tirsdag den 31. juli 2012

Color me crazy

Måske er det fordi jeg er 80'er-barn, der er flasket op med neonfarver og kulørte plastiksmykker, måske er det bare min personlighed ... måske er det fordi, jeg er håbløst farveblind. Men. Jeg. Elsker. Farver!

'Hvordan hænger det sammen med at være farveblind?' tænker du måske så. For mange misforstår det dér med at være farveblind.


Da jeg startede i børnehaveklassen, gjorde jeg en noget anderledes entré. Ikke kun fordi jeg havde to forskellige farvede sokker på (jeg kunne ikke se, de var forskellige), men også fordi jeg startede nogle måneder senere end alle andre. Vi var tilflyttere fra Sjælland og kom til et lille ø-samfund, nogle måneder efter at skolesæsonen var startet. De fleste kendte også hinanden fra børnehave eller dagpleje, men her kom jeg altså og kendte ingen.

Jeg lagde mig hurtigt ud med klasselæreren. For vi skulle nemlig lægge nogle små puslespil, vi fik i fine rød kasser. Men jeg sad og fumlede med det, og kunne ikke få noget til at gå op. Og det var egentlig mærkeligt. For jeg elsker puslespil! Min far har altid lagt puslespil med os børn, og den dag i dag elsker jeg - trods min alder - stadig puslespil. Men dem i børnehaveklassen kom jeg altså til at hade.
     "Så må du blive inde fra frikvarteret!" sagde læreren, som troede, jeg bare var vrangvillig og ikke ville som hun. Hun kunne lige så godt have hvislet: "Åh gid du dog gad gide!" Og jeg kom til at hade denne kvinde, der var lille af statur og med stor puddelpuffy 80'erfrits, der var kortklippet og grå. For selv om hun var lille, havde hun en stor stemme - den var skinger, gik gennem marv og ben og sendte ilinger af rædsel ned langs rygraden. Hun gik altid i stramme, sorte læder bukser og bare lugten af læder kunne få mig til at skide grønne grise. Jo, mine damer og herre - jeg var lige så rædselsslagen for hende, som for vores barnepige, der nev mig, når jeg ikke ville spise op. 
     På den måde gik dagene med terrorregime, indtil min mor vendte - forholdsvis tidligt - hjem fra arbejde. Men fra Sjælland var jeg ikke vant til at have min mor eller far hjemme, så bare det, at min mor var hjemme før aften, var en glæde. Så kunne barnepigen og fru terrorlærer have det så godt, for den glæde kunne de ikke tage fra mig!



Nogen tids senere skulle jeg til sundhedsplejerske og her kom forklaringen. "Hun er jo bimlende farveblind!" sagde sundhedsplejersken, og pludselig gik der en prås op for min mor. Min lillebror blev også testet. Han var, som jeg, farveblind. Om end ikke i lige så svær en grad. Og min far er også farveblind. Så vi fik mangen aftentimer til at gå med at sidde med leksikonet med farveblindstests (dengang var det kun Ishiharas test, der var brugt) og se, hvem der (ikke) kunne se hvad. Og derefter få min mor til at se, hvad der egentlig stod inde i cirklerne.

Min mor meddelte herefter til min lærer, at det altså var forklaringen på mit problem. 
     "Sludder!" slyngede min lærer ud og gik hen og åbnede et stort skab og vinkede med fingeren for at vise, jeg skulle komme hen til hende. Lidt efter udpegede hun også en plads til min mor. 
     "Hvad farve er dét?" spurgte hun og hev en farvet træbrik op af en kasse. 
     "Blå?" sagde jeg forsigtigt og kiggede spørgende på min mor. Jeg var på dette tidspunkt så nedbrudt og forvirret, at jeg ikke turde svare på noget, af fare for at svare forkert. 
     "Mmhmm," mumlede hun og trak den næste frem. 
     "Og denne her?" 
     "Rød?" 
     "Og denne?" 
     "Grøn?"
     Herpå kiggede hun triumferende på min mor, tyrede brikkerne tilbage i kassen og sagde: 
     "Se, hvad sagde jeg? Hun er ikke farveblind!" 
     "Men det er ikke dét, der definerer farveblindhed!" belærte min mor, som ikke er sådan at slå af pinden. 
     "Line kan ikke skelne farverne, når de lægger op ad hinanden. Så når hun sidder med nogle brikker, der skal lægges sammen efter et bestemt mønster går det galt." 
     På dette tidspunkt var læreren godt træt af både mig og min mor. 
     "Piger kan ikke blive farveblinde!" vrissede hun og næste dag sad jeg over den røde kasse igen. Min mor måtte få vores praktiserende læge til at ringe min lærer op, før hun gav sig og jeg slap for de forbandede brikker. 


Siden har jeg ofte mødt forskellige fordomme omkring det at være farveblind. De fleste tror, det betyder, jeg slet ikke kan se farver, men ser alt i sort/hvidt. Og så er der dem, der - ligesom min terrorlærer - nægter at tro på, kvinder kan være farveblinde. 

Der er dog også kommet forskellige sjove fejltagelser ud af det. Som f.eks. da jeg efter tre år fadt ud af, min skoletaske slet ikke var lilla, men brun. Det sker også, at jeg under tøj- eller makeupindkøb må spørge HG: "Hvad farve er dette her?" Det kan godt få folk til at glo lidt sjovt. Men efter det med rygsækken tager jeg altså ingen chancer. Det er ofte, når der er ringe belysning, at jeg fejlbedømmer farverne. Det har da også ofte gjort brætspil i vores familie ekstra underholdende. Min yndlingsfarve er grøn (og lilla), så når vi spillede Ludo, skulle jeg selvfølgelig være grøn. Min mor ville altid være gul, min bror blå. Det efterlod min far med rød. Undervejs i spillet skete det dog altid, at min far og jeg forvekslede vores brikker og fik den forkerte i mål eller slået hjem. Det er også sket i Trivial Pursuit, at jeg rykker rundt efter en lyserød ost, og forsøger at hale den hjem. Det ender altid med at HG efter (for) lang tid siger: "Okay ... I gotta ask: Hvorfor forsøger du så ihærdigt at lande en lyserød ost, når du allerede har én? Der er orange du mangler."


Ja, mit liv har altid været fuld af farver. Som barn elskede jeg, når min mor købte os den allerstørste æske farveblyanter man kunne få. Jeg kunne bruger timer på at lægge dem i orden. Når hun bagte kage fik min bror og jeg altid lov til at lægge krymmel på. Til sidst  var der mere krymmel end kage, men jeg synes ligesom ikke, man kunne få kulør nok på tilværelsen.

Min yndlingsfarve var grøn og lilla. Når vi fik sodavand, skulle det være en rød. Når vi spillede Matador ville jeg helst samle på gul. Og blå. Min yndlingsdag var fredag, den så jeg for mig som brun, ligesom Rådhuspladsen og Frederiksberggade i Matador (de er jo de bedste og lægger sidst på spillepladen). Min yndlings aura-soma var den lyserøde - selvom jeg gerne ville have ejet dem alle. Så skulle de stå i farveorden og danne en regnbue. ("Hvad er aura-soma?").


