Jeg slår dig ikke ihjel

Her er stadig meget kaotisk ... mens foråret langsomt gør sig klar til at skifte til sommer, leger vi 'Det forsømte forår' og tilbringer dagene med at køre frem og tilbage mellem plejehjem og hospital. Mumi har - mod forventning - nu overlevet fjorten dage. Da hun forrige mandag kollapsede, fik vi at vide, at hele hendes højre hjernehalvdel er ramt og at der er ringe chance for, hun ville overleve. Mine forældre stod og skulle rejse til Tyrkiet og min onkel (altså Mumis søn) skulle til udlandet i forbindelse med sit arbejde. Vi gjorde alt klart til begravelse, så HG og jeg kunne arrangere den, mens de var væk, hvis Mumi gik bort. Men Mumi er ikke gået bort ... og mine forældre har afbestilt.

Om torsdagen - tre dage efter hendes indlæggelse - følte jeg, hun nærmede sig bevidsthed. Indtil da, havde hun været ukontaktbar. Om torsdagen forsøgte hun at åbne øjnene og klemte min hånd. En sygeplejerske mente dog, hun var længere væk. Men jeg fik ret! HG syntes, hun bevægede sit lammede ben, hvilket vi havde fået at vide ikke var muligt. Et par dage senere besøgte mine forældre hende og hun var nu vågen i korte intervaller. Vi har fået at vide, hun ikke vil forstå sprog samt ikke kunne tale, men af og til siger hun lyde, som lyder som 'hej', 'ja' og 'nej'. Hvorvidt det er noget, jeg lægger i det er svært at sige. Men jeg havde ret, da jeg sagde, hun var ved at vågne. Da hendes sidemand døde, forsøgte hun at kommunikere noget til min mor og kiggede hele tiden over, hvor P. havde ligget (de boede på samme plejehjem). Desværre kan Mumi ikke spise og drikke, pga. lammelser af svælget. Hun har derfor fået en sonde i næsen. Pr. refleks hiver hun den dog ud under sin søvn, så den skal lægge i op til seks gange dagligt og hun er nu meget irriteret i svælg og næse og bløder en del. For et par dage siden kom lægen ind, mens min mor var på besøg. Han sagde, de var klar til at flytte hende tilbage til plejehjemmet, men at vi skulle træffe en beslutning: Skal hun have sonde indopereret i maven?

Umiddelbart undrer man sig over sådan et spørgsmål, men så slår det: De vil have, vi skal tage stilling til, om hun skal leve! Deres holdning syntes at være, det mest humane ville være at lade hende sulte ihjel. For et par år siden, døde min morfars søster på den måde. Hun var over 90 og havde hjernekræft og familien besluttede, det skulle ende. Det blev et langt forløb på over tre uger og det blev forfærdeligt! Dengang udtalte min mormor, det var umenneskeligt, så hun havde sådan set selv truffet valget. Men nu, hvor hun ikke har sprog og bliver betragtet som en grøntsag, skal VI som familie være dem, der giver tilladelse til operation eller ej. Det er et lille indgreb og på den måde slipper hun for næsesonden og irritationen. Men mange ting løber gennem ens hoved:

Mumi har virkelig kæmpet for at overleve dette! Hvorfor, tænker man, når man sidder der og ser hende. Hvorfor giver du ikke slip, Mumi? Man kan nærmest SE dødskampen, men hun har vundet. Kan man så nægte hende mad? Hun kan ikke sige til og fra. Lægen siger, hun ikke mærker sult. Men hvem ved det? Ingen kan garantere noget. Jeg går stadig ud fra, hun er derinde og forstår ALT. Jeg snakker til hende som før. Om ikke andet, forstår hun tonefaldet. Hun burde slet ikke være vågen endnu, efter hvad lægen vurderede, da hun kom ind. Men det er hun. Hun burde ikke kunne bevæge højre ben. Men det kan hun! Heldigvis har Mumi i tide taget stilling til mange ting; bl.a. at hun ikke ville genoplives i tilfælde at hjertestop. Hun har planlagt hele sin begravelse. Men hvem drømmer om, man skal tage stilling til, om man skal sulte eller tørste ihjel? Jeg ser sådan på det, at nægter vi hende sonden, slår vi hende ihjel. Ville jeg kunne lægge en pude over hovedet på hende? Eller give hende morfin? Svaret er nej. Jeg kunne ikke aktivt slå hende ihjel og derfor vil jeg heller ikke inaktivt gøre det. I mange år kæmpede jeg mod anoreksi og jeg ved, hvordan det er at være udsultet og hvordan kroppen reagerer. Havde jeg kunnet bryde sygdommen havde jeg gjort det, men det tog mig seks år. Mumi kan ikke selv sig til og fra, så nu gør jeg det (VI, som familie gør det, da vi alle er enige!) - hun skal ikke sultes ihjel!

Nu venter vi bare på operationen ... Vi fik indtryk af, det ville ske i dag, men i går fik vi at vide, der kunne gå længe. Imens har de tapet hendes raske hånd ind, så hun ikke kan rive næsesonden ud. Det gør ondt at se! Hånden er det eneste, hun kan bruge frit. Nu kan vi ikke engang holde hende i hånden! Hun er 85 år og skal snart dø, men nu skal dage, uger eller måneder tikke af sted, mens hun ligger med smerter som følge af den dumme sonde! Jeg vil bare have, hun skal hjem til plejehjemmet, hvor hun kan komme i sit eget tøj og op at sidde i kørestolen. Hvor hun kan sidde på terrassen og få sollys i ansigtet. Hvor vi er nærmere og kan komme og køre hende en tur ned på havnen og se bådene, lugte duften fra pandekagehuset, mærke den kølige brise i ansigtet. Om ikke andet, kan det måske være lidt livskvalitet her på det yderste.

Imens passer vi hendes planter, lufter ud i lejligheden, har tømt køleskab, afbestilt maden. Vi er stadig i gang med at pakke kasser og møbler ud, som der ikke var plads til hos hende. Når hun er væk, skal vi have folk boende i forbindelse med begravelsen, så vi skal helst nå at tømme vores ekstraværelse, så vi kan få det gjort klart.

Jeg kæmper også stadig mod hyponatriæmien. Mine værdier var faldet temmelig meget, så jeg igen er i saltunderskud. Jeg har haft nye anfald med spasmer, er meget træt og udmattet og har haft anfald, hvor jeg var ved at besvime. Samtidig var mine nyretal ikke så pæne, så det haster snart med at finde ud af, hvorfor jeg bliver ved med at døje med blærebetændelsen, men jeg skal først til urolog i august. Selvom jeg er gået ned i medicin, der kunne være årsag til salttabet, bliver tallet ikke stabilt og jeg synes ikke jeg bestiller andet end at rende i lægehuset og æde salttabletter og salt.

Imens flyver tiden forbi. Foråret er kommet og er snart forbi igen. Jeg kan slet ikke forstå det ... for nogle uger siden - en af de første gange vi besøgte Mumi på hospitalet - stod kirsebærtræerne i fuld blomst, så hele gaden havde et lyserødt skær. I går dryssede blomsterne af derude, så det lignede snefnug, der føg hen ad fortovet. Imens ligger Mumi og går glip af det hele. Det var nu, hun skulle have siddet på sin terrasse og set havet med de hvide skumtoppe og nydt råbene fra legepladsen nede foran bygningen. Hun skulle have hørt rapsmarkerne, der rasler i vinden og fører den søde duft med sig, have set krukkerne med blomsterne, der står så fint med alle sine farver. I stedet ligger hun dér og venter ... på at dø. Sidste år var vi på vej til Fyn og Mumi var rask. Nu er hun væk.

