søndag den 30. december 2012

Det sidste indlæg

Min nye computer er stadig ikke kommet. Jeg glæder mig såååå meget til at kunne updatere min blog. Få installeret Picasa, få mine billeder lagt ind igen og få den gamle header på. Jeg havde glædet mig som en sindssyg til jul på bloggen og nytårsindlæg - det blev lidt en fuser. Men det markerer nu meget godt mit år - en stor fuser! Glæder mig såååå meget til at lægge dette år bag mig og starte på en frisk. Lidt ligesom hvis man fumler i det med et strikketøj og trævler lortet op for at starte forfra - ville nogle gange ønske, man kunne gøre det med sit liv!

Mit år i tal og punkter har nogenlunde set således ud:

* Antal indlæg (med dette): 134
* Antal modtagne kommentarer: 208 (Tak! :))
* Mest læste indlæg: "Ten to(o) ugly"
* Antal læste bøger: 39 - hvor målet var 24 (se også fanen 'bogmaraton og kommentarer 2012'  - vil snarest få de sidste bøger på).
* Antal læste sider: 11868
* Bedste nylæsning: Meget svært, da der var rigtig mange gode, men det må næsten være en delt førsteplads til "Vand til elefanterne" og "Du forsvinder".
* Bedste genlæsning: Også svær, men går til "Undtagelsen" (apropos Jungersen. c",)).
* Eget udgivet materiale på Fyldepennen: 7 tekster
* Modtagne kommentarer: 34
* Antal husdyr fået: 1½ (Samsara og Cleo - men Cleo skulle jo hjem igen).
* Antal husdyr mistet: 1½ (Shiloh opgav kampen til sin sygdom, polycystiske nyrer. Men Cleo kom tilbage! :)).
* Antal penicillinkure: En milliard!
* Årets bedste oplevelse: Cleo og alt, hvad hun medførte af eventyr og venskaber - bl.a. med P.
* Året værste oplevelse: Muaaaahr, svæææært - så mange. :( Mit første grå hår!!! ... Og dog. c",) Men der er tre vindere: At finde min far livløs. At få mit første spasmeanfald (og dermed følgende ambulancetur). Puls' og Shilohs dødsfald, som der kun var én dag i mellem.
* Antal rejser: 1. Fik til gengæld set store dele af Danmark. Samt Sverige og Tyskland. Var på Sjælland, Jylland og Fyn. Turen medførte anejagt i (primært) Sønderjylland på både mødrende og fædrende side. En uges familiehygge med forældre og mormor.

Håb og mål for 2013:

Normalt har jeg aldrig nytårsforsætter. Men i år har jeg. For jeg håber, 2013 bliver et bedre år (det SKAL det blive!) - men jeg må jo også gøre mit til at gøre det bedre. Så jeg vil:

* Spise sundere og komme ned på min normalvægt.
* I det hele taget blive bedre til at passe på mig selv. Ordentlige sengetider. Ingen junkfood. Ingen overspring, hvor gærdet er lavest. Ingen das og dårlige undskyldninger.
* Blive en god penneveninde igen og love bod og bedring til alle de, der har haft tålmodighed med mig.
* Passe bloggen, få flere læsere og flere bekendte herinde - alene dette år, hvor jeg ellers har været ret inaktiv, har været så rigt mht. venskaber. Tak for det. :)
* Blive bedre til at komme op og i gang og ikke hænge ud på sofaen døgnet rundt i nattøj - heller ikke på de dårlige dage! (Som Carrie siger i 'Kongen af Queens': "You know who else does that? The elderly and the mentally ill!" - I'm not gonna be their new member!).
* Se i øjnene, det aldrig bliver til noget med VUC-holdene igen og finde ny interesse.
* Se at få mig en mobil (med kamera), som jeg kan bruge herude - et eller andet signal kan vel gå igennem? Ville eeeeelske altid at have kamera ved hånden og ikke kun have giga apparat på 214 kg - samt at have kontaktmulighed, når jeg (en sjælden gang) er på farten. Er IKKE OK at nasse opkald fra fremmede hver gang jeg er på sygehus/ude at handle/på kursus m.v.
* Bruge færre penge *host*

Starten på 2013 er såmænd allerede rigeligt besat. Har lægebesøg, neurologbesøg, opsætning af ny olietank (skal dog kun lukke håndværker ind. c",)) og rund fødselsdag (min far bliver 70 - hvor vildt er det ikke lige?!). Senere på året bliver min ældste lillebror 30!

Dagen i morgen kommer til at forløbe meget rolig. De fleste ved, jeg er det modsatte af et flokmenneske og nytår har aldrig været en undtagelse. Har altid holdt nytår med mine forældre og mormor - vil ikke forlade mine dyr. Mine forældre og HG og jeg skiftes til at holde jul og nytår. I år skulle nytår har været her, men jeg har lagt mig med bihulebetændelse og blærebetændelse igen. Så mine forældre måtte i hast tage over. Og vi kan godt lade kattene være alene herude, hvor der højst kommer ti små brag. Hundene tager vi med hos mine forældre.

Mange synes, nytåret er en fuser - at man bare sidder og venter og at der er bygget op til et klimaks, der umuligt kan nås. Sådan har jeg det slet ikke - faktisk er jeg endnu gladere for nytårsaften end juleaften. Vores aftner er altid de samme: Vi får fondue og salater med hjemmerørte dressinger. Og selvom jeg ikke spiser fondue, hører det sig med. Det ene år, hvor vi ikke fik det, var alt forkert. Elsker, hvordan alle sidder og famler med deres pinde og taber cocktailpølserne ned i sovsen af olie. Elsker, min mormor altid ender med tre pinde, som hun ikke aner, hvem hun har neglet fra. At min far altid farer vild i gryden, fordi han er farveblind og ikke kan finde sin farve. Elsker, at kødet eksploderer, så alle farer tilbage i stolene og er ved at gå bagover. Nytårstalen skal selvfølgelig altid indlede aftenen. Min mormor snøfter rørt, mens jeg sidder lige så utålmodig, som da jeg var syv. Efter maden og oprydning får vi is og hjemmelavede flødeboller. Så skal vi spille pakkespil. Nogle gange er det kort, andre gange Matador eller noget tredje. Det afhænger af, hvorvidt min mormor har en dårlig dag - hun er lettere dement og kan have svært ved at huske, hvordan man spiller de forskellige spil. Når gaverne er pakket ud og man sidder med tre par grimme sokker, fire pakker køleskabsmagneter (min far har nu fået forbud mod at købe flere til pakkespil), bnatterier eller andet, er klokken gerne tolv. Så kommer den hjemmelavede kransekage på bordet. Når den er spist, rundes aftenen og året af med the og snitter. Der er aldrig nogen, der kan spise dem, men de hører bare med. Om 25 timer ringer rådhusklokkerne og jeg vil, mere end nogensinde, glæde mig til at lægge et år bag mig. Og selvom 2013 byder på uventede oplevelser, sorger og glæder, nye rynker, grå hår, så glæder jeg mig. Og trods min skeptiske natur vil jeg glæde mig. 2013 MÅ blive bedre. Det MÅ være mit år.