Mit hjem afspejler lidt min 'kulørte side' (høhø). Jeg kan ikke have hvide vægge, hvide afskallede møbler og hvide puder overalt. Der er ikke plads til hvidt i mit liv. Det er for sart og for trist ... og sort af kattepoter efter tre sekunder.
     Vores første sofa var lilla/cyklamenfarvet. Jeg elskede den, men sidste år døde den efter mange års brug som kradsebræt for alle vores mange katte. Hele stuen var ellers bygget om om den farve. I karnappen har vi gråt tapet med sølvmønster. Det passede godt sammen med den lilla farve. Vores apotekerdisk er malet i grøn og lyserød. Det lille kaffebord, der stod her, da vi flyttede ind blev også malet lyserødt. Og gyngestolen, der også står i karnappen, grøn. Da sofaen døde arvede vi HGs bedsteforældres. Hans morfar døde for to år siden. Deres sofaer var ret nye og et dyrt sæt. Desværre er de grå/brune. Men jeg elsker fløjlet og strukturen. Havde vi haft dem fra start, havde jeg malet væggene cappuccinofarvede og valgt tapetet i brun med guldmønster. Det må blive næste gang vi skal male. HGs herreværelse er malet bordeauxfarvet. Min mor stak i et hyl, da hun så mig stå dér og male det hvide tapet blodrødt. Men det ser fint ud sammen med de flaskegrønne møbler, hvis jeg selv skal sige det. Vores entre har cappuccinofarvede vægge, hvidt træ og guldmalede møbler.
     

Verden er trist uden farver. Dagligdagen falder lang, hvis vi ikke sætter kulør på den. Jeg har hørt eksperter, der udtaler, at farveblindes problem i virkeligheden er, at de ser for mange farvenuancer. Huh ... hvem skulle have troet det? Jeg elsker, der findes så mange farver. Der er én til os alle. Men husk aldrig at være bange for at vise dine sande farver. :)




mandag den 30. juli 2012

'Shoeless'

[For nogen tid siden satte jeg mig ned og skrev et indlæg til bloggen. Det endte med at udvikle sig i en helt anden retning end jeg havde regnet med; det blev meget langt og endte derfor i stedet som en klumme på Fyldepennen. I mellemtiden fortrød jeg lidt, jeg aldrig havde fået det postet her, som det egentlig var meningen - også fordi flere af jer har tilkendegivet at I faktisk godt kan lide mine lange indlæg (really? What's up with that?). Så nu får I det alligevel - med småændringer og tilføjelser. Enjoy! :)].


Fødder … de fører os gennem livet. Hele mit liv har jeg hadet fødder. De mindede mig om død, alderdom, forfald. Jeg kunne allerede se dødsetiketten om storetåen for mig, bare man sagde ’fod’. De seneste år er jeg, mærkeligt nok, begyndt at ændre mig. Pludselig ser jeg fødder som noget helt … poetisk. Når vi kigger ned, er de det første vi ser. De sætter aftryk, hvor vi går. Pludselig er fødder gået fra at være noget, jeg forbandt med nedgroede negle, ligtorne og knyster (skadet af mine forældres erhverv, much? c”,))  til noget jeg ser som smukt. Jeg bryder mig stadig ikke om det, når folk lufter deres størrelse 46 med fodsvamp og uklippede kløer, men heldigvis er har de fleste mennesker da en nogenlunde god hygiejne. 


På en sær måde har jeg altid være meget optaget af fødder og sko. Et af mine første ord var ’pløs’. Da jeg var blevet noget ældre og gik i vuggestue, havde min mor købt mig et par rigtig fine (og dyre!) gummisko. En dag vi skulle ud ad døren gik det lidt stærkt og jeg skreg op: ”Nej, nej, mor, mine sko … du skal hive op i pløsen!”. Min mor gloede målløs – hvad var det pigebarnet sagde? Det var så fordi, min mor ikke havde fået hevet op i skoens ’tunge’, så den sad og gnavede. Jeg havde gået meget op i, hvad ordet for dette var og min far havde så leget underviser.
          Nogen tid efter denne periode fik jeg skoene ødelagt. En morgen turen igen gik mod vuggestuen, gav min mor et skrig fra sig. Flere steder på mine kondisko, havde jeg skrevet ’Line’ (så godt jeg nu kunne), for i vuggestuen havde vi nemlig lært, at vi skulle huske at skrive navn på vores ejendele, så de ikke blev forbyttet. Jeg kunne ikke forstå min mors frustration – jeg ville jo bare sikre mig, jeg fik mine sko med mig hjem igen!

Mig med da shoes og selvklippet pandehår. Mor med dårlige nerver og lillebror i maven. Avedøre, april 1983.

Da jeg var barn, var min Onkel Ole altid et hit, han var nemlig altid frisk på en omgang ”Sko min hest” med mig og min lillebror. Modsat min Onkel Torsten, der godt nok gerne gjorde et forsøg, men aldrig kom længere end til Præsten. Og ikke var jo ikke præsten, der kunne sko hesten bedst – det var ’vor smed, som bor ved byens led’. Og det vidste Onkel Ole … Men på en eller anden måde var det sjovere, når Onkel Torsten lod præsten sko hesten, selvom det var forkert ... Måske vidste jeg allerede i denne tidligere alder, at det med sko og mig, bare ville forblive en evig forbandelse og altid være helt, helt forkert …


De fleste kvinder elsker sko. Faktisk bliver de fleste kvinder født med en eller anden ’skochip’, der gør, at de allerede i en tidlig alder tiltrækkes af alt, der skal være på fødderne – yndige sokker, sko, støvler, tåringe, neglelak til tæerne. Og når de ser et par sko i et butiksvindue, går der en eller anden alarm i gang og tid, sted (og overtrækket på kontoen) glemmes og en times senere står de på gaden … iført skoene.

Jeg er en kvinde. Og jeg blev også født som pige. Men chippen … den var der nogen, der glemte at indsætte. Eller også er den bare defekt. 


Allerede i en tidlige alder har det dér med klumperne der sidder for enden af benene været en belastning for mig. Som baby brugte jeg meget tid på at stoppe fødderne i munden. Eller hive fødderne op under mig og trække sokkerne af. Min mor – der åbenbart blev født med skochippen – elskede at iføre mig yndige sokker og sko. Og som lille gik jeg egentlig også delvist op i det.

Min første erindring vedrørende sko, drejer sig om kinasko. Og kinaskoene måtte altså ikke forveksles med Maosko! For jeg hadede Maosko – alene af den grund, at de ikke var kinasko! Kinaskoene var lavet af velour. De var fine og sorte og havde en lille rem, der skulle spændes i siden. Og så havde de plastiksål. Jeg elskede at køre hånden hen over den bløde, sorte velour, der mindede mig om en smuk sort kat, med silkeblød pels.


Da jeg var et par år, havde jeg en periode, hvor jeg kun ville gå i gummistøvler. En dag lagde min mor sig syg med dobbeltsidig lungebetændelse og min mormor blev hidkaldt, så jeg kunne komme ud af huset og min mor kunne få fred til at restituere sig (og jeg ikke blev smittet). Men jeg hadede at blive passet af min mormor – og jeg nægtede at følge med! Til sidst blev jeg skrigende og sparkende plantet i klapvognen og sikkert fastspændt. Men min mormor kunne ikke forcere døren, hvor jeg kilede armene fast og holdt klapvognen som gidsel i døråbningen. Og som kompromis for at få mig med, måtte min mormor lade mig få gummistøvlerne på – selvom det var sommer og høj sol. Så med håndtasken fyldt til randen med vingummibamser, begav min mormor sig af sted. Med nogle minutters mellemrum stak jeg tavst hånden bagud og fik en farvet bamse, som jeg knyttede næven om, puttede i munden og så gumlede på, mens gråden forstummede for et par sekunder.
          Og dér gik min mormor så Hvidovres gader tynde – med en skrigende unge i klapvogn og gummistøvleindpakkede ben, der sparkede vildt om sig. Og folk vendte sig forargede om og sagde til hinanden: ”Jeg kan godt forstå, den lille pige græder! Hvem kan dog finde på, at give et barn gummistøvler på i sådan et vejr?!”. Og det var som om min mormor krympede en centimeter for hvert skridt vi nåede ned ad Neergårdsallé, hvor vi skulle besøge min Olde. Og jeg har på fornemmelsen, det måske er min skyld, at min ellers så ranke og strunke mormor i dag er skrumpet ind til en Dronning Ingrid-agtig skikkelse. For den gåtur, kom til at koste hende mange stolte centimeter!