Glemmer du, så husker jeg alt

Kære Mumi

"Kan du huske ...?" Hvor ofte bruger vi ikke det ord uden at tænke over betydningen, fordi vi ved, at selvfølgelig husker modparten. Selvfølgelig husker du, Mumi! Du husker første gang du holdt mig, første gang du så mine øjne. Selvfølgelig husker du, da du gik op ad kirkegulvet med mig, så jeg kunne få mit navn. Selvfølgelig husker du, dengang jeg havde en periode, hvor jeg kun ville gå i gummistøvler. Du skulle passe mig, fordi mor var syg, men jeg ville ikke med. Til sidst blev jeg skrigende og sparkende plantet i klapvognen, sikkert fastspændt. Men du kunne ikke forcere døren, hvor jeg kilede armene fast og holdt klapvognen som gidsel i døråbningen. Og som kompromis for at få mig med, måtte du lade mig få gummistøvlerne på - selvom det var sommer og høj sol. Så med håndtasken fyldt til randen med vingummibamser, begav du dig af sted. Med nogle minutters mellemrum stak jeg tavst hånden bagud og fik en farvet bamse, som jeg knyttede næven om, puttede i munden og så gumlede på, mens gråden forstummede for et par sekunder.
           Og dér gik du så Hvidovres gader tynde - med en skrigende unge i klapvogn og gummistøvleindpakkede ben, der sparkede vildt om sig. Og folk vendte sig forargede om og sagde til hinanden: "Jeg kan godt forstå, den lille pige græder! Hvem kan dog finde på, at give et barn gummistøvler på i sådan et vejr?!". Og det var som om du krympede en centimeter for hvert skridt vi nåede ned ad Neergårdsallé, hvor vi skulle besøge min Olde. Og jeg har på fornemmelsen, det måske er min skyld, at din ellers så ranke og strunke statur i dag er skrumpet ind til en Dronning Ingrid-agtig skikkelse. For den gåtur, kom til at koste dig mange stolte centimeter! Så selvfølgelig må du huske det, selvfølgelig er erindringen derinde; taget som gidsel i din hjerne. Det kan ikke passe den er væk, at vores fælles historie er væk. Hver gang vi sidder sammen og snakker, glemmer jeg, at du ikke husker. Kommer hele tiden til at udtale de fatale ord: "Husker du ...?"

Det virker så ondt af skæbnen, af livet, af hvem der nu styrer dette spil, at man kan slette en persons erindring og hele liv på den måde. Hver gang du er væk et sekund, er dagsresten væk. Hver dag er en ny historie. Hver dag undres du over, hvor du er og hvorfor du er der. Du vil hjem, men du ved ikke, hvor hjem er. 
          I dag var du tilbage i 1968 og vores højteknologiske verden var helt fremmed for dig. Hvor er din lejlighed? Hvor er din mand? Hvor var alle dem du holdt af? Du vil ikke bare hjem, men tilbage til noget, der ikke længere er, til en start, der aldrig kan spoles tilbage til. Og intet jeg eller nogen anden kan sige noget, gøre noget, der gør tabet mindre. Hver gang er sorgen ny for dig. Hver gang mister du ham på ny, din store kærlighed. Men Mumi ... du husker ham! Du husker det, I havde. Du husker det, I har skabt. Det trøster mig i alt dette. Måske husker du ikke, da vi i sommer kørte langs vejen og så de udsprungne syrener, måske husker du ikke det hus, du nu ejer, men ikke længere kan bo alene i. Men du husker jeres historie. Du husker alt det, der udsprang af jeres kærlighed. Du ved, at jeg er Line og at jeg er til i kraft af dig. Du ved hvem dine børn og børnebørn er ... endnu? Mumi, vil du også glemme os en dag? Vil verden være så ond?

Nogle dage virker det som om, du har glemt, hvem du selv var. Du ved, der var et før og at det der er nu for altid vil være 'efter'. Du ved, du ikke bliver rask og at du langsomt forsvinder ind i erindringens tågeland, hvor mennesket kerne går til grunde. Lige nu klamrer jeg mig til det du stadig husker, det der stadig er vores fælles historie. Det der ikke bare er dna og gener, men det er kærlighed, fællesskab, historie. I morgen er det måske også væk for dig. Men kære Mumi, glemmer du ... så husker jeg alt.

Du forsvinder

Der er nu kommet svar på, hvad der er sket med vores lille Mumitrold. Min Mumi fik natten til lørdag d. 14. en blodprop i hjernen, som har ramt talecentret (dog er der bedring og hun har ikke afasi) og korttidshukommelsen (der er meget ramt). MR-scanningen har ligeledes afsløret, at hun gennem det sidste år har gået og haft 15-20 blodpropper, der har passeret. I mange år har der været små propper, der har medført en vaskulær demens. Det er så frustrerende, for det er præcis, hvad vi i årevis har forsøgt at få formuleret til hendes læge, der ikke ville høre. Hun var i hvert fald ikke dement! Som pårørende er det frustrerende at være vidne til at én man elsker lige så højt som livet selv, forandrer sig for øjnene af én. Det er som om, Mumi hver dag dør mere og mere og der kun er det hylster tilbage, der engang rummede hendes sjæl. Det går så hurtigt ... i forrige uge spillede vi kort, vi diskuterede politik, hun boede i eget hjem, kørte bil og handlede selv. Nu omtaler de hende som 'en dement og depressiv ældre dame'. Selvom vi så det i perioder, selvom vi så en kvinde med problemer, var det slet ikke som nu. Og blodpropperne vil ikke stoppe, de kan ikke gøre andet end at fortsætte den behandling, hun har fået i mange år, men før eller senere, vil der komme en ny prop. En ny prop, som hun muligvis ikke overlever.

Hvor blev du af, Mumi? Hvorfor skulle det ende sådan? Du kender mig, kan snakke med mig og jeg kan tørre din tårer bort, der løber ned af dine kinder, men jeg kan ikke hjælpe dig, kun trøste dig. Kun holde din hånd. Sygdommen, og senere døden, må du møde selv, ligesom vi alle må. På mange måder er du allerede væk. Du har givet op, er forsvundet ind i depressionens og fortvivlelsens tågeland. Hvorfor lod du os ikke hjælpe, mens tid var? Hvorfor nægtede du behandling mod depressionen, så du nu skal lide?
          Skal vi aldrig igen rejse sammen? Skal jeg aldrig igen opleve, hvordan du gennem 120 kilometer tværs over Danmark snakker om syrenerne ved vejen, så jeg er ved at blive vanvittig? Skal jeg aldrig mere grine, når du igen kalder mig 'Frk. Nitouche', når jeg kommer i min yndlingscardigan? 'Det siger du hver gang, Mumi!' 'Gør jeg?' griner du og flakker nervøst med øjnene ... aldrig igen?
          Jeg har tænkt meget på det bælte, du købte den uge du blev syg. Hvorfor skal det køre i mine tanker, drive mig til vanvid? Jeg ser billedet igen og igen; jeg kommer ind ad døren om søndagen og du står i åbningen til stuen med efterårssolen som en aura bag dig. Dine øjne tindrer af tilfredshed og du fortæller om bæltet, der er hvidt og blåt, flettet med sølvtråd. Du var så glad! ... Og nu kan du ikke huske det. Nu ved du ikke, det er dit. Små ting, billeder fra barndommen kører rundt i hovedet på mig, så jeg bliver sindssyg. Billeder fra hele mit liv, fra glæder, fra sorger, fra grin til gråd, fra opgør og fortvivlelse til sammenhold, samhørighed. Rundt og rundt, billede på billede.
          Jeg kan ikke hente dig ud fra depressionens tågeland, kun fortælle dig, hvad jeg oplevede, da jeg var derinde. Men det vil ikke hjælpe dig, du kan ikke bruge det. Jeg kunne hentes ud, med tid, med tålmodighed, med kærlighed. Men du vil forsvinde mere og mere. Tågen vil æde dig, til du helt er væk.
          Jeg, der ellers aldrig har brudt mig Rihanna, hører pludselig 'Stay' igen og igen. Føler, den taler til mig. Er om mig ... Og dig.

It's not much of a life, you're living
It's not something you take, it's given
Round and around and around we go
 
[...]
  
Oh the reason I hold on
Oh cause I need this hole gone
Funny you're the broken one but I'm the only one who needed saving
Cause when you never see the lights it's hard to know which one of us is caving

Not really sure how to feel about it
Something in the way you move
Makes me feel like I can't live without you
It takes me all the way
I want you to stay
I want you to stay...

Måske er andres ord og floskler billige. Men det er lettere at forholde sig til end egne. Andre føler ligesådan. Livet er ens for alle.

Vidste du, jeg tænkte på dig, da du blev syg? Som om, jeg vidste det. Jeg havde allerede taget afsked. Jeg sad og så på tasken, du gav mig i fødselsdagsgave og tænkte ...