Tak til jer alle for dette år og på gensyn i det nye. Jeg håber, I får en dejlig aften.

tirsdag den 18. december 2012

Vinderen er ...

Så fik jeg trukket en vinder. Da jeg pt. sidder med lånecomputer, hvor jeg ikke kan bruge billeder, bliver det den meget kedelige måde, dette her foregår på - beklager. Jeg trak vinderen via random.org og det blev Julie Jensen, der har fået besked. Tillykke til dig, Julie, og tak til alle jer, der ville lege med. :)

Jeg havde håbet på at kunne skyde næste giveaway i gang nu, men da jeg ikke har fået endelig svar på min henvendelse til sponsoren, går jeg næsten ud fra, det desværre ikke bliver til noget. Til gengæld har jeg andre planer ...


"System breakdown

oh no
DOWN DOWN DOWN
DOWN DOWN DOWN

shake me, breake me, just come on and take me
but you can't put out the flame that burns inside
blind me, grind me, just come on rewind me
but I'll be standing here eyes open wide

Oh no ..."

[Forestil jer et fedt billede her!]

Jep, totalt meltdown here. Både puteren og mig. Ved ikke heeeelt, hvad der sker for teknikken. Om det er den dér kvarte liter mælk. Eller turen på gulvet. Eller bare problemerne, der har været fra starten. Først gik CD-drevet, så man på skift skulle kæle for det og blinke kækt eller tæske løs på det, som en flue, der nægter at dø uanset, hvor mange tæsk den får med avisen. Så var der tastaturet. Skulle stort set hoppe på det, for at få det til at registrere mine anslag. Da jeg lånte HGs (lånecomputer), kom han efter ti sekunder hylende ind i rummet. "Hvad LAVER du?!" Mig: "Skriver." (Totalt forbløffet). Ham: "Jeg troede, du gav hjertemassage til én, der bare fortjente en række brækkede ribben!" Hmf! Bare fordi mine fingremuskler er blevet særdeles trænede det sidste års tid pga. defekt tastatur.
     Med tiden blev det mere og mere stædigt, tastaturet. Registrerede kun sjældent, hvad jeg skrev. Så var tungen ikke lige i munden, stod der bare 'dfgweofjbsvdg' eller andet ulæseligt. Nu bliver tingene også ulæselige, men det er fordi, jeg skal lære at skrive igen. Her bliver anslaget nærmest registreret ved tankens kræft, så når jeg tæsker mine fedtfingre i keyboardet, kommer der altså fem bogstaver efter hinanden.

Nå, men i hvert fald er gamle puter nu helt død. Har raget et eller andet nasty virus til mig, der forhindrer alt (selv syvkabalen sgu!). Kan kun se mine billeder - that's it. Når den overhovedet vil tænde. Da HGs computer også er til rep. er det ikke sådan lige til at finde en låner. Min mors er også død. Og begge brødre residerer nu på Sjælland - det er lidt langt at pendle for et blogindlæg. c",) Nu er vi fire mand om min fars stationære. Thank God, jeg nåede at få bestilt de sidste julegaver (som dukkede op i dag)!

Andet breakdown er min krop. Blærebetændelsen buldrer løs igen. Efter nogle måneder på fripas, havde jeg glemt, hvor syg jeg kommer til at føle mig. Og hvad gør man, når man allerede får penicillin mod blærebetændelse? Får nu nyt medikament og ny dosis. Og skal til lægen efter jul og sendes videre til urolog (hvorfor lyder det bare SÅ klamt?). MAGTER det ikke! Skulle have været sidste dag på kursus i dag, men falder i søvn for et godt ord. Sov 21 timer i går. Rart - så gør det ikke ondt, og jeg kan ikke mærke feberen, der buldrer løs i kroppen. Vil være rask til jul! Føler, hvordan penicillin stanken emmer ud gennem alle porer, og føler mig stinkende og selvlysende. Og ikke på den blærede (høhø) Rudolf-måde.

Anyway, det ser ud til, jeg ikke bliver en trofast blogger før efter jul. Min nye puter er bestilt og min onkel, der skal installere den, har modtaget den. Men den når nok først 'hjem' efter nytår. Min giveaway er ikke glemt. Vil trække en vinder i aften - beklager SÅ meget, at det er blevet forsinket - og håbe på at kunne få postet indlæg og sendt mail til vinder i morgen.

Tak fordi I trofast har kigget forbi, trods stilheden. Og tak til for de bekymrede hilsner på Face. Men jeg er altså ikke død - kun offer for puterdøden i mælk. God jul. :)

tirsdag den 11. december 2012

50 shades of Line



*Egotrip-allert*
 
1) Højde: 162-163 cm (sagde den 8. dværg).
2) Alder: 21 år (… og 120 mdr. *host*).
3) Civilstatus: Gift med HG på niende år. Har været sammen med ham i 14.
4) Børn: En dag forhåbentlig
5) Job: Flanør ;p Hehe. For dem, der ikke skulle have opdaget det, er jeg samfundsnasser aka førtidspensionist.
6) Kæledyr: Do you really need to ask?! c”,) Pt. to hunde og fire katte.
7) Hårfarve: Leverpostej. :(
8) Øjenfarve: Blå/grønne
9) Piercinger: None. Er ardanner (keloid - googling af fænomenet på eget ansvar - gross!) og bliver opereret jævnligt hos en plastikkirurg for at fjerne ar efter huller i ørerne. Første operation: 36 sting. :( Har fået at vide, jeg aldrig måtte lade mig pierce, tatovere eller operere unødigt. Har også ar på kroppen, plastikkirurgen desværre ikke kan fjerne.
10) Tatoveringer: Se ovenover.