Da jeg blev lidt ældre, syntes min mor, jeg skulle have et par træsko. For hun havde et par røde træsko, da hun var barn i tresserne. Så hele København blev støvsuget, indtil hun fandt et par røde træsko, som min Askepotfod kunne være i.
          Men mine fødder er forkerte! Ikke nok med at jeg er platfodet. Og at det ene ben er længere end det andet, så jeg skulle have sat ekstra længde under den ene sko – mine fødder er også så smalle, at den næsten er umuligt at finde sko, som mine fødder ikke sejler rundt i. For selv om de passer i længden, er de alt for brede! Samtidig fungerer mine ankler altså også som stanglakrids, så da jeg kom i et par træsko lignede jeg mere end noget andet en tyndbenet giraf i ortopædiske sko. Mine ankler vrikkede rundt som hoveder på et par stilke. Og min mor måtte opgive drømmen om pigen i de røde (træ)sko. 


Da jeg var fem år, vandt min far en større gevinst i tips. Og min mor ville gerne se Venedig … dog uden at dø. Så turen gik til Italien med mig og min bror under armen. Og det var alle tiders tur – min første udlandsrejse, og jeg husker det hele som et eventyr. Campingpladsen, hvor vi om morgenen sad i sandet under en masse grantræer, der fældede nåle ned i morgenmaden. Turen på stranden, hvor vi konkurrerede om at finde den største, hele muslingeskal. Og den dag, hvor der var sandbyggerkonkurrence og stranden var som en eventyrdrøm, med drager, der stak op af sandet, krokodiller, der lurede i vandkanten og sandslotte, der til sidst blev skyllet ud i havet. Den lille bod, hvor jeg lærte at den is, der smagte så godt, at jeg aldrig vil glemme den, hed ’gelatto’. Og jeg besluttede, at når jeg engang blev stor (en umulig tanke dengang) så ville jeg lære dette mærkelige sprog … italiensk! Det var som sang, der kom ud af munden på de mennesker, der boede dernede. Om aften spiste vi på strandrestauranten og min bror og jeg fik ’spaghetti neutrale’. Og jeg spurgte min mor, om der var kongelige i vores familie, for jeg var sikker på, at med alle de oplevelser, så måtte jeg være en prinsesse, mindst … jeg kunne bare mærke det!

Dagen efter var vi på et marked, hvor min mor købte mig den smukkeste lyserøde eventyrkjole – når jeg nu var en prinsesse. Og jeg fik de smukkeste par sko, jeg nogensinde havde set. Det var små guldballerinaer med en lille sløjfe og guldpallietter strøet ud over. Jeg fik også et par hvide skindsandaler med tre blomster på, der havde hver deres metallicfarve. I løbet af de år fulgte en del prinsessesko, der helt udviskede miseren med træskoene. Jeg havde også et par lyserøde plastiksandaler, jeg elskede højere end noget andet. De var dog meget upraktiske, for de kunne egentlig kun bruges, når det var varmt. Men det måtte heller ikke være så varmt, at man ikke kunne have sokker på, for med bare tæer gnavede det varme plastik sig ind i huden og gav vabler. 


Den næste erindring i skoenes verden kom, da jeg skulle starte på danseskole. Min mor købte et par sorte laksko til mig – der både klemte og var for store. Men jeg var stolt alligevel. Dagen kom, hvor vi skulle til dans. Og da jeg nåede derud, havde jeg glemt mine sko og måtte gennemføre timen i grønne gummisko, der peb, hver gang jeg skøjtede henover gulvet. Det hele var meget ugraciøst; både min dans og mine grønne, knirkende fødder.


Da jeg blev elleve, døde min elskede Olde. Men det jeg husker mest fra begravelsen er sjov nok en hændelse, hvor vi står på kirkegården, der er overdynget med blomster. Det er vådt og klæbrigt og min mors kusine har et par stiletter på, der synker dybt ned i jorden, som forsøger de at trænge helt ned til Olde i kisten. Min mors kusine griner gennem tårerne og støtter sig til min mor, mens hun hiver fødderne til sig med et ’svup’. ”Åh, Line, vær du glad for, du ikke har nået den alder endnu, hvor du skal til at gå i upraktiske sko,” hulker hun, og jeg kan ikke greje, om det er af grin eller gråd.

Da jeg bliver tretten, skal jeg konfirmeres. Og det skal vise sig, at netop mine sko skal komme til at spille en central rolle i denne forbindelse. For det er min mormor, der skal sy kjolen. Og selvom det hedder, jeg selv må bestemme, hvordan kjolen skal se ud, går der ikke længe, før jeg står i pufærmer og blonder og kinesisk silke til halsen. For jeg må ikke komme i buksedragt! Jeg får forbud mod for dyb en v-udskæring. Og for kort en kjole. Og jeg, der hader kjoler og makeup, finder mig pludselig som centrum i en malmstrøm, der på bunden huser en druknedød i puf og blonde og blå øjenskygge. Men høje hæle – der sætter jeg grænsen! Jeg kan mærke, jeg på et eller andet punkt må kæmpe mod dette mormor-monster, der begår overgreb på mig med synåle og papirmønster-indpakning på sit syhold, hvor en masse gamle damer gramser løs på mig, mens de udbryder ”Iiih” og ”Ååååh”, så jeg får hyletoner for ørerne. Mormor, der vil drukne mig i femininitet i denne alder, hvor min identitet er mine udslidte Dr. Martens, mine hullede Levi’s, de gennempiercede ører og mit glatte, makeupfri ansigt – alt dette, der får mormor til at trække på næsen og spørge, om jeg tror, jeg er en kludedukke? ”Det er ikke kun, dine bukser, der er gennemhullede – det er også dine ører! Las på las og klud på klud – sådan ser vor Line ud!” messer hun gennem tandrækken, der holder de synåle på plads, der om lidt skal bores ind i min hud og lave flere huller. Og jeg kan mærke, at her kommer til at stå en kamp, hvis ikke jeg fuldstændig skal miste min identitet på vejen op ad kirkegulvet.
          Og kampen kommer til at stå om skoene. For jeg finder et par hvide støvler af hørstof og stinkende gummi i en forretning. De er høje, firkantede og alt andet end feminine og på sit modemæssige højdepunkt her i midthalvfemserne med sine plateauhæle, der kunne flække kraniet på enhver, hvis bare sparket var velanrettet nok. Min noget intrigante og dramaqueenske mormor, der ved jeg er af en ligeså stædig atomsammensætning som hende, kaster sig over min mor i stedet. Hun græder, råber, skriger og hiver sig i permanenten – baldrer op om, hvordan jeg ødelægger hendes værk, kjolen, og min mor tigger og beder, køber traditionelle sko ind og lover, jeg også må få det andet par, jeg kan gå med, hvor og hvornår jeg vil – bare ikke på konfirmationsdagen!
          Det ender dog med, det bliver mig, der går af med sejren i denne omgang. Da jeg skrider op ad kirkegulvet, er det i mine monstersko. Og det går ikke ubemærket hen af selskabets ældre gæster, der rynker på næsen og griner ad mine sko. Men jeg griner også – for jeg slog mormor! Et nul til mig i denne omgang.
          De følgende år bliver skoene brugt meget – måske mest for konstant at minde mormor om, at jeg vandt denne sejr – flere gange bliver de smidt i vaskemaskinen, for bare nogenlunde at bevare sin hvide farve og den dag i dag – hvor jeg har rundet de tredive – står de stadig på min skohylde, som et evigt trofæ fra min egen private trojanske krig – den, jeg vandt over min mormor; selvom min stakkels mor blev fanget i krydsilden.