'Det er mærkeligt, du snart er væk, Mumi. Snart skal jeg leve uden dig. Snart er alt, der er tilbage knoglerne i jorden, generne i min krop. Du skulle have haft set, jeg førte dem videre. Set dig selv i mine børn. Har jeg fejlet, Mumi? Eller er du ligeglad? Hvor skal du hen, Mumi? ... Stay, I want you to stay ...'

Mandagsmemoirer #1

Jeg har længe tænkt på at starte denne nye kategori på bloggen og nu skal det være! Med mellemrum vil jeg skrive ud fra et tilfældigt ord; trigge minder og skrive, lige hvad der falder mig ind. Måske bliver de til to linjer, måske bliver det til en halv roman. Jeg håber, du vil følge med!

I denne uge slog jeg op i min igangværende roman, "Din næstes hus" af Jette Kaarsbøl, på en tilfældig side og lagde min finger et vilkårligt sted på siden. Her er hvad, jeg fandt:

Du gav mig bogen "Jonathan Livingstone Havmåge" og jeg fortabte mig ... jeg forsvandt ind i det univers, der indtil da kun havde eksisteret i mine drømme, drømmene, hvor jeg er både fugl og fisk; jeg svæver over havene, hvori den anden del af mig bor, jeg mærker luften mod mine vinger og denne uendelig frihed der er, ved livet som fugl. Alting er så enkelt, når man svæver over Jorden og ser, hvor lille den er! Pludselig er man selv så stor.
          Jeg fortsætte mod den uendelige horisont, med de eksploderende farver. Solen, der ligner en dryppende blodappelsin, sænker sig ned i havet, tilbage i skødet på Moder Jord. Jeg dykker med den, dykker ned i havet, hvor livet startede og den uendelig dybde åbner sig under mig, som et altfortærende gab. Jeg forsvinder i det skummende blå, der slår koldt mod mine flanker. Hvor fuglen er fri, er fisken bunden. Er det sådan det er? Hvad hvis jeg er delfinen, der skyder gennem havoverfladen og letter for at få en bid af himmelen? 'Fisken med livmoder', det var det, de kaldte mig dengang, hvor livet startede.   
          Havde Jonathan ret? Har vi alle potentialet i os og muligheden for at nå drømmene? Skal vi bare fortsætte opad, opad mod drømmen? Og er den oppe? Kan den ikke være nede? Kan den ikke gemme sig et sted i dybet? Vores eget dyb, havets dyb, livets ... Rødderne ligger i dybden og skyder opad mod varmen og højderne. Sådan vokser livets træ frem og breder sine grene ud. Med ligger træet viden i bladene eller rødderne?
          Vi er alle på forskellige stadier af den samme rejse, siger han. Er det sandt? Og hvor er jeg så? Og hvor skal jeg hen? Kan vi tage andet med os end kærlighed og viden? Og hvis det kommer til et valg, hvad er så vigtigst? Kærlighed. Eller viden. Skal jeg vide for at elske? Eller elske for at kunne vide? Fra højderne til dybderne, sådan er livet og ikke kun mit. Vi er alle ens, siger han. Mit livs synes at være sådan, evigt på kanten. Fra de svævende højder til de tunge dybder. Altid balacegangen; på den tynde linje ...

Måske endte det med ikke at have meget med 'trækfugle' at gøre. Jeg håber, du vil tilgive mig og lide teksten alligevel. :)

Hvis du skulle være blevet interesseret i bogen, kan du læse mere om den her. Denne bog er bedre end Disney, smukkere end eventyr, dybere end selvhjælpsbøger. Med fare for at lyde sentimental, kan det blive en bog, der ændrer dit liv.

Giv også dig selv tid til at se dette lille uddrag fra filmen:

"Don't believe what your eyes are telling you. All they show is limitation. Look with your understanding."

Hvad sker der for verden?!

Her på det sidste har jeg set så mange mennesker, så mange medier og så mange sociale sites, der nærmest hylder cannabis. Det kurere kræft, det giver en rus, der nærmest er sund, der giver smertelindring - der er ingen ende på hyldestsangen. Er der ingen ende på, hvad dette vidundermiddel kan? Er der slet ingen bagside af medaljen?

JO! Her kommer min historie og min erfaring med cannabis ...

Et ud af elleve billeder pro-cannabis, der dukkede op på min Facebookside i dag

Ja, nu bliver du nok skuffet. For jeg har aldrig røget, spist eller gumlet og gnasket cannabis i nogen form. Jeg har aldrig taget stoffet af nogen slags. Det værste jeg har forurenet min krop med er cigaretter og spiritus. Cigaretterne røg jeg i en kort periode i mine teenageår. Og mest fordi mine forældre var så meget imod det, tror jeg. Det var mit oprør. Mit forbrug fik et brat stop, da det gik op for mig, at det stinker, at det misfarver væggene og at mine penge bogstavlig talt gik op i røg. Ligeledes har det også altid været et meget minimalt alkoholforbrug jeg har. Det bliver aldrig mere end maks ti genstande ... på et år!

Så who am I to say no, spørger du måske. Og hvorfor er jeg så så meget imod cannabis? Skal man ikke prøve det for at have en mening?

Mange har spurgt mig, om jeg har prøvet det mod smerter - "Det er da bedre end det kemiske lort, du fylder dig med!" lyder kommentaren. Men ikke i min verden.

I mine forældres omgangskreds, var der en kvinde med en forfærdelig historie. Da hun i dag er død, er jeg så fræk at fortælle den for hende:

Hun udlevede den drøm, så mange andre har: Blev gift og fik med sin mand tre skønne drenge. Men drømmen blev et mareridt, da manden begyndte at ryge hash og udviklede skizofreni. Men så var hendes dejlige drenge jo en trøst! De viste sig alle tre at være yderst intelligente - den ene er i dag læge ... De to andre sidder på den lukkede afdeling og savler.
          Efter et hashmisbrug udvikler den ene søn, ligesom sin far, skizofreni. I en lang periode tror han, han er Jesus. Moren kan ikke have ham med nogen steder. I sine mest velfungerende perioder, smider han møbler ud ad vinduet, pisser i hjørnet af en bagerbutik og bliver anholdt, fordi han truer sin underbo. Ellers ligger han på den lukkede og visner væk.
          Kort tid efter begynder en af de andre sønner at ryge hash, trods det at faderen og broren udvikler skizofreni efter kort tids brug. Og det samme sker ...

I dag er der ikke meget tilbage af den familie, der skulle være så lykkelig. Kvinden døde af kræft, manden begik selvmord, to sønner visner væk på psykiatrisk afdeling. Tilbage er den søn, der holdt sig for stofferne.

Og endnu et ... Hvornår blev det for øvrigt OK at undskylde sine laster med, at man laver så meget andet lort, at verden alligevel er så fuld af shit m.v.?

Så når jeg ser den forherligelse af cannabis, går det lige i hjertet. Jeg ser for mig drømmen om kernefamilien, der smuldrede væk pga. et øjebliks rus.

Så kære unge mennesker, midaldrende mennesker og ældre mennesker: Lad nu være! Det lyder måske til at være et være så uskyldigt, men det kan ende tragisk. Dette er det mest grelle eksempel jeg kender, men der er også de mere milde, hvor folk 'kun' har mistet år af deres liv: Depressioner, år i rus, år der tikker væk.

Hvornår kom den regel, der sagde, at vi absolut skal være høje på noget? Og kan vi ikke bare være høje af livet? Hvorfor gøre ting, fordi det 'nok ikke går galt' i stedet for at lade være, fordi det kan gå galt?

Er livet ikke for dyrebart?

Lad mig ikke miste dig ...

