeg går ud til hende, men er lidt utryg ved de andre. Min lillebror uploader straks billede og oplysninger på Facebook.

Da vi kommer hjem med hende ringer mine forældre. "I har glemt katten!" siger min mor, nærmest forarget. "Nej, hun sidder her ved siden af mig!" fortæller jeg. Og der lyder frustrerede suk i den anden ende. For hvor er deres kat så kommet fra? De bliver ved at smide ham ud, men han går ind ad kattelemmen igen. Sjovt nok accepterer deres egen kat ham - selvom de begge er hanner. Til sidst lader de ham blive, så de kan opklare sagen dagen efter. Det viser sig, han er øremærket, og min mor finder frem til adressen. Den korte historie er, at ejerne er ved at flytte til Cypern. De er ved at afvikle deres firma her i DK og starte noget nyt op dernede, så de pendler lidt frem og tilbage. Mens de er væk, ser nogle venner efter deres to katte. Men den sorte hankat har åbenbart savnet selskab og er på mystisk vis havnet hos mine forældre. Efter opkald til både Cypern, det lokale firma m.m. finder mine forældre ud af, at konen samme morgen er kommet hjem for at deltage i en reception. Så min mor tropper op i selskabslokalerne med vindblæst hår og i gummistøvler og råber: "Hver her er gift med KFH?" Og historien ender lykkeligt med, at misser bliver hentet kort efter - og er lykkelig over at se sin mor.

Nu sidder vores kat imidlertid så her. Hun har boet på vores badeværelse siden fredag aften. I morgen tidlig skal vi ringe til dyrlægen. Jeg er nervøs ... jeg har på fornemmelsen, der er noget helt galt. Jeg ved ikke hvorfor ... Hun nyser meget og er stadig meget tørstig. Bugen virker meget mindre, så jeg tror, der måske har været forstoppelse pga. væskemangel. Jeg prøver at forberede mig på, de måske vil anbefale en aflivning. Vi kunne ikke klare, hun evt. skulle dø uden nogensinde have haft et navn. Så nu kalder vi hende Alley (Efter Bent Fabricius-Bjerres "Alley cat - og fordi jeg som barn meget spillede computerspillet "Alley cat" - hvor katten også var sort). Hun har fået husets bedste hundekurv - en stor blød én i læder, som hun ligger i konstant. 

I morgen bliver hendes skæbne afgjort ... skal hun leve eller dø? Kan de spore hende? Hun har ikke øretatovering eller halsbånd, ingen har reageret på vores efterlysninger på nettet - måske har hun chips? Hvis det er muligt, får hun lov at blive her til hun kommer sig. Evt. for altid, hvis hun kan finde ind i flokken uden for mange problemer. I morgen bliver under alle omstændigheder en skæbnedag - så kryds fingre for hende! Hun er en dejlig kat, der fortjener en masse gode år og ikke bare at dø uden at have oplevet livets gode sider!

Indtil videre det eneste billede, der eksisterer af Alley Cat.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...