Da jeg to år senere skal til Kreta med familien, er jeg blevet gammel – og moden – nok til stiletter. Og jeg køber et par på nettet, som jeg har forelsket mig i. De bliver lagt i kufferten sammen med de højtelskede H2O-badetøfler (som mormor også hader!) og så drager vi af sted. Den første aften vi skal ud at spise, ifører jeg mig de nyerhvervede stiletter. Og en rus, en selvtillid, breder sig i kroppen på mig. ”Johannes, Johannes, jeg kan se dit hus herfra!” griner jeg til min lillebror, der pludselig er blevet dværg, som han stå dér ved siden af mig. Det er ellers pludselig ham, der er blevet den store af os. Og alle de jokes, jeg har måttet høre på pga. min højde – modelbureauet, der droppede en kontrakt med mig i ellevte time pga. min højde; konfirmationen, hvor jeg skulle stå forrest pga. min højde – det bliver alt sammen glemt i dette sekund. For jeg er høj. Jeg er gigantisk! … Og jeg er på røven – sådan ca. to sekunder senere, da jeg har taget det første skridt. For jeg. Kan. Overhovedet. Ikke. Gå. I. Stiletter.
          Gennem hele min halvfemserungdom, har plateauskoen hærget, og jeg er vant til tyngde i skoen. Ikke engang på modelbureauet er jeg blevet stillet i sko som disse, med stiletter, der er tynde som synåle. Og glæden over min højde bliver i stedet en forbandelse. Men jeg nægter at tage skoene af. Det bliver en principsag for mig. Og min mor og bror må nærmest slæbe mig gennem Kretas hullede gader, indtil vi når restauranten. Bagved gå min far og yngste bror, der kun er fem, men gammel nok til ikke at ville vedkende sig cirkusset foran sig. Og folk i gaderne vender sig og glor, flere er ved at køre galt på deres scootere, og de fleste må have haft antaget, at det var endnu en fuld turist, der skulle bæres hjemad.
I dag er jeg blot en tilskuer i skoenes verden. Jeg surfer rundt på internettets glorværdige sider og kigger sko, jeg aldrig kommer til at eje. Ikke fordi jeg ikke har råd til dem. Men fordi det ville være spildte penge – jeg ville aldrig komme i dem. For jeg går konstant på glasskår. Selv om natten, hvor mine små fødder hviler på et lammeskind, render de rundt på sylespidse skår. De dage, hvor de rigtig brokker sig, lægger min mand ærteposer fra fryseren på og så ligger jeg dér med mine ’små pusselanker’, som Onkel Ole kaldte dem. For nogle år siden forærede min mand mig så et par specialsko. Det er verdens grimmeste sko, uden tvivl! De er af grønt fleece og fyldt med nogle små riskorn-agtige partikler og så dufter de af lavendel. Det er hjemmesko, som man kan komme i både mikroovn og fryser – alt efter om fødderne higer efter varme eller kulde. De står nu i gardaroben sammen med resten af min sparsomme skosamling – og ved siden af mine Maosko. For i dag er det mit førstevalg i skotøj – jeg har dem i alverdens farver og mønstre. Og når katalogerne fra Kvickly og Superbrugsen kommer, hiver min mormor og jeg i hver vores ende for at finde ud af, om det er Maosko på tilbud.
          Når de åbner på mandag er jeg den første i køen, uden tvivl, for der er nemlig begrænset parti – ’kun to par pr. kunde’, står der. Jeg er klar. Jeg skal nok både sætte vækkeur og lægge med isposer hele natten, så glasskårene ikke forstyrrer min nattesøvn. Denne kamp vinder mormor heller ikke!  



fredag den 27. juli 2012

Og så kyssede jeg en ræv og spiste en kat ...

Sæt lidt kulør på hverdagen (... Og hvis du går i Netto med sådanne læber, så gi'r jeg en omgang! c",)).




torsdag den 26. juli 2012

Om det at blive bestjålet

Kan man stjæle tanker? Kan man stjæle følelser? Kan man stjæle andres (følelses)liv og erfaringer?

Indtil for fire år siden, ville jeg have sagt: "Nej, selvfølgelig ikke!" *med 'er-du-dum-oder-was?!-mine på* eller "Hvordan skulle man kunne det?!"

Men så skete der noget ... jeg blev selv bestjålet!

Shhh - geniet arbejder! c",)
Efter Fyldepennen er blevet lavet om, har jeg pludselig fundet skriveglæde frem igen. Det gør også, at bloggen er blevet lidt forsømt, fordi min energi pludselig bliver lagt i nye tekster. En del af dem - ca. fem - arbejder jeg stadig på, så hvis jeg er fraværende herinde, må I derind og lede efter mig. :)

Men hvorfor stoppede jeg så? Næsten fem år uden et ord ... kun de ord, der blev skrevet i breve eller i skoleopgaver. Ellers ikke et pip. 

Jeg tror, der var flere grunde. Jeg havde deltaget i flere konkurrencer, der ikke var endt særlig gunstigt og fik mig til at tvivle på mig selv og mit eget 'talent'. Jeg fandt så frem til, at når jeg skrev til konkurrencer, følte jeg ikke noget. Jeg skrev på kommando, jeg skrev efter regler, jeg skrev det, jeg troede, man forventede af mig. Men hjerteblodet var ikke med. Og pludselig var det som om, jeg heller ikke kunne skrive det, der skulle komme fra hjertet - jeg var totalt forvirret!

Så en dag kom der en mail - en opfordring fra et forlag, der ville udgive en bog om det at have depression og/eller angst - ville jeg bidrage med en tekst? 

Min første tanke var: "Næ, egentlig ikke!" Både fordi, det igen var på kommando, men samtidig også fordi det var så ... privat (I know!!). Men en søvnløs aften satte jeg mig alligevel ned og skrev. Jeg skrev og skrev, skrev fra hjertet, skrev for mig og ikke andet. Bladet fra munden, sandheden ud og så ellers punktere som et overoppustet badedyr - så meget bagage var lagt bag mig. 
     I sidste ende blev projektet dog ikke til noget, og jeg lagde i stedet teksten ind på Pennen og pludselig væltede det ind med positive tilbagemeldinger - det havde jeg slet ikke regnet med! Det var uden for min genre, det var mig, der var alvorlig og ikke sjov (som jeg ellers ser som min gebet), men folk kunne lide det og min lykke var gjort. Jeg voksede ti centimeter - både pga. alle de positive tilbagemeldinger, men også - og ikke mindst - pga. al den negative bagage, jeg havde fået dumpet og lagt bag mig.