 11) Tro: Agnostiker (hvilket vil sige, jeg så at sige prøver ikke at forholde mig til troen. Jeg udelukker intet, men tager heller ikke mod alle påstande med åbne arme).
12) A- eller B-menneske: Så afgjort B!
13) Fobier: Er panisk angst for slanger og krokodiller (fandt jeg ud af, da vi for mange år siden var I Florida og besøgte et indianerreservat. Anede ikke, jeg var bange, før det besøg – trak dårligt vejret de timer, vi var der … mens min mor frivilligt lod sig anbringe på en krokodille og holdt den om gabet!).
14) Briller eller kontaktlinser: Begge dele (dog ikke samtidig c”,)). Er blind som muldvarp.
15) Svage sider: Er såååå meget en bangebuks!
16) Afhængig af: Cola light, sød lakrids og litteratur!
17) Folks fordomme om dig: At jeg er arrogant (generthed). At jeg er rask og ’normal’ (”Du ligner ikke én, der er syg”). Det klinger dog af, når de ser mig gå på haltefanden-måden. c”,)
18) Hvad får du oftest komplimenter for? Min humor og mine øjne.
19) Foretrukne årstid? Jeg er en af de dér røvkedelig danskere, der ’ser noget smukt i hver årstid’. Jeg elsker sommer, varme og lun brise. Duften af nyudsprungne blomster og træer. Brænderøg fra bål, lyden af bølger og myg, der sværmer. Men jeg elsker også duften af den første frost, iskrystaller i græsset. Den første forårssol. Og efteråret, hvor farverne går amok, så det ser ud som om, naturen står i brænd.
20) Foretrukne parfume? Mange! Bliver meget hurtigt træt af en duft. Men pt. er det Gucci II og Versace Bright Crystal. Og så er jeg ret glad for alt i Clean.


 21) Griner du nogen gange når du er alene? Meget! (om ikke andet når jeg ser mig selv ispejlet. c”,)).
22) Hvad står der i den sidste SMS du fik?  Eftersom jeg ikke har haft mobil i to år er det svært at huske. c”,) Men jeg tror faktisk, den var en forespørgsel på, om HG kunne agere julemand for genboens to smukke piger. Men da der alligevel ikke er mobildækning her på bøhlandet, then why bother med mobil. Skal stå et helt specielt sted i stuen på ét ben og med staniolhat, hvis jeg skal fange et spinkelt signal).
23) Hvor bor du? I paradis! (Rø, Gudhjem, Bornholm).
24) Trives du der? Det er drømmehuset og jeg skal bæres herfra med fødderne først!
25) Hvad læser du for tiden? Jeg læser flere bøger samtidig (én i stuen, én i soveværelset, én i bilen). Har for få timer siden lige afsluttet Teddy Vorks ”Diget”. Så læser jeg ”Kontinuum” af Christian Dorph og ”Charlie, Hotel, Oscar, Kilo” af Maise Njor og Camilla Stockmann. Savner en tur på biblioteket pænt meget, men er sneet inde.
26) Sprut, cider, vin eller øl? Jeg drikker meget sjældent alkohol, da vi har en (ædru) alkoholiker i familien. Så som oftest smager det af dårlige minder. Men af og til bliver det til en øl. Og i sjældent, festligt lag med venner, kan det blive til Stroh, Baily’s, Malibu eller Asti. Vin har jeg ikke drukket i hundrede år.
27) Bliver du nogensinde for fuld? Det er edderharkemig mange år siden … mindst ti!
28) Foretrukne makeupmærke? Jeg har mere eller mindre brugt de samme mærker de sidste fem år. Mascara: Yves Saint Laurent Magnascopic (sort). Foundation og pudder: Max Factor. Øjenskygge: POP lid eller Naked. Eyeliner: Varierer. Gel til øjenbryn: Tromborg. Læber: Alm. pomade eller afdæmpet gloss. Kan ikke have læbestift på uden at føle mig som Klovnen Pepito og få det udover tænderne.  
29) Er du allergisk overfor noget? Hårfarve (ævævævæv!), kiwifrugt og dårlig humor.
30) Høje hæle eller flade fusser. Må desværre pga. sygdom holde mig til sko uden hæl what so ever. Har problemer nok med at gå lige i flade so. c”,) Har faktisk besvær nok med at finde flade sko, jeg kan gå i uden det gør for ondt. Ecco har ikke ligefrem de mest trendy designere ansat.


31) Hvordan tager du telefonen? Haha, denne her skal nok blive morsom. SOM REGEL siger jeg bare: ”Det’ Line”. Men når jeg får et af mine crazy-kicks kan det være alt fra : ”Det’  gerningsstedet” (når jeg er i dårligt humør), ”Schydhavnensch masschageklinik” (sagt på den læspende måde – når jeg er i overstadigt humør) til ”Ja, du har ringet til slagteriet, jeg kan desværre ikke tage telefonen, da jeg er ude at slagte kvæg, men læg en besked efter hvinet” (efterfulgt af grisehyl – når en af øglerne har opført sig uterligt).
32) Hvem ringede du til sidst? Moar.
33) Antal timers søvn i nat: Uh, kan jeg sguda inte huske. Men jeg skal helst have 12-16 timer pga. CFS.
34) Sov du alene? Med seks husdyr og en mand i huset? Aldrig … jeg er heldig, hvis jeg ikke skal dele hovedpude med nogen.
35) Plejer du at komme til tiden? (Her går jeg ud fra, vi ikke snakker på den seksuelle måde! ;)). JA! Efter min mening er det værste man kan gøre at spilde andres tid, så jeg møder også gerne FØR tid til en aftale.
36) Hvornår har du det bedst? When the drugs kick in. ;P Ej, det ved jeg sgu ikke. På en dag, hvor jeg kan komme op og i tøjet og lave noget uden ekstra medicin eller en milliard hvilepauser.
37) Hvornår blev du sidst fotograferet? Det er gudskelov nogen tid siden. c”,) Fredag var det sgu!
38) Hvilke(n) farve(r) er stærkest repræsenteret i dit klædeskab: Bum bum … grøn tror jeg. Eller grå. (Kald mig bare vild! ;p).
39) Hvad synes du om dine fødder? Jeg har lidt fodfobi og bryder mig ikke om fødder. Og mine egne er ingen undtagelse … tæerne er for korte. 


40) Favoritdrik om morgenen: Okay – don’t tell … Cola light!
41) Hvornår plejer du at gå i seng? Så sent som muligt. Er i dén grad natteravn.
42) Er du genert? Oh, generthed … min akilleshæl og hæmsko. (Det er et fast ÅH JO!).
43) Tror du på kærlighed ved første blik? JA!
44) Hvad ville du gøre hvis du var dreng for en dag? Låse mig inde på toilettet med mit nye legetøj.
45) Hvad er det værste du ved? Dage med gennembrudssmerter og det at miste.
46) Hvor mange penge snolder du væk på en uge? No idea. Snolder ikke helt vildt meget. Førtidspension og sådan.
47) Sang, som du sørger til når du er ked: Jeg bruger meget musik som stemningsstimulator – især når jeg skriver og gerne vil ’mane’ følelser frem. Se evt. mit indlæg om mine absolut yndlingssange; der er lidt til hvert humør.
48) Grønne eller røde æbler: Så afgjort grønne – og helst granny smith!
49) Hvad er din favorit-is? Jeg ææælsker Dreams is. Jeg bryder mig ikke så meget om den ‘fede smag’ af flødeis. Jeg var gladest for kirsebær og lakrids, men ingen af dem synes at blive lavet længere (pis også!).
50) Hvad ville du gøre hvis du vandt en million? Sætte dem til side til en rainy day. (Say hi to granny!).




mandag den 10. december 2012

In the dark of december

I heard a bird sing
In the dark of December
A magical thing
And sweet to remember

"We are nearer to spring
than we were in September,"
I heard a bird sing
In the dark of December.