En aften fuld af uro. Jeg kan mærke, jeg er på vej ind i et attak; har fået kramper (omend milde) og måttet tage ekstra medicin. Om det er pga. det, jeg føler mig mere hudløs, skal jeg ikke kunne sige ... men jeg er blevet bange for, Cleo måske ikke har længe igen. Jeg ved godt, man ikke kan forvente meget af en kat på 15, men det gør ikke tanken om hendes afgang lettere. Slet ikke efter at have mistet Vips. Jeg savner stadig min Vipsepige hver dag og kan ikke se billeder eller film med hende uden at græde, selvom det snart er to år siden hun døde. I mine arme.
          Cleo minder så meget om Vips. Og måden vi fik hende på gør, mit forhold til hende er så intenst. Men hun er begyndt at kaste op. For et par måneder siden, havde hun en uge, hvor hun kastede op mindst én gang om dagen, men da hun i stressede perioder river pels af sig selv, gik vi ud fra, det var derfor. Også fordi hun jo kastede pels op. Så holdt det op, men nu er hun begyndt igen. Ikke hver dag, men får hun andet end tørkost, kommer det op næsten hver gang. Vi har trukket den med dyrlægen, fordi det stresser hende så slemt hver gang. Sidst var jeg sgu bange for, hun skulle få et bommesislag af ren ophidselse. Lige nu ligger hun i lænestolen og snorker højlydt og ser så fredfyldt ud ... og jeg hyler, mens jeg sidder og hører "Fields of Gold" med Eca Cassidy (måske heller ikke vildt velvalgt sang, hvis man i forvejen er grådlatent). Hvorfor skal jeg altid tro det værste? Hvorfor siger jeg, jeg ikke er overtroisk, når jeg egentlig er bange for at tænke positivt, fordi jeg er sikker på, det hævner sig? Og hvorfor skulle hun komme ind i mit liv så sent?

Puh, er overtræt. Og overhysterisk. Vågnede mindst 125 i nat og trænger til søvn. Vil gå i seng snart, da vi skal op til fødselsdag i morgen (der også er dagen, jeg trækker en vinder af Peter Plys-sættet). Gaven er ikke dukket op. Men Miinto har lovet, den er på vej (med Post Danmark denne gang) og har sendt et gavekort på 300,- som undskyldning for roderiet med ordren. Manglede også bare! Det er 16 dage siden, jeg bestilte den og jeg har brugt SÅ mange timer på at råbe dem op, før de har reageret. Desværre er jeg meget konfliktsky, en håbløs pleaser og elendig til at komme ud med mit raseri med mindre det er på skrift. Men nu er der dog et plaster på såret ... synes bare, det er ærgerligt, når mine brødre kommer hele vejen hjem for at deltage i fødselsdagen, at de så ikke får set den gave, de har postet penge i.

Vil smide mig på sengen med min lille tyske plyspige, kramme hende og bede til alt, hvad der kunne findes derude af højere magter om at lade mig beholde hende ... bare lidt endnu!

Møde med fortiden

Louise har uforvarende åbnet Pandoras æske. Hun postede en video af Meat Loaf på Facebook og pludselig dukkede en masse billeder op ...

(Lad evt. videoen kører, mens du læser, da den linker sig til indlægget).

Jeg er 15 år. Vi er i sommeren 1997 og jeg går i 9. klasse på en privatskole. Det er et ret ensomt år for mig. Min bedste veninde dolkede mig i ryggen, da klassen var på skoletur i Prag. Da vi står i kantinen og jeg ikke vil have noget at spise råber hun min dybeste hemmelighed udover hele kantinen: "Så lad du være med det. JEG har bare ikke tænkt mig at dø af anoreksi!" Aldrig har jeg følt mig så afklædt. 39 elever (en elev mere end kilo på min krop!) glor på mig, som jeg står dér helt nøgen og sårbar. Aldrig har jeg været så ydmyget! Siden da har vi ikke snakket sammen. Vi ænser ikke hinanden selvom vi kører med samme bus, går i samme klasse, ved alt om hinanden. Hun er for mig, som en udstødt fra Jehovas Vidner ... hun er død, hun er luft, hun er intet. Hullet fra kniven er åbent endnu og tyk materie flyder ned langs min markerede rygrad, selvom det er et halvt år siden.

          De andre i klassen snakker jeg heller ikke rigtig med. Der kan gå uger, hvor jeg ikke engang hører et "g'morgen". Jeg ved godt, det er min egen skyld. Jeg magter ikke mennesker og social omgang. Hvert frikvarter skynder jeg mig ud ad bagdøren i klassen. Går gader og stræder tynde indtil sålerne i mine Dr. Martens næsten er slidt ud. Jeg skutter mig i mine slidte Levi's og tykke læderjakke. Selvom det er forsommer og høj temperatur, fryser jeg. Jeg fryser hele tiden. Min ryg er dækket af et tykt lag pels, fordi min krop desperat forsøger at pakke mig og min sårbarhed ind. Mens de andre fra klassen drager af sted til bageren efter kakaomælk og romkugler, går jeg og tænker. Fra 10. klassen, brager hvert frikvarter Meat Loafs "I'd lie for you" ud ad de åbne vinduer. Den er dårligt slut, før den bliver genstartet. Som er det den eneste sang på cd'en.
          Drengene fra min klasse kører den spinkle Jesper af sted i en af Nettos vogne ned ad gaden, af sted mod bageren. I fuld fart. Jeg drejer ned ad en anden gade, afpasser skridtene så de passer til melodien, der bliver svagere og svagere. Jeg gider ikke blive i klassen, selvom jeg kan sidde lige dér ved radiatoren og mærke en svag varme. Magter ikke at høre 'Tæskeholdet' og pibende drengestemmer i overgang. Magter ikke de fnisende piger, der hele tiden rører ved hinanden, sætter hår, er i kontakt. Der er ingen, der skal røre ved mig!
          Jeg tænker på dig som jeg snart skal se igen. Den eneste jævnaldrende (og dog - du er to år ældre og går i gymnasiet!) jeg har kontakt med. Det er dig, der får æren af at kende alle mine hemmeligheder ... bortset fra det med anoreksien. Du ved ikke, jeg vejer 38 kilo og går til vægtkontrol. Du ved ikke, jeg kan gå dagevis uden at spise, hvordan jeg er mester i at skubbe aftensmaden rundt på tallerkenen, så det ser ud som om, der er spist af det. Selvom du er social, opdager du ikke, hvordan jeg lukker andre mennesker ude. Det er så let at undgå. Når vi er sammen, er der alligevel ikke plads til andre.
          Om få måneder er der sommerferie og jeg skal væk fra dette helvede, videre til gymnasiet, hvor jeg bare kan gå, hvis jeg vil. Gå ud ad døren, sejle ned ad gaden, vifte med mine udstikkende skulderblade og flakse mod himmelen, flyve som mine tanker og drømme. Inden da skal vi tre uger til Kreta, min familie og jeg. Tre uger i frihed, før jeg spreder vingerne og starter et nyt sted, et nyt liv. Ryster skårene af den gamle Line af og basker videre. Desværre er det ikke samme gymnasie som dig ... du bor flere hundrede kilometer væk. Man skal over vand for at komme til dig. Alligevel er du så nær, lige her i mit hjerte og lige her, i mit hovedet, mine tanker hele tiden. Men når jeg er til auditions eller job, kan vi ses. Du ved det ikke engang, at jeg arbejder som model ved siden af skolen. Hvorfor du ikke må vide det, kan jeg ikke svare dig på. På en måde er det en hemmelighed, ligesom anoreksien ... det hører en anden Line til. Hende, der går her i de tunge støvler og den tunge jakke, der næsten vejer mere end kroppen. Den rigtig Line hader makeup og dullegrej. Når jeg ikke er på job eller til castings (hvilket trods alt er det meste af tiden) går jeg her med mit glatte ansigt og i unisexoutfit. Håret er den eneste feminine kontrast til det mere maskuline ydre. Det og de lange negle. Mit ansigt er feminint nok uden jeg behøver at understrege at jeg (trods min knoglede, drengede krop) er en pige.
          Mit liv er foran mig. Men samtidig er jeg svært gammelklog. Jeg kender alt til verden og har prøvet det hele. Livet har intet at lære mig ...

Kære Line i den unge, drengede krop. Lille Line med det glatte ansigt, der endnu ikke har antydning af rynker. Line med den tykke, mørkebrune manke uden et eneste gråt skær. Lille, gammelkloge pige. Hvor blev du klogere. Hvor blev du ældre ... Hvor blev du af? 
          Der er sket så meget. Du har set så meget, oplevet så meget, jeg godt kunne have undt dig at være foruden. Der kom mange regndråber i dit liv og der var ingen, der flyttede bjerge for dig, du måtte flytte dem selv. For det er livet! Og den ild du kom til at gå på, var på mange måder mere håndgribelig end du nok havde forventet. Men det var med til at skabe dig, gøre dig til den du er i dag. Hvor vidste du lidt om livet! Og hvor forandret var din tilværelse ikke, bare et år senere? Det var sjovt at møde dig igen, 16 år senere ... 16 år - det er mere end du var da. Og jeg vil ikke lyve for dig ... Hvor er livet flygtigt.