Kort tid efter skulle jeg til træf. Vi blev alle bedt om at skrive en tekst, hvor visse elementer skulle indgå. Og jeg vidste, jeg igen ville få besvær, for det var jo endnu en 'skriv dette på kommando'-tekst, som jeg via konkurrencerne var kommet til at hade. Men jeg satte mig ned og skrev - en fuldstændig og helt igennem fiktiv tekst. Jeg prøvede at gennemleve de følelser, min hovedpersonen gennemlevede og håbede så ellers på det bedste. 
     Dagen for træffet kom og som den allersidste skulle jeg læse op.

Da jeg var færdig blev der fuldstændig stille! Det var som om ikke engang lydene fra trafikken udenfor slap ind - og vi var midt i København! 
     Jeg kunne mærke en rislen ned ad ryggen; ballerne klemte sig sammen, hænderne gennemfugtede papiret og den sidste rest af væde forlod min mund. Oh, hvor var det flovt! Alle andre havde fået klapsalver. Og nu var der bare tyst som graven. 
     Jeg nåede lige at ønske, jorden ville åbne sig under mig. klappede folk, og det gik op for mig, det havde været en god tavshed. Det havde været den der opstår, når man slår benene væk under folk. Mit blik strejfede min mentor, der i månedsvis havde kommet med råd og forsøgt at trænge gennem min skal. "Skriv det, du mærker - også når det er fiktion! Du må ikke tænke over, det skal være godt. Du skal slet ikke tænke. Bare skrive!" havde hun sagt og foldet hænderne foran brystet. Nu fangede min øjne hendes. Hun smilede svagt, nikkede dybt og samlede hænderne foran sig, mens hun nikkede som en tilkendegivelse - jeg bøjer mig i støvet. Nu forstod du endelig!

Aftalen var, at når vi kom hjem fra træf, skulle teksterne uploades. Og pludselig væltede kommentarerne ind. Alt det, folk havde været for generte til at sige direkte på træffet kom nu på skrift - både via kommentarfeltet, men også som private beskeder.

En dag kom så endnu en besked. Både en offentlig i kommentarfeltet, men også til mig privat - både på Pennens interne mailsystem OG i min email. Og jeg undrede mig. Hvorfor var nogen så ivrig efter at snakke med mig? Beskederne lød:

"Hej Line. Du kunne vel ikke sende mig en mail på *mailadresse* det haster. Vh. Siw" 

I min indbakke lød det så: "Er det muligt at du for en tid kan trække 2 af dine publicerede tekster tilbage? Vh. Siw
Skriv endeligt her eller på *mailadresse*"

Jeg skrev tilbage: "Æh ... what? Kan jeg købe et par vokaler eller bare et clue? c",)" Endnu uvidende om, hvordan hele dette ville komme til at udvikle sig.

Næste brev lød: "Jeg kan ligeså godt være ærlig. Har lige afleveret termins stil, og jeg havde lånt nogle gamle stile af en veninde. Det viser sig så til min store frygt og rædsel, at hun har "nappet" ting fra et af dine essays herinde. Det gør ikke min idioti mindre, da jeg på denne måde, har "nappet" den samme passage. Nu står jeg i den situation, at jeg er ENORMT bange for at blive anklaget for noget mistænkeligt, som den store bangebuks jeg er. Jeg er en kæmpe idiot, og jeg ved det. Jeg er villig til at sende dig min stil, så du kan se hvad det hele drejer sig om. Og jeg forstår hvis du bare ryster på dit hoved og tænker: "så kan du lære det". Vh. Siw"

På min email var forklaringen dog en lidt anden og drejede sig - igen - om to tekster og ikke kun én.

Så snart det gik op for mig, hvad det drejede sig om, sendte jeg det videre til redaktionen, blokerede hende og nægtede at have med sagen at gøre. Redaktionen var søde; fik hendes profil nedlagt, forsøgte at finde frem til hendes identitet m.v. De meddelte også, at hun i første omgang - via dem - havde forsøgt at få mine tekster fjernet, bag om ryggen på mig!

Efter den første storm havde lagt sig, begyndte det dog at trække op til en storm i mit sind. I starten var jeg nærmest beæret over, nogen ville kopiere noget, jeg havde skrevet. Men derefter blev jeg vred. For det viste sig, at de to tekster, hun havde nappet fra, var mine to hjertebørn! Jeg følte mig så ... hudløs! Voldtaget. Bestjålet. Jeg følte, nogen havde trængt ind i mit sinds allerdybeste, mens jeg lå og sov; stjålet mine drømme, mine tanker og erfaringer og brugt dem til egen vinding. Min personlige erfaring med at kæmpe sig tilbage til livet efter en kæmpe sorg, var blevet kopieret. Nogen havde dissekeret teksten, sprættet den op som en død fisk, for at finde de linjer, der var mest gunstige for hende selv. Men for mig er det hele vigtigt. For det er alt sammen følelser, oplevelser, jeg har pisket mig igennem med stort besvær. Og nu havde nogen hugget det. Hvor lavt kan man synke? Hvordan kan man gøre det?!

Efter nogle dage, hvor jeg havde delvist raset og delvist forsøgt at se det flatterende i situationen, satte jeg mig til computeren for at skrive som jeg plejede. Men pludselig ... var der ikke ord! Jeg følte mig udtømt, færdig, tom. Min familie smågrinede ad mig. De kunne ikke forstå, jeg kunne tage det så alvorligt - jeg kunne vel se, det var flatterende, en åndssvag brainfart fra en tankeløs teenager? Herregud! 
     ... Men det gjorde stadig ondt! Måske endnu mere, fordi ingen kunne forstå.

Og i fem år skrev jeg intet. Jeg var gået fra bølgetoppe til bølgedale. Først en lang tid, hvor jeg kæmpede for at blive anerkendt, for at få nogle til at kunne lide det jeg skrev. Så succesen, hvor min tekst blev udgivet, nogen direkte opfordrede mig til at skrive til indlæg til deres bog, den vidunderlige oplevelse på træffet og nu til nedskydningen, nedslagtningen af min tekst. 

For to år siden skete der så noget, der igen fik det til at spire i mit sind. På min ellers helt døde profil, begyndte der pludselig at dukke nye kommentarer op - alle sammen skrevet af den samme, vidunderlige, skønne kvinde. Hun skrev bl.a.: "Jeg morede mig strålende over dit vid og beder dig inderligt sende os nyere materiale. (den her er vist fra 2006, - meget vand må være løbet i åen siden)." 


Men var der så det? Løbet nyt vand i åen? ... Næ. End ikke en dråbe. Flere af mine tekster fik kommentarer fra samme kvinde, og pludselig kom mine tekster igen i fokus. Flere skrev søde ord til mig og mine tudsegamle tekster, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blomstrede op på ny.

Kort tid efter var der så igen Fyldepennetræf - for første gang i mange, mange år. Og jeg var med. Det samme var dette skønne menneske. Da jeg skulle gå den aften, kom hun hen og tog om mine hænder: "Lov mig at skrive noget mere, du er talentfuld!" sagde hun og kiggede på mig med store, ærlige øjne. Jeg granskede dem ... forsøgte hun at gøre grin med mig? Men jeg så ikke andet end ærlighed. Det gjorde mig så glad. Vi mennesker har så svært ved at give komplimenter. Det er lettere at svine andre til med skændsord, end at sige bare én positiv ting. Og hvis man endelig giver en kompliment, bliver den modtaget skeptisk. 'Hvad mener hun med det? Gør hun grin med mig? Er hun ude på skrammer?' Og så stod hun dér - kvinden der selv er blevet udråbt til at være en af de mest talentfulde af alle forfatterne på det forum - og siger sådanne ord!