By Oliver Herford
("Welcome christmas!" a Garland of Poems, Viking press 1955).

Eget billede

søndag den 9. december 2012

Julepop-pop-pop-popcooooorn

Nu bliver der jo ikke lavet juleguf i hytten i år. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan dele en god opskrift. Så mangler du en opskrift på en anderledes julesnack (som tilmed kombinerer salt og sødt) kommer den her:

* Popcorn
* Evt. salt, hvis du selv popper dem eller de er usaltede
* 1/4-1/2 kop smeltet hvid chokolade
* Krymmel


Smelt chokoladen. Pop popcornene og hæld den smeltede chokolade over. Rør godt og put krymmel i. Voila - verdens hurtigste snack. Enjoy! :)

Der er ingenting i verden så stille som sne ...

Den anden søndag i advent - hvordan kan tiden gå så hurtigt? Lysene brænder stille ned, mens snestormen raser udenfor, på den tyste måde. Fyger over gårdspladsen. Politiet fraråder al udkørsel herovre. Kattene klumper sig sammen og smasker i søvne. Om lidt vil jeg gå ud og lave risengrød til aftensmad. På bordet står juledekorationen med tørrede blodappelsiner og kanelstænger og dufter. Jeg føler mig velsignet. Velsignet over, jeg kan sidde her i al det tyste og ikke skal nå noget. At jeg ikke skal stresse over job i morgen, og tanker om, hvorvidt jeg kan komme af sted. At jeg bare kan pakke mig ind i min varmeplaid og hygge med varm the. Jeg håber, I alle har en dejlig decemberdag og advent derude.













lørdag den 8. december 2012

Pas på fusserne

Jeg er besat for tiden. Besat af sko, støvler ... alt, der kan være på fødderne. Og af alt der glitrer (okay, det er så ikke noget nyt!). Har brugt aftenen ganske ufornuftigt - til dels i hvert fald. Da der er varslet snestorm, og jeg stort set ingen gaver har købt, skyndte jeg mig at bestille alt, hvad der kan bestilles over nettet. Mangler nu kun mormor og yngste bror (har købt én gave til ham, men havde plads i budgettet til lidt mere). De to gaver skal jeg dog til Rønne efter. Men nu er alt andet købt - tilmed HGs gaver. Phew, det lettede! Nu sker der intet, hvis jeg går hen og får et attak, og ikke kan komme på gaveræs. Så kan HG sendes af sted med katalog og anvisninger. Resten er taken care of.

Jeg kom dog også til at stene lidt støvlet - sådan ved et ganske forfærdeligt uheld forståes. Og da jeg havde en ubrugt sum gavepenge liggende (det er meget sjældent det sker - jeg bruger pengene før de er i lommen!), kom jeg (igen ved et frygteligt uheld) til at købe disse dejligheder til mine fusser.

For nogle år siden købte jeg et par, der mindede om. Men de var en billig kopi (i strik) af UGG. De var ellers ret fede - og kunne rulles ned, så man både kunne have dem høj- og lavskaftede. Desværre var der ikke for i og de var meget brede. Og da min fod er exceptionelt smal, følte jeg mig som en treårig i svømmefødder, når jeg forsøgte at gebærde mig i dem. Jeg begik så den fejl at lade dem overvintre i vores garderobeskab. Vores utætte garderobeskab. Da jeg skulle finde dem frem, groede der grå ting på dem. Så de døde den tragiske svampedød i vores klamme skab. Men nu er disse på vej til adressen. And I will name them George, and I will hug them, and pet them, and squeeze them  ...

Hvis man er i den lykkelige situation at have mere (eller bare noget) på kistebunden end jeg, kan man også få luksusudgaven fra UGG - tilmed i diverse lækre metallicfarver. De koster dog ca. det dobbelte af mine babyer herover - når de er på tilbud.

Men da jeg stadig er oppe at toppes med Blogger om min 'manglende lagerplads' kan jeg ikke uploade mine fine collage med dem. Christ, altså. Må se at få det lort ordnet. 

 

I år, i år ...

Hvem forbinder ikke julen med Disneys Juleshow? Når julen er 'rigtig', skal man se Disney og spise chokolade, mens anden står i ovnen, saucen bobler og kartoflerne bruner. Men de sidste to år, er det os, der har holdt jul, så det er jeg gået glip af. Og det har været underligt, forkert. Men i år bliver julen holdt hos mine forældre, så jeg kan læne mig tilbage og stoppe hovedet med chokolade (okay, maybe not - kur og sådan) og nyde Chip og Chap, der sætter klistermærke på Plutos mund. Og jeg skal ikke stå med kvalmen brændende i halsen, mens jeg har hånden oppe i røven på en død, nøgen and. Jeg skal ikke koge indmad til hundene. Jeg skal ikke stikke svesker op i måsen på den allerede ydmygede and (vegetar og døde dyr er no go!). Jeg kan bare flade ud foran skærmen og nyde ... Uh, bring it on!



torsdag den 6. december 2012

Julegiveaway

Så kom den endelig (endelig!) den ene af de lovede giveaways.

Denne gang er det denne juleboks, der er på højkant. Den har en værdi af 210 kr. og indeholder en halskæde i træ og metallic (guld og sølv), en guldneglelak, chokolade og pynt til træet. Vinderen trækkes d. 16. december, 2. søndag i advent. Således er sidste frist for tilmelding d. 15. december kl. 00:00.

Reglerne: For at deltage med et lod skal du blot lægge en kommentar herunder med din mailadresse, så jeg kan kontakte dig, hvis du vinder. For at deltage med to lodder, skal du være fast læser af bloggen via GFC og lægge en kommentar med din mail. For at deltage med tre lodder skal du være fast læser, dele giveawayen på egen blog (husk link!) og skrive en kommentar med din mail. Og så skal du være bosat i Skandinavien.


Jeg håber, I vil være med. Held og lykke til jer alle. :)

Mit liv i snekuglen

December er altid en speciel tid på året for mig. D. 3. december har fået sin helt egen betydning. Og d. 3. december i år havde jeg tiårs jubilæum. Den dag var jeg ikke klar til at dele min historie med jer, men det er jeg nu. Den blev skrevet for syv år siden, men har nu fået rettelser. For ti år siden døde en del af den gamle Line, og den nye, hende jeg er i dag, fik liv. Jeg håber, I vil tage godt imod min historie ...