Tak til Louise, der uforvarende medførte dette møde med fortiden. Det har været lærerigt.

Again ... Oh, what the hell is that?!

Godt nok er det temauge på bloggen, men derfor kommer der alligevel også andre udgydelser. c",) Og efter endnu en nat som søvnløs i en stillestående verden, sad jeg og kom til at tænke på, hvor længe siden det er, at jeg har haft en liste på bloggen. Så here goes:

Hvad er det mest irriterende i verden?:
* Reklamer
* Simon Jul
* Anders Breinholt
* Namedropping
* Folk der kalder bryster ’patter’
* Folk med tungepiercinger, der hele tiden ’kommer til’ at række tunge (der er jo noget vi alle naturligt gør mindst tusinde gange dagligt!!). I get it – du har tungepiercing – congratulations! 

* Folk der tager billeder af deres aftensmad ...
* ... Og deres tomme tallerkener (hvad går det ud på? 'Jeg kan spise' - ja, tillykke med det!).

 
* Folk der kalder sig ’forfatter’ uden at have udgivet noget. ("Jeg er jo forfatter!!" – Æh, til hvad?)
* Folk der stanger tænder ved bordet og æder fangsten (Eeew!!!)
* Folk der konstant nynner
* Folk (over ti år), der kalder det ’tissemand’ og ’tissekone’ (stuck i den lantense fase, er vi?)
* Mine forældres naboer
* Folk uden (selv)ironi
* Folk der lægger hoppebilleder på Facebook (what is that?)

 
* Folk der deler opskrifter på Facebook (siger jeg, der selv spammer folk med en masse pis. Men ærlig talt - forleden var der én af mine venner, der delte 53 (treoghalvtreds!) opskrifter på ét døgn. Måtte blokere hendes updates for ikke at blive sindssyg).
* Overdrevne helsefreaks, der skal påpege, hvor usunde vi andre er og bebrejder folk, at de tager medicin, ryger o.lign. ... hvorefter de tænder en joint og fortæller dig, hvor sundt det er!
* Lockouten - nu gider vi ikke høre mere om det!

  
* Løgnere (hvor dumme tror I, vi er?). 

Hvad sker der for:


* Løgnere (se førnævnte!)
* Mænd, der er frivilligt skaldede? (Hallo, kan de ikke se, de ligner gigantiske, omvandrende penishoveder?) * Kvinder der (tror de) forelsker sig i indsatte? 
* Den dér løse hud på min hals (dør, hvis jeg udvikler mig til pelikan-kvinde på mine ældre dage!)
* Janni Spies? (Hvad troede du 'særeje' dækker over?).
* Folk der bevidst læser ting der forarger dem, bare så de kan brokke sig efterfølgende?
* De overtatoverede? (Vågner de bare en morgen og beslutter at blive parodi på et offentligt toilet?)

  

Hvad skal vi med:

* Løgnere (okay, I har vist fattet den. c",)).
* Fodbold?
* Håndbold?
* Basketball?
* Volleyball?
* Ishockey?
* Hockey?
* Tennis?
* Badminton?

* ... You get my drift!
* Sportsnyhederne?
* LPS?
* VM/EM/DM ... Igen: you get my drift!
* Paradise Hotel, For lækker til love o.lign.?
* Skovflåter?
* Støv?

* Pollen?
* Gule ærter?
* Rosenkål?
* Hjemmeværnet? (Undskyld, HG!)

Hvem læser:

* "Femina"?
* "Alt for damerne"?
* ’Hot or not’-lister? (Jeg skal sgu nok selv bestemme, hvad jeg synes er hot eller ej! ... Og sådan noget som netundertrøjer (ja, jeg hader dem!) ved ALLE vel, ikke er hot?)
* Ugebladsnovellerne?
* Erotiske noveller?
* Min blog?

Mit liv i snekuglen

December er altid en speciel tid på året for mig. D. 3. december har fået sin helt egen betydning. Og d. 3. december i år havde jeg tiårs jubilæum. Den dag var jeg ikke klar til at dele min historie med jer, men det er jeg nu. Den blev skrevet for syv år siden, men har nu fået rettelser. For ti år siden døde en del af den gamle Line, og den nye, hende jeg er i dag, fik liv. Jeg håber, I vil tage godt imod min historie ...

Det er nu ti år siden ... Ti år siden jeg ankom til Gråsten Gigthospital. Ti år siden at den gamle Line døde, og en ny (eller meget gammel?) Line genopstod som Fugl Føniks af asken.
Jeg kan stadig huske rejsen og, hvordan jeg græd og teede mig som et pattebarn over at skulle af sted og forlade dem alle sammen i julemåneden. På et eller andet punkt hadede jeg dem vel også. Hadede mor. Hadede far. Ikke bare for at have født mig - født mig ind i dette forbandede liv, i en krop, der hverken kunne det ene eller andet. Men hadede dem også for at sende mig af sted alene. Hvordan fanden skulle jeg overleve tre uger på Gråsten Gigthospital (alene) blandt fremmede mennesker?  
      Måske hadede jeg bare, fordi det var lettere at tage af sted i vrede end i sorg? Det er altid lettere at være vred end at være ked af det og give sig hen til sine følelser ...
      Men det virkede også uretfærdigt. Uretfærdigt, at jeg ikke længere var et barn, der kunne overlade sorgerne til de voksne. Det er så meget lettere at være barn i en verden, hvor al smerte går væk, når bare den voksne puster længe nok.

Jeg tror, jeg husker alting fra de tre uger i detaljer. Morgenen da jeg ankom. Den skarpe frost i luften og kvalmen, der sad som en sur smag i mundhulen. De røde pap-uroer i vinduerne vinkede til mig; møjsommeligt klippet ud af hænder og fingre uden gigtsygdom, og hvor finmotorikken stadig er intakt. Julestjernerne, der stod og pyntede i hvert vindue. Juletræet i rygerummet. Mit tildelte tøjskab, hvor låsen drillede - nøglen skulle drejes på en helt bestemt måde for at få skabet op - meget praktisk på et Gigthospital! 
     Ved ankomsten kunne jeg mærke, hvordan noget trængte sig sammen om mig. Som blev jeg lukket inde i en osteklokke ... eller måske nærmere en snekugle. En snekugle med en lille Line indeni, og hvor den rigtige Line sad et sted i virkeligheden og holdt om kuglen og kiggede ind. Jeg kunne lægge mine hænder mod glasset og se og høre dem, jeg elskede, men ikke trænge ud til dem. Og jeg vidste, at når glasset blev sprængt, ville det være en anden Line, der rystede glasskårene af sig.
     Jeg kunne sikkert opremse alt i detaljer, hvis jeg blev spurgt. Alligevel er det hele samtidig så mærkeligt tåget og fjernt. Som om enkelte hændelser skiller sig ud og hæver sig over andre - ubetydelige hændelser. Som søen, der frøs til ... vi kunne sidde i rygerummet og se, hvordan raske og rørige mennesker skøjtede rundt dernede. Jeg husker hende den lille pige - hun havde en rød tophue på, og lange mørke fletninger hængende ned ad ryggen. Ligesom mig selv som lille.

Vi snakkede om at sætte ski under kørestolene og rollatorne og deltage i morskaben.
Det sneede også en del de uger. Det sner ellers aldrig i december, men det år gjorde det! Lige præcis det år.
      Jeg fik nyheder hjemmefra over den skrattende mønttelefon, der slugte usigelige mængder af småmønter. Der var store trafikproblemer, og jeg frygtede at strande på hospitalet julen over. Hjem, det ville jeg!
      Men det jeg husker bedst fra ugerne på Gråsten, er Aase, der boede i værelset overfor mit. Når vi gik i seng om aftenen, kunne vi ligge og vinke til hinanden før dørene blev lukket af vores værelseskammerater, der ikke var oplagt til pjat!
      Aase blev min overlevelse! Hun var årsagen til, at jeg kom helskindet igennem, og også har goder minder derfra. 