Mig til det famøse træf. Et par af de øvrige deltagere er - for anonymitetens skyld - sværtet over.
Der gik et par måneder. Så begyndte jeg så småt at skrive. Samtidig kom der en vis optur i privatlivet også. Efter en tid med mange problemer - dødsfald, svær sygdom hos flere i familien, en opslidende retssag (der dog stadig kører), begyndte der også at ske gode ting. Bl.a. fik vi vores hus. Vores drømmehus!

Vores hus ligger helt fantastisk smukt. Det er omgivet af meterhøje træer hele vejen rundt. Der løber en å i baghaven. Der er fuglekvider, susen fra træerne og bare ... stilhed. Vi har en kæmpestor, gudesmuk terrasse. Og en karnap, hvorfra jeg kan sidde og se det hele.


Forrige efterår sad jeg så og læste til eksamen. Det var tidlig morgen, jeg sad med min kaffekop, mine bøger, min blok og kuglepen. Det var forår, morgensolen var så smuk og jeg sad dér i min karnap og følte, jeg ejede hele verden. Og pludselig kunne jeg ikke rumme mere religion. Jeg var næsten nået gennem hele pensum, på nær religionsteori (og selvfølgelig var det dét jeg kom op i! Men trods det, jeg kun havde strejfet denne del af pensummet fik jeg 12). Pludselig begyndte jeg at skrive på min blok. Men det var ikke noter. Det var notater til noget mere. Skitser til historier. Og langsomt begyndte det igen at gå fremad.

Eksamenslæsning og indflytningsrod i karnappen.
Det krævede dog dette nye facelift på Fyldepennen. Pludselig var alt det 'gamle' væk. Og man kunne selv uploade tekster. Og nu kører det hele igen. Jeg håber, jeg ikke mister det endnu engang.

Det er underligt at tænke på ... hvor mange procent af alle landets skoleelever mon ikke snyder af og til? Hvor mange gange bliver forfattere - såvel amatørforfattere som de 'rigtige' ikke bestjålet - også uden at vide det? Og hvor ofte 'låner' vi ikke selv lidt af andre - også uden at det er bevidst? Kopierer idéer til indlæg, kommer med de samme tips, maler billeder, der ligner en anerkendt kunstner (tænker her især på Paul Pava, der oplever at selv gallerier helt bevidst tager plagiater ind og sælger, selvom de er klar over, de ikke er malet af ham!). Tænk på blogland! Der er så mange små blogs, som min egen, som ingen kender til. Mange af dem jeg følger er også 'mindre kendte'. Hvor let ville det ikke være at stjæle fra os? 'Låne' et ord eller to eller ti? Selv min store heltinde, Spacemermaid, oplevede, hvordan hendes indlæg blev kopieret, før bogen blev trykt. 
     Måske er det endnu svære at forstå, når man aldrig selv har gjort sådan noget. I'm not an angel, I know! Men jeg har aldrig sjålet. Ikke engang som barn, hvor alle stjæler. Ikke så meget som en slikkepind. Jeg ved ikke, hvorfor det er så grænseoverskridende en handling for mig. Måske fordi, jeg så, hvordan et lille apotek som mine forældres led under de store rapserier, der var. De mærkede, hver gang en dåse balsam blev nuppet. Jeg er også oplært med, at finder man noget på gaden - f.eks. en pung, afleverer man den til politiet. Som barn så jeg engang en 50'er, der fløj rundt ude i lufthavnen, på p-pladsen. Da vi kom ind sagde jeg det til min mor og hun spurgte: "Hvorfor samlede du den ikke op?" "Jamen, det var jo ikke min!" svarede jeg "Tænk hvis nogen troede, jeg stjal den!" Så min mor måtte hente den. Og da ingen i lufthavnen ville kendes ved den fik jeg den. Men jeg kunne ikke blive rigtig glad - for det var jo ikke min!

Når folk 'låner lidt' bliver vi beærede. Måske irriterer det i første omgang, at de kopierer vores fødselsdagsinvitationer, køber bukser magen til vores eller får den samme brudebuket. Men efter nogen tid kommer vi over det - for ret beset er det jo smigrende! Men når nogen stjæler vores hjerteblod - tekster, malerier, fotografier - hvad det end er vi brænder for, og udgiver det under eget navn, gør det ondt. Som at have en kugle, der borer sig ind i hjertekulen. For det var jo mit projekt. Det var mit barn ... og pludselig er det ødelagt for os, for altid.


mandag den 23. juli 2012

Ten to ...

love!

Uf, det er mandag! ... Hvorfor er mandagen grum, selv når man går hjemme og ikke skal noget? Har sovet længe ... som i MEGET længe. Lå vågen til klokken seks i morges med en hjerne, der insisterede på at køre på højtryk (no comments!). Fik pludselig en idé til en novelle, og kunne ikke finde ud af, om jeg skulle stå op og skrive, eller vente til i dag. 
     Så havde jeg lånt en ny bog af min mor, "Mit liv som papegøje" af Bent Mejding. Normalt er jeg slet, slet ikke til biografier, men denne her er bare. SÅ. God! Og det irriterede mig af helvede til, at den ikke ligger på Goodreads (er I derinde? Så add mig lige. Er totalt afhængig!). Kan ikke finde ud af at adde den. Har haft det problem før. Hader, når jeg læser en bog, der ikke er der. Elsker at rate dem og skrive anmeldelser. 
     Nå, i hvert fald blev den omkring klokken seks i morges, før jeg faldt i søvn. Og vågnede så først kl. 18:00 her til aften! Goodmorning, sunshine! ;/

Nå, har splatbrain og manglende energi. Så her kommer ti til at live mandagen - der næsten er gået - op med.

Cleo! c",)


Myrledyret oplærer Samsara.








lørdag den 21. juli 2012

I mor'n ...

... står dagen på dette:

 

Nyt design

Bare et kort indlæg om det nye design. Jeg syntes, bloggen trængte til et facelift - håber, I synes om det. :)

Tak til alle jer, der fast læser med. Og til jer, der følger mig mere sporadisk og i det skjulte. 

Snart 4000 visninger, whoop whoop! c",)


Mange af mine visninger kommer fra Google fra mere eller mindre aparte søgninger - som de af jer, der følger mig på Facebook ved. Bl.a. er min blog fundet ved søgninger på:

* Grimme abelort
* Ulykke med rundsav
* Fodvorte
* Røvhul
* Møgfisse
* Dværge, der serverer flødeboller
* Rådden fisk
* Betændte byldebilleder
* Grimme øjenbryn
* Hårkiksere
* "Aben er ond!"
* Skal tisse til fest

Ja, jeg skal ikke klandre nogen. *Host* En læser er vel en læser. c",) Og da jeg nødig vil skuffe nogen, har jeg derfor besluttet, at dedikere dette indlæg til dig, der måske har fundet min blog ved en af ovennævnte søgninger.

Så dette indlæg handler hermed om folk med grimme øjenbryn og hårkiksere, der skal tisse til en fest, hvor dværge serverer flødeboller og rådden fisk, mens der sker ulykker med rundsave, hvorefter der bliver råbt: "Aben er ond, aben er ond!". Så mens fodvorterne bliver luftet på dansegulvet, bliver der råbt: "Møgfisse" efter et dumt røvhul, der er asocial og kun gider kigge på betændte byldebilleder.