Det er nu ti år siden ... Ti år siden jeg ankom til Gråsten Gigthospital. Ti år siden at den gamle Line døde, og en ny (eller meget gammel?) Line genopstod som Fugl Føniks af asken.
Jeg kan stadig huske rejsen og, hvordan jeg græd og teede mig som et pattebarn over at skulle af sted og forlade dem alle sammen i julemåneden. På et eller andet punkt hadede jeg dem vel også. Hadede mor. Hadede far. Ikke bare for at have født mig - født mig ind i dette forbandede liv, i en krop, der hverken kunne det ene eller andet. Men hadede dem også for at sende mig af sted alene. Hvordan fanden skulle jeg overleve tre uger på Gråsten Gigthospital (alene) blandt fremmede mennesker?  

      Måske hadede jeg bare, fordi det var lettere at tage af sted i vrede end i sorg? Det er altid lettere at være vred end at være ked af det og give sig hen til sine følelser ...
      Men det virkede også uretfærdigt. Uretfærdigt, at jeg ikke længere var et barn, der kunne overlade sorgerne til de voksne. Det er så meget lettere at være barn i en verden, hvor al smerte går væk, når bare den voksne puster længe nok.





Jeg tror, jeg husker alting fra de tre uger i detaljer. Morgenen da jeg ankom. Den skarpe frost i luften og kvalmen, der sad som en sur smag i mundhulen. De røde pap-uroer i vinduerne vinkede til mig; møjsommeligt klippet ud af hænder og fingre uden gigtsygdom, og hvor finmotorikken stadig er intakt. Julestjernerne, der stod og pyntede i hvert vindue. Juletræet i rygerummet. Mit tildelte tøjskab, hvor låsen drillede - nøglen skulle drejes på en helt bestemt måde for at få skabet op - meget praktisk på et Gigthospital! 
     Ved ankomsten kunne jeg mærke, hvordan noget trængte sig sammen om mig. Som blev jeg lukket inde i en osteklokke ... eller måske nærmere en snekugle. En snekugle med en lille Line indeni, og hvor den rigtige Line sad et sted i virkeligheden og holdt om kuglen og kiggede ind. Jeg kunne lægge mine hænder mod glasset og se og høre dem, jeg elskede, men ikke trænge ud til dem. Og jeg vidste, at når glasset blev sprængt, ville det være en anden Line, der rystede glasskårene af sig.
     Jeg kunne sikkert opremse alt i detaljer, hvis jeg blev spurgt. Alligevel er det hele samtidig så mærkeligt tåget og fjernt. Som om enkelte hændelser skiller sig ud og hæver sig over andre - ubetydelige hændelser. Som søen, der frøs til ... vi kunne sidde i rygerummet og se, hvordan raske og rørige mennesker skøjtede rundt dernede. Jeg husker hende den lille pige - hun havde en rød tophue på, og lange mørke fletninger hængende ned ad ryggen. Ligesom mig selv som lille.



Vi snakkede om at sætte ski under kørestolene og rollatorne og deltage i morskaben.
Det sneede også en del de uger. Det sner ellers aldrig i december, men det år gjorde det! Lige præcis det år.
      Jeg fik nyheder hjemmefra over den skrattende mønttelefon, der slugte usigelige mængder af småmønter. Der var store trafikproblemer, og jeg frygtede at strande på hospitalet julen over. Hjem, det ville jeg!
      Men det jeg husker bedst fra ugerne på Gråsten, er Aase, der boede i værelset overfor mit. Når vi gik i seng om aftenen, kunne vi ligge og vinke til hinanden før dørene blev lukket af vores værelseskammerater, der ikke var oplagt til pjat!
      Aase blev min overlevelse! Hun var årsagen til, at jeg kom helskindet igennem, og også har goder minder derfra. 


  
Det var den december, TV2 viste "Brødrene Mortensens jul"... Hvorfor kan jeg huske sådan noget? Fjernsynet var altid tændt om aftenen, men lige så snart julekalenderen kom, blev der zappet væk. Og jeg fik en klump i halsen. For jeg vidste, min yngste bror på 11 sad hver dag og skrev hilsner til mig, i håbet om, de blev vist på TV2s side efter julekalenderen. Hvad hvis jeg gik glip af hans hilsen? 
     Det var håndboldkampene, der var det store tilløbsstykke de dage i december på Gråsten Gigthospital. Mange gange blev køkkenpersonalets tålmodighed sat på hård prøve, fordi spisetiderne måtte ændres, så sportsfolket kunne se deres kampe på fulde maver.
Maden på hospitalet var utrolig lækker og veltillavet. Aase og jeg fik speciel mad, fordi vi var vegetarer. Der var dessert for dem, der blev weekenden over. Der var som oftest ikke mange af os, og jeg hulkede i telefonrøret og druknede mine ulykkelige forældre i tårer, mens de sad på Bornholm og ikke kunne se, hvordan det skulle kunne betale sig for mig at tage den lange tur hjem, bare for to dage. Jeg savnede min familie, min kæreste, dejlige, HG og mine katte, som pludselig ikke lå i fodenden, når jeg vågnede om morgenen. Jeg følte, vi altid var adskilt i julen, HG og jeg. Året før sad han på Pharmakon i hele december, og nu sad jeg i al min elendighed i Gråsten.
     Den første weekend fik vi mandelrand og syltet frugt, som vi et halvt år senere (hvilket jeg selvfølgelig var uvidende om på daværende tidspunkt) ville komme til at sidde og spise under en hedebølge - og på vores bryllupsdag.
     Alligevel tabte jeg 5 kg, de tre uger, jeg var på Gråsten Gigthospital.


  
Sneen gav anledning til store problemer for os patienter. Historien om vores tur til supermarkedet kan stadig få hele den pukkelryggede til at grine. Det var selvfølgelig Aases påfund ... Altså det med sokkerne. Hun klippede dem op og bandt dem om støvlerne, så vi bedre kunne stå fast og ikke skulle glide på isen. Med Fido ved hånden (som hun kaldte sin lille trækvogn til varer) drog hun af sted, godt indpakket og med sokker om støvlerne. Ingrid - det tredje medlem af vores lille vegetarklub og højtelsket af alle patienter - knugede godt om rollatorens håndtag, og jeg humpede som sædvanlig meget uskønt af sted.
Der blev gloet noget, da vi tre skabninger fra hospitalet drog af sted. De lokale troede nok nærmere, vi var undslupne fra en psykiatrisk afdeling!
      Da vi endelig nåede supermarkedet, vidste vi egentlig ikke rigtig, hvad vi skulle købe. Hospitalet var jo en lille lukket verden, hvor der var, hvad vi skulle bruge. Så vi drog tilbage igen. Men da vi kom ud på fortovet, havde de så sandelig haft travlt med at rydde sne væk og salte - bare til ære for os og vores sokker!
      Det var da alle håndboldkampene kom, at Aase fandt på det med pruttepuden. Som nogle af de eneste ragede det os en høstblomst, at der rendte nogle idioter rundt på en bane med en bold. Men de andre var temmelig irriterede over pruttepuden, de fandt det ikke spor morsomt, men barnligt! Aase og jeg fortrak til værelset, hvor Aase lavede julekort og gaver til børnebørnene, og vi afholdt en konkurrence om, hvem der kunne komme på den mest perverse vittighed.