  
Det var den december, TV2 viste "Brødrene Mortensens jul"... Hvorfor kan jeg huske sådan noget? Fjernsynet var altid tændt om aftenen, men lige så snart julekalenderen kom, blev der zappet væk. Og jeg fik en klump i halsen. For jeg vidste, min yngste bror på 11 sad hver dag og skrev hilsner til mig, i håbet om, de blev vist på TV2s side efter julekalenderen. Hvad hvis jeg gik glip af hans hilsen? 
     Det var håndboldkampene, der var det store tilløbsstykke de dage i december på Gråsten Gigthospital. Mange gange blev køkkenpersonalets tålmodighed sat på hård prøve, fordi spisetiderne måtte ændres, så sportsfolket kunne se deres kampe på fulde maver.
Maden på hospitalet var utrolig lækker og veltillavet. Aase og jeg fik speciel mad, fordi vi var vegetarer. Der var dessert for dem, der blev weekenden over. Der var som oftest ikke mange af os, og jeg hulkede i telefonrøret og druknede mine ulykkelige forældre i tårer, mens de sad på Bornholm og ikke kunne se, hvordan det skulle kunne betale sig for mig at tage den lange tur hjem, bare for to dage. Jeg savnede min familie, min kæreste, dejlige, HG og mine katte, som pludselig ikke lå i fodenden, når jeg vågnede om morgenen. Jeg følte, vi altid var adskilt i julen, HG og jeg. Året før sad han på Pharmakon i hele december, og nu sad jeg i al min elendighed i Gråsten.
     Den første weekend fik vi mandelrand og syltet frugt, som vi et halvt år senere (hvilket jeg selvfølgelig var uvidende om på daværende tidspunkt) ville komme til at sidde og spise under en hedebølge - og på vores bryllupsdag.
     Alligevel tabte jeg 5 kg, de tre uger, jeg var på Gråsten Gigthospital.

  
Sneen gav anledning til store problemer for os patienter. Historien om vores tur til supermarkedet kan stadig få hele den pukkelryggede til at grine. Det var selvfølgelig Aases påfund ... Altså det med sokkerne. Hun klippede dem op og bandt dem om støvlerne, så vi bedre kunne stå fast og ikke skulle glide på isen. Med Fido ved hånden (som hun kaldte sin lille trækvogn til varer) drog hun af sted, godt indpakket og med sokker om støvlerne. Ingrid - det tredje medlem af vores lille vegetarklub og højtelsket af alle patienter - knugede godt om rollatorens håndtag, og jeg humpede som sædvanlig meget uskønt af sted.
Der blev gloet noget, da vi tre skabninger fra hospitalet drog af sted. De lokale troede nok nærmere, vi var undslupne fra en psykiatrisk afdeling!
      Da vi endelig nåede supermarkedet, vidste vi egentlig ikke rigtig, hvad vi skulle købe. Hospitalet var jo en lille lukket verden, hvor der var, hvad vi skulle bruge. Så vi drog tilbage igen. Men da vi kom ud på fortovet, havde de så sandelig haft travlt med at rydde sne væk og salte - bare til ære for os og vores sokker!
      Det var da alle håndboldkampene kom, at Aase fandt på det med pruttepuden. Som nogle af de eneste ragede det os en høstblomst, at der rendte nogle idioter rundt på en bane med en bold. Men de andre var temmelig irriterede over pruttepuden, de fandt det ikke spor morsomt, men barnligt! Aase og jeg fortrak til værelset, hvor Aase lavede julekort og gaver til børnebørnene, og vi afholdt en konkurrence om, hvem der kunne komme på den mest perverse vittighed.

       
Dagen efter faldt noget af loftet inde på mit værelse ned. Det dryssede ned med en underlig sort substans i min seng, men det blev nu ikke taget så højtideligt af personalet. Aase rykkede sin seng ti centimeter ud fra væggen, hun skulle ikke gøre sin astma værre ved at blive overfaldet af en mystisk substans fra loftet, mens hun sov.
     Personalet syntes, at nu måtte vi tage og geare ned og opføre os ordentligt!
     Dagen efter tog min værelseskammerat hjem og den færøske Iris kom i stedet.
     Loftet blev, hvor det var!
     Og Iris børstede ikke tænder den første uge. Hun tog hjem på weekend, mens tandbørsten blev stående urørt i glasset og Aase grinede til hun fik hosteanfald, ikke kunne få vejret og måtte have iltapparatet i brug.
     Jeg kunne ikke tåle røgen i rygerummet, men det var det eneste sted, der var værd at opholde sig. Jeg sad der, til jeg rystede af nikotinchok og måtte ud og trække frisk luft.
Den ene dag kom en af sygeplejerskerne stæsende ind i rygerummet med vilde øjne for at bekendtgøre, at det altså var en fejl, at brandalarmen var gået i gang, og der var ingen grund til panik! - Men i rygerummet kunne vi ikke høre nogen brandalarm, så vi havde siddet flere minutter i et værre inferno, uden at være klar over panikken, der omgav os.
Den aften snakkede vi om, hvor vi mon skulle begraves den dag, vores kroppe endelig ville sige fra. Ingrid sagde, med smil på læben, at vi sikkert ville blive indleveret på Kommune Kemi med alt det lort vi rendte rundt med i kroppen!

Men det var historien om alle de gode ting, der skete. Alt det sjove. Heldigvis er det de ting, jeg husker bedst.
     Men der var også historien om hende den ældre dame, der faldt om i omklædningsrummet efter træningen. Eller den søde Agnes, der altid sad stillet i hjørnet af rygerummet med en eller andet form for håndarbejde, der pludselig fik en blodstyrtning fra tarmen. Eller den unge mand, der fik lungebetændelse, og lå med høj feber et par værelser fra mit. Eller da Aase blev uretfærdigt beskyldt for at stjæle fra håndarbejdsrummet. Den unge pige, de sendte hjem, fordi hun "nok ikke fejlede noget" og som ikke kunne passe hverken sit job eller sine to små tvillingepiger og ikke anede, hvad der nu skulle ske. Eller Iris, der i virkeligheden bar rundt på en sørgelig historie, om en søn, der døde, da lynet slog ned i ham under en fisketur. Røgsøjlen havde stået op fra hans livløse krop, der lå dér på bunden af robåden. Hans kammerat, der havde måtte fortælle Iris den triste nyhed, var blevet slynget ud af båden og havde overlevet. Iris fortalte det en morgen, mens hendes gigtplagede hånd holdt krampagtigt fast om plastikskeen med et blævrende stykke blødkogt æg. Den gule hinde farvede skeen og gav mig - sammen med historien - kvalme. Iris fortalte med tårer i øjnene og dirrende stemme med en sød færøske accent. Jeg blev bevæget over, at hun delte sin tragiske historie med mig, en fremmed. Kort tid efter eksploderede fyrfadslyset vi havde tændt, og det havde nær sat ild i gardinet. Endnu engang rullede personalet med øjnene over vores narrestreger - men det var jo ikke vores skyld!
     Så var der Karen - Aases værelseskammerat - hvis søn forsvandt, mens hun var indlagt, så hun måtte kontakte Politiet, for at få hjælp - gad vide, hvordan det endte?
     Jeg ved, hvordan min egen historie endte.
     Men hvad med alle disse mange andre mennesker jeg mødte der? Alle de skæbner - hvor mon de er alle sammen nu? 

Jeg tænker meget på Aase - næsten hver dag. Især nu i december. Det er hendes skyld, at jeg overhovedet har gode minder fra disse tre hårde uger af mit liv. Det er hendes skyld, at mange af de dårlige erindringer næsten er væk. Kun de gode står skarpe tilbage. Det er dem, der hæver sig over de andre, og begraver de dårlige på bunden af erindringens mørke gravkammer.
     Hun gav mig meget på de tre uger, Aase. Og uanset, hvor hun er nu, er der liv og fest omkring hende. Hvordan kan der være andet?
     Hun har lært mig at se livet fra et andet perspektiv. Aase er blevet et begreb. Og en del af ånden og stemningen, der hviler over december måned.