Velkommen til mig blog - jeg håber, I bliver hængende! :) 

torsdag den 19. juli 2012

Dagens ...

Tip:

Som førtidspensionist er det ikke ligefrem fordi jeg drukner i penge. Så hvis jeg køber noget - især når vi snakker 'luksusting' som tøj, sko, smykker, makeup, dvd'er, bøger m.v. er det altid på tilbud og/eller med rabatkoder.

Jeg møder flere og flere, der rynker på næsen, når de hører ordene 'tilbud', 'genbrug' og 'billige butikker'. Men jeg har altså ikke noget mod H&M-produkter eller tilbudsvarer. Og de få mærkevarer, der er at finde i mit skab, er enten købt på tilbud eller i genbrugsbutikker.

For tiden er der tilbud overalt - både på nettet og i butikkerne. Så jeg har lavet en lille collage over nogle tilbuds- eller billigvarerprodukter, som kunne være mit bud på et sæt til garderoben. Jeg har samlet det ud fra både egen stil (f.eks. elsker jeg store og mange smykker!) og hvad, jeg ville vælge, hvis jeg havde kroppen eller koordinationen til det (sko!).


Jeans: Personligt er jeg glad for mørke jeans, der er lidt mere elegante og kan bruges til både mere casual stil og til - som f.eks. her - en blazer. Samtidig kan jeg godt lide det afslappede og 'boyfriend-stilen', der er i det slidte look. Det gør et sæt mere afslappet og sjovt. Så her har jeg fundet et par tilbudsjeans, der kombinerer darkwashedeffekten og de slidte effekter.

Prisen og stedet: Jeansene er fundet hos H&M og koster pt. 124,50 kr. på tilbud.

Toppen: Selv bruger jeg primært ganske almindelige hvide eller sorte T-shirts, helst fra Only. Da jeg går hjemme, er min daglige stil meget afslappet, men når jeg forlader hjemmet, tager jeg mig som oftest lidt sammen. c",) Her har jeg fundet en billig top i en farve, der kan bruges til stort set alt, fordi den er neutral. Selvom jeg er glad for farver, er de fleste af mine toppe i neutrale farver, så jeg kan bruge dem til flest mulige sæt. Jeg har dog en top i næsten alle farver, som jeg så kan bruge til at sætte liv i f.eks. et par gamle jeans.

Prisen og stedet: Denne top er også fra H&M til 129,- (ikke tilbudsvarer). Den fås også i tre andre farver.

Blazer: Jeg er ret glad for blazere, da en god en af slagsen giver feminin facon og holder på dellerne. c",) Jeg er helt vild med denne gule farve og kunne godt - hvis jeg stod og skulle købe nyt - finde på at investere i denne.

Prisen og stedet: Denne blazer er fra Asos og koster 144,56 på tilbud.

Sko: Personligt er min skohylde meget kedeligt, da jeg pga. mine neurologiske forstyrrelser har svært ved at gå i selv flade sko. Det bedste til mine fødder er mormorklassikeren, Maoskoen, men med tiden har jeg fundet et par forskellige (halvkedelige) støvler, jeg kan bruge, hvis jeg ikke skal gå for langt (læs: mere end 200 m). Hvis jeg kunne vælge på alle (sko)hylder uden hensyn til mine besværlige fusser, ville jeg eeeelske at have et skab fyldt med stiletter! De giver højde (hvilket ville være en fordel i mit tilfælde!), og flot holdning - hvis man kan gå i dem. Dem jeg her har fundet her er sorte, så de kan bruges til stort set alt. Jeg elsker spænderne, der giver dem en mere rå detalje.

Prisen og stedet: Skoene er fra Pearlz, koster 99, 75 kr. på tilbud og fundet på Smart girl

Taske: Da jeg er typen, der har halvdelen af mit hjem med, når jeg går nogen steder, er jeg selv mest til gigatasker. Før i tiden brugte jeg altid forskellige tasker, der matchede mine outfits, så jeg har tasker i stort set alle farver (nævnte jeg, jeg elsker farver? c",)). I dag har jeg dog tre tasker, som er mine basics og som jeg veksler imellem. De har også den størrelse, jeg godt kan lide. HG plejer at lave grin med, at hvis man gik min taske efter, ville man sikkert finde både den hellige gral og Madeleine McCann. Hvis jeg putter noget i min taske, forsvinder det som i et sort hul, og dukker først op flere år senere (I skal ikke bede mig om at lave et 'show me your bag'-indlæg! c",)). Der er både pilleæsker, tomme pilleblister, gamle indkøbssedler, kalendere - både den nye og den fra sidste år, gamle tyggegummipakker, mp3, (betalte) dyrlægeregninger, makeup, vandflasker, Nupobarer, huskesedler, lægeindkaldelser, kuglepenne, blokke og meget, meget andet (dette var blot et hurtigt kig). Har I nogensinde set det afsnit af "Friends", hvor Chandler spørger, om nogen har et tyggegummi og Phoebe går på jagt i sin taske? Der dukker både en sko, et kogt æg og en guldfisk op - dét er min taske! Denne taske er dog meget fin og jeg elsker spænde-detaljen. Den matcher blazeren i farven, hvilket jeg også godt kan lide. Så længe man ikke matcher for meget, kan det godt gøres på den elegante måde i stedet for på mormor-måden (efter min mening).

Prisen og stedet: Ligesom blazeren er tasken fra Asos. Den er på tilbud og koster 101,19 kr.

Smykker: Smykker, åh, smykker! Jeg elsker, elsker, elsker smykker! HG kalder mig 'Skaden', fordi jeg falder for alt der glitrer - og sådan har det altid været. Jeg har nogle smykker, jeg går fast med. Heriblandt to armbånd, to tåringe og ni fingerringe. Især ringe er jeg glad for. En tilstand kaldet keloid (voldsom ardannelse) har dog sat en stopper for, hvor meget amok jeg kan gå. Og jeg eeeelsker ellers piecinger! Men da min krop gik amok og en plastikkirurg måtte redde mine ører, måtte alle piercinger pilles ud. Hvis det ikke var sket, havde jeg nok i dag haft navle-, læbe- og næsepiercing samt huller i ørerne. Samme tilstand gør, at jeg ikke kan få tatoveringer (hvilket jeg dog heller ikke er helt vild med - til  mig, that is. Jeg kan godt lide, at kunne 'tage tingene af', så jeg kan veksle mellem forskellige stilarter. Og f.eks. kæmpe Tiger-tatoo på ryggen, siger ikke ligefrem elegant aftenkjole, vel?). Jeg har også fået at vide, jeg skal holde mig fra unødige operationer, så nye bryster eller maveopstramning står (desværre) ikke lige på programmet her. Ca. hvert andet-tredje år må jeg tilbage til plastikkirurgen og opereres, fordi arrene vokser ud igen (mine 'oprindelige' øreflipper eksisterer ikke længere, men er udvoksede ar - mums, ik? Så tænk dig om, før du går til tatovøren eller får piercinger!). Første gang fik jeg bortopereret seks ar (det største på størrelse med en valnød) og fik i alt 36 sting fordelt på for- og bagsiden på begge ører. I mange år måtte jeg derfor undvære øreringe. For en del år siden kom jeg så i kontakt med en helt fantastisk kvinde, der hedder Kirsten. Hun designer smykker og har gennem årerne lavet en hel del clips for mig. Hendes smykker er SÅ smukke og professionelt lavet - og jeg har faktisk planer om at lave et indlæg om hende og hendes designs på et tidspunkt. I dag køber jeg selv clips over nettet og kan derfor lave en del øreringe om selv. Men trenden med earcuffs har bestemt ikke gjort mig ked af det, da det er meget let for mig at bruge dem. Derfor har jeg også fundet en riiiigtig fed cuff, der er med i dette indlæg.