       
Dagen efter faldt noget af loftet inde på mit værelse ned. Det dryssede ned med en underlig sort substans i min seng, men det blev nu ikke taget så højtideligt af personalet. Aase rykkede sin seng ti centimeter ud fra væggen, hun skulle ikke gøre sin astma værre ved at blive overfaldet af en mystisk substans fra loftet, mens hun sov.
     Personalet syntes, at nu måtte vi tage og geare ned og opføre os ordentligt!
     Dagen efter tog min værelseskammerat hjem og den færøske Iris kom i stedet.
     Loftet blev, hvor det var!
     Og Iris børstede ikke tænder den første uge. Hun tog hjem på weekend, mens tandbørsten blev stående urørt i glasset og Aase grinede til hun fik hosteanfald, ikke kunne få vejret og måtte have iltapparatet i brug.
     Jeg kunne ikke tåle røgen i rygerummet, men det var det eneste sted, der var værd at opholde sig. Jeg sad der, til jeg rystede af nikotinchok og måtte ud og trække frisk luft.
Den ene dag kom en af sygeplejerskerne stæsende ind i rygerummet med vilde øjne for at bekendtgøre, at det altså var en fejl, at brandalarmen var gået i gang, og der var ingen grund til panik! - Men i rygerummet kunne vi ikke høre nogen brandalarm, så vi havde siddet flere minutter i et værre inferno, uden at være klar over panikken, der omgav os.
Den aften snakkede vi om, hvor vi mon skulle begraves den dag, vores kroppe endelig ville sige fra. Ingrid sagde, med smil på læben, at vi sikkert ville blive indleveret på Kommune Kemi med alt det lort vi rendte rundt med i kroppen!



Men det var historien om alle de gode ting, der skete. Alt det sjove. Heldigvis er det de ting, jeg husker bedst.
     Men der var også historien om hende den ældre dame, der faldt om i omklædningsrummet efter træningen. Eller den søde Agnes, der altid sad stillet i hjørnet af rygerummet med en eller andet form for håndarbejde, der pludselig fik en blodstyrtning fra tarmen. Eller den unge mand, der fik lungebetændelse, og lå med høj feber et par værelser fra mit. Eller da Aase blev uretfærdigt beskyldt for at stjæle fra håndarbejdsrummet. Den unge pige, de sendte hjem, fordi hun "nok ikke fejlede noget" og som ikke kunne passe hverken sit job eller sine to små tvillingepiger og ikke anede, hvad der nu skulle ske. Eller Iris, der i virkeligheden bar rundt på en sørgelig historie, om en søn, der døde, da lynet slog ned i ham under en fisketur. Røgsøjlen havde stået op fra hans livløse krop, der lå dér på bunden af robåden. Hans kammerat, der havde måtte fortælle Iris den triste nyhed, var blevet slynget ud af båden og havde overlevet. Iris fortalte det en morgen, mens hendes gigtplagede hånd holdt krampagtigt fast om plastikskeen med et blævrende stykke blødkogt æg. Den gule hinde farvede skeen og gav mig - sammen med historien - kvalme. Iris fortalte med tårer i øjnene og dirrende stemme med en sød færøske accent. Jeg blev bevæget over, at hun delte sin tragiske historie med mig, en fremmed. Kort tid efter eksploderede fyrfadslyset vi havde tændt, og det havde nær sat ild i gardinet. Endnu engang rullede personalet med øjnene over vores narrestreger - men det var jo ikke vores skyld!
     Så var der Karen - Aases værelseskammerat - hvis søn forsvandt, mens hun var indlagt, så hun måtte kontakte Politiet, for at få hjælp - gad vide, hvordan det endte?
     Jeg ved, hvordan min egen historie endte.
     Men hvad med alle disse mange andre mennesker jeg mødte der? Alle de skæbner - hvor mon de er alle sammen nu? 



Jeg tænker meget på Aase - næsten hver dag. Især nu i december. Det er hendes skyld, at jeg overhovedet har gode minder fra disse tre hårde uger af mit liv. Det er hendes skyld, at mange af de dårlige erindringer næsten er væk. Kun de gode står skarpe tilbage. Det er dem, der hæver sig over de andre, og begraver de dårlige på bunden af erindringens mørke gravkammer.
     Hun gav mig meget på de tre uger, Aase. Og uanset, hvor hun er nu, er der liv og fest omkring hende. Hvordan kan der være andet?
     Hun har lært mig at se livet fra et andet perspektiv. Aase er blevet et begreb. Og en del af ånden og stemningen, der hviler over december måned.

Af og til kan jeg mærke gråd og en dyb, dyb sorg - en sorg og en gråd, der synes at have ligget i dvale lige siden Gråsten og siden jeg fik min diagnose måneden efter på Frederiksberg Hospital. Det er en sorg og gråd, som jeg aldrig har turdet slippe fri. Som jeg aldrig har ladet mig selv slippe fri, fordi jeg ikke ved, hvad der sker, hvis jeg slipper den løs. Jeg ved ikke, om jeg ville være i stand til at stoppe gråden igen. Ved ikke, om jeg nogensinde kan blive rigtig glad igen.
     I korte øjeblikke kan jeg stadig mærke et strejf af lykke, glæde eller håb, men ikke på den samme måde som tidligere. Ikke i den samme grad. Det er som om, de følelser hører en hel anden verden til. Som om de er den gamle Lines. Den 'før alt dette her skete'-Line. Den 'før snekuglen'-Line. Den Line, jeg nogen gange helt kan glemme, jeg har været. Den Line, jeg ville give alt for at være igen!
     Af og til tænker jeg: Hvad hvis jeg ikke kan stoppe gråden igen? Hvad hvis jeg aldrig bliver rigtig glad igen?
     Men det er i de øjeblikke, at jeg kan høre Aases milde latter og se hende lægge de gigtplagede hænder mod sit bryst, mens hun med mild latter hikster sin visdom ud:
"Men kære barn, dog - der er da ingen, der udelukkende går grædende gennem livet. Før eller senere holder det op med at gøre ondt!"
     Og hvem skulle vide det, hvis ikke Aase? Hun har overlevet en voldelig eksmand. Utroskab. Tabet af et barn. Tre kroniske sygdomme. En brand, der nær havde kostet hende livet, og hvor hun mistede stort set alt - blandt andet sin højtelskede Golden Retriever.
     Og hun overlevede Gråsten - sammen med mig!
     Og stadig var hun kvinden, der altid var glad og ved godt mod. Det var hende, der satte liv i det hele. Hende der fandt på det med pruttepuden. Hende der tog til Tyskland for at købe slik til børnebørnene og fór vild på vej hjem, så hun måtte banke på en fremmed dør, hos et par, der endte med at køre hende hele vejen tilbage til Gråsten, lige i tide til aftensmaden. 