Af og til kan jeg mærke gråd og en dyb, dyb sorg - en sorg og en gråd, der synes at have ligget i dvale lige siden Gråsten og siden jeg fik min diagnose måneden efter på Frederiksberg Hospital. Det er en sorg og gråd, som jeg aldrig har turdet slippe fri. Som jeg aldrig har ladet mig selv slippe fri, fordi jeg ikke ved, hvad der sker, hvis jeg slipper den løs. Jeg ved ikke, om jeg ville være i stand til at stoppe gråden igen. Ved ikke, om jeg nogensinde kan blive rigtig glad igen.
     I korte øjeblikke kan jeg stadig mærke et strejf af lykke, glæde eller håb, men ikke på den samme måde som tidligere. Ikke i den samme grad. Det er som om, de følelser hører en hel anden verden til. Som om de er den gamle Lines. Den 'før alt dette her skete'-Line. Den 'før snekuglen'-Line. Den Line, jeg nogen gange helt kan glemme, jeg har været. Den Line, jeg ville give alt for at være igen!
     Af og til tænker jeg: Hvad hvis jeg ikke kan stoppe gråden igen? Hvad hvis jeg aldrig bliver rigtig glad igen?
     Men det er i de øjeblikke, at jeg kan høre Aases milde latter og se hende lægge de gigtplagede hænder mod sit bryst, mens hun med mild latter hikster sin visdom ud:
"Men kære barn, dog - der er da ingen, der udelukkende går grædende gennem livet. Før eller senere holder det op med at gøre ondt!"
     Og hvem skulle vide det, hvis ikke Aase? Hun har overlevet en voldelig eksmand. Utroskab. Tabet af et barn. Tre kroniske sygdomme. En brand, der nær havde kostet hende livet, og hvor hun mistede stort set alt - blandt andet sin højtelskede Golden Retriever.
     Og hun overlevede Gråsten - sammen med mig!
     Og stadig var hun kvinden, der altid var glad og ved godt mod. Det var hende, der satte liv i det hele. Hende der fandt på det med pruttepuden. Hende der tog til Tyskland for at købe slik til børnebørnene og fór vild på vej hjem, så hun måtte banke på en fremmed dør, hos et par, der endte med at køre hende hele vejen tilbage til Gråsten, lige i tide til aftensmaden. 

Og når nu Fugl Føniks én gang har kunnet rejse sig af de sørgelige rester, mon ikke han så kan gøre det igen?
     Måske jeg kunne blive som den lille pige med tophuen, der snurrede rundt på skøjterne og med stort smil på læberne. Måske jeg kunne blive levende igen en dag? Måske ...
     Der var jeg i hvert fald i de ellers så triste uger på Gråsten Gigthospital. Der skete mange skøre ting i de dage. Jeg lærte meget af Aase - og det skete i de dage ... på hospitalet i Gråsten. 

Ten to ...

Define me:


1)

2)

3)

4)

5)

6)

7)

8)

9)

10)

'Du forsvinder' ... og det gjorde gårdagen også

Så så man lige mig vågne op og have misset en hel dag. Pludselig var det onsdag ... hvor fanden blev tirsdagen af?!

Det dér legen Speedy Gonzales har åbentbart hævnet sig. Jeg troede jeg kunne snige lidt hyperaktivitet ind i hverdagen. Men straks lå jeg vandret med stængerne i vejret og genopblusset blære- og bihulebetændelse. Jamen altså!

Kan stort set ikke huske noget af tirsdagen. Vågnede (ifølge min kalender) klokken 06.25 og fik medicin. Og igen 17:35 (for stort spring! Må max. gå otte timer!). Og 00:35. Husker svagt noget om, at jeg havde febergennemsvedt hele dynen, så vinduerne i rummet duggede og HG måtte hjælpe mig i tørt tøj og tvinge ekstra væske ned i halsen på mig. Ellers husker jeg kun diverse forstyrrede drømme.

Havde en ret intens drøm, hvor jeg var hos en ny læge. Hun så ret så nervøs ud (hey, det er mit job!) og kiggede på mine fødder. "Jeg kan se, din venstre fod har tendens til at vende ud af," sagde hun (det er altså kun i drømme, den gør det!). Det havde jeg nu ikke selv bemærket. Pludselig begyndte hun at snakke om en ny neurologisk sygdom, der hed GERD (sygdommen er sådan set rigtig nok, og jeg har den også, men i virkeligheden, er det problemer med mavesyre. Det har sikkert været vævet ind i min drøm, fordi penicillin generer maven, så mavesyren går helt amok og symptomerne flammer op). I hjørnet af lægens værelse sad min mor og så nervøs ud. I drømmen undrer jeg mig over, hvad hun laver dér? Men åbenbart er jeg - i drømmen - ung teenager og ikke den 26årige ... Okay, 30årige! ... jeg i virkeligheden er. Det viser sig så, at GERD (i min drøm that is!) er en neurologisk sygdom, der rammer hele kroppen og giver en spastiske lammelser. Fødder og hænder vil langsomt komme ud af min kontrol, jeg vil begynde at skele på øjnene og langsomt vil jeg miste mit sprog. I drømmen sidder jeg langsomt og tænker over, hvilke centre i hjernen, der bliver ramt (den dér bog jeg lige har færdiggjort, ik? Den har vist sat sig godt fast!). Så spørger hun, om hun må tage en test på mig og sende til undersøgelse. Den kan afsløre, hvorvidt jeg har sygdommen eller ej. Min mor ser nu decideret dårlig ud. Jeg sidder bare og virker sært fjern og lalleglad. Lægen forklarer, det foregår ved, at man skærer toppen af den højre tommelfinger, for at få fat i de nervebaner, der løber under huden. Det vil gro ud igen. Samtidig beder hun mig kigge væk, så det ikke skal gøre ondt. Hun forklarer, at hvis jeg har GERD, vil nerverne så langt ude være døde, så jeg intet mærker. Men hjernen kan stadig spille mig puds - så hvis jeg ser hende gøre det, kan hjernen sende falske smerteimpulser - lidt ligesom ved fantomsmerter. Jeg kigger bare med et dumt grin på ud ad vinduet. Foran klinikken er der en stor plæne, hvor der sidder en masse studerende spredt rundt og læser til eksamen. "Så er vi færdige," siger hun, og jeg kigger på min højre hånd. Og så mangler hele tomlen! Hun forklarer, at hun var nødt til at lyve - de fleste reagerer voldsomt, når de hører, at hele fingeren skal amputeres, og at det ikke vil vokse ud igen. Hun forbinder såret, lægger min afskårne tommel i en konvolut og beder sekretæren sende den til laboratoriet. Min mor græder stille tårer. Jeg griner bare dumt.

*Næste 'drømmeflash'*:

Jeg står på plænen og kigger på alle de studerende, der ligger i græsset med bøger, kuglepenne, drikkeflasker og vildt blik. Får øje på HGs bedste ven og spørger ham, om han ved, hvor HG er. Han er til undervisning. Vennen kan se, at noget er galt ... Til sidst får jeg samlet vennerne, HG, min svoger og svigerinde, der alle lå med hver deres pensumliste og læste (selvom de i virkelighedens verden for længst er færdiguddannede og har jobs). Og da jeg så skal fortælle det, ramler det for mig. Endelig går det op for mig, at jeg er meget syg. Jeg løfter hånden med den manglende finger og forsøger at fortælle, hvad der venter mig - og dem.

*Næste 'drømmeflash'*:

Jeg har fået bekræftet diagnosen. HG og jeg er flyttet hjem til mine forældre, der hjælper med at passe mig. Jeg sidder trodsigt på sengen med lange savltråde ud af munden og arme og ben i akavet stilling, helt fordrejede i spastiske anfald. Jeg er trodsig. Lægen har fortalt min mor, at mit hår skal klippes af. Jeg er begyndt at få problemer med ikke at kunne bevæge mig i sengen. Jeg har fået at vide at mit hår er så langt, at jeg risikere at blive kvalt i det under søvnen. Jeg forsøger at forhandle med min mor; kan ikke forstå, hvorfor vi ikke bare til natten kan flette det og sætte det op. "Det er mig, der skal passe det!" vrisser min mor. "Jeg er træt af det hår, der både skal vaskes og tørres og glattes - det tager mig over to timer om dagen!". "Du forstår det ikke!" skriger jeg med en stemme, der ikke er min. "Det er alt jeg har tilbage! Til sidst vil jeg bare sidde her som en tom skal uden at kunne kommunikere. Min krop er ikke længere min - jeg ligner én, der er syg i hovedet, selvom intelligensen intet fejler. Hvorfor må jeg ikke i det mindste beholde min værdighed?!" "Og din værdighed sidder i håret?" spørger hun. "Ja," vræler jeg. "Og i min makeup, i pænt tøj, i velplejede negle ... du forstår det ikke! Ingen af jer gør!" "Men du risikere at DØ af det, Line! Er du villig til at dø for din forfængelighed?" "Åh, mor, se på mig. Jeg er allerede død!"