Earcuff: Denne er fra Rosila, der har rigtig mange forskellige cuffs. Man kan både købe til begge ører, eller kun et. Jeg har selv to par derfra, der er højt skattede. Men denne står klart på ønskelisten - den er bare lige en Linelove! Den er ikke en tilbudsvarer og prisen er for én, men den er stadig såååå fed, at jeg bare måtte have den med! Den koster 289,-

Armbånd: Armbåndene er fra French Connection og er fundet hos Asos til 106,01 kr. på tilbud.

Halskæde: Halskæder er også noget, jeg er meget, meget glad for. De sidste par år er det især de lange halskæder, der har hittet hos mig. Man kan bruge dem på så mange fede måder: Både som de er, ved at vikle dem flere gange rundt om halsen, vikle dem om en broche eller knap, bruge dem som bælte, som accesorie på tasken, som armbånd og meget andet. Kun fantasien sætter grænser. Denne halskæde er også fundet hos Asos på tilbud og koster 130,11 kr.

Ringe: Som sagt er det især ringe, der står mit hjerte nært. Især slangeringen i dette indlæg er jeg helt tosset med. Den er fra Asos til 67,46 kr. på tilbud og fås i flere størrelser. Den anden ring fra Pieces er også fundet på Asos og koster 38,55 kr. på tilbud i denne farve. Den fås også i creme, men så til fuld pris a 67,46 kr. De fås begge i flere størrelser.

Hele pakke: Hvis du skal købe hele collagen vil det koste 1230,13 kr. plus selvfølgelig forsendelse - nogle (bl.a. Asos, hvis jeg husker korrekt) har dog gratis forsendelse. Hertil kan så trækkes visse procent, hvis du f.eks. er så heldig at lægge inde med rabatkoder. Til sammenligning kan sige at hvis du f.eks. skulle købe et par Diesel Jeans, ville du næsten skulle af med samme beløb som hele collagen. Så huske at se dig for, når du shopper - det kan altså godt betale sig! :)


Bare sådan lige til sammenligning: G-Star Midge Distressed Skinny Jeans, 1397,44 kr.!

Mig i mørke jeans, blazer og gigabag. :)

onsdag den 18. juli 2012

Det dér med facebook og privatliv

Jeg har altid været af en nysgerrig natur. Lige siden jeg var barn, kom jeg ustandselig ud for ulykker, fordi jeg liiige skulle se, hvad der skete, hvis man nu ... Min mor læste trofast op af "Peter Pedal" - sikkert i håbet om, at jeg kunne se, hvad nysgerrighed kunne føre til. Alligevel sad jeg fast i fletkurve med mine ben, trak et appelsinnet over hovedet eller kom på anden måde i uføre som følge af min ubændige trang til at finde ud af, hvad der skete, hvis man nu liiiige ...


Jeg havde (og har) altid et øje og et øre i hvert rum. For tænk nu, hvis jeg gik glip af noget! HG kalder mig 'Kaninøre' eller 'langøre', for selv under søvnen opfatter jeg ting, jeg ikke burde kunne opfatte. Hvis telefonen ringer og han tager den, mens jeg ligger i min sødeste (ræve)søvn, kan jeg, når jeg vågner flere timer senere spørge: "Hvad var det for en undersøgelse?" eller "Hvad ville banken?" eller "Hvornår skal vi være hos mine forældre?" Og han kan måbende spekulere over, hvordan jeg både kan sove og opfatte, hvem han snakker i telefon med - og rette ham, hvis han citerer stemmen i den anden ende forkert (det er da ikke min skyld, at folk snakker så højt og at min hørelse er exceptionel!).

Måske er det også derfor, jeg sluger krimibøger, elsker krimiserier/film og kan bruge timer på at spille et eller andet latterligt pc-spil for at løse mordgåden. Spørgsmålet: "Hvem var det?" bliver bare aldrig kedeligt!

Med Facebook åbner der sig en hel ny verden for os nysgerrige. Det bliver pludselig muligt at stalke fjender, gamle flammer eller vildt fremmede. Jeg må tilmed - modstræbende - erkende, at jeg har et par sider med vildt fremmede mennesker, som jeg nogle gange småstalker, fordi der altid er sådan nogle saftige skænderier på deres side. (I am not proud!).


Det undrer mig dog, hvor lidt folk hæger om deres privatliv (sagde kvinden, der udgiver tekster i offentligt tilgængelige bøger om sit privatliv!). Det undrer mig, hvad de skriver, uploader af billeder m.v. Man kan nærmest følte deres privatliv time for time og billede for billede. Måske er vi bare med alle disse sociale medier blevet mere ekshibitionistiske af natur?

Det er blevet endnu lettere - og mere fristende - efter at 'tickeren' kom til. Hvis ens venner kommenterer et billede fra en tredje part, kan man vupti klikke sig ind og være med på den luskede 'fluen på væggen'-måde. Det samme gælder livlige diskussioner. Jeg har været hemmeligt vidne til mange et skænderi, fordi jeg er ekspert i at opfange, når noget er på færde.

Jeg er også ekspert i at finde folk. Også folk, der ikke vil findes! Mange gemmer sig på Facebook under falsk navn eller ved ikke at være på venneliste med familie og venner. Til gengæld lægger de så ofte på f.eks. en søskendes eks-kærestes liste eller lignende, så de på den måde alligevel kan findes. Hvis jeg ikke kan google eller Face mig frem til folk, ER de ikke at finde på nettet. Det er til dels også fordi jeg husker alt. Jeg husker navnet på folks forældre, søskende, bedsteforældre og fætre og kusiner, deres gamle gade, deres uddannelsessted eller deres papegøjes afkom. Jeg har fundet en del gamle bekendtskaber til min mor, der også er på Facebook. Hvis hun f.eks. siger "Jeg ville ønske, jeg kunne finde Vita," siger jeg: "Giv mig fem minutter ...!" 



Nysgerrighed har dog også sin pris. Har du f.eks. nogensinde prøvet at være vidne til et eller andet, du ikke skulle være vidne til? Har du f.eks. overhørt en samtale, det ikke var meningen at nogen - udover de involverede parter - skulle høre, og bagefter tænkt: 'Hvordan gik det? Fik de så det barn?'

Sådan kan jeg tænkte over fuldstændig tåbelige, latterlige ting, jeg opfanger på Facebook. Og nogen gange kommer der aldrig en slutning. Man kan jo ikke så godt skrive til en vildt fremmed: "Hva' så? Fik din bedstefar sat benet af?"

På den måde koster Facebook mig nogle gange søvnløse nætter over de mest latterlige ting. F.eks. var der for nogle uger siden en af mine venners andre venner, der fandt et eller andet klamt i sin slikpose under lørdagshygge med ungerne. Der var billeder og det hele og mange kom med bud på, hvad det kunne være. Selv ville hun kontakte Malaco for at få et svar. Senere har jeg være inde for at lure om der var et svar, men alle har åbenbart glemt alt om den vingummi. Alle undtagen mig!

... Og nu er det eneste, jeg kan tænke: Hvad fanden var der i den slikpose?!


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...