Og når nu Fugl Føniks én gang har kunnet rejse sig af de sørgelige rester, mon ikke han så kan gøre det igen?
     Måske jeg kunne blive som den lille pige med tophuen, der snurrede rundt på skøjterne og med stort smil på læberne. Måske jeg kunne blive levende igen en dag? Måske ...
     Der var jeg i hvert fald i de ellers så triste uger på Gråsten Gigthospital. Der skete mange skøre ting i de dage. Jeg lærte meget af Aase - og det skete i de dage ... på hospitalet i Gråsten. 






onsdag den 5. december 2012

Snowglobes under træet?

Det kommer nok ikke bag på mange, at jeg elsker ringe. c",) Og snowglobe ringe er altså bare det mest bedårende. Så mangler du en ting til ønskelisten, kunne det måske være en af disse lækre ringe?




Find dem her

tirsdag den 4. december 2012

Dagens ...

decembergrin.

Jeg vil prøve at oppe mig lidt - har haft travlt og bloggen har lidt under det. Vil bestræbe mig på at få lavet et indlæg hver dag og gerne ét, der er særlig decemberpræget - gode tips til julegaver, fede dekorationer, søde billeder m.v. Og nej, jeg har ikke glemt den lovede giveaway - den skal nok komme på. Men I kender mig jo - jeg er Line-Atterdag; det jeg ikke når i dag, når jeg i morgen ... eller næste år.

I dag bliver det dette billede, jeg bare ikke kunne stå for. c",)


Glædelig 4. december til jer derude, der måtte falde forbi. :)

Evner søges

Kender I det, at man ser nogen, der har et særligt talent og bare misunder det heeeelt vildt? Der er mange ting, jeg ville ønske, jeg evnede: At kunne tegne eller male, danse, stå på skøjter, designe smykker, gå lige! ;p

Men der er dog én ting, der næsten dagligt irriterer mig, jeg ikke evner: At sætte mit hår. Det ender altid med bare at være løst eller blive sløset flettet. Hvorfor kan jeg bare ikke sætte det freaking hår?! Jeg har længden til en masse fede frits. Men ikke evnerne til at sætte det.

Dette her billede faldt jeg over i dag. Hvis man løsnede håret, kunne det have været mit (bortset fra mit har lidt flere etager - hvilket gør det endnu svære at flette pænt), samme længde, samme farve ... Hvorfor fanden kan jeg ikke bare lave noget i den stil? Jeg ender med i løbet af tre sekunder at ligne én, der har været oppe at toppes med en rundbørste ... midt i et orkanudbrud. Er sååå skudt i frisuren længst til højre. Kan man mon ønske sig en personlig frisør i julegave?


Bonusinfo: Den midterste fletning kan man næsten opnå, hvis man fletter med fire eller hårbundter i stedet for tre. Dét niveaus kan jeg da lige være med på. c",)

lørdag den 1. december 2012

Dagens decemberdrøm

Åh, hvis bare jeg ikke var så fattig. Har længe været vildt forelsket i diverse metallicsko. Men de fleste har høje hæle - og ja, jeg kan bare ikke gå i hæle. Ja, de fleste dage kan jeg slet ikke gå ... med nu har jeg fundet et par - tilmed på tilbud(!) - som jeg rent faktisk ville kunne stikke fødderne i og gå med, uden at føle, jeg går på glødende kul. De er fra Asos og er bare så fine!


De koster pt. 276,68 kr.

I mine drømme - hvor jeg er rig (naturligvis!), bærer jeg dem sammen med denne jakke fra H&M


Tilsæt et par stramme, slidte jeans, nogle statementsmykker (store ringe, enkel halskæde og lange ørerringe f.eks.) og man har et totalt Linelove ouutfit.

Helle for at være rig (og rask!) i mit næste liv!

fredag den 30. november 2012

A december to remember


Så er det om mindre end fire timer ... så er det december og vinter. Og julestemning har spredt sig her på bloggen, som i kan se.
     De sidste par år har godt nok været specielle; det har været ekstra koldt. Det har i den grad været hvid jul. Det er to år siden, vi skulle holde vores første jul herude. Men vi sneede inde og familien sad i Allinge med gaverne, mens vi sad her med maden. Det bliver da en jul, vi ikke glemmer. Ni dage varede det, før vi som den sidste by i Danmark blev gravet fri. Og vi nåede at ses, før det nye år ringede ind.
     Sidste år sad Cleo på havnen, alene og væk hjemmefra. Og guderne må vide, hvor lille Samsarakilling har befundet sig. Hun har været mellem 1-3 mdr. I år skal de have varme og jul - de skal have risalamande og and og fiskefiletter til julefrokosten. De skal have varmetæpper og hygge og kæl i stearinlysenes skær.
     I morgen regner jeg med at skyde min julegiveaway i gang. Og den bliver lidt anderledes denne gang. For jeg regner med, at I får en opgave denne gang: Fortæl om din mest specielle jul. Det kan både være en god jul eller en dårlig. HGs værste jul har nok været dengang, hans mor døde (d. 1. december, det år han var 16) i kirken under en begravelse På den måde mistede han både sin mor og farfar på kort tid - og på sin vis også sin far. Eller for nogle år siden, da hans mormor døde i kirken d. 19. december. Det synes jeg var hårdt! Min bedste jul har været det år jeg var ni. Jeg ved ikke, hvorfor lige den var så magisk - måske fordi det følgende år blev så hårdt, at den jul står i et særligt skær? Min mormor og Olde var på besøg fra Hvidovre. Vi spillede kort og hyggede med juleguf. Vi satte risengrød på loftet og fandt gaver deroppe næste dag. Og min far havde optaget en video med nisserne.
     Nu kan du jo gå i tænkeboks indtil jeg får skudt konkurrencen i gang (håber, håber, håber virkelig, jeg når det i morgen).

I dag er dagen gået med oppyntning og juledekorationer - jep, jeg er langsom i år. Siden loftet blev efterisoleret, har kasserne med pynt været spredt fra vid og sang, men nu er det meste fundet, der er pyntet lidt op og dekorationerne er blevet lavet. Imens har "Jul på slottet" kørt på dvd'en. SÅ er det jul. 

Herover er (ligesom sidste år) en video med min yndlingsjulesang "River" sunget af Robert Downey Jr. Den har ikke det sædvanlige lalleglade julepræg, eller den blævrende nostalgi, der er i julesalmer. Den er bare afslappet og smuk.

Glædelig jul og dejlig december til alle jer derude.

mandag den 26. november 2012

Dagens

... Zap.