*Næste 'drømmeflash'*:

Jeg er blevet korthåret. Men ikke helt kort. Åbenbart er vi nået frem til et kompromis. Mit hår er faktisk rigtig pænt. Det er blevet lysnet og er klippet i en lang page, der er løst flettet. Min far er begyndt at studere i min sygdom. Han har fundet ud af, at patienter i Grønland, på Island og Færøerne pludselig er begyndt at komme i bedring. Jeg er begyndt at læse alt der er om emnet og sidder nu på Island hos en familie, hvis søn er ramt. Familien sejler meget, og de har fundet ud af, at når de er på havet, er sønnen i bedring. De mener, det er noget med undervandsstrømme. Eller energier fra havet. "Er der mange hvaler her i området?" spøger jeg faderen. Det er tydeligt, at jeg også er inde i en god periode. Mine lemmer vender ikke i sindssyge retninger og jeg skeler kun på det ene øje. "Ja, det er sjovt, du skal spørge," svarer han. "Forskere har opdaget en forøget aktivitet af hvaler her i området og områder nær Grønland og Færøerne. Der er også tale om en helt ny hvalart, man ikke før er stødt på." Pludselig løber tankerne løbsk. Familien og jeg laver skemaer over, hvornår hvalaktiviteten er på sit højeste. Hver dag, når den er højest tager vi på havet, og både deres søn - der er betydeligt mere syg end jeg - og mig selv oplever forbedringer. Mine spastiske lammelser har næsten fortaget sig. En dag får jeg en idé: Hvad hvis vi dykker ned i havet? Hvis det er en energi fra hvalerne, vi reagerer på, burde det blive bedre, jo tættere vi er på dem. Til sidst har vi samlet et helt lille hold af sygdomsramte og deres familier. Vi eksperimenter med forskellige dykkerprojekter og finder ud af, at det både er en energi fra hvalerne, men også energier fra visse steder på havbunden i sig selv, vi reagerer på ...

Meget mærkelig drøm. Og meget detaljeret. Jeg kan sagtens analysere den, så den giver mening. Når jeg er teenager i drømmen, er det sikkert fordi, det var der jeg fik min neurologiske sygdom. Når jeg drømmer, jeg sikkert har en anden og værre neurologisk sygdom end den jeg reelt har, er det fordi mine symptomer er blevet værre det sidste år. I drømmen er det de spastiske lammelser. I virkeligheden er det krampeanfaldene, der har en svag lighed med dem. Hvor min krop begynder at sitre, jeg mister kontrollen over den og kan ryste og krampe i timer. Den ene gang ramte det også stemmen, så jeg havde svært ved at snakke og udstødte svage lyde, der minder om dem der kommer fra en med spastiske lammelser, under et anfald. Når jeg i drømmen ikke kan vende mig i sengen, er det virkeligheden, der spiller ind. Jeg vågnede nogle gange op og ville vende mig, men kunne ikke pga. smerter. Jeg forsøgte at vågne nok til at få mine piller eller kalde på HG, men jeg strejfede kun overfladen til denne verden, og dykkede så ned i søvnen igen. Håret ... det har generet mig længe. Jeg er ikke blevet klippet i 1½ år! Andre elsker at gå til frisør, jeg hader det. Det er ligesom med tandlægen - det er bare noget, der skal overståes. Mit hår når efterhånden langt nedover taljen og min nakke bliver tvunget tilbage pga. dets vægt. Hver dag tænker jeg, at nu må jeg se at få ringet til den frisør. Men så er jeg syg, så er der noget vigtigere (dyrlægen) og så glemmer jeg det igen. Vandet ... i drømme symboliserer vandet følelser. Vi kan drukne i dem. De kan overvælde os. Koldt vand er negative følelser, varmt vand positive. I drømmen dykker jeg ned i vandet (mine følelser), men er alligevel adskilt fra dem af båden. Jeg står inde og betragter dem og forsøger at finde ud af, hvad de gør ved mig.

Al min forskning i drømmen og tankerne om hjernen, kommer selvfølgelig fra bogen ("Du forsvinder" af Christian Jungersen). Da jeg læste psykologi, for snart hundrede år siden, havde vi også et langt afsnit om hjernen - det var det mest interessante. Jeg har tænkt endnu mere over det, fordi min mormor har forandret sig sådan. Selvom hendes egen læge (pfff!) påstår, hun ikke er dement, er det tydeligt for os andre, at der er noget galt og har været det i mindst ti år. Og hun har haft flere små blodpropper i hjernen. På hospitalet taler de også til hende som om hun er dement - og ringer konstant min mor op, fordi min mormor skaber problemer. De sidste to gange hun har været indlagt, er hun havnet på enestue, fordi hun gjorde sig uvenner med de andre patienter. Det er svært at se på. Man bliver så irriteret på hende, når hun sidder dér ved bordet om søndagen, forklædt som min mormor og siger upassende ting og opfører sig som en femårig. Når hun siger "Aaad! Det kan jeg ikke li'!" og vrænger af maden - og samtidig klandrer alle andre for at være kræsne. Når hun brister i gråd uden synlig grund, hver gang hun ser min mor. Når hun græder over sit liv, fordi det ikke blev som hun ønskede, men hun ikke kan forklare, hvad hun ville gøre anderledes. Når hun kalder os forkerte navne, ikke kan huske, hvem der er ældst, fortæller de samme historier hver søndag i træk. Når hun græder over at mine oldemor var uretfærdig, da hun var barn, fordi hendes storebror fik skinkesalat og hun kun fik russisk salat (det sidste sagt mens hun storbrøler!). Så ved man godt, der er noget galt. Og man har lyst til at køre ned til hendes læge og tæske ham i hovedet med én af de store opslagsbøger fra reolen. Hvordan kan han sige, der ikke er noget galt? Hvordan kan han forny hendes kørekort, når hun dårligt kan finde ud af at sætte bilnøglen i det rigtige sted?! Hvordan kan han undgå at se, at det ikke er hende - navnet på journalen - der sidder over for ham, men et hylster, hvor hjernen er brændt sammen? Den stive mimik, hendes barnlige fnisen, hendes grådudbrud ... I søndags var den helt gal. Hun kunne dårligt blande kortene, kunne ikke fordele dem til os uden at starte forfra tre gange (og kun når vi sad helt stille og ikke snakkede lykkedes det). Hun blev ved med at spørge til Cleo (som bare er 'den tyske kat') og annoncen og Tove, der interviewede mig. Selvom hun har stillet nøjagtig de samme spørgsmål de sidste tre søndage. Og jeg har givet de samme svar. Det har sat mange tanker om hjernen i gang. OM det, at vi mennesker kun er en omgang kemi. Dét vi troede var vores sjæl, vores jeg, er slet ikke bestandigt, men tværtimod meget flygtigt. Én lille skade og vi er ændret for altid. Ligesom jeg heller ikke er den samme, som jeg var for ti år siden. ("Livet har hærdet mig, du!" som Olsen siger i 'Huset på Christianshavn'). Buddhisterne har ret. Vi ændrer os hele tiden. I dag er jeg ikke den samme, som den jeg var i går. Vi flytter os hele tiden et skridt længere væk fra den, som vi blev født som. På nogle måder er det jo godt - når vi forandrer os, fordi vi lærer, bliver mere tolerante, vokser af vores fejl. Men når vi udvikler os den forkerte vej, mister viden og færdigheder, glider mere og mere væk fra ikke bare nogle af vores egenskaber, men alle, er vi er vokset eller forandre, men forsvundet.

... Jeg synes forøvrigt, det var lettere interessant, at jeg - da jeg vågnede op - var iført HGs sygeplejerske T-shirt. Han hjalp mig jo ud af de febervåde gevandter og af alle garderobens T-shirts, var det altså lige den jeg havnede.