Ja, sgu! Hun har vundet igen. Se hende her og giv hende et like og/eller en hilsen: http://www.facebook.com/?ref=tn_tnmn#!/bestfrienddk?fref=ts

Synes, det er helt vildt. Og sært. Har uploadet en milliard billeder af alle dyrene, men det er kun Zap, der har vundet. Men de to billeder er altså også bare gode. Jeg synes dog f.eks. at de to billeder på min header (af Myrle og Cleo) er lige så fantastiske. Og Myrle er imponerende med sine forskelligefarvede øjne. Cleo med sine store, runde øjne.

Sjovt - mange kommenterer Zappens fantastiske øjne (som man så ikke liiiige ser her). Hun har smalle løveøjne - mandelformede. Fik at vide af opdrætteren at det var meget attraktivt hos Maine Coons. Zappen skulle have været til Sverige til avl, men det blev for besværligt med karantæneregler m.v. Og der må være noget om det, for folk er SÅ betagede af hende. For mig er 'rigtige' katteøjne dog helt runde. Måske fordi Vips havde det og jeg syntes, hun var så bedårende og betagende smuk. Samsara har også noget med sine øjne - store, runde og gul/grønne, ligesom Cleos. Myrles er, som sagt, specielle pga. farven, og søde, fordi de ligesom har et 'tryk' lige over øjet, der tynger det, så hun ser lige sørgmodig ud. Det var det, der gjorde, jeg bare var solgt.

Det har i det hele taget været en dag (og uge) i dyrenes tegn. Samsara skulle steriliseres og øremærkes i dag. Der er tre kvarters kørsel til Aakirkeby herfra, så vi skulle af sted i god tid, når hun skulle være der kl. otte. Efterfølgende skulle vi videre til Rønne og sætte Phoeba af hos trimmeren. Og hvad gør jeg? Sætter vækkeur til klokken syv! Ja, flot karl smart - der skal vi køre! Endte med, HG fik travlt. Jeg måtte opgive at tage med pga. medicinen. Jeg skal have mindst en halv time, hvor jeg ligger og venter, mens den virker - med mindre, jeg har været vågen i løbet af natten og fået medicin der. Til gengæld kunne jeg så blive hjemme hos Frik - som ikke så godt kan være alene. Og slet ikke, hvis Phoeba ikke er her. HG vendte hjem med besked om, at Phoeba havde tandkødsbetændelse, så ud til dyrlægen med hende og for at henten Samsaraen. Så nu skal Phoeba have renset tænder på torsdag - anden gang på ni mdr.! Så indtil videre har dyrlægeregner på én uge kostet os: 1800,- Og nu Phoebas operationen på torsdag - I'm bleeding ... money! Folk der siger, det ikke er dyrt at have DYR, må enten have katte, der skider på tønden og spiser budgetkost eller dyr, der aldrig fejler noget (og ikke overholder vaccinationer, neutralisering, mærkning). Samsaraen fik dog ros - hun var rigtig fin. Men lille af sin alder (I knoooow). Vi fik at vide, hun ikke lignede én, der havde været i løbetid, selvom hun har været det to gange. Hendes livmoder lignede en killings - hun ER blevet et år! Hun er også stadig for lille af sin alder. Hun bliver nok aldrig større. Mors lille Turnerpige. c",) Murle, der ellers også er bette af sig, ligner en kæmpe ved siden af.

I dag var også dagen for storindkøb og betaling af regniger på 1) bilen (700,-) 2) isolering af taget samt småreparationer (70.000,-). Føj, for en måned. Selv budgetkontoen bløder - alle de slemme regninger er faldet nu - bil, forsikringer, bolig, el, olie ... I næste måned (av, det er snart!) er det ny olietank. Av, av, av! Mærkeligt at se hele sin opsparing forsvinde i ét hug. Veeeed godt, det er nødvendige reparationer og at de sparer os penge på sigt; men jeg rystede alligevel lidt på hænderne, da jeg tastede ind på netbank.

Til sidst et lille stemningsbillede - og endnu en udgift på dyrene. For Frik og Phoeba har fået julebandanaer (bedre billeder senere). Samtidig fik de og kattene en delejulekalender. Fik begge dele her.

lørdag den 24. november 2012

Så er den der?

Så tror jeg endelig, jeg har fundet mit look til bloggen. Ja, jeg kunne ikke finde et design, jeg brød mig om, men så måtte jeg jo selv uploade et. Lad mig vide, hvad du synes - især, hvis det ikke er behageligt for øjnene. Jeg er lidt iffy ... bliver det sorte en belastning for øjnene?

Undtagelsen


Yep, den er god nok. Så fik jeg endelig opdateret bogsiden. Og jeg har nået (og overgået) året mål, min challenge på 30 bøger. Pt. (gen)læser jeg "Undtagelsen", som jeg fandt i en genbrug forleden til 15 kr.! Bogen er tilmed i hardback og var aldrig åbnet. Siden jeg læste "Du forsvinder" har jeg haft lyst til at genlæse "Undtagelsen".

Første gang jeg læste bogen var i 2004, hvor min mor købte den i lufthavnen, da de var på vej på ferie. Alle hendes rejsebøger lå i kufferten og med udsigten til et kvart døgns flyvetur uden læsestof, tog hun den første bog, hun fik øje på.
     Den var en eksalteret mor, jeg havde i røret, da hun ringede hjem for at høre til os i DK. Hun havde dårligt tid til at nyde ferien, poolen og turene med jeepsafari og til turistattraktioner, for hun skulle læse! På det tidspunkt, var jeg lige blevet meldt ind i FNUG (ForeningeN af Unge med Gigt) og min lillebror startet på statskundskab på RUC, så der var flere ting ved romanen, hun fandt 'hjemligt'. Og samtidig rammer den jo ned i et emne, som vi alle kender til: Mobning! Alle har prøvet det - enten at være mobberen eller den mobbede. Som oftest har vi alle prøvet begge dele. Den rammer ned i det psykologiske spil, der foregår mennesker imellem, på en måde, som man kun kan beundre.

New York Times skrev bl.a. i deres anmeldelse af bogen: "Fremragende på så mange måder ... Der ligger en kolossal indlevelsesevne bag denne roman." Dét kan man jo kun give dem ret i.

Economist skrev: "Utallige bøger lover at ændre læserens liv. Men det lykkes kun for få. Undtagelsen er i sandhed en undtagelse."

Hvad synes du om bogen? Og har du læst Christian Jungersens to andre romaner, "Krat" og "Du forsvinder"?
     Efter jeg er færdig med at lappe denne i mig, vil jeg genlæse "Krat", som det også er alt for mange år siden, jeg havde fat i. Og dernæst er planen - som I næsten kan gætte af billedet - at kaste mig over Edgar Allan Poe. Jeg ved endnu ikke med sikkerhed, hvad af ham, jeg vil kaste mig over, men jeg har i mange år gerne villet læse "I malmstrømmen", så det ender nok med det.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...